At spise en ged og skabe dialog – hvilke virkemidler fungerer i en anden kultur?

Anne-Cathrine Riebnitzsky, forfatter, skriver på en bog om kvinderne i Helmand, Sprogofficer (russisk  2001‐2003), CIMIC, Helmand, aug.2007‐feb.2008. Stabiliseringsrådgiver for  Udenrigsministeriet, Helmand, aug. 2008 ‐ apr. 2009 

 

Kulturforståelse bliver nogle gange kogt ned til ’overbærenhed over for  folkeslag, der kommer for sent’. Men den slags viden bidrager ikke til meget  andet end mild irritation over, at den fremmede kultur ikke er, som vi selv er.   Jeg definerer kulturforståelse som: Viden om og forståelse for de virkemidler vi  kan bruge for at nå vores mål i en fremmed kultur.   Over fem år af mit liv er levet uden for Danmarks grænser. I det følgende vil  jeg referere nogle af mine oplevelser og uddrage personlige erfaringer fra i alt  14 måneders intenst arbejde i Helmand.     

Hold fast i din egen kultur
Kort efter min ansættelse som civil stabiliseringsrådgiver i handelsbyen Gereshk kommer Helmands provinsguvernør til byen for at afholde et  stormøde med byens og oplandets stammeældste. Der forventes nogle  hundrede mennesker til mødet. På kontoret er jeg ved at forberede mig til  mødet, da jeg pludselig ryger ind i en for mig uventet debat om tørklæder. ”Du  ser nydelig ud,” siger Nigel, en af de tilrejsende rådgivere fra Provincial  Reconstruction Team i Helmands hovedstad, Laskar Gah. Jeg er iført hvid  skjorte, figursyet jakke og tilhørende bukser med pressefolder. ”Men du har da  tænkt dig at bære et hovedtørklæde, ikke sandt?” tilføjer Nigel. ”Nej, absolut  ikke,” siger jeg. ”Jeg tror nu, det ville være en god ide.” Jeg kigger på ham:  ”Nigel, jeg har ikke tænkt mig at gå med tørklæde. Afghanerne ved udmærket,  hvem jeg er. De ved, at jeg ikke er muslim, og de ville mene, det var meget  mærkeligt, hvis jeg pludselig begyndte at gå med tørklæde. Jeg har været  herude uden tørklæde i over et halvt år og har aldrig haft problemer.” ”Ja, men  da var du soldat. Nu er du civil.” ”Korrekt, og jeg holder jævnligt møder med  borgmesteren, distriktsguvernøren, politimesteren, chefen for  sikkerhedstjenesten og mange andre, og der er ikke nogen af dem, der nogensinde har set mig med tørklæde.” ”Ja, naturligvis. Du må ikke misforstå  mig. Jeg tænkte bare ... jeg mener, jeg ved, at flere af de kvindelige rådgivere i  Laskar Gah tager tørklæde på til møder.” Jeg bider tænderne sammen og  forsøger at vælge mine ord med omhu: ”Jeg har oplevet de rådgivere, og jeg  har også hørt, hvad afghanerne siger om dem bagefter. Vi er ikke muslimer, og  det øger ikke just vores troværdighed at lade som om vi er. Jeg tager ikke  tørklæde på. Jeg har respekt for deres kultur, og de har respekt for min. Jeg  ville dække mit hår, hvis jeg skulle ind i en moske, men det skal jeg ikke.”  

 

 

Mødet forløber fint. Der er mødt over 200 mænd op. Guvernøren holder en  veloplagt brandtale imod opiumsdyrkning, imod Taliban og for skolegang og  de internationale styrkers hjælp. Bagefter bakkes han op af en mullah, der med  udgangspunkt i Koranen støtter guvernørens synspunkter. Ingen tager anstød  af mit utildækkede hår, for de toneangivende på mødet er vant til at se mig  sådan og forventer ikke andet af mig.  Til gengæld for min stædighed på tørklædeområdet må jeg acceptere, at  nogle unge mænd stirrer meget første gang de ser mig. Det er måske første  gang i deres liv, at de ser utildækket hår.   

Mit stædige fravalg af tørklæder baserer sig på en konkret hændelse fra  min tid i Laskar Gah under ISAF hold 4. Inden et møde med en afghansk  borgmester og nogle af guvernørens rådgivere vælger en civil kvindelig  rådgiver at iføre sig et hovedtørklæde. Hendes påklædning er i øvrigt vestlig og tækkelig. På et tidspunkt bliver hun nødt til at forlade mødet for at gå på  toilettet. Til hendes mandlige kollegers store overraskelse siger den afghanske  borgmester: ”Nå, skal vi så se at komme til sagen. Nu er hun gået!” ”Undskyld,  er det et problem, at vi har en kvinde med til mødet?” spørger en af hendes  kolleger. ”Nej, overhovedet ikke. Men jeg gider ikke snakke med folk, der  prøver på at ligne muslimer, men ikke er det! Du er kristen, men det ved jeg.  Hvad hun er, det ved kun Gud.”   Det handler om troværdighed. Og troværdighed er en af de vigtigste  forudsætninger for et samarbejde, der fører til resultater. Afghanerne ved  udmærket, at jeg er kristen, og de ville have syntes, at det var meget  mærkeligt, hvis jeg pludselig stillede op med tørklæde på og prøvede at ligne  noget, jeg ikke er.     

Invester tid i de mennesker, du skal arbejde sammen med  – tag tid til ’ingenting’ og ’ligegyldigheder’
For min kurdiske kebableverandør på Nørrebro såvel som for borgmesteren og  distriktsguvernøren i Gereshk gælder det, at de gerne vil lære en at kende og  snakke. Da jeg begyndte at sige hej til Said i kebabbutikken og stoppe og bruge  to minutter på at drikke kaffe og sludre, da faldt prisen på kebab og kvaliteten  steg. Han lærte lynhurtigt at hælde rigeligt med mælk i min kaffe, og at jeg  skulle have en ’mellemmængde’ chili i min mad. Pudsigt nok lærte jeg en  masse om os danskere: ”Danmark er et mærkeligt land. I har alt, men I ser så  sure ud. Hvorfor smiler I aldrig? Og hvorfor har I altid så travlt? Hvorfor er der  ingen der stopper og snakker? Hjemme er der ikke andet end fjernsyn og de  samme mennesker, som du altid ser. Og fjernsyn bliver man ikke lykkelig af ...”  Danmark ifølge Said, kebabbutiksindehaver på Nørrebro. 

Da den nyudnævnte og meget kompetente distriktsguvernør i Gereshk  inviterede Deputy Commander og mig til middag hos sig selv, måtte  situationen lige vendes internt. At bevæge sig ned i det område af byen efter  mørkets frembrud var ikke noget, man bare lige gjorde. Flere soldater fik flash  backs til Black Hawk Down ved synet af de smalle labyrintiske gader. Men vi fik  rammerne på plads. 

Distriktsguvernøren var utroligt glad for, at vi ville komme og spise. Mad betyder en del i afghansk kultur og gæstfrihed betyder enormt meget. Der var  med vilje ikke lavet en dagsorden. Vi skulle bare spise og hygge. Og det gav  plads til en masse andet. Først og fremmest fik vi en fornemmelse af hinanden  som mennesker. Distriktsguvernøren fik en chance for at tale med os, uden at  andre kunne høre ham. Hen over gedekødet og kyllingestegen kunne der stilles  alle mulige spørgsmål. Vi investerede vores tid i ham, og han fik en øget tro på os. 

Den investerede tid bliver vundet ind mange gange på den lange bane.  Tilliden øges og tingene glider lettere. Ting der kunne have været  sprængfarlige på et officielt møde, kunne nu diskuteres uformelt og med  sænkede parader.   Ofte fandt vi over de uformelle middage på nye måder at håndtere  begyndende konflikter på. Middagene blev en konflikthåndteringsmetode der  også blev overdraget til næste hold. Man skal tænke over hvilke mennesker,  man bruger sin tid på, men der er for mig ingen tvivl om, at vores ”planløse”  møder øgede tilliden og også rammerne for problemløsning.   

Hav respekt for de andres kultur
I den pasthunske stammekultur i Helmand er der er række ting, man ikke gør.  Og så er der nogle ting, som man med fordel kan lade være med gøre. Små  ting, der viser respekt for den fremmede kultur.   Man skal være varsom med Dos and Don’ts‐lister, for virkeligheden er  sjældent så firkantet, men lad mig alligevel give nogle få eksempler på  almindelig pli og høflighed, sådan som det opfattes i Helmand:  Man spørger ikke til koner og døtre, men man kan sagtens spørge generelt  til familie og børn. Det er utænkeligt, at en afghansk mand vil nævne sin kone i  en samtale, medmindre hun er syg og han har brug for hjælp. Eller medmindre I  kender hinanden rigtig godt. Inden for murene har konen en del at skulle have  sagt, men vi er ofte meget uvidende om, hvad der sker bag compound‐murene.  Jeg har en eneste gang hørt borgmesteren i Gereshk nævne sin kone. Jeg  ville give ham et foto af ham selv, distriktsguvernøren og mig taget ved et  tidligere møde. Borgmesteren smilede, men afslog bestemt. Spøgefuldt  hviskede han til distriktsguvernøren: ”Det ville aldrig gå at tage det billede med  hjem. Min kone ville blive meget jaloux.” 

En væsentlig del af familiens ære står og falder med kvindens opførsel og  hendes ukrænkelighed. Derfor skal man være noget varsom, når det gælder  kvinderne. Man giver aldrig hånd til en kvinde, medmindre hun selv tager  initiativ og rækker hånden frem. Et høfligt nik er en god måde at hilse på. 

Religion spiller naturligvis en rolle i kulturen og influerer på, hvor og  hvordan vi kan holde møder med afghanerne. Fredag er deres helligdag, og der  er andre ting de gerne vil den dag end at holde møder med os. For eksempel  være sammen med deres familie. Før forholdene i Helmand blev, som de er  blevet, tog mange familier på picnic om fredagen.   Når der er Ramadan, så skal man ikke stille kager frem til møder. Ryd  lokalet for vand, te og fødevarer. De bryder sig ikke om at blive fristet. Man bør  også korte møderne ned og holde færre møder. Samfundet som helhed taber tempo i den måned fasten står på, og det må man acceptere. Skulle et møde  trække ud, så hold en pause, hvis nogen af de tilstedeværende ønsker at bede.  Når afghanere i Helmand kommer til arbejdsmøder med os  vesterlændinge, bruger de ikke megen tid på høfligheder om familie og vejret.  De sætter pris på, at man går direkte til sagen, nogenlunde som vi gør i  Danmark. Ved middage og i deres egne hjem vil de gerne snakke om løst og  fast. Formålet afgør formen.   

Jeg har mødt en del meget punktlige afghanere i Helmand, men det er mit  indtryk, at det fortrinsvis er noget, de har lært af os, og noget de gør sig umage  med for at respektere vores mødekultur. Men for mange er tid mindre vigtigt.  Og vejforholdene kan være meget besværlige. Men selv om man ikke kan  komme frem til tiden, kan man godt være en ordholdende mand.   

Den usete del af befolkningen –  missionens skjulte allierede kan være kvinder
Jeg tog første gang til Helmand i august 2007 med ISAF 4. Jeg ville se, om jeg  som vestlig kvinde kunne gøre noget for de undertrykte afghanske kvinder. Jeg  tænkte, at hvis der i det mindste var nogle af dem der så mig, en kvinde på  arbejde blandt mænd, så ville ingen, end ikke Taliban, nogensinde kunne slette  det indtryk fra de afghanske kvinders nethinder.  At arbejde med afghanske kvinder og gå målrettet efter dem, var ikke  noget hverken den britiske eller danske hær på det tidspunkt havde prøvet før.  Og der var flere, der slet ikke kunne se formålet. Kvinderne var jo klædt i burka  og havde intet at skulle have sagt.   

Mine første kontakter var meget sporadiske. På patruljer i fjerne landsbyer  skete det ofte, at alt liv stoppede, fordi jeg kom gående. Børnene stirrede på  mig og benede ned ad gaden, mens de råbte: ”Det er en kvinde, det er en  kvinde!” Og imens drejede alle burkaerne sig stille og stirrede tavse på mig. De  sagde ikke noget, men jeg tror ikke, de har glemt mig. Kun i de byer, hvor  Taliban var stærkt til stede, kunne jeg mærke folks modvilje mod mig. Der så  jeg til gengæld slet ingen kvinder på gaden. Alle andre steder blev jeg vel  modtaget.   

Imidlertid havde to kvindelige britiske soldater fået et par kontakter, som  jeg kunne overtage, og gennem disse kvinder lærte jeg andre afghanske  kvinder at kende. Min baggrund som afhøringsofficer kom mig til gode. Jeg var  god til både at lytte og spørge. Og jeg var god til at se, når nogen vidste mere,  end de sagde. Efterhånden som jeg snakkede med kvinderne, blev det tydeligt,  at de hørte meget på gader og stræder, når de talte med hinanden og deres  slægtninge, eller når de serverede te og mændene talte.  

Kvinderne vidste forbavsende meget om Taliban og deres tilholdssteder og  våbendepoter. Og kvinderne hadede Taliban af et godt hjerte. Det er Talibans  indflydelse, der hindrer dem i at få en uddannelse, selv at bestemme hvem de  vil giftes med og i øvrigt leve et liv hvor de kan gå på gaden med utildækket  ansigt. Flere gange førte kvindernes oplysninger til, at man kunne gribe ind  over for vejsidebomber, og to gange kunne vi slå til mod bombelagre. Det  lærte mig, at selv de, der tilsyneladende ingen magt har, har en indflydelse og  en viden. Når du lytter til de tavse undertrykte, dem som ingen regner for  noget, så får du både venner og viden.   Vigtigst er det måske at konkludere, at havde vi i Helmand på et tidligere  tidspunkt haft den viden om kulturen og kvindernes rolle, som vi har i dag, så  var den del af indsatsen, der retter sig mod kvinderne, utvivlsomt kommet  tidligere.   

Kvindelige soldater bliver sjældent opfattet  som en krigserklæring
Jeg har endnu ikke mødt kvindelige soldater, der har oplevet, at det har været  en hindring i den fremmede kultur, at de var kvinder. Hverken i Irak eller i  Afghanistan. Tværtimod. Mange steder i verden vil mænd gerne være  velopdragne og høflige over for kvinder. De er blevet opdraget af kvinder, og  kvinderne fylder stadig meget i mændenes liv. Mange mænd vil gå temmelig  langt for et smil.   Meget store dele af de folkeslag, vi møder i vores missionsområder, er vant  til at opfatte kvinder som noget, der er meget langt væk fra krig. Så når man  som kvinde møder op i uniform og med gevær, så er man besynderligt nok  stadig ikke en krigserklæring, hvor en del mænd let bliver opfattet som sådan.   

For os som vestlige kvinder gælder det, at vi har adgang til både  mændenes og kvindernes adskilte sfærer. I mændenes verden gælder, at  mændene ofte er mere medgørlige, når der er en kvinde til stede. Og for de  lokale kvinder gælder, at de identificerer sig med os. Vi bliver forbilleder og  udtryk for en frihed og handlekraft, som de afghanske kvinder selv ønsker at  opnå.   Mange af disse forhold blev jeg ikke selv opmærksom på, før min kører på  hold 4, en glad husar af den årgang, der nærmest af princip og i hvert fald af  opdragelse var imod kvinder i forsvaret. Winther kørte ikke bare for mig, men  også for en mandlig kollega.   

En dag, fire måneder henne i missionen, sidder Winther ved rattet med en  af sine utallige smøger, da han pludselig kommer med en tilståelse: ”Jeg er  godt nok ikke meget for at indrømme det, men de lokale reagerer anderledes  på dig end på Tore. Det er, som om de er mere venlige. De smiler mere og  vinker mere. Det virker altså!” Jeg sidder helt paf ved denne ligefremme udmelding fra en mand, der har set lokalbefolkningen reagere forskelligt alt  efter, om det er en mand eller en kvinde, der sidder på passagersædet. ”Og nu  vi er ved det,” tilføjer han, ”når nu vi har de der engelske pigesoldater med,  kunne du så ikke få dem til at sætte håret i en hestehale i stedet for en knold,  for ellers når afghanerne ikke at opdage, at de er piger. Og vi kan jo lige så godt  udnytte effekten fuldt ud hver gang!”   

Nogle gange må man hjælpe folk mod dem selv
I efteråret 2007 blev jeg af en civil juridisk rådgiver bedt om at samle alle de  kvinder, jeg kendte i Helmand, så vi kunne høre, hvad deres syn på  retssystemet var. Kvinderne strittede imod. De mente ikke, at det hjalp at tale  om noget, der ikke kunne gøres noget ved. Dommerne var så korrupte og  politiet så inkompetent, at kvinderne havde mistet håbet.  Det lykkedes at få kvinderne til at komme til et møde, der blev holdt på et  gammelt nedslidt hotel i Helmandprovinsens hovedstad, Laskar Gah.  Kvinderne holdt af at mødes netop her, fordi det var det sted, som mændene  brugte til deres vigtige møder. De følte, at de blev prioriteret i stedet for at  blive gemt væk i et hjørne.  Jeg lyttede til de mest utrolige historier om mord, incest,  tvangsægteskaber, hustruvold, voldtægt inden for ægteskabet, økonomisk  bedrageri og arveretssager, der på grund af korrupte dommere tilgodeså fjerne  mandlige slægtninge frem for de kvinder, der stod i lige arvelinje.   

Kvinderne i Afghanistan har i følge forfatningen, der stammer fra 2004,  adgang til retssystemet på lige vilkår med mænd. I praksis er forholdene  anderledes. De bliver ikke taget seriøst, fordi de er kvinder. Og de fleste af  kvinderne kender ikke deres egne rettigheder. Desværre kan hovedparten af  dem heller ikke læse. Da Taliban er imod undervisning, er det svært at udbrede  oplysning til folket, så mange kender hverken landets love eller deres egne  rettigheder.   Det var et bevægende møde, som jeg aldrig glemmer. Det var særligt  bevægende at høre kvinderne langsomt sætte ord på, hvilke følelser det vakte i  dem, når deres døtre eller kusiner blev giftet bort i 12‐13‐års alderen eller helt  ned til 8‐års alderen. Meget få af dem vidste på det tidspunkt, at den afghanske  lovgivning siger, at det først er lovligt at blive gift når man er 18.   

Det er skræmmende at lukke op for så mange ubehageligheder – især når  man kun kan lytte og ikke gøre noget ved det. Afghanistans dommere er et  internt afghansk anliggende. Vi kan kun lægge pres på ad diplomatisk vej.  Mødet fik mange konsekvenser. En af konsekvenserne var afskedigelsen af  en særlig korrupt dommer. Andre konsekvenser opdagede jeg først, da jeg  vendte tilbage til Afghanistan et år senere: 14 kvinder havde dannet en rettighedsgruppe, der studerede Afghanistans lovgivning og udbredte deres  viden til andre kvinder. 

Dette første svære møde lærte både mig og de afghanske kvinder, at selv  om du ikke kan se hvor det fører hen, så hjælper det at sætte ord på. Hvis du  ikke sætter ord på og formulerer dine tanker og følelser, så bliver det i hvert  fald endnu sværere at skride til handling eller bede om hjælp. Det lærte mig  også, at selv om jeg handlede i modstrid med kvindernes første indskydelse og  oprigtige overbevisning, nemlig at det ikke nytter noget at forsøge at gøre  noget ved retssystemet, så er man nogle gange nødt til at hjælpe folk mod dem  selv og mod deres forestilling om, hvad der er muligt.   

Brug de fælles glæder 
Allerede ISAF hold 1 kunne meddele, at afghanerne har humor, og at det var  værd at forsøge at slå en joke af med dem. Som sprogofficer og tolk var jeg  naturligvis skeptisk. Det er uhyggeligt svært via tolk at oversætte en vittighed  til noget, der bliver morsomt på et andet sprog og i en anden kultur. Jeg har alt  for ofte stået i den situation, at en vittighed fra dansk til russisk eller omvendt,  er endt i overbærende smil eller alenlange forklaringer. Det er dømt til at gå  galt.   

Afghanerne tager imod enhver lejlighed til et godt grin. Det er et af de  mest overrumplende træk ved denne ellers hårdt plagede befolkning. Alt  gælder, lige fra ”Gøg og Gokke falde på halen‐komik” til politiske jokes.  Selvfølgelig skal man ikke upassende kaste sig ud i morsomheder, når  borgmesteren er bedrøvet over en operation, der har medført klager fra de tre  nærmeste landsbyer. Men man skal ikke blive forbavset, hvis afghanerne selv  gør det. 

En dag mødtes jeg med to af mine kvindelige kontakter. Det var en hård  periode med mange selvmordsbomber. Kort tid forinden havde vi måttet ringe  til kvinderne og varsle dem om, at vi desværre havde mistanke om, at der nu  var en kvindelig selvmordsbomber på spil. En patrulje i Gereshk havde set to  kvinder på knallert. Ud over at de var alene, opførte de sig meget mystisk.  Da jeg fik besøg af mine to kontakter, ville de fortælle mig noget, men det  druknede i grineflip. ”Det var os,” fnisede den ene. ”Hvordan jer?” spurgte jeg.  ”Ja, det var os, jeres patrulje så. De troede, vi var selvmordsbombere.” Det viste sig, at kvinderne havde været på vej ud til et møde med nogle andre kvinder,  men følte sig forfulgt af Talibans spioner. De havde været igennem alle deres  tricks med at skifte burka og sko, og til sidst var de havnet på en kusines mands  knallert. De ’lånte’ knallerten og kørte, som gjaldt det livet. Og de blev  naturligvis spottet af en patrulje, der meldte det usædvanlige og bekymrende syn videre. Hvilket førte til et varsel om to mulige kvindelige  selvmordsbombere. Sjældent har jeg set to afghanske kvinder le så meget.   

Situationen blev brug tit ved efterfølgende møder. Knallertepisoden var en  sikker ice breaker, hvis noget blev lidt for alvorligt eller problematisk.  Victor Borge har sagt, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker  – og i Danmark såvel som i Afghanistan er jeg tilbøjelig til at give ham ret.   

Brug den person du er og det du kan
Som sprogofficer i russisk har jeg flere gange kunnet bruge mit russiske i  Helmand. Min tommelfingerregel er, at afghanske ingeniører over 50 og  officerer over 40 taler glimrende russisk. Hvis man er så heldig at løbe ind i et  menneske, der taler russisk, er de som regel glade for at genopfriske deres  kundskaber, taknemmelige for at kunne tale direkte med en uden om en lokal  tolk, som de måske ikke har tillid til. Det bliver også muligt at føre en fortrolig  samtale, selv om der er andre tilstede.   

Kan man ikke et fælles andet sprog, så er afghanerne meget trygge ved de  danske sprogofficerer, der har lært pastho. Hvis man skal diskutere sensitive  politiske emner, kan man være ret sikker på, at distriktsguvernøren beder om  en ’fortrolig tolk’.   

En af de store fordele, man har som udsendt, er netop, at de lokale godt  ved, at vi er anderledes. Der er ikke noget galt i at fortælle, hvordan man ville  håndtere en situation i Danmark og så spørge, hvordan de selv har tænkt sig at  gøre. Løsningen bliver ofte et kompromis eller en blanding af de to kulturer. Og  det er der ikke noget galt i, tværtimod.   Jeg har stor respekt for afghanerne som folk. Det ligger i deres kultur at  være arbejdsomme, stolte, opfindsomme, hårdføre, og de ønsker at klare sig  selv. De er stærkt præget af at være et handelsfolk, og som sådant ligger det  dem ikke så fjernt, at andre folkeslag har andre vaner, end de selv har. Hvis  man ikke har en grundlæggende accept af kulturers forskelligheder, kan man jo  ikke handle med dem.  Men afghanerne har også respekt for mig som vestlig kvinde på arbejde i  deres land. De har intet behov for at omvende mig. De er normalt ret moderate  i deres religionsopfattelse og ‐dyrkelse og har som nævnt stor forståelse for, at  vi som soldater eller rådgivere er anderledes.   

Min opfordring skal derfor være: Bevar din egen kultur, og hav respekt for de andres. Forstå at I er forskellige – men at den ene part ikke nødvendigvis er bedre end den anden. Vær bevidst om når du træder uden for normerne, og vid hvorfor du gør det. Vær dig selv, både når du er glad og når du er trist, for kun  sådan kan de lokale genkende dig bag uniformen som et menneske, der har  sine egne værdier. 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_138.aargang_nr.4_2010.pdf

 

Litteraturliste

Del: