Air Power og COIN - Del 1

Foto: Forsvaret.dk

Taktisk luftstøtte til hæren

Lad det være sagt med det samme. Air Powers vigtigste opgave på det taktiske niveau af Counterinsurgency (COIN) er at støtte hærens operationer. Punktum! Det betyder, at luftstridskræfters primære opgaver er at:

·         FLYVE SOLDATER, civile og forsyninger fra A til B og måske videre til C,

·         EVAKUERE SÅREDE soldater fra fronten tilbage til baglandets felthospitaler, og eventuelt flyve dem videre for yderligere og mere krævende behandling i hjemlandene,

·         OVERVÅGE jorden - og luftrummet over – de steder, hvor hæren gennemfører sine operationer,

·         Levere afgørende og massiv VÅBENVIRKNING mod fjenden – hurtigt og med kort varsel.

Disse opgaver skal Air Power altid kunne løse. De skal til stadighed øves, trænes og gennemføres, ligesom de evindeligt skal forbedres og forfines. Når Air Power løser disse opgaver, løser det sine taktiske opgaver i COIN.

Lufttransport leverer en betydelig asymmetrisk fordel til COIN-styrker, som gør dem i stand til at deployere, skifte stilling, holde ud, og redeployere hurtigere og bedre end modstanderne. Ligeledes gør lufttransport landstyrker i stand til at operere i øde og barskt terræn, og lufttransporten forhindrer irregulære styrker i at kunne afskære forsyningslinjerne. En ganske særlig og afgørende del af lufttransport er evakuering af sårede soldater (kaldet MEDEVAC). Denne mulighed for at bringe syge og sårede væk fra kamppladsen påvirker positivt såvel Winning Hearts and Mind (WHAM) kampagnen hos lokalbefolkning, som effektiviteten af egne tropper på jorden, fordi tropperne har vished for hurtigt at blive evakueret, hvis de måtte få brug for det.   

Brugen af både bemandede og ubemandede luftfartøjer samt brugen af rumbaserede platforme kan sikre COIN vigtige efterretningsoplysninger. Vedholdende og langvarig luftovervågning fører ofte til identificering af specifikke personer, køretøjer og bygninger – selv når disse er kraftigt sløret. U- og bemandede luftfartøjer kan patruljere veje for at lokalisere og forhindre bagholdsangreb og vejsidebomber. Fly, som er egnede til formålet, kan lytte med på oprørernes radiokommunikation og lokalisere hvorfra den kommer, ligesom fly, anvendt til opklaring og overvågning, allerede har bevist deres værd til beskyttelse af konvojer og ruter. Særligt helikoptere har vist sig brugbare i forbindelse med at skabe overblik, ildstøtte, alternative kommunikationsveje og sidst men ikke mindst MEDEVAC.

Air Power kan levere præcis, rettidig og voldsom våbenmagt over store afstande og i områder, hvor tropper på jorden har svært ved at operere (bjerge, jungler, ørkener osv.). Rettidige og veludførte angreb fra luften kan i mange tilfælde øge effektiviteten af vores operationer ved at overraske fjenden, hvor han troede sig sikker, levere større våbenkraft end soldater på jorden kan og dermed mindske behovet for styrker på jorden – hvilket ultimativt er med til at spare vores soldaters liv.

Men selvom Air Power har nogle iboende fordele sammenlignet med landstyrker - fart, rækkevidde, fleksibilitet og våbenkraft – har kampen fra luften nogle ulemper. Den alt overskyggende udfordring er at skelne kamppladsens parter – ven, neutral og fjende – fra hinanden. Sammenlagt med Air Powers ødelæggende våbenkraft resulterer dette forhold fra tid til anden i utilsigtet og uønsket skade (collateral damage). Utilsigtede civile tab gør lokalbefolkningen fjendtligt indstillet overfor COIN-styrkerne, og kan dermed give oprørerne en propagandasejr. Ikke blot lokalbefolkningen påvirkes negativt af collateral damage. Også vores egen befolkning og egne politikere påvirkes i en sådan grad, at det kan have direkte indflydelse på den fortsatte kampagnes strategi. Derfor skal vi gøre alt for at minimere utilsigtede civile tab gennem blandt andet anvendelsen af præcisionsammunition med kun netop tilstrækkelig sprængkraft.[1] Men selvom vi rammer, hvad vi sigter efter, kan vi stadig ramme forkert. Angreb fra luften er nemlig dybt afhængig af præcise og opdaterede efterretninger om fjendtlige mål og bevægelser. Bombningen af Kinas ambassade i Beograd viser med al tydelighed, hvor vigtigt korrekte efterretninger er i forbindelse med bombardement fra luften. Selv når fjenden er identificeret på baggrund af korrekte efterretninger, og flyet er ladt op med moderne præcisionsbomber, kan Air Power vise sig at have en svaghed i forhold til hærens kamp på jorden. Ukontrollable faktorer som vejr og vind er i højere grad i stand til at påvirke luftoperationer end landoperationer. Således kan dårlig sigtbarhed, kraftig vind eller lav temperatur (overisning) betyde, at luftoperationer helt må opgives i en periode. Den sidste ulempe ved luftoperationer er prisen. Særligt den ekstremt høje pris på fly er en svaghed ved anvendelse af Air Power. Fly er uden sidestykke det dyreste militære materiel, der kan indsættes direkte i COIN-operationer. Sammenholdt med det faktum, at mange fly er sårbare selv over for beskydning med håndvåben, skal indsættelse af Air Power planlægges centralt og altid ske velovervejet med fornøden proportionalitet mellem risiko og udbytte.

 Strategisk luftstøtte til krigen

Selvom Air Power bestemt har en vigtig central og blivende rolle i at støtte hærens operationer på landjorden, bør Air Power også tænkes anvendt på andre måder i COIN – nyttiggøres i et bredere og mere langsigtet perspektiv. Da der i sagens natur må forefindes oprørere, før der kan eksistere oprørsbekæmpelse, vil denne kampform på det taktiske niveau altid være reaktiv af natur. Hvis vi derimod ønsker at være på forkant med begivenhederne ved at være proaktive og dermed på sigt minimere behovet for taktisk oprørsbekæmpelse, må vi nødvendigvis koncentrere os om langsigtede og langvarige løsninger på problemet.

COIN er i dag mere kompleks og global i sin natur end tidligere. I for eksempel Malaysia og Nordirland var oprørsbevægelserne lokale af natur og havde nationale mål – at vælte den lokale regering eller omstyrte den lokale styreform. I dag kan oprørerne, deres støtter og operationsområderne lige så vel være multinationale af natur og have globale mål – selvom det naturligvis ikke altid er tilfældet. Målet for flere af de oprørere, vi bekæmper i Irak og Afghanistan, synes at være en ændret verdensorden – i det mindste i den muslimske verden, hvis det i øvrigt giver mening at tale om lokale verdensordener – hvor den vestlige verdens indflydelse er minimeret eller ikke længere eksisterer, og hvor der således i højere grad bliver bedre plads til ekstreme fortolkninger af den muslimske religions synspunkter. Terrorisme er midlet for disse oprørere – ikke målet. Terrorismens spektakulære væsen anvendes i høj grad til at vække opmærksomhed om oprørernes sag, men har kun sjældent større militær betydning. Terrorismen kan derimod have stor politisk betydning, men stadig er den kun et middel og ikke et mål. Terroristernes operationsområde strækker sig langt udover Mellemøsten, Irak og Afghanistan – ind i Vestens storbyer, hvor de allerede har slået til, og hvor de givetvis er ved at planlægge yderligere aktiviteter. Den politiske og økonomiske støtte til oprøret rækker ligeledes langt udover det af Vesten opfattede konfliktområde. Støtten til terroristerne kommer således ikke alene fra dele af befolkningerne i Mellemøsten, Irak og Afghanistan, men også fra dele af befolkningerne i USA og Europa – særligt den muslimske diaspora i Vesten, som både via moralsk og økonomisk støtte, aktiv kamp og terroraktiviteter tager del i oprøret mod den vestlige verdensorden. Læg dertil en virtuel dimension (internettet), som giver lokale begivenheder en global gennemslagskraft – på både godt og ondt – som ingen oprørskamp før har haft. Selvom COIN af de enkelte soldater og på det taktiske niveau udkæmpes på stort set samme måde som tidligere oprørsbekæmpelse, har oprørets kontekst ændret sig markant, hvorfor det er nødvendigt at gentænke COIN på såvel det operative som det strategiske niveau. Vi må derfor sikre os, at vores militære operationer til stadighed understøtter det strategiske mål, og vi må ligeledes til stadighed vurdere, om det militære isenkram anvendes mest optimalt i forhold til den valgte strategi. Vi må overveje, hvordan de militære operationer og det militære isenkram giver mest effekt – lokalt på det taktiske niveau, og globalt på det strategiske niveau. Vi bør diskutere og vurdere, om de militære kræfter brugt på det taktiske niveau kunne være nyttiggjort bedre i rammen af Grand Strategy, Comprehensive Approach, Samtænkning, eller hvad man ønsker at kalde den overordnede strategiske plan.

I bogen ”Rethinking Counterinsurgency”[2] sammenlignes COIN med kampen mod malaria. Hvis man vil vinde kampen mod malaria – og det har man med succes gjort i blandt andet Florida – skal man ikke bekæmpe den enkelte myg men bekæmpe og udtørre de sumpe, som udklækker dem. På samme måde skal vi for at være mest succesfulde i COIN ikke primært bekæmpe de enkelte terrorister og deres terroristceller, men i stedet fokusere på at dræne de ”sumpe”, hvorfra støtten til oprørerne kommer. Hvis vi alene opfatter militæret og COIN som et middel til at stoppe individuelle terrorhandlinger i specifikke lokale områder, frem for at anvende militæret og COIN i et strategisk perspektiv, der kan være med til at udtørre de ”sumpe”, der udklækker vores modstandere, nyttiggør vi ikke forsvarets ressourcer, dets organisation, personel og materiel optimalt. Dette er ikke overraskende, men det bør få os militære fagfolk til at overveje, hvorledes vi bedst udnytter vores evner og vores militære isenkram til at dræne ”sumpe” frem for at bekæmpe myg. Vestens nuværende COIN-indsats bør måske ændres til i højere grad at understøtte langsigtede politiske og sociale forandringer? Ønsket om hurtige militære sejre må vige for et dybere engagement i de bagvedliggende sociale og politiske aspekter af denne globale og komplekse kamp. Det er netop i den sammenhæng, at det er vigtigt at drøfte, hvorledes Air Power bedst anvendes i COIN, og hvilke sejre der skal kæmpes for – de taktiske eller de strategiske.

Oprørsbevægelser opstår og lever ikke i et vakuum. De er et produkt af et samfund og en befolkning, og af samme grund er deres eksistens og vækst afhængige af samfundets og befolkningens velvilje. Derfor bliver oprørsbevægelser sjældent overvundet af udefrakommende militære magter, men går som oftest til grunde på grund af intern opløsning og manglende opbakning fra befolkningen – enten fordi oprøret når sine mål, eller fordi modstanden mod og hadet til oprørets objekt forsvinder. Da oprørsbevægelsernes opståen og mål sjældent er militært betinget, men oftere er af social, økonomisk eller politisk karakter, er en tidlig ikke-militær indsats afgørende for succesfuld oprørsbekæmpelse. Et senere forsøg på en militær løsning kan i værste fald forøge både den lokale og globale opbakning til oprørsbevægelserne og således være kontraproduktiv i forhold til vores kamp.

Gavnlig luftstøtte til befolkningen

Ud af ovenstående falder, at Air Power - ved siden af den taktiske indsats - må, kan og skal være med til at ændre på de dybereliggende forhold, som oprør gror frem af, og oprørere nærer sig ved. Baseret på britiske og amerikanske erfaringer kan Air Power bidrage positivt med langsigtede løsninger. Helst inden oprøret bryder ud, og ellers så hurtigt som muligt derefter, bør vores luftoperationer derfor arbejde på at forhindre eller formindske landets sammenbrud. De langsigtede løsninger kræver, at:

·         Befolkningens primære behov opfyldes, så manglende opfyldelse ikke nærer oprørernes sag. Det betyder, at befolkningens basale behov for mad, varme og sikkerhed prioriteres højt i vores luftoperationer. Fly og helikoptere skal transportere nødhjælp, læger og sygeplejersker, samt regeringsarbejdere (herunder sikkerhedsstyrker, skolelærere, og folk der kan skaffe vand, varme og kloakering) for at få befolkningens umiddelbare og basale behov dækket.

·         Embedsmænd og øvrige regeringsarbejdere støttes, så de kan opbygge regeringsudøvelse og holde sammen på landet. (Governmental Support / Nation Building).

·         Værtsnationens flyvevåben skal opbygges, udvikles eller styrkes. COIN-operationen skal være med til at opbygge et flyvevåben i landet, så den lokale regering kan få dette stærke kort på hånden i kampen mod oprørerne. En væsentlig del af COIN går nemlig ud på at gøre værtsnationen i stand til selv at tage vare på sin interne og eksterne sikkerhedssituation - herunder at få opbygget et flyvevåben. Selvom Air Power som oftest er avanceret og højteknologisk, har lavteknologiske luftstyrker bevist deres værd både nu og tidligere. Lette, langsomme og billige fly har med succes patruljeret grænseområder og store øde områder, desuden kan de i begrænset omfang udøve våbenvirkning mod oprørerne. Lavteknologiske fly er ikke på samme måde som højteknologiske fly lette at identificere som værende militære fly. Derfor er der en mindre risiko for erkendelse, og en større mulighed for at operere ”skjult”. Derudover er lavteknologiske fly relativt billige i drift. Vestlige fly har enorme kapaciteter, men deres drift og vedligeholdelse er alt for dyr og kompleks for de lavteknologiske lande. Værtsnationens luftstyrker bør derfor i første omgang satse på følgende basale kapaciteter: Luftbåren recognocering og overvågning, lufttransport (herunder MEDEVAC), samt evnen til at indsætte luftbårne våben mod mål på jorden.

Effektiv luftstøtte i flyvevåbnet

Den danske hær har rimeligt godt styr på de taktiske dele af COIN – nedkæmpelse af fjenden – og det danske flyvevåben yder god taktiske støtte hertil, selvom der naturligvis stadig er mulighed for forbedring. Derimod er der hvad angår den strategiske indsættelse af Air Power i COIN, mulighed for forbedring. Forfatterne til bogen ”Air Power in the New Counterinsurgency Era”[3] kommer med nogle forslag til, hvad United States Air Force (USAF) skal gøre for at forbedre sin evne til COIN. Selvom det danske forsvar ikke er så stort og mægtigt som det amerikanske, og selvom det danske flyvevåben ikke er så ressourcestærkt og vidtfavnende som USAF, bør vi reflektere over bogens pointer, som her er fremført i redigeret og oversat form:

·         Gør COIN til en prioritet.

Uden klare signaler fra forsvarets og flyvevåbnets ledelse, vil COIN vedblive at være noget, der opfattes som en sag primært for hæren, eller i hvert fald noget der kan klares af flyvevåbnet uden særlig forberedelse. Visioner på området, opfulgt af handling, vil være nødvendigt for at ændre denne opfattelse.

·         Forbedr organisationens evne til COIN.

Skab organisationer i såvel FTK som på Wing-niveau, som kan monitere, måle og udvikle COIN-operationer, -doktriner og -tiltag. Flyvevåbnet behøver en organisation, der kan følge, udvikle og foreslå COIN-tiltag samt koordinere disse med andre stabe og myndigheder.

·         Forbedr personellets evne til COIN.

COIN-ekspertise findes ikke i flyvevåbnet, derfor skal den udvikles. Air Power relevant COIN-uddannelse skal udvikles, planlægges og gennemføres, ligesom der skal oprettes stillinger for COIN-specialister.

·         Forbedr materiellets evne til COIN.

Ved løbende at vurdere eksisterende, planlagte og fremtidige våbensystemers evne til COIN, skal den militære ”værktøjskasses” evne til COIN forbedres.

Som skrevet i indledningen findes der ikke nemme løsninger på komplicerede problemer. Ovenstående anbefalinger skal derfor ses som et ”inspirationskatalog”, der skal diskuteres, vurderes og tilpasses danske forhold, og som blot er en teori/doktrin blandt flere. Når de alligevel har værdi, er det fordi de er fremkommet på baggrund af vores allieredes nyeste erfaringer med oprørsbekæmpelse, og fordi det derfor ville være uklogt ikke at forsøge at lære af dem.

Kilder og anbefalet litteratur

Mackinlay, John og Al-Baddaway, Allison, Rethinking Counterinsurgency. RAND, 2008.

Vick, Alan J. et al., Air Power in the New Counterinsurgency Era. RAND, 2006 (For the United States Air Force).

Headquarters Department of the Army, US Field Manual 3-24 Counterinsurgency (Annex E: Air Power in Counterinsurgency). Washington, 2006.


[1] Small Diameter Bombs.

[2] Mackinlay, John og Al-Baddaway, Allison, 2008.

[3] Vick, Alan J. et al., 2006.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.2_2009.pdf

 

 

Litteraturliste

Del: