America’s Defense Meltdown

Anmeldt af Asger Bagge

Redigeret af Winslow Wheeler. Udgivet af Center for Defense Information, Washington, D.C. 2008. 244 sider. ISBN-10: 1-932019-33-2. Pris $15.45.

Bogen har 11 kapitler. Den er skrevet af 12 personer (nogle af kapitlerne har mere end en forfatter), alle tidligere officerer eller civilt ansatte med mange års erfaring fra inderkredsen omkring Amerikas forsvars- og sikkerhedspolitik. Bogen er ment som et grundlag for den nye præsident, Obama, og Kongressen efter valget i november 2008 til at reformere amerikansk forsvar, som forfatterne mener, er i dyb krise. Bogen skal stimulere debat og identificere reformer, som kan sætte USAs militær på en sundere og mere fornuftig kurs i fremtiden. Bogen er yderst seriøs, og selvom forfatterne måske ikke har ramt rigtigt i alle deres forslag, er det givet, at de besidder meget stor viden og indsigt, som det absolut er værd at læse om.

Foto: Saxo.com

Allerede i forordet bliver det klarlagt, at det er forfatternes klare holdning, at relevante reformer må bygge på de nedennævnte tre vitale ingredienser, prioriteret i denne rækkefølge:

  • Personel:Rekruttering, fastholdelse, styring, sammenhæng, delegering og karakterudvikling.
  • Ideer: Militær teori, doktrin, uddannelse, enhedsvirke og organisation.
  • Isenkram: Våben, forsyninger, struktur og teknologi, alt til en overkommelig pris.

Forfatterne siger videre, at hvis man kan reformere de to førstnævnte, vil den tredie komme af sig selv. Som ophavsmand til disse reformtanker anføres den nu afdøde jagerpilot og militærteoretiker, oberst i flyvevåbnet John Boyd, der udtrykte det således: Personer fører krig, ikke maskiner, og de bruger hjernen. Militære systemer, der giver personer første prioritet, tilpasser sig krigens udvikling hurtigere end systemer, der lægger vægten på maskiner. (Se mere om John Boyd på Wikipedia.com).

Udover et forord og et sammendrag begynder bogen med et historisk overblik, der forklarer, hvorfor vi er, hvor vi er nu, hvor forkerte beslutninger, fejltagelser og manglende reformer i de sidste 100 år har medført, at amerikansk forsvar i dag er overbebyrdet, uden visionær ledelse, ufattelig dyrt og på trods af stadig voksende budgetter producerer færre og færre operative enheder.

Det næste kapitel handler om National Security og beskriver, hvordan forkert politik har medført, at amerikansk militær i voksende omfang er blevet sat til at løse problemer, som i virkeligheden er sociale, økonomiske eller politiske og derfor ikke kan tilfredsstilles af militære løsninger. Både Irak og Afghanistan nævnes som eksempler. Det påpeges, at den ide, som blev fremført af Bush-administrationen og godtaget af generalerne, om at et par hundrede tusinde amerikanske kamptropper støttet af en bedre counterinsurgency taktik og massiv økonomisk hjælp ville kunne skabe vestlige demokratiske stater i Irak og Afghanistan, var ønsketænkning og en komplet vildfarelse.

Forfatterne tager tyren ved hornene og beskriver, hvordan en national sikkerhedsstrategi for USA bør udvikles i den verden, vi har omkring os i dag. Hvad der bør indgå og vægtes og hvilke dele af denne strategi, der derefter kan videreudvikles til opgaver, der skal løses af det militære forsvar. Med dette som baggrund skal man derefter kritisk gennemgå og rationalisere hele det amerikanske forsvar med henblik på at opnå bedre udnyttelse af ressourcer, specielt de personelmæssige og økonomiske. Beskrivelserne er absolut ikke udtømmende, men ganske tankevækkende. At opnå besparelser er kun en mindre del. At gøre amerikansk forsvar mere effektivt til at løse nutidens og fremtidens opgaver er målet.

Derefter behandles den menneskelige dimension. Hovedsynspunktet er at gennemgribende forandringer efter den kolde krigs afslutning var nødvendige. Uden væsentlige ændringer i metoder og formål med uddannelse af militært personel, kan der ikke skabes de nødvendige reformer: Der er brug for lederskab baseret på fornyelsesskabende kritisk tænkende personer, og personer, der viser mod, kreativitet, dristighed, vision og integritet skal ikke, som nu, placeres på et sidespor som “mavericks”, men tværtimod lyttes til, integreres og udvikles. Den eksisterende krigsstruktur i hæren og marinekorpset er håbløst forældet og forsøg på at lade teknologi overtage (networking, etc.) virker ikke, og dertil kommer, at det er uhyggeligt kostbart. Igen: Der er brug for veluddannet personel egnet til kravene i det 21. århundrede. Hvis det ikke siges direkte, så siges det i alt fald mellem linierne, at hele den militære topledelse af i dag er uddannet som managers, er uduelige og er uden visioner.

Efter dette behandles i kapitel 4 emnet: Maneuvering Forces efter Irak. Hovedargumentet er, at Amerika har brug for maneuvering forces organiseret og udrustet til at gennemføre joint mobile dispersed warfare operations imod en række forskellige typer af modstandere, konventionelle som ukonventionelle. Den korte version: Forenklede strukturer, færre kommandolag, alle enheder opererer under en Joint Forces Command, en ny kampenhed (til erstatning af divisionen) benævnt Combat Group eller Battle Group på 5-6000 mand, organiseret funktionelt som maneuver, strike, IISR eller sustainement formations, med underenheder (moduler), der hver for sig kan kæmpe alene. Dette kapitel kræver minutiøs gennemtykning for at få en tilstrækkelig ide om de nødvendige, og garanteret pinefulde forandringer, der er betingelsen for, at USAs landmilitære forsvar kan begynde at operere under det 21. århundredes konditioner. Der er naturligvis ikke første gang sådanne tanker er fremsat, men som forfatterne påpeger: Det militære forsvar er ikke i stand til at reformere sig selv. Spørgsmålet er, om forsvarsministeriets civile side har mod og mandshjerte til at lægge nogle grundsten - under et vagtsomt øje af en præsident, der er klar over, at USAs sikkerhed og velfærd er på spil, som forfatterne udtrykker det.

Helt specielt er kapitel 5, der beskriver skribentens besøg i en fiktiv nation med et marinekorps af en størrelsesorden, der kan sammenlignes med det amerikanske. Skribenten besøger forskellige dele af denne organisation og interviewer ansatte, blandt andet chefen. Besvarelsen af spørgsmålene går på, at før i tiden gjorde de også sådan, som man stadig gør i Amerika, men nu gøres det på en anden måde. Et eksempel: Hver eneste uniformeret ansat er fra den første dag i styrken allokeret en krigsbemandingspost og dette følges op hele tiden indtil den pågældende forlader reserven. Et andet eksempel: På skulderen af piloterne i en flyvende enhed sidder et våbenmærke, der repræsenterer den jordenhed som pilotens enhed yder flystøtte til. Cyklen er genindført til lokal transport. Styrken har meget få helikoptere, idet man har forladt ideen om luftbåren taktisk indsats. Man har også elimineret graden major, og styrken har overraskende få officerer over oberst niveau. Af de stillede spørgsmål fremgår med stor tydelighed, hvor skribenten ser problemer, og forklaringerne påviser tilsvarende løsninger, der kunne medføre simplificeringer, organisatoriske og uddannelsesmæssige ændringer og besparelser og føre til et langt mere effektivt virkende amerikansk marinekorps af det 21. århundrede.

Detaljerne om flåden (kapitel 6) er nok bogens svageste punkt. Selvfølgelig har en nation som USA brug for en flåde, men det siges direkte, at Mahans Sea Control er en ting fra fortiden. Der hvor man skal sætte ind er ved operationer i kystnære områder og på indre vandveje på steder, hvor nationalstater falder fra hinanden. Vore dages “slagskib” er atomubåden bevæbnet med strategiske atomvåben. Hangarskibsgrupper, bygget til at bekæmpe den Kejserlige Japanske Flåde for over 60 år siden, er ikke længere i fokus. Både krydsere og destroyere er fortid. I stedet skal der satses på små enheder til kystnære operationer og søminebekæmpelse. Søtransport er fortsat af stor betydning, og hangarskibene kunne her få en mere aktiv rolle. Den strategiske søtransportkapacitet bør fordobles, idet det har vist sig, at det er her behovet er.

Flyvevåbnet må siges at få særbehandling i bogen. Hvis man kigger nærmere på flyvevåbnets kapacitet og budget, er det tydeligt, at man fortsat fokuserer på Douhet’s tanker fra 1921 om strategisk bombning. Der benyttes adskillige sider på at beskrive mange af de strategiske bombninger udført af både USA og andre nationer for at påvise, at sådanne operationer ikke har nogen reel effekt på nedbrydelsen af modstanderens moral, tværtimod. Helt konkret gennemgås i ret detailleret form resultaterne af strategisk bombning versus andre opgaver, hovedsagelig støtte til landoperationer i krigszonen, men også jagerforsvar, både i ord og i tal fra omkring 1940 op til vore dage. Det anføres, at både det tyske Luftwaffe, RAF med ”Bomber Harris” og Hap Arnold i spidsen for U.S. Army Air Corps i Den anden Verdenskrig, var gal på den med at satse på tæppebombning af fjendens civilbefolkning. Og videre, at man ikke lærte noget af det, men blev ved med at fastholde strategisk bombning som flyvestyrkernes hovedopgave, stort set indtil i dag. Det er interessant læsning, godt understøttet af noter mv. hvor detaljerne stammer fra.

Det er således, siger forfatterne, afgørende nødvendigt for det amerikanske flyvevåben nøje at genoverveje det overordnede strategiske koncept. Der peges på andre opgaver, der bør fokuseres på: Dels Close Air Support med et fly bygget til netop denne opgave, dels specialfly til counterinsurgency opgaver. Også både den strategiske og taktiske lufttransport må stå for skud, endda i et selvstændigt kapitel. Et af hovedpunkterne her er, at et mindre tankerfly bør anskaffes til erstatning for de nuværende. Overordnet peger forfatterne på, at ethvert nyanskaffet fly skal have en realistisk funktionalitet til løsning af den ønskede opgave til en overkommelig pris. Multipurposefly er ude. De bliver både for store (tunge), for komplicerede og derfor meget dyrere både i anskaffelse og vedligeholdelse,

Kapitel 9 behandler reserver, specifikt Army National Guard, Army Reserves and Marine Corps Reserves. Teksten er i nutid og beskrivelserne skal således læses som det system, der bør erstatte det nuværende. Det kræver mere indsigt i de nuværende systemer end jeg er i besiddelse af for at kommentere dette bidrag til bogen, men lad mig nævne et par ting: National Guard bør reduceres og fokusere på opgaver indenfor landets grænser, Hærens og Marinekorpsets reservestyrker bør opbygges efter ens principper, alle som “lifecycle” enheder, det vil sige, at alt personel skal forblive i den enhed de først bliver tilkommanderet i hele den første tjenesteperiode. Sådanne enheder bør gennemgå langt mere træning end tilfældet er i dag.

Efter disse fundamentale problemstillinger omkring det amerikanske forsvars formål, opbygning, og funktionalitet er gennemgået, kommer vi til to mere kontante problemer: Beslutningsprocessen for nyanskaffelser og omgangen med økonomiske midler. På trods af mange forsøg, er det ikke lykkedes i de sidste mange år at gennemføre realistiske ændringer med det formål at skabe et kontrollerbart budget for nyanskaffelser. Gang på gang er det påvist, at bevidste undervurderinger af omkostningerne i den indledende fase af en nyanskaffelse har medført, at projektet blev godkendt – ”vi har jo råd til det” - og senere, ofte kun kort tid efter at projektet er iværksat, viser det sig, at det bliver (meget) dyrere, men procedurerne for beslutninger er ikke i stand til at stoppe et sådant projekt. Her kommer vi tæt på ”det militært/industrielle/politiske kompleks” som allerede præsident Eisenhower var inde på. De økonomiske og politiske interesser bag anskaffelser af overordentlig dyre, komplicerede “tekniske vidundere” til Amerikas forsvar er så store, at det indimellem er grotesk: Man anskaffer systemer, som end ikke Pentagon ønsker, og ikke kan se nødvendigheden af. En simplificering af materiel og udstyr (in casu en omprioritering til at satse på personel, uddannelse og ideer) kan jo ikke støtte en af de få tilbageværende tunge industrier i Amerika: Forsvarsindustrien.

Et par eksempler: Hærens nye kommando- og kontrolsystem, der påbegyndte udvikling i 2003, stipuleret til en pris af 88.3B USD var i 2008 steget til 128.5B. Systemet er planlagt operativt i 2015. Flådens Littoral Combat Ships, hvoraf de to første er ved at være operative, havde tilsvarende budgetoverskridelser, der medførte, at videre projektering og bygning blev midlertidigt stoppet. Efter utallige budgetoverskridelser, forsinkelser og manglende evne til at opfylde kontraktforpligtigelserne er F22-jagerprojektet nu stoppet af forsvarsminister Gates, (men hvor længe?)

Endvidere er det et voksende problem, at en stigende del af udgifterne i det amerikanske forsvarsbudget ikke kan efterspores. OBM (Office of Budget and Management) tager Forsvarsministeriet og Pentagon i skole år efter år og fortæller, at det er yderst kritisabelt, at så store beløb, som der her er tale om, ikke registreres på behørig vis og derfor ikke kan kontrolleres ved en revision. Tilsyneladende sker der ingenting. Et af resultaterne af disse omfattende problemer med budgetter og regnskabsaflæggelse er, at Pentagon ikke med nogen sikkerhed kan sige, hvor meget deres våbensystemer, styrker, m.v. koster i dag, hvad de vil koste i fremtiden, eller hvad de har kostet tidligere.

I det sidste kapitel forsøger forfatterne at gøre rede for, hvordan der manipuleres med størrelsen af forsvarsbudgettet af alle de primære “spillere”: Det Hvide Hus, Forsvarsministeriet, Pentagon og Kongressen, alt med henblik på at undgå at fortælle offentligheden, hvor mange skatte-dollars der egentlig bruges til forsvaret af dette store, tilsyneladende, rige land. Det ultimative spørgsmål er, hvor længe skatteyderne kan og vil fortsætte med at betale uden at kny, og hvor længe den politiske elite kan holde vælgerne hen med snak om, hvad det virkelig koster at føre krig mod nogle få tusinde al Qaeda’er og deres håndlangere?

Afsluttende kan det siges, at selv med min begrænsede viden om, hvordan den politiske proces fungerer i Washington, ser jeg ikke store chancer for, at nævneværdige reformer bliver resultatet af denne bog. På den anden side, er bogen vigtig, fordi den formulerer reformer, som kan blive udgangspunkt for samling af gode kræfter til at få i alt fald nogle forbedringer gennemført eller til udvikling af bedre løsninger, og måske endda løsninger, som selv den politiske elite ikke kan sidde overhørig. Som det er nu, må man anerkende, hvad forfatterne mere end antyder: Det amerikanske forsvar er i al væsentlighed udenfor det, man sædvanligvis kalder parlamentarisk kontrol.

Noteværket er fyldigt og let forståeligt, med noter efter hvert kapitel. Bogen har ikke noget index.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.2_2010.pdf

Del: