Armed Groups and the Balance of Power

Anmeldt af Cand.scient.pol., Salem B. S. Dandan

Anthony Vinci ”Armed Groups and the Balance of Power: The international relations of terrorists, warlords and insurgents”. Oxon: Routledge, 2010, 192 sider.

Foto: www.barnesandnoble.com

Anthony Vinci fra LSE opstiller i sin bog en teoretisk ramme til at opnå en bedre og bredere forståelse for væbnede gruppers internationale relationer. Disse væbnede grupper, som indbefatter terrororganisationer, krigsherreorganisationer og oprørsgrupper, har ifølge Vinci vist sig at have en voksende indflydelse på det internationale system. Bogens hovedtese er, at disse væbnede grupper påvirker det internationale system på lige fod med stater, og at de derfor indgår i magtbalancen, i det internationalesystem på samme niveau som stater.

Vince forsøger at skrive sig ind i den neorealistiske tradition, samtidig med, at han adskiller sig fra den klassiske forståelse af teorien. I sin oprindelige form har Neorealismen en klar skelnen mellem stater som systemets vigtigste aktører, og andre ikke-statslige aktører som mindre vigtige og uden mulighed for at influere systemet i nogen betydelig grad. Vinci tager udgangspunkt i de af Waltz´ (Neorealismen fader) opstillede indikatorer for at opfatte stater som ”like units” (ensartede størrelser), og opstiller de samme indikatorer for de væbnede grupper. Dette lader sig dog ikke gøre uden mindre justeringer, f.eks. vælger Vinci, til forskel fra Waltz, at skelne mellem empirisk og juridisk suverænitet. Da væbnede grupper er empirisk suveræne enheder, motiveret ud fra en søgen efter magt og eksisterende i det anarkiske selv-hjælps system, finder Vinci bevis for, at disse ikke er forskellige fra stater.

Vinci ønsker at inkorporere disse ”nye” aktører ud fra en præmis om, at det ikke bare vil bidrage til en øget forståelse af disse gruppers adfærd, men også give et mere fyldestgørende billede af og forståelse for det internationale system. Bogen stiller samtidig en række antagelser til genovervejelse, lige fra suverænitetsbegrebet, ikke-statslige aktører, nye krige til terror- og oprørsbekæmpelse. Vinci afprøver efterfølgende sit teoretiske apparat på tre cases; somaliske krigsherrer og militser, The Lord's Resistance Army og Al-Qaeda.

Bogens nok største svaghed er, at Vinci ønsker at komme med en tilføjelse til en veletableret teori, men undervejs når at komme med så mange undtagelser, at man som læser kan blive i tvivl om hvorvidt der i virkeligheden ikke er tale om en total nyfortolkning af den systemiske tilgang til internationale relationer. Ved nærlæsning finder man, at det, der først fremstår som nyfortolkninger, nærmere er overvejelser baseret på de nye aspekter afdækket ved implementeringen af den fremlagte teori. Disse aspekter tegner, sammen med et mere nuanceret billede af de væbnede grupper, en ny måde at tænke på håndtering af disse grupper. Bogen, der som udgangspunkt er meget teoretisk, får derfor en mere praktisk anvendelighed, ikke mindst pga. de gennemgåede cases relevans.

Selvom der er tale om et teoretisk værk, kræves ikke et stort kendskab til den bagved liggende neorealistiske teori, da denne gennemgås kort. Anthony Vincis bog er interessant, velskrevet og spændende læsning for den, der gerne vil have en ny og mere nuanceret måde at forstå væbnede gruppers adfærd og rolle på.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

Del:

Emneord