Admirals: The Naval Commanders who made Britain Great

Anmeldt af Michael Clemmesen 

Denne bog er det bedste, mest originale og akut velskrevne, historiske arbejde, jeg har læst i det sidste par år.

Foto: Forsvaret.dk

Hvis bogen så ikke ville sælge dårligere på det britiske marked, skulle titlen have heddet ’The Evolving Art of the Admiral’. Bogen bygger oven på Lambert’s ’Nelson: Brittania’s God of War’ fra 2004. I denne nye bog fokuserer han på de personer, der under altid vanskelige og skiftende forhold skabte de dynamiske traditioner og den ramme, der kulminerede med Nelson’s professionelle geni i årene før og ved Trafalgar. Derefter tegner forfatteren skitser af Royal Navy’s afgørende personligheder frem til og med den sidste britiske admiral, der som operativ chef førte en flådestyrke fra sit flagskib.

Lambert er nu professor i marinehistorie ved King’s College, London. Som den store britiske marinehistoriker, strategiske teoretiker og lærer, Julian S. Corbett, der leverede sin hovedindsats for nøjagtigt 100 år siden, er Lambert oprindeligt jurauddannet. Jeg ved fra samtaler med Andrew Lambert, at han på sin egen for beskedne måde er særdeles bevidst om arven fra Corbett. Han mener, at denne medfører en forpligtelse til at kaste et skarpt, kritisk maritimt lys over de seneste 80 års militærhistorieskrivning. Bogen skal blandt andet læses for dens kritiske og nytolkende vinkel på stof, man troede, at man kendte. Den kan dog også blot nydes på grund af Lambert’s evne til at fortælle en historie og gøre det på et skriftligt engelsk, man bare sidder tilbage og frydes over. Den kan læses af søofficerer, der vil forstå noget mere og dybere om deres profession, og af andre officerer, der søger viden om karakteren af sømagt.

Lambert’s første portræt er af Charles, Lord Howard af Effingham, som ved at slå den Store Armada reddede sit land. Forfatteren beskriver de konstante og næsten uovervindelige problemer, som Lord Howard må løse for at kunne holde flåden sammen og føre den. Det lykkedes ham bl.a. på grund af sin stand, forbindelserne til monarken, Elizabeth I, og hans loyalitet over for flådens mandskab, der blev besvaret af dette.

Den næste skitse er af den succesrige, selvlærde general på republikkens side i den engelske borgerkrig, Robert Blake. Han blev givet kommandoen over en flådestyrke for at sikre dennes loyalitet overfor de nye politiske herrer. Han lærte sin nye profession som admiral på jobbet ved at lytte til de sagkyndige omkring sig. På grund af sit talent blev flåden derefter Blake’s skæbne, og han bidrog væsentligt til at skabe et professionelt motiveret søofficerskorps i den britiske flåde. Derefter genopbygger og nytegner Lambert billedet af Hertugen af York, den senere kong James II, som flådechef. Forfatteren beskriver, hvorledes den arrogante og stivnakkede James på grund af en alsidig interesse for alle dele af sin profession og på grund af sit naturlige talent blev en alsidig og særdeles dygtig admiral. Også han bidrog derfor afgørende til videreudviklingen og professionaliseringen af flåden. Billedet gør op med det billede, der senere af politiske årsager blev skabt af James, også som admiral, i den liberale historieskrivning.

George Anson beskrives som den mand, der på grund af held og råt talent kom til at lede Royal Navy’s transformation til en verdensdækkende organisation, og som sådan forberedte det materielle og professionelle grundlag for indsatsen under revolutionskrigenes kvarte århundrede. Derefter følger Lambert først Samuel Hood’s og derefter John Jervis’ indsats i den britiske flådes krævende indsats for at holde de kontinentale flåder nede, så man både sikrede imperiet, hindrede en fransk invasion og muliggjorde den britiske indsats på kontinentet. Herunder følger man udviklingen af Nelson’s geni gennem praktisk tjeneste og medfølgende undervisning ved egne fejltagelser.

Man følger Storbritanniens anvendelse af verdensherredømmet på havet efter Napoleonskrigene i portrættet af William Parker. Herunder får man ikke mindst et indtryk af, hvor få styrker dette herredømme havde til rådighed, og hvilken kombination af selvstændighed, moralsk mod og dygtig diplomatisk indsats, der til stadighed blev krævet af den lokale flådechef.

Flåden under den langvarige transformation fra sejl, forladekanoner og egepanser til oceangående slagskibe i den sidste halvdel af 18-tallet tegnes i portrættet af Geoffrey Hornby. Derefter følger vi John Fisher’s indsats i den dramatiske og totale tvangsreform af flåden i de tyve år op til maj 1915, hvor den gamle admiral må gå som flådechef anden gang. Det er for anmelderen et centralt kapitel, fordi det indeholder et tankevækkende opgør med vor normale opfattelse af mulighederne for at hindre 1. Verdenskrigs udbrud.

Bogen næstsidste skitse beskriver David Beatty. Den understreger både de svagheder hos denne repræsentant fra den britiske overklasse, der blev stærkt medvirkende til de chokerende tab i slagkrydserstyrken den 31. maj 1916 under Slaget ved Jylland, og Beatty’s succesrige indsats for at redde flåden fra helt ødelæggende nedskæringer i de første år efter Verdenskrigen. Til sidst portrætteres Andrew Cunninghams indsats i ledelsen af den stærkt svækkede britiske flåde under forskellige faser af 2. Verdenskrig.

Bogen har kun én ’svaghed’. Den kan ikke læses hurtigt, fordi man fanges totalt af historiefortælleren Lambert.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Del: