Anmeldelse: 'Tak for turen' af Lars R. Møller

Medlemmerne kan møde oberst (pens.) Lars R. Møllers tilbageblik på sin tid i forsvaret forud for Det Krigsvidenskabelige Selskabs generalforsamling i Ridehuset på Frederiksberg Slot den 21. maj 2014 fra 1700 til 1900.

Anmeldt af David Vestenskov

Lars R. Møller: Tak for turen. København: Lindhardt og Ringhof, 2014. 585 sider. Pris 299,95 kr.

Foto: Soldaternyt.dk

Vi snyder ikke, og vi lyver ikke. Lige netop disse ord går igen flere gange i den nu pensionerede oberst Lars R. Møllers erindringer, som tager udgangspunkt i hans fyrre år i det danske forsvar, og lige netop disse ord er indbegrebet af oberstens selvopfattede svanesang til et dansk forsvar under omstilling.

Bogen er bygget op gennem fire hoveddele: Den kolde krig, Bosnien, Efter den kolde krig og Dannevirke anno 2014. Selvom det er bogens afsluttende to dele, der afgjort er mest interessante, er det som med alt andet vigtigt at se de centrale dele i lyset af helheden. For folk der kender forfatteren og dennes karriere i forvejen, vil de to første dele byde på en række gentagelser, hvilket dog ikke skal lægges forfatteren til last, da han herigennem øger målgruppen. Endvidere er dette ikke kun en erindringsbog, men samtidig en tur gennem det danske forsvars organisation fra værnepligtig til oberst i Forsvarskommandoen. Alle personer, der ønsker at gøre officerskarriere i forsvaret, bør se dette som en mulighed for at komme tæt på de forskellige gradsniveauers maskinrum, samtidig med at der oparbejdes en forståelse for helheden. Turen ledsages af personlige oplevelser og anekdoter med en underlæggende humor og nonchalance, der til tider kan virke påtaget, men øger læsværdigheden.

Loyalitet, ansvar for sine ansatte og tro på egne ideer har fulgt Møller gennem hele hans karriere, mens det faglige omdrejningspunkt har været det militære håndværk. Han har altid troet på handling fremfor passivitet om så handlingen viser sig at være forkert. Dette gør sig gældende både i forhold til hans ageren i medierne og i forhold til sin ledelsesstil. Kernen i ledelse er det menneskelige aspekt og sympati overfor sine ansatte, og kun gennem dette opnår man respekt og loyalitet fra sine ansatte, hvilket i sidste ende skaber de bedste resultater. For at løse dette relanceres begrebet strategisk kommunikation, hvilket Møller har anvendt op gennem sin karriere. I alt sin enkelthed handler det om at kende de enkelte dele af sin organisation bedst muligt ved at bruge tid sammen med de ansatte. Herved demonstreres ligeværd, samtidig med at de ansatte får mulighed for at klage direkte til direktøren. I både fysisk og mental forstand har dette medført, at Møller aldrig har forpasset en mulighed for at deltage i ”frontlinjen” om det så har været i forhold til øvelser, medierne eller operationer.

Hans beskrivelse af tiden i Bosnien bygger på hans tidligere bog Operation Bøllebank (2001), hvor Møller for en stund blev verdenskendt for at besvare et angreb under FN-missionen. Selvom der fra et militærfagligt synspunkt ikke var andre muligheder, påpeger Møller, at det var et tilbageskridt for FN-missionen. Hans ansvar var dog først og fremmest at få alle sine svende med hjem, og ikke at overveje de strategiske konsekvenser.

Da Møller udnævnes til Brigadechef i 2001 fortsatte han under hans hidtidige ledelseskodeks, og der er en række praktiske eksempler, der illustrerer hvorfor Møller altid har næret stor respekt fra menige soldater. Det, at en brigadechef i slutfyrrene slutter sig til en patrulje i nattens ly på samme vilkår som de menige soldater, kan kun afføde respekt, ligesom at føre notesbog over navne og samtaleemner således at man kan anvende det som udgangspunkt ved næste besøg, også har været med til at styrke respekten.

Det er tydeligt, at respekten går begge veje. Forfatteren nævner de faldne fra Irak og Afghanistan sideløbende med hans eget virke, og han lægger ikke skjul på, at denne del er den værste del af det at være i forsvaret. Selvom alle soldater er bevidst om, at deres arbejde kan koste dem livet, vil der altid indtræffe en uoprettelig familiekatastrofe, når en soldat falder i kamp. Intet kan retfærdiggøre dette tab – selv ikke verdensfred kan retfærdiggøre tabet af eksempelvis en datter eller en søn.

Som chef for Hærens Kampskole blev forfatteren ifølge ham selv tildelt sit drømmejob. I forhold til sit virke var det en prioritet, der trumfede alle andre – soldaternes sikkerhed. Hver gang Møller så en risiko for, at sikkerhedsstandarden var truet brokkede han sig internt. Hvis han løb panden mod en mur gik han til pressen. Denne metode endte med at koste ham drømmejobbet, også selvom han til enhver tid vil hævde (med et sarkastisk smil på læben), at han blev headhuntet til Forsvarskommandoen.

Møller fortsatte dog sine offentlige formidlinger, og en af de mere interessante sager, der fremhæves i bogen, er forsvarsledelsens reaktion på researcharbejdet i forbindelse med bogen Vi slår ihjel og lever med det (2010). For denne anmelder er det mildest talt rystende, at en forsvarsledelse går i panik over projektet og researcharbejdet. Kendte de ikke manden og hans baggrund? Der var jo en grund til at menige soldater respekterede Møller – han satte deres sikkerhed først. Der var så mange åbenlyse fordele ved, at netop Lars Møller, stod for dette projekt. Mest af alt er det nok et udtryk for den lukkede mediekultur, der herskede og stadig hersker i forsvaret, og angsten for at sige noget forkert er større end lysten til at bidrage konstruktivt. Dette bør der ændres på, da forsvaret generelt er alt for dårlige til at udtale sig i tide. Dette efterlader ofte befolkningen i mistro, for hvorfor vil forsvaret ikke udtale sig?

I den afsluttende del af bogen flytter kritikken fra forsvarsledelsen til forsvarsministeriet. Et ministerium, der ifølge forfatteren har udviklet sig til et DJØF-vælde af embedsmænd med ambitioner om at udvikle politik og gøre alt op i målbare kvantitative størrelser. Selvom nogle af de nævnte personer vil opfatte dette som mudderkastning fra en ”Oberst Hackel-type”, er argumentationen omkring en dalende prioritering af det militærfaglige håndværk tankevækkende. Forsvarsforliget, der indbefattede en besparelse på 2,7 milliarder, må ifølge forfatteren medføre begrænsede operative kapaciteter, og det der utvivlsomt har vækket den største harme er, at regeringspolitikere uden militærfaglig erfaring gang på gang har hævdet, at den operative kapacitet kan bevares, selvom støttestrukturerne reduceres.

Sammenlægningen af ministeriet og Forsvarskommandoen får også en gedigen kritik med på vejen, hvilket begrundes gennem en række sager, hvor det tydeliggøres, at den politiske dagsorden i ministeriet ikke altid er i harmoni med den operative virkelighed. Når en enkeltsag rammer medierne sættes hele ministeriet i beredskab for at betjene ministeren bedst muligt. Men operationerne kører stadig, og fra et forsvarsmæssigt synspunkt er dette trods alt vigtigere, end om en politiker har sagt noget forkert i pressen. Endvidere er der en række eksempler på, at ministeriet har truffet militærfaglige beslutninger uden at konsultere forsvarskommandoen, hvilket ligeledes er beskrevet på et fundament af gode argumenter og eksempler.

Alt i alt er bogen et partsindlæg fra en afgående oberst, der ikke har været bange for mediernes søgelys. Det er en militærfaglig opsang til både politikere og forsvarsledelse om ikke at sygne helt hen i teori og tal i et excel-ark. Der er en særlig opfordring til politikerne om at dygtiggøre sig, inden de udtaler sig skråsikkert om en succesfuld sikkerhedspolitik.

Den afgående Møller er ikke bange for at dele hverken ris eller ros ud til nu tidligere kollegaer, og selvom der med statsgaranti er flere sider og nuancer af kritikken, er Tak for turen ikke kun en interessant historisk beskrivelse af en sikkert ualmindelig officerskarriere. Det er mest af alt en kvalificeret kritik af udviklingen inden for forsvaret, som forfatteren mener, bevæger sig i den gale retning. Alle med interesse for forsvaret og sikkerhedspolitik bør begive sig ud på turens 600-sider, og derfor tildeles bogen også fem bånd.

Jeg vil lade obersten selv afslutte med følgende citat som opsummerer hans fremadrettede anbefaling til både ministerium og kommando:

”Det ville være rigtig fedt, hvis folk koncentrerede sig om det de bliver betalt for.”

 

 

David Vestenskov

Projektforsker, Forsvarsakademiet, Center for Militærhistorie.

Del: