Air Power og COIN - Del 2

Men for at vi kan blive bedre til at forstå og ikke mindst udvikle vores tilgang til emnet, er det lige så vigtig at se på, hvordan vi rent faktisk gør det i nuværende operationer. Derfor er vi også nødt til at være kritiske – ikke nødvendigvis i negativ forstand – overfor vores egen tilgang for derved at sikre, at vi optimerer og udvikler vores indsættelse af Air Power. 

Foto: Forsvaret.dk

Del 2 af denne artikel vil på baggrund af eksempler fra Afghanistan og Irak belyse, hvordan Air Power anvendes eller er blevet anvendt i en nutidig COIN kontekst. For at sikre stringens fra del 1 vil del 2 hovedsageligt anvende samme opdeling af opgavetyper som del 1. Det vil sige: transportopgaver (herunder evakueringsopgaver), overvågningsopgaver og ildstøtteopgaver. Artiklens data er samlet gennem samtaler med det danske forbindelseselement i US CENTCOM, erfaringer fra Wing Ops på Kandahar Air Base samt samtaler med repræsentanter fra UK Joint Helicopter Force (JHF) og RAF No. 5 SQN. Jeg vil i den forbindelse gerne rette en tak til brigadegeneral Bo Hansen, Group Captain Harry Kemsley og kaptajn Asger Pilgaard, hvis input har været stærkt bidragende til at kvalificere artiklens indhold.

Alt er INFO OPS!

I del 1 slås der gentagende gange fast, at det primært handler om at støtte befolkningen og vores egne styrker og sekundært om at bekæmpe oprører med kinetiske effekter. Dels for at vinde befolkningens tillid og dels for at yde moralsk såvel som kampafgørende støtte til vores egne styrker. Denne tillid skabes i det kognitive domæne – inde i hovedet på folk – eller med andre ord gennem individets positive opfattelse af det vi siger, og ikke mindst det vi gør. Befolkningens perception af situationen bliver til den virkelighed, de ser sig selv i. Det er det fokus, man skal holde sig for øje, når man vurderer om Air Power – og for den sags skyld alle andre magtinstrumenter –anvendes hensigtsmæssigt eller ej.

Lufttransport

I Afghanistan spiller lufttransport på flere områder en helt afgørende rolle. JHF flyver med repræsentanter fra den afghanske regering rundt i landet for at udbrede kendskabet til regeringen. Det er nemt at sætte sig ind i, at regeringen i Kabul for den enkelte afghaner ikke spiller den store rolle i hans virkelighedsopfattelse, primært på grund af distancen og mangel på informationsmedier. Derimod er Taliban mange steder væsentlig mere nærværende. For at imødegå dette gennemføres ovennævnte flyvninger, med det formål at få sat ansigt på en ellers fraværende regering, skabt forståelse for nationalitetsbegrebet og ikke mindst at få præsenteret et alternativ til Taliban.

JHF støttet af andre transport enheder i Afghanistan gennemfører også flyvninger med nødhjælp til lokalbefolkningen i områder, hvor der ses et behov herfor. Der ydes ydermere støtte i form af transport af syge og sårede. En anden men også vigtig transportopgave, der udelukkende gennemføres for at vinde befolkningens gunst, er de såkaldte Hajj-flyvninger. Hajj (udtales "hadjz") er muslimernes pilgrimsrejse til Mekka, og ISAF stiller hvert år betydelige ressourcer til rådighed for at flyve afghanere til Mekka og dermed få deres drøm om at besøge deres hellige sted opfyldt. En opgave, der ved første øjekast, kan virke fuldstændig overflødig i forhold til ISAF mission, men som er stærkt medvirkende til at vinde befolkningens tillid – og derfor er vigtig.

Der gennemføres naturligvis også – og det er langt den største del – transportflyvninger, der kun er til gavn for ISAF styrker. Grundet risikoen for overfald og angreb som følge af bl.a. Improvised Explosive Devices (IED) gennemføres både personel og materieltransport i lige så stor udstrækning, som de til rådighed værende midler tillader. Endeligt er der som også nævnt i del 1 luftevakuering af sårede styrker. Det er heldigvis ikke en opgave, der rent antalsmæssigt fylder meget, men for styrkerne på jorden har det stor værdi at vide, at der er hurtig hjælp at hente, hvis der er behov for det.

Som det ses, gennemføres der en skøn forening af lufttransport opgaver, der har til sigte at støtte – at skabe effekter – på både det taktiske, operative såvel som det strategiske niveau. Sideløbende med udførelsen af disse opgaver, er alle ovennævnte flyvninger med til at løse endnu en opgave: overvågning. Alle besætninger er pålagt at rapportere, hvis de fra luften får øje på noget mistænkeligt og flere steder er der deciderede procedurer for, hvordan fly, inden de lander på basen, cirkulerer henover området for at se, om der er noget under opsejling, eller om der er ændringer i normalbilledet.

Overvågning

I princippet er alle missioner jævnfør ovenstående i større eller mindre omfang en overvågningsmission, men der er naturligvis forskel på, hvordan og hvor meget de enkelte platforme kan udføre af overvågning. Ubemandede fly er skabt til opgaven og kan i timevis overvåge et område til gavn for styrkerne på jorden. Platforme som den amerikanske Predator flyver derfor også dagligt i Afghanistan og er medvirkende til at bygge et billede af, hvad der foregår på jorden. På trods af en forholdsvis stor indsats, vil det være fejlagtigt at tro, at alt bliver overvåget med Unmanned Aerial Vehicle (UAV), og der er store huller mellem de områder, der kan dækkes. F.eks. er grænsen til Pakistan ikke fuldt overvåget, hvilket udgør et problem, da Taliban dermed kan føre våben og personel frit frem og tilbage over grænsen, men grundet knaphed i ressourcerne, må man prioritere.

Denne knaphed giver sig også udslag i ISAF anvendelse af kampfly. Traditionelt har kampfly været anvendt mest i rollen som ildstøttefly – en rolle der beskrives senere – herunder som leverandør af massiv våbenvirkning, men kampflyene anvendes i dag mere og mere i rollen som overvågningsfly.[1] Kampflyene har som en del af deres våbensystemer sensorer, der er meget anvendelig til overvågning. Piloten der også med egne øjne kan se, hvad der foregår på jorden, kan ved at være i kontakt med egne landstyrker bidrage væsentligt til at skabe sikkerhed for styrkerne. De kampfly, der udvikles i dag, er designet til denne rolle og har derfor endnu flere sensorer og vil derfor tilsvarende kunne levere en endnu større støtte til styrkerne på jorden. Endelig har kampflyet den fordel, at hvis der er behov for det, så er ildstøtten lige ved hånden. Denne forståelse for kampflyets anvendelsesmuligheder har betydet, at ISAF styrker dagligt anmoder om Close Air Support (CAS), ikke for at få ildstøtte, men for at kunne bruge kampflyets sensorer til overvågning.

Det er ikke kun kampfly, der besidder sensorer, der kan anvendes til overvågning, og andre platforme herunder helikoptere anvendes derfor i samme rolle. Flyvevåbnets udsendelse af et detachement Fennec helikoptere er netop et eksempel herpå. En anden bonus ved at have Air Power i den ene eller anden form til stede i luften over styrkerne, er at det ændrer oprørernes adfærdsmønster. Eksempelvis noterede danskerne i Helmand, at Taliban til at begynde med stoppede deres aktiviteter, når de danske helikoptere var i luften, en effekt der dog fortabte sig, eftersom de fandt ud af, at platformene ikke var bevæbnede.

Ildstøtte

Alt for mange lider under den fejlfortolkning, at Air Powers væsentlige rolle i COIN, er at levere våbenvirkning til støtte for egne styrker – det er også en rolle, men det er ingenlunde den væsentligste. Der gennemføres dagligt mere end 200 starter og landinger bare fra Kandahar Air Base fordelt cirka fifty-fifty mellem helikopter og fastvingede fly. Men kun ca. 20 pct. af alle de ISAF og OEF flyvninger, der gennemføres med bevæbnede kampfly resulterer i våbenanvendelse. Det er vel at mærke ikke fordi, at støtten ikke er til rådighed. Der går i gennemsnit maksimum 10 minutter fra, at der blev kaldt på CAS, indtil der er effekt i målet – vel at mærke uanset om der er tale om preplanned[2] eller immediate CAS. En analyse af 4.500 RAF sorties[3] med kampfly fra Irak – efter at den indledende kamp var overstået og styret var væltet – viser at mindre end 1 ud af 100 sorties resulterede i våbenaflevering.

Disse tal vil givetvis overraske, men der er god logik bag dem: Da oprørsbekæmpelsen foregår ”amongst the people” medfører det en forøget risiko for collateral damage og som nævnt tidligere, må drab på civilbefolkning for alt i verden undgås. Derudover leverer kampfly en betydelig psykologisk effekt i endnu større stil end den de danske helikoptere oplevede, og i mange tilfælde er den blotte tilstedeværelse af kampfly nok til at standse kamphandlingerne. Det medførte blandt andet, at koalitionen i Irak ændrede flyvemønster. Hvor kampfly før stort set altid har holdt sig ude af de højder, hvor der dannes contrails,[4] begyndte man i stedet at flyve netop i de højder, for derved at vise til så mange som muligt, at de var i luften. Ideen bag det kaldes ”show of force” og har til hensigt at skabe effekt gennem den blotte tilstedeværelse. Det være sig enten i form af at skræmme oprørerne gennem en bevidsthed om, at de kan stå i den modtagende ende af en våbenaflevering og derfor vælger at trække sig eller/og gennem sin tilstedeværelse at give egne styrker på landjorden en forvisning om, at der er hjælp at hente, hvis det bliver nødvendigt. Der findes talrige andre eksempler på, hvordan show of force er blevet udført i praksis. Flyvning i lav højde med efterbrænder,[5] eller kast af flares[6] er de mest almindelige eksempler.

Men der er desværre også eksempler på direkte uhensigtsmæssig anvendelse af Air Power. Da US kæmpede mod de irakiske oprører i Falluja, skete denne kamp også ”amongst the people”. Alligevel valgte US at bombe oprører i gaderne uden megen skelen til den effekt sådanne bombninger har på de omkringliggende huse eller lokalbefolkning. Det er korrekt, at US inden offensiven i Falluja havde advaret indbyggerne om de forestående kamphandlinger, men det er for det første ikke det samme som at lokalbefolkningen faktisk havde forladt byen, og for det andet får man ikke mange venner ved at ødelægge folks hjem – heller ikke selv om de ikke er hjemme, når det sker. Drag en parallel til UK kampe mod IRA i Nordirland. Der er ingen, der nogensinde ville drømme om, at kaste 1.000lb eller 500lb bomber i gaderne i Belfast, uanset hvor stort et baghold de britiske tropper var faldet i. Hvad er det så, der gør det mere legitimt i Falluja?

Alt er INFO OPS!

Det har været denne del af artiklens formål at belyse, hvilken rolle Air Power spiller i operationerne i Afghanistan og i COIN generelt. Som det ses af ovenstående, dækker anvendelsen af Air Power alle niveauer, alle typer platforme og næsten alle typer opgaver. Men kun når der er opnået forståelse af, at det sagtens kan lade sige gøre at skabe kognitive effekter med fysiske midler, og at Air Power faktisk er meget anvendelig til netop det, kan Air Power anvendes, således at man får den fulde udnyttelse af ressourcerne. Forkert eller uhensigtsmæssig anvendelse af Air Powers kinetiske muligheder, kan medføre, at vi vinder den taktiske kamp, men at vi taber til dem det hele handler om – nemlig befolkningen. Derfor er det vigtig at indse, at anvendelsen af Air Power altid skal tænkes ind i en INFO OPS ramme.


[1] Fænomenet kaldes (NT)ISR. ISR er intelligence, surveillance and reconnaissance og NT betyder non-traditional altså utraditionel overvågning.

[2] Preplanned = forudbestilt. Immediate = ikke forudbestilt/forudset CAS  der derfor straks skal leveres af en hvilken som helst platform, der er til rådighed

[3] Et sortie er én flyver i luften én gang – dvs. at hvis en flyver starter og lander efter endt mission og så senere tager af sted på en ny opgave samme dag, har den fløjet to sorties. Antallet af opgaver, der løses under den enkelte flyvning, er uafhængig af antallet af sorties.

[4] De hvide striber, der ses på himlen efter et fly, og som bliver hængende som en lang tynd sky.

[5] Kampfly er ikke uden grund blevet kaldt for ”fuel to noise converters” og en overflyvning i lav højde med efterbrænder, har en markant effekt – især når overflyvningen kommer som en overraskelse.

[6] Flares er brændende magnesium, der skydes ud fra flyet for at forvirre varmesøgende missiler. De kraftigt lysende flares kan tydeligt ses fra jorden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.2_2009.pdf

Litteraturliste

Del: