Ariel Sharons håndtering af den israelsk/palæstinensiske konflikt

Af major Lars Henrik Krogh, Hærens Materielkommando. 1

 

Indledning
Igennem årtier har konflikten i Mellemøsten været på den internationale dagsorden. Konflikten har gentagne gange været forsøgt løst på forskellige måder, uden at det har givet væsentligt mere fred i regionen. Med valget af Ariel Sharon til premierminister i Israel i februar 2001 signalerede det israelske folk, at de ønskede en ny linje i fredsprocessen. En linje der skulle være anderledes konsekvent end forgængeren Ehud Baraks.   

Ariel Sharon skrev den 24. november 2000 en artikel til Jerusalem Post. Artiklen bar overskriften: ”Landet fortjener sikkerhed” 2. Afslutningen på artiklen lød:   ”Men jeg må ærligt sige til ham (Barak): For 1½ år siden overtog du en stat - med problemer ganske vist - men i god stand sammenlignet med i dag. Se hvordan den ser ud nu. Børn kan ikke gå sikkert på gaden på vej til skole. Bilbomber eksploderer i vores byer. Indbyggerne i Jerusalem er under ild. Bosættelser angribes. Landets veje lukkes regelmæssigt. Biografer og samlingssteder står tomme. Ingen kunder køber ind i markeder og stormagasiner. Israels indbyggere er bange i den eneste stat i verden, i hvilken jøder har ret og magt til at forsvare sig selv. Gå ud i gaderne! Se hvad der sker! Dette er ikke en måde at regere en stat på.   Landet fortjener sikkerhed, og den sikkerhed kan landet få”. 

Som bekendt blev Ariel Sharon valgt til premierminister i Israel ved en jordskredssejr den 7. februar 2001 og nu 14 måneder efter valget, har verden været vidne til en hidtil uset optrapning af konflikten, ja faktisk til regulær krig. Valget af Sharon varslede et skifte fra "duen" til "høgen" i israelsk politik Citatet fra Jerusalem Post indikerer en stram og hård linje overfor palæstinenserne. En retorik der kan sammenlignes med retorikken fra flere andre konflikter i løbet af 1990´erne. Som eksempel kan nævnes Bosnien og Kosovo, hvor det internationale samfund kæmpede for at sikre fred og sikkerhed i det konfliktramte ex-Jugoslavien. I disse konflikter har der været forsøgt flere forskellige retninger for at opnå stabil fred med mere eller mindre succes. Den gradvist strammere kurs overfor både de bosniske serbere og den jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic er blevet beskrevet af bl.a. Peter Viggo Jacobsen i sin artikel ”Reinterpreting Western Use of Coercion in Bosnia-Herzegovina: Assurances and Carrots Were Crucial”.3 Samme Hr. Jacobsen har i en forelæsning på Forsvarsakademiet gennemført en analyse af konflikten i Kosovo4. Forelæsningen blev indledt med en gennemgang af teorien bag ”Coercive Diplomacy” – eller tvangsdiplomati, som det kan udtrykkes på dansk. Det er kendetegnende, at tvangsdiplomati sjældent er den første påvirkningsstrategi, der bliver anvendt i en konflikt, men snarere efter at en række ”blødere” værktøjer har været i anvendelse. Hvis det viser sig, at disse ikke virker efter hensigten kan tvangsdiplomati evt. bringes i anvendelse, men som ordet næsten udtrykker, kræver det, at ”baglandet” er indforstået med en skærpelse af magtanvendelsen. 

Sammenligner man de situationer i ex-jugoslavien, hvor tvangsdiplomati blev taget i anvendelse, med situationen i Israel i forbindelse med valget af Ariel Sharon, ses der umiddelbart at kunne drages visse paralleller. Sharon stod netop for en linje, der skulle bringe sikkerhed til israelerne. Kendt som en ”høg” og tidligere general i de israelske væbnede styrker, var der vel ikke nogen, der var i tvivl om, at Ariel Sharon ville anvende en øget grad af magtanvendelse for at nå sine mål. Peter Viggo Jacobsen gjorde i sit foredrag meget ud af at forklare, hvorledes tvangsdiplomati er en balance på en knivsæg. Der er ikke noget i teorien, der kan udtrykkes skråsikkert, men der er indikationer på at visse handlinger er hensigtsmæssige og andre ikke.   

Det virker derfor interessant at diskutere Ariel Sharon og den israelske regerings håndtering af den israelske/palæstinensiske konflikt set gennem teorien om tvangsdiplomati. Både for at opnå en øget forståelse for den israelske håndtering af konflikten, men også for at opnå en bedre forståelse for årsagerne til, at konflikten har udviklet sig til væbnet kamp og decideret besættelse af de palæstinensiske selvstyre områder. Med andre ord, hvorfor Israel er gået fra en påvirkningsstrategi til en kontrolstrategi. Vi kommer igen citatet fra Ariel Sharons artikel i hu: ”Landet fortjener sikkerhed og den sikkerhed kan landet få”.  Først redegøres der for teorien bag tvangsdiplomati. Herefter redegøres der kort for hændelserne omkring valget af Ariel Sharon. Dette bruges som udgangspunkt for en diskussion af Ariel Sharon og den israelske regerings håndtering af konflikten med palæstinenserne frem til iværksættelsen af operation ”Defensive Shield” i slutningen af marts 2002. Perioden afgrænses under hensyntagen til, at Israel med iværksættelse af ”Defensive Shield” lader tvangsdiplomatiets begrænsede magtanvendelse afløse af en kontrolstrategi under anvendelse af total magt.   Afsluttende konkluderes det, hvilke faktorer der var medvirkende til, at det var nødvendigt at lade tvangsdiplomatiet afløse af en større militær offensiv.  

Det teoretiske fundament for tvangsdiplomati
Den grundlæggende ide bag tvangsdiplomati er at supplere sine krav med en trussel om straf, hvis en modstander ikke viser eftergivenhed. Truslen skal være tilstrækkelig potent og troværdig til at overbevise en modstander om, at det vil have for store omkostninger ikke at efterkomme kravene. Logikken bag tvangsdiplomati forudsætter, at en modstander handler rationelt5.  Der skelnes mellem to former for trusler:
• Tvingende.
• Afskrækkende. 
 
En tvingende trussel har til formål at få en modstander til at udføre en handling, han normalt ikke ville udføre. Det kan involvere anvendelse af tvangsmidler i et sådant omfang, at modstanderen indser, at prisen for ikke at udføre den krævede handling vil være for høj. 
 
Den afskrækkende trussel er passiv i sin natur. Formålet med en afskrækkende trussel er at få en modstander til at afstå fra en handling. Truslen kommunikeres til modstanderen, således at denne indser, at det vil være forbundet med nederlag at påbegynde en given handling. Det er således op til modstanderen at tage det første skridt.  Tvingende og afskrækkende trusler kan have succes, hvis det på troværdig vis lykkes at true i et sådant omfang, at modstanderen indser, at ulemperne ved ikke at leve op til de stillede krav overskygger fordelene6
 
Set i sammenhæng med andre konfliktinstrumenter kan tvangsdiplomati jf. Peter Viggo Jacobsen indplaceres på følgende vis:7
 
 

 

Ovenstående figur viser, at tvangsdiplomati normalt er det sidste trin på eskalationsstigen inden alle magtmidler sættes ind. Peter Viggo Jacobsen nævner tillige i denne sammenhæng, at tvangsdiplomati er en påvirkningsstrategi, der levner modstanderen et valg.  I tvangsdiplomati anvendes begrænset magt. Begrænset magt er kendetegnet ved, at modstanderen påvirkes til at give sit samtykke uden at besejre ham. Deraf følger at tvangsdiplomati er en påvirkningsstrategi. Som eksempel kan nævnes luftkampagnerne i Golfen og på Balkan.   

Anvendelse af total magt (decisive force) har til formål at besejre en modstander og fratage ham valgmuligheder. (Kontrolstrategi). Som eksempel kan nævnes landkrigen i Golfen. Succeskriterierne er jo mindre brug af ressourcer og jo mindre brug af tvang jo større succes.  Hvordan gøres dette så operativt? Peter Viggo Jacobsen nævner 8 forhold, der erfaringsmæssigt skal være opfyldt for at opnå den største grad af succes.8  Modstanderen må overbevises om, at omkostningerne ved manglende eftergivenhed er uacceptable. Et krav, til en modstander om at stoppe en konflikt, skal bakkes op af en troværdig trussel. Modstanderen må ikke hurtigt kunne opnå sit mål med få omkostninger. 

En troværdig trussel udgøres af de rette kapaciteter, evnen til at anvende disse og ikke mindst viljen. Modstanderen må overbevises om, at truslen udløses, hvis han ikke føjer sig.  Deadlines. En tvingende trussel bør følges af en deadline, hvorefter modstanderen skal udføre den ønskede handling. Dette er ikke aktuelt i forbindelse med en afskrækkende trussel, idet man ønsker, at modstanderen skal afstå fra at udføre en handling.  Beslutsomhed. Der skal udsendes signaler, der indikerer, at manglende eftergivenhed vil blive straffet automatisk. Dette kan være forberedelser o.lign., der viser, at truslen er troværdig.  Omdømme. Troværdighed har sammenhæng til omdømmet. Hvis man er kendt for at bakke ud i sidste øjeblik, vil modstanderen tvivle på, om truslen bliver ført ud i livet. 
 
Omkostningerne. En modstander vil se med skepsis på en trussel, der vil medføre store omkostninger for den, der er fremkommet med truslen. ”Tvangsdiplomaten” må derfor overbevise sin modstander om, at han kan beskytte sig selv over for de tab, der måtte komme, og at han politisk kan acceptere tab.   Ingen fornyede krav. Tvangsdiplomaten må forsikre sin modstander om at eftergivenhed ikke blot resulterer i fornyede krav. Modstanderen vil naturligvis ikke samarbejde, hvis der alligevel er stor sandsynlighed for, at dette blot vil føre til, at der stilles nye krav.  Anvendelse af ”gulerod” og ikke kun stokken. Guleroden kan være med til at øge troværdigheden og påvirke modstanderen til øget samarbejde. Guleroden kan være med til at hindre, at modstanderen taber ansigt, men derimod kan trække sig ud af situationen med æren i behold. Dette skal ikke forveksles med bestikkelse o.lign., der demonstrerer egen eftergivenhed og kan få modstanderen til at stille krav på et senere tidspunkt. 
 
Det skal afsluttende nævnes, at Peter Viggo Jacobsen i sin fremlæggelse af teorien lægger specielt vægt på anvendelse af guleroden og forsikring om reelle hensigter i anvendelsen af tvangsdiplomati. Det er tilsyneladende lettere alene at bruge stokken overfor en modstander, der har handlet i uoverensstemmelse med egne værdier. Som eksempel herpå kan nævnes forholdet til Irak efter Golfkrigen. Stokken kan give retfærdighed og indtryk af styrke, hvorimod guleroden kan give indtryk af svaghed og eftergivenhed. Argumentet må dog være, at der ganske enkelt skal være ”et bedre tilbud”, hvis man vil påvirke en aktør i en ny retning. Der skal være et incitament for modstanderen til at ændre strategi udover blot at blive truet med magt. 
 
Diskussion af hændelsesforløbet fra valget til Arafats indespærring i december 2001 
Kombinationen af manglende resultater i fredsforhandlingerne og utilfredshed med den forrige israelske premierminister Ehud Baraks indrømmelser, vedr. spørgsmålet om øst-Jerusalems status, skabte en følelse af nødvendighed og mulighed for et systemskifte i den israelske befolkning. Ariel Sharon havde forud herfor i september 2001 pustet godt til ilden ved at aflægge besøg i Al-Aqsa moskeen, hvorefter uroligheder blandt palæstinenserne brød ud.
 
Hændelsesforløbet omkring valgkampen
I valgkampen op til valget skrev Ariel Sharon i en artikel i Jerusalem Post den 24. november 2000 bl.a. : ”...af frygt for ikke at kunne underskrive en aftale med Arafat, har Barak kæmpet tøvende mod den tiltagende terror uden at sætte de klare mål: At afskaffe terror og bringe sikkerhed til folket. Vi har ikke fuldt ud udnyttet de muligheder, vi har for at forstyrre ligevægten blandt de palæstinensiske styrker og terrorister. Der er mange måder at fortsætte på uden at eskalere. Jeg tror på de israelske væbnede styrker. Med en regering, der giver klare direktiver, har militæret altid været i stand til at udarbejde passende løsninger med henblik på at bekæmpe og eliminere terror. Ikke noget for noget lige for lige, ikke hævntørst, men eliminering. Aktivt, ikke reaktivt. Konfronter fjenden med skiftende situationer, underminer deres selvtillid og tving dem til at koncentrere sig om egen beskyttelse i stedet for angreb. Vi kan og må vinde dette slag så hurtigt som muligt – uden at eskalere konflikten. Jo længere det varer, jo større chance for at international intervention vil frarøve os chancen for at opnå den sikkerhed, der er så nødvendig for os. Når tingene er faldet til ro, vil vi bevæge os mod et nyt politisk program. Et fredsprogram i flere stadier”.10     Under valgkampen udtrykker Ariel Sharon sit syn på fredsprocessen således:11
Israels relationer med palæstinenserne bør baseres på gradvise længerevarende midlertidige aftaler. 
- Aftalerne må være baseret på fravær af krig og være gensidige. 
- En fredsproces kan og vil ikke blive implementeret så længe Israel er udsat for vold og palæstinensisk opfordring hertil. 
- Anvendelse af vilkårlige tidsplaner og deadlines er ikke i nogen af parternes interesse. 
- De midlertidige aftaler vil fungere som de første skridt på vejen til varig fred
- Israel vil ikke forhandle, så længe landet bliver beskudt. 
 
Den israelske regering vil byde freden velkommen, når det palæstinensiske lederskab går med til en afslutning af konflikten, bringer en afslutning på terror og opfordring til dette, samt sand forsoning.    I en tale den 7. marts 2001, ved afslutningen af regeringsdannelsen, udtaler Ariel Sharon i en tale til Knesset:12 ”..Jeg vil gerne have lov til at sige følgende til vore palæstinensiske naboer:....I disse dage er det vigtigt at huske på, at det er grundlæggende at løse konflikter med fredelige midler i en fredsproces og samtidig undgå vold. Vi vil stå ved dette princip. Vi kræver af palæstinenserne, at de frasiger sig brugen af vold, terror og opfordring til dette. Vi kræver endvidere, at det palæstinensiske selvstyre opfylder deres forpligtigelser og bekæmper terrorisme rettet mod Israel, dets indbyggere og soldater...jeg og min regering vil forpligte os til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at genskabe sikkerhed og stabilitet. Men vi vil ikke nedtone den svære tid, der ligger foran os. Hverken for os selv eller befolkningen. Vi må mønstre den modstandskraft og urokkelige nationale vilje, som karakteriserer vort folk”. 
 
De israelske krav og truslen
Jævnfør Ariel Sharons udtalelser er det palæstinenserne, der er aggressorer. Det er palæstinenserne, der udøver volden og det er palæstinenserne, der har startet volden. Israel har grundlæggende ret til landet og fredsprocessen er kilde til skepsis. Det er Ariel Sharons og dermed den israelske regerings rationale. Man vil kunne udarbejde en analyse, der muligvis peger på, at Sharons rationale er uhensigtsmæssigt set i lyset af konfliktårsager og konfliktdynamikker, men det er en helt anden opgave. Sammenlignes Sharons rationale med krigen i ex-jugoslavien, traf man i vesten det valg, at det var de bosniske serbere og den jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, der var skurkene. Omvendt ville man have kunnet argumentere for, at vesten var skyld i konflikten ved at fjerne størstedelen af serbernes eksistensgrundlag gennem anerkendelse af Kroatien og Slovenien.  Derved blev serberne tvunget til at indlede en eksistenskamp grundet den oprindelige fordelingspolitik i Jugoslavien. Rationalet afhænger af, hvorfra man ser konflikten. I dette tilfælde skal blot til stadighed erindres, at det ses ud fra et israelsk rationale. 
 
Vender vi os mod tvangsdiplomati ses det, at Sharon i sin tale i Knesset den 7. marts 2001 stiller klare krav til palæstinenserne: Frasige sig brugen af vold, terror, opfordring til dette og krav om en aktiv bekæmpelse af terror. Truslen udtrykkes gennem: ”Jeg og min regering vil forpligte os til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at genskabe sikkerhed og stabilitet”. Specifikt udtrykt i bl.a. den ovennævnte artikel, hvori anvendelse af de israelske væbnede styrker specifikt nævnes. Krav og trussel er henvendt til ”vore palæstinensiske naboer”. Truslen ses primært at være tvingende. Det palæstinensiske lederskab skal standse terroren, og standse opfordring til terror. Med andre ord gennemføre en aktiv handling.   Det kan diskuteres om omkostningerne ved manglende eftergivenhed er uacceptabel for palæstinenserne. De har prøvet uroligheder før og har så at sige ikke meget at tabe.   
 
Konfliktdynamikkerne i den israelsk/palæstinensiske konflikt peger på, at jo tættere man kommer på en fredsaftale, jo mere vil palæstinensiske ekstreme grupperinger opfatte deres ultimative territoriale krav og eksistensgrundlag som truet. Det resulterer i terrorhandlinger mod Israel. Palæstinensiske terrorhandlinger udløser israelske krav om, at PLO skal opnå kontrol med de ekstreme grupperinger. Det har PLO svært ved, da de ikke er besiddelse af de nødvendige magtmidler. Israel vil derfor straffe de pågældende grupper bl.a. ved at intervenere ind i selvstyreområderne, hvilket igen får den palæstinensiske befolkning til at slutte op om terroren. Derved eskaleres situationen uhæmmet, indtil der opstår nye krav om fredsforhandlinger, hvilket kan komme såvel eksternt (USA, FN, EU) som internt. Jødiske og palæstinensiske ekstreme grupper vil herefter rette terror mod modparten for at holde live i konflikten og undgå en permanent fredsaftale, hvorefter loopet kører igen. En terrorspiral.13 
 
Ariel Sharons står over for det problem, at han er aktør i en terrorkonflikt. En konflikt, der udkæmpes på asymmetriske vilkår, hvor selv en overvældende militær magt ikke er garanti for succes. Sharons trussel er ikke væsentlig anderledes end, hvad der før er set i konflikten, hvorfor den sandsynligvis ikke har den tilstrækkelige virkning. På den anden side kan der argumenteres for, at en troværdig trussel skal indbefatte noget i retning af en udrensning af alle palæstinensere fra Israel for at være sikker på, at der ikke er en eneste terrorist tilbage i landet. Derved er der ikke længere tale om tvangsdiplomati, men om en kontrolstrategi, som vil resultere i voldsomme reaktioner mod Israel fra omgivelserne. Følges linjen fra Kosovo-krisen ville en international intervention da ikke være udelukket. 
 
 Fokuserer man på Sharons fortid og hans udtalelser til Jerusalem Post fremgår det, at han nærer en dyb og inderlig tillid til det israelske forsvar, som han selv har været en aktiv deltager i. ”Med en regering der giver klare direktiver, har militæret altid været i stand til at udarbejde passende løsninger med henblik på at bekæmpe og eliminere terror”. Omvendt må det siges, at havde det israelske militær været så effektivt som Ariel Sharon lægger op til, havde konflikten vel været løst for år tilbage.  
 
Er truslen troværdig?
Teorien siger, at en troværdig trussel udgøres af de rette kapaciteter, evnen til at anvende disse og viljen hertil. Modstanderen må overbevises om, at truslen udløses, hvis han ikke føjer sig. I fortsættelse af ovenstående må spørgsmålet rettes mod, hvad er de rigtige kapaciteter? Der skal ikke herske tvivl om, at der med de kapaciteter Israel er i besiddelse af, har de god evne til at anvende og med Ariel Sharon som premierminister masser af vilje. At truslen udløses automatisk, har man kunnet iagttage konstant i løbet af Sharons regeringsperiode. Det sker dog i en tid, hvor bl.a. USA og Rusland ligeledes er involveret i en terrorkrig og kæmper for at finde en strategi, der virker mod en fjende, som ikke umiddelbart ser ud til at lade sig imponere af overvældende militær magt. De palæstinensiske selvmordsbombemænd er svære at skille fra andre civile og netop den ultimative vilje til at ofre sig gør, at terrorristernes rationale er så langt fra det israelske rationale, at krigen bliver asymmetrisk. I relation til det teoretiske grundlag er den israelske trussel meget troværdig overfor det palæstinensiske selvstyre og den palæstinensiske befolkning, men ikke troværdig overfor de, der udfører terrorhandlingerne. 
 
Deadlines
Spørgsmålet om tidsplaner og deadlines bliver bragt i anvendelse på den måde, at Sharon i løbet af hele perioden frem til genbesættelsen af Vestbredden i marts 2002, nægter at forhandle før, der har været minimum 10 dages ro14. De 10 dage skal demonstrere, at Yasser Arafat har fået kontrol med sine ekstremistiske grupperinger. En omvendt anvendelse af den traditionelle måde at bruge deadlines på. Palæstinenserne har jo ikke besat noget land, man kan få dem til at trække sig tilbage fra. Som tidligere nævnt har Yasser Arafat ikke de store chancer for at kontrollere de ekstremistiske grupperinger. Han kan måske begrænse deres aktiviteter i en periode, men 10 dages ro vil med denne logik være det samme som at demonstrere eftergivenhed, hvorfor den israelske regering egentlig opfordrer til terrorhandlinger. Når terrorhandlinger så udløses, kan disse bruges til at demonstrere, at Arafat reelt ikke ønsker fred og dermed, at den israelske regering linje er den rigtige. Sagen er blot, at tvangsdiplomatiet virker omvendt og egentlig eskalerer konflikten. 
 
Beslutsomhed og omdømme
De to næste punkter i teorien slås sammen, da der ses en sammenhæng mellem disse.   Omdømme behandles først. Ariel Sharon og den israelske regering er valgt som aktør, men som det bl.a. er fremgået af den hidtidige beskrivelse, er det premierministeren, der primært tegner billedet. Ariel Sharon har sin fortid i de væbnede styrker. Han har deltaget i Suez krisen, 6-dages krigen og Yom-Kippur krigen. Under sidstnævnte krig blev han udnævnt til generalmajor. Efterfølgende trådte han tilbage og gik ind i politik, herunder grundlagde han det højreorienterede Likud parti. Som forsvarsminister var han strategen bag invasionen i Libanon i 1982, hvorefter han bl.a. blev fjernet fra sin post på grund af sin rolle i forbindelse med  massakrerne i de to flygtningelejre Sabra og Shatila. Ariel Sharons metoder har bl.a. givet ham tilnavnet ”bulldozeren”. Han er kendt for ikke at gå på kompromis. Han vil ikke dele Jerusalem. Han vil ikke lade flygtninge returnere til deres oprindelige områder.15 Hans ”fredsudspil” til palæstinenserne er, at de får Gazastriben og ca. 42 % af vestbredden16, hvorved der skabes mulighed for at etablere en bufferzone imellem Palæstinenserne og israelerne. 
 
Ovennævnte beskrivelse demonstrerer, at der her er tale om en premierminister, der ikke er kendt for at bakke ud i sidste øjeblik, og at palæstinenserne efter omdømmet at regne ikke har behøvet at bekymre sig for, om en given trussel bliver ført ud i livet. 
 
Beslutsomheden omhandler udsendelse af signaler, der indikerer at manglende eftergivenhed vil blive straffet automatisk. Jævnfør de tidligere omtalte taler og avisartikler, lå det Ariel Sharon på sinde, at meddele omverdenen, at det havde hans højeste prioritet at genskabe sikkerhed og stabilitet i Israel. Som eksempel på hans beslutsomhed kan det nævnes, at en palæstinensisk buschaufførs terrorangreb på en gruppe israelere en uge efter valget, hvor 7 israelske soldater og en civil blev dræbt, straks resulterede i et israelsk attentat på Hamas lederen Mahmud al-Madani den 19. februar.17 Som endnu et eksempel kan begivenhederne efter likvideringen af den israelske turistminister i oktober 2001 nævnes. Det efterfølgende ufravigelige krav, at Arafat udleverer de skyldige, har resulteret i en de facto indespærring af den palæstinensiske leder i sit hovedkvarter fra december 2001 til maj 2002. 
 
Omkostninger
Tvangsdiplomaten må overbevise sin modstander om, at han kan acceptere de tab, der måtte komme, og at han politisk kan acceptere tab. Det er et af de sværere punkter for Ariel Sharon og den israelske regering. Som han selv nævner i den tidligere omtalte avisartikel fra Jerusalem Post: ”Vi kan og må vinde dette slag så hurtigt som muligt – uden at eskalere konflikten. Jo længere det varer, jo større chance for at international intervention vil frarøve os chancen for at opnå den sikkerhed, der er så nødvendig for os”.  Sharon demonstrerer her, at han er klar over, at i det øjeblik han indleder den nye linje, arbejder tiden ikke længere for ham. Omverdenen vil se med skepsis på den hårde linje overfor palæstinenserne.   
 
Ariel Sharons politik og hans rationale ligger tæt på den vestlige tankegang. Vi har dermed lettere ved at forstå, hvad det er for foranstaltninger, den israelske regering iværksætter. Vi har betydeligt sværere ved at forstå den palæstinensiske tankegang og specielt svært ved at forholde os til terrorister og selvmordsbombemænd. Assymetrien spiller igen ind. Israelsk kontrol af palæstinensere ved check-points, beskydning af palæstinensiske hovedkvarterer med konventionelle våben, raids mod dele af selvstyreområderne er anvendelse af begrænset magt, men det får den modsatte virkning, når det kommer frem i medierne. Målet er at tvinge palæstinenserne til at opgive terrorismen, men vi ser ikke terroristerne. Vi ser civile, der er blevet ramt ved ”Collatoral Damage” og israelske kampvogne, der angriber ind i selvstyreområderne. Som forventet er kritikken af Israel tiltaget i takt med, at straffeaktionerne mod de palæstinensiske selvstyreområder er tiltaget, og det ikke er lykkedes den israelske regering og de israelske væbnede styrker at bringe terrorhandlingerne til standsning. Også blandt israelerne er der stor chance for at regeringens linje mister sympati, når man uge efter uge kan se israelske styrker gennemføre straffeaktioner uden, at de palæstinensiske angreb mindskes.   
 
Der kan argumenteres for, at dette forhold har haft betydning for indledningen af operation ”Defensive Shield” og dermed overgangen til en kontrolstrategi. Man kunne komme i tvivl i midten af marts måned i år, da Ariel Sharon pludselig opgav kravet om 10 dages ro, før der kan indledes samtaler om fredsforhandlinger og opgivelse af kravet om ikke at forhandle sålænge palæstinensiske terrorister gennemfører angreb i Israel18. Dette skete samtidig med hans dalende popularitet blandt den israelske befolkning. Set i bakspejlet var det dog nok snarere for at få ro til at forberede invasionen af Vestbredden. 
 
Sammenfattende peger det i retning af, at det ikke er lykkedes Ariel Sharon og den israelske regering, at overbevise palæstinenserne om, at Israel vil være i stand til at beskytte sig selv mod de tab, der måtte komme. Tværtimod har de palæstinensiske ekstremistiske grupper formået at holde liv i konflikten så længe, at en stor del af omverdenen har vendt sig mod Israel. 
 
Ingen fornyede krav
Teorien foreskriver, at tvangsdiplomaten må forsikre sin modstander om, at eftergivenhed ikke blot resulterer i fornyede krav. Den israelske regering har også i dette tilfælde tilsyneladende fulgt teoriens ord. Der er ikke ændret væsentligt i kravene, men der har reelt heller ikke været dialog i perioden. Kravet om at standse terrorbombningerne har været gentaget igen og igen, og ansvaret for at det ikke er sket, er blevet lagt på Yasser Arafat i månedsvis. Inklusive den periode, hvor han har været indespærret i sit hovedkvarter i Ramallah. Spørgsmålet er grundlæggende om kravet er realistisk. I hvor høj grad kan Yasser Arafat styre begivenhederne. Følges de førnævnte konfliktdynamikker kan det ikke lade sig gøre at indfri kravene, og spørgsmålet er, om tvangsdiplomatiet snarere har optrappet konflikten ved at holde Arafat indespærret ? Man kan forestille sig, at et evt. palæstinensisk ønske om fredsforhandlinger, må være blevet mindre og mindre, som tiden er gået.   Vender man på den anden side tilbage til Ariel Sharons rationale, er kravet om at standse terrorangrebene ikke urimeligt. Hvis der er terror i et land, må det vigtigste være at få dette stoppet. Hvem skal han ellers stille kravet til, hvis han ikke skal stille det til Yasser Arafat ? Der kan vel ikke indføres en praksis om, at demokratisk valgte regeringer begynder at forhandle med terrorister. Følges denne tankegang har der ikke været mange andre muligheder for den israelske regering. 
 
Anvendelse af ”gulerod” og ikke kun stokken 
Ariel Sharon gik til valg på en hårdere linje overfor palæstinenserne. Det israelske folk var trætte af de palæstinensiske terrorangreb kombineret med de manglende fremskridt i fredsprocessen. Ariel Sharon ”tilbød” at give israelerne den sikkerhed, de ønskede. Det siger sig selv, at det ikke var yderligere indrømmelser til palæstinenserne, der var på den israelske dagsorden efter valget af Ariel Sharon. Peter Viggo Jacobsen har været meget fokuseret på vigtigheden af at anvende guleroden i kombination med stokken. Som det blev nævnt i forbindelse med gennemgang af teorien kan anvendelse af guleroden give indtryk af svaghed og eftergivenhed, mens stokken kan give retfærdighed og styrke. Ariel Sharon har anvendt stokken i rigt omfang både med bombninger af palæstinensiske hovedkvarterer og midlertidige besættelser af dele af selvstyreområderne. Guleroden har han tilsyneladende ikke anvendt i samme omfang, men det interessante spørgsmål at stille er måske mere i retning af: Hvad er en gulerod i denne konflikt? Konfliktdynamikkerne peger på, at konflikten kører i ring i sin egen fastlåste dynamik grundet de ekstremistiske grupperingers ultimative territoriale krav. Hvis guleroden da er total overgivelse, er anvendelse af gulerod urealistisk.  Det er lykkedes Ariel Sharon at forsøge at løse konflikten, indledningsvis ved tvangsdiplomati og senest ved en storstilet militær offensiv, stort set uden indblanding udefra. Hans tro på de militære styrkers evne til at eliminere terrorismen har tilsyneladende vist sig ikke at være realistisk. Det næste der bør ske jf. konfliktdynamikken er, at der indledes fredsforhandlinger. Når parterne evt. når tæt på en løsning, starter terroren igen. Hvad er en gulerod i det scenarie?   Ariel Sharons udgangspunkt var den israelske utilfredshed med Ehud Baraks forhandlinger om øst-Jerusalems status og eventuelle overgang til palæstinensisk selvstyreområde. Ariel Sharon gik til valg på, at Jerusalem aldrig må deles. Med andre ord Jerusalem kan ikke bruges som en gulerod.  
 
Sharon har selv været med til at etablere de jødiske bosættelser på Vestbredden. Oprindeligt er disse etableret i oktober 1977 som områder, der skulle holdes tilbage som særlige ”sikkerhedszoner” i forbindelse med fremtidige fredsforhandlinger.19 Det siger sig selv, at der heller ikke her kan etableres en gulerod set fra Ariel Sharons side.   Palæstinenserne kræver, at flygtninge kan returnere til deres oprindelige områder. Ariel Sharon hævder, at genhusning i andre områder end de oprindelige har været princippet i international flygtningehjælp gennem hele det 20. århundrede.20 Jødernes ret til at bebo israelsk område og Sharons militære baggrund gør, at han ikke kan gå med til genhusning af de palæstinensiske flygtninge i deres oprindelige områder. Her er ingen gulerod at hente. 
 
Endelig er der spørgsmålet om en selvstændig palæstinensisk stat. Følges Sharons hidtidige rationale vil han se stabilitet, før dette kan komme på tale. Som nævnt tidligere udtalte Sharon i forbindelse med valgkampen, at Israels relationer med palæstinenserne bør baseres på gradvise længerevarende midlertidige aftaler. De midlertidige aftaler vil fungere som de første skridt på vejen til varig fred. Denne udtalelse skal formodentlig ses i sammenhæng med Sharons hidtidige erfaringer med fredsprocessen og dermed et ønske om, at aftaler ikke skal være for ultimative, men kunne tilpasses en skiftende situation. Årsagen til denne forholdsvis positive vurdering er en udtalelse, Sharon kom med under et besøg ved den amerikanske præsident Bush i februar 2002. Sharon sagde under en pressekonference efter mødet at: ” Til sidst i processen tror jeg, at vi vil se en palæstinensisk stat”.21 Det er Sharons gulerod. Sagen er blot, at tiden ikke er moden til, at det kan ske. Det palæstinensiske selvstyre ledes af Yasser Arafat, der hele sit liv har kæmpet for et frit Palæstina. Både som terrorist (frihedskæmper?) og som politisk figur. Hvis Arafat opgav de nuværende palæstinensiske krav, og dermed fik etableret en palæstinensisk stat, vil der være stor risiko for, at han i den arabiske verden vil blive husket for at have forrådt den palæstinensiske tanke, og mindre chance for, at han var den, der etablerede en palæstinensisk stat. Derfor er Ariel Sharons gulerod ikke et tilstrækkelig godt alternativ på nuværende tidspunkt, men i en eller anden form for kompromisløsning kan den evt. blive det i fremtiden. Specielt set i lyset af det seneste arabiske topmøde i Beirut i marts måned i år. Mødet var initieret af SaudiArabien og havde til formål at drøfte mulighederne for fred og normalisering af forholdet mellem Israel og de arabiske naboer. Jf. dette udspil skulle Israel trække sig tilbage fra Vestbredden og en palæstinensisk stat etableres med hovedstad i østJerusalem. Til gengæld ville de arabiske stater anerkende Israel, give de nødvendige sikkerhedsgarantier, genoprette diplomatiske forbindelser og handelsforbindelser.22 Det historiske resultat af dette møde har ikke medført nogen ændringer umiddelbart, men sættes det ind i ovennævnte context, er mødet måske en væsentlig del af forberedelserne til fremtidens fredsforhandlinger i Mellemøsten.  
 
Konklusion
Den foregående diskussion peger i retning af, at Ariel Sharon og den israelske regering har anvendt ”tvangsdiplomatiske” værktøjer i håndteringen af konflikten med palæstinenserne.    Tvangsdiplomatiet har tilsyneladende ikke bibragt den fornødne sikkerhed og stabilitet i regionen, hvilket har kunnet konstateres i forbindelse med den israelske iværksættelse af operation ”Defensive Shield” i slutningen af marts 2002, hvor tvangsdiplomatiet blev afløst af en kontrolstrategi. 
 
Årsagerne hertil skal muligvis søges i Ariel Sharon og den israelske regerings tro på, at anvendelse af militær magt vil kunne få palæstinenserne til at afstå fra at begå terrorhandlinger.    Det har sandsynligvis været en fejlberegning. De palæstinensiske ekstremistiske grupperinger kæmper på asymmetriske vilkår og lader sig tilsyneladende ikke afskrække af overvældende militær magt. Snarere har man kunnet iagttage, at palæstinenserne har kunnet anvende den israelske anvendelse af våbenmagt i egen sags tjeneste. Omkostningerne for Israel begynder dermed at vokse og den israelske regering må til stadighed anvende flere ressourcer på at forklare og retfærdiggøre de israelske handlinger overfor omverdenen. Dermed virker tvangsdiplomatiet modsat hensigten. Konsekvensen af dette har været, at Israel gennem sit hidtidige kendskab til palæstinensiske terrorgrupper ganske enkelt har fundet det nødvendigt at arrestere alle kendte og mistænkte terrorister, hvilket skete i forbindelse med operation ”Defensive Shield”. Så er der blot ikke længere tale om tvangsdiplomati, men om opnåelse af kontrol. Det kræver en langt højere grad af magtanvendelse, hvilket verden har været vidne til den seneste måned. Ifølge teorien er den israelske regering simpelthen gået fejl af sin modstanders rationale. 
 
Ariel Sharon gik til valg på en hårdere linje overfor palæstinenserne. Det i sig selv giver begrænsede muligheder for at kunne anvende guleroden for at bringe liv i fredsprocessen. Kun på punktet vedr. en palæstinensisk stat, ses der en mulighed for at etablere et reelt forhandlingsgrundlag, men det bliver ikke så længe både Ariel Sharon og Yasser Arafat er ved magten. Tilbuddet er ganske enkelt ikke godt nok. Omvendt vil et tilfredsstillende tilbud på nuværende tidspunkt indbefatte totale indrømmelser fra den ene eller den anden side, hvilket er urealistisk.   
 
Forgængeren Ehud Barak repræsenterede ”duerne”. Hans politik slog fejl på grund af for mange indrømmelser overfor palæstinenserne. Ariel Sharon og hans regering repræsenterer ”høgene”. Hans tvangsdiplomati endte i marts 2002 i en besættelse af Vestbredden. Styrkerne har ganske vist trukket sig tilbage igen, og der er indkaldt til fornyede fredsforhandlinger, men optimismen er ikke stor. Indtrykket er, at uanset hvilken politik der bliver ført, er resultatet det samme: Konflikten fortsætter. De ekstremistiske grupperingers incitament til at fortsætte terrorkrigen skal fjernes og villighed til politisk kompromis skal opnås, før konflikten kommer ud af det dødvande, den nu er i. Det peger på, at omverdenen må inddrages, og spørgsmålet er, om det seneste arabiske udspil på langt sigt kan være den nødvendige katalysator.  
 
 

Noter
1 Artiklen belyser premierminister Ariel Sharon og den israelske regerings anvendelse af tvangsdiplomati i håndteringen af den israelsk/palæstinensiske konflikt, herunder diskuteres årsagerne til, at strategien tilsyneladende ikke giver det ønskede resultat. Artiklen er udarbejdet i forbindelse med forfatterens gennemgang af Stabskursus II 2001/2002 ved Forsvarsakademiet.   

2 Ariel Sharon: The country deserves security. (Jerusalem Post 2000-11-24). (AS) http://www.unitedjerusalem.com/THE_LIKUD_SPEAKS/the_likud_speaks.asp af 2002-05-02. 

3 Peter Viggo Jacobsen: ”Reinterpreting Western Use of Coercion in BosniaHerzegovina”. (PVJ)  The Journal of Strategic Studies, Vol. 23, No. 2 (June 2000) s. 1-22. 
 
4 Forelæsningen blev gennemført på Forsvarsakademiet den 25. januar 2002 i forbindelse med gennemgang af   tema 7 omhandlende konflikt krise og intervention. Ved afslutning af lektionen blev foredragsholderens noter  udleveret til de studerende. (PVJ noter)
 
5 Alexander George: Forceful Persuasion, Coercive Diplomacy as an Alternative to War, http://ww.colorado.edu/conflict/peace/example/geor2638.htm. s.1. 
 
6 PVJ, s. 3. 
 
7 PVJ noter, s. 4. 
 
8 PVJ s. 4-6. 

9 DR Nyheder Online – Udland: Voldens spiral i Mellemøsten. (DR)  http://www1.dr.dk/pubs/nyheder af 2002-04-30, s.1.

10 AS, s.2.   

11 United Jerusalem.com: The Life & Times of Ariel Sharon. (UJ), http://www.unitedjerusalem.com/_DECLARATION_OF_INDEPENDANCE_/ Sharon_Reume af 2002-05-02, s. 10-11.

12 Inauguration Speech of Prime Minister Ariel Sharon in the Knesset March 7, 2001, http://www.embassy of  israel.dk/elections2001/inauguration_speech_of_prime_min.htm af 2002-05-02. 

13 Syndikat Jomini: Projekt terrorisme – Israel og de palæstinensiske selvstyreområder. Opgave udarbejdet på Forsvarsakademiet VUT II/L – STK  2001/2002, s. 17.

14 DR, s. 1. 

15 Ariel Sharon, Israel´s new Prime Minister. http://www.cosmopolis.ch/english/cosmo14/arielsharon.htm, af 2002-05-02, s. 1-3.
 
16 TV2 nyhederne: Bush og Sharon, Arafats ansvar. (Bush og Sharon, Arafats ansvar). http://nyhederne.tv2.dk/tema af 2002-05-02, s. 2. 
 
17 Chronology of Events in the Middle East from 1967 to 2002. http:/middleeast.reference.users.btopenworld.com af 2002-05-01, s. 24.
 
18 TV2 nyhederne: Mellemøsten, Sharon i regulær kattepine. http://nyhederne.tv2.dk/tema af 2002-05-02, s. 1.
 
19 UJ, s. 14.
 
20 ibid, s. 12.
 
21 Bush og Sharon, Arafats ansvar, s. 2.
 
22 BBC news, Q&A: Middle East conflict. http://news.co.uk/hi/english/worls/middle_east.stm af 2002-05-01, s. 4.
 
 
 
PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_131.aargang_nr.4_2002.pdf

Litteraturliste

Del: