Anmeldelse: "Der untergang"

Anmeldt af Poul Grooss

 

”Der Untergang”, instrueret af Oliver Hirschbiegel, længde 2 timer og 30 minutter.

 

 

Der er imidlertid også en militær vinkel til dette bizarre skuespil, som blev opført under jorden i Berlin i dagene fra Hitlers sidste fødselsdag den 20. april 1945 og ca. 10 dage frem. For den militærhistorisk interesserede er det en meget interessant film. Ca. 6 millioner tyskere har allerede set filmen. At det har taget 60 år for den tyske befolkning overhovedet at få et forhold til landets nyere historie er en sag for sig, men nu er filmen her. Både ældre og yngre kan her studere Det Tredje Riges totale sammenbrud.

Der er ikke noget opsigtsvækkende nyt i filmen. Den baserer sig på en række tidligere kendte erindringer fra førerbunkeren, især sekretæren Traudl Junges bog: ”Bis zur Letzte Stunde” (på dansk ”Til den bitre ende”, på engelsk: ”Until the Final Hour: Hitler’s Last Secretary”) og Joachim Fests ”Der Untergang: Hitler und das Ende des Dritten Reiches”. Filmens handling er bygget op over iagttagelser gjort af en række nøglepersoner, som går igen gennem hele filmen. Det drejer sig først og fremmest om Traudl Junge samt Hitlers oppasser og hans adjudant, men der er også blevet plads til at følge en 14-årig dreng fra Hitler Jugend samt en lidt yngre dreng. Endelig følger man to af stabens læger, som dels amputerer på livet løs blandt de sårede soldater i byen, dels hjælper Hitler med de tekniske detaljer omkring selvmordet.

Der gives en meget realistisk beskrivelse af forholdene, både nede i bunkeren og af befolkningens situation over jorden. Ud over Hitler og Eva Braun møder man i filmen Himmler, Joseph og Magda Goebbels og deres seks børn, Albert Speer, generalfeltmarskal Wilhelm Keitel, generaloberst Alfred Jodl, adjudanten SS-Sturmbannführer Otto Günsche og oppasseren Heinz Linge. Kampen mod de overmægtige sovjetiske styrker, som trænger ind i byen, ledes af SS-Brigadeführer Mohnke og General der Artillerie Helmuth Weidling. Den støtte og vejledning de søger at få fra bunkeren, som både fungerer som politisk og som militært hovedkvarter, kan ikke bruges til noget som helst.

Hitler omgiver sig i Det Tredje Riges afskedsstund med en rigt varieret personkreds. Situationerne omkring ham er ofte helt grotesk. Medens hans armeer går til grunde, bekymrer han sig om sine nærmeste: Sekretæren, adjudanten, husholdersken med flere. Hans forhold til officererne i generalstaben er mildest talt dårligt. Under et af hans raserianfald lyder det fra Hitler: ”Officererne har kun gået på akademiet for at lære at spise med kniv og gaffel. Jeg har egenhændigt kunnet erobre det meste af verden, og det uden deres uddannelse. Jeg skulle have gjort lige som Stalin og skudt alle officererne!” Publikum præsenteres for en diktator, som i den grad – ind i mellem – mister jordforbindelsen. Det skyldes blandt andet, at han omgiver sig med en fantastisk blanding af kompetente og inkompetente mennesker, civile som militære. De omfatter såvel ja-sigere, opportunister, partipampere, alkoholikere som dygtige officerer og embedsmænd. Hvis de ledende officerer siger deres mening, så kan de blive skudt for enten fejhed eller højforræderi. Hitler føler sig forrådt af sine gamle medarbejdere. Himmler har forsøgt sig med sine egne fredsfølere til Folke Bernadotte, Göring prøver at tage selvstændige initiativer i Bayern og Eva Brauns svoger, SS-Brigadeführer Hermann Fegelein (Himmlers adjudant) bliver midt i det hele skudt for højforræderi. Samtidig er hele Førerbunkeren i opløsning. Der festes og drikkes, som om de alle skulle dø dagen derpå – og det skulle mange af dem da også. Sekretærerne bliver enige om, at det da egentlig var meget hyggeligere, dengang der kun faldt flyverbomber. Nu er der russisk artilleribeskydning. Granaterne rykker hele tiden nærmere, og beskydningen bliver mere intens.

De højtstående officerer bekymrer sig om deres mange personlige problemer så som selvmord, overgivelse, russisk fangenskab, flugt mod vest og familiens sikkerhed. Mange officerer føler sig bundet af deres faneed og mangler i den grad sund fornuft, proportionssans og sund dømmekraft. Kendskabet til russernes behandling af tyske fanger gjorde, at mange gemte den sidste kugle til sig selv. Man kunne jo stille sig det spørgsmål: ”Hvorfor kæmpede tyskerne egentlig til Berlin var erobret?” Ingen kunne jo på det tidspunkt være i tvivl om krigens udfald. Nogle tyskere håbede tilsyneladende på at nå ud til amerikanerne mod vest, så man kunne gøre fælles sag og slå russerne tilbage, hvor de kom fra. Alliancen mellem russere, amerikanere og briter forekom tyskerne unaturlig – og det kan man måske ikke fortænke dem i.

Midt i den berlinske forvirring dukker general Ritter Robert von Greim og den kvindelige pilot Hanna Reitsch op. De er begge overbeviste nazister. De har stjålet et Fiesler Storch-fly (et lille artilleriobservationsfly) og er landet på Brandenburger Tor. Generalen bliver af Hitler udnævnt til luftmarskal og Görings afløser. Hitler lover den skeptiske luftmarskal 1.000 af de nye Strahl-jäger (jet jagere)!

Filmen er flot lavet. Omgivelserne virker korrekte. Krigens begivenheder beskrives, så man som publikum lever helt med. Lydeffekterne i forbindelse med den omfattende artilleribeskydning levner ikke meget til fantasien. Det virker voldsomt.

Filmens anden hovedperson er Traudl Junge. I filmen vises hun som en meget sød og lidt naiv, men også meget iagttagende, samvittighedsfuld og omsorgsfuld pige. I filmens slutning vises klip fra en film om hende optaget for tre år siden. Hun reflekterer over, hvad det var for et spil, som hun havde været en lille brik i. Når filmen slutter, så bliver folk siddende. Dette er ikke bare en film man ryster af sig, når man forlader biografen. For den historisk interesserede er der tale om en historisk korrekt film om de afsluttende kamphandlinger i Europa under Den anden Verdenskrig. Der er ingen fare for, at denne film bliver en kultfilm for neonazister. Dertil er skildringen af Det Tredje Riges sammenbrud for afslørende.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.1_2005.pdf

Del: