Atomstrategier under SDI-forhold

I forbindelse med gennemgangen af Stabskursus II, 1985/86 ved For- svarsakademiet har en gruppe, bestående af major A. Sørensen og major E. Nielsen, begge Flyvevåbnet, kaptajn F. Larsen og P. Kiærskou, begge Hæren, kaptajnløjtnant T. S. Jørgensen, Søværnet samt akademiingeniør N. J. Rav-Petersen, Forsvarets Forskningstjeneste, udarbejdet den følgende studie.

Generelt
1. Der foregår en løbende debat om SDI og hvilken indflydelse dette system kan få på den samlede strategiske stabilitet. Det område, der i det følgende vil blive behandlet, fremgår af denne figur og er mærket med 

 

2. De afgrænsninger og forudsætninger der ligger til grund er følgende:
- Kun de to supermagter, USA og Sovjetunionen, indgår i behandlingen.
- Egentlig kernevåbenkrig kan bryde ud. D.v.s., at beslutningstagerne enten negligerer eller accepterer de globale konsekvenser af massiv anvendelse af kernevåben, som f.eks. nuklear vinter.
- SDI-systemet yder fuld beskyttelse mod ballistiske missiler af strategiske militære mål, industri og befolkning. Dette svarer til det, præsident Reagan har givet udtryk for, at et SDI-system skal kunne.
- Kun USA deployerer et SDI-system.
 
3. For at forstå problemstillingen er det nødvendigt at have et fælles udgangspunkt. Derfor beskrives SDI-projektet og de nuværende doktriner først.
Disponeringen/overskrifterne vil være:
- SDI-projektet. - Nuværende doktriner.
- SDI indflydelse på kemevåbendoktriner.
- Konklusion.
 
SDI-projektet
4. SDI-projektet er en følge af den tale, præsident Reagan holdt den 23. marts 1983.1 deime tale opfordrede han videnskabsmændene i USA til at medvirke til at gøre atomvåben virkningsløse og forældede. Dette skal sikres ved opbygning af et system, der kan opfange og ødelægge fjendtlige ballistiske missiler, inden de kan ramme USA eller dets allierede - herunder befolkningerne. I SDI-systemet skal kun indgå ikke nukleare våben.
 
5. Udviklingen af det antiballistiske system blev planlagt til at skulle foregå i fire faser frem til år 2010. En forskningsfase, en systemudviklingsfase, en overgangsfase og en slutfase. Forskrdngsfasen skal tilvejebringe grundlag for beslutningen om, hvorvidt man skal fortsætte ind i systemudviklingsfasen. Dette forudsætter, at de antiballistiske systemer, der arbejdes videre med, skal have høj overlevelsesevne for at modvirke, at de bliver mål for et førsteslag. Endvidere skal systemerne være cost effektive, d.v.s. det skal være billigere at øge egen forsvarsevne, end det vil være for modstanderen at øge sin angrebsevne. I systemudviklingsfasen skal den egentlige prototypeudvikling og afprøvning finde sted. I overgangsfasen skal der gennemføres en gradvis deployering samt videreudvikling af systemet. Deployeringen tænkes sammenkoblet med nedrustningsaftaler om offensive våben. I slutfasen foretages en fuldstændig deployering, og de offensive strategiske våben forhandles ned til et minimum med USSR.
 
6. Koncepten for systemets anvendelse bygger på et lagdelt forsvarssystem, hvor hvert lag svarer til faserne i et ballistisk missils bane. Faserne er Boost-, Post-boost-, Midcourse- og Terminalfasen. I Boost-fasen accelererer missilet til dets endelige hastighed. Den varer ca. 2,5 min., og derefter er missilet i en højde af ca. 200 km og uden for atmosfæren. IPost-boost-fasen frigøres sprænghovederne fra selve missilet og sendes på deres baner mod de beregnede mål. Fasen varer ca. 5 min. I Midcourse-fasen følger de enkelte sprænghoveder ballistiske baner gennem rummet mod deres mål. Fasen varer ca. 20 min. I Terminal-fasen kommer sprænghovederne ind i atmosfæren og bevæger sig mod deres mål. Fasen varer ca. 2 min.
 
7. SDI-systemet skal bestå af et overvågnings-, målfølgnings- og »kill- assessment«-system, våbensystemer tilpasset de forskellige faser, samt et koordinerings- og kontrolsystem. De våben, der i første omgang tænkes anvendt, er:
a. IBoost- og Post-boost-fasen anvendes rumbaserede kemiske lasere, jordbaserede lasere i kombination med et rumbaseret spejl, rumbaserede røntgenlasere »trukket« af en nuklear ladning samt rumbaserede partikelstrålevåben.
b. I Midcourse-fasen anvendes kinetisk energi våben eller elektromagnetiske kanoner med projektiler med ekstrem høj hastighed.
c. I Terminal-fasen anvendes fly eller jordbaserede våben, der kan bekæmpe mål i en sådan højde, at jordoverfladen ikke berøres ved målets detonation.
Systemerne skal være EMP sikrede og anvende superhurtige computere med en meget stor kapacitet.
 
8. Det skal understreges, at realiserbarheden af et antiballistisk missilsystem, af den her skitserede art, af mange anses som særdeles tvivlsom. Under alle omstændigheder vil det vare mange år, før det er i fuld drift.
 
Nuværende doktriner
9. USA antog sin første egentlige kernevåbenstrategi i 1954. Denne »massiv gengældelse« - indebar, at USA i tilfælde af sovjetisk aggression mod USA eller dets allierede viUe iværksætte omfattende angreb på Sovjet med kernevåben. Efterhånden som USA blev sårbar over for sovjetiske kernevåben, blev denne strategi mindre og mindre troværdig. Dette slq^ldtes den ringe fleksibilitet, præsidenten havde med hensyn til anvendelse af kernevåben. »Massiv gengældelse« gav faktisk kun valget mellem enten intet at gøre eller total kernevåbenkrig, og det virkede ikke troværdigt, at USA ville risikere total kernevåbenkrig, med mindre livsvigtige amerikanske interesser var truet.
 
10. Kennedy administrationen indførte derfor i 1962 strategien om »fleksibelt svar« eller flexible response. Strategien indebar, at sovjetisk aggression skulle imødegås på så lavt niveau som muligt. Dette betød, at f.eks. et konventionelt angreb i første omgang skulle imødegås med konventionelle styrker, men med mulighed for på kontrolleret vis at eskalere konflikten til generel kernevåbenkrig. Først og fremmest skulle strategien dog virke afskrækkende på en evt. aggresor, således at han afholdt sig fra overhovedet at starte en konflikt. Grundtanken i denne afskrækkelse er, at man til enhver tid kan vælge at eskalere konflikten på en for fjenden uforudsigelig måde.
 
11. Doktrinerne for anvendelse af kernevåben er i årene siden 1962 blevet løbende debateret og ændret. Den første doktrin under flexible response strategien var McNamara’s »No-city« doktrin, eller »counterforce« doktrin, hvor de amerikanske kernevåben i første række skulle anvendes mod de sovjetiske strategiske styrker. Tanken var dels at begrænse Sovjets muligheder for at anrette ødelæggelser i USA, dels skulle truslen om et senere angreb på de sovjetiske byer bevare afskrækkelsen, således at de sovjetiske ledere stadig ville være interesserede i forhandling, og en krig derved bringes tü standsning inden den udviklede sig tü generel kernevåbenkrig. Doktrinen blev imidlertid hurtigt opgivet.
 
12. Fra 1965 blev afløseren den kendte doktrin om Mutual Assured Destruction (MAD) eller »gensidig sikret ødelæggelse«. Den byggede på den filosofi, at stabilitet i forholdet mellem USA og Sovjet kunne sikres gennem en gensidig evne til at tilføje modparten uacceptabel ødelæggelse - selv efter et evt. kemevåbenangreb. Det virkede lidt som en tilbagevenden til »massiv gengældelse«, men med den forskel, at gensidig sårbarhed nu blev betragtet som en stabiliserende faktor.
 
13. Nixon administrationen ønskede flere muligheder end MAD tillod, og i begyndelsen af 1970’eme blev den såkaldte Schlesinger doktrin udviklet.
Hovedpunkterne i denne er:
a. Gengældelsen bygger på evnen til at ødelægge 70% af den del af sovjetiske industri, der vil være essentiel i genopbygningsfasen efter en krig. Denne opgave prioriteres, således at den skal kunne gennemføres selv efter et sovjetisk overraskelsesangreb.
b. Der indbygges flere måloptioner i planerne, så mål kan udvælges afhængig af situationen. Der lægges igen vægt på counter-force.
c. Eskalationskontrol er central. Befolkningen som sådan må ikke være et mål i sig selv, og ødelæggelse af visse mål tilbageholdes. Dette gælder f.eks. politiske og militære kontrolcentre, således at der er en modpart at forhandle med.
 
14. Schlesinger doktrinen er stadig gældende, dog med visse justeringer. I 1980 udstedte præsident Carter Presidential Directive 59 (PD-59). I dette blev vægten i gengældelsen ændret tü at ligge på den del af industrien, der var nødvendig for at føre krig, og ikke som tidligere den del, der var nødvendig i en genopbygningsfase. Evnen til at udvælge nye mål, selv under en konflikt, blev understreget. PD-59 fastslog, at det amerikanske kommando, kontrol og kommimikationssystem ikke var egnet til at føre en længere kernevåbenkrig, og at dette skulle sikres og udbygges yderligere. Den største ændring var dog nok, at der nu gives førsteprioritet til militære mål, dvs. counter-force, og at 70% kravet til ødelæggelser af industrikapacitet fjernes.
 
15. Reagan administrationen har ikke ændret disse forhold væsentligt, der er dog sket en yderligere understregning af nødvendigheden af at kunne føre en egentlig kernevåbenkrig.
 
16. Sovjets kemevåbendoktriner offentliggøres og diskuteres ikke på samme måde som USA’s. Den følgende beskrivelse er derfor et resultat af, hvordan vestlige analytikere har opfattet og opfatter Sovjets doktriner.
 
17. Indtil slutningen af 1960’eme var det den sovjetiske opfattelse, at en kng mellem USA og Sovjet nødvendigvis ville blive en kernevåbenkrig med masseslag i den indledende fase. Sovjet mente også, at en sådan krig kunne vindes, hvis man i tide gennemførte de nødvendige forberedelser. Resultatet var en counter-force doktrin inklusiv muligheden for preemptive slag.
 
18. 1 1977 accepterer Sovjet muligheden af en længere konventionel krig mellem øst og vest, uden at det kommer til anvendelse af kernevåben. Om det pre-emptive slag stadig er en del af den sovjetiske kernevåben- doktrin er et åbent spørgsmål, men i 1982 erklærede Bresjnev, at Sovjet ikke ville være de første til at bruge kernevåben, ligesom man nu giver udtryk for den opfattelse, at en kernevåbenkrig ikke kan have vindere. På den anden side har Sovjet bibeholdt og kraftigt udbygget sin counter-force kapabilitet.
 
19. Begrænset kernevåbenkrig og eskalationskontrol synes ikke at være begreber, der accepteres af Sovjet. Den sovjetiske opfattelse synes snarere at være den, at når først kernevåben er taget i brug, vil en konflikt hurtigt eskalere til en generel kernevåbenkrig. Derfor skal en fjendes muligheder for fortsat anvendelse af kernevåben hurtigst muligt begrænses.
 
Den strategiske triade
20. Begge supermagters strategiske styrker er sammensat som en såkaldt triade. Triaden består af tre elementer: de landbaserede interkontinentale ballistiske missiler (ICBM), de ubådsbaserede ballistiske missiler (SLBM) og de strategiske bombefly. Hvert af disse elementer har deres særlige karakteristika.
a. ICBM’er har den største præcision og er dermed den del af triaden, der giver counter-force kapabilitet. Samtidig er de selv oplagte coimter-force mål på grund af deres karakter af faste mål.
b. SLBM’er er mindre præcise og er derfor i højere grad et gen- gældelsesvåben, samtidig er SLBM’er praktisk taget usårlige.
c. De strategiske bombefly er, når de først er i luften, relativt usårlige. De er lang tid om at nå deres mål og kan tilbagekaldes undervejs. De kan derfor anvendes som krisestyringsredskab.
 
SDI indflydelse på kernevåbendoktriner
21. Kemevåbendoktrineme vil i det følgende være delt op i egentlige doktriner, samt i enkeltelementer, der kan indgå som del af en eller flere doktriner. Analysen vil være baseret på skemaer, der viser konsekvenserne for enkeltelementerne og derigennem for doktrinerne ved indførelse af SDI. SDI vil medføre en ændring af triaden for begge supermagter. Forudsætningen om, at SDI vil yde fuld beskyttelse mod ballistiske missiler, vil medføre, at Sovjet må overgå til cruisemissiler på beskyttede platforme. USA vil kunne ændre sin triade til det mest økonomiske system, da alle kemevåbensystemer under SDI forhold vil være beskyttet. Denne ændring får en afgørende indflydelse på enkeltelementernes vægtning og derigennem på doktrinerne. Det er derfor nødvendigt at gennemføre analysen i to sideløbende søjler. En, hvor forudsætningen er den eksisterende triade, og en, hvor den nye ændrede sammensætning af triaden vil være baggrund.
 
22. I analysen er det valgt at undersøge SDI indflydelse på seks forskellige kemevåbendoktriner. Disse er valgt, så de dækker dels de kendte, der har været anvendt af USA, dels generiske, som f.eks. counter-force, og endelig en doktrin »gidseltagning«, som et resultat af den nye situation.
I det følgende gennemgås kort hver af disse:
a. Massiv gengældelse: Kemevåbendoktrin, der indebærer omfattende angreb på en modstander i tilfælde af aggression.
b. No city: Byer undtages specifikt ved valg af mål. Doktrinen indebærer en vis tilbageholdenhed, der tillader politiske forhandlinger. Samtidig skal en modstander forhindres i at anvende sine våben - dvs. et counter-force aspekt.
c. Mutual Assured Destruction (MAD): Anser en fælles sårbarhed for en stabiliserende faktor.
d. Counter value: Befolkning og industri er målene.
e. Counter force: Modpartens strategiske styrker er målene.
f. »Gidseltagning«: Doktrin, der benytter en trediepart som gidsel. Kunne tænkes anvendt af Sovjet over for USA med Europa som gidsel.
 
Hver af disse doktriner er sammensat af en række enkeltelementer. Til brug for analysen er udvalgt fem elementer, som geimemgås i det følgende.
a. Launch on warning (A): Et angreb iværksættes, når ens varslingssystemer indikerer et angreb mod en selv.
b. First strike (B): Et pre-emptivt angreb med det formål at afvæbne modstanderen.
c. Launch under attack (C): Et angreb iværksættes, når der er sikkerhed for, at man er udsat for et angreb.
d. Minimum deterrence (D): Der anlægges det synspunkt, at en vis ødelæggelsesevne er nok for at afskrække modstanderen.
e. Strategisk first use (E): Førstegangsbrug af strategiske kernevåben.
 
I skemaet er vist, hvorledes enkeltelementerne indgår i de forskellige doktriner.
 
 
23. Vægtning af enkeltelementerne under SDI fremgår af de to skemaer, der er på side 238 og 239. Den nuværende triade er baggrund for skema 1, og for skema 2 er det en ændret triade. »Bedømmelserne« i skemaerne går fra -r 5 til -I- 5. -i- 5 indikerer, at det pågældende land vil have betydeligt mindre tilbøjelighed til at benytte enkeltelementet i sin doktrin. 0, at tilbøjeligheden vil være som i dag, og + 5, at der vil være en stærkt øget tilskyndelse til at benytte enkeltelementet.
 
24. I det efterfølgende sammenfattes den påvirkning af kemevåbendoktri- neme, der vil finde sted, som følge af SDI indflydelse på enkeltelementerne, som den blev beskrevet i punkt 23. Påvirkningen behandles for hhv. USA og Sovjetunionen, og betragtes i de situationer
- Før USSR ændrer (kan ændre) sin triade 
- Efter USSR har ændret sin triade
jf. pkt. 21
 
Indledningsvis bemærkes, at SDI deployering umiddelbart har følgende konsekvenser for de to supermagters kemevåbendoktriner:
 
- USA: Før USSR ændrer triaden, har doktriner, der forudsætter en gensidig evne hos de to magter, ingen relevans (USA er beskyttet).
Efter USSR ændring af triaden, forsvinder ICBM ud af det sovjetiske målkompleks, hvorfor counter-force ikke har relevans, før den teknologiske udvikling muliggør en effektiv bekæmpelse af cruise-missilbærende fly og im- dervandsbåde.
 
- USSR: Før landets triade ændres, kan USSR ikke effektivt ramme USA. Derfor fremstår gidseltagning af Vesteuropa som eneste mulige option.
Efter ændring af triaden vil USSR reaktionstid blive længere, på grund af cruise-missilemes længere flyvetid (ca. to timer fra USA kystlinie passeres til de centrale dele af landet). Dette indebærer, at det næppe er muligt at gennemføre et koordineret, effektivt og overraskende angreb på USA’s ICBM-siloer. Derfor må »rene« coimter- force doktriner anses for irrelevante.
 
Ovenstående konsekvenser er medtaget i analyseskemaet på side 240, hvor de enkelte doktriner i disse situationer er mærket »N/A«. Til skemaet bemærkes i øvrigt, at de to enkeltelementer - Launch on warning og
- Launch under attack
må betragtes som komplementære, hvorfor de i »pointtællingen« anses for at være gensidigt ekskluderende. Dvs., såfremt begge delelementer er relevante for den pågældende doktrin, er der kun medtaget point for den mest destabiliserende - launch on warning.
 
 
 
 
 
På grundlag af punkt 22 og 23 kan følgende skema opstilles:
 
 
Bem: De anførte tal er resultatet af en simpel addition af de i pkt. 23 anførte resultater. Tallene kan derfor ikke betragtes som eksakte, da forskellig vægtning af enkeltelementerne kan være aktuel.
 
*) No City indeholder i dette tilfælde ikke bekæmpelse af ICBM-siloer:
- For USA på grund af ICBM udgår af USSR’s triade.
- For USSR på grund af cruise-missiler ikke har fornøden hurtighed til bekæmpelse af US-ICBM.
 
Øvrige dele af målkomplekset er fortsat relevant.
 
Det ses af skemaet, at indtil det tidspunkt, hvor USSR ændrer sin triade, vil der:
- For USA være stor strategisk frihed, der endog tillader vægtning af doktriner, der indebærer hensyntagen til stabiliserende og moralske faktorer (No city), og
- for USSR kun være én reel option, der set med europæiske øjne forekommer meget uheldig.
 
Situationen vil derimod ændres betydeligt, når (hvis) USSR ændrer sin triade:
- For USA vil der være en forøget tendens til at lægge vægt på counter-value.
- For USSR vil en tilsvarende tendens gøre sig gældende, hvorimod udnyttelse af gidseltagningsoptionen atter reduceres som alternativ.
 
Konklusion
25. Det må på ovenstående baggrund konkluderes, at en ensidig amerikansk deployering af et effektivt SDI-system vil medføre følgende konsekvenser:
- Før USSR modreaktion, der omfatter ændring af triaden, vil USSR’s atomare strategiske handlefrihed blive væsentlig reduceret.
- Efter USSR’s modtræk, vil der for begge parter værer en tendens til at tillægge counter-value optioner forøget vægt.
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: