Asymmetrisk krig, ny terrorisme og den postmoderne verdens(u)orden - historien om et bebudet terrorangreb

Avanceret kamerateknologi hjælper danske soldater til at afsløre afghanske oprørere og forhindre dem i at infiltrere ISAF-baser i Afghanistan. Forsvaret.dk

11. september 2001 blev skelsættende i verdenshistorien. På denne dato startede ”i sikkerhedspolitisk forstand det nye årtusinde”, som en ung forsker fra Dansk Udenrigspolitisk Institut dramatisk formulerede det[1]. Baggrunden var naturligvis angrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington, D.C. Vedby Rasmussen, som den unge forsker hedder, var langt fra den eneste, der pegede på et verdenshistorisk brud. Overalt så man statsledere finde de store ord frem og ved årsskiftet så man i Danmark såvel dronning Margrethe II som statsminister Anders Fogh Rasmussen i deres respektive nytårstaler referere til den skelsættende begivenhed og mane til sammenhold mod denne nye ondskab, som pludselig havde ramt den frie og demokratiske verden. Gang på gang hører vi fra politikere, forskere og journalister, at verden den 11. september blev radikalt ændret og at intet efter denne dato vil være det samme.

Det var også chokerende direkte i tv at se, hvordan den amerikanske præsident blev sendt på en længere flugtrejse rundt i sit land og først om aftenen lokal tid igen kunne gå, hvad der på skærmen forekom at være en uendelig vej, de 20-30 meter fra sin helikopter til hoveddøren i sit hvide hus. Da George W. Bush den aften gik denne tur lignede han verdens ensomste mand. Det var også en synlig rystet forsvarsminister Donald Rumsfeld, der senere på aftenen holdt pressekonference i Pentagon. Der var naturligvis tale om en symbolsk handling, der skulle demonstrere, at USA igen var kørende, hvorfor ministeren mindst 2-3 gange understregede, at pressekonferencen faktisk fandt sted i Pentagon – men den ellers så hårdkogte og garvede minister kunne ikke skjule, at han, som resten af verden, var dybt rystet over det skete.

Det er nok rigtigt, at verden ændrede sig radikalt 11. september 2001. Det er nok også rigtigt at tale om chok over, at det kunne ske. Når det er sagt, kan der også være grund til at gøre opmærksom på, at den tragiske begivenhed faktisk var blevet bebudet mange gange. I 1993 forsøgte et islamisk baseret netværk første gang at vælte ”The Twin Towers”. Siden har Usama bin Ladin fremsat sine trusler i et sprog, der kun vanskelig kan misforståes. Amerikanerne har i utallige rapporter peget på truslen. Faktisk kunne man ved årtusindeskiftet tale om en hel terrorbekæmpelsesindustri i USA og reelt skortede det i hvert fald ikke på advarsler. Mens terrortruslen således var meget nærværende i amerikansk politik, var den sikkerhedspolitiske diskussion i den europæiske offentlighed samt hos statslederne i EU med Frankrig i front præget af dyb skepsis over for det amerikanske trusselsbillede, som euroæerne dybest havde svært ved at tage alvorligt[2]. Denne forskel i tolkningen af den internationale trusselssituation havde naturligvis betydning for reaktionen på 11. september, idet terrorangrebet for europæerne kom som en total overraskelse, mens amerikanerne selvsagt blev chokerede, men alligevel var helt anderledes forberedt på, at det faktisk kunne ske – i hvert fald i policy-miljøet i Washington. Fra et europæisk perspektiv er det vel rigtigt at sige, at verden efter 11. september er radikalt forandret med den konsekvens, at europæerne nu skal til at tænke i et helt nyt sikkerhedspolitisk koncept. I nærværende analyse er det derimod opfattelsen, at der i USA mere er tale om kontinuitet end om brud i udformningen af et nyt forsvarskoncept[3]. Med andre ord vil de omstillinger, amerikanerne allerede var igang med, fortsætte, men formentlig i et opspeedet tempo – og det er selvfølgelig i den forbindelse, at Europa virkelig vil blive konfronteret med nye udfordringer. Denne artikel vil fokusere på udviklingen af amerikansk sikkerhedspolitik efter den kolde krig med særlig henblik på terrorismebegrebet. Analysen vil bl.a. se på diskussionen om formuleringen af et nyt strategisk koncept i NATO, og således tillige give nogle sideblik på den europæiske diskussion og herunder ikke mindst fremdrage de forskelle, der gør sig gældende mellem USA og Europa.

Selvom Bush så ensom ud den aften og Rumsfeld helt usædvanligt hakkede og stammede i det, blev det nemlig hurtigt klart, at hverken den amerikanske regering eller USA som nation stod alene. Sympati og medfølelse strømmede til Washington fra den ganske verden, og mere håndfast og betydningsfuldt vedtog NATO at aktivere artikel 5, hvilket konkret betyder, at NATO-landene betragtede terrorangrebet mod USA som en krigshandling vendt mod hele alliancen. Allerede 11. september definerede den amerikanske præsident begivenheden som en krigshandling, og denne definition fik han støtte til fra såvel NATO som senere FN. Allerede fra starten var man i den vestlige verden, i det mindste på regeringsniveau, overraskende enige om at definere situationen efter 11. september som krig, og det var derfor kun et spørgsmål om tid før de amerikanske soldater gik i aktion.

Terrorisme – et anliggende for militæret?

Diskussionen om, hvorvidt terrorisme skulle bekæmpes militært eller som et anliggende for politi og retsvæsen, er langt fra ny i amerikansk sammenhæng, ligeså lidt som det er et nyt fænomen, at USA rammes af terrorisme. Således har USA siden de palæstinensiske flykapringer og aktionen ved OL i München i 1972 arbejdet på at lægge en strategi, der skulle sikre amerikanerne mod terrorangreb. Man kan her minde om et uhyggeligt men givetvis tilfældigt mønster i forbindelse med nye amerikanske præsidenters overtagelse af ledelsen i deres land, som består i, at deres indsættelse ledsages af terrorangreb mod USA: Reagan vandt valget til dels på grund af Jimmy Carters vanskeligheder ved at tackle de iranske studenters besættelse af den amerikanske ambassade i Tehran i 1980, og desuden måtte han i sin første periode reagere på angreb mod amerikanske soldater i Beirut, der ret beset endte med, at USA trak sine styrker ud af Libanon[4]. På hjemmefronten gav det anledning til en interessant diskussion mellem forsvarsministeren Casper Weinberger, der mente – givet vis med billederne af de mange body bags der kom hjem fra Vietnam i baghovedet - at terrorisme skulle bekæmpes civilretligt, mens hans kollega på udenrigsposten, George Schultz, argumenterede for brug af militæret – med en berømt tale i 1985 gav Reagan sin opbakning til Schultz, hvor han også lancerede begrebet statsterrorisme og dermed begrebshistorisk såede det frø, der senere skulle blive til det omdiskuterede begreb ’Rogue State’[5].

George Bush overtagelse af præsidentembedet fandt sted i slipstrømmen fra bombningen af et amerikansk passagerfly over Lockerbie i Skotland, og Bill Clinton havde endnu ikke fået udnævnt en justitsminister, da islamiske netværk i februar 1993 første gang forsøgte at jævne World Trade Center med jorden. Allerede to år efter var Clinton vidne til, at regeringsbygningen i Oklahoma City blev bombet af en amerikansk højreekstremist og i juni 1995 chokeredes verden af, at det var lykkedes for en japansk kult at sprede giftgas i Tokyos metro. Som sponser af den mellemøstlige fredsproces måtte Clinton ligeledes tage stilling til de mange terrorhandlinger, som forsøgte at sabotere forhandlingerne, ligesom verden dels handlingslammet, dels uengageret så til, at situationen i Algeriet eksploderede i ren vold.

Selvom terrorismen sikkerhedspolitisk var et tema i USA tilbage til Jimmy Carters regeringsperiode dukkede den politiske diskussion af fænomenet kun op som reaktion på konkrete terrorhandlinger. Man forsøgte ganske vist både under Reagan og Bush at få etableret en national strategi for bekæmpelse af terrorisme, men andre sikkerhedspolitiske emner overskyggede i sagens natur terrorbekæmpelsen. For Reagan var det ikke islamiske netværk, som repræsenterede ondskaben i verden, men Sovjetunionen, og det var naturligt nok primært den kolde krig, som optog ham og hans sikkerhedsrådgivere. Dagsordnen under Bush blev helt domineret af Iraks besættelse af Kuwait, den efterfølgende Irak-konflikt samt i sammenhæng hermed den mellemøstlige fredsproces, der tog sin start i Madrid november 1991.

Under Clinton og navnlig fra midten af 1990’erne kom terrorismen mere og mere i centrum af den sikkerhedspolitiske diskussion i USA. Man kan sige det sådan, at terrorbekæmpelsen fra under Reagan og Bush at være reaktiv, under Clinton blev proaktiv. Adskillige prominente politikere som f.eks. den tidligere forsvarsminister William Perry og en perlerække af forskere argumenterede i bøger og tidsskrifter for, at terrorismen i det nye årtusinde måtte anses for at være en primær trussel[6]

De nye trusler

Begrebet asymmetrisk krig vandt indpas i det trusselsbillede, der tegnede sig i USA efter den kolde krig. Med Sovjetunionens sammenbrud var der ingen stat, som kunne matche USA militært. En direkte krig mellem USA og en anden stat, som angreb amerikansk territorium, var derfor helt usandsynlig. Ganske vist udviklede amerikanerne i begyndelsen af 1990’ene en ny militær doktrin om, at USA altid skulle være parat til at udkæmpe to regionale krige på samme tid[7]. Et scenario, der kunne være blevet en realitet under Kosovo-krigen, hvis f.eks. Irak havde ageret på en måde, som krævede USA’s militære respons. Men doktrinen var i højere grad begrundelse for at undgå at skære mere end 25% af forsvarsudgifterne, end der var tale om et nyt trusselsbillede endsige nyt forsvarskoncept[8].

Fra midten af 1990’erne voksede kritikken af det amerikanske forsvar støt. Man kaldte det en kolos på lerfødder, gearet til at bekæmpe en fjende, som forlængst var væk[9]. Med andre ord burde forsvarsstrategien helt nytænkes, dersom USA skulle være i stand til at klare de nye udfordringer. Det er her begrebet asymmetrisk krig kom ind i billedet, og den tragiske begivenhed 11. september illustrerer meget præcist, hvad der er tale om: nemlig en mere eller mindre usynlig fjende, som anretter et voldsomt angreb mod USA. Fjenden kan være et terrornetværk, en såkaldt slyngelstat (Rogue State) eller en kombination af de to størrelser. Som det er allerede er blevet klart i perioden efter 11. september er der ingen entydige svar på, hvordan en supermagt bedst reagerer på et sådant angreb, fordi man ikke har et klart og veldefineret billede af den fjende, man står overfor. Usama bin Ladin personificerede billedet og har som sådan i løbet af 1990’erne opnået mytologisk status, men præcis viden om det netværk,al-Qaida, han opbyggede foreligger ikke. Mange komponenter giver konturerne, men netværkets mulighed for at regenerere efter dets hovedkvarterers ødelæggelse i Afghanistan er dybest set ukendt, fordi man ikke kender dets præcise geografiske og organisatoriske udbredelse[10].

Det er denne fjende, man kalder superterrorisme, den nye terrorisme, katastrofisk terrorisme eller postmoderne terrorisme[11], og som er karakteriseret ved, at den er blevet mere international, at dens idegrundlag er abstrakt og dermed vanskelig at forstå og at den er meget mere voldelig end den klassiske terrorisme i den forstand, at den sigter mod større ødelæggelse end tidligere, både hvad angår ofre og materiel. Det sidste, frygter man, kan ske ved anvendelse af masseødelæggelsesvåben.  Den nye terrorisme har primært sit udspring i Mellemøsten og Centralasien samt i USA. Endelig findes et enkeltstående eksempel i Japan nemlig kulten Aum Shinrikyo, der på den ene side passer bedst til  definitionen, men som på den anden side i dag må betragtes som neutraliseret[12]. Mens den nye terrorisme i USA udspringer fra kristne fundamentalistiske og/eller racistiske miljøer[13] er grundlaget i Mellemøsten og Centralasien islamistisk, dvs en aktivistisk og stærkt politiseret fortolkning af islam. Og det er navnlig den, USA har fokuseret på siden midten af 1990’erne[14].

Skulle den nye fjende forsvarsstrategisk matches, skulle der nytænkning til på mindst tre områder: 1) forhindring af spredning af masseødelæggelsesvåben (non-proliferation), 2) udbygning af anti-terrorberedskab og 3) gennemførelse af en gennemgribende reform af det amerikanske forsvar[15]. Det sidste skulle ske ved dels udvikling af et nationalt missilforsvar (NMD), dels omstrukturering af de militære styrker til såkaldte Rapid Deployment Forces (RDF), altså små fleksible enheder, der hurtigt kan indsættes i regionale konflikter.

Insisteringen på en nytænkning af forsvarsstrategien og ændringen i trusselsbilledet hænger naturligvis snævert sammen med den ændrede geopolitiske situation efter Sovjetunionens opløsning i 1989. I første omgang blev den såkaldte nye verdensorden karakteriseret som en 'unipolær orden', der sigtede til det faktum, at USA var eneste tilbageværende supermagt. Senere har dette billede vist sig alt for forenklet: ganske vist er USA i 1990'erne og ved indgangen til det nye årtusinde den eneste supermagt, men samtidig har den geopolitiske udvikling vist et kompliceret globalt magtbillede, der bedre kan defineres som en 'multipolær orden' med USA som hegemon – eller som Huntington har kaldt det i en artikel med den geniale titel ”The Lonely Superpower”: en uni-multipolær orden[16]. Huntingtons pointe er, at vi faktisk endnu ikke kommet til den nye verdensorden, men fremdeles befinder os i en overgangssituation, præget af destabilitet og alt andet end orden.

Ikke desto mindre var der mange ved indgangen til 1990’erne, der så den geopolitiske situation som en ønskesituation både for amerikanerne og for det internationale samfund, fordi det efter deres opfattelse kunne blive starten på et nyt internationalt system. Et mere forudsigeligt system, hvor FN sammen med USA ville spille en stærkere rolle, og hvor konfliktløsninger i høj grad ville finde sted gennem en større økonomisk integration formidlet gennem organisationer som f.eks. WTO. Økonomisk liberalisering og den nye informationsteknologi skulle tilsammen skabe en mere sammenhængende verden med en klar rollefordeling med større muligheder for at kunne forudsige konflikter for dermed bedre at kunne gribe ind i dem, inden de udviklede sig. Med andre ord et globaliseret system.

NATO’s strategiske koncept

Det faldt i Clintons lod at være den første præsident til at positionere USA i verden efter den kolde krig. Det gjorde han gennem en geoøkonomisk strategi, hvor frihandel og økonomisk samarbejde skulle være drivkraften i den globale landsby. Clintons syn på international politik kan bedst karakteriseres som en postmodernistisk revitalisering af Woodrow Wilsons ideer fra begyndelsen af sidste århundrede med internationalt samarbejde baseret på nationernes selvbestemmelse og forsvaret for menneskerettigheder som fundamentet for udenrigspolitikken – den blev kulturaliseret i modsætning til under den kolde krig, hvor sikkerhed og national interesse var nøgleordene[17]. ‘Kulturaliseret’ er ikke noget godt begreb, men bruges i mangel af bedre. Under Clinton, navnlig formuleret af vicepræsidenten Al Gore, var det et utopisk mål, at verden skulle udvikle sig til en samling af demokratiske stater, der værner om de basale menneskerettigheder. Denne vision fik et prægnant udtryk i artiklen "The End of History?"[18] skrevet af en tidligere embedsmand i den amerikanske centraladministration, Francis Fukuyama. Samtidig respekterede man, at kulturelle forskelle gør sig gældende mellem nationer, f.eks. forskellen mellem kristendom og islam. For at skabe en sammenhæng mellem på den ene side en universalistisk kulturforståelse, som ligger til grund for Fukuyama, og en relativistisk, der tilsiger tolerance over for det anderledes (in casu tolerance over for islam) skelnede man mellem en moderat og en ekstremistisk islam. Den første var baseret på en etik, der i høj grad lignede kristendommen i amerikansk udformning, hvor de gode gamle familiedyder er i højsædet, mens den anden var fanatisk. Hermed kunne man på engang vise tolerance og samtidig begrunde sin udenrigspolitik i værdier som respekten for individets frihed etc. Det siger sig selv, at denne begrundelsessammenhæng ofte forblev på det retoriske niveau, og at fokus og interesser ændrede sig markant i retning af de traditionelle sikkerhedsbegreber, når det kom til praksis[19].

På den ene side leverede USA varen gennem sit engagement i WTO (World Trade Organization), NAFTA (North American Free Trade Agreement) og APEC (Asia-Pacific Economic Cooperation). På den anden side har USA i stigende grad isoleret sig gennem enerådende udenrigspolitiske aktioner. Det gælder navnlig i forhold til Mellemøsten, hvor USA f.eks. ensidigt fører inddæmningspolitik mod Iran og møder stadig større international modstand mod sin Irakpolitik[20]

Tiden efter den kolde krig var således vanskeligere at navigere i end forventet og samtidig nødvendiggjorde Sovjetunionens sammenbrud, at der skulle formuleres et nyt globalt sikkerhedspolitisk koncept, der kunne udstikke rammerne for, hvilke mål og midler, der skulle være styrende for formuleringen af udenrigs- og forsvarspolitikken. Med andre ord skulle den globale sikkerhedspolitiske diskurs på en række afgørende punkter ændres: kort sagt, hvor er fjenden og hvorfra kommer truslerne i den nye verdensorden, som den højt profilerede republikanske senator Sam Nunn enkelt og præcist formulerede det i forbindelse med diskussionerne af forsvarsbudgettet i 1990[21]. Reformuleringen af den sikkerhedspolitiske diskurs fandt sted i såvel USA som i NATO og EU gennem hele 1990'erne, og den indtog selvsagt en central rolle i formuleringen af et nyt strategisk koncept for NATO ved topmødet i Washington, DC i april 1999 i forbindelse med alliancens 50 års jubilæum. Af konceptet fremgår konturerne af det trusselsbillede, som skal begrunde NATO's strategi i det nye årtusinde: "The last ten years have also seen, however, the appearance of complex new risks to Euro-Atlantic peace and stability, including oppression, ethnic conflict, economic distress, the collapse of political order, and the proliferation of weapons of mass destruction”[22]. Senere nævnes eksplicit under afsnittet "Security Challenges and Risks" terrorisme og migration (§ 24) og nødvendigheden af, at NATO potentielt må operere "beyond territory" i et område, der vagt defineres som periferien, understreges flere steder. Det vil være naturligt at forstå periferi som et område, der udover Østeuropa og Balkan, omfatter de sydlige Middelhavslande, Mellemøsten samt antagelig landene omkring Den Persiske Golf. Men en mere postmoderne forståelse af geografien ligger også inden for rækkevidde: således forklarede USA’s NATO-repræsentant i Bruxelles mig ved et møde i 1999, at definitionen af periferi ene og alene afhænger af den geopolitiske situation[23].

Det nye trusselsbillede er således både i sin indholdsmæssige og i sin geografiske afgrænsning særdeles diffust: trusler mod den transatlantiske verden kan sammenfattes som hidrørende fra politisk ustabilitet (der jvf. citatet kan have mange grunde) i NATO's nærområde (der ligeledes ikke er defineret), som kan føre til migration, terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. Samtidig understreges det i det strategiske koncept, at NATO's opgave, udover naturligvis at forsvare alliancens territoriale integritet og stabilitet, er at forsvare den vestlige verdens værdigrundlag, d.v.s. demokrati og respekt for menneskerettigheder. Sammenfattende kan den nye sikkerhedspolitiske diskurs siges at indeholde følgende fokuseringspunkter: politisk ustabilitet i NATO's nærområde, migration, udvikling og spredning af masseødelæggelsesvåben, etnisk udrensning og terrorisme. Overordnet kan der konstateres et skifte i legitimeringen af den sikkerhedspolitiske diskurs, der giver anledning til formulering af følgende efterhånden nok trivielle, men ikke banale pointe: Refencerammen for den sikkerhedspolitiske diskurs efter den kolde krig er skiftet fra at være politisk-ideologisk (liberalisme versus kommunisme) til at være kulturel-religiøs (det vestlige individs frihed og rettigheder versus brud på menneskerettigheder). Det interessant i skiftet er, at det alene er ”det andet” – fjenden eller truslen - som ændrer sig: såvel under den kolde krig som i tiden efter er det den vestlige opfattelse af individet og dets rettigheder, som ”den frie verden” skal forsvare sig imod. Men hvor truslen under den kolde krig kom fra kommunismen og systemerne, bliver den i 1990’erne defineret i kulturelle og religiøse termer. Dette skifte var tydeligere i begyndelsen af årtiet, hvor såvel regeringer, internationale organisationer (NATO, EU) og forskere eksplicit talte om "Den Grønne Fare", som afløser for "Den Røde Fare", altså at øst-vest konflikten efter den kolde krig blev set afløst af en nord-syd konflikt i form af en mulig konfrontation mellem Islam og Vesten[24]. Dette trusselsbillede viste sig dog hurtigt at være alt for abstrakt og uhensigtsmæssigt, hvorfor det blev afløst af det oven for skitserede.

Den sikkerhedspolitiske diskurs, som den er skitseret her i forlængelse af vedtagelsen af NATO's nye strategiske koncept, udformes naturligvis forskelligt, når den skal konkretiseres i forhold til de enkelte staters nationale sikkerhedsstrategi. Der er således en tendens til, at migrationsaspektet vægtes tungere i EU, der grænser op til de befolkningsrige, men økonomisk svage og relativt ustabile stater i Nordafrika, end i USA[25]. Samtidig kan der peges på den traditionelle forskel i fransk og amerikansk geopolitik, der klart manifesterede sig i forbindelse med vedtagelsen af konceptet: hvor USA gerne havde set, at terrorbekæmpelse havde fået en meget mere central plads, strittede Frankrig og europæerne imod, hvilket resulterede i, at det lykkedes franskmændene at få gennemført, at ”Out of Area” aktioner kun må finde sted efter godkendelse i FN’s Sikkerhedsråd. Tilsvarende fandt europæerne også, at den amerikanske fokusering på terrorisme var overdreven, grænsende til det paranoide.

Superterrorisme

Tre begreber fik i det nye amerikanske trusselsbillede en helt central betydning: terrorisme (superterrorisme), Rogue States og masseødelæggelsesvåben (atomare, biologiske, kemiske og radiologiske våben). I State Department, Pentagon, Kongressen samt i regeringen er der som allerede nævnt siden 1996 gang på gang blevet peget på den nye terrorisme som den største trussel mod amerikansk national sikkerhed og samtidig som den største udfordring USA sikkerhedspolitisk står over for i det nye årtusinde. Således udtalte forsvarsministeren William Cohen i 1997 ved udgivelsen af National Defense Panel's Report Transforming Defense. National Security in the 21st Century (Pentagon, december 1997), der netop peger på superterrorisme som en afgørende trussel mod amerikansk sikkerhed: "The Question is no longer if this will happen, but when".

Med superterrorisme[26] menes:

Definition: et terrorangreb, der anvender masseødelæggelsesvåben med henblik på at 1) at dræbe så mange muligt og 2) at skabe maksimal kaos og frygt i samfundet.

Adskillige af USA's terroreksperter har fremstillet scenarier, der beskriver hvad effekten af et NBCR (nuclear, biological, chemical, radiological) -angreb vil være i midten af en amerikansk storby[27]. Konsekvenserne vil være uoverskuelige og ikke blot begrænset til et kolossalt antal døde (fra 100.000 til flere millioner), men også have følgevirkninger i form af forgiftning, angst og indskrænkninger i de borgerlige frihedsrettigheder. Som det så ofte er set før, at vikelighedens konsekvenser overgår tankens forestillinger, var dette tilfældet efter 11. september: i forhold til de katastrofe scenarier, forskere havde arbejdet med, var ødelæggelserne og antallet af døde stærkt begrænsede, men ikke desto mindre overgik følgevirkningerne, ikke mindst på det økonomiske og civilretlige område, langt fantasien. Hvem havde forudset, at et terrorangreb i USA ville føre til, at et stort dansk pensionsselskab balancerede på kanten af bankerot, og hvem havde regnet med, at de europæiske lande, herunder Danmark, i direkte forlængelse af terrorangrebet ville gennemføre en omfattende revidering af deres lovgivning vedrørerende terrorbekæmpelse? Alene i Danmark blev der over en 3-årig periode bevilget over 400 mio. kr. til en styrkelse af efterretningstjenesternes anti-terrorvirksomhed[28].

Begrundelserne i USA for, at man i regeringskredse og i Kongresssen anså muligheden for et angreb baseret på masseødelæggelsesvåben for sandsynlig kan samles i følgende punkter:

1. Der er let adgang til komponenter til fremstilling af biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben og det kræver ikke meget andet end naturvidenskabelig grunduddannelse samt adgang til biomedicinsk teknologi for at kunne producere de pågældende våben.

2. I den globaliserede verden er de nationalstatslige grænser under pres og navnlig i det tidligere Sovjetunionen er der forholdvis let adgang til et stort og velassorteret våbenmarked, herunder nukleare våben samt komponenter til kemiske og biologiske våben[29].

3. Informationsteknologien har gjort det let at sprede viden om fremstilling af våben samt at rekruttere til terrororganisationer globalt. Dertil kommer, at en række russiske videnskabmænd med ekspertise i fremstilling af masseødelæggelsesvåben er blevet ledige på markedet og frygtes at være villige til at sælge deres viden til interesserede købere.

4. Eksistensen af Rogue States[30], der defineres som stater, der ikke overholder international ret, sponserer international terrorisme og producerer masseødelæggelsesvåben, som formodes at ville samarbejde med terrornetværk. Ifølge State Departments årlige rapport Patterns of Global Terrorism 2000 falder følgende stater ind under definitionen: Iran, Irak, Syrien, Libyen, Sudan, Nordkorea og Cuba[31].

Det vil altså være muligt for grupper evt. i samarbejde med Rogue States at komme i besiddelse af både masseødelæggelsesvåben samt udstyr til at udnytte dem i et angreb. Spørgsmålet er i forlængelse heraf, om der eksisterer grupper, der vil være motiveret for at bruge sådanne våben.

5. I de mange publikationer fra såvel offentlig side (State Department, Kongressens rapporter, Pentagon) som fra forskningsinsitutioner peges der på, at terrorismen i 1990'erne har ændret karakter fra at være politisk motiveret med veldefinerede konkrete mål til at basere sig på religiøse motiver med abstrakte mål, der kan karakteriseres som eskatologiske eller apokalyptiske. Kendetegnet for den politiske terrorisme var, at den rettede sig mod et konkret mål, som f.eks. den palæstinensiske nationalistiske terrorisme, der sigtede mod 1) at gøre opmærksom på den palæstinensiske sag og 2) befrielsen af Palæstina. I forlængelse heraf kunne terror defineres som et kommunikationsmiddel, der betjener sig af vold (ofte, men ikke altid) mod civile i sin kommunikation[32]. Er målet konkret indebærer det tre ting: 1) Det drejer sig om, at mange mennesker ser terroren, ikke at mange dør af den[33], 2) at overleve sin egen terrorhandling og 3) at vinde sympati for sagen. Sådanne grupper vil ikke have interesse i at benytte sig af masseødelæggelsesvåben, fordi risikoen for selv at omkomme vil være alt for stor og fordi risikoen for helt at blive udslettet som gruppe (og i hvert fald tabe enhver form for sympati for sagen) vil være overhængende som følge af samfundets reaktion på den nye terrorisme. Anderledes stiller det sig ifølge Laqueur, Hoffman og andre, når motivet er religiøst og målet abstrakt: her drejer det sig om så at sige "at fremme verdens undergang", hvorfor motivet til at sprede massedød er tilstede.

Superterrorisme er altså såvel pratisk som teoretisk mulig. Spørgsmålet bliver så, om der rent faktisk findes grupper, der kombinerer terrorisme med religiøs apokalyptisk tænkning.

6. De to mest oplagte eksempler på grupper, der passer ind i mønstret er den japanske gruppe Aum Shinrikyo, der i 1995 spredte sarin i Tokyos undergrundsbane, hvorved 12 omkom og den amerikanske gruppe American Covenant, the Sword and the Arm of the Lord, som i 1985 blev afsløret i at lagre kemiske våben (cyanid)[34], der skulle anvendes til at fremme Messias' tilbagekomst. Begge grupper besad masseødelæggelsesvåben, begge grupper var indstillet på at bruge dem i en aktion, der skulle skabe massedød og begge grupper begrundede deres motiver religiøst og havde abstrakte mål.

7. Det var imidlertid ikke millenium-fikserede og religiøse grupper med apokalyptiske fantasier, der i amerikansk forskning og sikkerhedspolitisk diskurs blev fokuseret mest på, men islamiske grupper med udspring i Mellemøsten (jvf. bl.a. ovennævnte rapport fra State Department). Det højest prioriterede netværk var al-Qaida, der ledes af verdens mest eftersøgte mand, Usama bin Ladin[35]. Ladin, der gøres ansvarlig for terrorbombninger af de amerikanske ambassader i Østafrika i 1998 samt 11. september angrebet, udtalte i et fatwa: "Det er en enhver muslims pligt, som har evnen til det, at dræbe amerikanere og deres allierede, såvel civile som militære, uanset hvor de måtte befinde sig" (al-Quds 23. marts 1998). Ladin fører en jihad (hellig krig) mod USA bl.a. på grund af USA's militære tilstedeværelse i Den Persiske Golf og dermed på "Islams hellige jord". Ikke desto mindre er hans budskab abstrakt, nærmest eskatologisk, og det man i USA frygtede var, at et netværk som hans i alliance med f.eks. enRogue State ville gennemføre terroraktioner i USA, der faldt ind under definitionen superterrorisme. Det hedder eksplicit i ovennævnte rapport fra National Defense Panel, at stater som f.eks. Irak, der ikke kan konfrontere USA direkte militært, kan formodes at ville benytte sig af terroraktioner under brug af masseødelæggelsesvåben. Her vil alliancer med netværk som f.eks. bin Ladins kunne udnyttes. Jessica Stern nævner med reference til bombesprængningen af World Trade Center i 1993 "ad hoc-grupper"[36], som de mest farlige: at en gruppe etableres ene og alene med det formål at gennemføre en bestemt terroraktion. En sådan gruppe forestillede man sig kunne etableres med baggrund i f.eks. bin Ladins netværk. Problemet med denne type "individualiserede" grupper er naturligvis, at de er særdeles vanskelige at identificere, hvilket omstændighederne efter 11. september med al tydelighed har demonstreret.

Den amerikanske anti-terror politik

Diskussionen om, hvordan USA bedst kunne imødegå og naturligvis helst forhindre masseterrorisme har stået på siden det første terroranslag mod World Trade Center i februar 1993. Yderligere en række begivenheder tilskyndede initiativer til iværksættelse af mere omfattende og effektive anti-terrorprogrammer. I Mellemøsten var det optrapningen af terrorismen i Algeriet, Ægypten og ikke mindst i Israel og de besatte palæstinensiske områder, som skubbede til processen. Aktivister fraHamas og Palætisnensisk Islamisk Jihad gennemførte selvmordsaktioner i Israel, mens jødisk terrorisme stod bag en massakre i Ibrahim-moskeen i Hebron (1994) og mordet på den israelske ministerpræsident Yitzak Rabin (1995). Begge fløjes terrorisme sigtede mod sabotage af den igangværende Osloproces. I Japan havde man som nævnt set Aum Shinrikyo kulten intensivt forsøge at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, i Saudi-Arabien blev et amerikansk træningscenter bombet af islamiske terrorister (1995), fulgt op af angrebet på amerikanske træningsfaciliteter i al-Khobar året efter, og i USA havde man set flere eksempler på, at højreekstremister forsøgte at anskaffe sig biologiske våben, hvortil naturligvis kom chokket over Timothy McVeighs bombning af regeringsbygningen i Oklahoma City i 1995[37]. Samtidig kørte retssagen mod folkene bag 1993 World Trade Center og i den forbindelse opstod der på baggrund af dommerens udtalelser forkerte, men særdeles vedholdende rygter om, at der var cyanid indblandet i angrebet[38]. På en række punkter opfattede de amerikanske politikere den eksisterende lovgivning som mangelfuld, ikke mindst hvad angik at forsvare nationen mod biologisk terrorisme som man i stadig højere grad anså som den mest sandsynlige trussel. I forbindelse med revideringen af lovgivningen holdt man sædvanen tro en række høringer i Kongressen. Særlig en høring har vist sig at sætte dagsordnen for amerikansk anti-terrorpolitik, nemlig SenatshøringenGlobal Proliferation of Weapons of Mass Destruction[39]. Efter denne høring og den ny lovgivning, der i meget højere grad end tidligere fokuserede på masseødelæggelsesvåben, kom superterrorismen i centrum af den amerikanske politik, hvilket afspejles af de stadig stigende bevillinger til anti-terrorprogrammer med sigte på masseødelæggelsesvåben.

Bevillingerne anvendes til opbygning af beredskab, hvor folk i de enkelte stater trænes i at spore kemiske og biologiske våben, forsvare sig mod f.eks. forgiftninger og hjælpe ofre, der har været udsat for angreb. Statsbudgettet for 1999 afsatte over 100 milliarder kroner til udvikling af anti-terrorprogrammer, herunder opbygning af specielle anti-terrorstyrker, bygning af beskyttelsesrum, opbygning af store lagre af vaccine og antibiotika og forskning i epidemier. Endvidere har lokale myndigheder i New York City, Atlanta, Denver, Los Angelos, San Francisco og Washington. D.C. igangsat overvågning af skadestuer med henblik på at spore tegn på biologiske eller kemiske angreb samt indgået aftaler med hospitaler og farmaceutiske virksomheder for at sikre, at der er tilstrækkelige mængder af medicin i tilfælde af en superterroraktion. Planen var, at man med lovgivningen ville sikre, at alle stater og større byer i USA havde et beredskab i tilfælde af et biologisk terrorangreb. Programmet[40], der skulle sikre beredskabskabet hedder ”Nunn-Lugar-Domenici Domestic Preparedness and WMD Civil Support Teams”, og med henblik på at evaluere beredskabet designes scenarier, hvor f.eks. 2 amerikanske stater angribes med kopper samtidig med at der er konflikt i Den persiske Golf, som kunne nødvendiggøre militær respons. I sådanne øvelser spiller tidligere ministre, militærfolk, guvernører, repræsentanter for Center for Disease Centrol (CDC, ”Seruminstituttet”) rollerne som de beslutningstagere, der skal tage sig af problemerne, som omfatter alle mulige spørgsmål lige fra, hvorfra medicinen skal komme til hvem, der skal beslutte, hvilke og hvor store befolkningsgrupper, der skal i karentæne for at undgå smittespredning. Øvelserne, der både udarbejdes af myndighederne selv, f.eks. Pentagon eller er sat i licitation til f.eks. Center for Civil Biodefense, Johns Hopkins Universitet, viser hvor svaghederne i det amerikanske beredskab er – og de er ifølge en af de mest indflydelsesrige personer på området Tara O’Toole fra Johns Hopkins Universitetet store: ved et seminar på Center for Strategic and International Studies (Washington, D.C.) i august 2000 vurderede hun, at USA som minimum måtte afsætte 3 mia. US dollars hvert år de næste 10 år blot for at have mulighed for at kunne opbygge det minimale, man må forlange af et beredskab[41].

Mange mener dog – eller mente i hvert fald før 11. september - i modsætning til bl.a. Tara O’Toole, at der er gået alt for meget politik og business i amerikansk anti-terrorpolitik. For flere af kongresmedlemmerne er programmerne simpelthen blevet deres politiske platform til at blive genvalgt på, fordi opbygning af føderalt betalte træningscentre, lagerfaciliteter etc. skaber arbejdspladser og vækst lokalt. Tilsvarende er der flere private forsningsinstitutioner, der kun overlever fordi de får penge til at udvikle beredskabsprogrammer – og dem er der i sagens natur kun brug for, dersom der findes reelle trusler. De mange penge, Kongressen bevilger, går imidlertid for størsteparten ikke til egentlige strategiske trussels- og risikoanalyser, men til udvikling af beredskabsplaner. Kritikkerne har peget på, at man har været alt for optaget af højteknologi og avancerede våben, kort sagt det man kunne kalde worst case scenarier. I denne optagethed, påpegede kritikken, ville der være en risiko for, at man overså trusler fra terror med anvendelse af mere konventionelle former for våben.

Gang på gang har de kritiske ryster understreget, at ved alle de terroranslag, som er blevet rettet mod USA siden bomben mod World Trade Center i 1993, har der været anvendt konventionelt spængstof. Dette gælder også ved angrebet på krigsskibet USS Cole i Aden havn oktober 2000 og – kan vi nu tilføje - i 11. september angrebet. Fokuseringen på højteknologi har ved siden af beredskabsopbygningen sat sit præg på efterretningstjenesternes indhentning af information, hvor man i høj grad har sat sin lid til elektronisk indhentning af data. Moderne terrorister er efter alt at dømme alt for bekendte med, at mobiltelefoner og anden form for telekommunikation er lette at kontrollere, hvorfor de udveksler følsomme informationer gennem direkte samtale, kurér eller gammeldags brevpost – alt sammen kommunikation, der let unddrager sig ”Echelon”. Kritikken kan sammenfattes i, at den amerikanske anti-terrorpolitik tager for meget udgangspunkt i det værst tænkelige for dermed at pege på USA’s store sårbarhed (vulnerability), mens den i højere grad burde lægge vægten på at udarbejde valide risikoanalyser (risk assessment). Man kan i forlængelse heraf tale om to skoler i amerikansk anti-terror strategi, nemlig vulnerability-skolen over for risk assessment-skolen[42].

Også fra lovgivernes egne rækker har der lydt kritik og Kongressens egen revision af de mange anti-terrorbevillinger har gang på gang peget på nødvendigheden af større koordination og gennemskuelighed i anvendelsen af midlerne. Man har simpelthen været i tvivl om, hvor en del af pengene er gået hen og hvad de helt præcist er blevet brugt til[43]. I forlængelse heraf har terrorismeforskere ved høringer i Kongressen gang på gang anbefalet, at der blev udarbejdet en koordineret og national trusselsvurdering i stedet for det store antal af rapporter, som nu udkommer i en jævn strøm[44].

En af eftervirkningerne af 11. september vil bestå i en undersøgelse af hele forløbet op til de tragiske begivenheder med henblik på at finde data, der, såfremt de var blevet behandlet rigtigt, kunne have forhindret katastrofen. Problemet er nemlig, at der meget vel i det kolossalt store og helt uigennemskuelige indviklede system, som efterretningstjenesten i dag består af, fandtes information om de planer, der ledte til angrebene på World Trade Center og Pentagon 11. september. Hvorom alt er, ser det ud som om gerningsmændene bag angrebet har været usædvanlig godt informerede om de amerikanske sikkerhedssystemer og anti-terrorprogrammernes fokusering på højteknologi. Konsekvent valgte de led for led den simpleste løsning. Det så primitivt ud, men var i sin avancerede effektfuldhed tværtimod udtryk for en stor grad af udspekulerethed og professionalisme. Skal man forhindre terrorister som dem, der der stod bag og udførte angrebene 11. september er viden om deres psykologi, evner, motivation, handle- og adfærdsmønstre afgørende på samme måde som det er helt afgørende nødvendigt at opnå konkret indsigt i deres netværks finansiering og organisation. Denne viden og indsigt opnås kun gennem analyser baseret på såvel teori som empiri af deres motiver og kapaciteter – hvem er de, hvor er de og hvad kan de? Skal en sådan viden opnås, er human ressources nødvendige i efterretningsarbejdet, dvs. brug af kilder og agenter må opprioriteres til fordel for overdreven tillid til den elektroniske dataindsamling. Bevillingerne til terrorbekæmpelse bliver nu – som i Danmark - sat voldsomt op[45] samtidig med, at et større selvransagelsesarbejde indledes, der skal kortlægge, hvad der gik galt og hvordan det kan gøres bedre fremover.

Konklusion

Mens Danmark og Europa var fuldstændig overrasket over, at et angreb, som det Verden var vidne til 11. september 2001, kunne finde sted, var USA principielt, men nok ikke mentalt, forberedt på det. Det vidner den terrorbekæmpelsespolitik, som var igangsat af Clinton, om. USA havde også et mere tidssvarende billede af de globale trusler, end tilfældet var hos de europæiske NATO-allierede. For amerikanerne vil 11. september derfor ikke involvere et afgørende brud med sikkerhedspolitikken. Tværtimod vil man se, at de strategiske forandringer i forsvarsstrategien, som var igang før 11. september, herunder opprioritering af terrorbekæmpelse, omstilling af forsvaret til i højere grad at støtte sig til RDF og i sammenhæng hermed udvikling af et nationalt missilforsvarsystem (NMD), vil blive speedet kraftigt op. De omstillinger, man inden 11. september var igang med, blev naturligvis kritiseret fra forskellig side både i og uden for USA. Her kan og vil den nuværende administration bruge 11. september og kampen mod terrorisme som den afgørende begrundelse for denne opspeedning af processen. Sat på spidsen kan man sige, at kampen mod terrorismen på flere måder kan være med at befordre den nye verdensorden, som aldrig indtraf under Clinton – en orden, hvor verden sikkerhedsmæssigt deles op i vennerne, der støtter USA i kampen mod terrorisme, og fjenderne, der er imod. Endelig vil man formentlig se, at USA ændrer prioriteringer af måden efterretningstjenesterne arbejder på, hvor man må formode, at de i højere grad vil benytte sig af human ressources samt få udviklet en organisering af efterretningsdata, der mere præcis, end det hidtil har været tilfældet, vil resultere i en national risikovurdering[46].

For europæerne indebærer 11. september i langt højere grad et brud i den sikkerhedspolitiske opfattelse. Fra stort set at have ignoreret truslen fra den globale terrorisme har man med aktivering af NATO’s artikel 5 ikke blot vist sin støtte til USA’s krig mod terrorisme, men tillige anerkendt, at det globale trusselsbillede i dag er væsentlig forandret, end da man vedtog NATO’s strategiske koncept i 1999. Med aktiveringen af artikel 5 har man vedtaget, at global terrorisme er på niveau med egentlig krig, og at NATO har en rolle at spille i bekæmpelsen af de nye trusler. Det er her – efter at støvet har lagt sig i Afghanistan – at Europa for alvor bliver konfronteret med de nye udfordringer efter 11. september, og som mere er et resultat af NATO’s egne beslutning end af selve den handling, som 19 selvmordsaktivister gennemførte og al-Qaida stod bag.


[1] Mikkel Vedby Rasmussen bl.a. i DR’s Deadline 12. september 2001

[2] I kapitlet “The Emergence of the NBC Terrorism Debate. The United States and the ‘third wave of vulnerability’” diskuterer Nadine Gurr og Benjamin Cole baggrunden for forskellen mellem europæisk og amerikansk opfattelse af den nye terrorisme, in Gurr og Cole: The New Face of Terrorism. Threats From Weapons of Mass Destruction (New York: I.B Tauris 2000). Se også Bruce Hoffman: “Is Europe Soft on Terrorism?”, in Foreign Policy Summer 1999. United States General Accounting Office (GAO) foranstaltede i 1999/2000 en undersøgelse af de europæiske landes anti-terrorprogrammer, GAO Report to Congressional Requesters: “Combating Terrorism. How Five Foreign Countries Are Organized to Combat Terrorism, GAO/NSIAD-00-85, April 2000

[3] Diskussionen om hvilken strategi, der skulle lægges har været i gang længe før 11. september, se bl.a. “Terrorisme” i min artikel “USA og Mellemøsten”, in Nyhedsbrev Nr. 8, februar 2001, Center for Freds-og Konfliktforskning

[4] En fin analyse og diskussion af terrorbekæmpelsen under Ronald Reagan er Marc A. Celmer: Terrorism, U.S. Strategy, and Reagan Policies (New York: Greenwood Press 1987)

[5] Weinberger-Schultz debatten findes i Ernest W. Lefever: Ethics and American Power. Speeches by Casper W. Weinberger and George P. Schultz (Washington, D.C.: 1985). Reagans tale blev holdt i The American Bar Association i Washington, D.C. 8. juli 1985 og findes i U.S. Department of State, Current Policy No. 721. En begrebshistorisk oversigt over begrebet Rogue State findes hos Robert S. Litwak: Rogue States and U.S. Foreign Policy. Containment After The Cold War (Washington, D.C.: The Woodrow Wilson Center Press 2000)

[6] Referencerne er utallige. Her henvises til blot 2 eksempler, nemlig Ashton B. Carter & William J. Perry: Preventive Defense. A New Strategy for America (Washington, D.C: Brookings Inst. 1999) og Samuel Berger - Clintons sikkerhedsrådgiver i den anden 2. præsidentperiode – der i Foreign Affairs videregav sine anbefalinger til den nye Bush-administration og her fremhæver bekæmpelse af terrorisme, som den største udfordring, Berger: “A Foreign Policy for the Global Age”, in Foreign AffairsNovember/December 2000

[7] Lorna S. Jaffe: The Development of the Base Force 1989 – 1992. Joint History Office. Office of the Chairman of the Joint Chiefs of Staff. July 1993

[8] En præcis beskrivelse af forløbet findes i de første kapitler af Michael Klare: Rogue States and Nuclear Outlaws. America’s Search For A New Foreign Policy ( New York: Hill and Wang 1995)

[9] Ashton B. Carter resumerer hovedpunkterne udmærket i sin artikel “Keeping America’s Military Edge”, in Foreign Affairs January/February 2001

[10] Retssagen i New York foråret 2000 mod implicerede personer i bombningerne af de amerikanske ambassader i Østafrika i 1998 giver dog nyttig ny viden. Udskrifter af afhøringerne i forbindelse med retssagen kan findes på det amerikanske justitsministeriums hjemmeside. CNN-journalisten Peter L. Bergen gør god brug af materialet i sin bog Holy War, Inc. Inside the Secret World of Osama bin Laden (New York: The Free Press 2001).

[11] Man er endnu ikke blevet enig en betegnelse. Nogle har foreslået NBCR-terrorisme, Nuclear, Biological, Chemical, Radiological, men den slår næppe an fordi den både er clumsy og faktisk reelt udelukker f.eks. 11. september aktionerne fordi der ikke indgik masseødelæggelsesvåben.

[12] En god analyse af kultens eksperimenter med masseødelæggelsesvåben findes hos David E. Kaplan: Aum Shinrikyo (1995), in Jonathan B. Tucker (ed.): Toxic Terror. Assessing Terrorist Use of Chemical and Biological Weapons (Cambridge, Mass.: MIT Press 2000)

[13] Se Lars Erslev Andersen: “Ekstremismens retorik – om det yderste højre i USA”, in Udenrigs nr. 1, 2002 (under udgivelse)

[14] Lars Erslev Andersen: “Den ny terrorisme I: Fra Kairo til Kabul, in Mellemøstinformation nr. 8/9 2000, Lars Erslev Andersen: “Den ny terrorisme II: Da’wa og netwar, in Mellemøstinformation nr. 10 2000 samt Lars Erslev Andersen: “Verdens Værste Terrorist: Portræt af Usama Bin Laden”, in Euroman nr. 88, juni 2001

[15] Center for Non-proliferation Studies, Monterey Insitute of International Studies har på sin hjemmesie en opdateret, omfattende og klar beskrivelse af 1) non-proliferation programmer og USA’s anti-terrorprogrammer, herunder lovgivning, executive orders, beskrivelse af ansvarsområder etc.

Se http://cns.miis.edu/research/cbw/index.htm

[16] Samuel P. Huntington: “The Lonely Superpower”, in Foreign Affairs March/April 1999

[17] Frank Ninkowitch: The Wilsonian Century. U.S. Foreign Policy Since 1900 (Chicago: The University of Chicago Press 1999).

[18] The National Interest no. 16, summer 1989

[19] Forskellen mellem retorik og realpolitik i amerikansk Mellemøstpolitik under Clinton er overbevisende fremstillet og dokumenteret i Fawaz A. Gerges: America and Political Islam. Clash of Cultures or Clash of Interests? ( Cambridge: Cambridge U.P. 1999)

[20] Jvf. Lars Erslev Andersen: USA's Mellemøstpolitik. I: NATO nyt nr. 2, sommer 1998 og Andersen: Irak-sanktioner revisited, i: Mellemøstinformation nr, 7/8 1999; Moisés Naím, "Clintons Foreign Policy: A Victim of Globalization" i Foreign Policyno. 109 vinter 1997-98; Farwaz A. Gerges, "A View from The Middle East" i Foreign Policy no. 109 vinter 1997-98

[21] Senere udgivet af Senator Sam Nunn: Nunn 1990: A New Military Strategy. Significant Issues Series Vol XII, Numer 5 (Washington, D.C.: The Center for Strategic and International Studies 1990)

[22] NATO Alliance Strategic Concept. Approved by the Heads of State and Govenment participating in the meeting of the North Atlantic Council, Washington, DC, April 24, 1999. Findes i dansk oversættelse i NATO nyt nr. 2 1999. Se også Shahram Chubin: NATO’s New Strategic Concept and Peripheral Contingencies: The Middle East”, Joint RAND & GCSP Workshop, Geneva, 15/16 juli 1999, som findes på nettet: http://www.gcsp.ch/Engl/e_docs/research/chubin.htm

[23] Forfatterens interview med repræsentant for USA i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles, november 1999

[24] Jvf. f.eks. Samuel P. Huntington: The Clash of Civilization, i: Foreign Affairs Summer 1993. Senere er argumentet udbygget i The clash of civilization and the remaking of world order (New York 1996)

[25] Jvf. Lars Erslev Andersen: EU og Middelhavet, i: Andersen (red.): EU og Middelhavet (Odense 1998)

[26] Gurr & Cole op.cit; Walter Laqueur: The New Terrorism. Fanaticism and the Arms of Mass Destruction (New York: Oxford U.P. 1999); Walter Laqueur: “Postmodern Terrorism”, in Foreign Affairs September/ October 1996; Peter R. Lavoy, Scott D. Sagan, James J. Wirtz: Planning the Unthinkable. How New Powers Use Nuclear, Biological, and Chemical Weapons (Ithaca: Cornell U.P. 2000); Glenn E. Schweitzer: Superterrorism. Assassins, Mobsters, and Weapons of Mass Destruction (New york: Plenum Trade 1998); John Arquilla & David Ronfeldt: In Athenas Camp. Preparing for Conflict in the Information Age (Santa Monica, CA.: RAND and National Defense Research Institute 1997); Brad Roberts (ed.): Hype or Reality? The “New Terrorism” and Mass Casualty Attacks(Alexandria, VA.: The Chemical and Biological Arms Control Institute 2000); Jessica Stern: The Ultimate Terrorists (Cambridge, Mass: Harward U.P. 1999) 

[27] Se f.eks. Stern op.cit., indledningen samt Dark Winter, jvf. senere

[28] Således bevilgedes 90 mio. kr til PET, mens Politiken kunne fortælle, at Finansudvalget havde bevilget 130,5 mio. kr. til FE i 2002 og ialt 311 mio. kr frem til 2005, jvf. Politiken: “130 mio. kr. ekstra til antiterror beredskab”, 10.12.2001

[29] Jvf. Bruce Hoffman og David Claridge: Illicit Trafficking in Nuclear Materials, in Conflict Studies 314/315 (Research Institute for the Study of Conflict and Terrorism), januar/ februar 1999; Judith Miller, Stephen Engelberg, William Broad: Germs. Biological Weapons and America’s Secret War (New York: Simon & Schuster 2001); Ken Alibek: Biohazard. The Chilling True Story of the Largest Covert Biological Weapons Program in the World – Told From Inside By The Man Who Ran It (New York: Random House 1999); Victor A. Utgoff (Ed.): The Coming Crisis: Nuclear Proliferation, U.S. Interests, and World Order (Cambridge, Mass.: MIT Press 2000); Gavin Cameron: Nuclear Terrorism. A Threat Assessment for the 21st Century (New York: St. Martin’s Press 1999)

[30] Jvf. Michael Klare: Rogue States and ”Peer Competitors”. A new military strategy for Washington?, in Le Monde Diplomatique, november 1997. Argumentet er mere udbygget i Klare: Rogue States and Nuclear Outlaws. America’s Search for a New Foreign Policy (New York: Hill and Wang 1995) samt Litwak op.cit.

[31] Patterns of Global Terrorism 2000, U.S. State Department, April, 2001

[32] Jvf. Daniel Heradstveit og Tore Bjørgo: Politisk kommunikasjon. Introduksjon til semiotikk og retorikk, Oslo: Tano 1987). Omkring problemerne med at definere terrorisme se Anne Ingeborg Sørensen: “Terrorister og frihedskæmpere. At definere terrorisme”, in Johnny Laursen, Michael Mogensen, Thorsten Borring Olesen, Søren Hein Rasmussen (red.): I Tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen (Århus: Aarhus Universitetsforlag 2000)

[33] Jvf. Brian Michael Jenkins klassiske definition “terror er teater” i The Study of Terrorism: Definitional Problems. P-6563 (Santa Monica, CA: RAND Corp. 1980)

[34] Jvf. Morris Dees: Gathering Storm. America's Militia Threat (New York 1996) og Jessica Eve Stern: “American Covenant, the Sword and the Arm of the Lord”, in Tucker, Toxic Terror op.cit.

[35] I skrivede stund (januar 2002) jages Usama af afghanske, pakistanske og amerikanske styrker, men hans “whereabouts” er helt ukendt

[36] Stern op.cit. Jeg har selv i en række kommentarer brugt betegnelsen ‘ projektgruppe’

[37] Lou Michel % Dan Herbeck: American Terrorist. Timothy McVeigh 6 The Oklahoma City Bombing (New York: ReganBooks 2001); Richard A. Serrano: One of Ours. Timothy McVeigh and the Oklahoma City Bombing (New York: W.W. Norton & Company 1998)

[38] Tucker, Toxic Terror op.cit. s. 186

[39] U.S. Congress, Committee on Governmental Affairs, Permanent Subcommittee on Investigations: Hearings on Global Proliferation of Weapons of Mass Destruction, March 27, 1996, GPO, Washington, D.C.

[40] En detaljeret oversigt over det amerikansk beredskab og anti-terrorprogrammer findes på  en hjemmeside opbygget og opdateret af Center for Non-proliferation Studies, Monterey Institute’s Washington office:

 http://cns.miis.edu/research/cbw/index.htm

[41] For design og evaluering af den sidste øvelse ”Dark Winter. A Bioterrorism Exercise. Andrew’s Airforce Base, June 22nd & 23rd, 2001 se

http://www.hopkins-biodefense.org/

Hendes vurderinger af behovet for et amerikansk beredskab blev bekræftet på konferencen The 2nd National Symposium on Medical and Public Health Response to Bio Terrorism. Public Health Emergency & National Security Threat, Washington, D.C. 28.-29. november 2000 – arrangeret af Center for Biodefense, Johns Hopkins University i samarbejde med U.S. Department og Health and Human ressources samt CDC. Tallene forekom den gang astronomiske, i dag er de beskedne i sammenligning med de beløb, der allerede er bevilget ekstra til terrorbekæmpelse, se senere

[42] Laqueur, Schweitzer og tildels Stern hører til Vulnerability-skolen mens Tucker og folkene omkring Monterey Institute kan henførers til Assessment-skolen.

[43] Se f.eks. GAO Report Cobating Terroroism. Threat and Risk Assessments Can Help Prioritize and Target Program Investments. GAO/NSIAD-98-74

[44] Parachini, John V.: Combating Terrorism: Assessing Threats, Risk Management, and Establishing Priorities. Testimony before the House Subcommittee on National Securuty, Veterans Affairs, and International Relations, July 26, 2000

[45] I 2001 bevilgede Kongressen 60 mia. US dollars eller omkring 500 mia. kr, hvilket er ca. 5 gange så meget som oprindelig budgetteret. Der er naturligvis tale om en blanding af nye programmer og enkentstående ad hoc sager, og det er derfor uklart hvilket et niveau bevillinger til terrorbekæmpelse ville komme til at ligge på fremover. Men tager man i betragtning, at USA på alle områder, heruder egentlig terrorbekæmpelse, beredskab og militær, vil opskrue niveauet, er der tale om, at udgifter fremover til forøget sikkerhed som konsekvens af 11. september vil være kolossale.

[46] Det falder uden for rammerne af nærværende artikel at analysere og redegøre for stramningerne på lovgivningsområdet, herunder straffelov etc. Med hensyn til en vurdering af USA’s udenrigspolitik, betydningen heraf for 11. september samt evt. ændringer som konsekvens af 11. september henvises til Jan Aagaard & Lars Erslev Andersen: Den Afghanske Forbindelse – Afghanistan-veteraner, al-Qaida netværket og den globale terrorisme (København: Mellemfolkeligt Samvirke 2002)

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel:

militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.1_2002.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: