Amerikanske strategiske tanker, 1960

Vi bringer her den anden af Oberst Amtrups forelæsninger for generalstabskursus 1960/61 om den strategiske tænkning i henholdsvis Øst og Vest. Den første, der handlede om sovjetiske, strategiske tanker, bragtes i forrige nummer af tidsskriftet.
 
Det er ulige lettere at studere de amerikanske end de russiske tanker
på det strategiske område; for her har vi sådanne masser af litteratur og
tidsskrifter til vor rådighed, at det simpelt hen er um uligt for en enkeltperson
at læse det altsammen. Men alligevel kan det være vanskeligt i en
kort artikel at give et helt klart billede af de officielle amerikanske tanker;
for videnskaben og de enkelte værn er ikke ganske enige. Jeg skal dog
forsøge, om jeg kan give et billede, og jeg v il begynde med dr. Henry A.
Kissingers opstilling af problem stillingen og hans tanker om de strategiske
doktriner i hans bog: »Nuelear weapons and foreign poliey«. Denne
bog, som i de sidste år har været meget stærkt diskuteret i politiske og
militære kredse, er nok skrevet af dr. Kissinger, men forud for bogen er
gået et grundigt studie af 34 kendte amerikanske personligheder fra forskellige
kredse under »The council of foreign relations«.
 
Dr. Kissinger siger, at en af de vanskeligste fordringer en nation er
stillet overfor, er en korrekt udlægning af dens fortids lærdomme; for
historiens lære er usikker. Den lærer os nok konsekvenserne af visse
handlinger, men den overlader det til hver generation at bestemme, hvilke
situationer der kan sammenlignes. Sålænge udviklingen går roligt, er der
intet særligt besvær; nye problemer vil i nogen grad være i overensstemmelse
med tidligere erfaringer, så at selv unøjagtige analogier vil have en
vis værdi. Men det er helt anderledes, når der sker begivenheder, der slet
ikke kan måles med tidligere erfaring; så kan fortidens succes hemme en
forståelse i nutiden.
 
Dette problem har plaget amerikanernes militære tænkning siden
den anden verdenskrig; det kan defineres som en kon flikt mellem en
søgen efter et absolut svar og atomtidens risici, mellem erkendelsen af
at de er blevet uendeligt sårbare og deres oprør herimod.
 
Fordi amerikanerne har vundet to verdenskrige ved at udproducere
modstanderne, er de tilbøjelige til at sætte militær overlegenhed lig med
overlegenhed i ressourcer og teknologi. Men historien viser, at overlegenhed
men hensyn til strategiske doktriner mindst lige så ofte som materieloverlegenhed
har været en kilde til sejr.
 
Tyskernes lynkrig i 1939—40 og Napoleons rette balance mellem ild
og bevægelse var ikke sejre, der byggede på ressourcer, men på nye strategiske
doktriner. Evnen til at bryde den struktur, der efterhånden er
blevet taget for given, og at gåre sejren endnu mere fuldkommen ved at
stille modstanderen over for muligheder, som han aldrig har drømt om,
er også grundlag for succes.
 
Det traditionelle udtryk for den amerikanske strategiske doktrin var
tildelingen af roller og opgaver til værnene; indtil slutningen af den
anden verdenskrig: Hæren og flåden. Hvert af disse værn havde den
opgave at slå sin fjendtlige modpart; hæren var primært ansvarlig for
landslaget og flåden for havenes kontrol. Skønt disse opgaver i virkeligheden
var baseret på »befordringsmidler« på land og til søs, så repræsenterede
de dog betydningsfulde og let skelnelige strategiske opgaver. Flyvevåbnet
var endnu ikke selvstændigt, og flyenes rækkevidde var tilstrækkelig
kort til at tillade en funktionsdeling mellem hærens og søværnets
flyvevåben. Hvert værn var derfor i stand til at kontrollere alle de våben,
som det betragtede som væsentlige for at kunne løse sin opgave. Det
kunne med andre ord udvikle sin egen strategi uden for megen bekymring
for søstervæmets og uden for megen afhængighed af søsterværnets fortolkning
af, hvad der for dette var et væsentligt mål.
 
Men langtrækkende fly og missiler samt våbnenes uhyre ødelæggelsesevne
har næsten udslettet de traditionelle grænser mellem værnene.
I dag kan intet værn løse sin primære opgave uden at trænge ind på et
andet værns område eller kalde på dets assistance. Samarbejde mellem
værnene er vanskelig, hvis der ikke er overensstemmelse mellem doktrinerne,
hvad der først og fremmest må manifestere sig i, at alle tre værn
har samme syn på det, der er et væsentligt mål.

 

Sålænge man ikke er blevet enige om nogen fælles strategisk doktrin,

vil hvert værn give sit eget svar, og svaret vil blive en bestræbelse efter

at behandle nye våben i analogi med kendte funktioner.
 
 
En fordobling af våbensystemerne og en udvikling af delvis modstridende
doktriner er derfor uundgåelig. Den opdeling i funktioner, som
arbejdede relativt glat for hundrede år siden, er blevet en kilde til stærk
rivalisering i atomtiden. Ethvert nyt våben medfører bitre skænderier om,
hvilket værn der skal kontrollere det. Det var således med atombomben,
og det er nu det samme med missilerne, og i hvert tilfæ lde er et doktrinært
svar blevet undgået ved at tillade hvert værn at udvikle sine egne
våben, selv om man derved duplikerede et søsterværns anstrengelser.
 
Jeg skal ikke gå nærmere ind på denne interværns strid og konkurrence,
den er kun alt for velkendt gennem de mange »høringer« i kongressen.
Am erikanerne har især ønsket ved hjælp af m aterielle m idler
at kunne spare amerikanske borgeres liv, og derfor byggede man um iddelbart
efter den anden verdenskrig amerikansk strategi på atombomben
og strategisk bombning. Flyvevåbnet var i stand til at håndhæve en »ren«
doktrin, den hemmelige drøm for al amerikansk tænkning: A t der eksisterer
et endeligt svar på det militære problem, at det er muligt at slå
fjenden fuldstændigt, og at krig har sin egen logiske begrundelse uafhængig
af politik.
 
Men så afslørede Koreakrigen, at amerikanernes altovervejende bekym
ring for en total krig med den mest ødelæggende strategi havde
tilsløret det mest sandsynlige sikkerhedsproblem: A t Sovjets ledere ville
forsage at vælte den strategiske balance, ikke med eet slag, men stykkevis.
Og således skete det, at den eneste gang amerikanerne modstod angreb
med betydelig m ilitæ r styrke, blev det i et område, som de næppe havde
regnet med, og med m idler, som klart var afvist året i forvejen. Problemet
om den begrænsede krig blev således påtvunget amerikansk strategisk
tankegang.
 
Dr. Kissinger siger, at man im idlertid ikke har draget den fornødne
lære af Koreakrigen, men har gentaget og udbygget læren om den massive
gengældelse. Bl. a. har man lagt særlig vægt på, at USA ikke må engagere
sig i en udmattelseskrig om perifere områder eller søge at holde så store
styrker, at man svækker landets økonomi. Det var desuden vigtigt, at man
søgte at undgå operationer i områder, hvor modstanderen havde strategiske
fordele, i stedet for skulle man søge at standse tillø b til aggression
ved at true med total krig.
 
Det man im idlertid burde have lært af Koreakrigen var, at med
moderne våben v il selv en underlegen gengældelsesevne virke afskrækkende,
ikke på grund af den skade, den kan forårsage, men fordi den
kan føre til sådanne tab, at aggressionen ikke længere kan anses for
hensigtsmæssig. Doktrinen om et afskrækkende forsvar er uhensigtsmæssig,
hvis man ikke har sikkerhed for, at den afskrækkende styrke, som
skal forhindre en total krig, også er i stand til at forhindre en begrænset
aggression.
 
Man kan derfor undre sig over, at afskrækkelse igen i midten af
50.erne blev identificeret med strategisk bombning, som om Koreakrigen
aldrig havde fundet sted. Ligeledes fortsatte striden mellem værnene,
livad ikke mindst de berømte »Symington-hearings« om »air power« giver
et klart billede af.
 
Den amerikanske flyvevåbenminister sagde i 1956: »Hvert værn har
sin egen særlige militære filosofi om, hvorledes krige bør udkæmpes«.
Men tre strategiske doktriner, som alle er delvis uforenelige med hverandre,
forøger det politiske dilemma. Ved enhver krise tvinger de den
politiske ledelse til at afgøre uoverensstemmelserne under pres af begivenhederne.
De m ilitæ re eksperters uenighed forøger usikkerheden hos
politikerne, for det betyder uvished med hensyn til enhver foreslået løsning.
Vigtigheden af en strategi med mellemfaldcnde mål er nu så meget
større på grund af forandringen i afskrækkelsens natur. Den tanke, at
afskrækkelse kun kan opnås af en af stormagterne, er ikke længere
brugbar, hvis den nogensinde har været det. Så længe USA kunne glæde
sig over sit absolutte atommonopol, udøvede selv ganske få atomvåben
en kraftig afskrækkende virkning, og da kunne USA beskytte mange
områder ved truslen om massiv gengældelse. Men efterhånden som Sovjets
atomlager er vokset, er det amerikanske strategiske problem ændret. Det
er lige meget, hvor stor USA’s margin med hensyn til antal og foræ dling
af våben end er, fremover v il ikke blot Sovjet, men også USA frygte dem,
og i denne situation kan afskrækkelse ikke længere måles i antal bomber
og fly. At søge sikkerhed i numerisk overlegenhed eller endog i overlegen
ødelæggelsesevne, det vil sige at sætte antal i stedet for idé, kommer temmelig
nær til Maginotlinie-mentaliteten.
 
For første gang i krigshistorien står man således over for et »skakmat
«, trods den ene parts overlegenhed i våbenantal. Det er en magtbalance
ikke så meget udtrykt ved selve magten som i risikoberegningerne.
 
Det er en usikker balance, som varierer fra område til område med den
betydning, de stridende tillægger dem.
 
Det er sikkert, at nøglen til overlevelse er besiddelsen af en passende
gengældelsesstyrke; uden en strategisk bombestyrke er andre forholdsregler
ikke mulige. Men et totalt overraskelsesangreb er ikke det samme
som alle farer; skønt det er den største trussel, kan det i virkeligheden
godt være den mindste fare. Beherskelse af udfordringerne i atomtiden
vil afhænge af evnen til at kombinere fysiske og psykologiske faktorer,
at udvikle våbensystemer som ikke paralyserer viljen og at opstille strategiske
doktriner, som tillader at føre risikoen for modhandling over til
den anden part. Den skadelige side af mangel på doktrinær enighed mellem
værnene bevirker, at det frister hver af dem til at søge efter absolutte
løsninger i rene m ilitæ re vendinger, og det hindrer derfor brobygning
over det svælg, som har dannet sig mellem magt og de mål, for hvilke
magt kan bruges.
 
En revolution kan ikke mestres, før den er forstået. Det er altid en
fristelse at indpasse den i kendte doktriner, det v il sige nægte, at der er
sket en revolution. Intet er derfor mere vigtigt end at forsøge en vurdering
af den tekniske revolution, som vi har været vidne til i det sidste
årti for at bestemme dens virkning på sådanne traditionelle begreber som
overraskelsesangreb, afskrækkelse, koalitionspolitik og total krig.
Det er im idlertid vigtigt at være nøjagtig med hensyn til betydningen
af atombalancen. I en henseende kan atombalancen betyde, at sejr er
blevet meningsløs i total krig, men opgivelse af total sejr er uforenelig
med de m ilitæ re tanker om at lægge eftertryk på at bryde fjendens vilje
til modstand. Fjendens afgørelse af, om han skal opgive eller fortsætte
striden, afspejles ikke blot i styrkeforholdet, men også i forholdet mellem
omkostningerne ved fortsat modstand og det omstridte mål. M ilitæ r styrke
afgør den fysiske strid, men de politiske mål bestemmer prisen, der skal
betales, og stridens intensitet.
 
Langt fra at være en »normal« form for kon flikt er den totale krig
et særligt tilfæ lde, siger dr. Kissinger. Den kommer til udtryk ved krav
om omstyrtelse af fjendens politiske ledelse, eller når der eksisterer et
så dybtgående skisma mellem de stridende, at den totale ødelæggelse af
fjenden fremtræder som det eneste mål, der er værd at slås for. Således
har krig kun været baseret på »rene« m ilitæ re betragtninger gennem
relativt korte perioder, f. eks. religionskrigene i det 16. og 17. århundrede,
da et religiøst skisma forledte begge sider til at søge at ødelægge deres
modstandere, eller de franske revolutionskrige, da et ideologisk skisma
fik de stridende til at forsage at påtvinge deres samfundsbegreb med
magt, eller den række af krige, der begyndte med den første verdenskrig,
og som påtvang omstyrtelse af den politiske ledelse.
 
I intervallet mellem disse eksplosioner af maksimum af voldsomhed
blev krigen betragtet som en fortsættelse af politiken med andre midler.
Mellem Wienerkongressen i 1815 og udbruddet af den første verdenskrig
var krige begrænset af modstandernes politiske mål. Da de blev udkæmpet
for specifikke mål, som ikke truede nogen stats overlevelse, var den
anvendte styrke og de forandringer, man søgte at opnå, kommensurable.
Men med udbruddet af den første verdenskrig syntes krigen pludselig at
være blevet et mål i sig selv. Efter de første krigsmåneder ville ingen af
modstanderne have været i stand til at nævne andre mål end fjendens
totale nederlag eller den betingelsesløse overgivelse. Dette var så meget
mere bemærkelsesværdigt, som ingen af de politiske ledere havde forberedt
sig på andet end en krig i det 19. århundredes stil med hurtige
bevægelser og afgørelser.
 
Under den første verdenskrig opstod der et hul mellem den m ilitæ re
og politiske planlægning, som aldrig blev udfyldt. De m ilitæ re stabe havde
opstillet planer for en total sejr, fordi ingen politiske begrænsninger i
sådanne planer kunne interferere med den fulde anvendelse af magt, og
fordi alle faktorer kom under m ilitæ r kontrol. Men den politiske ledelse
viste sig ude af stand til at give disse m ilitæ re mål et politisk udtryk i
form af fredsmål. Man glemte, at de hurtige afgørelser i det 19. århundredes
krige frem for alt havde været begrundet i villigheden til at anerkende
et nederlag, og nederlag blev anerkendt med relativ lethed, fordi
dets konsekvenser ikke truede den nationale overlevelse. Når krigens
form ål im idlertid blev total sejr, blev resultatet en stadig stigende voldsomhed,
der førte hadet ind i fredstraktaten, som mere skulle give oprejsning
for ofrene, end den skulle genoprette stabiliteten i den internationale
orden. Den anden verdenskrig med dens krav om betingelsesløs overgivelse
viste dette endnu tydeligere; her har man end ikke 16 år efter
afsluttet nogen fredstraktat med alle.
 
Det er endvidere blevet overset, at total sejr i begge krige kun var
m ulig ved et tilfæ ldigt sammentræf af omstændigheder. Strategien i begge
verdenskrige hvilede på to beslægtede faktorer: Nationale økonomier,
som gav et betydeligt overskud ud over den blotte eksistens, og våben
med en relativt lille ødelæggelsesevne, så at enhver forøgelse i styrke hos
den ene part kunne vise sig strategisk betydningsfuld.
 
Det var den industrielle revolution med dens specialisering af funktionerne,
der m uliggjorde den moderne krigs totale m obilisering. Men
selv da v ille en søgen efter total sejr under en lang krig være selv-ødelæggende
med den såkaldte konventionelle teknologis relativt ringe ødelæggelsesevne,
for total sejr har kun betydning, når sejrherren ved krigens
afslutning har tilstræ kkelige fysiske ressourcer til at påtvinge sin vilje,
og denne margin må være forholdsvis stor. M ålet for det 19. århundredes
krige var at opstille en risikokalkyle, som ville få fortsat modstand til at
syne mere kostbar end de fredsbctingelser, der blev stillet i udsigt; jo
mere moderate disse var, desto mindre margin i overlegenhed var nødvendig.
Krigen endte, når en suveræn regering gik ind på sejrherrens betingelser
og derved overtog ansvaret for deres gennemførelse. Sejrherrens
opgave under disse omstændigheder var blot at overvåge opfyldelsen af
hans betingelser over for en regering, som på sin side bevarede kontrollen
over sin egen befolkning.
 
Med tilkomsten af den totale krig, ophørte krigen med at være en
bestræbelse på at bestemme en anden regerings handlinger; dens mål er
næsten ufravigelig blevet at styrte fjendens ledelse. Dette har ikke blot
forandret enhver krig til en slags borgerkrig, men det har også forøget den
margin af overlegenhed, som sejrherren behøver for at påtvinge sin vilje.
Held til at styrte den fjendtlige regering tvinger endvidere sejrherren til
at tage ansvar for den civile adm inistration hos de slagne. Am erikanerne
kunne let gøre dette efter den anden verdenskrig, fordi hverken deres
sociale eller materielle struktur var alvorligt svækket af krigen.
Den katastrofe, som en total atomkrig vil forvolde, gør det im idlertid
tvivlsomt om noget samfund vil bevare de fysiske eller psykologiske
m idler til at påtage sig administration og oprejsning af fremmede lande.
Når energien er opbrugt i en anstrengelse for at sikre den blotte overlevelse,
er det vanskeligt at tænke en yderligere anstrengelse for at tage
ansvar for at regere den tidligere fjendes befolkning, hvis sociale opløsning
og fysiske ødelæggelse sikkert langt vil overgå Tysklands og Japans efter
den anden verdenskrig. Dette kan skabe et tomrum, som kan udnyttes af
magter, hvis position i forhold til de stridende er blevet forbedret ved
atomkrigens hærgen, i vort konkrete tilfæ lde med en totalkrig mellem Øst
og Vest vil det sandsynligvis blive Kina, der lukrerer.
 
De moderne våbens ødelæggelsesevne berøver sejren i en atomkrig sin
historiske betydning. Selv den »vindende« part vil ikke bevare tilstrækkelige
m idler til at påtvinge sin vilje, og denne ødelæggelsesevne bar også
forandret betydningen af industri-potentiellet, hvorpå USA traditionelt har
baseret sejren. Siden den første verdenskrig har amerikanske strategiske
doktriner været bygget på den idé, at deres stående styrker ved begyndelsen
af en krig kun behøvede at være store nok til at undgå en ulykke,
og at man så kunne knuse fjenden ved at m obilisere sit industri-potentiel
efter fjendtlighedernes begyndelse. Den strategiske betydning af deres
industri-potentiel har igen bygget på forskellige omstændigheder: Deres
usårlighed over for et direkte angreb, eksistensen af allierede t il at bolde
en linie, medens de mobiliserede, og frem for alt et vist overlegent stade
af industriel og teknologisk udvikling.
 
USA.s industri-potentiel ville liave været unyttig, livis det kunne være
blevet ødelagt i starten af en krig og derfor bliver betydningen af stående
styrker af alle værn nu så meget større, fordi USA kan udsættes for et
ødelæggende angreb i begyndelsen af enhver krig.
 
Indtil midten af det 19. århundrede var våbnene simple og lette at
lave, og deres ødelæggende kraft var forholdsvis lav; derfor var trænede
soldater mere en mangelvare end m ilitæ r udrustning, så m ilitæ r overlegenhed
afhang mere af menneskelige end af m aterielle midler. Selv en
teknisk tilbagestående nation kunne opnå anseelse, blot den havde t ilstrækkeligt
menneskemateriale, fordi de simple våben ikke krævede højt
udviklede industrianlæg. Således blev Rusland cn stormagt trods en næsten
fuldstændig mangel på industri. Men nu kan man ikke længere regne
med en kortere eller længere mobiliseringsperiode for industrien. Den
eneste måde, man kan opnå en fordel ved industrikapaciteten, er ved at
bruge den /ør krigsudbruddet.
 
Vigtigheden af stående styrker parret med de moderne våbens ødelæggelsesevne
betyder således, at Douhets klassiske beskrivelse af luftstrategien
nu er forældet. At sætte sejr lig med overlegen offensiv anstrengelse,
d. v. s. den anden verdenskrigs luftstrategi, kunne have nogen mening,
sålænge en overlegen bombelast repræsenterede en absolut margin
af effektivitet; den kunne blive afgørende ved at gøre en opslidning af
industripotentiellet betydningsfuld. Men i en krig med moderne våben,
er den opslidning, der betyder noget, ikke en opslidning af industripotentiellet,
men af de stående styrker. Industripotentiellet kan blive slået ud
på et senere stade af krigen, næsten efter behag, men hvis fjendens stående
styrker ikke bliver slået ud i selve begyndelsen af en krig, v il de kunne
påføre en række slag, som kan forårsage et sammenbrud af samfundsstrukturen
lauige før fjendens lager af våben er udtømt.
 
Skal man derfor fastlægge en strategi for total krig, er det vigtigt at
skelne mellem to omstændigheder: En strategi der passer for offensiven
og en anden for al modstå angreb. I gamle dage var strategiske fremgangsmåder
for at undgå nederlag stort set identiske med dem, der t ilstræbte
sejren, men i en atomkrig er de forskellige. Sejr, i betydningen at
påtvinge en anden magt sin vilje, kan kun opnås ved at elim inere modstanderens
gengældelsesstyrke, medens man selv bevarer tilstræ kkelig slagkraft
til at påtvinge et samtykke ved truslen om ødelæggelse med kernevåben.
 
Den bedste strategiske position i en total krig vil således — som altid
— afhænge af en rigtig blanding af offensive og defensive muligheder.
Hvis for store m idler bliver givet til forsvar, så den offensive slagstyrke
ikke længere kan påføre angriberne uacceptable skader, kan fjenden blive
fristet til at angribe. Hvis forsvaret derimod bliver svækket, vil der blive
stillet for store krav til samfundets modstandskraft. Det ideelle offensivdefensive
forhold er et, livori forsvaret kan reducere fjendens angreb til
et acceptabelt plan, medens offensiven ikke kan vises tilbage af fjendens
forsvar. Et sådant forhold er nok uopnåeligt i praksis, men dets tilstræ kkelighed
vil afhænge af, i hvilken grad det kan opstilles tilnærmelsesvis.
 
I denne proces har forholdet mellem politik og strategi haft en tendens
til at gå tabt. For jo stærkere konsekvenserne af den totale krig bliver,
desto mere tilbageholdende vil de politiske ledere være med at anvende
styrke. Politikerne vil nok appellere til de totale muligheder som en
afskrækkelse, men de vil vige tilbage fra det som en strategisk mulighed
for en krigs førelse. Jo mere den militære strategi fremhæver en totalstrategi
som en udvej, desto mere overbeviste vil de politiske ledere blive
i deres tro på, at intet tilfæ lde, undtagen et direkte angreb på USA, vil
retfærdiggøre brugen af eller truslen om brug af magt, og at Sovjets politiske
ledelse er ligeså stærkt tilskyndet til at undgå en total krig. Forudsat
der ikke igen optræder en militær eventyrer på verdensarenaen, kan man
vel regne med, at krigen også i fremtiden vil være et politisk instrument,
som først v il blive taget i brug, når de politiske mål ikke kan nås ved
andre midler. Det vil sige, at politiken v il dominere over strategien, og
ikke som i de to verdenskrige, hvor strategien formulerede utopiske erobringsplaner
som politiken ikke var i stand til at fylge op med rim elige
politiske mål.
 
Jeg har opholdt mig en del ved Kissingers syn på den totale atomkrig
og den totale sejr. Han mener således, at opretholdelse af en afskrækkende
atomstyrke er nødvendig, men som en »force in being«, fordi anvendelsen
af den har gjort krigen meningsløs, og berøvet sejren dens historiske
betydning. Han fortsætter derefter med at analysere, hvad man så skal
gøre for at påtvinge modstanderen sin vilje og ud fra hans historiske betragtninger
om, at krigen kun under særlige omstændigheder har været
total, men aldrig når nationernes overlevelse som suveræne stater ikke har
været på spil, kommer han dernæst ind på overvejelser og doktriner om
en begrænset krig. For der må være noget mellem nationalt selvmord og
national selvopgivelse; det må være m uligt så at sige »at løbe under« den
totale atomkrig. Den begrænsede krig skal jeg im idlertid ikke komme
nærmere ind på i denne artikel.
 
Det er i og for sig ganske interessant at bemærke, at civile videnskabsinænd
i USA i ret udstrakt grad beskæftiger sig med strategi og m ilitæ rfilosofi.
Det ligger måske i, at værnene i høj grad har taget operationsanalysen
i brug, og herved har de hver for sig dels knyttet en række
civile videnskabsmænd til sig, dels ladet universiteter og corporationer løse
forskellige opgaver. Men det ligger måske også i, at strategi eller totalstrategi,
som man nu kalder det, ikke længere er et rent m ilitæ rt område
som i Clausewitz’s dage. Så snart diskussionen bevajger sig op over det
rent m ilitæ rt operative til de m ilitæ re problemers mere begrehsmæssige
område, så må man tage en række andre ting med i betragtning, f. eks.:
Politiske faktorer, økonomi og budget, teknologi samt folkeslagenes og
deres lederes psykologi. Man kommer derved ind på den nationale sikkerheds
eller totalforsvarets område og må indrømme, at uden for selve
slagmarken er der meget få sager, som er rent militære. Den militære
strategi er i den grad sammenblandet med de andre områder af den nationale
sikkerhedspolitik, at særskilt behandling af disse områder er både
vanskelig og problematisk, og havde Clausewitz levet i dag, ville ban
utvivlsomt have været enig i, at national sikkerhedspolitik er en mere
beskrivende og bestemmende benævnelse for hele det tankeområde, han
kaldte strategi.
 
Nu har jeg været inde på nogle af dr. Kissingers tanker. I en tid ligere
artikel har jeg omtalt dr. Garthoff og hans studie af de russiske
forhold. Jeg kunne også nævne professor Osgood med hans bog »Lim ited
war«, og dr. Brodies bog »Strategy in tlie missile age« og mange flere,
så man ser, at de civile videnskabsmænd breder sig virkelig i den m ilitæ re
litteratur. Det er som sagt nok delvis operationsanalysens skyld. Am erikanerne
vil jo gerne have et definitivt og matematisk svar på ethvert spørgsmål,
et som de kontant kan omsætte i dollar. Men et sådant absolut svar
findes næppe. Man ser da også afvigende opfattelser i amerikansk og
britisk tankegang med hensyn til den totale atomstrategi. Måske fordi
briterne i mange år har haft problemerne meget tættere inde på livet end
amerikanerne, og måske fordi det i England i overvejende grad er o fficerer,
der behandler disse emner i litteratur og tidsskrifter. K ort sagt den
britiske tilnærmelse til problemerne bar været instinktiv og intuitiv, en
sag om et skøn, medens den amerikanske bar været væsentlig objektiv og
analytisk. Således kalder Sir John Slessor amerikanernes strategi for en
»regnestoksstrategi«, og han siger endvidere: »Det er meget enkelt at opstille
et smukt regnestykke for at bevise, at et givet antal brintbomber
med forudsat yield og træfningsnøjagtiglied vil kunne ødelægge ethvert
bombefly og missile i Vesten. Men måske cr det på dette område, at
moden m ilitæ r vurdering kunne være en nyttig partner til den analytiske
åndfuldhed. Det er i virkeligheden ikke slet så let i praksis; i krig udvikler
tingene sig ikke på den måde. Man bar i krig stadig, ja næsten
ufravigeligt, set den slags beregninger blive gjort til skamme af begivenhederne
på en eller anden måde, og jeg tror, at det er en af de relativt
få lærdomme fra krigshistoricn før atomtiden, som sikkert ikke vil være
vildledende.«
Men im idlertid er det heller ikke sådan, at amerikanerne ikke selv er
klar over dette, således siger dr. Brodie: »Vi står nu over for spørgsmålet
om muligheden for en totalkrig mellem verdens to magtcentre. Det er et
vanskeligt spørgsmål at behandle fornuftsmæssigt, fordi vi alle ved, at
fremtiden er uransagelig, og at logik og fornuft kan føre os til et slags
»korrekt« svar, som har enhver fordel, undtagen den at kunne blive bekræftet
af begivenhederne. Da vi ikke på nogen tilfredsstillende objektiv
måde kan bevise, at chancerne er meget store eller meget små eller et
eller andet m idt imellem, kan det være mere betydningsfuldt ud fra et
politisk standpunkt simpelthen at erkende, at vi ingen garanti har for, at
dette v il ske, eller at hint ikke v il ske.« Videre siger dr. Brodie: »Sandheden
er uheldigvis, at de mange dybsindige spørgsmål i strategien, dem
der sandsynligvis dybest v il berøre nationernes skæbne, ja endog menneskehedens
skæbne, netop er dem, som ikke lader sig udlevere til videnskabelig
analyse.«
 
Nu må man ikke tro, at jeg med dette bar villet bryde staven over
operationsanalysen, tværtimod, den bar på mangfoldige områder vist sig
at være af meget stor betydning, men det er jo med den som med mange
andre ting i verden, man må passe på ikke at falde i den anden grøft, for
netop det menneskelige element i operationsanalysen lader sig næppe veje
eller måle.
 
Selvom man ikke kan sige, at værnsstridighederne i USA er bilagt,
og at man er nået frem til en fælles doktrin, så er der dog i de seneste
år sket en bedring. Det er im idlertid i USA — som herhjemme og sikkert
de fleste steder i verden — bærens folk, der viser mest forståelse og in teresse
for det koordinerede samarbejde mellem værnene og inden for
hele det totale forsvar. Det er måske ikke så mærkeligt; hærene er jo mere
»jordbundne«. E t lands befolkning og værdier befinder sig nu engang i
langt overvejende grad på landjorden, som det er hærenes hovedopgave
at forsvare eller erobre. Hærene er altså det ultim ative element i de væbnede
styrker. Den afsluttende rolle i en væbnet konflikt v il altid blive
udspillet af manden på jorden med sit våben i hånden; kun når han er i
stand til at fremtvinge en våbcnafgørelse over for det fjendtlige folk på
det sted, livor det bor, kan en konflikt afsluttes sejrrigt.
Jeg v il derfor gerne slutte af med kort at gøre rede for en lille pjece,
der hedder: »A guide to army philosophy«, og som er udgivet af det
amerikanske hærministerium for et par år siden og underskrevet af general
Maxwell D. Taylor; de samme tanker bar generalen i øvrigt også
fremsat i det amerikanske tidsskrift »Foreign Affairs«, jan 1961.
Man siger bl. a., at elementerne i et sundt nationalt m ilitæ rt program
må omfatte passende forholdsregler mod afskrækkelse fra total krig, afskrækkelse
fra lokale aggressioner, nedkæmpelse af lokale aggressioner
og den totale krigs afslutning med en sejr, som kan føre til en levedygtig
fred.
 
Sovjet har i dag evnen til at starte en total krig mod USA med en
atomoverraskelse, muligt med meget kort eller intet varsel. Et sådant
stormløb ville sandsynligvis blive ledsaget af andre koordinerede handlinger
for at nå Sovjets mål på det eurasiske fastland. Det er derfor fundamentalt,
at USA’s militære program omfatter forholdsregler mod afskrækkelse
fra denne slags krig.
 
Medens den totale atomkrig, starlet af Sovjet, indebærer en meget
alvorlig trussel, så vil aggressioner i mindre målestok forekomme mere
sandsynlige end en forsætlig startet total krig. Efterhånden som vi er nået
til et atom-»skak-mat« med deraf følgende gensidig afskrækkelse, vil
Sovjet sandsynligvis være mere tilbøjelig til at udvide sin taktik med
hensyn til nedbrydende virksomhed og begrænsede aggressioner. USA’s
nationale m ilitæ re program må derfor også tillade afskrækkelse fra begrænsede
aggressioner og nedkæmpelse af sådanne angreb, hvis de afskrækkende
forholdsregler skulle slå fejl.
 
Den mulighed må altid haves for øje, at trods alle anstrengelser for
en afskrækkelse, så kan en total krig, i hvilken atomvåben tages i brug
fra begyndelsen, opstå og vare på ubestemt tid.
 
Man mener heller ikke, at der nogensinde vil blive en krig mellem
atommagterne (USA— USSR) uden brug af eller trussel om brug af atomvåben.
Indtil de tages i brug vil truslen hænge over ethvert engagement
og vil medføre et krav om konstant beredskab over for en atomoverraskelse
og vil tvinge begge modstandere til at deployere og kæmpe på samme
måde, som om atomvåben allerede var taget i brug.
De krav, der derefter må stilles til USA’s militære program, er følgende:
 
1. Opretholdelse af en overlegen m ilitæ r teknologi og en afskrækkende
atomstyrke, der er i stand til en effektiv gengældelse (a second-strike).
2. E t kontinentalt forsvarssystem for det amerikanske kontinent.
3. Passende styrker af alle tre værn deployeret uden for USA for at
kunne leve op til deres internationale forpligtelser både ved lokale
aggressioner og i total krig. Disse styrker må have m idlerne til at
bruge atomvåben.
4. Reserver, såvel i personel som i materiel og produktionsmæssig henseende.
 
Programmet må være tilpasset en smidig anvendelse i uforudsete situationer.
Det må ikke være indstillet på noget enkelt våbensystem,
strategisk begreb eller cn bestemt kom bination af allierede. Det må være
i stand til at støtte USA’s nationale politik i alle situationer. Kort sagt,
det skal omfatte alle rim elige forholdsregler for at forhindre total og lokal
krig og på samme tid liave muligheder for at føre enhver krig, stor eller
lille, på en sådan måde, at man kan nå de nationale mål og bringe en
bedre verden i stand efter cn heldig afslutning af fjendtlighederne.
 
Dette var de officielle amerikanske tanker, udtrykt af hærministeriet,
og når jeg nu endelig til slut skal sammenligne dem med det, jeg tidligere
har skrevet om de russiske tanker, så v il man se, at forskellen i opfattelsen
ikke er så forfæ rdelig stor. Am erikanerne er nu også nået dertil, at man
ikke kan bygge på et enkelt strategisk begreb, nemlig strategisk bombning,
men at man til enhver tid må være i stand t il at møde modstanderens udfordring
med alle egnede midler. Selv U S A F synes på det seneste at have
indset, at den strategiske bombning af fjendens byer og befolkning ikke
er den rette vej. Der har for nylig i amerikansk presse været en artikelserie
om et studie, iværksat af Pentagon, med det form ål at finde frem
til, hvorledes man kan skåne fjendens byer. General Thomas W liitc, clief
for USAF, siger i denne forbindelse: »Don’t aim at the enemy’s cities,
destroy his m ilitary forces«, og videre siger han, at ødelæggelsen af fjendens
styrker er det århundred gamle m ilitæ re problem; der har aldrig i
historien været noget tidspunkt, hvor det ikke har kunnet gøres, når
man blot gik rigtigt til sagen og med de styrker, som svarede til opgaven.
 
M. Amtrup.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v5.pdf

 

Litteraturliste

Del: