Ballonkrigen over Øresund 1809

Frederiksberg Slot, den 26. april 1808.
»Til general prins Frederik af Hessen. Vi have befalet, at piketterne skulle i råt vejr gives morgen og aften en snaps brændevin med dråber i for at forebygge koldfeber, men da dette falder noget kostbart, og man hos Spendrup & Høngaard, som bor i Yingaardsstræde nr. 134 og 135, kan få en akvavit under navn af Bitter til 4 mark potten, der er lige så god og gør folkene samme nytte, så skal pikétterne, som udgå her fra byen, gives, når behøves, af denne Bitter-Akvavit en snaps morgen og aften i steden for det forhen omskrevne brændevin med dråber i...«
Frederik R.
(Af en parolbefaling ved den påtænkte overgang over isen til Sverige vinteren 1808/09).

 

Det første forsøg på psykologisk krigsførelse ad luftvejen
Af premierløjtnant E. O. A. Hedegaard
 
I forskellige historie- og militære lærebøger ses det, og man regner sædvanligvis med, at første gang luftballoner blev taget i brug i krigsførelsen, var i den fransk-tyske krig 1870-71.1
Det er imidlertid ikke korrekt, idet der allerede under den nordamerikanske borgerkrig 1861-65 anvendtes bemandede, forankrede luftballoner til observation af fjendens styrker, men vi skal helt tilbage til Napoleonskrigene for at finde den første gang, hvor balloner - ganske vist ikke bemandede - toges i anvendelse i krigsførelsen, idet sådanne med propagandamateriale, affattet på det fjendtlige lands sprog, sendtes ind over dette område i den hensigt at blive læst af såvel soldater som civilbefolkning og herved bidrage til at udhule moralen og reducere kampviljen og herigennem lette vejen for egne troppers angreb.2 Den begivenhed, her sigtes til, fandt sted i vort eget land under krigen mellem Danmark og Sverige 1809, i Nordsjælland og på Kronborg, og bliver herved et særdeles interessant stykke byhistorie, som tilmed ikke tidligere, hverken i den danske eller svenske egns- eller militærhistoriske litteratur har været gjort til genstand for en selvstændig punktundersøgelse. Da hændelsen kom til at spille en betydelig rolle mellem de to lande og måske især disses kongehuse, er den markante begivenhed nok en skildring værd.3
 
Som en del af optakten må ses den af Frederik VI i januar-februar 1809 påtænkte overgang over Øresunds is med en hær med henblik på at fuldende Christian II’s, Frederik IV’s og Christian V’s drømme om genoplivelse af dronning Margrethes Kalmarunion, et fælles nordisk rige under den danske konges scepter.4 Efter englændernes afrejse fra Sjælland med den danske flåde i oktober 1807 var der gradvis - som spærringerne i Store Bælt nu tillod det - fra Holsten blevet overført store hærstyrker til Sjælland i forbindelse med planerne om sammen med marchal Bernadottes fransk-spanske korps at foretage invasion i Sverige.5 Planerne blev som bekendt til intet, især ikke da dette fremmede, for landets finanser stærkt belastende hjælpekorps, på grund af de spanske mytterier nærmest gik i opløsning, og Napoleon ikke turde at bruge de franske tropper til en ekspedition over vandet, men de store, sammendragne danske styrker blev stående på Sjælland hele året 1808.6
 
Det indfald, at benytte en række af disse store styrker til i vinteren 1808/09 at forsøge en overgang over isen i Øresund, var ikke dårligt. Til et decideret vinterfelttog i Sveriges ofte tyndt befolkede egne og ødemarker kunne der kun være tale om at benytte linietropper, og af sådanne var der på Sjælland og småøerne ultimo 1808: De to gardekorps, Hest- og Fodgarden, 21 bataljoner infanteri, fem lette bataljoner, 25 eskadroner og et betydeligt artilleri. I forbindelsen med et samtidigt indfald fra Norge kunne Frederik VI således angribe Sverige med ca. 35.000 mand, for størstedelen friske og velindøvede tropper.7 Det var langt over, hvad Sverige evnede at stable på benene i Skåne, da store styrker under de dygtigste førere var bundet i Finland.8 Til gengæld måtte Sjælland så på det nærmeste blottes for regulære tropper, hvorfor borgerkorpsene og de i hast frivilligt oprettede korps i vid udstrækning måtte overtage en provisorisk bevogtning af øen. Dette - normalt betænkelige - forhold var man i dette tilfælde mindre bange for, idet man ikke ville kunne forvente et engelsk angreb før til foråret, når isen var væk og vinterstormene ophørt, og var til den tid begge sider af Øresund i dansk besiddelse, var situationen såvel militært som politisk en helt anden.9
 
Det var udenfor diskussion, at skulle der fra Sjælland foretages et angreb på Sverige, ville dette kun have udsigt til at lykkes, såfremt det gennemførtes midt i vinterperioden, når isen stængede den svenske flåde inde i sine havne og holdt den engelske helt borte, medens den samtidig lagde bro over den botniske bugt og herigennem åbnede de russiske hære adgang til de svenske kyster. Samtidig ville frosten gøre de talrige svenske søer og vandløb passable og hærde de ofte bundløse veje. Tillige ville sneen jævne de knudrede vejbaner og fylde de dybe hjulspor, så de mange tunge køretøjer, måske endog kanoners hjul, kunne ombyttes med slædemeder eller monteres på slæder. Hvis isen denne vinter blev tilstrækkelig tyk i dele af Øresund, havde den danske hær en veritabel, gratis udlagt bro, den kunne rykke over og herefter med stor udsigt til held fordrive de svage skånske styrker og fortsætte mod nord.
 
 
 
Alt så indledningsvis lovende ud. Vinteren 1808/09 blev usædvanlig lang og streng.10 Allerede den 6. januar lå der fast is i sundet mellem Sjælland og Skåne, bælterne begyndte at lægge til og alle havne at blive blokerede. Den 7. januar sad de to svenske orlogsbrigger »Wanta litet« og »Fruktan« fast i isen og drev for vinden hjælpeløse ind under Kronborg. Batterierne her tog dem under helsingoranernes levende deltagelse fra havn og vinduer under ild, så snart skytset kunne række dem. De tilredtes så stærkt, at førstnævnte skib hejste parlamentærflag. Isen hindrede dog fæstningens infanteribesætning at entre skibet, og strømmen, der førte de drivende flager mod nord ud i Kattegat, tog de grundstødte skibe med sig og bragte dem til helsingoranernes raseri snart uden for kanonernes rækkevidde.11 Forgæves gav Frederik VI Kronborgs kommandant, den aldrende generalmajor E. H. Strieker,12 ordre til hos Skånés øverstbefalende, feltmarchal J. C. greve Toll, 13 at få udleveret skibene. Det skete ud fra den betragtning, at fæstningen kun havde undladt helt at sænke skibene for at redde besætningerne, og at skibene - efter at have overgivet sig - efter krigens love og sædvaner måtte betragtes som lovligt krigsbytte.14 Toll, der på dette tidspunkt havde hovedkvarter i Malmö, nægtede at efterkomme kravet, hvad Frederik VI blev stærkt opbragt over.15 
 
Som en slags optakt til offensive foretagender mod Sverige subsidiært den engelske flåde blev Kronborg fæstning forstærket, hvorved håndværkere og leverandører i Helsingør tjente gode penge. I efteråret 1808 befaledes, at i Helsingborgs og Mørkeports raveliner samt ved den nordre indgang til fæstningen skulle placeres piketter, 50 mand stærk, ligesom to 3-pundige kanoner anbragtes i lynetten for Schnitters Bastion. Endelig ændredes pikettet ved Hellebæk til et permanent kommando. Der beordredes også anlæg af Lappestens Batteri på 10 36-pundige kanoner, to 36- pundige haubitser og to 100-pundige morterer. Ligeledes befaledes at fjerne tømmerbrystværnet foran 1. og 2. Søbatteri samt sænke batteriet så meget, at glaciets højde kunne tjene samme som brystværn. Da byens batteri ingen væsentlig virkning kunne øve på grund af sin beliggenhed inde i bugten, blev dette opgivet, og dets kanoner blev flyttede til Hellebæk, hvor et batteri anlagdes. På Skanseøre Batteri blev bygget en ovn til at gløde kugler i, og et vagthus etableredes for besætningen, som bestod af borgere fra Helsingør borgerlige Artillerikorps. Samtlige jord- brystværn på Kronborg forhøjedes, og en ny pallisadering mod landsiden påbegyndtes. Endelig byggedes to pramme til brug ved gravenes oprensning.
 
Allerede den 5. januar havde generalmajor J. Ewald, der med sit korps bevogtede kyststrækningen mellem Helsingør og København, fået ordre til at udsende spejdere til Hveen samt at organisere en patruljerute på isen fra Kronborgs søbatterier til sydspidsen af Amager. Det pålagdes dem daglig at indsende til kongen i hovedkvarteret på Frederiksberg slot indberetning om isens tykkelse og tilstand. Yderligere beordredes en af Fre- rik VI’s adjudanter, overkvartermester i Generalstaben C. F. G. du Plat,16 der havde station i Helsingør, til snarest at indhente fornødne oplysninger om de skånske kystbatterier og styrkernes størrelse og dislocering omkring Helsingborg, Malmo, Christiansstad, Landskrona og Carlskrona.17 Du Plat sendte fra Helsingør en yderst omfangsrig rapport. De oplysninger, han havde tilvejebragt, synes i det væsentlige korrekte og stemmer ret godt overens med, hvad der er meddelt fra svenske kilder.18 En ad hoc kommission, bestående af chefen for Feltkommissariatet, generalmajor F. G. Haxthausen og genera lkvartermesterløjt nant Wolfg . Haffner19 nedsattes for at tilrettelægge hele det omfattende transportproblem, og Rentekammeret befaledes til at indhente erklæringer i hver amt - især Frederiksborg - om, hvor mange slæder der eksisterede i landdistrikterne. Der gaves ligeledes ordre til anskaffelse af bl.a. 16.000 issporer, af et betydeligt antal uldne vanter i overstørrelse, som kavallerister og artillerister skulle kunne trække ovenpå deres handsker, ligesom store forberedelser m.h.t. fremskaffelse af proviant, vogne, udskrivning af heste, etablering af en effektiv lægetjeneste, fastsættelse af dagsrationer og brændevin (hvilket sidste havde kongens særlige interesse som styrkemiddel mod kulden) m.m. foretoges med stort alvor.20 De til overgangen designerede styrker blev trukket nærmere til Øresund, og kantonnementerne - især i Helsingør, Rungsted, Nivå og Vedbæk - gjordes tættere, ofte til stor gene for borgerne, især i Helsingør, der i forvejen havde en ret stor garnison (foruden det permanente fæstningsartilleri på Kronborg, der var kaserneret i bygninger i Kronværket), ligesom beredskabet forhøjedes med henblik på en hurtig alarmering, når isen kunne bære de store styrker og det tunge materiel. Tillige beordredes en række borgerkorps til at trække på vagt for først at aflaste og senere afløse linietropperne. I Helsingør måtte det i 1801 oprettede Borgerlige Artillerikorps således gennemgå en hård uddannelse i betjening af det tunge fæstningsskyts for ved overgangen, når fæstningen og byen tappedes for infanteri, da at kunne supplere artilleribesætningen og samtidig overtage de mange vagter i byen, bl.a. ved portene og Helsingør Toldkammer. En omfattende proklamation på svensk tryktes i Helsingør til uddeling, når man gik i land i Skåne.21
 
Imidlertid viste isen i Øresund sig at være en lunefuld forbundsfælle. Selv ved streng kulde kan vind og især strøm holde sundet åbent og tillade sejlads. Fra den 13. til den 16. januar var isen i drift. Derefter blev den liggende, og flagerne begyndte at fryse sammen.22 Natten til den 17. gik major S. Waldeck af Slesvigske Jægerkorps med en patrulje til Hveen. Han nåede tæt ind under øen, kom i kontakt med indbyggerne og fik vished for, at den ikke var besat.23 Ewalds patruljer kom i den knugende frost længere og længere ud, og isen tiltog daglig i tykkelse og dermed styrke. Foruden Ewald var den kendte admiralitetskommissær, inspektør ved Helsingør Toldkammer L. Tuxen, beskæftiget med at undersøge sundets vejbarhed.24 Den 24. januar gik premierløjtnant A. F. Strieker af Oldenborgske Infanteriregiment fra Helsingør til Helsingborg.25 Han berettede malende i sin indberetning, at han afgik fra Helsingør toldbro kl. 0900 med fem frivillige af byens færgefolk, som trak en mindre isbåd over isen. Kl. 1000 var de Helsingborg »på et musketskud nær« (d.v.s. 150 -200 m), da en svensk patrulje, bestående af en underofficer, en tambour og fem menige kom ud imod ham og færgefolkene. Under overgangen prøvede Strieker gentagne gange isens tykkelse med en økse og konstaterede, at den midt i sundet var ca. et kvarter tyk og ved bredderne voksede den i styrke og var ca. en alen tyk. I de følgende dage kom flere svenske desertører over isen til Helsingør og Rungsted. Nogle var gået norden, andre sønden om Hveen. De underkastedes forhør, man afkøbte dem deres udrustning og våben og antog dem, der ønskede det, til tjeneste ved Dronningens Livregiment mod at sværge dansk faneed. I Helsingborg var man helt klar over, hvad det trak op til, og fra Kronborgs tårne så man i kikkerter svenske troppeafdelinger med faner og kanoner gå i stilling ved kysten nord og syd for byen og derved vise danskerne, at man var forberedt på et angreb over isen. At ise foran byen og den øvrige kyst var en håbløs opgave for svenskerne. Under indtryk heraf lod den engelske admiral R. G. Keats hurtigt sine fem indefrosne linieskibe ise ud af Goteborgs skærgård, for at danskerne ikke skulle kunne erobre dem over isen blot ved hjælp af infanteri.
 
Det var forståeligt, at disse enorme forberedelser, der greb dybt ned i den nordsjællandske og københavnske befolknings liv på alle ledder, fulgtes med levende interesse og stor spænding. I 1710, da danskerne sidste gang var gået i land i den gamle, danske provins, havde de malet med kridt på materielvognenes ruffe: »Nu eller aldrig!« Det så stærkt ud til, at lykken endelig ville være med en dansk erobringshær. At det var en erobrings- og ikke befrielseshær, som det i hvert fald havde været i Skånske Krig 1675-79 og til dels under Store nordiske Krig 1700-1720, stod alle nogenlunde klart. Der kunne på dette tidspunkt ikke regnes med væsentlige danske sympatier i Skåne, især ikke under hensyntagen til den udtalte svenske uvilje mod den stærkt diktatorisk prægede Frederik VI.
 
Talrige forslag fra fiskere, borgere i Helsingør og København m.fl. vedr. den mest hensigtsmæssige overgang, ofte bilagt tegninger og konstruk- tionsforslag til særlige indretninger til brug på isen o.lign. indsendtes til hovedkvarteret på Frederiksberg Slot. Det drejede sig fx om forslag til sammenklappelige isbroer, isstormbåde, fremførsel af kanoner og »spanske ryttere« på slæder.26 Det var et almindeligt indtryk, at nu, »hvor broen til Skåne« lå fast, skulle landgangen finde sted. I et brev til den tidligere hofmarchal J. Biilow udtryktes dog en del ringeagt for Generalstabens evner og de ca. 30.000 mand, der var sammendragne (»... Formodentlig skal de sove ud! Gud give os snart fred! Her er stor elendighed ...!«) 27 
 
Det må nok siges, at så vidt det i dag overhovedet lader sig gøre for en nulevende officer at bedømme de operationsplaner og forberedelser på stabsplan, der - henset til de til rådighed værende styrker og det terræn, der skulle opereres i - stadig eksisterer i Hærens Arkiv, må det fastslås, at der udfoldedes et overordentligt stort planlægningsarbejde i Generaladjudant- og Generalkvartermesterstaben. Det ser ud til, at Wolfgang Haffner, der åbenbart var den drivende kraft i stabsarbejdet, udførte to store planlægningsarbejder, et for et forsvar af Sjælland28 og et for et angreb på Skåne. Det førstnævnte var en glimrende studie over forsvaret af øen og vidnede om faglig dygtighed samt indgående kendskab til de forskellige våbenarter og deres indbyrdes brug samt Sjællands topografi. Det andet arbejde var en yderst detaljeret plan for en overgang over sundet, hvor han især viede sin opmærksomhed på den åbenbare støtte, man i den indledende fase for at få fodfæste på den fjendtlige kyst kunne have af artilleriet.29 Uanset, at han i indledningen med klædelig - eller tilsigtet - beskedenhed bad kongen om tilgivelse for det hastværksarbejde, det nødvendigvis var, vidner hele arbejdet om stor iver og viden på dette felt og opmærksomhed samt ønske om at kunne aflevere en velfunderet stabsstudie til trods for den korte tid, han af kongen havde fået stillet til rådighed. Et stort udateret arbejde af lignende art skyldtes formentlig overadjudant i Generalstaben H. H. Rømelings hånd.30 
 
Ligesom der udarbejdedes en nøje styrkeliste over, hvilke enheder der skulle deltage i ekspeditionen,31 således kan der ikke herske tvivl om, at der tillige har været udarbejdet en detaljeret operationsplan. Desværre ser det ud til, at de til en sådan hørende aktstykker for størstedelen er forsvundne. Det har ikke været de to ansete militærhistorikere, kaptajnerne C. Th. Sørensen og A. Tuxen eller nærv. forfatter muligt at finde en sådan i de sandsynlige kildegrupper i Kongehusets Arkiv eller Hærens Arkiv, og andre militærhistorikere har ikke behandlet spørgsmålet i dybden.
 
Lidt ved man dog om, hvad der rørte sig af planer i Generalstabens to afdelinger. I et brev af 13. februar 1809 til prins Christian August af Augustenborg, der var kommanderende general i Norges 1. Generalkom- mandodistrikt, skitserede kongen løseligt den plan, man formentlig agtede at følge.32 Han agtede indledningsvis at foretage en »attake« på Helsingborg og Malmø. Fra Vedbæk og Svanemøllen ville han med to divisioner under egen kommando gå mod Råå mellem Landskrona og Helsingborg. Efter at have taget Helsingborg, Landskrona og Malmø, ville han støde frem mod Christiansstad. Derefter påregnede han at »vinde linien« fra denne fæstning til Halmstad samt linien Vexjø-Borås for at få fat i Allingsås og defiléeme ved Goteborg. Hvis nordmændene - der skulle støde ind i Sverige samtidig med den danske overgang over sundet - ikke havde erobret denne by endnu, ville han selv besætte den. I øvrigt anbefalede han prinsen at trænge frem til Klaraelven og Carlstad. Selv agtede han at besætte terrænet mellem Wenem og Wettern og skyde et korps frem til Motalaelven. Karakteristisk for ham ønskede han ikke i ro og mag på Frederiksberg Slot eller Amalienborg at få efterretninger om overgangen, men han ville selv dele sine soldaters kår og farer med dem på isen, hvad han i sagens natur også ville være nødt til, såfremt han skulle høste den hæder som hærfører, han så brændende attråede. Det er vel også tænkeligt, at det for hans øjne har stået som absolut nødvendigt for ham at vise sig som feltsoldat, bl.a. for at dulme den uvilje blandt store dele af befolkningen, hans hastige, mistænkelige afrejse fra hovedstaden i august 1807 havde givet rig næring til.
 
Denne groft skitserede operationsbefaling synes at støtte sig til en betænkning fra generalmajor J. Ewald, som denne indgav sandsynligvis i begyndelsen af 1809.33 Imidlertid indeholdt kongens brev forskellige misforståelser, såfremt det byggede på Ewalds oplæg og er kun lidet udtømmende. Ewald foreslog at passere sundet i to kolonner. Den ene skulle udgå fra Vedbæk og Nivå over Hveen til Råå, den anden fra et punkt tæt nord fra København til Barseback. To store detachementer skulle fra Helsingør og København gå henholdsvis mod Helsingborg og Malmø for som afledningsmanøvrer at alarmere disse byer, tvinge de svenske tropper til at indtage deres stillinger og derved aflede deres opmærksomhed fra den egentlige overgang. Det var utvivlsomt disse skinangreb, som altså kun havde til formål at binde fjendens styrker og sløre de egentlige overgangs- steder, kongen tænkte på, når han talte om attakerne på Helsingborg og Malmø, og han huskede givet forkert, når han gav sine to kolonner samme mål. Det ville være temmeligt tåbeligt at tage Svanemøllen som udgangspunkt, når marchmålet var Råå. 
 
 
 
Fra den 24. januar kunne isen endelig bære, og havde Generalstaben nu været færdig med formering og udrustning af de til invasionen designerede afdelinger, havde der været store chancer for foretagenets lykkelige udførelse, hvorefter hele krigens udfald måske var blevet et andet, mindre smerteligt for Danmark, men på land var man langtfra færdige til en sådan omfattende operation. En del af de i ekspeditionskorpset indgående enheder var endnu ikke trukket over til Sjælland, og en hel del kollegial langsomhed, kontrær blæktjeneste og famlen syntes at gå i svang.34 I januar blev den i Helsingør henlagte roflotille (kanonbåde og kanonjoller) oplagt, og mandskabet permitteredes på 200 mand nær,35 et besynderligt træk, når man betænker, hvilken nytte de robuste, arbejdsvante og praktisk anlagte matroser og underofficerer kunne yde ved en kombineret sø- og landekspedition. Den 29. januar indtrådte der tøvejr, og chancen var forspildt. Hvis man så havde haft det flydende materiel fra forrige år, da franskmændene var på Sjælland, i orden, havde man kunnet benytte det, men derpå var der tilsyneladende ikke tænkt. Først på dette sene tidspunkt begyndte kongen, som med stor lidenskabelighed havde omfattet hele foretagenet, at hellige denne overgangsmetode nogen opmærksomhed, og man begyndte ivrigt at se sig om efter egnede pramme og både til overførsel af skyts, heste, vogne og infanteri. Knapt var man kommet i gang hermed, før hård frost igen satte ind den 5. februar, og man vendte febrilsk tilbage til planerne om en overgang over isen, og hele tempoet i klargøringen sattes kendeligt op. Tillige befalede kongen kommandørkaptajn J. C. Krieger, chefen for linieskibet »Louise Augusta«, hvis udrustning kongen i første frostperiode havde kontraman- deret, til at følge med sig med 18 søofficerer, der skulle tage de svenske krigsskibe, som fandtes på den skånske kyst, i besiddelse, samt 200 tømmermænd og 200 enrollerede matroser. Langs kysten og i Helsingør havn hobede landgangsmateriellet sig op. Nu skulle det være alvor, men tøvejr og storm satte ind fra den 11. februar, og isen brød nu rask op, og allerede den 12. sås farvandet frit for is fra Kullen til Hveen. Hele det storslåede projekt faldt til jorden. Tanken måtte nu definitivt skrinlægges. Ingen vidste, hvornår det første engelske krigsskibs rigning sås over horisonten mod nord, og så var der intet at gøre. At kongen og Generalstaben - populært kaldet »de røde fjer« (efter prydelsen i den trekantede hat) tabte voldsomt i anseelse i befolkningen, hvor foretagenet i høj grad havde været populært, er indlysende. Sidste akt af det nationalt ydmygende drama udspilledes nu i februar-marts, nemlig den ligeså uheldige »ballonkrig«.
 
Feltmarchal Toll havde, trods sin underlegne styrke, holdt hovedet koldt og havde selv med kendskabet til Frederik V I’s overlegne styrker tilsyneladende ikke haft meget til overs for de danske forberedelser eller - måske mere konkret - viljen og den kolde beslutsomhed, der nødvendigvis fra såvel høj som lav måtte være fællesnævneren for hele angrebet. Toll havde de værste frostdage kvarter i Lund på universitetet, og her troede professorerne en overgang, at han var gået fra forstanden. Kulden steg en aften time for time, og professorerne kom gentagne gange til Toll og forsikrede, at kviksølvet i termometrene uafladeligt faldt. Meldinger indløb hele tiden om, at isen overalt kunne bære, og man havde bemærket store troppeforskydninger i Helsingør og på den danske kyst, utvivlsomt optakten til, at danskerne påbegyndte overgangen. Feltmarchallen tog det hele med overlegen ro, og de, der souperede med ham sent den pågældende aften, blev særdeles overraskede, da han rejste sig for at begive sig til sengs. »Hvad!« - råbte lierrerne, »hvem tors lagga sig til ro i natt?« »Jo, det amnar jag«, svarede Toll »ty i natt bryter Sundet upp, och i mor- gon bittida år faran forbi! God natt, mina herrar!« Feltmarchalllen fik ret. Sundet brød op den samme nat, og næste morgen ytrede han til de forundrede professorer og sin stab: »Det roar mig, att en gammal knekt stundom kan visa sig blittre fysikus, ån de lård e herrame. Det, som nu forundrar er så mycket, var en ganska enkel sak. Jag hade underråttat mig att Sundet lade sig under en temligen stark sydlig vind, och med betydligt lagre vatten an vanligt; deraf var latt att forutse, att en upp- kommande nordlig eller nordvestlig vind skulle, genom det ur Nordsj on aterstrommande vattnet, bruta isen, huru stark den an vore. Derfore lat jag en gång i timman rapportera vinden från Helsingborg; och då jag i går afton fick underrattelse derifrån, att den andtligen och med temlig haftighet gått ofver i den onskade rigtningen, blef det mig latt at vara spåman.« 36
 
 
 
 
Lederen af den påfølgende »ballonkrig« var mærkværdigvis en civil mand. Den 1. oktober 1806 foretog en franskmand »professor« Etienne Robertson fra Moskva en vellykket opstigning fra Rosenborg eksercerplads, men den første dansker, der havde heldet med sig, var cand. phil. J. P. Colding, som i flere år forinden havde forlystet københavnerne med festfyrværkeri og opsendelse af balloner, og fra en af dem dalede en kanin ned i faldskærm, på sin vis en morsom lille »forløber« for den senere sovjettiske rumhund »Laika«. Avisen »Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn« skrev begejstret, at disse luftmaskiner helt havde fjernet den almindelige interesse for duellerne!
 
Colding havde hermed vundet Frederik VI’s bevågenhed og fik tilladelse til at bære titlen »kongelig aeronaut«. Han var en dygtig, frem- skuende mand. På grund af englændernes blokade i Store Bælt fik han idéen at oprette en luftpostrute over bæltet. Den 2. juni 1808 lykkedes det at sende en ballon over, bærende en mindre pakke post. Den opsendtes fra Kerteminde og gik først ned ved Sorø, et pænt resultat for den tid. Forsendelsen medførte bl.a. to breve til kongen, og det må utvivlsomt anses for at være verdens første luftpostbesørgelse. Desværre gik en af Coldings postbærende balloner ned i Store Bælt og blev fisket op af et engelsk krigsskib,37 hvorved man altså blev opmærksom på denne trafik.
 
Colding gik videre med sine projekter. Han omgikkes med planer om at opsende balloner mod Sverige, indeholdende eksplosive stoffer, som kunne detonere inde over fjendens område. Dette storstilede projekt, langt forud for sin tid, blev ikke til noget, om end Artilleri- og Konstruk- tionskommissionen som sagkyndig autoritet ingenlunde var afvisende over for tanken. Kommissionen understregede dog vanskeligheden ved at beregne nedslagsstedet blot med tilnærmelsesvis nøjagtighed. Colding fik dog kongen interesseret i et forsøg på at drive psykologisk krigsførelse mod svenskerne ved at sende balloner med flyveblade ind over Skåne. Det var lige et projekt, der passede Frederik VI, der på dette tidspunkt bejlede til Sveriges krone. Kunne man påvirke stemningen i Sverige ad denne nemme og især billige vej, var meget opnået.  
 
 
 
 
Den kongelige aeronaut ankom til Helsingør, hvor han bestemte det relativt højtliggende Kronborg til at være det bedst egnede sted, hvorfra ballonkrigen kunne startes. Han fik bevilget 600 rbd. til indkøb af taft, kattun, papir, femis, svovlsyre, en ovn etc.38 Nu gjaldt det om at få forfattet et skrift på svensk, som kunne øve den ønskede virkning, og her fik kongen bistand af den landflygtige, svenske officer og adelsmand C. F. Gyllembourg, født Ehrensvard, der havde været indblandet i mordet på Gustav III, og som nu boede i København, gift med den landsforviste, danske forfatter P. A. Heibergs fraskilte hustru Thomasine, født Buntzen.39 Gyllembourg havde tidligere tilbudt Frederik VI sin tjeneste og medvirken til, at kongen også blev regent i Sverige, hvilket noget utraditionelle tilbud fra en tidligere svensk statsborger, officer og konspirator fik Frederik VI til ved Gyllembourgs første audiens kort og brutalt at sige op i hans åbne ansigt: »Den, som kan være én herre utro, kan også være det med en anden herre!«40 Der udviklede sig dog et godt forhold mellem dem, og den dygtige svensker modtog senere dansk statspension, bl.a. for sin indsats i ophjælpningen af dansk landbrug. Det var en mærkelig proklamation, Gyllembourg forfattede, og dens psykologiske værdi var givet ringe. Dens overskrift var: »Strodda An- markninger ofver Sveriges Stallning, Sommaren 1808«.41 Skriftet inde holdt indledningsvis en kortfattet skildring af årsagerne til krigens udbrud og fremgang, hvorledes Sverige uklogt havde allieret sig med England, hvorved dets tyske provinser tabtes i den engelske flådes og hærs påsyn, at Finland med dets fæstninger og skærgårdsflåde uigenkaldelig var tabt formedelst samme for Sverige skadelige alliance. At krigshære fra Neva, Seinen, Andalusien, fra Sjællands sletter og Trondhjems klipper ville støde sammen ved Målarens fredelige strande for - som sejr- herrer(!) - at foreskrive love for det fribårne, mandige svenske folk. Det opfordrede endvidere svenskerne til ikke at støtte kong Gustav IV Adolf, der ikke formåede at regere Sverige, men i stedet for se hen til den handlekraftige, redelige danske konge Frederik VI som den mand, der kunne føre et forenet nordisk rige frem til velstand og lykke.
 
Det er sagt, at da de allieredes krav fra Jalta-konferencen under 2. verdenskrig om tysk betingelsesløs kapitulation og opdeling af Tyskland i fire besættelseszoner blev kendt i Tyskland, et krav, der altså ikke levnede de tyske ledere eller folket nogen mulighed for våbenstilstand eller en blot nogenlunde ærefuld fred, havde det blot den virkning, at det bandt det tyske folk og dets ledere sammen i en sidste, håbløs kamp for at overleve. Det er nok et åbent spørgsmål, om ikke Gyllembourgs besynderlige proklamation havde nogenlunde samme virkning i Sverige. I hvert fald sporedes der på grund af den ikke nogen splittelse i befolkningen.
 
Proklamationen tryktes i februar, og Colding forsynedes gennem kabinetssekretær P. C. Jessen med et stort antal til afsendelse. Samtidig tryktes også svenske pengesedler til brug ved leverancer, kontributioner, indkvartering m.v. i det fjendtlige land. Via chefen for Generalstaben, generaladjudant F. C. Biilow, udfærdigedes der ordre til generalmajor Strieker på Kronborg om, at »kandidat Colding« havde Allerhøjstsammes tilladelse til fra Kronborg at fremstille og afsende balloner mod svenskekysten. Typisk for Frederik VI’s ofte manglende forståelse for en regelret kommandovej fik Colding selv ordren med i lommen og præsenterede den selv for den forbavsede kommandant, der jo kun havde at adlyde det indiskutable reskript, og man kan forestille sig, hvorledes især de ældre officerer i Helsingør, der formentlig har måttet afgive det nødvendige arbejdsmandskab, har set på denne nymodens facon at føre krig på.
 
Strieker indberettede til kongen, at han havde modtaget ordren, og da man fandt, at kommandantens parolstue i Dronningens Tårn var den bedst egnede til fremstilling og afsendelse af ballonerne, havde Strieker beredvilligt rømmet denne stue,42 der pudsigt nok var den samme, som iflg. traditionen blev benyttet af dronning Caroline Mathilde, medens hun i 1772 under sit korte fangenskab ventede på engelsk skibslejlighed. Colding påbegyndte fremstillingen af balloner, der stort set blev lavet af tyndt, ferniseret postpapir. De havde en diameter af 3½ fod og fyldtes med brint. Hver ballon kunne dog kun medføre en nyttelast på ca. et pund, d.v.s. ca. 32 sammenfoldede og pakkede proklamationer.43
 
 
 
Derefter påbegyndtes afsendelsen på dage, hvor vinden var med foretagendet. Den første steg op den 16. februar, den anden den 17. og den 24. yderligere tre o.s.v. Om de sidstnævnte indberettede Strieker til kongen: »En luftballon, der opsteg kl. 10l/2 faldt ned ved den svenske kyst, ved udløbet af Svinebæk, hvorfra den igen steg og gik længere ind i landet. Ved dens første nedfald blev den nøje betragtet af 3 svenske soldater og 2 civile, som dog ikke kom den nærmere end på nogle alen, da de syntes at være bange for den. Kl. 11 gik en ballon samme vej, men længere inde i landet. Kl. 5 eftermiddag en ny ballon, som stødte mod en skorsten og gik itu«.44 
 
De nedkastede proklamationer vakte selvsagt stor opmærksomhed, en opmærksomhed, som måske fordunkledes af den ukendte og ultramoderne oversendelsesmåde, selv om sagen indledningsvis søgtes hemmeligholdt. Fra Toll udgik øjeblikkelig ordre til alle havne-, politi- og militære myndigheder om at indsamle proklamationerne ulæste og uopholdeligt sende dem til hans hovedkvarter. Hovedparten sendtes straks til efterretning for kong Gustav Adolf i Stockholm, som blev opbragt over denne uventede og for den tid lidet kavallermæssige krigsførelse i hans eget land. Han tilstillede Frederik VI et par eksemplarer af proklamationen, ledsaget af en skarp skrivelse, hvoraf det fremgik, at hvis den danske konge fortsat ville gøre krav på at kunne regnes som en gentleman, så havde han kun med det første offentligt at desavouere Gyllembourgs ophidsende skrift.45 
 
Det var lige en opfordring, der var beregnet til at gyde olie på ilden, og Frederik VI svarede da også omgående, at da Norge for tiden oversvøm- medes af sådanne lignende svenske proklamationer (dog ikke luftbårne), måtte Sverige regne med, at Danmark nu betalte med samme mønt.46 Hvornår »bombardementet« ophørte, kan ikke siges præcist, men det skete formentlig i slutningen af marts 1809, da hele det offensive foretagende skrinlagdes. Frederik VI havde allerede den 11. marts forladt hovedstaden for at begive sig til hæren i Holsten og derved stiltiende kundgjorde for alverden, at planen var opgivet. Til czaren i St. Petersborg meddelte Bemstorff pligtskyldigst opgivelsen umiddelbart efter kongens afrejse. Han meddelte, at den drivende is, de mere eller mindre truende efterretninger fra England, hvor regeringen højlydt forkyndte det som sin hensigt at komme Sverige til hjælp samt det begyndende forår, der var på vej, havde bestemt kongen til midlertidigt at udsætte overgangen over sundet, men også kun midlertidigt. Czar Alexander har formentlig deraf troet, hvad han selv ville.
 
 
 
 
»Den intenderede overgang til Skåne«, som Frederik VI selv døbte sit projekt, er af militærhistorikeren oberst O. Vaupell blevet påstået kun at skulle være en demonstration, og at man spildte tiden med bl.a. at fejre kongens fødselsdag under store festligheder. Førstnævnte påstand holder næppe for en nærmere prøve. Dertil blev for meget sat på spidsen. Det må på det bestemteste hævdes, at kongen en tid lang fuldt seriøst arbejdede på at gennemføre dette foretagende, om hvis betydning han var overbevist, og på hvis udførlighed han ikke tvivlede. Herpå tyder mange udtalelser fra kongen og hans nærmeste omgivelser og først og fremmest det omfang, forberedelserne nåede. Vil man blot demonstrere, samler man tropper og transportmidler, man udspreder alarmerende rygter og nøjes i det hele taget med at vedligeholde det ydre skin. Hele arbejdet i lønkammeret kan man spare. Havde Frederik VI ikke haft alvorligere planer med Sverige, havde han ikke behøvet at sætte Generalstaben, Feltkom- missariatet og de øvrige højeste, militære myndigheder i sving. Hvorfor skulle man drøfte en operationsplan? Træffe detaljerede bestemmelser om indkvartering m.m. i det fjendtlige land? Hvorfor træffe forberedelser til Sjællands beskyttelse i felthærens fravær, når man på forhånd var besluttet på at blive stående på denne side af Øresund? Det skal erkendes, at der kan være en mulighed for, at kongen kun traf disse bestemmelser for, at de ved højere officerers og embedsmænds frivillige eller ufrivillige indiskretion skulle sive ud som rygter og virke alarmerende, hvilket især den nyere krigsførelse afgiver adskillige eksempler på. Hvis man virkelig kun agtede at demonstrere, ville man givet først og fremmest have underrettet Rusland om aktionens sande hensigt. Man havde næppe heller vovet at holde czar Alexander så åbenlyst for nar. Det må fastholdes, at Frederik VI i det mindste en tid arbejdede i god tro, og at han i ånden så sig selv i spidsen for en sejrrig hær rykke langt ind i arvefjendens land. Et ret pudsigt udtryk fik hans krigslyst i valget af parol og feltråb i januar måned. Gothenborg, Landskrona, Uddevalla veksler med Wennersborg, Hisingen, Carlskrona o.s.v. 
 
 
 
Cand. phil. Colding havde dog det ud af foretagendet, at han i juli 1809 udnævntes til Dannebrogsmand. Han opsendte senere i 1811 og 1812 balloner fra Rosenborg eksercerplads, sidste gang også bemandet med en kanin, der et stykke oppe frigjordes med en faldskærm og uskadt dalede ned på den fjerneste side af Peblingesøen, altsammen under stor opmærksomhed hos københavnerne. Det sidste officielle, der høres om Colding, er hans opsendelse af balloner i Flensborg 1814. Derefter fortaber hans spor sig i historiens mørke.47
 
Den mislykkede ballonkrig tjente alt i alt kun til at sprede et skær af latterlighed over den storstilede invasionsplan, som ikke havde været uden realiteter, om man var gået anderledes handlekraftigt til værks. Nu blev den kun en del af den foragt, der - sluttende med den ydmygende fred i Kiel januar 1814 - uafvendeligt klæbede ved Generalstaben og især Frederik VI’s person langt op i årene, og som egentlig først fortog sig på kongens ældre dage.
 
 
Forkortelser 
br. = brev.
Gen.kom. = Generalitets- og Kommissariatskollegiet (3: nærmest Krigsministeriet).
HA = Hærens Arkiv (Rigsarkivets 3. Afdeling).
HP = Hemmelig protokol,
indk. = indkomne.
Kg = kongen. Kp = kronprinsen.
Kgh. ark. = Kongehusets Arkiv (FR VI) i RA.
Krigsark. = »Meddelelser fra Krigsarkiverne«, udg. af Generalstaben, bd. IV-V, Kbh. 1890-92.
smsts. = sammesteds,
pk. = pakke.
RA = Rigsarkivet, København,
s. = side.
t. = til.
tr. = trykt (i).
 
 
Litteraturhenvisninger
For væridfulde oplysninger takker jeg Kungl. Militarhogskolan, Militarhistoriska Avdelningen, Stockholm, Nationalmuseet, Stockholm, Hærens Arkiv, København, Kronborg Slotsforvaltning samt Byhistorisk Arkiv, Helsingør, tilligemed Nordsjællands Centralbibliotek, sammesteds.
»En dansk Statsmands Hjem omkring Aar 1800«, II, v. C. B. Reventlow, Kbh. 1903.
Flavius Josephus: »Jødernes Krig mod Romerne«, Kbh. 1904.
»Fra Hoffet og Byen. Stemninger og Tilstande 1793-1823«, u. red. af P. Clausen og P.Fr. Rist, Kbh. 1916.
»Fältmarskalken Grefve Johan Christopher Toll. Biografisk teckning«, v. C.W. Lilje- crona, Stockholm 1849.
Hedegaard, E.O. A.: »Frederik VI og »De røde Fjer«. Studier i Danmarks militære og politiske historie under Napoleonskrigene«, I-II, Kbh. 1975.
Heiberg, Johanne Luise: »Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En Beretning støttet paa efterladte Breve«, I, udg. af Aage Friis og Just Rahbek, Kbh. 1947.
Holm, Edv.: »Danmark-Norges udenrigske Historie i Aarene 1800 til 1814«, I-II, Kbh. 1912.
Larsen, Kay: »Danmarks Kapervæsen 1807-14«, Kbh. 1915.
Linke, F.: »Die Luftschiffahrt von Mongolfier bis Graf Zeppelin. Mit einem Beitrag über Militarluftschiffahrt von Hauptmann D. A. Hildebrandt«, Berlin ca. 1910.
»Meddelelser fra Krigsarkiveme«, IV-V, udg. af Generalstaben, Kbh. 1890-92.
Nystrøm, Eiler: »Offentlige Forlystelser i Frederik den Sjettes Tid«, I-II, Kbh. 1910-13.
Meyer, C.: »Kriget emellan Sverige och Danmark åren 1808 och 1809. Historisk forsok«, Stockholm 1867.
Richter, J.: »Den danske Landmilitæretat 1801-94«, I-II, Kbh. 1896-97.
Rubin, Marcus: »1807-14. Studier til Københavns og Danmarks Historie«, Kbh. 1892.
Runeberg, J. L.: »Fandrik Ståls sagner«, I-II, Stockholm 1848-60.
Ræder, J.: »Danmarks Krigs- og Politiske Historie« etc., I-III, Kbh. 1845-52.
Schmidt, Karl: »Meddelelser om de Begivenheder, som knyttede sig til de fremmede Troppers Ophold i Danmark i 1808«, Kbh. 1901.
»Schultz’ Danmarkshistorie«, II, Kbh. 1941.
Speerschneider, C.I. H.: »Om Isforholdene i danske Farvande i ældre og nyere Tid. Aarene 690-1860«, Kbh. 1915.
»Sveriges Krig åren 1808 och 1809«, utg. av Generalstabens krigshist. avdelning, Stockholm 1919.
Thorsøe, Alex.: »Den danske Stats Historie til Nutiden«, II, Kbh. 1876.
Wandel, C.F.: »Søkrigen i de dansk-norske Farvande 1807-14«, Kbh. 1915.
»Wendisten«, årg. 1952, Wendes artilleriregimentes soldaterblad.
Werlauff, E. C.: »Af min ungdomstid«, v. Hans Degen, Kbh. 1954.
Ørsted, Anders Sandøe: »Af mit Livs og min Tids Historie«, Kbh. 1951.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Noter
1. Bl.a. Daniel Bruun: »Krig gennem Aartusinder. Fra Dybbøl til Sedan«, V, s. 142, Kbh. 1911.
2. Første gang, nedbrydende materiale er blevet sendt over i fjendens linier, er formentlig i den jø d is k-ro mers ke krig under Titus 70 e.Kr. v. belejringen af Jerusalem. Iflg. Flavius Josephus »Jødernes krig mod romerne«, Kbh. 1904, kastede romerne vJi.a. blider fx afrevne hestehoveder, levende fanger el. pestbefængte lig ind i byen for at svække kampmoralen.
3. Hovedværket på dansk, som omtaler begivenheden, er Generalstabens omfattende akt8tykkesamling: »Meddelelser fra Krigsarkiveme«, her bd. IV, Kbh. 1890. - På svensk har C.. Liljecronas: »Fåltmarskalken Grefve Johan Christopher Toll. Biografisk teckning«, del 1, Stockholm 1849, og C. Meyer: »Kriget emellan Sverige och Danmark åren 1808 och 1809, Historisk forsok«, Stockholm 1867, i nogen - dog ikke udtømmende - udstrækning skildret sagen. - Også den svenske generalstabs værk: »Sveriges Krig åren 1808 och 1809«, del 7, utg. av Generalstabens krigshistoriska avdelning, Stockholm 1919 giver sammen med en populær omtale i »Wendisten«, (Wendes artilleriregementes blad), årg. 1952, nr. 5-6, en smule stof om emnet.
4. Schultz Danmarkshistorie, II, s. 189.
5. Medd. f. Krigsark., IV. - Karl Schmidt: »Medd. om de Begivenheder, som knyttede sig til de fremmede Troppers Ophold i Danmark i 1808«, Kbh. 1901.
6. »Flygtige Bemærkninger. Sjællands Forsvar mod et overlegent fj. Angreb betræffende«, Kgh. ark., Chr. VIII, mil. sager 1802-13, RA. - Wolfg. Haffner t. Kg 21/1 09, Gen.kom., Den højstkom. Ark, HP, indk. sager, RA.
7. Udregningen af den til rådighed stående styrke er foretaget på grundlag af Ræder, I, Vaupell, II, og Krigsark., III-IV. - Et samtidigt br. t. J. Biilow i »Fra Hoffet og Byen« etc., omtaler »over 30.000 mand militære«.
8. J. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie fra Krigens Udbrud 1807 indtil Freden til Jonkobing den 10de December 1809«, II, Kbh. 1847, og - mere abstrakt - J. L. Runeberg: »Fandrik Ståls sagner«, I-II, Stockholm 1848-60.
9. I årene 1808-13 var de danske farvande i sommerhalvåret i det store og hele beherskede af den engelske flåde. Når efterårs stormene satte ind, forlod de engelske orlogsskibe vore farvande, hvor de - især når isen begyndte at lægge sig - ikke ville kunne bevæge sig eller oprette baser. Vinteren tillod derfor en øget trafik mellem landsdelene, herunder en udstrakt brug af isbåde. Når isen i marts svandt, kom de engelske skibe igen og afpatruljere de de normale sejlruter. Jf. C.F. Wandel: »Søkrigen i de dansk-norske Farvande 1807-14«, Kbh. 1915, og Kay Larsen: »Danmarks Kapervæsen 1807-14«, Kbh. 1915.
10. Om den hårde vinter og den skiftende issituation, se: C.I .H. Speerschneider: »Om Isforholdene i danske Farvande i ældre og nyere Tid. Aarene 690-1860«, s. 106 ff, Kbh. 1915. - C. D. F. R. Reventlow t. C. Wendt 7/1 og 31/1 09, tr. »En dansk Statsmands Hjem omkring Aar 1800«, II, s. 112, v. C. B. Reventlow, Kbh. 1903. - Br. t. J. Biilow 11/1, 13/2, 25/2 og 28/2 09, tr. »Fra Hoffet og Byen«, s. 113 ff, Kbh. 1916.
11. »Wanta litet«, var den 21. dec. blevet iset ud af Carlskronas havn for at bistå en eng. fregat i konvojeringen af en stor handelsflåde gennem Øresund. I Flinterenden led briggen havari, men undgik at komme på grund ved Saltholm, hvorimod den tillige med »Fruktan« dreves i isen ind mod Kronborg. Skibene undkom ind til Torekov i Halland. Jf. Krigsark., IV, fodncte, s. 100 f.
12. Ezechius Henrik Strieker, kommandant på Kronborg, oberst, 18/9 01, kar. generalmaj., 6/4 09 afsk. som generalløjt., død 27/3 14 i Fredensborg. Jf. Richter: »Den danske Landmilitæretat 1801-94«, II, s. 262, Kbh. 1897. - I 1801 ved Parkers og Nelsons passage af Kronborg havde Nelson noteret i sin dagbog: »Nu står vi mod Kronborg, og gamle Strieker skal tage sig i vare, at vi ikke slår hovedet af ham!« - For at bistå Strieker var tilkommanderet oberstløjt. M. von Scheel. - Trods forespørgsler t. HA, Det kgl. Bibliotek, Kronborg Slotsforv. og Helsingør byhist. Ark. har det ikke været muligt at fremskaffe noget portræt af Strieker.
13. Johan Christopher Greve Toil, feltmarchal, 1743-1817. - Portræt fremskaffet af Kungl. Millitarhogskolan, Miliiarhistoriska Avdelningen, Stockholm.
14. E. H. Strieker t. J. C. Toll 9/1 09, tr. Krigsark., IV, s. 100 f.
15. Kg t. E.H. Strieker 13/1 09, tr Krigsark., IV, s. 102.
16. »Overkvartermester« var kaptajn i Generalstaben.
17. Kg t. C.F.G. du Plat 10/1 09, tr. Krigsark., IV, s. 102.
18. C. Meyer: »Kriget emellan Sverige och Danmark åren 1808 och 1809, Historisk forsok«, Stockholm 1867.
19. »Generalkvartermesterløjtnant« var oberstløjtnant i Generalstaben.
20. Pk. i F. G. Haxthausens priv.ark., RA. 21. Prokl. på svensk, tr. Krigsark., IV, s. 110 ff. - En tradition, som har fundet udbredelse i nogle hist. værker, har sat J. K. Høsts navn i forbindelse m. denne prokl., skønt han selv i sine erindringer (Kbh. 1835) ikke siger noget herom. Det er tænkeligt, hans hjælp kan være påkaldt i sproglig henseende, både m.h.t. denne prokl. og de øvrige udfærdigede opslag og bekendtgørelser, som blev oversat t. svensk. Regeringen rådede nemlig i 1809 ikke over nogen svensk translatør, og Høst var nøje kendt med det svenske sprog og havde året før udgivet en svensk sproglære for danske. Proklamationen må dog antages at være affattet i Generalstaben, formentlig Generaladjudantstaben. Ganske uden lod og del i den var således Bern- storff næppe, om end han i sin brevveksling med Blome i St. Petersborg, hvor han cit. dens indhold, ikke nævner sig som forfatter. - Reglement for det borgerlige Artillerie-Corps i Helsingøer, Kbh. 1804, Byhist. Ark., Helsingør.
22. Om isforholdene, se Speerschneider, s. 106 ff.
23. S. Waldeck t. Gen.staben, rapp. 17/1 09, tr. Krigsark., IV, s. 104.
24. Tuxen var afsk. orlogskaptajn fra marinen.
25. A. F. Strieker t. E. H. Strieker 24/1 09, tr. Krigsark., IV, s. 113 f. - Strieker døde som afsk. stabskapt. i Helsingør 13/1 71 som 84-årig. Jf. Richters mil.etat, II, s. 261.
26. Fx anonym t. F. C. Biilow 27/1 09, tr. Krigsark., IV.
27. Br. t. J. Biilow 11/1 09, tr. »Fra Hoffet og Byen«, s. 113.
28. »Flygtige bemærk.« etc. Se note 6.
29. Wolfg. Haffner t. Kg 21/1 09, Gen. kom., Den højstkom. ark., HP, indk. sager 1811. - Hvorvidt skyts kunne affyres fra isen, er ikke undersøgt. Formentlig har det kun kunnet lade sig gøre med de lette piecer, 1- og 3-pd. kanoner.
30. »Overadjudant« var major i Generalstaben.
31. En nøje »Ordre de Bataille« findes i Gen.kom., Den højstkom. ark., HP, 1809.
32. Kg t. pr. Chr. Aug. 13/2 09, tr. Krigsark., IV, s. 134 f.
33. »Kurzgefasste Ideen iiber einen tlbergang nach Schweden«, udat. og ureg., J. Ewald t. Kg, Gen.kom., Den højstkom. ark., tr. Krigsark., V, s. 420 ff.
34.C. Wendt t. C. D. F. Reventlow 7/2 09, tr. L. Bobé: »Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds«, VI, s. 153 f. - For Toll knnne der være tale om to måder at indrette forsvaret på med sin underlegne styrke. 1) At sprede sin styrke snævert langs kystlinien og tage kampen med de landsatte styrker allerede på strandbredden for at hindre ethvert fodfæste og deraf følgende koncentration. 2) At tillade danskerne at komme i land, lade dem koncentrere sig og derefter at forsøge at slå dem afgørende i et regulært feltslag. Toll valgte nærmest den sidste udvej og koncentrerede Sodra Arméen væsentligst mellem Helsingborg og Barce- back (se kortet).
35. M. C. von Arnholtz: »Cronborg Slots og Fæstnings Historie. Et Bidrag til Danmarks Krigshistorie«, s. 68 f, Helsingør 1836
36. C. W. Liljecrona: »Faltmarskalken Grefve Johan Christopher Toll. Biografisk teck- ning«, del 1, s. 110 f, Stockholm 1849. - Tolls samlede styrke i Skåne bestod kun af:
1. Infanteribrigade..................................................................................... 1253 mand
2. Infanteribrigade..................................................................................... 1963 mand
Skånska Landeværnsbrigade ................................................................... 1726 mand
Kavalleribrigaden ..................................................................................... 2120 mand
Artilleribrigaden ....................................................................................... 272 mand
I alt 7334 mand
Jf. »Sveriges krig åren 1808 och 1809«, utg. av Generalstabens krigshist. Avdelning, del 7, Stockholm 1919.
37. L. Ege: »Balloner og luftskibe 1783-1973«, s. 109 f, Kbh. 1973.
38. Krigsark., IV, s. 90 f. - Eiler Nystrøm: »Offentlige Forlystelser i FR VI’s Tid«, II, s. 191, Kbh. 1913.
39. Om C.F. Gyllembourg, se hans eget manus t. et levnedsforløb, som han overgav KP Frederik v. en audiens 1805, tr. Johanne Luise Heiberg: »Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En Beretning støttet paa efterladte Breve«, udg. v. Aage Friis og Just Rahbek, I, s. 28 ff, Kbh. 1947. - Se også »Den introducerade svenska adelns attastavlor«, utg. av Gustav Elgenstierna, del 2, s. 486, Stockholm 1926.
40. Smsts.
41. Proklamationen findes, jf. Ræder, III, s. 259, tr. »de la gardiska Archivet«, XX, s. 39, og er omtalt i samme bd., s. 242 ff, samt aftrykt i Tolls bio. teckning, s. 328 ff. - Det har ikke været forf. muligt at fremskaffe et expl. i Danmark.
42. E.H. Strieker t. Kg 17/2 09, tr. Krigsark., IV, s. 126 f.
43. Udover nævnte oplys, om omhandlede balloner, der stammer fra Ræder, III, s. 258, har det ikke været muligt at skaffe yderligere oplys, om udseende, fyldemetode, rækkevidde etc. Flyvehist. Museum har v. lederen, overass. L. Ege, meddelt, at der i Danmark ikke eksisterer yderligere materiale til belysning af ballonernes udseende og indretning.
44. Jf. fodnote i Krigsark., IV, s. 91.
45. Krigsark., IV, s. 91. - »Sveriges krig åren 1808 och 1809«, utg. av Generalstabens krigshist. Avdelning, del 7, Stockholm 1919. - G. Wetterstedt t. Gustav Adolf 25/2 09, tr. »Fåltmars kalken Grefve Johan Christopher Toll. Biografisk teckning, s. 174, del 2, Stockholm 1850.
46. Krigsark., IV, s. 91 f.
47. Iflg. oplys, fra det danske ordenskapitel, Amalienborg, eksisterer der ingen lev- nedsbeskr., afgivet af Colding. Disse fra denne periode arkiverede ,beskr. brændte v. Chr.borgs brand 1884. Det har heller ikke været muligt at finde et portræt af Colding. - Iflg. prof. Eiler Nystrøms værk om forlystelserne på FR VI’s tid, udgav Colding i 1818 et skrift »Om aerostatiske Maskiners eller Luftballoners Opfindelse og Forfærdigelse«. Han døde - iflg. samme kilde - 1858, 84 år gammel, som forfatter af smådigte og oversætter af romaner etc.
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.