Afghanistan

I denne og en følgende artikel gennemgår kaptajn O. Koch-Olsen, Den kgl. Livgarde, den sovjetiske intervention i Afghanistan i 1979. 11. del gennemgås baggrunden for og gennemførelsen af interventionen. I 2. del analyseres interventionens konsekvenser for den internationåle sikkerhed. Artiklerne bygger på en studie, forfatteren gennemførte som elev på Forsvarsakademiets Stabskursus II 1980/81.

1. del
 
I: Indledning
 
»You must at any cost avoid the fatal mistake of attempting in an artificial way to implant communism in that country. We say to the Afghan govemment: We are not thinking for one moment of forcing upon your péople a program which is alien to your present state of development«1).
 
Således lød den sovjetiske regerings instruktion til den sovjetiske ambassadør i Afghanistan juni 1921. Som bekendt har situationen i Afghanistan ændret sig. I april 1978 kom en kommunistisk regering til magten efter et kup, og i december 1979 blev en anden kommunistisk regering indsat med sovjetiske væbnede styrker som sin eneste raison d’étre. Den sovjetiske intervention, de sovjetiske motiver for interventionen samt interventionens konsekvenser for international sikkerhed vil blive belyst i de følgende tre kapitler.
I andet kapitel behandles selve interventionen og baggrunden for denne. Som baggrund for interventionen medtages for det første de væsentligste oplysninger om afghanske geografiske forhold og for det andet den politiske udvikling fra revolutionen i 1978 til interventionen i 1979. Den geografiske baggrundsviden er hentet fra den detaljerede amerikanske »Area Handbook for Afghanistan«. Kun hvor denne synes forældet, vil den blive suppleret af andre kilder, som anført i de enkelte tilfælde. Hovedkilden til den politiske udvikling er Louis Duprees artikel »Afghanistan under the Khalq«, der virker særdeles kompetent og dækkende, også selv om forfatteren af Sovjetunionen beskyldes for at være CIA-agent2). Til beskrivelse af selve interventionen anvendes flere hovedkilder, der dels supplerer og dels bekræfter hinanden.
Disse hovedkilder er:
- den britiske rapport fra den af underhuset nedsatte komité med titlen »Afghanistan: the Soviet Invasion and its Consequenses for British Policy«,
- den amerikanske studie: »The Global Significance of the Occupa- tion of Afghanistan by the U.S.S.R.«,
- den israelske studie: »The Soviet Invasion of Afghanistan: Motivations and Implications«,
- den engelske studie: »Afghanistan5s Role in the Soviet Strategy«,
- den tyske publikation: »Aktuelle JRO Landkarte 4/80«, der indeholder flere artikler om Afghanistan.
 
 
 
I tredie kapitel anvendes de fem nævnte kilder også som hovedkilder. Disse kilder vil til belysning af den sovjetiske side af sagen blive suppleret med TASS-meddelelser samt de to sovjetiske artikler: »Provocatory Campaign over Afghanistan« og »World Solidarity with the Afghan Revolution«. I fjerde kapitel anvendes ligeledes de fem hovedkilder, der er nævnt under kapitel II og HI. Disse kilder suppleres med fire numre fra 1980 af tidsskriftet Survival, der under overskriften »Documentation« bringer referater fra ledende statsmænd og officielle pressebureauer som TASS. Speciel kilde til FN’s reaktioner er udenrigsministeriets beretning til Folketinget om den 6. hastende ekstraordinære generalforsamling vedrørende situationen i Afghanistan. Endelig skal, for så vidt angår den afghanske modstand, nævnes Zalmay Khalizads artikel: »Soviet-Occupied Afghanistan«, der specielt beskriver modstandskampen og dens problemer.
 
II: Sovjetunionens intervention i Afghanistan
1. Afghanistans geografi3) a. Beliggenhed Afghanistan er karakteriseret ved ikke at have direkte adgang til havet. De omgivende fire lande og grænsernes længde er: - mod nord: Sovjetunionens centralasiatiske republikker4), grænselængde ca. 1700 km, - mod nordøst: Kina, grænselængde ca. 80 km, - mod øst og syd: Pakistan5), grænselængde ca. 1800 km, - mod vest: Iran, grænselængde ca. 800 km. b. Størrelse og topografi Afghanistans areal er på ca. 647.500 km2 med en største længde på ca. 1250 km og en største bredde på ca. 550 km. Landet er et bjergland, der domineres af det centrale højland, som strækker sig fra Kina i nordøst til Iran i vest. Nord for dette findes de nordlige sletter, der udgør den mest frugtbare del af Afghanistan samt indeholder de afghanske naturgasfelter6). Syd for det centrale højland ligger den sydvestlige højslette, der primært består af ørken og steppe. Afghanistans hovedstad er Kabul7), der som den eneste kan betegnes som en moderne storby. Andre større byer er Kandahar8), Herat9), Baghlan10), Kundus11) og Charikar12).
 
Afghanistan har ingen jernbane. Vejnettet, der udgør hovedtransportsystemet, er bygget med teknisk og økonomisk assistance fra USA og Sovjetunionen. Den væsentligste vej er en ringvej, der forbinder Kabul med Kandahar og Herat. Ved stikveje skabes forbindelse til primært Pakistan og Sovjetunionen og sekundært Iran.
 
c. Befolkning
Med nogen usikkerhed vurderes Afghanistans befolkning til at være 18-20 millioner indbyggere13). Kun ca. 15% af befolkningen bor i større byer14). Den afghanske befolkning er muslimsk, idet langt den overvejende del15) er sunniter og resten er schiiter. Skal man tale om afghanere, må det være pashtuneme, der udgør ca. 60% af befolkningen16). Talrige andre etniske grupper er dog repræsenteret. Nogle af disse er tadzhikkeme med 20-30%17), uzbekeme med ca. 5%18) samt i mindre målestok turkmenere, baluchier og adskillige andre. Disse etniske grupper fordeler sig således: pashtuneme lever i området omkring Kabul og langs Durandlinien19). Tadzhikker, uzbekere og turkmenere lever i det nordlige Afghanistan op mod de tilsvarende sovjetiske republikker. Baluchierne lever i den sydvestlige del af Afghanistan20). Afghanerne er måske nok afghanere i forhold til Sovjetunionen, men internt står de forskellige etniske grupper over for hinanden, og inden for disse grupper er det stammen eller familien, der sættes i højsædet.
 
2. Den politiske udvikling i Afghanistan siden april 197821).
a. Kuppet
Den 27. april 1978 gennemførte de to genforenede fraktioner af det afghanske kommunistparti22) et kup mod den daværende præsident Mohammad Daoud, der selv var kommet til magten fem år tidligere ved et kup mod sin fætter og svoger, kong Mohammad Zahir. Det 35 mand store revolutionsråd udsendte den 30. april sit første dekret, hvori rådet proklamerede oprettelsen af Den Afghanske Demokratiske Republik, og at Nur Mohammad Taraki var valgt til formand for revolutionsrådet og premierminister. Den 1. maj udsendtes dekret nummer 2, der indeholdt navnene på de 21 regeringsmedlemmer i den nye regering. De mest markante personer var, bortset fra Taraki selv, de to vicepremierministre, Hafizullah Amin, der som Taraki tilhørte Khalq og tillige var udenrigsminister, samt Babrak
Karmal, lederen af Parcham-fløjen. De to fløje var nogenlunde ligeligt repræsenteret med 11 fra Khalq og 10 fra Parcham.
 
b. Ny splittelse i partiet
Enigheden mellem de to fløje varede ikke længe efter magtovertagelsen. Indre magtkampe endte ret hurtigt med sejr til Khalq, og de fleste regeringsmedlemmer fra Parcham blev sendt ud som ambassadører. Babrak Karmal selv blev ambassadør i Prag. Khalq fulgte straks sin succes op med yderligere udrensninger. Denne gang gik det ud over de nationalistiske og muslimske grupper, der havde støttet kuppet. Mange fra disse grupper blev arresteret i løbet af august og anklaget for kupforsøg. Babrak Karmal blev anklaget for at være leder af kupforsøget, og alle Parcham ambassadører blev i oktober kaldt hjem til Kabul. Alle nægtede at efterkomme ordren og blev i Østeuropa.
 
c. Khalqs politik
Khalq regimet begyndte straks at indføre reformer. Blandt de væsentligste var et nyt flag i de kendte kommunistiske farver rødt og guld, en landreform, en reform vedrørende ægteskabet og kvindens stilling, annullering af gæld og tvungen politisk undervisning23). Det skulle af flere årsager vise sig vanskeligt at føre reformerne ud i livet. Blandt disse årsager var dels, at regeringen manglede den nødvendige ekspertice i administrationen, da mange var sendt i fængsel, og dels den spirende modstand, der vil blive omtalt i næste punkt. Hafizullah Amin lod sig den 28. marts 1979 avancere til premierminister, men, som det senere skulle vise sig, gavnede dette ikke regeringens effektivitet væsentligt, snarere tværtimod.
 
d. Oppositionen
Modstanden mod kuppet var indledningsvis svag, hvilket skyldtes tre forskellige årsager. For det første var kuppet i sig selv overraskende og lammede mange, for det andet syntes mange at ville give den nye regering en chance, og for det tredie var det forår. Forår og sommer er traditionelt travle tidspunkter for den økonomiske aktivitet på landet. Khalqs reformpolitik, og ikke mindst landreformen, skabte i løbet af efteråret 1978 og foråret 1979 en spirende modstand, der efterhånden spredte sig til oprør i flere provinser. Oprørsstyrkerne kunne i princippet deles i to hovedgrupper. Den ene var hjemmehørende uden for det geografiske pashtunområde og bestod af et antal grupper baseret på etniske eller regionale tilhørsforhold. Inden for det geografiske pashtunområde var den primære modstand af religiøs karakter, de religiøse modstandere var ligeledes inddelt i flere selvstændige undergrupper. Modstanden var national, men styret i Kabul og dets tilhængere beskyldte først Iran og Pakistan og senere USA, Kina og Ægypten for at støtte oprørerne24).
 
e. Hafizullah Amin tager magten
Efter at have overtaget posten som premierminister skærpede Amin kursen over for oprørerne, hvilket forværrede situationen. Adskillige provinser var på oprøremes hænder, og under en af opstandene dræbtes bl.a. adskillige sovjetiske rådgivere25). Det var især Amin, der fik skylden for den manglende ro i landet, og under en mellemlanding i Moskva den 11. september 1979 drøftede Taraki og Brezhnev en fjernelse af Amin. Det skulle imidlertid vise sig, at Amin slog til først. Taraki blev styrtet d. 16. september, og Amin udråbte sig selv til præsident26). Efter kuppet fortsatte Amin sin hårde kurs, men uden held; i oktober syntes mindst halvdelen af de 28 provinser på oprøremes hænder27). Endvidere var den afghanske hær stort set halveret på grund af bl.a. deserteringer28).
 
3. Interventionen
a. Den sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan inden interventionen
Afghanistan havde i mange år modtaget sovjetisk militært materiel29). Ved den kommunistiske magtovertagelse fandtes der allerede ca. 350 sovjetiske militære rådgivere i Afghanistan30). Sovjetiske fly kunne frit overflyve Afghanistan og benytte afghanske flyvepladser31). Efter kuppet i 1978 optrappedes det militære samarbejde. I juli 1978 blev der truffet aftale om militær bistand for 250 millioner dollar32). I december 1978 undertegnedes en traktat om venskab, godt naboskab og samarbejde33). Antallet af militære rådgivere var på dette tidspunkt steget til ca. 1000. Som den første kampenhed sendtes i juli 1979 en luftbåren bataljon til Bagram flyveplads for at beskytte denne34). I august 1979 var antallet af militære rådgivere steget til ca. 3000. Samme måned rejste den sovjetiske viceforsvarsminister og chef for hæren, general Pavlovsky til Afghanistan for at vurdere situationen35). I løbet af oktober, november og begyndelsen af december blev den sovjetiske deltagelse i kampene mod oprørerne mere aktiv med fører-, fly- og logistisk støtte. Antallet af sovjetiske bataljoner på Bagram flyveplads steg til tre i begyndelsen af december36), og i Afghanistan var alt nu klar til interventionen.
 
b. Interventionens forberedelse i Sovjetunionen
Samtidig med, at russerne forsøgte at forbedre deres position i Afghanistan og at deltage i bekæmpelsen af oprørerne, var der også stor aktivitet i Sovjetunionen. De operative planer for interventionen syntes forberedt allerede i marts 197937). I begyndelsen af august 1979 blev to divisioner i Centralasiatiske Militærdistrikt sat i alarmberedskab38) sammen med den luftbårne division, der allerede havde dele i Bagram39). I perioden 11.-15. december kom der rapporter om, at troppetransportfly blev samlet til Moskva og ved grænsen til Afghanistan, samt at motoriserede infanteridivisioner havde mobiliseret og var klar nær grænsen40). Andre nødvendige forberedelser så som deployering af kampfly, oprettelse af kommando- stationer og forberedelse af logistisk støtte var afsluttet den 19. december41), og kun selve ordren til interventionen manglede.
 
c. Interventionens gennenførelse 42)
Selve interventionen startede den 24. december om aftenen, da det første transportfly landede i Kabul. I løbet af det næste par dage havde mere end 300 transportfly bragt en luftbåren division til Kabul samtidig med, at andre styrker blev fløjet til Herat og Kandahar. Den 27. december var transporten tilendebragt, og de sovjetiske styrker begyndte straks at erobre nøglepunkter; enkelte steder var kamp med afghanske styrker nødvendig43). De sovjetiske styrker fik dog ret smertefrit magten i Kabul, og samme dag myrdede de Amin og hans familie. Radio Kabul gav meddelelse om Babrak Karmals magtovertagelse den 27. december44). Den 28. december begyndte fire motoriserede infanteridivisioner45) at krydse grænsen og rykke frem mod Kabul og Jalalabad i øst og mod Herat, Shindand og Kandahar i vest. Den sovjetiske taktik gik ud på at få kontrol med de større byer, flyvepladserne og de vigtigste veje. Dette syntes at ske uden større modstand, og den 4. januar 1980 var dette mål nået og ca. 50.000 sovjetiske soldater i Afghanistan. Det har tilsyneladende været den sovjetiske mening, at den afghanske hær derefter skulle tage sig af nedkæmpelsen af oprørsstyrkerne uden for disse områder. Det skulle imidlertid vise sig at gå anderledes. Nogle afghanske hærstyrker deserterede, andre gik til kamp mod de sovjetiske styrker, og atter andre var det nødvendigt at afvæbne. Samtidig intensiverede oprørerne deres modstand, og de sovjetiske ledere så sig nødsaget til at sende endnu to divisioner46) til Afghanistan og udvide operations- området for at bekæmpe oprørerne. I midten af januar nåede den sovjetiske styrke op på sit maksimum, idet 85.000-100.000 mand nu befandt sig i Afghanistan under kommando af første viceforsvarsminister, marskal Sergei Sokolov. Ud over den militære sovjetiske tilstedeværelse anbragte Sovjetunionen ca. 4.000 civile i administrationen til støtte for Babrak Karmal.
 
III: Sovjetunionens motiver for interventionen
1. Sovjetiske forklaringer
Den officielle sovjetiske forklaring på interventionen kom hurtigt. TASS bragte en meddelelse fra Babrak Karmal den 27. december, og dagen efter, da præsident Carter via »den varme linie« ringede Brezhnev op, forklarede denne, at Sovjetunionen blot havde reageret på Afghanistans anmodning om hjælp mod ydre trusler47). Adskillige andre officielle eller halvofficielle kilder har givet forklaringer, der holder samme linie. I en TAS S-kommentar til et TV-interview med præsident Carter den 31. december 1979 hed det bl.a.:
 
»It must be explained once again that to speak about a ’Soviet invasion’is to distort the truth. The truth of the matter is that on the basis of Article 51 of the UN Charter48) providing for the inalienable right of States to collective and individual self defence in order to repel aggression and restore peace, and of Article 449) of the Soviet-Afghan Treaty of Friendship, Goodneighbourliness and Co-operation the USSR acceded to a request which the Afghan Government had re- peatedly made during 1978-79: a request for military aid in response to armed intervension by imperialist forces which began immediately after the April revolution and which is continuing to this day«50).
 
Det er givet rigtigt, at Afghanistan har anmodet om hjælp flere gange i perioden 1978-79 til at nedkæmpe oprørerne, men lige så givet er det, at de sovjetiske ledere har vægret sig ved at blive direkte involveret i kampene51). Når Sovjetunionen omsider besluttede sig for at gribe ind, kan det have været en naturlig følge af de planer, der var med hensyn til at fjerne Amin før Tarakis død. 
 
Det lykkedes ikke for de sovjetiske ledere at give en holdbar forklaring. For det første syntes de at ville give indtryk af, at Karmal var valgt til premierminister inden interventionen, og at det var ham, der tilkaldte hjælp52), men selv om Karmal skulle være valgt den 27. december, og de sovjetiske motoriserede infanteridivisioner først gik over grænsen den 28., startede interventionen dog reelt med indflyvningen af den luftbårne division, der også var den, der stod bag mordet på Amin. Forklaringen holder altså ikke, thi selv om Amin delvis kan have accepteret interventionen, tror ingen vel på, at han tilkaldte hjælp mod sig selv. For det andet synes forklaringen om FN’s artikel 51 heller ikke at holde. Man kan vel næppe med rimelighed påberåbe sig artiklens ord om »den naturlige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar« uden også at følge artiklens ord om, at »forholdsregler taget af medlemmer i udøvelsen af denne ret til selvforsvar skal uopholdelig indberettes til sikkerhedsrådet«. Hverken Afghanistan eller Sovjetunionen indberettede det passerede til sikkerhedsrådet, og da sagen endelig kom op i sikkerhedsrådet, nedlagde Sovjetunionen veto53).
 
2. Afghanske forklaringer
Når man kender det grundlag, hvorpå Babrak Karmals magtposition blev skabt og stadig hviler, kan det næppe undre, at den nuværende afghanske regerings forklaringer vedrørende den sovjetiske tilstedeværelse er i nøje overensstemmelse med de sovjetiske. Som eksempel kan nævnes Karmals pressekonference den 3. januar 1980, hvor han bl.a. udtalte:
 
»The request of assistance is fully in keeping with the provisions of the Soviet-Afghan Threaty of Friendship, Goodneighbourliness and Co-operation of December 5,1978, meets the principles of the United Nations Charter«54).
 
Fra den afghanske regering er der således ikke noget nyt at hente i forhold til Sovjetunionens forklaringer.
 
3. Brezhnev-doktrinen
Brezhnev-doktrinen, der blev brugt som begrundelse for invasionen i Tjekkoslovakiet den 21. august 1968, lyder således:
 
»Når der opstår en trussel mod socialismen i et af de socialistiske lande og en trussel mod det socialistiske samvirkes sikkerhed som helhed, er det ikke længere blot en sag, der angår det pågældende lands eget folk, men tillige et fælles problem for alle de socialistiske lande«55).
 
Brezhnev-doktrinen er af vestlige iagttagere blevet anset for at være en doktrin gældende for de østeuropæiske lande. Spørgsmålet er nu, om denne antagelse var forkert, og at Brezhnev-doktrinen også fandt anvendelse i juledagene 1979. Der har ikke været afgivet officielle sovjetiske forklaringer, der konkret har haft karakter af en Brezhnev-doktrin, som tidligere omtalt56). Hertil er at sige, at en direkte anvendelse af Brezhnev-doktrinen heller ikke ville være mulig, da den taler om socialismen i socialistiske lande. Nok skete der en socialistisk revolution i Afghanistan i april 1978, men dette gjorde ikke med et slag Afghanistan til et socialistisk samfund i sovjetisk terminologi. Når Brezhnev-doktrinen således ikke direkte har været anvendt, bliver spørgsmålet, om der er sket en udvidelse af denne doktrin, således at den også kan anvendes over for tredie-verdens lande. I sovjetiske artikler, der begrunder interventionen, kan man finde sætninger, der kan tolkes i den retning. Et af disse eksempler lyder:
 
»Could the Soviet Union refuse to help a friendly neighbouring country at a critical point in its development?.... No, the Soviet Union could not leave Afghanistan face to face with the imperialist forces that were furiously trying to stifle the Afghan revolution«57).
 
Her tales ikke om truslen mod socialismen, men om at hjælpe et venligtsindet naboland på et kritisk punkt i dets udvikling og om en trussel mod revolutionen. Ved en umiddelbar betragtning kunne det måske nok synes at være en udvidelse af Brezhnev-doktrinen, men Sovjetunionen har imidlertid gennem tiderne forbeholdt sig ret til at støtte nationale befrielses- bevægelser58). Denne ret er atter kommet til udtryk efter interventionen i Afghanistan, blandt andet på følgende måde:
 
»The experience of the revolutionary liberation struggle of the peoples shows that at critical moments solidarity with a victorious revolution calls not only for moral support, but also for material assistance, including, under definite circumstances, military assistance. To deny support to the Afghan revolution, to leave it face to face with the forces of imperialist reaction and aggression would have been to doom it to defeat, which would have been a serious blow to the entire communist and national liberation movement«59).
 
Det er her værd at bemærke, at der tales om en »victorious revolution«. Det synes på det foreliggende grundlag nemlig ikke sandsynligt, at Sovjetunionen stod bag revolutionen i 1978 eller ydede støtte til denne. Det synes at være et spørgsmål om temperament, om der er tale om en udvidelse af Brezhnev-doktrinen eller om en helt ny doktrin til anvendelse over for tredie-verdens lande, baseret på Sovjetunionens »gamle ret« til at støtte befrielsesbevægelser verden over, men det sidste virker umiddelbart som det mest sandsynlige. Imidlertid er der ikke i så høj grad tale om et motiv, som der er tale om et legitimeringsgrundlag. Karakteristisk er det da også, at alle disse uddybende forklaringer er kommet efter at interventionen fandt sted og efter den øvrige verdens reaktioner.
 
4. Ønsket om sikkerhed på sydflanken
Siden 1954 har Sovjetunionen og Afghanistan haft særdeles gode naborelationer og et ganske snævert samarbejde på trods af Afghanistans alli- ancefri politik60). Det var denne venligsindede stat, som Sovjetunionen nu kunne forudse et regeringsskifte i på grund af Khalq partiets radikale og hårde politik. Spørgsmålet var nu, hvilken regering ville komme til magten. Hvad eller hvem ville afløse Amin, hvis dage givet var talte som Afghanistans hersker, hvis man da kunne kalde ham det i slutningen af 1979. En ting var givet, det ville næppe blive en sovj etvenlig regering. For det første fordi oprørerne til en vis grad identificerede Amin og hans regering med Sovjetunionen61), og for det andet fordi de troende muslimer ikke nærede varme følelser for kommunismen, der nu i IV2 år havde bekæmpet dem på deres tro og traditioner. Der syntes at være to muligheder, en islamisk regering efter iransk forbillede eller en regering, der ville knytte sig til vesten. Det første var nok mest sandsynligt på grund af vestens støtte til Pakistan, men ingen af delene ville være behagelige for Sovjetunionen. Kunne Sovjetunionen tillade sig ganske roligt at se på, at en venligsindet stat blev forandret til en fjendtligsindet, eller måske snarere en ikke venligsindet? Svaret var nej, eller med Brezhnevs egne ord: 
»To act in any other way would mean to look on passively as a centre of serious threat to the security of the Soviet state arose on our Southern frontier«62).
 
Som modargument mod dette kunne så måske anføres, hvorfor Sovjetunionen kunne tillade en islamisk revolution i Iran, der også grænser op til Sovjetunionen. Svaret må her være, at Iran ikke var pro-sovjetisk, men pro-vestlig under shahen. Da en islamisk revolution gjorde op med USA, var dette fra sovjetisk side at betragte som en forbedring og en mulighed for større sovjetisk indflydelse. Et motiv for interventionen, og måske motivet, har således været ønsket om at bevare den sikkerhed langs grænsen til Afghanistan, som havde bestået i årtier. Dette motiv må, betragtet med sovjetiske øjne, siges at være reelt; thi uanset der næppe med et regeringsskifte i Afghanistan ville kunne opstå en trussel mod Sovjetunionen, kan den sovjetiske tendens til at føle sig truet63) være nok til at udløse og begrunde en sådan reaktion.
 
5. Adgang til Indiske Ocean
Som motiv for den sovjetiske intervention kunne også nævnes et sovjetisk ønske om på kortere eller længere sigt at få adgang til Indiske Ocean64). Dette sovjetiske ønske kunne være begrundet i to forhold. For det første den gamle russiske og sovjetiske stræben efter havnefaciliteter ved »varme« have, og for det andet et ønske om at få kontrol med den for de ikke socialistiske lande så vigtige olierute fra Den Persiske Golf. Begge disse ønsker kunne her kombineres. Afghanistan opfylder i sig selv ikke disse krav, men dels forkortes vejen til Den Persiske Golf med ca. 500 km for sovjetiske styrker og fly, og dels muliggør en sovjetisk besiddelse af Afghanistan, at Sovjetunionen vil have forbedrede muligheder for at skabe lokal uro i Baluchistan. På længere sigt kunne Sovjetunionen således nå de ønskede mål. Om dette skriver russerne selv:
»No one will see Soviet tanks and soldiers on the Shores of the Persian Golf or other warm seas«65).
 
Ingen kunne vel forvente, at det ville blive offentliggjort af TASS, såfremt dette virkelig var det egentlige motiv til interventionen; men der synes at være grund til at tro, at russerne har ret i den forstand, at det ikke var deres umiddelbare motiv66).
 
Imidlertid er det betragtninger, der kan have talt til fordel for interventionen, og det er under alle omstændigheder en kendsgerning, at de sovjetiske styrker nu befinder sig i en væsentlig bedre position i forhold til Den Persiske Golf. En situation, som måske på længere sigt vil kunne udnyttes.
 
6. Energiproblematikken
Sovjetunionen synes også at stå over for energiproblemer i de kommende år67). Olieproduktionen er ved at være stagnerende, samtidig med at udnyttelsen af olieforekomsterne i Sibirien er dyr samt tids- og teknologi- krævende. Gasfelteme har givet et stigende udbytte, men også udnyttelsen af disse felter kræver store ressourcer. Energien kan således have været et motiv for interventionen. For oliens vedkommende vil såvel adgang til Den Persiske Golf som en videre invasion ind i Iran give Sovjetunionen adgang til olie, der er væsentlig billigere end den sovjetiske, der som nævnt tilmed i de kommende år kan falde til under det sovjetiske behov. Der er heller ikke i dette tilfælde beviser eller indikationer, der tyder på, at olien var et motiv. Den Persiske Golf eller Indiske Ocean er tidligere behandlet, og Iran med de iranske oliefelter nås lettere fra selve Sovjetunionen68). Men også her gør der sig det forhold gældende, at de sovjetiske muligheder, med eller uden motiv, nu er bedre for på længere sigt at øve indflydelse i de arabiske olieområder ud fra en geografisk betragtning. Hvad gassen angår, har Sovjetunionen været storaftager af afghansk gas, som de dels har kunnet købe langt under verdensmarkedsprisen69) og dels har kunnet få som modydelse mod de sovjetiske investeringer i landet70). På denne måde har Sovjetunionen kunnet levere billig gas til de centralasiatiske republikker.
 
Ved en ændring i styret i Kabul har Sovjetunionen kunnet frygte en standsning af gasleverancerne, således som det skete med den iranske gas efter shahens fald. Det synes dog ikke rimeligt at begrunde interventionen med et muligt stop i gasleverancer i en størrelsesorden71), der på ingen måde er vital for Sovjetunionen. Men sammenholdt med de øvrige investeringer af civil, militær og prestigemæssig art, kan det have været med til at tælle for en intervention uden direkte at have været motiv.
 
7. Islam
Med ca. 26 millioner muslimer i Sovjetunionen72) er det givet, at »den islamiske bølge«73) ikke har kunnet undgå at påvirke lederne i Kreml, og at det kan have været frygten for, at en islamisk revolution i Afghanistan skulle smitte over grænsen til Sovjetunionen74), der motiverede interventionen. Dette standpunkt kan måske afvises med, at situationen i Sovjetunionen er en anden. Her har muslimerne været holdt i skak siden tyverne, og islættet af russere i de centralasiatiske republikker er fra 20% til 50%75). Ydermere kan man sige, at revolutionen i Iran ikke havde nogen katastrofal virkning i Sovjetunionen. Sagen er dog ikke helt så simpel, thi Afghanistan ville for det første være endnu et islamisk oprør og dermed en opmuntring. For det andet ville det være et islamisk oprør mod en kommunistisk regering, hvilket kunne virke endnu mere opmuntrende for de sovjetiske muslimer. Om denne frygt for »den islamiske bølge« har været et motiv, må stå hen i det uvisse; men det kan have været med i betragtningerne angående sikkerhed.
 
8. Delkonklusion
De officielle forklaringer fra sovjetisk og afghansk side om, at de sovjetiske styrker blev tilkaldt af den afghanske regering for at nedkæmpe en ydre trussel, er ikke holdbare, ikke mindst på grund af mordet på Amin og den manglende timing i hændelserne 24.-28. december 1979. Egentligt motiv synes at have været en sovjetisk frygt for sin grænse fra de centralasiatiske republikker og mod syd, hvor et gennem lang tid sovjetvenligt land var ude i en krise, der kunne vende dette land væk fra den sovjetiske indflydelsessfære og med en sandsynlig islamisk magtovertagelse måske endda opmuntre sovjetiske islamiske befolkningsgrupper nord for grænsen til at sætte sig op mod de sovjetiske magthavere. Brezhnev- doktrinen har alene på grund af den ideologiske umulighed ikke været anvendt i sin oprindelige form, men den traditionelle politik med hensyn til støtte til befrielsesbevægelser er i Afghanistan blevet udvidet til ikke alene at omfatte moralsk, økonomisk, våben- og uddannelsesmæssig hjælp, men ovenikøbet at inkludere væbnet intervention med sovjetiske styrker. Andre forhold af mere økonomisk eller prestigemæssig art synes at have været af underordnet betydning; men de kan dog sammenlagt med sikkerhedsproblematikken have været med til at tælle for en intervention. Derimod synes forhold som adgang til »varme« have og til olien ikke umiddelbart at have været et motiv for interventionen. Den nu forbedrede sovjetiske position i forhold til Den Persiske Golf må snarere betragtes som en utilsigtet bonus. 
 
 
 
Hovedkilder
Harvey H. Smith: Area Handbook for Afghanistan. Fourth Edition, Washington 1973. (Area Handbook).
 
House of Commons: Fifth Report from the Foreign Affairs Committee Session 1979-80. Afghanistan: The Soviet Invasion and its Consequenses for British Policy. London 30. July 1980. (Foreign Affairs).
 
Beretning til Folketinget: De forenede Nationers 34. generalforsamling og De forenede Ndtioners genoptagne 33. generalforsamling vedrørende Namibia-spørgsmålet og 6. hastende ekstraordinære generalforsamling vedrørende situationen i Afghanistan. Udenrigsministeriet, København 1980. (Generalforsamling).
 
Aktuelle JRO Landkarte 4/80: Mittelost zwischen Erdol und Islam. (Landkarte).
 
Problems of Communism November-December 1980: Zalmay Khalizad: Soviet-Occupied Afghanistan. (Khalizad).
 
Center for Strategic Studies Memorandum No. 2, March 1980: Dr. Mark Heller: The Soviet Invasion of Afghanistan: Motivations and Implications. (Heller).
 
Conflict Studies No. 118 May 1980: David Rees: Afghanistan’s Role In Soviet Strategy. (Rees).
 
United States International Communication Agency: The Global Significance of the Occupation of Afghanistan by the U.S.S.R. (Global).
 
Problems of Communism July-August 1979: Louis Dupree: Afghanistan Under the Khalq. (Dupree).
 
Survival March/April 1980: Documentation: Crisis in Afghanistan. (Survival MAR-APR).
 
Survival July/August 1980: The Implications of Afghanistan (to artikler), samt Documentation: Crisis in Asia. {Survival JUL-AUG).
 
Survival September/October 1980: Documentation: Afghanistan and East-West Relations, samt Warsaw Pact Declaration. (Survival SEP-OCT).
 
Survival November/December 1980: C oping with the Aftermath (tre artikler). (Survival NOV-DEC).
 
International Affairs 3/1980: K. Mikhailov: Provocatory Campaign over Afghanistan. (Mikhailov).
 
New Times 3/1980: World Communist Solidarity with the Afghan Revolution. (New Times).
 
 
Andre kilder
Internationale Wehrrevue Nr. 2/1980: R. D. M. Furlong und T. H. Winkler: Die Sowjetische Invasion in Afghanistan. (Furlong).
 
Soldat und Technik Mårz 1980: Unsere Leser wollen wissen: Welche Bedeutung hat Afghanistan? (Leser).
 
National Foreign Assessment Center: A Research Paper, June 1980: The Soviet Economy in 1978-79 and Prospects for 1980. (Economy).
 
Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. Bilag 1: Erling Bjøl: Øst-Vest konfrontationens oprindelse og udvikling. København 1970. (Bjøl).
 
Aussenpolitik 3/80: Boris Meissner: Sowjetische Aussenpolitik und Afghanistan, samt Inayatullah Baloch: Afghanistan - Paschtunistan - Belutschistan. (Aussenpolitik).
 
Militært Tidsskrift december 1971: K. V. Nielsen: Suverænitet og videnskabelig socialisme. (K. V. Nielsen).
 
NATO NYT Nr. 3/1980: flere artikler. (NATO NYT).
 
Europäische Wehrkunde 10/1980: Von Udo Ritgen: Zur Lageentwicklung im Indischen Ozean und der Nah/Mittelost-Region. (Ritgen).
 
De forenede Nationers Pagt og statut for Den mellemfolkelige Domstol. FN’s informationskontor, København 1974. (FN).
 
Soviet Military Review 4/1980: Akbar Jabarov: Friends and Enemies of Afghanistan. (Jabarov).
 
 
 
Noter
1) Global, p. 1.
2) Jabarov, p. 52.
3) Afsnittet om geografien er, hvor intet andet er anført, baseret på Area Handbook.
4) I denne forbindelse vil betegnelsen de centralasiatiske republikker dække Kazakhstan (der normalt ikke medregnes), Kirgizien, Turkmenistan, Uzbekistan og Tadzhikistan, af hvilke de tre sidstnævnte grænser op til Afghanistan.
5) Den del af grænsen mellem Afghanistan og Pakistan, der går fra nordøst mod sydvest kaldes Durand-linien og er snarere en politisk end en naturlig grænse, der blev fastlagt i 1893 ved aftale med britiske myndigheder. Durand-linien deler den pashtunske befolkning i to næsten lige store dele. Godt halvdelen af pashtuneme bor i Afghanistan og knap halvdelen bor i Pakistan. På grund af terrænet er der forholdsvis fri trafik imellem de to dele. Dette område har siden Pakistans selvstændighed i 1947 været anledning til mange stridigheder mellem de to lande. (Area Handbook, p. 11). I denne opgave anvendes betegnelserne pashtuner og Pashtunistan, da disse betegnelser oftest figurerer i aviser og tidsskrifter. På dansk findes også betegnelserne pathaner og Pathanistan om det sammme.
6) Landkarte, p. (9).
7) 750.000 indbyggere i 1977.
8) Benævnes også Qandahar, 210.000 indbyggere i 1977.
9) 160.000 indbyggere i 1977.
10) 115.000 indbyggere i 1977.
11) Benævnes også Qundus, 110.000 indbyggere i 1977.
12) 100.000 indbyggere i 1977.
13) Area Handbook. p. VI.
14) Landkarte, p. (9).
15) ca. 80%.
16) Landkarte, p. (9).
17) Ibid.
18) Ibid.
19) I Afghanistan ca. 8 millioner og i Pakistan ca. 6 millioner pashtunere i 1972.
20) Langt den overvejende del af baluchierne lever i Pakistan mellem Afghanistan og Det Arabiske Hav samt i den sydøstlige del af Iran. Selv i Sovjetunionen lever et mindre antal baluchier. (Aussenpolitik, p. 284 ff.).
21) Hovedkilde til dette afsnit er Louis Duprees artikel: Afghanistan Under the Khalq.
22) Khalq partiet splittedes i 1967 i to fløje; Khalq under ledelse af Nur Mohammad Taraki og Parcham under ledelse af Babrak Karmal. Medens Khalq arbejdede i det skjulte, valgte Parcham at være mere åbent og støttede i 1973 Daouds kup. Parcham fik imidlertid ingen særlig indflydelse på Daouds politik, og i juli 1977 genforenedes Khalq og Parcham for at bekæmpe Daouds regime. (Dupree, p. 37 ff.).
23) Dupree, p. 42 og Heller, p. 3.
24) Dupree, p. 46.
25) Global, p. 12 og Dupree, p. 44. Antallet af dræbte ved opstanden i Herat svinger mellem 20 og 50.
26) Global, p. 12. Tarakis død blev annonceret den 9. oktober 1979.
27) Tallet for provinser på oprørernes hænder varierer mellem 12 (Jabarov, p. 53) og 22 (Rees, p. 2).
28) Heller, p. 7 f. Oprindelig hærstyrke ca. 100.000 mand.
29) På grund af striden om Pashtunistan ville USA ikke levere våben til Afghanistan, og siden 1954 har Sovjetunionen stået for leveringen af militært materiel (Leser, p. 114).
30) Alle tal vedr. sovjetiske militære rådgivere i dette punkt er taget fra Global, p. 12.
31) Leser, p. 114.
32) Global, p. 12.
33) Traktatens fulde ordlyd fremgår af Global, p. 18 f.
34) Ibid., p. 12.
35) Rees, p. 2 og Heller, p. 6. Pavlovsky konkluderede tilsyneladende, at den afghanske regering ikke magtede situationen, og at Amin burde fjernes for at markere en mildning og opbremsning af revolutionen.
36) Global, p. 13.
37) Foreign Affairs, p. 249.
38) Ibid.
39) 105. garde luftbårne division fra Fergana (Ibid.).
40) Ibid. samt Global, p. 13. 
41) Heller, p. 8.
42) Kilder til dette punkt er: Heller, p.9 ff., Foreign Affairs, p. 249 f., Global, p. 3 f. og Rees, p. 3 f.
43) Bl.a. ved Kabul Radio og ved Amins slot, Darulalam Palace. (Heller, p. 9).
44) Meddelelsen blev i virkeligheden sendt på radio Kabuls bølgelængde, men fra den sovjetiske by Termez lige nord for grænsen. (Rees, p. 3 og Global, p.13).
45) 360. og 201. motoriserede infanteridivision fra Termez mod Kabul. 66. og 357. motoriserede infanteridivision fra Kuschka mod Herat og Kandahar. (Foreign Affairs, p. 250 og Furlong, p. 169).
46) 16. og 54. motoriserede infanteridivision (Ibid.).
47) Heller, p. 13.
48) Artikel 51 lyder: »Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb mod et medlem af de Forenede Nationer, indtil sikkerhedsrådet har truffet de fornødne forholdsregler til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Forholdsregler, taget af medlemmer i udøvelsen af denne ret til selvforsvar, skal uopholdelig indberettes til sikkerhedsrådet og påvirker ikke på nogen made dettes myndighed og ansvar i henhold til nærværende pagt med hensyn til iværksættelse nar som helst af sådanne skridt, som det anser for nødvendige til opretholdelse eller genoprettelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed«. (FN, p. 28).
49) Artikel 4 lyder: »The high contracting parties, acting in the spirit of the traditions of friend- ship and goodneighbourliness, as well as the U.N. Charter, shall consult each other and take by agreement of the two sides appropriate measures to ensure the security, inde- pendence, and territorial integrity of the two countries. In the interest of strengthening the defence capacity of the high contracting parties they shall continue to develop coope- ration in the military field on the basis of appropriate agreements concluded between them«. (Global, p. 18).
50) Survival MAR-APR, p. 68 f.
51) Mikhailov, p. 97.
52) Ibid., p. 98 og Jabarov, p. 52.
53) Se 2. del, kap. IV, punkt l.b, FN’s reaktion.
54) Survival MAR-APR, p. 70 f.
55) Brezhnevs tale på den 5. polske partikongres d. 12. november 1968. (K. V. Nielsen, p. 517).
56) Navnet Brezhnev-doktrin er en vestlig opfindelse.
57) Mikhailov, p. 98.
58) Se også 2. del, kap. IV, pkt. 1, c, (4).
59) New Times, p. 9.
60) Area Handbook, p. 228.
61) Hvilket bl.a. kom til udtryk ved mord på sovjetiske rådgivere.
62) Mikhailov, p. 98.
63) Bjøl, p. 45.
64) Rees, p. 5, Leser, p. 114 m.fl.
65) TASS 17/4 1980. (Survival JUL-AUG, p. 176).
66) Heller, p. 23 og Foreign Affairs, p. IX.
67) Economy, p. 3 ff.
68) Heller, p. 22.
69) Sovjetunionen betalte i 1980 ca. 2,83 dollar pr. 1000 kubikfod gas fra Afghanistan. Til sammenligning kan nævnes, at Sovjetunionen har tilbudt Iran 3,97 dollar pr. 1000 kubikfod, og at Iran har forlangt 5,00 dollar for denne mængde. (Khalizad, p. 29 ff.).
70) Landkarte, p. (11).
71) 2,6-3,0 milliarder m3 årligt (Ibid., p. (9)).
72) Tallet 26 millioner er fremkommet ved at tage befolkningstallene for de etniske grupper i de sovjetiske centralasiatiske republikker, hvor hovedparten af de sovjetiske muslimer bor. I disse republikker er fra ca. 50 % til ca. 80 % af de enkelte republikkers befolkning muslimer. De højeste procenter findes i de tre republikker nærmest Afghanistan. Ordet muslim dækker i denne forbindelse ikke nødvendigvis troende muslimer; men befolkningsgrupper, hvis kultur og tradition betinger, at de tilhører muslimske grupper. Tallene stammer fra den sovjetiske folketælling pr. 17. januar 1979.
73) Udtrykket er hentet fra titlen på en hovedopgave på Stabskursus II 1980/81.
74) Foreign Affairs, p. IX.
75) Jfr. note 72.
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_110_aargang_nov-dec.pdf
 
 
 
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: