Afghanistan 2. del

Kaptajn O. Koch-Olsen, Den kgl. Livgarde, fortsætter her sin gennemgang 
af den sovjetiske intervention i Afghanistan med en analyse af interventionens konsekvenser for international sikkerhed. 1. del bragtes i november/december-nummeret 1981.
 
 
IV: Konsekvenser for international sikkerhed
1. Reaktioner på interventionen
a. Indledning
Som baggrund for diskussionen om interventionens konsekvenser for international sikkerhed vil det være naturligt at gennemgå de umiddelbare reaktioner. Disse vil i det følgende blive gennemgået startende med den samlede verdens reaktion, symboliseret ved FN. Derefter gennemgås regionale reaktioner fordelt på vestlige reaktioner, Warszawapagtens reaktioner, islamiske landes reaktioner, reaktioner i Afghanistan og til slut ganske kort øvrige landes reaktioner.
 
b. FN ’s reaktioner76)
Den sovjetiske intervention i Afghanistan blev behandlet i sikkerhedsrådet i dagene 5.-7. januar 1980 efter anmodning fra 53 lande. Debatten sluttede med, at rådets alliancefri medlemmer77) fremlagde et resolutionsforslag, som bl.a. udtalte dyb beklagelse af den væbnede intervention i Afghanistan og opfordrede til øjeblikkelig og betingelsesløs tilbagetrækning af alle fremmede tropper fra Afghanistan.
Forslaget opnåede støtte fra 13 lande. Imod stemte DDR og Sovjetunionen, sidstnævnte sikrede med sit veto, at det blev forkastet. Efter »uniting-for-peace«-proceduren foranledigede Mexico og Phi- lippineme, at sikkerhedsrådet igen trådte sammen den 9. januar og vedtog at indkalde en hastende ekstraordinær samling af generalforsamlingen. DDR og Sovjetunionen stemte igen imod, men i dette tilfælde kunne Sovjetunionen ikke nedlægge veto.
Generalforsamlingen indledte sin 6. hastende ekstraordinære samling den 10. januar 1980.
Afghanistan, Sovjetunionen og enkelte andre lande fastslog, at dette ikke var en sag for FN, der ikke burde blande sig i Afghanistans indre anliggender.
Det skulle imidlertid vise sig, at det nederlag for Sovjetunionen, som man havde kunnet ane efter sikkerhedsrådets behandling af emnet, nu blev helt åbenbart. Debatten endte med, at 17 alliancefrie lande frem- lagde et resolutionsforslag med titlen »Situationen i Afghanistan og dens følger for international fred og sikkerhed«. Også dette resolutionsforslag beklagede den væbnede intervention dybt og opfordrede til øjeblikkelig, betingelsesløs og total tilbagetrækning af alle fremmede tropper i Afghanistan.
Resolutionsforslaget blev vedtaget med 104 stemmer for, 18 imod78) og 18, der undlod at stemme. 11 lande, heriblandt Rumænien, deltog ikke i afstemningen.
 
c. Vestlige reaktioner
1. Indledning
Under de vestlige landes reaktioner behandles USA’s reaktioner selvstændigt på grund af USA’s betydning som supermagt. De øvrige vestlige landes reaktioner vil blive behandlet som de reaktioner, der kom til udtryk igennem, de vestlige landes to store organisationer, NATO og EF.
 
2. USA79) Præsident Carter lagde ud i et TV-interview den 31. december med en kraftig fordømmelse af den sovjetiske intervention. Han sagde bl.a.:
 
»My opinion of the Russians has changed most drastically in the last week than even the previous two and a half years before that. It’s only now dawning on the world the magnitude of the action that the Soviets undertook in invading Afghanistan. This is a circumstance that I think is now causing even former close friends and allies of the Soviet Union to re-examine their opinion of what the Soviets might have in mind. And I think it’s imperative that in the next few days when we, after we consult with one another, that the leaders of the world make it clear to the Soviets that they cannot have taken this action to violate world peace not only in that region but throughout
the world, without paying severe political consequences. And what we will do about it I cannot yet say«80).
 
Der skulle gå fire dage, før Carter i en tale meddelte de amerikanske reaktioner81).
De væsentligste reaktioner var:
  • hjemkaldelse af USA’s Moskva-ambassadør til konsultationer,  
  • opfordring fra præsident Carter til senatet om at udskyde ratifikationen af SALT II indtil videre, 
  • stop for salg af højt udviklet teknologi og andet strategisk udstyr,  
  • alvorlige indskrænkninger i sovjetiske fiskerirettigheder i amerikanske farvande, 
  • forbud mod salg af kom til Sovjetunionen ud over det, der allerede var aftalt i en femårs-aftale, 
  • boykot af de olympiske lege,  
  • opfordring til kongressen om genoptagelse afhjælpen til Pakistan82) og tilbud om hjælp til andre lande i regionen83).
De alvorligste af disse reaktioner var de økonomiske, der drejede sig om eksport af kom, teknologi og fiskeri. De har givet ramt Sovjetunionen på ømme punkter84).
Præsidentens opfordring til senatet angående SALT II var kun en formel protest mod Sovjetunionen/idet stemningen i senatet i forvejen var imod en ratificering.
Den olympiske boykot, som senere blev gennemført af USA, skulle have været en massiv boykot, hvori USA havde håbet på støtte fra alle vestlige lande og mange alliancefrie lande85). Denne boykot løb imidlertid tildels ud i sandet, da en lang række lande, inclusive de fleste vestlige, alligevel besluttede at deltage.
Hjælpen til Pakistan skulle nu have været genoptaget, og USA fremsatte et forslag om hjælp på 400 millioner dollar, hvoraf halvdelen skulle bruges til militære formål86). Pakistan har imidlertid fundet denne hjælp for lille og sagt nej tak87). Små tre uger efter fulgte Carter sine første reaktioner op, idet han i en tale til begge kongressens huse fremlagde, hvad der senere er blevet kaldt Carter-doktrinen. Præsidenten sagde bl.a.:
 
»Let our position be absolutely clear: An attempt by any outside force to gain control of the Persiart Gulf region will be regarded as an assault on the vital interests of the United States. It will be repelled by use of any means necessary, including military force«88).
 
Denne mere militante udtalelse blev fulgt op af konkrete handlinger på det militære område. De væsentligste af disse var89):
  • forøgelse af forsvarsbudgettet for 1981,
  • oprettelse af »Rapid Deployment Force«,
  • tale om oprettelse af en selvstændig 5. flåde i Indiske Ocean, der hidtil var blevet betjent af USA’s 7. flåde fra Stillehavet, 
  • etablering af basefaciliteter. USA er nu i færd med at indrette den britiske øgruppe Diego Garcia i Indiske Ocean. Oman, Somalia og Kenya har givet USA tilbud om at benytte faciliteter for fly og skibe, hvilket USA meget vel kan tænkes at tage imod for til gengæld at yde militær hjælp. Det er dog næppe sandsynligt, at USA vil have permanente baser i disse lande, da dette kan give uro i området.
Til denne del af USA’s reaktioner skal følgende kommentarer knyttes. Nok var Carters tale den 23. januar en direkte følge af Sovjetunionens intervention i Afghanistan; men hovedparten af de reelle følgevirkninger af Carter-doktrinen var ikke alene udsprunget af situationen i Afghanistan. De var måske nok blevet forstærket og mere accepteret på grund af denne, men de var oprindelig et resultat af USA’s svindende position i det betydningsfulde olieområde efter Sovjetunionens udbygning af sine baser90), samt revolutionen i Iran og den deraf følgende gidselaffære. Endelig skal det siges, at det er et projekt, der kræver flere års arbejde, såfremt USA skal blive i stand til at matche en sovjetisk trussel i området med konventionelle midler. Men USA har nu markeret over for Sovjetunionen, at var Afghanistan ikke af vital betydning for USA og USA’s allierede, så er dén vigtige Persergolf det til gengæld.
 
3. NATO91)
NATO’s reaktioner var som alliance kun fordømmelse af den sovjetiske intervention og opfordring til Sovjetunionen om at trække sine styrker ud af Afghanistan. I øvrigt var der enighed i NATO om, at NATO som sådan ikke skulle udvide sit interesseområde for at beskytte olieinteresserne; men at det måtte være op til de enkelte lande, hvilket i princippet ville sige USA, England og Frankrig. Tyskland var villig til at løse ekstra opgaver i Nordatlanten for at frigøre amerikanske skibe92).
Var NATO-landene enige i deres fordømmelse, var de til gengæld ikke enige om sanktionerne. Bl.a. kan nævnes, at de fleste NATO-lande deltog i de olympiske lege i Moskva og dermed svækkede den amerikanske boykot. Den franske og den vesttyske regeringschef mødtes med Brezhnev, og selv om de begge udtrykte deres misbilligelse med interventionen, var det dog tegn på, at de ønskede at holde en dør åben for fortsat afspænding i Europa. I USA var man ikke begejstret for denne åbenhed over for Sovjetunionen på daværende tidspunkt. Til gengæld var der selvfølgelig tilfredshed i Moskva93).
 
4 .EF94) EF’s udenrigsministre udtrykte i en resolution den 15. januar bl.a., at de sovjetiske forklaringer for at retfærdiggøre interventionen var uacceptable, og at interventionen var en trussel mod fred, sikkerhed og stabilitet i regionen. Ligeledes opfordrede de Sovjetunionen til at følge FN’s generalforsamlings resolution.
Udenrigsministrene påpegede endvidere det ønskelige i afspænding, idet de dog understregede, at afspænding er udelelig og har global dimension. På et møde i februar foreslog EF’s udenrigsministre, at Afghanistan skulle garanteres neutral og alliancefri status95). EF besluttede endvidere at afbryde sit hjælpeprogram med fødevarer og i stedet kanalisere nødhjælp til flygtningene, samt at EF ikke direkte eller indirekte måtte forsyne Sovjetunionen med de landbrugsvarer, som USA stoppede sin levering af. Da EF’s udenrigsministre nu anvendte ordet afspænding, vil det her måske være på sin plads at understrege den sovjetiske betydning af ordet, som den blev givet af Brezhnev på den 25. partikongres i Moskva 1976:
 
»Detente does not in the slightest abolish and cannot abolish or alter the laws of class struggle. Some bourgeois leaders affect surprise over the solidarity of Soviet Communists, the Soviet people, with the struggle of other people for freedom and progress. This is either outright naiveness or more likely a deliberate befuddling of minds. We make no secret of the faet that we see detente as a way to create more favourable conditions for peaceful socialist and Communist construction«96).
 
Måske vil den sovjetiske betydning af afspænding dæmre efter Afghanistan. Ikke blot hos EF’s udenrigsministre, men også hos ledere af alle lande, der ikke er og ikke ønsker at komme under sovjetisk herredømme.
 
d. Warszawapagtens reaktioner97)
Sovjetunionen fik i det store og hele støtte i sin handling af de øvrige Warszawapagtlande. Den viste sig bl.a. ved afstemningerne i FN, hvor DDR som nævnt stemte med Sovjetunionen i sikkerhedsrådet, og hvor alle Warszawapagtlandene med undtagelse af Rumænien stemte med Sovjetunionen i generalforsamlingen. Rumænien valgte som kompromis at udeblive fra afstemningen.
Enigheden var dog ikke så stærk, som det tydede på ved disse afstemninger. Sovjetunionens stærkeste støtter var Bulgarien, DDR og Tjekkoslovakiet, der også i heftige vendinger angreb de vestlige reaktioner.
Mindre helhjertede støtter for Sovjetunionen var Polen og Ungam. Polen har hjemme holdt en lav profil i Afghanistan-spørgsmålet. For eksempel blev Giereks officielle lykønskningstelegram til den nye afghanske regering ikke offentliggjort i polsk presse i modsætning til normal praksis. Ungarn har haft tendens til at holde på begge heste, idet Kadar har udtalt, at Ungarn står på Sovjetunionens side, men at man vil gøre mest muligt for at bevare gode relationer til vesten.
Rumænien undlod som nævnt at deltage i afstemningen i FN. De rumænske nyhedsmedier har været tavse med hensyn til Afghanistan; Karmal fik ingen rumænske lykønskninger, og uden at nævne Sovjetunionen og Afghanistan har Ceausescu udtalt misbilligelse med al intervention i suveræne stater. Rumænien har endvidere i modsætning til de øvrige østeuropæiske lande haft megen diplomatisk aktivitet med ikke kommunistiske lande.
At enigheden mellem Warszawapagtlandene ikke var totalt uden forbehold kan måske læses af følgende forholdsvis afdæmpede afsnit om Afghanistan, som var indeholdt i Warszawapagtens deklaration i anledning af pagtens 25-årsdag:
 
»The participants in the meeting also stressed the need for a political settlement of the situation that has developed around Afghanistan. Such a settlement should reliably guarantee the full termination and non-resumption of any forms of outside interference directed against the government and people of Afghanistan. With the full termination of all fonns of outside interference directed against the govemment and people of Afghanistan, the withdrawal of the Soviet troops from Afghanistan will be started, as the Soviet Union has stated ...«98).
 
e. Islamiske landes reaktioner99) Udenrigsministrene fra de islamiske lande mødtes i Pakistans hovedstad i dagene 27.-29. januar. Den afsluttende resolution indeholdt bl.a. følgende:
  • fordømmelse af den sovjetiske aggression, 
  • krav om øjeblikkelig og betingelsesløs tilbagetrækning af alle sovjetiske tropper fra Afghanistan, 
  • udelukkelse af Afghanistan fra den islamiske konferences organisation,
  • opfordring til alle medlemslande om at stoppe al hjælp til Afghanistan og at undlade anerkendelse af regimet,
  • opfordring til alle verdens lande om støtte til det afghanske folk og de afghanske flygtninge,
  • højtidelig erklæring om solidaritet med de islamiske nabolande til Afghanistan over for en hvilken som helst trussel mod deres sikkerhed,
  • opfordring til boykot af olympiaden.
Den islamiske verden er utvivlsomt blevet rystet ved den sovjetiske intervention og ser nu måske med større mistro på den sovjetiske venskabs- politik, der også en dag kunne ramme disse lande, der jo ikke alle har stabile regimer.
 
f. Reaktioner i Afghanistan
Da de officielle afghanske forklaringer tidligere er omtalt, vil det i dette afsnit være oppositionens reaktioner, der vil blive behandlet. På trods af de sovjetiske troppers tilstedeværelse og Karmals forsøg på at give sin regering et mere venligt ansigt end Amins100), så lykkedes det ikke at standse den modstand, der var spiret frem siden revolutionen. Tværtimod. Modstanden tog flere former. Handlende i Kabul strejkede i februar101), og studenter og skoleelever demonstrerede i Kabuls gader102). Karmals regering svarede med militær undtagelsestilstand.
Antallet af flygtninge til Iran og især Pakistan tog til. I Pakistan formodedes antallet af flygtninge omkring januar 1981 at være ca. halvanden million103).
Det største problem viste sig dog at være den væbnede modstand mod såvel Karmals regering som mod de sovjetiske styrker. Denne væbnede modstand har taget mange former, fra angreb på enlige sovjetiske soldater og regeringspersonel til sabotage og bagholdsangreb mod sovjetiske transporter eller endog direkte angreb på sovjetiske styrker104).
De oprindelige sovjetiske forsøg på med egne styrker at kontrollere de større byer, flyvepladserne og de vigtigste veje for derefter at lade afghanske styrker bekæmpe oprørerne slog fejl. Årsagerne til dette var ikke mindst at finde i den afghanske hær. Adskillige afghanske soldater, ja selv hele enheder har vist sig illoyale over for regeringen og er enten deserteret til oprørerne eller har måttet afvæbnes105).
En anden væsentlig årsag var den kendsgerning, at oprørerne viste sig at være flere og mere udholdende end først antaget, og de sovjetiske styrker måtte selv indlade sig i kampe med oprørerne i hele landet. Karakteristisk for disse kampe var bl.a., at nok kunne de sovjetiske styrker drive oprørerne væk fra et område, men så snart de sovjetiske styrker forlod det, blev det straks besat af oprørere igen.
Den dag i dag kæmper oprørerne, og de sovjetiske ledere synes ikke umiddelbart at kunne nedkæmpe dem med de styrker, der i øjeblikket befinder sig i Afghanistan. Oprørsstyrkerne er dog ikke uden problemer. Nogle af de væsentligste er manglende våben, bortset fra håndvåben, manglende enighed mellem de mange forskellige modstandsstyrker106) på trods af en erklæret enighed107) samt utilstrækkelig støtte fra andre lande.
 
g. Reaktioner i øvrige lande
Som det fremgik af afstemningen i FN’s generalforsamling, var modstanden næsten universel. Flere lande inclucive mange lande fra den tredie verden markerede sig med fordømmelse og bl.a. boykot af olympiaden. Blandt boykot-lande kan som de vigtigste nævnes Kina108), Japan109) og ASEAN. Sidstnævnte lande støttede også lord Carringtons og EF’s forslag om et neutralt Afghanistan110).
 
2. Konsekvenser for den regionale sikkerhed
a. Indledning
De sovjetiske ledere har truffet beslutning om og har gennemført en intervention i Afghanistan. De umiddelbare reaktioner på interventionen er gennemgået i det foregående afsnit. Disse reaktioner spiller en rolle for den internationale sikkerhed, men de er ikke alene om det. Af nok så stor betydning er den fremtidige udvikling i Afghanistan. Som baggrund for konsekvenserne for både den regionale og den globale sikkerhed opstilles først de mulige udviklinger af den nuværende situation i Afghanistan.
Som den første mulighed forudses en fortsættelse af kampene mellem oprørerne og sovjetiske styrker igennem længere tid.
Som den anden mulighed forudses en situation, hvor de sovjetiske styrker trækkes ud af Afghanistan. Dette kan ske enten gennem forhandlinger, idet der så efterlades et neutralt Afghanistan, eller det kan ske gennem nedkæmpelse af modstanden, hvilket vil betyde et sovjetvenligt styre. Den mulighed, at oprørerne skulle drive de sovjetiske styrker ud, synes urealistisk og vil ikke blive behandlet; Sovjetunionen vil næppe heller tillade en sådan udvikling, når det antages, at en sådan udsigt var den egentlige årsag til interventionen.
Som den sidste mulighed forudses en situation, hvor de sovjetiske styrker enten har nedkæmpet al modstand eller har kunnet holde den så meget i skak, at Afghanistan kan regeres i ro og orden. De sovjetiske styrker vil i denne mulighed forblive i landet i kraft af troppestationeringsaftalen111), således som det kendes fra Mongoliet og flere østeuropæiske lande.
 
b. Pakistan og Iran112)
Situationen i Afghanistan vil i første omgang have betydning for landene i regionen, hvilket ud over Afghanistan selv primært er Pakistan og Iran. Begge lande har, på hver sin måde, mindre stabile styreformer og kan derfor nemt blive bytte for direkte eller indirekte indflydelse. En sådan mulig indflydelse har allerede tegnet sig i Pakistan i form af kontakt til den henrettede oppositionspolitiker Ali Bhuttos søn, Morteza Bhutto, samt i form af erklæringer fra Kabul om støtte til etniske grupper i Pashtunistan og Baluehistan113). Så længe kampene fortsætter, synes det dog ikke videre sandsynligt, at en sådan politik vil kunne lykkes. Thi for det første vil den sovjetiske intervention fjerne tankerne i nabolandene fra indre modstand, således at de svage regimer styrkes mod den mulige ydre fjende. For det andet er der netop i disse områder mange afghanske flygtninge, og områderne er baser for nogle af de betydningsfulde modstandsgrupper. De to landes sikkerhed er under fortsatte kampe snarere truet af en sovjetisk direkte indgriben i flygtningeområderne for at tilintetgøre modstandernes baser. Pakistans luftrum har ifølge præsident Zia-ul-Haq været krænket af sovjetiske og afghanske fly mere end 200 gange114).
Meget tyder dog på, at de involverede parter søger at undgå en optrapning. Pakistan og Iran vil kun i begrænset omfang støtte oprørerne115), og trods sovjetisk og afghansk propaganda om ydre trussel kommer en stor del af modstanden fra baser i Afghanistan.
Trækker de sovjetiske styrker sig ud, vil situationen være anderledes. Såvel et neutralt som et sovjetvenligt styre i Kabul vil kunne genoptage de gamle grænsestridigheder med især Pakistan, samtidig med at ro i Afghanistan atter vil kunne fremme modstanden mod regimet i Islamabad. Et sovjetvenligt styre i Kabul vil selvfølgelig bedst kunne fremme sovjetiske interesser, således som Cuba og Vietnam gør det andre steder i verden. Udsigterne til en sådan udvikling ligger dog ikke lige for, med den tilstand de væbnede styrker i Afghanistan har og synes at ville have i en årrække. Såfremt de sovjetiske styrker forbliver i Afghanistan, efter at modstanden er ophørt, vil de have både tid, ressourcer og mulighed for effektivt at føre en subversiv politik eller i værste fald også her at støtte socialistiske bevægelser eller lokale »regeringer« med sovjetiske styrker. Pakistans og Irans største muligheder ligger her i, at den stadige sovjetiske forbliven i Afghanistan vil virke som en samlende faktor bag det iranske henholdsvis pakistanske nationale sammenhold.
For Iran er den sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan mindre truende end for Pakistan. Iran har værre mindretalsproblemer i Kurdistan og Azerbadjan provinserne, der grænser op til Sovjetunionen, og som før har været på sovjetiske hænder116).
 
3. Konsekvenserne for den globale sikkerhed
a. Indledning
Reaktionerne fra det meste af omverdenen har som tidligere omtalt været af mere fredelig art, kun afghanere selv har direkte grebet til våben mod de sovjetiske styrker. At der kom reaktioner skyldes især, at en supermagt med militære styrker intervenerede i et alliancefrit land og således krænkede dets suverænitet. Når reaktionerne ikke førte til militær konfrontation, må forklaringen være, at Afghanistan ikke blev betragtet som vital interesse af den anden supermagt, USA. Interventionens konsekvenser for den globale sikkerhed i et videre perspektiv vil blive behandlet efter den mulige fremtidige udvikling, som nævnt i afsnittet om regional sikkerhed.
 
b. Kampene fortsætter i Afghanistan
Hvis det lykkes oprørerne at fortsætte kampene igennem adskillige år, kan det meget vel tænkes at stille så store økonomiske, materielle og militære krav til Sovjetunionen, at Sovjetunionens muligheder for at udbrede sin indflydelse andre steder formindskes. Selv om Afghanistan næppe vil blive, hvad Vietnam var for USA117), kan også en hjemlig opposition vokse frem i takt med krigens varighed og omkostninger ikke mindst i form af sårede og dræbte. Dermed kan en løsning af problemet måske fremmes til gavn for den globale sikkerhed.
En fortsættelse af kampene vil have en anden og ikke mindre væsentlig indflydelse på den globale sikkerhed. Nemlig den, at Afghanistan ikke glemmes, således som det stort set er sket med Ungam og Tjekkoslovakiet. Ved at tvinge de sovjetiske styrker til fortsat kamp vil oprørerne være medvirkende til, at Sovjetunionen stadig vil stå som agressor og dermed være udsat for fortsat kritik og sanktioner fra omverdenen, Sanktioner, der netop skal have lang virketid for at være virkelig følelige og således på længere sigt måske kan påvirke Sovjetunionen i en positiv retning. Under alle omstændigheder vil det kunne opretholde mindet, ikke mindst i den tredie verden om, hvad Sovjetunionen egentlig mener med afspænding og fredelig sameksitens. Dette minde vil kunne forene modstandere til en fælles front, således at interne stridigheder ikke vil kunne udnyttes af sovjetiske eller sovjetvenlige subversive kræfter.
En lokal uro i Afghanistan vil i denne forbindelse således kunne medføre en større global sikkerhed.
 
c. De sovjetiske styrker trækkes ud af Afghanistan
Såfremt de sovjetiske styrker trækkes ud, kunne det ende med et neutralt eller et sovjetvenligt og sovjetstøttet Afghanistan.
Det neutrale, som foreslået af bl.a. EF, vil formentlig garantere den største sikkerhed globalt. Selv om de gamle grænsestridigheder med Pakistan vil blive genoptaget, har det ikke nødvendigvis global usikkerhed til følge, og denne situation vil under alle omstændigheder ikke være en følgevirkning af interventionen.
Et sovjetvenligt Afghanistan efter nedkæmpelse af modstanden vil kunne virke som en opmuntring på de sovjetiske ledere og kunne friste dem til at forsøge at sikre sine grænser eller støtte sejrrige revolutioner på tilsvarende måde, hvor behov måtte opstå.
Et andet spørgsmål er, hvor sikre vil andre lande, der har en venskabs- og bistandsaftale med Sovjetunionen, kunne føle sig med hensyn til at modtage en så udstrakt hjælp fra forbundsfællen. Her skal dog retfærdigvis fremhæves, at alle øvrige lande i den tredie verden, der har en sådan aftale, har den fordel fremfor Afghanistan, at sovjetiske tropper ikke umiddelbart har adgang, samt at de grundet beliggenheden ikke på samme måde vil kunne få Sovjetunionen til at føle sin sikkerhed truet. Som eksempler på en manglende sovjetisk reaktion af lignende art kan nævnes Ægypten, der opsagde sin aftale i 1976, og tildels Somalia, der opsagde sin aftale i 1977.
Som afslutning på dette punkt skal nævnes, at ingen af de ovenfor skitserede situationer synes sandsynlige inden for en overskuelig fremtid. Det neutrale Afghanistan fordi hverken Sovjetunionen eller flere af oprørsstyrkerne vil forhandle. Det sovjetvenlige regime fordi de nuværende sovjetiske styrker næppe er nok til at nedkæmpe modstanden, og skulle det lykkes, kan det forudses, at den dukker op igen, så snart de sovjetiske styrker er ude af landet.
 
d. De sovjetiske styrker forbliver i Afghanistan
Som tidligere omtalt vil Sovjetunionen i denne situation have ressourcerne og måske ligefrem en opmuntring til at arbejde videre på en mere langsigtet politik, enten for at få større indflydelse i det arabiske olieområde, eller blot for at forfølge sin traditionelle fredelige sameksistens.
Skulle en sådan udvikling starte regionalt, f.eks. i Pashtunistan eller Baluchistan, vil det i langt højere grad, end tilfældet var med Afghanistan, påvirke den internationale sikkerhed. En åben sovjetisk støtte til oprør vil især amerikanerne, men formentlig også kineserne, føle sig forpligtet til at imødegå. Imidlertid vil netop denne udvikling kunne være med til at sikre, at situationen undgås; thi heller ikke i tilfældet Pakistan råder Sovjetunionen over mulige stedfortræderstyrker.
Den kendsgerning, at sovjetiske styrker uanset oprindeligt motiv befinder sig kun ca. 500 km fra vestens livsnerve, Den Persiske Golf, kan ikke undgå at påvirke den internationale sikkerhed. Denne kendsgerning vil udgøre en så konstant trussel, at de vestlige lande, hvilket på grund af formåen igen primært vil sige USA, må gøre noget. USA har da også indledt skridt for at øge sin militære tilstedeværelse og for at øge sit samarbejde med venligtsindede stater i området, som tidligere omtalt. I dette område ligger kimen til en konflikt mellem supermagterne, men netop det i sig selv er med til at begrænse risikoen.
En sidste og måske mere sandsynlig handlemåde for Sovjetunionen vil være at lade stedfortræderstyrker fra f.eks. Cuba, Sydyemen eller Ethiopien støtte oprørsstyrker i Saudi-Arabien, Oman eller andre oliestater. Fordelen ved en sådan strategi vil være, at Sovjetunionen ikke er direkte indblandet, og det vil dermed være sværere for vesten at handle. Tilmed kan vestlig prævention i form af kraftig støtte til de pågældende regimer netop fremkalde den indre uro og anti-vestlige følelse, som det skete i Tran, Disse forhold kan være med til at gøre denne situation til den farligste set fra et globalt synspunkt.
 
4. Delkonklusion
Den sovjetiske intervention i Afghanistan blev mødt med en kraftig reaktion fra næsten alle lande, der ikke direkte støtter Sovjetunionen. Selv inden for Warszawapagten var enigheden ikke total.
Reaktionerne strakte sig fra FN’s fordømmelse og opfordring til tilbagetrækning af de sovjetiske styrker til forskellige former for økonomiske sanktioner og boykot af de olympiske lege. I Afghanistan intensiveredes den væbnede modstand, der var vokset frem siden revolutionen i 1978. Disse reaktioner, der har ført til en forværring af Sovjetunionens forhold til omverdenen, indebærer dog ikke i sig selv nødvendigvis en trussel mod verdensfreden. De videre konsekvenser for den internationale sikkerhed vil i høj grad være afhængige af udviklingen i Afghanistan.
Hvis de sovjetiske styrker får nedkæmpet modstanden og forbliver i Afghanistan, vil de have rige muligheder for at puste til lokal ild i de to ustabile nabolande Pakistan og Iran. Dette vil påvirke såvel den regionale som den globale sikkerhed og evt. skaffe Sovjetunionen direkte eller indirekte adgang til Den Persiske Golf. Omverdens og ikke mindst vestens reaktioner kan dog modvirke en sådan udvikling.
Succes for Sovjetunionen i Afghanistan, hvis man i øjeblikket tør forudse dette, kan opmuntre Sovjetunionen til at lade stedfortræderstyrker støtte oppositionerne i de arabiske olieriger og dermed gøre det vanskeligt for vesten at gribe ind uden at komme i konflikt med Sovjetunionen, der netop ikke fremtræder som en aktiv part i sagen. En sovjetisk tilbagetrækning enten efter forhandling eller efter sejr vil efterlade noget, der ligner status quo inden april 1978 og give en rimelig stabilitet såvel i regionen som globalt. Situationen synes dog fjern.
Den regionale sikkerhed vil selvfølgelig lide under fortsatte kampe bl.a. på grund af de mange flygtninge og faren for sovjetiske aktioner over grænserne. Men det kan have den bonuseffekt, at det kan være med til at stabilisere ellers ustabile styrer i Pakistan og Iran. Det kan endvidere være med til at give større sikkerhed globalt set, fordi Sovjetunionen vil have rigeligt at beskæftige sig med i Afghanistan, og fordi den øvrige verden vil være på vagt efter at være blevet vækket af denne demonstration på sovjetisk afspænding.
 
V: Konklusion og afslutning
I slutningen af december 1979 foretog Sovjetunionen en intervention i et neutralt Afghanistan, der igennem adskillige år havde været nært knyttet til Sovjetunionen; men som nu, paradoksalt nok, via en socialistisk revolution og den deraf opståede modstand truede med at udvikle sig til en islamisk styret nation. En nation, der ville se med mindre blide øjne på den store socialistiske nabo mod nord.
Denne reelle eller måske snarere den af Sovjetunionen følte trussel mod den sovjetiske sikkerhed kunne de sovjetiske ledere ikke acceptere. Under påskud om støtte til den afghanske regering mod en ydre trussel intervenerede sovjetiske styrker, fjernede den siddende regering og installerede en af Moskva styret marionetregering. De sovjetiske motiver var således primært præget af hensynet til egen sikkerhed samt den af Sovjetunionen følte forpligtelse til at støtte nationale befrielsesbevægelser og en revolution i en kritisk fase.
Uanset disse motivers »defensive« karakter kan interventionen medføre en forbedret strategisk position i forhold til indflydelse i Indiske Ocean og de arabiske olielande.
Det internationale klima ændredes straks og ikke til Sovjetunionens fordel. Reaktionerne på interventionen, ikke mindst fra den tredie verden og de afghanske oprørere, var langt stærkere end forudset, hvorfor et fait accompli å la Tjekkoslovakiet ikke lod sig gøre. Disse reaktioner og det kølige klima er dog ikke nødvendigvis et udtryk for en forringelse af den internationale sikkerhed.
De videre konsekvenser for den internationale sikkerhed vil i høj grad være afhængige af situationens udvikling i Afghanistan. Fortsat modstand i Afghanistan vil give Sovjetunionen nok at tænke på i dette område, og den øvrige verden vil blive ved med at tænke på, hvad dén sovjetiske afspændingspolitik kan indebære. Dette kan være med til at højne beredskab og modstandskraft i mulige sovjetiske mållande.
Et neutralt Afghanistan, der måske nok synes mindre sandsynligt, vil bringe den regionale situation tilbage til noget, der ligner den situation, der har hersket i mange år. Dette kan medføre genoptagelse af regionale stridigheder, der ikke alene indebærer en fare for verdensfreden. Såfremt det lykkes Sovjetunionen at nedkæmpe oprørerne inden for en overskuelig tid, vil de have en ny basis for at kæmpe for sin politik, udbredelse af socialismen. Først og fremmest i nabolandene Pakistan og Iran, hvor ustabile regimer har problemer med etniske mindretal. Dette kan så globalt føre til konfrontationer med især USA i Indiske Ocean i kampen om olien. Succes i Afghanistan vil også kunne opmuntre til med stedfortræder at støtte oprørsbevægelser i de vigtige olielande. Var interventionen en slem forskrækkelse for verden, indebar den ikke i sig selv en trussel mod verdensfreden, da kun én supermagts interesser var involveret. Afhængig af den fremtidige udvikling i Afghanistan kan der dog opstå konflikter i områder, hvor begge supermagters vitale interesser står på spil. Dette kan have en negativ indflydelse på først den regionale og dernæst den globale sikkerhed. Til gengæld har reaktionerne på interventionen vist en mistro til sovjetiske motiver og politik, der på længere sigt vil kunne vanskeliggøre sovjetisk direkte eller indirekte expansion og dermed højne den globale sikkerhed.
 
NOTER
76) Generalforsamling, p. 369 ff.
77) Ud over de permanente medlemmer bestod rådet af: DDR fra Østeuropa, Norge og Portugal fra Vesteuropa, Jamaica og Mexico fra Latinamerika samt Bangladesh, Niger, Philippinerne, Tunesien og Zambia fra Asien og Afrika.
78) Bortset fra Grenada var alle de lande, der stemte imod, enten østeuropæiske eller knyttet til Østeuropa gennem venskabstraktater.
79) USA’s reaktioner fremgår bl.a. af følgende kilder: Survival MAR-APR, p. 66 ff., Heller, p. 14 og Global, p. 7.
80) Survival MAR-APR, p. 68.
81) Ibid., p. 66 f.
82) USA’s kongres havde indstillet hjælpen til Pakistan på grund af general Zia-ul-Haq’s styre.
83) Denne hjælp kunne tænkes at omfatte arabiske lande, der følte sig truet, samt Indien for at få Indien til lettere at acceptere hjælpen til Pakistan (Landkarte, p. (6)).
84) Det lykkedes dog efterhånden at skaffe en stor del af det nødvendige korn ad anden vej. Præsident Reagan ophævede forbudet efter et år.
85) Carter lod Muhammed Ali foretage en rundrejse til afrikanske lande for at samle støtte 
til en boykot.
86) Landkarte, p. (6).
87) 1 1981 accepterede Pakistan imidlertid USA’s tilbud om hjælp.
88) Rees, p. 11.
89) Ibid., p. 11 ff. samt Landkarte, p. (4) ff.
90) Sovjetunionen har havne- og flyfaciliteter i Mocambique, Ethiopien, Sydyemen og på 
Sokotra (Landkarte, bilag).
91) NATO’s reaktioner fremgår bl.a. af: Heller, p. 17 og NATO NYT, p. 26 ff.
92) Foreign Affairs, p. XXX.
93) Se Erling Bjøls artikel: Arbejdsdeling vigtigere end fodslag. Politiken 30/5 1980.
94) Global, p. 6 og p. 23. 95) Foreign Affairs, p. XXXI. Forslaget blev fremsat af lord Carrington.
96) Survival JUL-AUG, p. 159.
97) Foreign Affairs, p. 137 ff.
98) Survival SEP-OKT, p. 227.
99) Global, p. 24.
100) Bl.a. ved at ændre det røde revolutionsflag til et med islams grønne farve i og ved en generalamnesti, der dog for det meste omfattede tidligere fængslede Parcham tilhængere (Khalizad, p. 26 og Furlong, p. 169).
101) Global, p. 15 f.
102) Khalizad, p. 35.
103) FN’s flygtningekommissariat, Danmarks Radio P3, 20/2 1981 kl. 07.00.
104) Khalizad, p. 35.
105) Af den oprindelige hær på 100.000 mand skønnes kun 30.000 at være tilbage, og selv disse er næppe 100% loyale (Ibid., p. 31).
106) Fra Pakistan alene kæmper 6 forskellige islamiske grupper. Hertil kommer grupper fra Iran og adskillige fra selve Afghanistan (Khalizad, p. 36).
107) Foreign Affairs, p. XLI.
108) Survival MAR-APR, p. 71 og Global, p. 17.
109) Foreign Affairs, p. XLIV.
110) Ibid., p. XLI og Global, p. 26.
111) Khalizad, p. 33.
112) Foreign Affairs, p. 82 ff.
113) Khalizad, p. 33.
114) Ibid.
115) Pakistan ved at begrænse våbenleverancer til oprørerne, og Iran ved f.eks. at forbyde oprettelse af en radiostation på iransk jord til støtte for oprørerne (Ibid., p. 34).
116) Survival NOV-DEC, p. 248 ff.
117) Forskellen ligger bl.a. i Sovjetunionens korte forsyningsvej til Afghanistan, modstandernes udrustning og det lukkede sovjetiske samfund i modsætning til det åbne amerikanske.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.