AIRPOWER - et eksempel

I artikelserien i dette tidsskifts temanummer om Lufstridskræfters muligheder i
efteråret 1997 blev begrebet Airpower belyst fra en række vinkler. Temanummeret
anvendte en teoretisk indgangsvinkel til emnet, med Golf-krigen som primært
eksempel på begrebets nutidige anvendelse. Jeg vil gerne her henlede opmærksomheden
på et nyere eksempel, der desuagtet historikere og fortolkere endnu ikke har
færdigkommenteret det, kan tjene som et skoleeksempel på Airpower (airpower
omfatter bl.a. evnen til at kunne forstå, håndtere og anvende lufistridskræfter. Det
påvises at airpower også rummer mulighed for at være et incitament til konfliktafslutning).

Da der ikke findes en mundret oversættelse af ordet airpower, har jeg valgt at
anvende den engelske betegnelse i nærværende linier. Jeg anmoder endvidere om
overbærenhed med de anvendte anglicismer.
I forsvarsministerens årlige redegørelse fra 1995 anføres lakonisk i gennemgangen
af året under 30. august 1995: FN og NATO indleder fly angreb og
beskydning mod bosnisk-serbiske mål omkring Sarajevo i Bosnien-Hercegovina,
efter at mere end 100 civile blev dræbt eller såret den 28. august ved bosniskserbisk
beskydning af Sarajevo. Flyangrebene fortsætter indtil den bosnisk-serbiske
ledelse trækker sine tunge våben bort fra eksklusionszonen omkring Sarajevo.” og
i samme redegørelse under den 5. oktober 1995: - “USA’s præsident Bill Clinton
meddeler, at der er opnået enighed om en våbenhvile for Bosnien-Hercegovina, som
skal træde i kraft efter den 10. oktober.”
Sammenkædningen af disse begivenheder vil vise, at en tre ugers luftkampagne
i efteråret 1995 var den afgørende faktor i at bringe de usamarbejdsvillige bosniskserbere
til Dayton fredsforhandlingeme.
Selv om initieringen af luftangrebene var et svar på den bosnisk-serbiske hærs
artilleriangreb på markedspladsen i Sarajevo den 28. august 1995, hvorved 38 civile
dræbtes og 85 såredes, var dette egentlig kulminationen af begivenheder og plan-
1 ægning gennem 1 ængere tid. De stridende parters mangel på respekt for FN's resolutioner
og ordrer vedrørende “sikre områder” og områder uden tunge våben (Heavy
weapons exclusion zones), beskydning og chikane af NATO og FN fly og tropper
samt vedvarende kamphandlinger mellem forskellige fraktioner nødvendiggjorde
planlægningen af en række forskellige optionsmuligheder (military contingency
planning).

Baggrund
Konflikten i Bosnien havde sine rødder i opløsningen af den Jugoslaviske Føderation.
Dette gav ikke de militære planlæggere megen mulighed for egentlig strategisk
planlægningt En “korrekt” anvendelse af airpower måtte bl.a. kræve en detaljeret
forståelse af konflikten og årsagerne til at den kunne fortsætte (sustaining
causes). Fra 1992 til efteråret 1995 diskuterede FN, NATO og det internationale
samfund, hvad konflikten drejede sig om. Det kunne observeres, at der optrådte
etniske spændinger, politiske manipuleringer af disse spændinger, og militær ubalance
mellem de enkelte grupperinger. Der opstod efterhånden to forskellige
tolkninger af konflikten. Den ene skole understregede at den etniske konflikt var
hovedårsagen, at den slaviske befolkning var prædisponeret til skære halsen over
på hinanden. Bosnien havde blot atter udløst denne latente konflikt i det altid ustabile
Balkan. Det kan formodes, at de fleste europæiske lande, herunder England og
Frankrig, der havde de fleste fredsbevarende styrker i regionen, hældede til denne
anskuelse. Den anden skole hævdede at de politiske manipulationer fra politiske
demagoger var den egentlige årsag, og at voldshandlingerne derfor var af forbigående
karakter og ikke noget evigt iboende. For en luftmilitær stab var denne tolkning
afgørende, idet det kunne betyde to forskellige måder at intervenere på. Såfremt
krigen skyldtes kulturelle kræfter, var der ingen skyldige. Alle parter måtte
være lige uskyldige, og ofre for kræfter uden for egentlig kontrol. Magtanvendelse
i en sådan konflikt matte indskrænkes til beskyttelse af uskyldige, adskillelse af de
stridende parter og derefter opbygning af kommunikation og tillid. Altså burde der
følges en fredsskabende strategi (peace making), sigtende mod afhjælpning af
lidelse, etablering af våbenhvile og derefter forhandling om en politisk løsning.
Såfremt der på den anden side kunne defineres egentlige skyldige, kunne tvang i
form af militær magtanvendelse komme på tale. Der ville kunne udpeges mål, der
ved at blive angrebet kunne fratage aggressoren lysten til at fortsætte, og dermed
gøre freden et mere sandsynligt udkomme af evt. kalkulationer af risiko kontra
gevinst ved at fortsætte. Erobringer ville kunne tilbagegives. Den strategi, der i dette
tilfælde burde følges var at tvinge krigsherrerne til en fred, og derefter med tvang
tilbagelevere erobringer (peace enforcement). En egentlig konsensus om strategien
opnåedes først meget sent i forløbet, og først derefter kunne en militær planlægning
begyndes. FN og NATOs forskellige opfattelser af mål og midler medførte megen
frustration i flyhovedkvartereme.
De eksisterende manualer og publikationer gav heller ikke planlæggerne megen
hjælp. Operationer, der ikke er egentlige krigsoperationer (Operations other than
war (OOTW)) var kun meget sparsomt beskrevet i NATOs håndbøger. Opgaven
under SKY WATCH 1992-93 var udelukkende at observere og rapportere, men
ikke at engagere. DENY FLIGHT blev efterhånden håndhævelse af ikke-flyve
zonen, og derved gradvis rettet mod bosnisk-serbeme. Da der senere (medio 1993)
tilføjedes Close Air Support (CAS) og Offensive Air Support (OAS) opstod gradvis
en målliste for offensive bombardementer. Målliste et bestod af begrænsede
flyangreb på militære styrker eller våben, der direkte overtræder FN-resolutioner
eller angriber FN-personel. Målliste to bestod af mål, der såfremt de blev angrebet
kunne medvirke til at løfte belejringer. Det vil sige at målene kunne bestå af de
belejrende styrker plus opmarchområder eller depoter omkring det belejrede område.
Målliste tre bestod af mål uden for områder tæt på belejrede områder. Mållisteme
og opbygningen med tre kategorier blev forfinet, men forblev i kraft, og anvendtes
under DELIBERATE FORCE.
Af de begivenheder, der forte til DELIBERATE FORCE kan nævnes:

- Forsvarsministrene mødtes uformelt i Sevilla i september 1994 for bl.a. at
diskutere mulighed for anvendelse af NATO airpower.
- Det Nordatlantiske Råd (NAC - North Atlantic Council) drøftede selv og
med FN reviderede regler for anvendelse af NATO airpower i løbet af
oktober 1994.
- NATO flyangreb mod Udbina flyvepladsen (bosnisk-serbisk i besat
Kroatien) november 1994 som svar på angreb derfra mod det sikre område
ved Bihac.
- NATO flyangreb mod SAM (overflade til luftmissil) i det nordvestlige
Bosnien-Herzegovina som svar på angreb mod NATO fly i november
1994.
- NAC besluttede at autorisere mulighed for gensvar mod trussel mod
NATO fly (november-december 1994).

Det internationale samfund var gradvist blevet draget ind i krigshandlingerne
i det tidligere Jugoslavien. Efter den kroatiske løsrivelse i 1991 oprettede FN en
styrke (UNPROFOR) til at overvåge våbenhvilen, og NATO og WEU etablerede
en embargo (SHARP GUARD) af det tidligere Jugoslavien. Operation SKY
WATCH blev etableret i samarbejde mellem NATO og FN for at overvåge militær
flyvning over Bosnien. Det blev i marts 1993 til DENY FLIGHT, der skulle varetage
Sikkerhedsrådets resolution nr. 816, der forbød al uautoriseret flyvning over
Bosnien og tillod magtanvendelse for at overholde forbuddet.
I begyndelsen af 1995 blev der udfærdiget 2 plankomplekser: DEAD EYE og
DELIBERATE FORCE.
Operation DEAD EYE t(Air protection plan) skulle afbryde det integrerede
luftforsvarssystem Bosnien, der fortsat var intakt og dermed reducere risikoen for
NATOs flystyrker ved at angribe kommunikationsknudepunkter, kommandoposter,
radarstationer og SAM batterier samt faciliteter til støtte for luftforsvaret.
Operation DELIBERATE FORCE (Air attack plan) skulle ved luftangreb
reducere bosnisk-serbemes militære muligheder for at true eller angribe “safe
areas” og FN/NATO styrker. Angrebsmål omfattede egentlige styrker eller tunge
våben i felten, kommandostationer, støtefaciliteter samt støttende infrastruktur og
kommunikationslinier.
Begge planer skulle have sine planer og mål godkendt af et Joint Targetting
Board (JTB), med deltagelse af både FN og NATO. JTB skulle sikre at mål var
inden for gældende mandat, at missioner var medvirkende til at opfylde sikkerhedsrådets
resolutioner og fastlagte objektiver for operationen..
Planlægningen fortsatte i løbet af foråret og sommeren 1995, hvor den såkaldte
Carter-våbenhvile var ophørt i marts 1995. Der var nu etableret et dual-key (to
nøgle) system, hvor FN havde den ene nøgle og NATO den anden til iværksættelse
af luftangreb. NATO bombede ammunitionsdepoter ved Pale den 25.- 26. maj 1995
ved en sådan dual-key operation efter bosnisk-serbiske artilleribeskydninger af FN’s
våbenopsamlingsområde og sikre områder. Der blev taget FN personel som gidsler
for at undgå yderligere luftangreb. Den 2. juni 1995 blev en amerikansk F-16 skudt
ned og piloten kaptajn Scot O'Grady først fundet ved en Combat SAR operation den
8. juni 1995 efter at have været savnet i 5 døgn og 14 timer. Det sikre område ved
Srebrenica blev erobret af bosnisk-serbeme den 11. juli 1995. Zepa erobredes den
26. juli 1995. Ved London konferencen den 21. juli 1995 lød kommunikeet "et
angreb på Gorazde vil blive mødt med substantielle og afgørende luftangreb"
(...substantial and decisive airpower...). NAC beslutninger af den 25. juli og den 1.
august 1995 angav, at yderligere bosnisk-serbiske angreb skal imødegås med
fasthed og hurtighed, og om nødvendigt med luftangreb (..." through the timely and
effective use of airpower"..) indtil angreb eller trussel om angreb er ophørt.
FNs generalsekretær overførte sine egne og ambassadør Yasushi Akashis nøgler
til dual key-arrangementet til general Janvier.
Områderne (Zone of Action), hvor NATO operationer var autoriserede blev
udvidet. Planlægningen af flyoperationerne var nu så fremskreden og gennemarbejdet
at NATO’s generalsekretær Willi Claes og SACEUR general Joulwan briefedes
den 3. august 1995 om operation DELIBERATE FORCE, der var blevet det fælles
navn for planerne for beskyttelse af de enkelte sikre områder, DEAD EYE og den
større samlede angrebsplan. Sikkerhedsrådet behandlede igen situationen den 10.
august 1995 og CINCSOUTH admiral Leighton W. Smith Jr. og Force Commander
UNPROFOR general Janvier underskrev et MOU om FN og NATO's fælles
opgaver i forbindelse med rådsbeslutningeme. COMAIRSOUTH generalløtnant
Michael E. Ryan fik derefter tilslutning til den forberedte plan og listen over målområder
den 14. august 1995. Der blev herudover udarbejdet en Air-Land
Coordination Plan mellem AIRSOUTH, NATO air component commander
Sarajevo og Rapid Reaction Force i Kiseljak med de nødvendige detaljer om
joint/combined operationer.
 

Afviklingen af Operation DELIBERATE FORCE
Operation DELIBERATE FORCE blev som nævnt udløst af et morter eller
artilleriangreb på Mrkale markedspladsen i Sarajevo den 28. august 1995. Dual key
princippet blev benyttet den 29. august 1995, da CINCSOUTH og Force Commander
UNPROFOR besluttede at iværksætte luftangreb. CINCSOUTH beordrede
herefter COMFIVEATAF at angribe med NATO styrker kl. 0200 den 30. august
1995.

Den 30. august 1995
Første bølge rapporterede "feet dry" i Bosnien fra Adriaterhavet kl. 0140 til det
operative hovedkvarter (Combined Air Operations Center (CAOC) i Vicenza,
Italien). Føste bomber detonerede kl. 0212 mod radarstationer i det sydøstlige Bosnien
fulgt op af fem angrebsbølger mod mål tæt på Sarajevo.
Angrebene indledtes med rekognoscering (pre-strike recce), blev fulgt af
jagerfly til beskyttelse mod flyangreb (Combat Air Patrol (CAP)) og gennemførtes
derefter som angreb mod luftforsvarsinstallationer (Suppression of enemy air
defence (SEAD)) eller depoter (strike). Efter angrebene fulgte post-strike recce. Der
gennemnførtes elektronisk krigsførelse fra specialfly og radarovervågning fra
AWACS fly. Det var i visse tilfælde nødvendigt at udføre lufttankning. Alle flyoperationer
skulle koordineres med anden trafik og FN’s RAPID REACTION
FORCE’S (RRF) artilleriskydning.
Kl. 1716 blev en fransk Mirage 2000K ramt af et skulder-affyret overflade til
luft missil ca. 20 n.m. sydøst for Pale. Der blev observeret to faldskærme, men alle
forsøg på at finde de to besætningsmedlemmer var forgæves. De blev først erkendt
tilfangetaget af bosnisk-serbeme den 28. september 1995. Det var operationens
eneste tab.

Den 31. august 1995
Der blev fløjet tre angrebsbølger mod mål omkring Sarajevo. De fleste mål var
luftforsvarsinstallationer og ammunitionsdepoter. Observationer og beregninger af
de forvoldte skader fortsatte for at vurdere effekten af angrebene og bosniskserbemes
muligheder. Sent på dagen meddelte bosnisk-serbeme, at de havde modtaget
FN/NATO’s ultimatum om at trække de tunge våben væk fra byen, opgive
belejring og tillade fti passage - og at de var villige til at forhandle. General Janvier
beordrede et midlertidigt stop af angreb fra den 1. september 1995 kl 0400 for at
kunne mødes med Ratko Mladic.

Den 1. september 1995
De planlagte angrebsbølger blev på jorden (ground alert) mens rekognoscering og
SEAD fortsatte. FN RRF gennemførte artilleriangreb med bl.a. tysk rekognosceringsstøtte.

Den 2. september 1995
General Janvier accepterede Ratko Mladic’s forsikringer om at FN/NATO's betingelser
ville blive overholdt og beordrede en forlængelse af angrebsstoppet.
Dårligt vejr, men rekognosceringsfly og støttefly kontinuerligt på tjeneste.

Den 3. og 4. september 1995
Nyt ultimatum til bosnisk-serbeme til den 4. september 1995 kl. 2300.

Den 5. september 1995
Brug af ubemandede fly (UAV) viste straks om morgenen, at der ikke foregik
nogen reel tilbagetrækning af de tunge våben. Der beordredes en genoptagelse af
bombardementerne kl. 1000. Angreb blev foretaget på ammunitionslagre, køretøjsdepoter
og værksteder foruden angreb på tidligere mål, der ikke var ødelagt (restrike).

Den 6. september 1995
Indikationer på en lokalisering af de franske nedskudte piloter medførte først
rekognoscering og derefter iværksættelse af en større Combat SAR helikopter
mission om morgenen. Helikoptermissionen måtte afbrydes på grund af vejret.
Der blev gennemført fem angrebsbølger mod nye mål og en enkelt mod
tidligere mål. Der blev foretaget angreb på broer og veje. Formålet var at presse
bosnisk-serbeme til kun at kunne benytte veje, hvor bevægelser kunne observeres
fra UAV eller rekognosceringsfly for derigennem at kunne aflæse deres faktiske
opfyldelse af aftalerne.
Italienske Tornado-fly deltog for første gang.

Den 7. september 1995
Combat SAR operation nr. 2 iværksattes, men tæt tåge i nedstyrtningsområdet
umuliggjorde anstrengelserne.
Der blev gennemført seks angrebsbølger og to re-strikes.
Der blev sidst på dagen yderligere foretaget angreb på seks broer efter ønske
fra UNPROFOR.

Den 8. september 1995
Der blev gennemført en tredje helikopterekspedition efter de franske piloter. Vejret
var fint og der blev gennemført en omhyggelig eftersøgning i nedskydningsområdet.
Helikopterstyrken blev udsat for beskydning fra jorden, hvorved to besætningsmedlemmer
blev såret og en helikopter blev beskadiget. Ilden blev besvaret fra ledsagende
kamphelikoptere og støttefly.
Fire angrebsbølger blev gennemført mod femten mål som re-strikes.
Der blev planlagt angreb på luftforsvarsinstallationer i det nordvestlige Bosnien,
og plan for angreb med stand-off våben blev foretaget.

Den 9. september 1995
Der var planlagt fem angrebsbølger, men usigtbart vejr medførte aflysning af to
bølger. De tre andre blev udsat, men senere gennemført med gode resultater. Der
gennemførtes angreb med High Speed Anti-radiation missiler (HARM) og 2000 Ibs
glidebomber mod luftforsvarsinstallationer. Rapporter om bosnisk-serbiske køretøjer
på vej væk fra Sarajevo medførte ophør af bombardementer tæt på byen.

Den 10. september 1995
Seks angrebsbølger blev indsat mod mål, der ikke tidligere var blevet angrebet på
grund af vejret. Der blev afskudi 13 Tomahawk angrebs-missiler (T-LAMS) fra
USS Normandy (CG 60) fra en position Adriaterhavet.
Der blev igen fra UNPROFOR anmodet om ophør af angreb på mål tæt på
Sarajevo for at muliggøre vurdering af bosnisk-serbemes hensigt om flytning af
deres tunge våben. Angrebsbølger blev omdirigeret til andre målkomplekser. Intensiv
recce-virksomhed for efterprøvning af formodninger om tilbagetrækning.
Kl. 1425 anmodede FN om Close Air Support (CAS) som følge af bosniskserbisk
artilleribombardement af FN stillinger ved Tuzla. Bosnisk-serbiske artilleristillinger
blev lokaliseret, identificeret og engageret.
 

Den 11. september 1995
Fire angrebsbølger blev sendt mod ti målkomplekser i favorable vejrforhold. Der
blev anvendt langtrækkende glidebomber mod mål i det nordvestlige Bosnien. Der
blev gennemført omfattende recce, dels for at vurdere skader og dels for at finde
nye mål.

Den 12. september 1995
Ammunitionsdepoter ved Doboj nordvest for Tuzla blev angrebet.

Den 13. september 1995
De sidste mål i luftforsvarssystemet bekæmpet med glidebomber. Vejret var
usigtbart så kun halvdelen af de planlagte missioner blev sendt af sted.

Den 14. september 1995
0930 blev alle angrebsfly sat på tre timers varsel på grund af tåge i målområderne.
Alle offensive operationer blev afbrudt kl. 2200 efter ønske fra Force Commander
UNPROFOR, der oplyste at repræsentanter fra de bosnisk-serbiske styrker var
villige til at acceptere FN’s betingelser, der kort kan sammenfattes således:

- Alle offensive handlinger ved Sarajevo stoppes,
- alle tunge våben Qemes fra Sarajevo inden for 144 timer,
- veje til Sarajevo genåbnes,
- Sarajevo lufthavn genåbnes,
- våbenhvileforhandlinger indledes,
- Indledende stop ville vare til den 17. september 1995 og- såfremt alle konditioner blev mødt kunne stoppet fortsætte til den 20.
september.

FN og NATO enedes om at DELIBERATE FORCE var gennemført og i et
fælles kommunike udtalte general Janvier og admiral Smith: “...the resumption of
air strikes is currently not necessary....” Våbenhvileforhandlingeme fandt sted i
Dayton, USA. Det vil sige at forhandlingerne fandt sted på Wright-Patterson Air
Force Base, hvor der til leiligheden var opmarcheret en række fly og våbensystemer,
for at understrege betydningen af airpower. Velkomstbanketten blev afholdt i
USAFs museum efter specielt ønske fra de amerikanske forhandlere, under kopier
af laser-styrede bomber.
 

DELIBERATE FORCE i tal
Der blev i alt fløjet 3515 sorties (én flyvning med et fly). Heraf var 2470 såkaldt
penetrerende, altså direkte over målområderne med opgaver som C AS, B AI, SEAD,
RECCE og SAR/Combat SAR. Der blev affløjet 1045 støtte-sorties med opgaverne
NAEW, ABCCC, ELINT/ESM og AAR. Der blev anvendt 1026 bomber og missiler,
hvoraf 708 var af typen med præcisionsstyring eller laser-styring. I alt blev 48
målkomplekser angrebet med samnmenlagt 338 individuelle mål.
Der foreligger ikke officielle tabstal, men opgørelser fra Røde Kors indikerer
at 27 civile omkom som følge af “colateral damage” d.v.s. formodentlig som følge
af angrebene.
Der medvirkede 293 fly fra USA, England, Frankrig, Holland, Tyrkiet,
Tyskland, Italien og Spanien fra baser i Italien, samt fly fra Frankrig, USA, England
og Tyskland, der opererede fra hjembaser eller flådefartøjer.
 


 

Missionstyper

Anvendte præcisionsvåben

Anvendte ikke præcisionsvåben

Herudover anvendtes 10086 stk. 30 mm ammunition, 50 stk. 40 mm ammunition
og 350 stk. 105 mm ammunition, samt 20 stk. 2.75 inch raketter og 56 stk.
AGM-88 HARM.

Resultater af angreb med præcisionsvåben

Antal præcisionsvåben anvendt pr. Desired Mean Point of Impact (DMPI) = 2,8
Antal bomber (ej PGM) anvendt pr. DMPI =6,6
Antal angrebssorties pr. DMPI = 1,5

Der er iværksat en studie i det amerikanske flyvevåben “The Balkans Air
Campaign Study”, der under ledelse af oberst Robert C. Owen er under udgivelse
fra Air Force Historical Research Agency primo 1998 i en klassificeret udgave. Der
forventes en uklassificeret udgave af rapporten ultimo 1998.
I forbindelse med studiet angiver forfatterne følgende foreløbige observationer
i en artikel i Aij Chronicles, USAF Air University:

1. DELIBERATE FORCE blev gennemført beslutsomt og robust, og dette
medførte succes på kort sigt. Angrebene blev gennemført konsekvent og
effektivt.
2. Præcisionsvåbnene gjorde det muligt at gennemføre DELIBERATE
FORCE.
3. NATOs brug af airpower beskyttede den internationale interventionsstyrke.
4. Manglende kontakt mellem politikere, diplomater og militære ledere gjorde
føringen besværlig. Der kan vises eksempler på misforståelser mellem
ambassadør Holbrooke og general Ryan, der måske burde have koordineret
deres respektive ageren.
5. For centraliseret ledelse i AIRSOUTH betød, at kræfterne var ved at være
opbrugt. I sin iver for at undgå colateral damage forlangte general Ryan
personligt at godkende Desired Mean Point of Impact (DMPI) og
våbentype for alle mål, samt gennemgik alle rapporter og målfotografier.
Dette medførte at nøglepersonel i CAOC arbejdede i døgndrift under hele
operationen.
6. Operationer blev trods lufstridskræftemes beskedne antal planlagt for
operationelle og strategiske mål, ikke taktiske - og dermed en sand
udnyttelse af airpower.
7. De operationelle forhold var helt at ligne med en storkrig.

Hvorvidt DELIBERATE FORCE afsluttede krigen mangler yderligere forskning,
men gennemførslen vurderes at have været stærkt medvirkende. Blandingen
af diplomati og militær magtanvendelse fik tvunget de bosnisk-serbere i knæ, og
gjorde det lettere for dem at give efter for FN’s resolutioner.
Gruppen konkluderer, at airpower virkede efter hensigten i DELIBERATE
FORCE, hurtigt og renligt med minimale omkostninger for de involverede. Det var
måske den eneste udvej til afslutning af en grim krig.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_127_aargang_maj.pdf

 

Kilder
Air Chronicles, Summer & Fall 1997
Polinfo- Politikens database.
AIRSOUTH briefing citeret af Dr. Richard P Hallion, USAF Historian i APSC
paper 53, RAAF.

Litteraturliste

Del: