Ændringer i Sovjets doktriner vedr. bebyggede områders betydning!

I fortsættelse af en tidligere artikel i tidsskriftet skriver oberstløjtnant C.L.E.N.Ibh, leder af Faggruppe Taktik på Hærens Officersskole, herom:
 
1. Rekapitulering
I Militært tidsskrift nr. 1/84 gjorde jeg mig til talsmand for en nyvurdering af bebyggede områders betydning både på det taktiske, det uddannelsesmæssige og det organisatoriske område ud fra følgende hovedsynspunkter:
a. Hovedparten af vore byer er placeret i vitale nøgleområder, hvorfra det moderne vejnet beherskes.
 
b. Fjendens luftbårne styrker vil som følge heraf vælge deres mål i og om byeme. Trues en fjendtlig luftlandsat styrke af nedkæmpelse, vil den længst muligt søge at unddrage sig denne ved at indrette sig til forsvar i et bebygget område.
 
c. Ingen af vore kamp- og kampstøtteenheder kan/bør fraskrives behovet for en effektiv uddannelse til kamp i bebyggede områder.
 
d. Enkeltmandsuddannelse samt enhedsuddannelse på GRP-, DEL- og KMP-niveau bør omprioriteres, så kamp og optræden i bymiljø bliver det grundlæggende. Dette bør ske i erkendelse af, at en soldat samt en enhed på KMP-niveau og derunder, der er uddannet til kamp i bebygget område, tillige umiddelbart kan anvendes til kamp i åbent terræn, hvorimod det modsatte ikke er tilfældet.
 
e. Organisation og udrustning af en stor del af vore infanterikompagnier (primært i M-styrken) bør revurderes med henblik på særlig egnethed til bykamp.
 
I 1984 kunne man med rette indvende mod dele af mit indlæg, at det stred mod WAPA’s officielle angrebsdoktriner, og at Sovjet tilsyneladende prioriterede kamp i bebyggede områder meget lavt.
 
»Tidsrøvende kamp i bebyggede områder er uacceptabel i forbindelse med moderne offensive operationer«, skrev stabschefen for WAPA, armégeneral Shetmenko i slutningen af 1970’eme. En række artikler i udenlandske tidsskrifter har siden peget på, at der tilsyneladende er ved at ske en afgørende, men logisk ændring i Sovjets syn på bebyggede områders betydning.
 
2. Ændrede sovjetiske doktriner
I International Defence Review, nr. 7/1985, tager Christoffer Donnelly (*Christopher Donnelly er daglig leder af »The Soviet Studies Research Centre, Royal Military Academy, Sandhurst«.) Sovjetunionens, og dermed WAPA’s, fornyede interesse for kamp i bebyggede områder op til vurdering. Årsagen til denne interesse kan naturligvis være flere, f.eks. erfaringer fra Afghanistan og Etiopien, hvor sovjetiske tropper og militærrådgivere i stadig højere grad har stiftet bekendtskab med bykampproblematikken, både under regulær kamp og under indsats mod byguerilla. Hovedårsagen er dog snarere en erkendelse af, at den stadig øgede urbanisering i Vesteuropa vil kunne skabe store problemer i forbindelse med gennemførelsen af en hurtig og afgørende offensiv under en konflikt. Donnelly peger da også på, at det især er hos de sovjetiske styrker i Østeuropa, der er registreret en øget udannelse i bykamp, noget der falder ganske naturligt, da det primært er disse styrker, der skal darme »spydspidsen« under en eventuel offensiv mod vest.
 
Donnelly opregner følgende hovedpunkter i forbindelse med de justerede sovjetiske doktriner:
a. Fjendtlige forsvarsstillinger i bebyggelse (her NATO’s) beskrives stadig oftere som improviserede og hurtigt etablerede, men stadig bedre udstyret med PV-våben og miner. (Forfatterens bem.: Skyldes derme opfattelse mon den noget lunkne interesse for bykampproblematikken, som man møder i mange vestlige lande - heriblandt Danmark?)
 
b. Under angreb på byer lægges - p.g.a. det forventede improviserede forsvar - større vægt på hurtighed, manøvredygtighed og overraskelse end tidligere. Taktikken har fået et stærkt præg af »raid«, og kun byens nøglepunkter udpeges i første omgang som mål for angrebet.
 
c. Under løsning af angrebsopgaver i bymæssig bebyggelse søges basisorganisationen bibeholdt. Kun under angreb ihod specielt veludbyggede og vigtige støttepunkter formeres særlige »kampgrupper«, der bryder med basisorganisationen.
 
d. Der lægges stor vægt på, at den enkelte soldat samt officerer og befalingsmænd af lavere grader behersker den særlige kampteknik, som knytter sig til bykamp, og som er stærkt afvigende fra den enkle og noget stereotype taktik fpr mekaniseret krigsførelse, som ellers er den dominerende i sovjethæren.
 
e. Der er registreret en erkendelse af, at tyngden i enhedsuddannelsen, når det drejer sig om bykamp, skal ligge på kompagniniveau, og at bykamp stiller større krav til kompagnichefens evne til at løse selvstændige opgaver med kompagniet, end kamp i åbent terræn gør.
 
f. Der er truffet foranstaltninger til at ændre og øge enhedernes normalbeholdninger - specielt hvad angår ammunition - så ammunitionstyper, egnede til kamp i bebyggelse, øges på bekostning af de typer, der normalt kun finder anvendelse i åbent terræn.
 
Disse få hovedpunkter repræsenterer i og for sig ikke noget revolutionerende for læserne i Vest, men meget - både taktisk og føringsmæssigt - er væsentligt forskelligt fra Sovjets sædvanlige kampeksercits. Sovjet har altid lagt megen vægt på kampeksercits; kamp i bebyggede områder vil næppe danne nogen undtagelse fra denne regel.
 
3. Konklusion
Formålet med dette indlæg er bl.a. at pege på, at WAPA tilsyneladende har erkendt NATO’s store muligheder i forbindelse med bebyggede områder - og prøver at tage forholdsregler herimod, endnu før NATO selv til fulde har erkendt disse muligheder. I forhold til 2. Verdenskrig har by kampen afgørende ændret karakter. Mere eller mindre isoleret kamp om millionbyer, hvor der i uger og måneder indsættes talløse divisioner i henholdsvis angreb og forsvar fra hus til hus, vil næppe mere forekomme; i givet fald vil det kun kunne begrundes af psykologiske og moralske årsager. Beherskelsen af de mindre og mellemstore byer vil derimod i højere grad blive afgørende, fordi våbenudviklingen har muliggjort, at man fra stillinger i og om disse byer kan dominere det moderne vejnet i byernes udkant. Behersker man dette vejnet, vil man i mange tilfælde også beherske de pansergunstige angrebsakser uden for byerne. Er forsvaret velforberedt, og kan det evt. kombineres med en latent trussel om modangreb ud af bebyggelsen, vil det yderligere skabe problemer for angriberen. Det skal bemærkes, at kamp i bebyggelse normalt aldrig indledningsvis bør betragtes isoleret. Både angriber og forsvarer vil bestræbe sig på at skabe og bibeholde sammenhæng i kampen i og uden for bebyggelsen længst muligt. Det bør noteres med særlig interesse, at WAPA lægger stadig større vægt på raid-lignende operationer med de luftbårne enheder, der opererer i snævert samarbejde med hovedangrebsstyrken. Der er således gennemført flere øvelser, hvor f.eks. en luftbåren bataljon er landsat snævert uden for en by i dybden af fjendens område. Et raid er så sat ind for at ødelægge kommandostationer eller andre vigtige installationer i byen. Luftlandsætningen kan tillige, eller evt. alene, have til formål at hindre modparten i at etablere stillinger i og om byen, når det pansrede hovedangreb går frem. Trues den luftlandsatte styrke af nedkæmpelse, inden opfølgestyrken når frem, forskanser den sig i dertil egnede dele af byen.
 
I sig selv er der intet revolutionerende i operationer af denne art, men det er nyt, at det nu er byerne, der er mål for det indledende angreb, og at luftlandsætningen nu søges gennemført i udkanten af selve byen. WAPA’s interesse for bykampproblematikken vil næppe medføre en radikal ændring af den operative koncept. Hertil er koncepten for nøje knyttet til hurtighed, overraskelse og en hens5msløs indsættelse af et overlegent panservåben. Man har imidlertid fra WAPA’s side erkendt, at en manglende evne til - om nødvendigt - at kunne eliminere et forsvar om og i modpartens byer, er en af den offensive doktrins største svagheder. Derfor de nye træningsprogrammer, som har til formål, at WAPA’s luftbårne enheder, samt en betydelig del af WAPA’s infanterienheder, kan beherske bykampens særlige teknik. I NATO bør vi naturligvis i konsekvens heraf lægge størst mulig vægt på at gøre vore enheder (personel såvel som materiel) egnede til kamp i bebyggede områder. Herved vil vi blive i stand til at gennemføre det, som modparten allerede i dag frygter, vi vil gøre. 
 
 
Supplerende henvisninger:
Donnelly, C. N.: Soviet Tactics for Fighting in Built-up Areas, a new Look for the 1980s. International Defence Review, nr. 7/1985.
 
Ibh, C. L. E. N.: Kamp i bebyggede områder. Militært tidsskrift, nr. 1/1984.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
 
 
 

Litteraturliste

Del: