Baltikum på vej ind i NATO - observationer fra Tartu

Dansk forsvar startede sin støtte til opbygningen af de baltiske landes forsvarsstyrker i 1992, året efter de havde genvundet deres selvstændighed. Støtten fik sin formelle ramme i 1994, og fra samme år indledtes en faseopdelt intensivering og udvidelse af hjælpen. Fra 1995 blev rammen entydigt dansk hjælp til optagelse i NATO. Om et par måneder vil de tre lande blive inviteret, og derefter vil det sandsynligvis kun gå et par år, før medlemskabet er en realitet. Dette indlæg beskriver, hvad denne udvikling bør betyde for den danske hjælp, og hvorfor behovet langtfra er opfyldt endnu.

 

NATO fly i luften. Forsvaret.dk

Spejlet - den danske erfaring
Danmark blev optaget i NATO i 1949 på trods af, at vore partnere på forhånd betragtede et effektivt forsvar af så udsat et område som håbløst, en opfattelse som i det store og hele deltes af de danske politiske ledere. Ganske vist havde værnene i 1948 opstillet ambitiøse styrkemål, hvis opfyldelse kunne gøre et initialforsvar realistisk, men landets økonomi var meget svækket af Besættelsestidens nedslidning af produktionsapparatet og en hurtig forbedring hæmmet af, at de traditionelle hovedmarkeder Tyskland og Storbritannien var i en endnu værre situation.

Den siddende forsvarskommission havde, på trods af den fra 1947 stadig værre sikkerhedspolitiske situation, reelt opgivet at finde en national vej til en retablering genopbygning af forsvaret, der kunne forenes med nødvendigheden af den samtidige indsats for økonomisk genopbygning retablering. Problemet var, at ikke alene skulle man finde penge til at drive en afløser af den eksisterende forsvarsordning af 1937. Man skulle også finde midler til en mere eller mindre fuldstændig nyudrustning som erstatning for, hvad tyskerne havde taget og derefter forbrugt på Østfronten. Det eneste materiel, man havde, var Den danske Brigades i Sveriges materiel, doneret slidt britisk overskudsmateriel fra krigen samt for søværnets vedkommende kystforterne, nogle ex-tyske fartøjer samt et par danske nybygninger, der havde ligger halvfærdige siden 1943.

Værnenes officerskorps, og specielt hærens, var delt af de roller, som det havde haft under besættelsen: Nogle enkelte i allieret krigstjeneste, flere i den aktive modstandsbevægelse, en stor mellemgruppe i Sverige, de fleste i en passiv venterolle i Danmark. Man kunne ignorere den ikke ubetydelige gruppe, der var gået i tysk eller finsk tjeneste. Regeringen havde ganske vist demonstreret en udansk beslutsom modstandsvilje ved Påskekrisen i 1948, men uden ordentlig udrustning af de væbnede styrker ville denne snart virke utroværdig. Dansk forsvar blev reddet af NATO-medlemskabet fra et tilbagefald til mellemkrigstidens frustration. Det skabte en ramme, som kunne gøre en dansk forsvarsindsats meningsfuld for politikerne, dette også fordi værnene i de efterfølgende 15 år fik doneret en fuldstændig genudrustning af værnene. Ganske vist var meget af materiellet langt fra nyt, men det skabte mulighed for, at officerskorpset kunne dygtiggøre sig gennem øvelsesvirksomhed med fuldt udrustede enheder. Det forhold, at mange af øvelserne fandt sted i allieret ramme, betød, at man i løbet af de næste tyve år kunne nærme sig et rimeligt professionelt niveau. Dette professionelle niveau blev i hæren dog først opnået omkring 1970, efter at et generationsskifte var afsluttet.

Et hæmmende element i den professionelle udvikling var det dog, at den doktrinære – reelt dogmatiske – ”mode” i de ledende angelsaksiske lande, herunder ikke mindst m.h.t. stående beredskab og taktiske kernevåben, hæmmede en udvikling af den efter danske betingelser mest relevante styrkestruktur. Først i 1970erne skabte forsvarssamarbejdet med Forbundsrepublikken Tyskland en mere relevant ramme. Alliancerammen betød, at forsvarets infrastruktur stadig blev forbedret, ikke alene ved fællesfinansierede projekter, men ved at alliancens normer medførte, at Danmark selv måtte finde midler til kasernebyggeri, m.m. NATO-rammen betød også, at det stadig grundlæggende forsvarspessimistiske danske politiske miljø ikke faldt tilbage til mellemkrigstidens lave indsatsniveau. Denne, danske, erfaringsramme er en pædagogisk hensigtsmæssig vej til forståelse af de baltiske væbnede styrkers vej til NATO og den fortsatte udvikling efter medlemskabet.

De tre landes første år
Estland, Letland og Litauen bliver inviteret til NATO i november 2002 på trods af, at en stor del af deres fremtidige partneres militære professionelle betragter et effektivt forsvar af så udsat et område som håbløst, en opfattelse som i det store og hele deles af de baltiske politiske ledere. Det er derfor, de vil ind under paraplyen. Som i tilfældet Danmark sker invitationen som et resultat af overordnede politiske vurderinger. I USA betragtes en optagelse af de tre lande som den rigtige ting at gøre. Her findes ikke som i Europa en udbredt sympati med det stakkels Rusland, som nu ydmyges yderligere efter imperiets kollaps. På grund af Amerikas nu totalt dominerende stilling i alliancen - og den deraf følgende manglende lyst til at irritere supermagten på et så relativt uvæsentligt område - er den europæiske modstand forsvundet som dug for solen.

Modstanden mod baltisk NATO-medlemskab har haft varierende militære argumenter: Indledningsvis, at det ikke var muligt at optage lande, der ikke kunne initialforsvare sig selv. Senere, efter, at alliancen havde ført sin første krig ved interventionen i Kosovo-konflikten, og efter, at det var blevet helt politisk ukorrekt at se Rusland som en mulig trussel mod nogen som helst andre end Tjetjenerne, og sådan nogle, blev det militære modargument mod baltisk medlemskab, at disse lande ikke kunne bidrage til alliancen med relevante deployerbare styrker. Disse skulle kunne anvendes ved ”Artikel 5-operationer”, et begreb som var meningsløst som planlægningsgrundlag, fordi man bevidst afstod fra at opstille scenarieeksempler. Efter, at invitationen er blevet sikker, konverteredes den seneste modstandsstrategi til et pres for få de tre lande til at levere sådanne styrker hurtigst muligt. Allersenest er alliancens militærmode blevet, at landene skal specialisere sig i at levere løse småelementer af forskellig slags.

De tre landes største udfordringer i 1991 var den parallelle opbygning af økonomien og af staten, hvor statselementerne skulle nedbygges fra det store, demoraliserede og ineffektive sovjetiske forvaltning- og serviceapparat til et niveau, der kunne støttes af økonomien i et samfund, der efter Sovjet-oplevelsen var ekstremt liberalt i holdningen til, hvor penge lå bedst. I denne situation var forsvarsstyrkerne hæmmet af, at man skulle starte fra bunden. Ganske vist mente flertallet af folkene og politikerne i de tre lande, at man skulle gøre modstand, hvis russerne vendte tilbage, men alt andet end et symbolsk nationalt forsvar - markering ved grænsen fulgt af guerilla i skovene - sås som varværende urealistisk. Sikringen af landenes fortsatte uafhængighed kunne kun ske ved vestlige stormagters, primært USA's, afskrækkelse af Rusland. Denne holdning afspejler ganske godt de danske politikeres vurdering af vore muligheder i de første årtier efter 1949.

Forsvarsudviklingen i de baltiske lande i det første par år havde både fællestræk og forskelle. I alle tre lande blev der givet en høj prioritet til sikringen af grænserne gennem etablering af en bevæbnet grænsevagt. I alle tre havde den nationalistiske modstandsbevægelse dannet frivillige hjemmeværn. Men i opbygningen af de regulære forsvarsstyrker blev der væsentlige forskelle. Litauen oprettede bataljonsgarnisoner fordelt over landet, landets første flåde, og et lille professionelt flyvevåben. Det var en udvikling, der blev drevet og ledet af landets første minister, den dynamiske og enerådige unge læge Audrius Butkevicius (han gjorde sig også reelt, om ikke formelt, til forsvarschef). Indtil 1994 var grænsetropperne under Forsvarsministeriet, og deres udvikling således integreret. I hans tid blev det latente modsætningsforhold mellem hjemmeværnets nationalistiske amatørofficerer og tidligere sovjetiske officerer i de regulære styrker holdt under kontrol. Hærstyrkerne forsøgte at kopiere det bedste, man kendte fra Sovjetunionen. Bataljonerne blev organiseret som små, mekaniserede, luftbårne bataljonsgrupper med værnepligtige og en forholdsvis stor kerne af kadrepersonel. Man huskede også fra Sovjetunionens erfaring, at at de ikke formåede at gøre mobiliserede enheder er ubrugeligebrugbare, og gjorde derfor intet for at opstille reserveenheder.

Også Estland oprettede bataljonsgarnisoner fordelt over landet, drevet af den dynamiske, yngre sovjetiske generalstabsoberst Ants Laaneots. Han startede forsvarsopbygningen et halvt år, før landet fik en forsvarsminister. Forfatningen gav forsvarschefen en meget stærk stilling direkte under præsidenten, og dette gjorde i lang tid regeringskontrol med forsvaret svag. Laaneots var stærkt inspireret af den finske forsvarsmodel, hvorfor bataljonerne sås som uddannelsessteder for mobiliseringsstyrken, der så kunne ”trækkes ud” direkte af fredsstrukturen som en harmonika. Han havde et godt forhold til hjemmeværnets officerskorps, som kom til at levere hovedparten af hærens kadre. I modsætning til i Litauen fandtes der i Estland kun meget få personer med sovjetisk linieofficersbaggrund. Laaneots opfattede en flåde og et flyvevåben som irrelevante i eksistensforsvaret, og overlod derfor suverænitetshævdelsen til Grænsevagten, der var blevet oprettet før det regulære forsvar, og som i fredstid var underlagt indenrigsministeriet. Laaneots erkendte eller accepterede ikke, at politikerne reelt ikke troede på, at det nationale eksistensforsvar var en realistisk mulighed.

I Letland eksisterede der et antal reelt ukoordinerede centrer, der udviklede hver sin del af de senere samlede Letlands Væbnede Styrker. Hjemmeværnet, der ikke var underlagt forsvarsministeriet, så sig som det eneste realistiske og acceptable grundlag for opbygningen af de fremtidige nationale hær- og sikringsstyrker. Man var i det store og hele organiseret som det danske hærhjemmeværn i regioner (”Brigader”) og distrikter (”Bataljoner”). Det lettiske hjemmeværn havde også ansvar for at fremme den indre sikkerhed og orden, og denne fredstidsopgave sås indledningsvis som den højest prioriterede. Man ville hjælpe med genopbygningen af den lettiske nationale stat ved at forsvare den indre sikkerhed og bekæmpe kriminalitet. Hvis landet igen blev invaderet af Rusland, skulle forsvaret gennemføres som territoriedækkende modstand og derefter guerilla. Den første forsvarsminister, Talavs Jundzis, koncentrerede sig om opbygning af Grænsevagtsbrigaden, der skulle sikre markeringen ved grænserne. I øvrigt skete forsvarsopbygningen ret ukoordineret, ved lokale initiativer af tidligere sovjetofficerer, der herved kunne sikre fortsat aflønning på det sted man nu boede, i en flåde, et flyvevåben, en officersskole, en ”luftbåren” bataljon, m.m. Af disse projekter var det kun udviklingen af flåden, der blev godt ledet, af den tidligere sovjetiske marineofficer, kommandør Gaidis Zeibots.

Et fælles problem for de tre lande blev karakteren af de centrale forsvarsstabe, der blev udviklet i de første 3-4 år. For det første er det en arv fra Sovjettiden, at man tror, at en større stab er en mere effektiv stab, og at man skal samle flest mulige officerer (her lig med mennesker i officersuniform af en given høj grad med ”akademisk” diplom) i de centrale stabe. Man fik således samlet stabe, der reelt kun var alt for store, løse grupperinger af uniformerede, ældre lønmodtagere, der ikke havde større viden om, hvordan man skulle organisere effektiv planlægning, forvaltning eller initiering og ledelse af implementering. Arbejdet i stabene blev også hæmmet af, at delegering af myndighed indenfor staben ikke fandt sted, selv de mindste detaljer endte i toppen. Man følte intet personligt ansvar for, at der fandtes løsninger, at ting blev gjort, hvis man da ikke eksplicit var befalet til at gøre noget, og at der var en alvorlig risiko for, at resultatet blev kontrolleret af en person, der kunne gøre livet ubehageligt for en selv. Man følte ikke, at noget kunne gennemføres, før man havde et meget detaljeret lov og regelsæt, som man kunne dække sig bag, hvis noget, man har alligevel blev presset til at iværksætte, gik galt. Man havde intet incitament til at søge reel viden fra og samarbejde med lavere myndigheder, herunder enhederne. Rotationsordninger, der kunne sikre, at man mødte realiteterne i enhederne som en del af sin professionelle udvikling (herunder frustrationen over ineffektivitet i den centrale stab), fandtes ikke.

Resultatet blev oppustede stabe med passive medarbejdere, der kun ville slippe dobbeltgrebet i taburetten for aktivt at søge ekstra privilegier. Sådanne institutioner havde ingen mulighed for selvstændigt at udvikle sig til effektive centralstabe, dvs. centrer for professionelt baseret planlægning, rådgivning til politikerne, og effektiv styring og forvaltning af beslutninger. De måtte forblive samlinger af civile, selvtjenende bureaukrater i uniform, ”dronestabe”. En central årsag til disse problemer med opbygningen af effektive stabsstrukturer var, at man skulle starte fra bunden med den vanskelige proces med at opstille en effektiv, professionel personelforvaltning. Kun en sådan kunne sikre et vist minimum af sammenhæng mellem grad og position på den ene side og på den anden grundlæggende dygtighed, formel uddannelse, relevant professionel erfaring og demonstrerede gode menneskelige egenskaber, herunder lederegenskaber. I al for høj grad byggede grad og stilling alene på forbindelser, tjenestealder, og tilstedeværelsen af ret fundamentløse ”akademiske” diplomer. Dette betød, at der ikke kunne bygges på et formelt autoritetssystem, at mulighederne for at delegere med succes blev undergravet, og at arbejdet i staben hæmmedes og ofte lammedes af loyalitetsmønstre på tværs af den formelle struktur. Den svigtende delegering gjorde det også umuligt at lave effektivt projektarbejde på tværs af linieorganisationen. Udviklingen af de centrale stabe blev endvidere hæmmet af, at der i organisationen var sket en sammenblanding af funktionen som værnsfælles planlægnings- og forvaltningsstab (hvor det værnsfælles ikke blev taget højtideligt), operativ stab og hær- (uddannelses-) stab. Alle funktioner blev blandet sammen, og delegering af detaljer til et lavere stabsniveau, mellem den centrale stab og enhederne, kunne i Estland og Letland ikke ske, fordi dette mellemniveau ikke eksisterede. Resultatet var, at kun de presserende dag-til-dag sager blev løst på bekostning af langtidsplanlægning og operativ planlægning. I alle tre lande er man, naturligvis, stadig præget af, hvad der skete de første år, også fordi mange af de samme mennesker stadig er nøglepersoner, og fordi strukturer og grundlæggende holdninger er vanskelige og langsomme at ændre. I alle tre lande var materielsituationen indledningsvis ret fortvivlende, som den også var i Danmark lige efter krigen. Man havde det materiel, som man kunne ”privatisere” fra de russiske styrker, der fortsat var i landet, eller fra kontakter i det tidligere sovjetiske område. Dette materiel blev herefter suppleret med lidt våben købt i andre østeuropæiske lande og Kina samt for Estlands vedkommende med større materielkøb i Israel og i Litauen med fregatter og hærmateriel, der indgik i en byttehandel med Rusland. Forsvarsinfrastrukturen havde i forvejen været enten total nedslidt eller af elendig byggekvalitet. Men før de baltiske styrker kunne tage den i brug, blev langt de fleste bygninger systematisk ødelagt eller kannibaliseret af de russiske styrker på vej ud – og derefter af lokalbefolkningen. På det område var de baltiske landes situation langt værre end Danmarks i 1947. De baltiske lande stod overfor en massiv reinvesteringsopgave, uden udsigt til den massive våbenhjælps- og infrastrukturstøtte, som Danmark modtog efter 1949.

Fra 1994-95
Efter de første års pionerarbejde med opbygningen af de væbnede styrker, gik tingene i stå. Den højest prioriterede opgave for de regulære væbnede styrker – grænsebevogtningen – overførtes i Letland og Litauen til Indenrigsministeriet, hvor den allerede var placeret i Estland. Begge grænsevagt-organisationer gik straks i gang med at forsøge at fjerne kystvagtsopgaver fra forsvaret og få dem placeret under Indenrigsministeriet - og hermed få nedlagt søforsvaret. I både Letland og Litauen ledte udhuling af forsvarsbudgetterne til, at enhederne fik næsten umulige vilkår. I Litauen fik officererne i den periode aldrig fuld løn, hvad de fik, kom til tider mange uger for sent, og ved nogle enheder anvendte man en del af lønnen til at købe mad til de værnepligtige eller el til garnisonen. I Estland var situationen mere stabil, men fremskridt blev umuliggjort af en åben ressortkonflikt mellem forsvarsminister og forsvarschef. Det er sandsynligt, at hvis ikke den udenrigspolitiske ramme herefter gradvis havde bedret sig, ville de tre landes politikere have givet op og valgt at stabilisere forsvarsopbygningen på det da eksisterende rent symbolske niveau – som det også ville have været naturligt for deres danske forgængere 45 år tidligere, hvis de var blevet efterladt alene.

For det første ledte NATOs beslutning om at etablere PfP-rammen til et skift af de baltiske forsvarsaktiviteter væk fra den næsten fastkørte nationale udvikling til en meget aktiv deltagelse i internationalt samarbejde. Man indledte den senere brede og intensive uddannelse af kadrerne i engelsk sprog, som dannede grundlaget for al senere udvikling. Landene deltog særdeles aktivt med de få rådelige personer, nærmest som ”Tordenskjolds Soldater”, i PfP-øvelser og andre PfP-aktiviteter for at markere sig internationalt. PfP kunne også danne rammen for den udenlandske støtte til det første fælles projekt, den Baltiske Fredsbevarende Bataljon (BALTBAT) og for den fra 1994 konstante aktive deltagelse i internationale operationer – som oftest i dansk ramme. Startende med Litauen begyndte de tre lande at anvende ”The Partnership for Peace Planning and Review Process” (PARP) som en vej til at prioritere strukturudviklingen og gøre fremskridt synlige i NATO. For det andet startede nu en liberalisering i mange landes støttepolitik overfor de tre lande. Stadig flere lande meldte sig, og begrænsninger blev skridt efter skridt fjernet, således at der i dag kun findes meget få begrænsninger af hvad, der kan ydes i form af donationer og anden støtte. I første omgang var de baltiske lande taknemmelige for alt, hvad de kunne få. I de senere år har det været muligt at være mere kritisk, og kun acceptere donationer, der gør standardisering lettere, og donationer, der indgår i en komplet pakke sammen med uddannelse, logistik og infrastruktur. Den stigende internationale interesse var dog ikke kun en velsignelse. Den blev ledsaget af rådgivning, der på flere områder har været alt andet end relevant og til tider direkte skadelig. Rådgivningen er kommet fra en bred vifte, fra udsendte rådgivere og forsvarsattachéer, fra projektpersonel, og fra besøgende militære VIPer.

Næsten alle har haft meget vanskeligt ved at sætte sig ud over vedkommendes egen, og eget lands, erfaringer, og forstå, at hvad der er den foretrukne løsning hjemme, ikke nødvendigvis er det bedste for de baltiske lande i deres situation. Finlands rådgivning til Estland om, hvordan man kan udvikle et effektivt territorialforsvar kan siges at have været udmærket i hovedtræk, men har samtidig demonstreret en manglende forståelse for, at det er umuligt og skadeligt at overføre den finske model direkte til Estland, fordi kadre- og uddannelsesvilkår her er langt ringere end hjemme. På den anden side har de fleste britiske officerer under deres – på grund af sprogfordel effektive rådgivning - haft et næsten religiøst had til værnepligtsinstitutionen og været ude af stand til at forstå, at en lille, veluddannet, stående hær på 1-3 bataljoner kan have sine begrænsninger, når terrænet og opgaven, at afskrække invasion, ville kræve mindst i størrelsesordenen et par divisioner. Jeg har gentagne gange været udsat for britiske officerer, der klager over den skadelige indflydelse fra de nordiske lande. De glemmer, hvordan de selv var tvunget til at organisere sig og optræde i sommeren 1940, hvor de søgte at afskrække en invasion. De ignorerer, hvordan de selv ville prioritere, hvis deres land lå geografisk, hvor de baltiske lande ligger, med deres historie og med grænse til et Rusland, som tilbageholder ratifikation af det aftalte grænseforløb og som fastholder en forvansket historiepræsentation som en mulig platform for eventuelt senere politisk pres.

Der har været en overdreven tilbøjelighed til at undergrave andre landes materielprojekter, selv sådanne, der - som det danske artilleriprojekt i Litauen - omfatter en fuld pakke med uddannelse, reservedele og infrastruktur. Argumentationen mod projekterne har, som oftest taget udgangspunkt i økonomiske beregningsmodeller, der ignorerede de meget lave arbejdslønninger i Baltikum. Rådgivere har argumenteret, at balterne til sin tid ikke ville have penge til selv at afløse materiellet i enheden med nyt. Det inddrages ikke i vurderingen, at man kan forvente en meget betydelig stigning i de baltiske bruttonationalprodukter i de kommende år. Man ignorerer, at materiel, selv brugt og ældre, er en forudsætning for den øvelsesaktivitet, der er nødvendig for at skabe professionelle kadrer, og at en varieret styrkestruktur med også tunge våbensystemer og et fuldt logistisk system er en forudsætning for at lære føring af våbnenes samvirke, dvs. blive professionel over kaptajnsniveau. Uden det brugte materiel fra 2. Verdenskrig ville den danske hær og marine ikke havet være i stand til at give praktisk uddannelse i 1950erne og 1960erne til de officerer, der derefter i 1970erne endelig kunne etablere enheder på internationalt niveau med nyt materiel. I det hele taget har rådgivere, herunder støttende øvelsesledere, ignoreret, at en enheds kadre kun lærer effektivt af øvelser, der så realistisk som muligt presser føring, samvirke og logistik. Dette sker ikke i de detaljeret tilrettelagte og orkestrerede procedureøvelser, som vi har lært balterne at holde i deres øvelsesterræner. De danskledede øvelser for BALTBAT er eksempler på, hvordan det ikke skal gøres. Når man i rådgivningen anbefaler, at man søger mod et lavt niveau for krigsstyrken, ignorerer man muligheden for at udskrive samfundsressourcer i en totalforsvarsramme i krise og krig. Rådgivere har ”solgt” overbevisende computerbaserede beregningsmodeller for opbygningen af de baltiske landes forsvar, der grundlæggende "demonstrerer", at den styrkeopbygning, der fandt sted i Danmark, Norge, Sverige, og ikke mindst Finland, efter 2. Verdenskrig aldrig kunne finde sted. Selv de militære professionelle rådgivere foretrækker for ofte at koncentrere sig om den del af virket, der naturligt ligger i hovedstæderne. Man kunne med god virkning have inspireret sine samarbejdspartnere i stabene til at søge forståelse af enhedernes virkelighed ved at inddrage disse i et samarbejde med centralstaben og ved at besøge dem for at lære, og herigennem modvirke den udbredte tendens til at planlægge og prioritere uden hensyn til den faktiske situation og de faktiske muligheder. Herigennem kunne rådgiveren også skaffe sig et kendskab til situationen udenfor hovedstaden, der kunne gøre ham mere ydmyg og hans virksomhed mere fokuseret.

Det er en nødvendig forudsætning for et effektivt centralt rådgivervirke, at man enten, som den nuværende danske rådgiver til den estiske forsvarschef, ankommer til stillingen med en grundig viden om livet i landets forsvars virkelighed, dvs. i enhederne, eller at man hurtigst muligt søger kendskab til denne ved en intensiv besøgsvirksomhed. Det eneste eksempel på et rådgivningsprojekt, der på forbilledlig vis aktivt inddrog enhederne i et samspil med centrale og mellemliggende stabe, er den danske hjælp til etableringen af et system for krigsplanlægning i Letland.

NATO og de baltiske lande fra Madrid til Prag
Den rådgivning, som de baltiske lande modtog fra NATO-myndigheder fra 1997-1999, var dels af formel karakter, direkte knyttet til PARP-rapporter, dels havde den karakter af besøgende NATO-VIPers personlige råd til værterne. Under den tyske chef for NATOs militærkommité, general Klaus Naumanns, besøg i slutningen af 1990erne, modtog landene et klart råd, der i øvrigt var på linie med det meste af rådgivningen til dette tidspunkt, herunder fra formelle amerikanske og danske rådgivningsrapporter. Landene skulle, samtidig med, at de opretholdt evnen til at udsende mindre enheder (op til forstærket kompagni fra landet) til internationale operationer, skulle de satse på en langsigtet opbygning af selvforsvarsevne, primært bygget på mobiliseringen af uddannede værnepligtige. Dette råd var i øvrigt også i samklang med den rådgivning, som balterne på samme tidspunkt modtog fra ”The International Defence Advisory Board” (IDAB), der havde den pensionerede britiske general Sir Garry Johnson som formand. Bruddet med den hidtidige rådgivning kom i forlængelse af Kosovo-konflikten, hvor alliancen oplevede, hvor begrænset evne de fleste gamle medlemslande havde til at sende styrker til et konfliktområde. General Sir Rupert Smith, den britiske Deputy SACEUR, meddelte entydigt, at det alliancen nu ønskede, var primært en evne til at deployere styrker udenfor eget land, og gøre dette med et rimeligt kort varsel. Dette nye fokus blev overført til den Membership Action Plan proces, som efter Washington-topmødet blev den primære ramme for strukturforberedelserne til NATO-medlemskab i ansøgerlandene, forstærkende og supplerende PARP.

Senere NATO VIPer har fortsat med at afgive varierende signaler, men den afgørende rådgivning fandt herefter sted i MAP-ramme, og budskabet fra alliancen var nu, at man hurtigst muligt skulle skabe reaktionsstyrker, som også kunne virke udenfor eget land. Territorialforsvaret havde en lavere prioriteret. Hvis man, hvilket var meget lidt sandsynligt, skulle blive stillet overfor en invasionstrussel, ville man kunne regne med støtte fra NATO-enheder, der ville være på plads før et krigsudbrud. Desværre har denne rådgivning til tider vist en svigtende forståelse for, at en hær er ikke noget, man bygger som et hus, hvorefter det så er til rådighed for anvendelse. Enhederne og kadrerne i en hær udvikles i en organisk proces, som klaserne på en vinbusk, hvor busken indledningsvis skal have tid til at udvikle et solidt rodnet i jorden for at kunne producere. Kun at bygge en stående national bataljon eller specialiserede moduler som hærens eneste elementer er at vise samme professionelle forståelse som en gartner, der forsøger at få en plante til at vokse uden jordforbindelse. Selv om det skulle være muligt at rekruttere kvalificeret personel, hvilket under fuld beskæftigelse er et problem i Nordeuropa, kan en så lille styrke kun udvikle anvendelige styrkeelementer, hvis al støttestruktur, uddannelse og overordnet ekspertise og ledelse hentes i andre lande, som tilfældet er for Luxembourgs hær. Professionelle stabsofficerer til nationale og internationale stabe samt lærere til værnets uddannelsystem skabes ikke på teoretiske kurser, der afsluttes med guld på skulder eller ærmer, men af praktik, hvor man lærer af fejl og succes. En national hær skal have en sådan minimumsstørrelse, at den indeholder ”praktikpladser” på relevante niveauer til de officerer, der skal virke på højere niveau i enhederne, i nationale og internationale stabe, i de forskellige militære jobs på de militære skoler, samt i de logistiske strukturer. Det er nødvendigt, som minimum, at råde over en grundlæggende aktiveret ramme af brigadestørrelse og -sammensætning, hvis man skal holde en kompagnigruppe udsendt, og samtidig levere kadre til skoler, højere stabe, osv.

NATOs angelsaksisk dominerede rådgivning i denne fase kan sammenlignes med den rådgivning mht stående beredskab og taktiske kernevåben, man fik fra samme hold, og som hæmmede en udvikling af den efter danske betingelser mest relevante styrkestruktur fra 50erne til begyndelsen af 70erne.

Integration i NATO strukturer
Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at de tre lande skal gøre deres maksimale for at leve op til de forventninger, som alliancens lande har været enige om at formulere, uanset om en sådan udvikling, som den var for Danmark dengang, ikke er den bedste, hvis man hurtigst muligt skal sikre en balanceret udvikling af et effektivt styrkebidrag. Landene skal gøre det, der sikrer, at man opfattes som et ivrigt, modent og effektivt medlem. Et specielt problem er allerede nu at finde de rigtige personer at udsende til poster i NATO-stabe og myndigheder og ved nationale elementer ved disse. Allerede nu er der et akut og udækket behov for kvalitetspersonel i de hjemlige stabe, skoler og enheder.

I modsætning til andre nye NATO-medlemmers officerer vil de udsendte baltiske officerer ankomme med gode sprogkundskaber og med en god forståelse for NATO-procedurer. Imidlertid vil det blive sådan, at jo flere man sender, jo dårligere praktisk forberedelse vil de have fra tjeneste i hjemlandet, og jo hårdere vil udsendelsen ramme de hjemlige strukturer og aktiviteter. I den nuværende situation kan man meget let komme til den situation, hvor udsendelse af kvalitetspersonel af major-oberstniveauet effektivt vil lamme en kvalificeret udvikling af styrkebidrag til alliancen. Venner af de baltiske lande, som Danmark, må hjælpe både balterne selv og NATO-myndighederne til at forstå dette problem. Den maksimale procentdel af den bedste ende af gruppen af disse grader, der kan udsendes, ligger nok indledningsvis omkring 25%, for på sigt at kunne komme op på 33%, når den kritiske indledningsvise opbygningsfase er afsluttet om 10-15 år.

De grundlæggende betingelser for en hurtig og effektiv integration af baltiske enheder: (kompagni- og senere bataljonsstørrelse, skibe og fly) i NATO operationer er nok bedre end tilfældet har været for noget andet nyt medlemsland. På dette lave niveau besidder man allerede en høj grad af interoperabilitet med engelsktalende NATO-enheder. Det hjælper også, at de baltiske befolkninger har et højt teknisk uddannelsesniveau og er meget åbne over for at anvende moderne kommunikationsmuligheder. En meget stor del af nøglepersonellet har personlige erfaringer fra op til flere øvelser i PfP og NATO-ramme samt fra deltagelse i NATO-operationer i dansk ramme. Det relativt allerede gode gennemsnitlige niveau i engelsk sprog forbedres hurtigt yderligere år for år. Landenes stabsofficerer uddannes nu på fjerde år under anvendelse af engelsk med NATO-procedurer som grundlag. Det interne samarbejde mellem landenes enheder foregår også på engelsk med udgangspunkt i NATO-rammen. Der er dog ikke uddannet nok stabsofficerer til at dække det stigende behov, og anvendelsen og fortsat udvikling hæmmes af den i bedste fald ujævne kvalitet af personelforvaltningen.

Problemerne ligger oven over og udenfor enhedsniveauet. Der er fra lang til meget lang vej, før vi har fokuserede, velfungerende centralstabe, der effektivt kan lede og forvalte forsvarets udvikling i en kvalificeret dialog med den politiske ledelse. Dette er et problem, når de baltiske forsvarschefer med deres stabe også skal danne den professionelle bro mellem alliancens øvrige medlemmer og den nationale politiske ledelse. Det er afgørende, at forsvarscheferne ”klædes på” til denne rolle. Problemerne ligger også i de, for to af landenes vedkommende, helt rudimentære logistiske strukturer. Der er fra enhedsniveau fra nationalt niveau behov for at opbygge, øve og derefter justere de logistiske strukturer. Der mangler også en hertil knyttet udvikling af Host Nation Support strukturer samt en omfattende opgørelse af civile ressourcer og myndigheder, der kan skaffe grundlaget for et effektivt CIMIC samarbejde i katastrofe eller krig. Alle tre lande skal udvikle eller videreudvikle reserveenheder og mobiliseringsstrukturer, der kan sikre etableringen af styrker i en ”Artikel 5-situation” meningsfuld størrelse (mobil brigade), herunder med effektive reservekadrer, supplerende logistiske enheder, en effektiv dækning af hjemlandet, etc. Dvs. styrker, der naturligt kunne knyttes til og uddannes af Det Multinationale Nordøstkorps (MNC NE) i Szczecin. Brigadeniveauet er et helt nødvendigt element i den professionelle udvikling af de nationale forsvarsstrukturer. I Litauen er man på vej, 1. Estiske Brigade er kun på konceptstadet, i Letland er brigadeniveauet en drøm med 10-års horisont.

Støttebehovet i de kommende år
Som nævnt tidligere har udviklingen i de tre lande været forskellig. De har imidlertid tilfælles, at deres militære styrker startede med et betydeligt større handicap ved selvstændigheden i 1991 end tilfældet var for Danmark i 1945. Det er derfor afgørende at imødegå risikoen for, at invitationen til og medlemskabet af alliancen leder til kollaps af hjælpen. Selv for Danmark tog det et kvart århundrede, hvor vi fik en intensiv allieret støtte, og hvor forsvarets ledelse afsluttede generationsskiftet, før selv hæren var fuldt kvalificeret og integreret i alliancens militære samarbejde.

Der vil fortsat være et betydeligt behov for at støtte de tre lande på de ovenfor identificerede nøgleområder i de næste 10-15 år. Der er i dag samlet en god snes danske officerer og embedsmænd udsendt til de tre lande i Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens regi. De danner rygraden i vor støtte, hvadenten de er rådgivere eller en blanding af rådgivere og projektansvarlige.

Et afgørende område er støtten til de højere uddannelser af officerer og embedsmænd. Det er nu klart, at der vil være behov for støtte fra et antal militære og akademiske instruktører i mindst 10 år endnu. Der vil være et behov for en særdeles kompetent rådgiverstøtte til udviklingen af de centrale stabe, herunder personelforvaltningen, og logistiske strukturer i nogle år fremover. Støtten skal ikke nødvendigvis være dansk, men det er afgørende, at den finder sted.

Om overhovedet muligt skal også fremtidige danske rådgivere gives et grundigt kendskab til forholdene i værtslandet før tjenesten, ud over relevant tjeneste erfaring hjemmefra. Den første viden kunne tilegnes ved en kortere periode som instruktør ved Baltic Defence College. Rådgivningsstøtten bør fortsat fremme stadig udvidet internationalt samarbejde på områder som specialistuddannelse (som nu minejagts-, minedykker- og radarluftovervågningsområderne), på logistikområdet, samt mht. enhedssamarbejde som det nuværende samarbejde mellem flåderne. Landene har simpelthen ikke mulighed for at udvikle nationale ”afbalancerede” strukturer. De må, for at få det meste ud af de begrænsede ressourcer, samarbejde, enten med hinanden (to eller alle) eller med andre alliancemedlemmer i regionen. En del af støtten bør hjælpe og accelerere udviklingen af brigadeniveauet. Dette kan sandsynlig bedst ske i en kombination af en multinational ramme, korpset (MNC NE) og bilaterale projekter, hvor eksempelvis Danmark (Danske Division) fik ansvaret for Estland, Polen tog ansvaret for hjælp til Litauen (som en videreudvikling af samarbejdet om den fælles fredsbevarende bataljon, LITPOLBAT), og Tyskland – eller evt. Danmark efter Estland - påtog sig den krævende opgave med at hjælpe Letland med at opbygge en brigade.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.3_2002.pdf

 
 

Litteraturliste

Del:

Emneord



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.