Anmeldelse af bøger version 5 - 1968

Carl Herlitz: Svenska Arm éns Regementen. Regementstraditioner. Militårhist. forlaget, Stockholm 1967.

Interessen for gode militære traditioner som et middel til at styrke enhedernes moral synes i tiden efter 2. verdenskrig at være voksende også her i landet. Vi har fået regimentsnavne og -emblemer, og rundt om i garnisonerne møder man overalt bestræbelser fo r at udbygge det lokale særpræg, som udgør en væsentlig del af begrebet korpsånd. Som et første forsøg på at kortlægge disse forhold udkom i 1955 en lille håndbog, A. Hoff og A. N. Hvidt: »Kongens tro regimenter«, der i skematisk form samlede hærens vigtigste traditionsdata. Fornylig har man i Sverige fået et sidestykke hertil i oberst Carl Herlitz’s ovennævnte bog. I princippet er det svenske værk opbygget omtrent som Hoffs og Hvidts lille bog, med faste rubrikker inden for hvert regiment: historie, fane, sejrnavne, march, øvrige traditioner, soldaterforeninger, litteratur, m. m. Men takket være den svenske hærs størrelse og dens rigdom af stolte traditioner er bogen blevet af en helt anden størrelse og anseelse end sin danske forgænger. Alle rede de svenske regimenters alder er jo imponerende. Herhjemme synes vi nok, vi er pænt placeret, ikke mindst overfor vore kammerater i andre NATO-hære, når vi kan føre vore ældste enheder tilbage til 1600-årenes begyndelse, og næsten halvdelen af dem i alt fald er ældre end 1700. Men i Sverige kan eet regiment, Svea livgarde, føre en sikker livstråd tilbage til 1521, og størstedelen af infanteriregimenterne til før 1634. Ved en smidig konverteringsordning har man kunnet holde liv i en række af de gamle regimenter ved at overføre dem til andre våbenarter. Således er ikke blot et rytterregiment (Skånska dragonregementet), men også en række in fanteriregim enter som f. eks. Göta livgarde og Södermanlands regemente, gået over til det nyoprettede panservåben med bevarelse af kærnen i de gamle navne. Ved rytteriets reduktion efter 2. verdenskrig smeltede Livregementet till hast ind til at blive en enkelt Livgardesskvadron, mens Norrlands dragonregemente er blevet til en bereden jægerbataljon + rytteriets skoler, og Livregementets husarer til en opklarings- og en militærpolitibataljon . I alle disse tilfælde er det en direkte overførsel af en levende enhed fra en våbenart til en anden. Men derudover har man i flere tilfælde taget det mere tvivlsomme skridt at tildele nyopstillede enheder faner og traditioner fra afdøde enheder fra samme egn. Således har Upplands signalregemente arvet det nedlagte Upplands regemente’s og Göta signalregemente Karlsborgs luftvarnsregemente’s traditioner. Ja, efter nedlæggelsen af Västmanlands regemente er dets traditioner, herunder altså også dets fane, overtaget af Vastmanlands flygflottilj.

Af regimentær egenart - som man med et skrækkeligt ud tryk kalder det på nydansk - kan nævnes, at tre regimenter, der udmærkede sig i slaget ved Lund 1676, til minde herom til galla bærer en halm ­ krans om huen, d. v. s. nu er halmkransen skrumpet ind til kun at være en lille halm ­ roset omkring kokarden. Ved Skånska dragonregementet og Wendes artilleriregemente bærer chefen — og kun han - den gamle kartouche (patrontaske) i skuldergehæng, der i sin tid blev båret af alle beredne enheders officerer. Egne marcher har alle svenske regimenter, og godt halvdelen af dem er af svenske komponister, som regel en af regimentets egne m usikdirigenter. Derimod forekommer valgsprog sjældent. Svea Livgarde og Livregementets grenadjarer har la tinske valgsprog, hentet fra gamle faner. Enkelte andre har valgsprog på svensk, valgt af chefer i dette århundrede eller som for Våsternorrlands regementes vedkommende af soldaterforeningen. En nyhed af traditionsbevarende art er de til udgangsuniform M/60 hørende regimentsmærker, der bæres yderst på skulderstroppen (mens kraven er forbeholdt de gamle våbenartsmærker). Disse regimentsmærker forekommer dog kun ved infanteriet, rytteriet og panservåbnet, og endda ikke ved alle regimenter her. De tre gardeenheder Svea livgarde, Göta livgarde og livgardesskvadronen bærer nemlig det kgl. navnetræk i stedet for regimentsmærke, mens livregimentets grenadårer og livregementets husarer har trekroner mærket. Regimentsmærkerne er norm alt afledt af de pågældende landskabsvåben, hvilke t har medført lid t m indre differentiering, end det var ønskeligt. Der er således fire stående løver, kun varieret ved deres attributter (våbenskjold, armbrøst, stjerne og ingenting) og derfor nok så vanskelige at skelne fra hinanden, når man ikke er meget tæt på. Det samme gælder de to panserregimenter Nörra og Södra Skånska regementet, hvis grifhoveder (oprindelig afledt af den pommerske grif, hvis hoved E rik af Pommern satte i Malmøs byvåben) kun har den forskel, at kronen på Norra Skåningernes grif er prydet med strudsfjer. Ved siden af regimentsmærkerne har man, ligeledes til uniform M/'60, bevaret de gamle knapmodeller, der i mange tilfælde har en til regimentsmærket svarende figur.

Værket afsluttes med gengivelser i farver af de nuværende regimentsfaner og -estandarter, mens de i de senere år ophævede regimenters faner kun er vist i streg. Kun enkelte regimenter har bevaret en fanetype, der minder om vor (nationalflaget med indsat regimentsvåben), mens de fleste har meget moderne heraldiske faner af høj kvalitet. Sejrsnavnene føres ikke som hos os på fanebåndene, der er ens for alle regimenter, men i et smalt felt i fanedugens overkant. Bogen er et uundværligt hjælpemiddel for enhver, der komm er i forbindelse med personel af den svenske hær. 

V. H.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon boeger.5.1968.pdf

Litteraturliste

Del: