Bekæmpelse af terrorrisme - en militær opgave?

Terrorisme i sin nye form forårsager massedødsfald, massefrygt eller massehysteri. Den er grænseoverskridende af natur, hvorfor den må bekæmpes ved anvendelse af nye, anderledes, men frem for alt grænseoverskridende metoder. Den såkaldte ”globalisering” og konsekvenserne heraf gælder også terrorisme. Disse konsekvenser bør inddrages i den igangværende udvikling af Danmarks og af NATO’s kommando- og styrkestruktur.

Panserinfanteriets våbenfangst i kampen mod terror. Foto: www.forsvaret.dk

International terrorisme har eksisteret i mange år. Men først nu, hvor både meget utraditionelle metoder og mål har påført den amerikanske befolkning større civile tab og ødelæggelser, er der tegn på, at den vestlige verden tager truslen alvorligt. Truslen har lige siden starten af 90’erne været fremhævet af de større NATO landes efterretningstjenester, af indsigtsfulde forskningsinstitutioner og er sågar blevet bekræftet af visse af de eksisterende terrororganisationer selv! Alene det faktum, at flere kendte forfattere inden for den halvdokumentariske men bestemt lødige litteraturgenre har beskrevet scenarier, som det vi oplevede den 11. september, antyder, at truslen og dens konsekvenser har været bearbejdet og gennemtænkt. Tilsvarende gælder for den omfattende række af amerikanske ”A” og ”B” film samt diverse ”actionserier”, der i stigende grad har koncentreret sig om, hvordan terrorismen udvikles, og hvordan den kan bekæmpes. Men det er jo kun film, og før filmen bliver til virkelighed, tages dens budskab sjældent alvorligt.

Der er grund til at understrege, at selvom den nye terrorisme har genoplivet en reel trussel mod Danmark, som vi antog var borte efter Murens fald, er dansk Forsvars internationale engagement ikke blevet mindre aktuelt. Deltagelse i fredsstøttende operationer, der skaber gunstige betingelser for en bæredygtig politisk og økonomisk udvikling i urohærgede lande og regioner, reducerer antallet af miljøer, hvor fundamentalisme næres af voldelig uretfærdighed og utålelige levevilkår for befolkningen.

Artiklen påpeger med afsæt i krigsteorien og en analyse af modstanderen, terrorismens netværk, de vanskeligheder, der er forbundet med at bekrige en ukonventionel modstander med konventionelle styrker. Den såkaldte ”asymmetriske” krig. Den rejser en række spørgsmål, som det bliver nødvendigt at overveje vedrørende Forsvarets evne til at imødegå trusler mod dansk territorium. Artiklens ambition er ikke at give svar på disse spørgsmål, men forfatterne opfordrer læsere af Militær Tidsskrift til at give deres bud på de militære konsekvenser af truslens nye ansigt. Helt konkret er der behov for at diskutere Forsvarets rolle i bekæmpelse og imødegåelse af grænseoverskridende terrorisme.

Analysemodellen
Analysen tager afsæt på det militærstrategiske niveau, men problematiserer periodisk den traditionelle militære tænkning på et mere abstrakt, krigsteoretisk niveau.

Artiklens form følger metoden for operativ analyse på det værnsfælles niveau, som den anvendes på Stabskursus II. Afledt af opgaveanalysens konklusioner diskuteres Forsvarets opgaver relateret til bekæmpelse af international terrorisme.

Analyse af opgaven - Identifikation og analyse af opgaven
Hvorfor
Besvarelsen af dette spørgsmål skal relatere opgaven, operationen eller kampagnen til det strategiske eller politiske formål og sætte scenen for den videre analyse gennem en erkendelse af foresattes hensigt. Diskussionen af hensigtens rækkevidde giver rammer for de militære operationers omfang og regler for anvendelsen af væbnet magt.

USA har været udsat for et hidtil uset kynisk og destruktivt terrorangreb med tab af tusinder af civile menneskeliv. USA betragter angrebet som en krigshandling og har følgelig optrappet beredskabet for militære styrker til krigsniveau. NATO har 12. september vedtaget en artikel V erklæring, der bakker op om den amerikanske erklæring, at ikke kun USA men Alliancen og den civiliserede del af verden er i krig mod terrorismen.

”…The Council agreed that if it is determined that this attack was directed from abroad against the United States, it shall be regarded as an action covered by article V of the Washington Treaty, which states that an armed attack against one or more of the Allies in Europe or North America shall be considered an attack against them all”.

The commitment to collective self-defence embodied in the Washington Treaty was first entered into in circumstances very different from those that exist now, but it remains no less valid and no less essential today, in a world subject to the scourge of international terrorism…”[1]

Dette historiske skridt blev yderligere styrket 3. oktober, hvor USA orienterede om beviserne for, hvem gerningsmændene bag angrebet egentlig var. Alliancens udenrigsministre fandt disse beviser dækkende, hvilket i sin enkelhed betød, at alliancens medlemmer var traktatmæssigt forpligtet til at støtte USA.

I FN’s sikkerhedsråds resolution af 12. september 2001 hedder det:

”The Security Council,
Reaffirming the principles and purposes of the Charter of the United Nations, Determined to combat by all means threats to international peace and security caused by terrorist acts, Recognizing the inherent right of individual or collective self-defence in accordance with the Charter,

1. Unequivocally condemns in the strongest terms the horrifying terrorist attacks which took place on 11 September 2001 in New York, Washington, D.C. and Pennsylvania and regards such acts, like any act of international terrorism, as a threat to international peace and security;

2. Expresses its deepest sympathy and condolences to the victims and their families and to the people and Government of the United States of America;

3. Calls on all States to work together urgently to bring to justice the perpetrators, organizers and sponsors of these terrorist attacks and stresses that those responsible for aiding, supporting or harbouring the perpetrators, organizers and sponsors of these acts will be held accountable;

4. Calls also on the international community to redouble their efforts to prevent and suppress terrorist acts including by increased cooperation and full implementation of the relevant international anti-terrorist conventions and Security Council resolutions, in particular resolution 1269 (1999) of 19 October 1999;

5. Expresses its readiness to take all necessary steps to respond to the terrorist attacks of 11 September 2001, and to combat all forms of terrorism, in accordance with its responsibilities under the Charter of the United Nations;

6. Decides to remain seized of the matter”.

Resolutionen udtrykker en vilje til at undgå en gentagelse af masseterror. Resolutionen er vedtaget ganske kort tid efter angrebet, hvor de chokerende konsekvenser af angrebet må formodes at have haft en betydelig indflydelse på beslutningstagerne. Det politiske resultatet heraf har været opbygning af en koalition med deltagelse af flere muslimske lande. Koalitionen ses imidlertid at have en mere skrøbelig og måske dynamisk karakter end f.eks. koalitionen under Golfkrigen i 1991. Men eksistensen og bredden af koalitionen kan tolkes som en grænseoverskridende enighed om, at terrorisme ikke er et acceptabelt middel til at opnå politiske mål. Omvendt skal den næppe tages som udtryk for, at hele koalitionen har både vilje og evne til at bekæmpe international terrorisme med alle midler.

Terrorisme er som begreb ikke defineret internationalt, fordi grænserne for, hvornår aktører er frihedskæmpere eller terrorister, er hårfin og afhænger af øjnene, der ser. Terrorisme er ifølge Atomica[2]:  

The unlawful use or threatened use of force or violence by a person or an organized group against people or property with the intention of intimidating or coercing societies or governments, often for ideological or political reasons.

USAs udenrigsminister, Colin Powell, har udtalt, at koalitionens bekæmpelse af terroristerne og de, der aktivt støtter eller undlader at forhindre deres aktiviteter, skal betragtes som en kampagne. Kampagnen vil blive gennemført på flere områder, af Colin Powel benævnt som fronter. Politiske, økonomiske, politi- og bistands­initiativer til bekæmpelse af international terrorisme er en del af disse fronter. Terrorismens netværk og globale geografiske spredning gør, at kampagnen må videreføres i lang tid og rummæssigt betragtet i hele verden. Ikke kun i Afghanistan, der indledningsvis er genstand for den største opmærksomhed på grund af Taleban-regimets støtte til den hovedmistænkte Osama Bin Laden og hans Al Queda-netværk.

Brugen af ordet kampagne antyder endvidere en aktiv indsats, der ikke begrænser sig til forsvar af territoriet eller for den sags skyld til militær indsats. Et eksempel på brugen af andre end rent militære operationslinier er den udredning, som finder sted i bankverdenen for at finde og indefryse terroristernes formuer. Storbritannien har f.eks. tilbageholdt 700 mio. DKR, som et led i den økonomiske strangulering af Taleban-styret i Afghanistan. Gennem udøvelse af denne form for tvangsdiplomati håber USA og koalitionen på at kunne fremtvinge indrømmelser fra styret i Afghanistan.

Indsatsen på det militære område skal være afpasset og kunne legitimeres for ikke at udløse en eskalation af volden. Overfor et efter 11. september forståeligt folkeligt krav om hævn står hensynet til refleksion og selvbeherskelse. Sidstnævnte kan i det lange løb forebygge gentagelse af terrorismen i det nu kendte omfang samt på kort sigt hindre en eskalation, der udløser en civilisationskamp mellem demokratiet og islam. Militære operationer, der ikke kan henregnes til egentlig krig, karakteriseres ved, at brugen af militær magt skal holdes på et minimum. Den militære komponent bør alene støtte bekæmpelsen af terrorisme på de øvrige fronter og bør ideelt set undlade brug af magt og i stedet alene true hermed. I den nuværende operation mod Afghanistan har det imidlertid ikke være muligt at få udleveret Osama Bin Laden og hans støtter uden at gribe til militær magtanvendelse.

Ifølge den amerikanske tænketank ”Strategic Forecasting”[3] er USA’s strategiske mål at forhindre yderligere angreb mod amerikansk territorium og amerikanske interesser, at tilintetgøre Osama bin Laden, Al Qaeda og tilknyttede netværk over hele verden og straffe alle lande, der huser eller støtter Al Qaeda, begyndende med Talebanregimet i Afghanistan. Denne strategi medfører en militær operation mod Afghanistan, der både skal tillægges en symbolsk betydning som en straffeaktion overfor de skyldige i 11. september angrebet, ligesom den skal demonstrere rækkevidden af i første omgang USA’s beslutsomhed for at komme terrortruslen til livs. I overført betydning tjener den militære opbygning i regionen til at transportere utryghed og usikkerhed fra det amerikanske fastland til de miljøer, der huser eller støtter terrornetværk.

Udover operationer i Afghanistan indebærer den amerikanske strategi operationer i USA, operation ”Homeland Defense”. USA har aktiveret National Guard i et omfang, der ikke er set siden mobiliseringen under Golfkrigen. Disse indkaldelser foretages primært med formål at optrappe beredskabet overfor nye terrorangreb. Det er imidlertid en næsten umulig opgave at forsvare sig imod terror, fordi antallet af potentielle mål langt overstiger de ressourcer som USA eller andre lande kan mobilisere til at forsvare dem. Terroristerne vil således altid have den taktiske overraskelse på deres side. De betjener sig af usynlighed, af en flad og enkel kommandostruktur, af utraditionelle våben som passagerfly og breve med biologiske kampstoffer. De bestemmer bestemmer tid, sted og operationstempo. Fokus i bekæmpelsen må derfor rettes mod varsling og pro-aktiv bekæmpelse i muligt omfang samt opbygning af et beredskab til at minimere skadevirkninger af et terrorangreb. Det er ikke klart, hvorvidt de enkelte terrorgrupper har et indgående kendskab til hinanden og koordinerer deres indsats. Det er ikke klart, hvorvidt traditionelle efterforskningsmetoder vil føre til opdagelse af nye forsøg på terror. Derfor må det nuværende indhentnings- og bearbejdningsarbejde gennemtænkes og i højere grad globaliseres.

Den amerikanske strategi kræver operationer globalt, fordi Al Qaeda opererer globalt. På den ene side vil en koalition begrænse de amerikanske militære handlemuligheder, fordi hver enkelt land vil have reservationer af forskellig art for at støtte den amerikanske krig mod terror. På den anden side er koalitionen og andre staters samarbejde en forudsætning for operationer udenfor det amerikanske fastland, hvor navnlig FN og APEC (Asean-Pacific Economic Cooperation topmøde 19 – 20 OKT) erklæringer, giver kampagnen legitimitet. Denne legitimitet er afgørende for navnlig den militære indsats. De militære operationer retter sig primært mod indsamling af troværdige efterretninger med formål at identificere, lokalisere og tilintetgøre Al Qaeda i et antal stater. Dette kræver udbygning af den politiske koalition med en efterretningsmæssig ditto. Kun herved vil USA og koalitionen opnå den nødvendige situationsbestemte viden og informationsmæssige overlegenhed, der kombineret med specialstyrker på et højt beredskab tillader en bekæmpelse af terrorens aktører ved skjulte operationer, eventuelt på territorier tilhørende koalitionspartnere. Problemet ved denne fremgangsmåde er selvsagt risikoen for at underminere koalitionen på den ene side og nødvendigheden af at fjerne alle terroristnetværkene på den anden.

Koalitionen er derfor skrøbelig, og som anført ovenfor, antager den en mere dynamisk karakter end tidligere. USA kan ikke vedvarende forvente en verdensomspændende konsensus om fremgangsmåderne ved bekæmpelse af ter­rorisme. Nogle stater har forbehold, og disse forbehold vil variere under kampag­nen. USA kan derfor ikke gennemføre vidtgående hemmelige operationer, uden at det vil få konsekvenser for koalitionens sammenhold. Omvendt må USA kræve, at de af koalitionens medlemmer, der baserer deres samfund på retstatsprincipper og demokratiske rettigheder for borgerne, ikke har statsautoriserede terrorister i deres baghave. Konklusionen er, at jo større og mere dynamisk koalitionen bliver, desto mindre bliver USA’s handlemuligheder.

Sammenfattende har angrebet 11. september givet anledning til, at verden bogstaveligt talt er rykket tættere sammen i bestræbelserne på at bekæmpe terrorisme. Den grænseoverskridende terrorisme kan kun bekæmpes gennem grænseoverskridende initiativer. Bekæmpelsen af terrorismen er krig for USA og værktøjet en kampagne. Kampagnen indebærer brug af både politiske, diplomatiske, økonomiske, juridiske, humanitære og militære operationslinier, hvor militæret er i en støttende rolle. For de militære styrker er krigen asymmetrisk, fordi fjenden vælger ikke at kæmpe på USA's præmisser. USA har således ikke mulighed for at udnytte den styrkemæssige og teknologiske overlegenhed i traditionel militær forstand. Brugen af militær magt skal holdes på et minimum for ikke at få den skrøbelige koalition til at revne. Kampagnens baglandsoperationer skal overordnet genskabe en rimelig grad af tryghed ved at give rettidig varsling om forestående terrorangreb og opbygning af et beredskab, der kan minimere skadevirkningerne af flere terrorangreb. Militære og politimæssige operationer mod dybden (terrornetværk) har til formål at indsnævre terroristernes handlefrihed og ultimativt at fjerne netværkenes uddannelsesmæssige og logistiske grundlag. Endelig markerer OPERATION ENDURING FREEDOM en udbygning af USA’s og NATO’s virkeområde. Det er første gang, at militære styrker indsættes til bekæmpelse af terrorisme på baggund af et FN mandat. Det er første gang, at NATO’s artikel V er bragt i anvendelse, og det er første gang, at dele af alliancens styrker indsættes i det sydøstasiatiske område.

Hvem
Besvarelsen af dette spørgsmål fører til identifikation af modstanderen og eventuelle allierede. Den amerikanske præsident har gjort det klart, at enten er man med USA i krigen mod terrorisme, eller også er man imod. Denne kategorisering er senest blevet understreget under borgmesteren i New York’s åbningstale på FN’s generalforsamling.

På USA’s side er en verdensomspændende koalition under opbygning, der omfatter stadig flere stater både i den vestlige og muslimske verden.

Modstanderen eller fjenden optræder ikke i en form, som vestlig clausewitziansk logik anerkender. Der er ikke tale om veldefinerede politiske enheder (stater), men om  både globale og lokale netværk af religiøse fanatikere og kriminelle opportunister. Alle forenet i et anti-amerikansk eller anti-kapitalistisk udgangspunkt. Fjenden er således snarere en islamisk, fundamentalistisk identitet end en egentlig organisation eller statslig aktør.

Personificeringen af terrortruslen i skikkelse af Osama Bin Laden og Taleban-styret, der støtter hans aktiviteter, kan opfattes som en nødvendighed for at muliggøre løsning af en utraditionel væbnet konflikt med traditionelle militære styrker. Under Golfkrigen var den irakiske diktator Saddam Hussein den onde despot, og under NATO’s operation i Kosovo i 1999 blev præsident Milosevic udråbt som Balkans Hitler med den daværende amerikanske udenrigsministers ord. De to eksempler illustrerer forenklingen af ganske komplekse problemstillinger, der er nødvendig for at skabe en folkestemning for en militær indsats. Problemet i denne sammenhæng er, at fjenden (terroristen) i sin nye form ikke giver sig til kende, er anonym og derfor kan vise sig at være den forkerte.

Milosevic var den første, der med brugen af sine styrker begyndte at udfordre den clausewitzianske logik. Hvordan kan NATO og USA drage nytte af en både styrkemæssig og teknologisk overlegenhed, når fjenden afstår fra at bruge sine militære styrker og vælger ikke at kæmpe? En betydelig militær, teknologisk og økonomisk overmagt lod sig i foråret 1999 kun vanskeligt omsætte i konkrete militære resultater på kamppladsen. Den ønskede virkning på den politiske ledelse i Beograd lod vente på sig. Det har siden været forklaret med en politisk betinget afvigelse fra luftmilitære doktriner, men pointen kan selv udfra en formålsrationel forklaring være, at Milosevic-styret havde alt at tabe ved at kæmpe på NATOs præmisser.

Det samme kan siges om terroristen, hvis kamp endnu tydeligere udstiller dette dilemma. Der er tale om en asymmetrisk krig, hvor måden at bruge konventionelle styrker kræver handling men også omtanke. En navngivning af en fjende baseret på et civilt og militært opklaringsarbejde fjerner den umiddelbare usikkerhed overfor en diffus trussel. Men på grund af netværksterrorismens karakter vil dette opklaringsarbejde være kompliceret og foregå i et mørke, der ikke altid kan vendes til en fordel ad teknologiens vej. Den usynlige fjende kan derfor kun vanskeligt bekæmpes med styrker, der som Alliancens og Danmarks er udrustet til territorialforsvar. For at kunne udnytte hele det konventionelle militære potentiel må fjenden tvinges ud i lyset. Men hvordan bekæmper man en fjende, der bedst kan karakteriseres som et interessefællesskab, der rekrutterer selvmordskandidater på ad hoc-basis og som tilsyneladende støttes logistisk og finansielt af skjulte islamiske netværk i f.eks. Egypten og Sudan[4].

Det er derfor nødvendigt at se nærmere på udviklingen i den internationale terrorisme. Terrorisme er et fænomen, som forandrer sig (US Annual Defense Report 2000, ”Responding to Terrorism”). I rapporten hedder det, at terrortruslen har ændret sig især på grund af følgende fem overordnede forhold: Sovjetunionens opløsning, ændringer i terrorismens motivering, spredning af teknologi til fremstilling af masseødelæggelsesvåben, forøget og nemmere adgang til viden og informationssystemer via internettet og endelig den accelererede centralisering af vitale komponenter i den statslige infrastruktur. Sidstnævnte har forøget sårbarheden i den vestlige verden overfor terrorangreb.

Tidligere har terrorangreb mod amerikanske interesser været nationalistisk og politisk motiveret. Selv de mest brutale grupper har afstået fra at forårsage massedød og masseødelæggelse for at undgå, at gruppernes politiske målsætning blev betvivlet og rekruttering hertil derfor blev vanskeliggjort. Hidtil har alene yderligtgående religiøse kulter, intensiveret i perioden op til årtusindeskiftet, truet med et Armageddon med et omfang som 11. september. Disse begrænsninger ses ikke længere at være gældende. Terrorismen følger sin egen logik båret af ”successer” som angrebet den 11. september. Med et stigende antal selvmordsmissioner og med utraditionelle våben er der åbnet op for en ny æra i terroristers operationsmønster.

Sammenfattende er den nye terrorisme kendetegnet ved:

  • Orientering mod religiøse mål,
  • anonym, ingen tager ansvar,
  • udløsning af katastrofer,
  • en flad kommandostruktur med løst tilkoblede celler, der opererer autonomt,
  • sovende enheder, der hurtigt kan aktiveres,
  • massemord og selvmord,
  • globale netværk og kommunikation samt
  • ingen konventionsmæssige eller moralske begrænsninger i valg af våben[5].

Fjenden er et usynligt interessefællesskab, der gennemfører spektakulære massemordsaktioner med en dedikation, der nu som regel medfører døden for terroristerne. Fjenden har hverken teknologi og konventionel styrke eller vilje til at kæmpe på USA’s, NATO’s eller konventionelle militære styrkers præmisser. Identifikation af fjenden stiller krav om en intensiv efterretningsmæssig indsats, der karakteriseres af en stor grad af internationalt samarbejde, og en indsats af militære styrker, der kan reagere hurtigt og opnå betydelige resultater med et minimum af indsats i tid og rum.

Hvad, hvor og hvornår
Hvad indebærer opgaveløsningen, hvor og hvornår? Besvarelsen af disse spørgsmål nødvendiggør en diskussion og identifikation af fjendens hensigt, de operative fokuseringsværktøjer, den geografiske udstrækning af operationsområdet, nøgleområder og overordnede tidsparametre med relation til ”Desired End-State”, ”Centre of Gravity” og ”Decisive Points”.

Fjendens hensigt
Terroristernes mål synes at være at begrænse eller fjerne amerikansk og måske endda vestlig tilstedeværelse og på sigt indflydelse i den islamiske del af verden. Midlet er spektakulære terrorangreb, der spreder skræk og rædsel i - i første omgang - den amerikanske befolkning. Terrroristerne giver sig ikke til kende, hvilket i operativ henseende kan bidrage til beskyttelse af terroristernes bagland og dermed vanskeliggøre egne operationer herimod.

I forlængelse af diskussionen i forrige punkt kan det hævdes, at terroristernes egentlige mål i mindre grad er den spektakulære effekt ved angrebet den 11. september, men snarere er at fremprovokere en efterfølgende hævnorienteret konfrontation mellem vestlige og islamiske interesser og værdier[6].

Fjendens Centre of Gravity (CoG)
I forlængelse af ovenstående kan der argumenteres for, at fjendens CoG er anonymitet og usynlighed. En usynlig fjende bidrager til usikkerheden i vores bagland. De regimer eller stater, som tillader terrornetværk at operere på deres territorium, er et andet muligt CoG, ligesom deres logistiske og finansielle støtte også kan være det. Ødelæggelse eller neutralisering af et eller flere af disse mulige CoG vil lede til en indsnævret handlefrihed for terroristerne og dermed bringe USA og koalitionen videre i kampen mod international terrorisme.

Desired End-State
NATO’s artikel V erklæring er ensbetydende med, at NATO er i en slags krigstilstand[7]. Medlemslandene har erklæret, at der er en trussel mod Alliancens territorium, og der har fundet et angreb sted herimod. Dette muliggør en militær indsats også udenfor Alliancens nærområde, såfremt ødelæggelse af netværket bag angrebet den 11. september kræver dette.

Det strategiske End-State, ifølge både USA's præsident og udenrigsminister, er at gennemføre en kampagne mod terrornetværk, indtil terrortruslen mod Amerika er fuldstændig fjernet. Heri ligger dels en forventning om, at når truslen mod USA er fjernet, vil truslen være fjernet for resten af koalitionens lande. Dels en erkendelse af, at kampagnen bliver langvarig og formodentlig aldrig ophører. Hvis NATO’s militære styrker fremover skal indgå i kampagnen mod terrorister og gennemføre militære operationer mod en diffus fjende, skal både operationsmetoder og –regler gennemtænkes.

Eget Centre of Gravity
Hvad ønsker vi selv at værne om og dermed beskytte? Overordnet set må de værdier og normer, som koalitionens i hovedsagen demokratiske samfund baserer sig på, kunne udpeges som vort eget strategiske CoG. Dette indebærer blandt andet, at koalitionen i bestræbelserne på at nå Desired End state, ikke tager midler i anvendelse, der forvandler koalitionen til ”monstret”. Krigens love skal efterleves. Diskriminationsprincippet (skelne mellem civile og militære mål), proportionalitetsprincippet (ikke skyde ”gråspurve med kanoner”) og tilstrækkelighedsprincippet (vælge den i alle forhold mindst omkostningskrævende løsning) skal respekteres. På et mere konkret plan er det sårbar infrastruktur, centrale beslutningstagere m.m., som skal beskyttes. Totalforsvaret i koalitionens deltagerlande kunne derfor udpeges som eget CoG. I så fald vil der være nødvendigt at indrette landenes nuværende totalforsvar således, at terrrobekæmpelse tillægges en større vægt. Dette arbejde er allerede indledt i flere lande, herunder i Danmark. I dette arbejde må indgå overvejelser om informationsindhentning og –bearbejdning nationalt og ikke mindst i international sammenhæng. Kan de nuværende samarbejdsprocedurer og rollefordelingen mellem lande inddæmme, identificere og stedfæste modstanderen i en nærmest virtuel dybdekamp? En dybdekamp, der skal skabe betingelser for en hurtig og effektiv militær og politimæssig indsats mod enkeltpersoner, mod grupper og mod ”sikre områder” for terrorister.

Det er i flere amerikanske medier antydet[8], at den hidtidige prioritering af elektronisk indhentning i de amerikanske sikkerhedstjenester er en del af forklaringen på, at det ikke lykkedes at afværge terrorangrebet 11. september. Indhentningen har ledt til en overflod af informationer, som det ikke har været menneskeligt muligt at bearbejde tilstrækkelig grundigt. USA har angiveligt benyttet sig af en elektronisk sortering af information eksempelvis ved brug af nøgleord. Dette kan have medført, at vigtige detaljer er blevet overset. Hertil kommer en faldende tildeling af ressourcer gennem 90’erne, hvilket har reduceret medarbejderstaben i sikkerhedstjenesterne både ”i marken” og i hovedkvartererne.

Analytikerens værdi kan ikke erstattes men kun suppleres af teknologi. Analytikeren er personen mellem ”sensor” og ”shooter”. Muligheden for at afkorte reaktionstiden for våbensystemer, som teknologiens udvikling har afstedkommet, er en nyttig metafor til forklaring af et potentielt effektivitetsfremmende tiltag i efterretningstjenesterne. Navnlig USA har bestræbt sig på at reducere ”Sensor-to-shooter” cyklus. Derved bringes analytikeren i fokus for at kunne reagere over for terrorister. Det kan være nødvendigt under ganske særlige omstændigheder, at analytikeren gives beføjelser til at kontrollere både sensor og ”shooter”, fordi terroristens operationsmønster kun gør dem synlige og dermed sårbare i korte perioder. Eksempelvis har USA indsat ubemandede fly udrustet med missiler over Afghanistan, for herved at kunne ramme lønnende mål, når de opdages[9].

Truslen fra terrorister er grænseoverskridende, hvilket indhentningsprocedurer må indrettes efter. Der kan i denne sammenhæng spekuleres i at etablere en international efterretningsenhed, rettet mod terrorisme, inden for rammerne af FN eller NATO. FN har tidligere rådet over en analyseenhed, der kunne varsle især organisationens fredsstøttende missioner om mulige trusler. Denne enhed blev nedlagt i 1999, men erfaringerne viser, at analytikere og forbindelsesofficerer, der bringes sammen i en formel organisation, udvikler en fortrolighed og skaber en synergi. Denne synergi medfører en udveksling af nationale efterretninger, som ikke ellers ville være blevet udvekslet rettidigt. En sådan international enhed vil kunne skabe nogle nerveveje, der tillader rettidig overførsel af sensitiv information. Det er næppe realistisk, at en sådan international enhed kan operere uafhængigt af statslige interesser og sikkerhedstjenester med egne sensorer. Men den kan fokusere sin indsats på terrorbekæmpelse og herved supplere statslige efterretningsorganisationer.

Sammenfattende er samarbejdet mellem det civile og militære beredskab centralt for at udvikle en forøget varslingskapacitet overfor terrorangreb og en evne til at afbøde skadevirkningerne af et angreb med masseskade. Denne evne afhænger igen af et materielt og uddannelsesmæssigt beredskab, men navnlig et velfungerende og dermed indøvet samarbejde.

Joint Operations Area
Gennem navnlig FN’s resolution af 12. september er der skabt et grundlag for en global bekæmpelse af terrorisme. Det er tidligere påpeget, at NATO landenes styrker er designet til imødegåelse af et konventionelt militært angreb mod Alliancens territorium. Denne nye grænseoverskridende trussel understreger behovet for at kunne operere globalt. Udviklingen i MC 317/1 går også i retning af større strategisk mobilitet.

De større nationer i Alliancen har allerede eller er i færd med at anskaffe transportkapacitet, der alt andet lige bør indrettes efter de regionale behov, som vurderes at stille større krav til volumen end det globale transportbehov. Udover transportkapaciteten stiller den globale indsættelsesmulighed krav til pgl. styrkers udrustning, uddannelse og en efter omstændighederne minimal logistisk støtte. Styrker, som skal kunne operere langt udgående (globalt), skal med et minimum af indsats kunne generere maksimal kampværdi. Dette kan opnås ad organisatorisk, teknologisk og doktrinær vej, men lige så vigtig er uddannelsen.

Forsvarets internationale engagement har hidtil høstet megen anerkendelse. Danske styrker har været indsat i både høj- og lav-intensive operationer med kamp på taktisk niveau i den ene ende af skalaen og en kvalificeret diplomatisk og humanitær indsats helt ned på enkeltmandsniveau i den anden ende af skalaen. Det gælder for Danmark som for resten af NATOs medlemslande at udnytte mulighederne i den bestående og forudsete kommando- og styrkestruktur til at øge evnen til asymmetrisk krigsførelse om nødvendigt globalt. USA’s militære operation mod Taleban-styret i Afghanistan giver et fingerpeg om betingelserne for kamp mod asymmetriske modstandere, der ikke optræder i traditionel uniform. Disse betingelser må indgå i grundlaget for de nationale overvejelser om strukturens videre udvikling, hvilket ret beset ikke er nyt, da alle nyere internationale operationer, som har involveret et element af kamp, har været karakteriseret af materiel og doktrinær asymmetri.

Modstrid og uklarheder
Det hidtidige internationale fredsstøttende engagement er ikke mindre aktuelt, fordi truslen viser sig i en ny form. Det er blot ikke længere tilstrækkeligt at varetage Danmarks sikkerhedspolitiske interesser langt fra baglandet, eksempelvis her i Danmark. Der skal med et operativt sprogbrug mere fokus på de forudsætningsskabende og nu samfundsbevarende baglandsoperationer, der kan give os den fornødne handlefrihed til med militære styrker at skabe et sikret rum for fredsopbyggelse (statebuilding) i nye stater eller stater, der er nedbrudt af indre konflikt. Men også handlefrihed til at indgå i en måske langvarig kampagne mod terrorismen, dens arnesteder og finansielle kilder. I den forstand og udfra en mere bred opfattelse af en kampagne, som beskrevet med de forøgede krav til et militært og civilt beredskabssamarbejde, er operationen allerede i gang. USA har høstet erfaringer med denne type asymmetrisk krigsførelse, siden den forrige Bush-administration erklærede krig mod narkokartellerne i Sydamerika. En krig som danske flådeenheder har deltaget i med NATOs stående Atlanterhavsstyrke i det Caribiske Hav.

Der kan hentes megen inspiration i NATOs Defence Capabilities Initiative (DCI), som er et idekatalog for udvikling af Forsvaret bl.a. med formål at øge interoperabiliteten med USA's militære styrker. DCI er imidlertid undfanget, førend den nu kendte mere diffuse og globale trussel manifesterede sig. Den nye trussel må også indgå i grundlaget for overvejelserne vedrørende strukturens udvikling. Udover det identificerede behov for såvel regional som global mobilitet opstår der øgede krav til uddannelsen af en kommandostruktur, der skal kunne reagere hurtigere, end vi hidtil har forestillet os, og en styrkestruktur, som ultimativt skal kunne indlade sig i kamp på terroristers betingelser, dvs. med guerillakampens karakteristika. Hvis vore styrker skal indgå i bekæmpelse af terrorisme kræver det en justering af uddannelsen.

Luft- og maritime styrker opererer og uddanner sig dagligt i et miljø, der i overvejende grad ligger tæt op ad et reelt kampmiljø. Kravene til landstyrkers uddannelse er af en anden karakter, fordi det er langt mere ressourcekrævende at generere ”tæt-på-virkeligheden” kamppladsmiljøer, hvor soldaterne udsættes for ikke kun fysiske men også psykiske vedvarende belastninger som konsekvens af kampen. Denne form for uddannelse gennemføres i dag ved specialstyrker, der gennem en langvarig fysisk og mental skoling ved brug af både simulation og ”skarpe” øvelser forbereder enkeltkæmperen og patruljen på indsættelse i høj-intensive kamppladsmiljøer. De manglende muligheder for at udnytte styrkemæssig overlegenhed overfor en delvis usynlig fjende, der kæmper anderledes determineret og dedikeret, kan genoplive behovet for uddannelse i nærkamp i ordets bogstaveligste forstand, hvilket primært er en udfordring for Hæren.

Specialstyrkerne støtter sig i denne uddannelse til faciliteter og kompetencer hos deres internationale samarbejdspartnere, hvilket ikke er muligt i samme omfang for Hærens enheder. Det er imidlertid ikke relevant for alle Hærens enheder, fordi der fortsat er behov for at opretholde evnen til den aktuelle internationale indsats, hvor behovet for indsættelse i høj-intensive kampmiljøer heldigvis kun sjældent indfinder sig . Men der er god grund til at overveje, hvorvidt en yderligere rollespecialisering mellem Hærens enheder vil være hensigtsmæssig. En sådan rollespecialisering kan indebære forskelle i udrustning og indsættelsesmetoder og dermed implicit i kravene til uddannelsens indhold og længde. Det anføres i forrige punkt, at det gælder for NATO som for Danmark at udnytte mulighederne i den bestående kommando- og styrkestruktur på alle niveauer. Der er efter forfatternes opfattelse et solidt grundlag for på disse områder at være kreativ på dansk Forsvars vegne også med behørig hensyntagen til den strukturelle og materielle arv.

Supplerende analyse af opgaven
Analyse af delopgaver

Analysen i dette punkt diskuterer delopgaver mhp. identifikation af indbyrdes afhængighed og konsekvenser. Den altoverskyggende delopgave for Alliancens og Danmarks styrker er opretholdelse af evnen til kamp, uanset om truslen er symmetrisk eller asymmetrisk.

I Forsvarets ledelsesprincip nr. 1 hedder det, at enhederne skal kunne kæmpe. Kampen er Forsvarets kernekompetence og forudsætningen for, at Forsvarets enheder kan løse opgaver forbundet med ”Den Globale Rolle” og ”Den Regionale Rolle”. I disse sammenhænge opererer enhederne oftest i et multinationalt miljø med andre af Alliancens medlemslande og partnerlande. Denne internationale opgaveløsning finder for det meste sted i et lav-intensivt miljø, men erfaringer fra hold 1-udsendelser og fra Kosovo-indsatsen om Mitrovica viser, at militær opgaveløsning i ustabile konflikter indebærer muligheder for eskalation hhv. de-eskalation med kort varsel. Operationsmiljøet kan hurtigt skifte fra at være lav- til høj-intensivt og om nødvendigt medføre kamp som en del af opgaveløsningen. Danske styrker skal kunne kæmpe så godt, at alene truslen om brug af vold er nok til at få parterne til at afstå fra at eskalere konflikten. Og skulle det blive nødvendigt at kæmpe skal styrkerne uddannelsesmæssigt og materielt være så godt udrustede, at brugen af militær magt i tid og rum kan holdes på et minimum.

Forsvarets internationale opgaveløsning skal hvile på et robust nationalt grundlag. Forsvaret skal ikke anskaffe materiel eller uddannelsesmæssige kompetencer, som ikke kan nyttiggøres i forsvaret af Danmarks og Alliancens territorium. Det er forudsætninger for opretholdelse og udvikling af den nationale kommando- og styrkestruktur, men må ikke blive et dogme, der blokerer for kreativiteten. Det gælder om at udnytte de muligheder, som den aktuelle og forudsigelige struktur giver af muligheder. Det kan f.eks. være relevant at diskutere på hvilket enhedsniveau evnen til at kæmpe skal kunne opretholdes. Umiddelbart forekommer det vigtigt, at bestemmelsen af dette niveau omfatter brug af alle våbenarter indenfor værnene.  Derigennem skabes mulighed for at generere den maksimale kampkraft indenfor de enkelte værn. Der er behov for at undersøge muligheden for en større bredde og mindre dybde i enhedernes organisation, f.eks. i takt med den stadigt stigende digitalisering af landstyrkers kommando og kontrol.

Den aktuelle krig mod terror i Afghanistan viser også behovet for ekspeditionskrigsførelse. Heri indgår mobilitet som et vigtigt element, ligesom styrkernes logistiske udholdenhed og løbende genforsyningsbehov er væsentlige parametre for styrkens effektivitet. Evnen til at projicere kampkraft fra det ene kampmiljø til det andet er afgørende for opnåelse af solide resultater med en minimal indsats. Dette stiller krav om værnsfælles samvirke både på det strategiske, operative og taktiske niveau.

På det strategiske niveau spiller indhentning af efterretninger og bidrag til opbygning af et opdateret efterretningsbillede for det operative niveau en væsentlig rolle. Det strategiske niveau skal endvidere bidrage til at formulere klare og realistiske krigsmål i dialog med de politiske beslutningstagere. Endelig bistår det strategiske niveau indenfor både Alliancen og nationalt med generering af de nødvendige styrker, som afpasset til krigsmålene må forventes at kunne løse opgaven. Alle nævnte delopgaver er operative opgaver. Evnen til løsning af disse opgaver er vigtig at opretholde og udbygge både ved løsning af forefaldende opgaver og gennem målrettede uddannelsesaktiviteter. Sidstnævnte kan det være vanskeligt at finde ressourcer til med behørig hensyntagen til daglig drift, der tidsmæssigt må prioriteres.

På det operative niveau skal der først og fremmest udvikles en værnsfælles føringskompetence, der gør det muligt at lede indsættelse af værnsfælles styrker. Udviklingen af NATO’s kommandostruktur, herunder særligt fremtiden for de værnsfælles hovedkvarterer på kommandostrukturens tredje niveau, er vigtig for Danmarks evne til at opretholde en praktisk ekspertise i værnsfælles operationer, der rækker ud over de planlægningsmæssige færdigheder, som blandt andre studerende på Stabskursus II erhverver sig. Vor nationale kommandostruktur giver i mindre grad mulighed for at vedligeholde en værnsfælles operativ planlægningskapacitet. Den vedligeholdes så primært gennem turnustjenesten i NATO’s kommandostruktur, hvilket hænger sammen med, at danske styrker normalt indgår i multinationalt og ikke i et nationalt regi.

De manglende nationale muligheder giver visse udfordringer for samvirket på taktisk niveau. På det taktiske niveau viser krigsførelsen under Kosovo og nu i Afghanistan, at våbenvirkningen snarere end det værnsspecifikke ejerskab af pgl. våbensystem er vigtig for den samlede militære effektivitet. Våbensystemet er afhængigt af sensorer, elektroniske og menneskelige, der meget sandsynligt indgår i en anden værnsspecifik sammenhæng. Dette stiller krav om dels en værnsfælles teknisk interoperabilitet, dels en uddannelsesmæssig og doktrinær indsats, som tillader samvirke mellem styrker på taktisk niveau baseret på afprøvede procedurer. I anskaffelsesplanerne indgår materielprojekter, der i stadig stigende grad giver mulighed for værnene at påvirke kampen i andre end deres egne kampmiljøer. Denne materielle interværnskapacitet må følges op ad en uddannelsesmæssig indsats, hvorved den nationale styrkestruktur forberedes på at bidrage optimalt til international opgaveløsning. Derigennem fokuseres uddannelsen på Forsvarets kernekompetence: Kampen uanset konteksten.

I Forsvarets virksomhedsmodel opdeles styrkeproduktion, styrkeindsættelse og støttevirksomhed med god grund, fordi en sammenblanding af operationer og drift oftest medfører en nedprioritering af førstnævnte. Hæren har en sådan to-strenget struktur i form af regimenter og brigader/division. Søværnet har fået det med etablering af Søværnets Taktiske Stab. De gode erfaringer herfra kan indgå i overvejelser om udviklingen af den nationale kommando- og styrkestruktur. Der er grund til at antage, at kampen som element i opgaveløsningen bliver stadig mere problematisk i takt med, at fjenden bliver vanskeligere at identificere. Udover at kampen i asymmetriske ikke-krigsoperationer skal søges holdt på et minimum, stiller den komplekse politiske og operative kontekst for brugen af militære styrker krav om en stadig større grad af ekspertise både i førings- og styrkestrukturer. Denne ekspertise skal dyrkes horisontalt mellem værnene og vertikalt mellem strukturens niveauer for at sikre den samlede militære effektivitet.

De asymmetriske ikke-krigsoperationer har endvidere udstillet behovet for at bruge informationer som en del af krigsførelsen på en hensigtmæssig måde. Brugen af militære styrker er i sig selv et kraftigt diplomatisk signal og netop denne kendsgerning nødvendiggør en bevidsthed om signalværdien af enhver form for militær aktivitet. Koblet til krigsførelsens niveauer er informationsoperationer primært en strategisk disciplin, hvor betydningen af hvad der siges og ikke siges hhv. formidles og ikke formidles skal overvejes som en integreret del af planlægningen for opnåelse af målet med militær indsats. De væsentligste elementer i informationsoperationer er medierne, C4I, psykologiske operationer og vildledning, der indbyrdes konflikter på sandhedsværdien af den meddelte information og behovet for afsenderens troværdighed. Det er mere enkelt formuleret vigtigt, at der er overensstemmelse mellem det, der bliver sagt, og det, der rent faktisk bliver gjort med behørig hensyntagen til, at krig mod en usynlig fjende i et vist omfang må gennemføres med midler, der først tillader (delvis) offentliggørelse, når selve indsatsen er krigshistorie.

Handlefrihed i tid og rum
Disse parametre diskuteres overordnet for at klarlægge begrænsninger for kampagnens tilrettelæggelse i tid og rum. Handlefrihed i tid fokuserer på, hvilken af parterne, som bliver stærkere over tid, altså hvem arbejder tiden for. Det giver indikationer på, hvilken af parterne, som har fordel af at handle nu og forsøge at tilrive sig initiativet. Kulminationspunktet er en væsentlig parameter i denne diskussion for at konkludere, hvornår udviklingen i det relative styrkeforhold ikke længere kan udvikles til egen fordel. Ligeledes kan medtages relationer til andre myndigheders opgaver eller vitale interesser, som kan give bindinger under kampagnens udførelse. Punktet leder til en formulering af de overordnede rammer for både fjendens og egne handlemuligheder.

Vedrørende handlefriheden i tid viser den aktuelle krig mod terror, at begge parter forsøger at udnytte tiden til deres fordel. USA og koalitionen kan ikke udnytte det faktum, at de bliver teknologisk og styrkemæssigt overlegne over tid. Der er en stadig stigende risiko for, at specielt det muslimske politiske kulminationspunkt nås forinden Talebans militære kulminationspunkt. Tolerancen overfor den amerikanske krigsførelse i Afghanistan falder efterhånden, som billeder af døde civile og ødelæggelser af ikke militære mål vises på den arabiske satellitstation Al-Jazeera. Denne kendsgerning understreger behovet for at udvikle planer for brug af information og herigennem tage højde for fjendens potentielle brug af vildledende information i forfølgelsen af målet med krigen.

Ovenfor bestrides i flere sammenhænge brugen af konventionelle styrker i asymmetrisk krigsførelse. Et karakteristikum, der særligt udfordres i både international og national sammenhæng, er det traditionelle beslutningshierarkis procedureorienterede reaktioner stillet overfor terrornetværkenes typisk flade kommandostruktur. En flad kommandostruktur, der bedst kan betegnes som et interessefællesskab, hvor kommende aktioner snarere sanktioneres end beordres. Det stiller krav om at afkorte kommandovejene for at kunne reagere rettidigt på efterretningstjenesternes varsling forud for den næste terrorhandling. Men den stiller også krav om vidtgående beføjelser (Rules of Engagement) for de militære styrker, som forberedes anvendt i denne sammenhæng. I NATO sammenhæng rejser det spørgsmålet om afgivelse af styrker under kommando, der i givet fald kan aktiveres af det Nordatlantiske Råd eller Militærkomitéen. Opbygningen af et internationalt og nationalt militært terrorberedskab skal kunne op- og nedtrappes i takt med udviklingen i trusselsbilledet, hvorved beredskabet og aktiviteter knyttet hertil kan gøres til et element i krisestyringen vendt mod terroristerne og deres bagland, men også egen befolkning.

Handlefriheden i rum medfører overvejelser om bekæmpelse af grænseover­skriden­de terrorisme ved nye grænseoverskridende procedurer?

Internationalt efterretningssamarbejde er tidligere diskuteret og betydningen af at tillægge analytikere i tjenesterne beføjelser til at aktivere en militær indsats. I den sammenhæng er det vigtigt at huske, at terrornetværk er globale og derfor opererer på Alliancens territorium. London, Hamborg, Paris og andre europæiske storbyer er nævnt som hjemsteder for fundamentalistiske grupper, der kan forbindes til Al-Queda. Dette kan også være tilfældet for danske byer. USA’s henvendelse til NATO om tilladelse til at benytte luftrum, baser m.m. hos medlemslandene til operation Enduring Freedom kan siden hen have betydning i operationsområder, der ikke nødvendigvis befinder sig udenfor Alliancens territorium som nu! Denne problematik er først og fremmest politisk, men der er givet behov for et mere specialiseret internationalt militært samarbejde end tidligere, fordi truslen er blevet mere diffus, men ikke mindre reel. Danmark befinder sig ikke længere langt fra fronten, men er i overført betydning igen blevet frontliniestat. Det har allerede haft politiske konsekvenser og vil givet vedblive at have politiske konsekvenser. Denne artikel har forsøgt at fremkomme med militærfaglige bud på, hvilke overvejelser vi må gøre os angående de militære konsekvenser af den 11. september.

Sammenfatning
USA har været udsat for en ny form for terrorisme, der øger antallet af ofre gennem angreb på meget synlige og menneskefyldte mål. Mål der symboliserer amerikansk global økonomi og militær magt. Angrebet har et fraværende, men alligevel klart budskab. Når det ikke gøres eksplicit, virker det stærkere. Det skaber usikkerhed og rædsel. Terroristens stærkeste våben. Angrebet er begået af en projektorienteret netværksorganisation, der knopskyder ukontrollabelt som en ulovlig hjemmeside på Internettet. På det symbolske plan er angrebet ikke alene rettet mod USA, men mod den vestlige civilisation, dens velfærd og derfor behov.

Kampen mod terrorismen karakteriseres ved, at det er en kamp mod en både synlig og i overvejende grad en usynlig fjende. Som en bokser, der kæmper mod sin egen skygge. En fjende, der betjener sig af guerillataktikker, herunder i bevidst spekulation i brugen af ”egen” civilbefolkning til sikringsformål.

I asymmetriske konflikter indgår informationsoperationer som en afgørende del af kampagneplanen. Hvilke informationer skal rettes mod modstanderens beslutningstagere, hvilke mod de befolkningsgrupper, der støtter modstanderen, og hvilke skal rettes mod vore egne befolkninger? Planen omfattende disse tre retninger, indeholdende midler og informationsindhold, er en vigtig ”force multiplier” i kampagnens gennemførelse. I den aktuelle informationsoperation er det blandt andet vigtigt at fremhæve, at brugen af militære midler ikke udvikler sig til en medieorienteret udstillingskrig, men rent faktisk og nødtvungent er varetagelse af koalitionens politiske interesser med andre midler.

Terrortruslen har nu manifesteret sig på en uventet måde. Truslen er global og sikkerhedspolitikken bliver sandsynligvis mere global som konsekvens heraf. Den hidtidige aktive militære rolle i sikkerhedspolitikken efter ophøret af Den Kolde Krig må resultere i overvejelser om den strukturens udvikling for at opretholde en relevant evne til at kunne kæmpe og dermed løse opgaver både i lav- og høj-intensive konflikter og krige. Operationer, der i nyere tid karakteriseres ved en betydelig grad af materiel og doktrinær asymmetri.

Er NATO’s og vor egen nationale kommando- og styrkestruktur i stand til at imødegå denne ikke nye men nu mere konkrete trussel fra terrornetværk? Det er ikke vores ambition at svare entydigt herpå, men alene at opfordre til debat herom.

Forsvaret kan kun løse sine opgaver, når dets enheder kan kæmpe. At Forsvaret kan kæmpe, gør Forsvaret unikt og til et nyttigt instrument i varetagelsen af Danmarks sikkerhedspolitiske interesser. Det er evnen til at kæmpe på alle niveauer, og at kunne det så godt, at aktiv indsats kan begrænses mest muligt i tid og rum, der efter vores opfattelse bør være i fokus i overvejelserne om de militære konsekvenser af 11. september.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_131.argang_nr.1_2002.pdf


[1] Uddrag af Det Nordatlantiske Råds erklæring af 12. september 2001.

[2] Internet-baseret informationsudbyder: www.gurunet.com.

[4] Ifølge Lars Erslev Andersen, forsker i terrorisme ved Syddansk Universitet.

[5] Ugebrevet Mandag Morgen, 1. oktober 2001.

[6] Denne skrækvision understreger igen vigtigheden af en væsentlig pointe i Ugebrevet Mandag Morgens leder 17. september 2001, hvori det hedder, at refleksion må afløse aggression.

[7] Generalløjtnant Ole Kandborg (pensioneret) på TV 2 torsdag 13. september.

[8] Boston Globe (www.boston.com/globe/) og Washington Post (www.washingtonpost.com).

[9] Ibid. CIA har angiveligt i Afghanistan rådighed over to Predator, ubemandede luftfartøjer, der til forskel fra den type, som blev anvendt under Kosovokrigen i 1999, er bevæbnet med hellfiremissiler. USA har i første halvår af 2001 gennemført øvelsesskydninger med missilbevæbnede Predator med succes.

 

Litteraturliste

Del: