Al-Qaedas betydning som ”franchise koncept” i et globalt oprør

Typisk forbinder vi det i Danmark med Guantanamo, CIA flyvninger, diverse missilangreb og andre militære indsættelser i forskellige stater, hvor der erkendes personer, som tilhører eller støtter Al-Qaeda. 

Foto: Danske soldater i Bridzar lige inden overdragelsen af basen til den afghanske hær.

Det som GWOT har gjort godt, er at italesætte en global indsættelse mod terror. Det som GWOT begrebet har gjort mindre godt er at skabe et ”mindset”, som går på kriminalisering og offensive militære operationer. Det kan give mening at kæde Al-Qaeda og heraf inspirerede organisationer sammen, men det skal ikke kun anskues som en samling skydeskiver.

Formålet med denne artikel er at give en anden synsvinkel på, hvordan Al-Qaeda som fænomen kan anskues, ikke mindst i relation til den kamp som vesten fører mod Al-Qaeda. Ved at lægge et franchise begreb ned over Al-Qaeda vil der naturligvis være områder, som konceptet er blind for, og som f.eks. en anvendelse af netværksteori eller ”tribalism-teori” kunne beskrive. Desuagtet er franchise konceptet interessant, fordi det også giver et paradoks, nemlig at et koncept, der kan karakteriseres som indbegrebet af kapitalisme og vestens indflydelse også kan sige noget om de gensidige gevinster, der er for forskellige fundamentalistiske islamiske oprørsbevægelser.

Hvem taler vi om?

Al-Qaeda, jihadister, salafister, terrorister og oprørere for blot at nævne nogle få ord, der er i spil i det offentlige rum. Der er efterhånden mange termer, der prøver at beskrive, hvad det er som vesten,[1] og de regeringer som vesten støtter, er oppe imod. Denne artikel vil ikke prøve at udrede, hvilken term, der er den ”rigtige” at bruge, men derimod anskue fænomenet Al-Qaedas udvikling og dens attraktion for en række mere eller mindre fundamentalistiske islamiske oprørsgrupper. Nedenstående figur udtrykker en, simplificeret måde at anskue, hvor lille en del af den samlede muslimske befolkning, der er ”i krig” med vesten, som vi egentlig taler om. Ummaen opfattes i denne artikel som værende i princippet alle muslimer også dem, som udgør minoriteter i vestlige lande.[2] Særligt ordet islamister bruges ofte i flæng i forbindelse med Bin Laden og andre radikale muslimer. Det skal understreges, at islamister i den brede fortolkning typisk dækker over en politisk gren af islam, som ikke nødvendigvis er radikal eller går ind for en væbnet revolution.[3] Eksempelvis sidder der islamister ved magten i både Tyrkiet og Malaysia, som ikke kan karakteriseres som radikale. Det skal dog bemærkes, at for Tyrkiets vedkommende kan det skyldes den delikate balance, der er mellem det sekulære militær og det islamistiske parti, der sidder på den parlamentariske magt. Desuagtet følger denne artikel antagelsen om, at salafister[4] kun udgør en del af den politiske islam. Også inden for salafisternes rækker findes en stor andel, som ikke, i udgangspunktet, abonnerer på jihadisternes opfattelse af kravet om væbnet jihad for at ændre på de globale, regionale og nationale samfundsstrukturer.

Denne artikel vil betragte Al-Qaeda som en ideologi, der inspirerer og forbinder en række oprørsgrupper til et samlet globalt fænomen. Det er et anderledes paradigme end terrorparadigmet, som typisk fokuserer meget på at betragte terrorister som kriminelle enspændere, der ikke udgør en samlet masse.[5] Derfor bør Al-Qaeda som fænomen bekæmpes ud fra en Counter Insurgency tilgang, dvs. en langt mere bredtfavnende tilgang end blot at jage og fange terrorister eller terroristceller, der typisk betegnes som Counter-Terrorism og Anti-Terrorism Operations.[6] Hovedargumentet for at anvende et Counter Insurgency paradigme er, at der ligger dybereliggende politiske konflikter, udelukkelse fra samfund etc. bag de fleste af de organisationer, som føler sig tiltrukket af Al-Qaedas brand.

Figur 1: Jihadister udgør kun en lille del af Ummaen[7]

Udgangspunktet for forståelsen bag denne artikel kan kort summeres op som værende, at ”oprørere” er den brede term, som dækker over personer, der med et politisk (religiøst) formål anvender en kombination af guerilla- og terrormetoder samt undergravende virksomhed for at nå et defineret formål. Formålet kan være geografisk eller politisk begrænset, men behøver i princippet ikke at være begrænset.

Der findes en lang række oprørsbevægelser, men ingen der har et omfang og rækkevidde, som den Al-Qaeda har opnået i løbet af de sidste ca. 15 år. Al-Qaeda har i dag en global rækkevidde som organisation, når dens franchisetagere medregnes i optællingen. Derfor vil denne artikel også forholde sig til Al-Qaeda som trussel både i vestens egne territorier samt i de muslimske stater. Artiklen vil påpege, at selv hvis de nuværende krige på operative kamppladser som Irak og Afghanistan bliver militært vundet af vesten, så er det ikke af afgørende betydning for Al-Qaeda og den attraktion som organisationen udgør. Faktisk vil vestlige militære sejre, der ikke sejre i informationsdomænet virke som en mobiliseringseffekt, særligt hvis vestens sejr er dyrekøbt, hvad den må siges at være i Irak, for det viser jo netop vestens (og USA's) sårbarhed. Organisationen vil snarere dukke op i nærheden af en anden af vestens forposter i den muslimske verden for at vise sit værd for alle ”sande” muslimer.

Artiklen vil derfor indledningsvis analysere Al-Qaeda som et franchise koncept og argumentere for, at det er et p.t. succesfuldt koncept, som vesten har svært ved at tilrive sig initiativet overfor.

Hvad er franchise?

Franchise er et koncept som langt de fleste er bekendt med, som minimum som forbrugere. Hvem har ikke lagt penge i 7-Eleven, McDonalds, Kentucky Fried Chicken, Pizza Hut eller Taco Bell? Alle er det multinationale firmaer, som opererer efter et franchise koncept. Det er dog ikke kun fast-food restauranter, som udgør eksempler på franchise koncepter. Hotelkæder, videoudlejningskæder, solcentre, møbelforretninger er andre eksempler herpå.

Udgangspunktet er en franchiser, som udbyder et ”patent” eller en samlet pakke af produkter og services, som denne har udviklet, men som han ikke vil bære eneansvaret for at etablere sig med multinationalt. Den anden part er en franchisetager, som er den der markedsfører et produkt lokalt eller regionalt. Franchisetagere skal normalt betale en engangsafgift og nogle løbende afgifter for at få lov at sælge produktet og få adgang til den logistik og PR, der følger med den samlede pakke.[8]

Rent kommercielt findes franchise konceptet i alle verdensdele, og derfor må det antages at konceptet også er kendt for f.eks. Osama Bin Laden.

Men kan man så forklare noget ved at bruge en franchise kobling på Al-Qaeda? Der findes naturligvis mange forskellige måder at forsøge at forklare Al-Qaedas virksomhed på, og dette er blot et perspektiv, som synes at passe godt ind i paradigmet om et globalt oprør, som er løseligt forbundet af en fælles ideologi.

Al-Qaeda som ”patent”, hvorfor er det interessant?

Der er generel enighed om, at Al-Qaeda er blevet tildelt nogle væsentlige tab under krigen i Afghanistan, hvis man betragter Al-Qaedas evne til at planlægge og gennemføre angreb i vesten. En del af den nyere rapportering og analyse af Al-Qaedas kapabiliteter antyder dog, at det skjulte ophold, formodentlig, i FATA delen af Pakistan ikke har svækket Al-Qaeda som ideologisk kraft. Al-Qaedas kapaciteter til at kunne gennemføre et angreb i f.eks. USA, UK eller Danmark ved hjælp af en franchisetager vurderes derfor at være stigende p.t.[9] Det er dog kun en lille del af truslen, når det globale oprør skal analyseres, for her er den trussel som Al-Qaeda udgør som bindeled og samlende ideologi langt større.

Derfor skal Al-Qaedas tilbud som franchiser også ses i flere ”lag”. Helt grundlæggende tilbyder Al-Qaeda muligheden for at få lov til at anvende et ”brand”, der står som symbol for militante muslimers mod til at sætte sig op mod fjenden. Det vil sige, at der følger helt automatisk øget omtale og anerkendelse med, når der opnås lov til at anvende Al-Qaedas ”brand”.

Brug af Al-Qaedas franchise medfører adgang til et netværk, der kan støtte med viden om planlægning af operationer, efterretninger om forskellige mål, forbindelse til andre radikaliserede grupper eller personer i samme region. Endvidere kan Al-Qaeda som en del af pakken levere en omfattende logistisk støtte og viden. Her tænkes der særligt på erfaringen med at skaffe økonomiske midler og kunne flytte disse ubemærket, trods vestens ihærdige forsøg på at afskære denne mulighed. Mange jihadister adskiller sig fra de maoistisk inspirerede grupper ved, at deres logistik som regel ikke er baseret på at tage materiel fra modstanderen, men derimod tilføre den udefra. Endvidere kan logistikken være rettet mod adgang til våben eller smugling af oprørere eller andre personer (som så er en del af finansieringen). Der er også den virtuelle logistik, nemlig adgangen til manualer og ”lessons learned” på Internettet. Der foregår en ikke ubetydelig overførsel af viden om f.eks. selvmordsbomber, Improvised Explosive Devices (IED) og brug af kommercielle elektroniske midler.

Med det pres som vesten har lagt på topledelsen af Al-Qaeda og den symbolledelse eller ideologi som Al-Qaeda synes at være skiftet til at have, så er det den gængse holdning, at Al-Qaeda faktisk i høj grad ledes ud fra en auftragsbaseret[10] tilgang, hvor franchisetagerne, som en del af den samlede pakke også får nogle ønsker med fra Al-Qaeda om, hvad der er vigtige mål.

Der har været en tendens til, at franchisetagere i højere grad begynder at angribe andet end den direkte modstander i takt med anerkendelsen og tilladelsen til at bruge ”Al-Qaeda” brandet kommer. F.eks. har man set Al-Qaeda in Islamic Magreb (AQIM), Islamic State of Iraq (ISI) i højere grad lade FN interesser og vestlige interesser indgå i deres måludvælgelsesproces. Der synes ikke at være formaliserede krav om modydelser til franchiseudbyderen, idet f.eks. Zawahiri tidligere har udtrykt utilfredshed med prioriteringen af mål i Zarqawis oprørskampagne i Irak.[11]

Men for at Al-Qaeda kan bruge deres variant af auftragstaktik, så kræver det kommunikation. Det er en af Al-Qaedas styrker. Al-Qaeda har formået at udnytte mange af de fordele som globaliseringen har medført for global formidling af information. De elektroniske medier er da også en væsentlig del af informationsstrategien. Til at supplere de elektroniske medier bruges i særdeleshed de personlige netværk. De personlige netværk og opretholdelse af disse er en del af den arabiske kultur[12] (som ikke har noget med radikalisering at gøre), der i supplement med radikale imamer også fungerer som formidlere til den bredere del af ummaen. Netop den ekspertise i at kommunikere både ”internt” og ”eksternt” er også en væsentlig asset for en franchisetager at få adgang til. Herunder bliver også viden om, hvordan man bedst beskytter sin informationsformidling vigtigere og vigtigere. Især fordi en franchisetager også pådrager sig en betydelig ekstra opmærksomhed fra de store vestlige lande i det øjeblik kontrakten med Al-Qaeda besegles.

Det Al-Qaeda tilbyder, er altså en kombination af et globalt rækkende ”brand” og en række logistiske funktioner samt know-how, der øger en organisations kapacitet markant. Muligheden for at få forbindelse med andre franchisetagere vil også være til stede, men vil typisk kun blive brugt i mindre omfang grundet den sikkerhedsrisiko, der er forbundet hermed.

Hvordan søger regionale oprørsbevægelser at blive godkendt som franchisetagere?

Denne artikel vil behandle to oprørsbevægelser, som kan karakteriseres som henholdsvis regional og på vej til at blive regional.

Den første er Al-Qaeda in Islamic Maghreb (AQIM), der tidligere var en national oprørsbevægelse, der gik under navnet Groupe salafiste pour la predication et le combat (GSPC). Gruppen har i løbet af de sidste to-tre år udvidet sit operationsområde til at omfatte det meste af Nordvestafrika fra at være primært nationalt orienteret. Det forhold skal bl.a. tilskrives et massivt pres fra den algierske regeringsmagt, som tvang GSPC til at finde ”safe haven” i nogle af de ukontrollerede områder i Mauretanien og Mali. AQIM bygger videre på en række personlige netværk, der blev etableret mellem ekstremister fra hele Maghreb området[13] allerede i 1990’erne, bl.a. med udgangspunkt i Jalalabad (Afghanistan).[14] GSPC blev i efteråret 2006 ”officielt” givet tilladelse til at anvende brandet Al-Qaeda. I perioden op til, at GSPC fik sit brand og i forlængelsen af skiftet til AQIM, så man også en udvikling i typen af mål og de anvendte metoder. Vestlige interesser er i stigende grad blevet angrebet, særligt franske interesser og FN har stået for skud. Naturligvis med det formål at forsøge at skabe en international isolation af Algeriet og dermed svækkelse af regeringens evne til at forsyne befolkningen. AQIM har med brandet fået adgang til know-how om, hvordan forbindelsen til diasporaen i Sydeuropa kan forbedres, herunder også flytning af penge og andre ressourcer fra Europa til AQIM’s operationer i Nordafrika. I forlængelse heraf åbner det også mulighed for rekruttering af personer fra diasporaen til kampen i Afrika eller til ”åbning” af en ny front i Europa. Europa har gennem de sidste 6-7 år erkendt et antal celler, som er inspireret af det globale oprør, som Al-Qaeda er primær eksponent for. Men regionale franchisetagere, som begynder at anvende Al-Qaedas informationsstrategi, vil kunne nå et endnu bredere publikum i Europa, som med kombinationen af fremmedgørelse i Europa og sympati med kampen mod autoritære styrer udgør et potentiale for rekruttering eller støtte til den videre kamp.

Endvidere har AQIM fået adgang til teknisk viden om, hvordan f.eks. køretøjsbårne IED’s anvendes optimalt, herunder også i selvmordsudgaver. Den opnåede viden er også blevet omsat til reelle operationer over de sidste to år. Desuden har bemandingen i AQIM gradvist bevæget sig fra at være primært algierske statsborgere til i dag at bestå af en stor del personer fra radikaliserede miljøer i Mauretanien og i mindre grad Mali og Tunesien.[15]Kidnapningen af to østrigske turister i Tunesien og diverse angreb på franske og mauretanske myndigheder ses som eksempler herpå.

Det skal ses i sammenhæng med, at Sahel landene i stigende grad fungerer som bagland for en række mobile træningslejre og ”safe haven”. Senegal, Gambia og Guinea-Bissau indgår i opgørelsen over AQIM’s bagland, idet disse udgør transitlande og finansieringslande med forbindelse til smuglerruter, narkoruter fra Sydamerika og (mere diskrete) forbindelser til Europa. Der er også konstateret tættere bånd mellem AQIM og Tuareg oprørsgrupper i Mali, bl.a. ved indgåelse af ægteskaber mellem personer fra, eller tæt på, AQIM og Tuaregerne. Tuaregerne har typisk siddet på en stor del af smuglerruterne gennem Mali og Mauretanien.[16]

Derudover er der konstateret deltagelse af personer med tilknytning til både en libysk, nigeriansk og marrokanske oprørsceller i de træningslejre, som man har fundet og den korrespondance, som der er blevet opfanget af Counter-terrorism enheder.

AQIM har altså opnået en række operative fordele ved at blive franchisetager, bl.a. muligheden for at veksle med et globalt felt og et lokalt felt samt at blive en aktør, som mindre grupper kan bruge som en slags ”hub” og operativ støtte i deres taktiske ”outlook”.

I Østasien er der tillige en repræsentant for det regionale aspekt i det globale oprør, bevægelsen Jemaah Islamiyah (JI). JI’s operationsområde omfatter Indonesien, Singapore, Malaysia og Filippinerne. JI menes også at operere i Thailand, Brunei og Cambodja, om end primært under anvendelse af disse lande til transit. Der er dog forbindelser mellem oprøret i syd-Thailand og JI,[17] men der kan ikke dokumenteres direkte støtte hertil. JI har sin oprindelse i Indonesien verdens største muslimske stat. JI er ikke en fast organisation,[18] der kan tegnes i et linje-stabs diagram. Men JI fungerer som en udbyder af know-how og finansiering samt forbindelser for en række mindre, typisk nationalt orienterede bevægelser, som f.eks. på Mindanao og på Aceh halvøen. Særligt Moro Islamic Front fra Filippinerne har modtaget meget støtte fra JI, hvilket da også har medført en øget amerikansk bevågenhed og støtte til Filippinerne for at undgå, at Mindanao og andre af de muslimsk dominerede øer i Filippinerne udvikler sig til autonome områder, der kan være baseområder for JI eller Al-Qaeda. JI har et ret forgrenet netværk til en lang række jihadister i Sydøstasien. Måden netværket holdes sammen på er bl.a. ved hjælp af en række personlige netværk såsom giftermål ganske som det er set i Vestafrika.

JI har i sit operationsmønster ikke lagt sig helt så tæt op af Al-Qaedas ideologi som andre regionale operatører, idet JI i dag har opbygget et socialt program som en del af sin undergravende virksomhed over for den stat, hvor det sociale program sættes i værk. JI har dog forbindelse til begge Bali bombninger.[19]  Herudover kan det tilføjes, at JI anvender en række særlige skoler, der bedst kan sammenlignes med madrassaerne i Pakistan, til at skole kommende medlemmer såvel som børn af kendte JI medlemmer.

Der er næppe tvivl om, at JI vil være en væsentlig trussel mod vestlige interesser, hvis organisationen kan udnytte nogle af de områder, som de forholdsvis svage stater i Østasien ikke kan beskytte og støtte på den måde, som kan forventes af en stats befolkning. JI er måske ikke den organisation, som har fået mest opmærksomhed i Europa, men f.eks. i Australien følges JI’s operationer naturligvis ganske tæt.[20] JI blev allerede i 2006 anerkendt af Al-Qaeda som en støtte i det globale oprør.[21] JI er blevet bekæmpet af de fleste lande i Sydøstasien i løbet af de sidste 4-5 år, men desuagtet har JI opnået en vis handlefrihed i Indonesien, så længe man primært angriber vestlige interesser og ikke direkte truer den indonesiske stats her og nu overlevelse.[22]

De to eksempler viser, at en regional operatør ikke er en entydig betegnelse, men skal ses i lyset af hver organisations udvikling og kulturelle kontekst, som den agerer i. Desuagtet er behovet for adgang til den informationsmotorvej, som Al-Qaeda tilbyder, vigtig for alle organisationerne. En stækkelse af regionale operatører vil også have en ”impact” på de nationale operatører, der modtager støtter herfra. Dette kunne pege på, at fokus skal øges på de regionale operatører.

En national bevægelse, der søger et franchise

Der findes i dag en række oprørsbevægelser, der kan karakteriseres som inspireret af Al-Qaeda lignende ideologi. Denne artikel vil dog kun berøre to bevægelser, en som er reduceret i indflydelse og en som er i vækst.

Oprørsbevægelsen Islamic State Iraq (ISI), i nogle kilder fortsat benævnt Al-Qaeda in Iraq er et eksempel på, at en bevægelse skal tilpasses lokale dynamikker og lokale forhold. ISI startede ud som en af en række oprørsbevægelser i Iraq anført af Abu Musab Al-Zarqawi. Zarqawi gennemførte en række blodige og spektakulære angreb for at gøre opmærksom på ISI og blive dominerende i mediebilledet af oprøret i Irak. Zarqawi havde allerede før invasionen af Irak et godt navn hos topledelsen i Al-Qaeda, hvorfor hans ønske om at anvende Al-Qaedas ”brand” i Irak, samtidig med at Al-Qaeda var under pres i Afghanistan, må have været attraktivt. Zarqawi skabte også sit navn ved at angribe måltyper, der minder om, hvad der tidligere i denne artikel er beskrevet for AQiM. Zarqawi stod bl.a. for angrebet på FN’s hovedkvarter i Bagdad og flere videoer, hvor vestlige gidsler får hovedet skåret af. Disse aktioner kombineret med den generelle situation i Irak mellem 2004 og 2006 medførte også, at det var muligt for Zarqawi dels at kommunikere med Al-Qaeda og dels at udnytte den viden om person-, våben- og pengesmugling og generelle know-how om guerilla og terror taktikker, som Al-Qaeda besad. Zarqawi var som bekendt ikke enig med f.eks. Zawahiri om den irakiske befolknings betydning i oprørskampen, hvilket bl.a. er blevet udstillet i det berømte brev fra Zawahiri til Zarqawi.[23] Særligt Zarqawis angreb på shia muslimske helligdomme bekymrede Zawahiri, der frygtede at angrebene ville isolere ISI og gøre det muligt for koalitionen at vende en stor del af irakerne mod ISI. Det er netop en kombination af det forøgede antal US tropper (the Surge), den amerikanske succes med at få sunni stammer, fra især, Anbar provinsen, i vest til at bekæmpe ISI og slutteligt en irakisk sikkerhedsstyrke, som er blevet mere kapabel, som har medført, at ISI er under stort pres og har mistet rollen som vigtigste oprørsbevægelse i Irak. Det er så ikke ensbetydende med, at Irak er blevet et sikkert sted, og ISI vurderes stadig at være aktiv i Irak, om end dog mest i den nordlige og vestlige del af Irak.[24] Det synes dog som om, den sunni muslimske del af befolkningen i Irak i stigende grad ikke kan forene sig med den fremtid, som ISI kan tilbyde.[25] ISI betragtes stadig som den nationale franchisetager af Al-Qaeda i Irak, men indsatsen mod ISI har været effektiv, om end meget kostbar både i tab og rent økonomisk. Samtidig har kampen i Irak taget en stor del af det amerikanske fokus i kampen mod terrorisme. Det kan dog anføres, at ISI næppe kan siges at være entydigt udkonkurreret af et bedre vestligt franchise, men snarere af et bedre lokalt franchise, der er støttet af vesten for en dels vedkommende.

Den manglende succes for ISI har medført, at en del af den finansiering og de fremmede krigere, som søgte mod Irak, nu søger mod andre steder, hvor kampen kan føres på bedre vilkår. Udover Afghanistan og Vestafrika så betegnes Afrikas Horn som værende et af de steder, hvor der er en del, der tyder på at kommende franchisetagere er ved at opbygge styrken til at udfordre lokale ledere. I Somalia fremstår organisationen Al-Shaabab (”de unge”) som en national oprørsbevægelse, der fungerede som en af militserne for de islamiske domstole før Etiopiens intervention i juledagene 2006. Siden Etiopiens intervention har Al-Shaabab udgjort den største oprørsbevægelse sammensat på tværs af stamme-og klan forhold.[26] Al-Shaabab har forbindelse til radikale grupper fra 1980’erne og til Al-Qaeda, idet flere ledere i Al-Shaabab har gjort tjeneste i Afghanistan.[27] Al-Shabaab opererede i 2006/2007 primært i det sydlige Somalia, som er deres midlertidige baseområde og fokuserede de offensive operationer mod etiopierne og Transitional Federal Governments (TFG) installationer. Det lykkedes sågar Al-Shaabab at oprette deciderede træningslejre for både somaliere og ”Foreign Fighters” med henblik på at kunne skabe et vedholdende pres på TFG og tilføje etiopierne så mange tab, at de enten blev slidt op eller mistede viljen til at støtte TFG.[28] Selvom der er masser af våben i omløb i Somalia, så har Al-Shaabab brug for penge til at få tilført våben, der typisk smugles fra Yemen eventuelt med både, der er på vej retur til Somalia efter at have leveret khat. En indbringende forretning må det formodes. Behovet for støtte udefra, herunder know-how om våbenbrug, IED fremstilling, pengesmugling samt anden smugling, gør Al-Qaeda som udbyder af netop det franchise interessant for Al-Shaabab, der til gengæld herfor kan give Al-Qaeda omtale og det indtryk, at det globale oprør er på vej ind i Afrika, som alt andet lige har en del stater, hvor der er grundet politisk og økonomisk forskelsbehandling synes at være mulighed for radikalisering og dannelse af oprørsbevægelser, der abonnerer på Al-Qaedas verdenssyn. I løbet at 2008 i takt med, at Etiopien skærer ned på antallet af tropper i Somalia og nærmer sig datoen for tilbagetrækning, ændres Al-Shaababs måludvælgelse i retning af angreb på nødhjælpsarbejdere, FN faciliteter og ikke mindst angreb på African Unions fredsbevarende styrke i Somalia, som ikke kan siges at udgøre en trussel for Al-Shaabab, da den ingenlunde besidder COIN kapacitet.[29] Her ses et mønster som minder om, hvad der skete med GSPC i perioden op til, at organisationen skiftede til AQiM. Al-Shaabab har da også i september 2008 offentliggjort en video, der bekræfter Al-Shaababs troskab overfor Al-Qaedas sag. Al-Qaeda har flere gange rost kampen i Somalia og kædet den sammen med den muslimske kamp for at trodse USA og dets partnere (i det her tilfælde Etiopien).[30]  Al-Shaabab er først og fremmest en national gruppe, der ser ud til at være rigeligt udfordret med at vinde kontrol i Somalia. I de seneste måneder har Al-Shaabab i stigende grad inddraget politiske virkemidler i kampen, bl.a. ved at dele penge ud til befolkningen i områder som de ”befrier” samt medbringe mobile sharia domstole, som skal være eksemplet på skabelse af lov og orden under Al-Shaabab.[31] Set med en franchise udbyders øjne, så er Al-Shaabab primært interessant, hvis det lykkes at sikre et baseområde, hvor der gives en vis bevægelsesfrihed til andre dele af Al-Qaeda eller Al-Shaabab bliver så stærk, at den kan optage forbindelse med Al-Qaeda i Yemen og/eller gå i forbund med de somaliske pirater for så vil oprøret i Somalia antage en regional dimension, der vil udløse en markant reaktion fra vesten. Et vestligt engagement i Somalia i stil med, hvad der har været i Irak vil medføre en markant somalisk tilslutning til Al-Shaabab og en tilflydelse af ressourcer fra de fleste radikale miljøer i Mellemøsten. Erfaringen med vestlige styrker i Somalia fra 1990’erne udelukker dog p.t. en sådan operation.[32]

Kan vesten levere et bedre franchise?

Vesten har indtil nu forsøgt at bekæmpe Al-Qaeda globalt, både den strategiske ledelse, de regionale operatører og en lang række nationale bevægelser samtidig ved en slags parallel krigsførelse. Krigsførelsen har haft en tendens til at fokusere på militære, hårdtslående operationer mod Al-Qaedas strategiske ledelse, counterterrorism operationer mod regionale operatører og Counter Insurgency operationer mod nationale oprørsbevægelser. Særligt USA har konstateret, at det er en lang og sej kamp, som er svær at skabe sammenhæng i, og den amerikanske præference for parallel krigsførelse synes at være under ændring på baggrund af erfaringerne fra Irak og Afghanistan.

Denne artikel opstillede indledningsvis et argument for at anskue Al-Qaeda som et globalt oprør, hvorfor en global Counter Insurgency strategi burde anlægges, dvs. operationer mod såvel Al-Qaedas strategiske ledelse som regionale operatører og nationale oprørsbevægelser bør opfattes som en global form for Counter Insurgency for at få et bredere og dybere fokus i brugen af midler og skabelse af sammenhæng mellem forebyggelse og bekæmpelse.

Grundpræmissen i Counter Insurgency er, at der er tale om en politisk kamp, som skal kæmpes med en lang række virkemidler. Til det formål tales der i vesten p.t. meget om Comprehensive Approach, Interagency operationer og samtænkning af midler. Hvert land sit koncept. Det er en sund udvikling, som har været med til at skabe fokus på de operative og taktiske kamppladser. Vi er i vesten ved at lære, hvordan vi tænker i bredden, men hvis vi vil bruge Counter Insurgency som tilgang i en global bekæmpelse af Al-Qaeda, så kræver det, at vi også tænker den samlede indsats i dybden, dvs. helt fra egne gader i egen hovedstad til soldaten, der kæmper side om side med f.eks. Afghan National Army i Helmand provinsen. Det lyder naturligvis meget ambitiøst og som noget, der vil være svært for mindre lande, men ikke umuligt for en koalition, hvis topledelsen er enige om retning og fokus. Såfremt vesten kan formulere dette i en sammenhæng, så er der grundlag for at sælge et franchise.

Der er en række forhold som spiller ind på det franchise koncept, som vesten kan komme op med. Konceptet skal kunne appellere til et meget bredt publikum, og man kan faktisk drage den direkte sammenligning, at vesten skal bygge et ”brand”, som appellerer indadtil i de vestlige lande, konceptet skal appellere til magthavere i de muslimske lande og sidst men ikke mindst skal konceptet være mere attraktivt i de områder, hvor den operative kamp føres.

For at opbygge vestens franchise kræves det, at der sker reelle fremskridt i integrationen af etniske mindretal i vesten, at muslimer bosiddende i vesten oplever en reel indflydelse på deres livssituation, dvs. at uddannelse betaler sig, at balancering af egen kultur og religion med den fremherskende i de samfund, hvor de lever, er mulig. Det stiller krav til både de vestlige befolkningers holdning og til den kommunikation, der føres med de muslimske samfund i vesten. Her skal der fokuseres på kontakten til moderate muslimer, som skal have den fremherskende stemme i den offentlige debat. Kun herved kan risikoen for Al-Qaeda franchisetagere i vesten mindskes. Det er tillige en forudsætning for at få bedre kontrol og indsigt i de forbindelser, der er mellem diasporaen i vesten og resten af ummaen – både de finansielle, virtuelle og personlige.

For at appellere til magthavere (og befolkningerne) i muslimske lande må et vestligt koncept fordre, at der ikke skal opbygges demokratier i vestligt forbillede ved brug af magt fra vestens side. Endvidere har vesten flere gange stået i det paradoks, at man promoverer demokrati og frie valg, men egentlig ikke ønsker at samarbejde med den organisation eller parti, som vinder valget i det pågældende land. Vesten kan først og fremmest støtte med at gøre staterne i Mellemøsten i stand til at understøtte befolkningens basale behov for sikkerhed og udvikling.[33]

For at være mere attraktiv i områder, hvor den operative kamp føres skal vesten faktisk blive ved med at gøre det, som sker nu, blot med endnu mere vægt på andre virkemidler end rent militære. Særligt opbygningen af troværdige (og folkelige) sikkerhedsstyrker og synlige tiltag for at vise, at den lokale regering forbedrer den enkeltes hverdag skal understøttes.

De regionale Al-Qaeda franchisetagere synes at være nøglespillere i en global Counter Insurgency kampagne, da en stækkelse af disse også vil medføre en svækkelse og delvis isolation af en række nationale bevægelser samt gøre det sværere for den strategiske ledelse af Al-Qaeda at profilere sig selv.[34]


[1] Vesten betragtes i denne artikel som Nordamerika, Europa og Australien under et. Forfatteren er helt opmærksom på, at der kan være betydelige forskellige mellem enkeltlandes policy ift. Al-Qaeda og bekæmpelse heraf. Tilgangen er valgt for simplificeringens skyld og fordi der indtil videre har været trukket spor fra Al-Qaeda til de fleste vestlige lande.

[2] Gerges, Fawaz A., The Far Enemy, Why Jihad Went Global, Cambridge University Press, New York, 2005, pp. 31ff.

[3] International Crisis Group (2005). Understanding Islamism, p. 3: “political Islamism, in that it comprises movements which give priority to political action over religious proselytism, seek power by political rather than violent means and characteristically organize themselves as political parties.”.

[4] En ideologi inden for islam, der er opstået omkring 1900 tallet, som grundlæggende går ud på, at islam ikke kun skal opfattes som en tro, men som en politisk overbevisning, der baserer sig på en fortolkning af Koranen og Hadith samlingerne. Der er i salafisme en grundlæggende antagelse af, at man skal finde inspiration i den måde som Muhammed og de første muslimske samfund fik succes på. (Stanley, Trevor, “Al-Qaeda’s Revolutionary Model-Iraq and the Madrid Bombings in Context”, Perspectives on World History and Current Events, tekst fra en konference ved South Melbourne University 28. april 2004. http://www.pwhce.org/textaq.html, (16-01-2006)).

[5] Kilcullen, David,“Countering global Insurgency”, kapitel 17, Strategic Studies, a Reader, edited by Thomas g. Mahnken, Routledge, Oxon, 2008.

[6] Counterterrorism omfatter normalt det der kan karakteriseres som offensive operationer mhp. At fange eller slå specifikke celler ihjel uden for ens egen stat, hvor anti-terror operationer dækker over beskyttelse af egne borgere og interesser fra angreb. Anti-terror operationer kan dog på det taktiske niveau sagtens antage en offensiv karakter.

[7] William McCants, ed. and Project Director, Militant Ideology Atlas: Executive Report, West Point, NY: Combating Terrorism Center, November 2006, p. 5.

[9] Jane’s Terrorism and Security Monitor, Al-Qaeda contained, 4. Juli 2008.

[10] En term, der typisk forbindes med oprindelsen til moderne manøvrekrigsteori, hvor det at forstå chefens hensigt og så kunne handle på egen hånd i forhold hertil er grundlag for ledelse. Der skelnes typisk mellem auftragstaktik og befehlstaktik (hvor der skitseres både hvad opgaven, og hvordan den løses).

[11] Ayman Al-Zawahiri, Brev til Musaba Al-Zarqawi, 2005, http://www.glo­bal­se­curity.org/security/library/report/2005/zawahir... (28/3 2009)

[12] Der vil givet være adskillige som vil anføre, at der ikke findes en arabisk kultur, men mange. Dog synes netop vigtigheden af personlige netværk at være et gennemgående træk i arabiske kredse i langt højere grad end det kendes fra Europa.

[13] Dækker traditionelt Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen fra Longman Dictionary On Line http://www.ldoceonline.com/dictionary/Maghreb (28/3 2009)

[14] Jean-Luc Marret, “Al-Qaeda in Islamic Maghreb: A “Glocal” Organization”, Studies in Conflict & Terrorism, 31:6, 2008, pp. 541-55.

[15] Jane’s Terrorism and Security Monitor, AQIM bolsters regional renown, 4. april 2008.

[16] Jean-Luc Marret, “Al-Qaeda in Islamic Maghreb: A “Glocal” Organization”, Studies in Conflict & Terrorism, 31:6, 2008, pp. 541-552.

[18] Collier, Kit, “Terrorism, Evolving Regional Alliances and State Failure in Mindanao”, Southeast Asian Affairs 2006, 2006, pp. 26-38.

[19] Abuza, Zachery, “Jemaah Islamiyah Adopts the Hezbollah Model”, Middle East Quarterly, Winter, 2009, Vol. 16, nr.1.

[20] Parliament of Australia, Parliamentary Joint Committee on Intelligence and Security, Review of the re-listing of Al-Qa'ida (AQ), Jemaah Islamiyah (JI) and Al-Qa'ida in the Lands of the Islamic Maghreb (AQIM) as terrorist organisations under the Criminal Code Act 1995.

[21] Ibid.

[22] Abuza, Zachery, “Jemaah Islamiyah Adopts the Hezbollah Model”, Middle East Quarterly, Winter 2009, Vol. 16, nr.1.

[23] Ayman Al-Zawahiri, Brev til Musaba Al-Zarqawi, 2005, http://www.glo­balsecurity.org/security/library/report/2005/zawahiri-zarqawiletter_9jul­20­05­.htm­ (28/3 2009),

[24] Cordesman, Anthony, The Iraq War: Progress in the Fighting and Security, Centre for Strategic and International Studies, 2009, http://www.csis­.org­/me­­­dia/csis/pubs/090218_iraq_war_progress.pdf (28/3 2009).

[25] Drinkwine, Brian, The Serpent in Our Garden: Al-Qa’ida and the Long War,Strategic Studies Insitute, 2009, pp. 29ff., http://www.strate­gicStudies­Institute.army.mil (28/3 2009).

[26] Hansen, Stig J., “Misspent Youth-Somalia’s Shabab insurgents”, Jane’s Intelligence review 1.september 2008.

[27] Ibid.

[28] Gartenstein-Ross David & Dabruzzi, Kyle “Is Al-Qaeda’s Central Leadership Still Relevant?” Middle East Quarterly, Spring 2008, pp. 27-36.

[29] AMISOM skulle være på ca. 8500 mand med opgave at sikre fødevarehjælp til befolkningen og støtte TFG. Styrken er pr. feb 2009 på ca. 3500 mand og kan reelt kun sikre sig selv og lufthavnen i Mogadishu.

[30] Hanson, Stephanie, Al-Shabaab Backgrounder, Council on Foreign Relations, 2008, http://www.cfr.org/publication/18650/so­malias_islamic_insur­gency.html (28/3 2009).

[31] Ibid.

[32] Ibid.

[33] Drinkwine, Brian, The Serpent in Our Garden: Al-Qa’ida and the Long War, pp. 63ff., Strategic Studies Insitute, 2009, www.strategicStudies­Institu­te.ar­my.mil (28/3 2009),

[34] Kilcullen, David, “Countering global Insurgency, kapitel 17, Strategic Studies, a Reader, edited by Thomas g. Mahnken, Routledge, Oxon, 2008.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.2_2009_1.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.