Admiral Gorskhov - Flåder i krig og fred

Den følgende artikel er gengivet fra tidsskriftet Survival, marts/ april 1975. Den indeholder en kortfattet omtale om indholdet af af den sovjetiske admiral Gorshkovs artikelserie i Sovjetflådens tidsskrift samt fire analyser af eksperter i sovjetiske flådespørgsmål. De fire analytikere er Robert G. Weinland og James M. McConnell, der begge er medlemmer af Center for Naval Analyses, University of Rochester, Robert W. Herrick, som er Senior Analyst ved Ketron Inc., og Michael MccGwire, professor i militære og strategiske studier ved Dalhouise University, Halifax.

 

I februar 1972 påbegyndte den sovjetiske flådes ansete tidsskrift Morskoi sbornik, offentliggørelsen af en artikelserie af den sovjetiske flådes chef, admiral S. G. Gorshkov. Artiklerne blev bragt under fællestitlen »Flåder i krig og fred« og omfattede, da den elvte og sidste artikel bragtes i februar 1973 over 54.000 ord — serien udgør således en omfattende, men også betydningsfuld redegørelse.1)

Dens betydning skyldes delvis dens forfatter. Admiral Gorshkov har været chef for den sovjetiske flåde i næsten 20 år, han er viceforsvars- minister og fuldt medlem af det kommunistiske partis centralkomite. Med den position, han indtager, må han nødvendigvis vælge sine ord med omhu, og det, han siger, må ofres opmærksomhed, fordi det må anses for autoritativt. Admiral Gorshkovs forudgående artikel i Morskoi sbornik daterer sig helt tilbage til februar 1967. En længere artikel fra hans hånd måtte derfor kunne forventes, men næppe en så lang redegørelse som det viste sig at blive. Hertil kommer, at Morskoi sbornik normalt ikke bringer artikler af denne størrelse og heller ikke artikelserier. Yderligere forekom der to afbrydelser i serien, som hverken blev annonceret eller forklaret.

En analyse af artikelserien viser imidlertid, at dens betydning først og fremmest ligger i dens indhold. Som helhed og anskuet i sammenhæng viste serien sig nemlig at indeholde en række synspunkter, som på afgørende punkter var i modstrid med den officielle sovjetiske udenrigs- og militærpolitik - således som denne på tidspunktet for artiklernes fremkomst normalt opfattedes i Vesten. Disse omstændigheder måtte rejse væsentlige spørgsmål vedrørende forudsætningerne for artikelserien og lige så væsentlige spørgsmål vedrørende dens betydning. For helt at forstå hvad han mente, blev det afgørende at fastslå, hvorvidt disse åbenbare uoverensstemmelser var reelle, og hvis dette var tilfældet, om han så argumenterede eller bekendtgjorde modifikationer i den fastslåede sovjetiske udenrigs- og forsvarspolitik.

Artikelserien har været underkastet adskillige sådanne analyser i et forsøg på at få besvaret disse spørgsmål — uden at man dog er nået til enighed om svarene. Det følgende opsummerer admiral Gorshkovs argumenter og det væsentlige i fire sådanne analyser af dem.2)

Flådetidsskriftet Morskoi sbornik udgives af forsvarsministeriet og tjener som flådeledelsens væsentligste middel til massekommunikation. »Flåder i krig og fred« fremkom uden fanfarer. Hverken i foregående numre af tidsskriftet eller i forsvarsministeriets publikationscentrals årsoversigt over nye publikationer bragtes nogen foromtale. Med undtagelse af en meget kort notits af redaktøren i forbindelse med artikelseriens første del refererede tidsskriftet overhovedet ikke til serien, medens den blev offentliggjort - heller ikke andre større organer blandt den sovjetiske militære presse har diskuteret serien. Omstående oversigt giver detaljer om serien. 

 

Admiral Gorshkovs synspunkt
I sin introduktion skitserer admiral Gorshkov både emnet og formålene med »Flåder i krig og fred«. Han opstiller to væsentlige emner til diskussion: »Flådernes rolle og placering (inden for rammen af de væbnede styrker som helhed) i forskellige historiske epoker, og på forskellige udviklingstrin for så vidt angår militær udrustning og krigskunst« og »den dialektiske sammenhæng mellem udvikling af flådestyrker og målene for statens politik, som de førstnævnte forventes at skulle tjene«. Han opstiller endvidere et antal udtrykkelige begrænsninger i forbindelse med diskussionen: Den skal begrænses alene til spørgsmål med relation til flåden; den er ikke påregnet at blive en historisk redegørelse for »flådekunst«; og den forsøger ikke at definere »udsigterne for flådestyrkernes udvikling«. Han fastslår, at hans umiddelbare mål i forbindelse med analysen af »de forskellige grene af de væbnede styrkers anvendelse i krig og fred« er at »fastslå udviklingslinier og principper for ændringer« i »flådernes rolle og plads i krige« og »flådernes anvendelse i fredstid som instrumenter for staternes politik«. Han lader forstå, at hans egentlige formål med at gennemføre en sådan diskussion ikke alene er at redegøre for »udviklingen i krigens kunst«, men også at fremstille »udviklingen af et enhedssyn hos de væbnede styrkers ledere« - et enhedssyn som fremelskes af »de ledere«, der forstår »de enkelte værnsgrenes specielle karakter«. I virkeligheden argumenterer admiral Gorshkov for, at flådens status inden for de væbnede styrker bør omdefineres for at afspejle dens voksende betydning såvel i krig som i fred. Han identificerer imidlertid ikke specifikke politiske implikationer af sit argument.
 
Hans centrale argument indeholder fem fundamentale teser:
1. Med oceanernes stigende betydning som arena for en potentiel militær konflikt og flådens specielle militære træk3) er flådens betydning i krigstid stigende, selvom - eftersom den sovjetiske militærdoktrin anser alle de væbnede styrkers værnsgrene for væsentlig for sejren - denne stigende betydning ikke giver flåden en særstilling inden for de væbnede styrker.
 
2. Trods de nucleare våbens introduktion og detentens tilkomst har de væbnede styrker ikke mistet deres historiske betydning som instrumenter for staternes politik, hverken i krig eller fred (om noget er den politiske indflydelse af overlegent militær potentiel, der kan demonstreres, stigende).
 
3. Med oceanernes stigende økonomiske (og dermed politiske) betydning og med flådens specielle, politiske karakter4) er sidstnævntes fredsmæssige anvendelse og betydning stigende, hvilket giver denne en særstilling, sammenlignet med de andre værn, som instrument for udenrigspolitikken.
 
4. De væbnede styrkers struktur og de enkelte komponenters rolle og placering ændrer sig og bør ændre sig (sådanne ændringer er afhængige af situationen og kan forekomme såvel i fredstid som under krig, men der er grænser for sådanne ændringer - dvs at maritime stater må være i besiddelse af såvel flåder som hære, og såfremt de vil opnå og bevare stormagtsstatus må deres flåder leve op til det fulde omfang af deres interesser).
 
5. Der er en nødvendig forbindelse mellem anskaffelse og opretholdelse af væbnede styrker og de mål for staternes politik, de forventes at skulle tjene, og for at sikre opnåelsen af disse mål, må lederskabet være i besiddelse af en fælles forståelse for de relative muligheder og de optimale måder at anvende de enkelte militære værn på.
 
Disse fundamentale teser udgør skellettet for en indgående analyse af fortidens erfaringer for den russiske og nuværende status for den sovjetiske flåde.
 
Diskussionen af fortiden udvikler fem større temaer:
1. Udnyttelsen af havet og sømagt - i alle dens former - er nødvendig for at opnå og vedligeholde stormagtsstatus og har i konsekvens heraf altid haft og vil altid have betydning for maritime stater i almindelighed og Rusland i særdeleshed.
 
2. Store og moderne5) flådestyrker er et sine qua non for effektiv sømagt.
 
3. Sømagt kan udnyttes såvel under krig som i fredstid til gennemførelse af statens politik.
 
4. Disse kendsgerninger blev ofte overset af Tsarstyret. Når dette ikke erkendte flådens betydning og derfor negligerede den, tabte Rusland sine krige eller de gevinster, landet tidligere havde vundet, ligesom det ofte var ude af stand til at gennemføre sin politik i fredstid. På den anden side, når landet erkendte betydningen af og understøttede sin flåde, nåedes politiske mål såvel i krigs- som i fredstid.
 
5. I modsætning til sine forgængere har det sovjetiske lederskab til stadighed erkendt sømagtens betydning. Men som følge af de økonomiske og teknologiske begrænsninger, der var fremherskende i de første år af den sovjetiske æra og den nødvendige koncentration af kræfterne om landkrigen, som karakteriserede de sovjetiske militære erfaringer under Borgerkrigen og Den store Fædrelandskrig/Den anden Verdenskrig6) er det først forholdsvis nyligt, at Sovjetunionen har opnået den sømagt, landet nu er i besiddelse af.
 
Ethvert større tema illustreres med specifikke historiske eksempler, af hvilke hovedparten lægger vægt på den da fremherskende politik: lidte tab og opnåede gevinster.
Diskussionen af den nuværende situation viderefører to af hovedtemaerne fra den historiske gennemgang. Det første af disse er betydningen for en maritim magt som Sovjetunionen af havet og alle former for sømagt. Dette behandles i form af iagttagelser vedrørende den løbende bestræbelse for at definere spørgsmål om maritime grænser og ejendomsretten til oceanernes ressourcer. Det andet tema, som er snævert forbundet med det første, er udnyttelsen af sømagt som instrument for statens politik i fredstid. Dette behandles i hovedsagen i form af vestlige erfaringer. I tilslutning hertil, behandler admiral Gorshkov direkte tre aktuelle militære problemer:
- Den trussel de imperialistiske flådestyrker udgør for Sovjetunionen og dens interesser,
- Sovjetunionens politik med henblik på at besvare disse trusler, og
- de materielle og andre behov, der er en følge af denne politiks gennemførelse.
 
I overensstemmelse med normal praksis retter meget af denne sidste del af hans diskussion opmærksomheden mod de vestlige væbnede styrker, selv om behandlingen af den nuværende sovjetiske flådes opgaver og styrkestruktur er usædvanlig explicit. Ifølge admiral Gorshkov er de to mest markante træk ved den nuværende situation imperialismens fortsatte aggressivitet og væksten i Sovjetunionens økonomiske styrke og dens forsvarskapacitet. Sidstnævnte udgør en sikkerhedsgaranti for hele det socialistiske fællesskab og er - med den nye internationale styrkebalance - ved at ændre strukturen og indholdet i de internationale relationer til fordel for de kræfter, der arbejder for »fred og fremskridt«. Væksten af Sovjetflåden og dens tilstedeværelse på de store have har bidraget væsentligt til disse ændringer.
 
Fire analyser
»Flåder i krig og fred« repræsenterede et usædvanligt godt udgangspunkt for en analyse af den herskende sovjetiske, maritime tænkning. Ligesom alle andre sovjetiske forfattere, der beskæftiger sig med aktuel militærpolitik, skrev admiral Gorshkov dog i første række for indviede. Han sagde altså ikke det, han kunne have sagt, og det, han sagde, blev sjældent sagt lige ud - mange punkter var med overlæg tvetydige om ikke vage. Resultatet er, at meget af indholdet af og det meste af meningen med admiral Gorshkovs redegørelse er åben for fortolkning.
 
Med dette som udgangspunkt har redegørelsen været gjort til genstand for analyse af fire eksperter for Center for Naval Analyses. De tre af eksperterne - Robert W. Herrick (I), Michael MccGwire (II) og James M. McConnell (III) - har hver taget sit udgangspunkt i et generelt syn på sovjetisk flådepolitik og -praksis. Det er ikke forsøgt på nogen måde at indskrænke deres undersøgelse. Hver af eksperterne blev anmodet om at identificere væsentlige synspunkter i admiral Gorshkovs redegørelse, beskrive hans argumenter og forklare deres mening. Disse tre analyser blev gennemført uafhængigt af hinanden. Yderligere en analyse (IV), gennemført af Robert G. Weinland, baserede sig i høj grad på de tre første. Den havde imidlertid et andet sigte, for medens de tre første drejede sig om indholdet af redegørelsen, var meningen med den sidste analyse at klarlægge den sammenhæng, i hvilken redegørelsen fremkom. Det følgende indeholder en forkortet sammenfatning af analyseresultaterne, som i øvrigt påregnes udgivet i en mere udførlig form.
 
I. Et argument for øgede styrker7)
Den sovjetiske flådechefs ikke tidligere sete understregning af udforskningen af oceanernes ressourcer og dennes sammenhæng med hans forstærkede understregning af beskyttelsen af sovjetiske »statsintere sser« overalt på »verdenshavene« i fredstid afslører det væsentlige, økonomiske argument, som admiral Gorshkov har anvendt for at retfærdiggøre en solid fortsat, eller endog øget, udbygning af flåden, og en regelmæssig eller endog øget tilstedeværelse i maritime nøgleområder. Selv hans understregede anvendelse af flåden som et fredstids-instrument til afskrækkelse mod intervention overfor »nationale befrielsesbevægelser« synes bedst at kunne forklares med den hensigt at udelukke ikke-kommunistiske stater fra udnyttelsen af billig arbejdskraft og råvarer. Gorshkov benægter specielt, at Sovjetunionen nogensinde skulle praktisere kanonbåds-diplomati . Hans definition er klart snæver, begrænset til aktuel væbnet intervention. Han bifalder klart anvendelsen af demonstration med flådestyrker, beregnet til at intimidere svagere magter.
 
Den omstændighed, at Gorshkovs redegørelse overhovedet blev offent- liggjort, kunne antyde, at den sovjetiske maritime politik var i bevægelse, og at en debat for indviede i den åbne litteratur derfor var tillade- lig. Adskillige eksperter i sovjetiske flådeanliggender mener, at serien må forstås som en artikulering af den gældende politik, snarere end en argumentation for ændringer i denne, idet sovjetiske topfolk som admiral Gorshkov sandsynligvis ville risikere deres stilling, såfremt de argumenterede offentligt for sådanne ændringer. For andre kunne fremkomsten af Gorshkov-papirerne« antyde en lodret spaltning i parti- og regerings- bureaukratiet over dette og andre generelle politiske synspunkter såsom detenten i almindelighed og våbenbegrænsningerne i særdeleshed. De siden da skette begivenheder kan hverken be- eller afkræfte nogen af disse teser.
 
Skønt flådechefen gentager sit længe fastholdte standpunkt, at et stort antal overfladeskibe er nødvendigt for at yde »kampstabilitet« (dvs eskortestøtte) til ubådene (som stadig anses for at udgøre flådens hovedslagstyrke) og for at gennemføre mange andre nødvendige opgaver for overfladestyrker i krigstid, er der ingen klare antydninger af, at han forudser disse overfladestyrker tilført store hangarskibe. Disse ville være nødvendige for at ændre strategien fra en sea denial -til en sea control-strategi og for at tillade Sovjetunionen at gennemføre krigen til søs uden for dets landbaserede flådeluftvåbens begrænsede rækkevidde. Gorshkov gentager ganske vist sit krav om konstruktion af »afbalancerede« overfladestyrker, men dette betyder ikke den balance i skibstyper, som er nødvendig for at udkæmpe store, generelle flådeoperationer (under en vestlig seo-control-strategi vil en sådan balance kræve store hangarskibe som den mest betydningsfulde type). Gorshkov har tidligere defineret denne term. Han forklarede, at styrker er »afbalanceret«, når de har en sådan sammensætning, at de er i stand til at gennemføre deres forudsete opgaver. Og med opgaver, der kun medfører sea denial, hovedsagelig ved hjælp af ubåde på verdenshavene, og sea control i udvalgte områder inden for landbaserede flys rækkevidde, er der intet åbenbart behov for store hangarskibe med højtudviklede, fastvingede fly.
 
Snarere end at antyde noget som helst behov for angrebs-hangarskibe til kamp mod en »stærk fjende« på oceanerne, refererer han sædvanligvis til amerikanske og andre NATO-flådestyrker. Han diskuterer Sovjetunionens flådeopgaver i krig i vendinger som »strategic counterforce of defence« - tilsyneladende Sovjetunionens nucleare, ballistiske missil- ubådestyrker som det bedst mulige forsvar imod nucleare strikes fra søen, og som midlertidig erhvervelse af søherredømmet »i hovedretninger«. Disse »hovedretninger« omfatter sandsynligvis Norskehavet-Barentshavet, det østlige Atlanterhav og det østlige Middelhav. Gorshkov understreger atter flådens opgaver til støtte for de sovjetiske landstyrker, og understreger også anti-ubådskrigsførelsens svindende effektivitet, efter at ubåde i væsentligt omfang anvender atomd rivkraft. Det synes klart, at Gorshkovs operative scenario for en langvarig krig, hvadenten den indledes med en strategisk nuclear udveksling eller ikke, er et, i hvilket sovjetiske landstyrker forsøger at nå Atlanten, medens flåden sørger for søforsvaret rundt om periferien af den europæiske halvø. Dette forsvar ville næsten med sikkerhed blive baseret på afbrydelse af de amerikanske søværts forbindelseslinier inden for nogle få hundrede mil fra Vesteuropas kyster, fra hvilke Sovjetunionens landbaserede flystyrker kunne yde kontinuerlig rekognoscering og flydækning for overfladestyrker i anti-ubådskrigs- førelsen.
 
II. Forsvar imod kritik af flåden8)
Gorshkov-redegørelsen er primært et polemisk indlæg, som overbevisende argumenterer for Sovjetunionens behov for en stærk flåde. Dens offentliggørelse var politisk bemærkelsesværdig og afspejler en større uenighed i opfattelsen inden for det sovjetiske politiske og militære lederskab, som rækker ud over spørgsmål om Sovjetflådens størrelse, form og rolle til mere vidtgående problemer vedrørende fred og krig og den sovjetiske udenrigspolitiks natur og stil.
 
Gorshkov advokerer for øgede og bedre afbalancerede flådestyrker, lægger vægt på flådens fredstidsrolle og evne til at kæmpe i krig samt på en mere hævdet maritim politik. Han ønsker ikke større vægt lagt på afskrækkelsesopgaver, skønt han behøver flere og flere forskellige skibe for at gennemføre dem effektivt. Der er en svag mulighed for, at han ville være stemt for at slippe for den opgave, der kræver ballistiske missil-atomubåde, og som er den, der strider mest imod en udstrakt freds- tidsopgave. Hans væsentligste bestræbelse er at opnå en afgørende forøgelse af antal og typer af overfladeskibe og en større omfordeling af ressourcerne til deres bygning. Han har imidlertid også mangel på angrebs-ubåde og ville hilse en ændring bort fra vægten på konstruktion af strategiske ballistiske missil-ubåde velkommen.
 
Det mest bemærkelsesværdige aspekt i Gorshkov-redegørelsen er den indsigt i en langvarig intern debat, som den afslører. Omfanget af hans argumenter giver en antydning af størrelsesordenen af de angreb, der er blevet rettet imod flåden, sandsynligvis med hovedvægten imod de fremtidige krav til skibskonstruktion. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad Gorshkov har bedt om, men han har behov for meget, blot for at opretholde det nuværende niveau. For at råde bod på hovedmanglerne i den nuværende Sovjetflåde behøves en god del mere.
 
Den omstændighed, at Gorshkov var i stand til fortsat at argumentere, understreger styrken af de kræfter, der støttede ham. Og selv om han ikke synes at have vundet slaget om skibsbyggeriet, kan han meget vel have været i stand til at holde fast ved en fast flådepolitik under udnyttelse af de styrker, der allerede er til hans rådighed. Meget vil afhænge af, om de sidste ændringer i Centralkomiteen betyder, at de, der modsætter sig den samling af argumenter som indeholdes i Gorshkovs argumentation, nu har opnået større kontrol med politikkens formulering. Hele betydningen af Gorshkovs redegørelse vil ikke blive kendt før denne sættes i relation til en mere omfattende vurdering af hele den politiske situation. Men 50.000 ord med koncentreret argumentation giver baggrund for en systematisk analyse, som kaster lys over begivenheder og erklæringer i løbet af det sidste tiår og klarlægger baggrunden for den nuværende debat.
 
Fra et flådesynspunkt fortæller redegørelsen os noget om den nuværende sovjetiske politik, om de erkendte mangler, om Gorshkovs aspirationer og om forslag, som er uforenelige med flådens interesser. Redegørelsen bekræfter, hvad vi allerede vidste om Sovjetflådens primære opgaver i fredstid, og indsigten i Gorshkovs offensivt orienterede krigs- strategi, med dens sætten sin lid til en velafbalanceret flåde (i modsætning til en defensivt orienteret strategis tiltro primært til ubåde) var sandsynligvis det mest afslørende. Det må være denne koncept, som er udsat for angreb. Oversigten over mangler bekræftede, hvad informerede observatører af sovjetiske flådeoperationer længe har vidst. Gorshkovs understregning af flådemagts fredstidsrolle byggede i væsentlig grad på vestlige erfaringer og indeholdt intet nyt. Omfanget af støtten inden for det politiske lederskab til hans synspunkter er ikke klart og dette spørgsmål forekommer at være et af dem, der stadig er debat om.
 
Noget af det mest interessante, af hvad Gorshkov fortæller os, er måske karakteren af de forslag, han kæmpede imod i 1971-72. Tre af dem, der måske kan uddrages af denne redegørelse er særlige interessante:
1. Der skulle søges gennemført en aftale med De forenede Stater om begrænsninger i flådeoperationer, specielt med henblik på gensidig tilbagetrækning fra Middelhavet.
2. Flådens og fiskeindustriens interesse i havenes frihed såvel på verdenshavene som i snævre territorialfarvande skulle ofres til fordel for indflydelse i den tredie verden.
3. Allokering af ressourcer til konstruktion af krigsskibe skulle helst begrænses og i hvert fald ikke øges.
 
Det er næppe sandsynligt, at nogen af disse ekstreme synspunkter vil blive udgangen på debatten, og det kan næppe antages, at de modsatte synspunkter repræsenterer to alternative politiske holdninger. Med tiden vil utvivlsomt fremstå kompromisser med hældning til én side (f.eks. til gunst for våbenbegrænsningsaftaler og, måske, en mindre markant flådepolitik), men de vil fortsat afspejle nogle af trækkene i det modsatte synspunkt. Under forudsætning af en sådan udgang, og så længe den politiske magt hos begge grupperinger er nogenlunde i balance, vil Gorshkov sandsynligvis have større frihed til at realisere sine forslag med de ressourcer, der er under hans direkte kontrol. På trods af at hans krav om yderligere nybygninger til flåden sandsynligvis ikke er blevet imødekommet, vil flådens operationer sikkert fortsat afspejle hans og hans tilhængeres foretrukne politik.
 
Det må understreges, at vi ikke ved noget om Gorshkovs kortsigtede preferencer. Selv om han går ind for en øget rolle for flåden i fredstid, argumenterer han også for en udvidelse af dens styrke. Det første understøtter det andet og kan meget vel være afhængig af det. Hvad Gorshkovs langsigtede aspirationer end indeholder, synes der at have været anvendt mere umiddelbare argumenter i forbindelse med, at flåden er sat til at gøre for meget med for få skibe, og med de politiske ricisi som utilstrækkelige styrker kan føre med sig. Det står ikke helt klart, hvor Gorshkov selv befinder sig i denne sag. Hans redegørelse antyder et stærkt »det kan gøres«-syndrom, men vi ved ikke hvorvidt initiativet for en mere aktiv anvendelse i de sidste to år kommer fra ham eller fra et andet sted i det politiske lederskab.
 
Sammenfattende må det konstateres, at det synes usandsynligt, at der vil ske en pludselig ændring i sovjetisk flådepolitik, som stadig først og fremmest går ud på at forsvare hjemlandet imod angreb fra søen. Gorshkov har imidlertid gjort os opmærksom på, at der eksisterer en række forskellige meninger om Sovjetflådens størrelse, sammensætning, almindelige opgaver og særlige anvendelse i fred og krig. Han har gjort det klart for de sovjetiske politiske ledere, at de må træffe omhyggelige beslutninger angående flådemagtens fremtidige rolle i sovjetisk udenrigspolitik, og at valg af styrkernes størrelse og sammensætning må være en følge af sådanne beslutninger. Vi må nu afvente udviklingen, idet vi må erindre os, at vestlige initiativer og modtræk sandsynligvis vil have stor indflydelse på den sovjetiske flådepolitiks udvikling.
 
III. En ny flådedoktrin 9)
Eftersom det erklærede mål med Gorshkovs redegørelse er at fremme »enighed i synspunkter«, fremstiller han sandsynligvis en ny flådedoktrin. Det åbenbart forenende tema er anvendelsen af flåden som et direkte instrument for politikken i såvel krig som fred. Den opmærksomhed Gorshkov vier flådediplomatiet i fredstid antyder en stærkere sovjetisk interesse for »fredelig sameksistens«, men også for at opnå de politiske fordele, som flådestyrker netop inden for denne ramme er særligt anvendelige til at fremme. Hovedvægten lægges på stormagts-forholdet - afskrækkelse, afvisning af politisk-militært pres, forhandling fra en styrkeposition osv. Der er imidlertid også en stærk understregning af beskyttelse af »statsinteresser« uden for søterritoriet, sikring af adgang til animalske og mineralske ressourcer i havet og på havbunden og sikring af klienter i den tredie verden.
 
Gorshkov siger måske noget mere - at flådediplomatiet ikke vil ophøre ved et krigsudbrud. Sovjetunionen synes at have antaget en »fleet-in-being«- koncept for sine strategiske missil-ubåde. Den synes at ville holde sine ubådsleverede ballistiske missiler tilbage fra de indledende strikes med henblik på at kunne gennemføre en købslåen under selve krigen og øve indflydelse på fredsforhandlinger. Gorshkov undgår at referere til de militærstrategiske mål for flåden; han taler ikke længere om at »nedkæmpe« fjenden eller at opnå bemærkelsesværdige strategiske resultater i løbet af kort tid. I stedet taler han om opnåelse af »politiske mål« gennem væbnet kamp, og synes at skelne mellem afskrækkelse som »en rolle i moderne krig« og afskrækkelse »i fredstid«. Redegørelsen gennemsyres af en »politisk-strategisk« tilnærmelse til krigen. Han er slået af den udstrækning, i hvilken diplomaterne anvendte flåderne »til at understøtte deres positioner under fredsforhandlingerne« efter Krimkrigen. Hans diskussion af Berlinerkongressen i 1878 giver anledning til den generalisering, at » i krigens afsluttende faser,da sømagt var en nødvendig basis for en politik, viste den russiske flåde sig ofte ikke stærk nok til at få fjenden og de stater, der støttede ham, til at acceptere fredsvilkå- rene«. Den samme optagethed af fredsforhandlinger dukker op i forbindelse med den russisk-japanske krig i 1905. Da »spørgsmålet om fred blev rejst« efter Thushima-slaget, fandt Tsar-regimet sig i en dårlig forhandlingsposition, fordi det ikke længere rådede over nogen flåde; og Gorshkov beklager Petrograds stadige mangel på forståelse af betydningen af en flåde i forbindelse med opnåelse af »politiske mål«.
Men det virkeligt nye er Gorshkovs ændring af tidligere sovjetiske vurderinger af det britiske Admiralitets strategi i Jyllandsslaget i 1916. En kritiker beskyldte i 1964 Jellicoe for at have afslået at søge et afgørende engagement for at redde sin flåde »som en betydningsfuld faktor ved fredsslutningen«. Admiralitetet blev fordømt for sin »politisk-strateg iske« holdning til krig, dets »fleet-in-being metode« og dets »styrke- bevarende doktrin«. Nu mener Gorshkov, at en sådan kritik »mangler objektivitet«. Jellicoe gjorde rigtigt i at holde sine styrker tilbage.
 
En tilbageholdende strategi synes efter Gorshkovs opfattelse at have visse forudsætninger og konsekvenser. Man kan ikke længere hævde, at strategiske atomubåde er »sårbare« og med held kan bekæmpes. Man må, som Gorshkov gør det, sige, at anti-ubådskrigsførelsen ikke er cost- effective, og at de strategiske atomubåde har »stor overlevelsesevne«, særligt såfremt de støttes af fly og overfladeskibe. Denne lære gentages atter og atter. Vægten lægges på at beskytte ens egen krigstids-afskræk- kelse, ikke på at bryde sikkerheden for fjendens. Sovjetunionens »militærgeografiske« ulemper bekymrer ham meget. For at rydde disse af vejen må flåden aflede fjendens antiudbådskrigsførelse fra ubådenes opera- tionsområder og således tillade operationer skudt frem i »de nordeuropæiske kystfarvande«. I denne forbindelse må det erindres, at Sovjetunionen netop har fået rådighed over strategiske ubådsmissiler med tilstrækkelig rækkevidde (4200 sømil) til, at dets strategiske atomubåde kan stationeres i lokale farvande med henblik på strikes imod USA. Her kan de mange støttefartøjer, som ikke kan operere på oceanerne, deploye- res til beskyttelse af atomubådene.
 
Vi synes derfor nu at have en ny arbejdsfordeling blandt værnene. I fredstid er de strategiske rakettropper og flåden de væsentligste midler i afskrækkelsen. I krigstid skal de strategiske rakettropper »nedkæmpe« fjenden, landstyrkerne skal vinde »den endelige sejr« og flåden skal sikre »politiske mål«. Gorshkovs scenarier synes at spænde fra flådens rolle i forbindelse med at tvinge USA til »at afslutte fred« efter en sovjetisk sejr på kontinentet, til opnåelse blot af »en ærefuld fred« efter en skakmat eller truslen om et aktuelt nederlag på kontinentet.
 
IV. Nogle spørgsmål og svar10)
Den eneste måde, hvorpå man kan opsummere analyser af et arbejde af så omfattende og kompleks karakter som »Flåder i krig og fred«, er at rejse et begrænset antal fundamentale spørgsmål om det. De følgende er blandt de mere interessante af disse spørgsmål:
- Hvorfor fremkom redegørelsen overhovedet? Hvad var anledningen til at den blev skrevet? Hvad var anledningen til, at den blev offentliggjort?
- Hvorfor fremstår redegørelsen, som den gør (et spørgsmål om både form og indhold) ? Den har størrelse til en bog. Hvorfor blev den publiceret som en serie? Den henvender sig til et publikum, som både omfatter flåden og kredse uden for denne. Hvorfor blev den publiceret i et flådetidsskrift, snarere end i en forsvarsdækkende eller national publikation? Hvorfor er den opbygget som en udvidet diskussion om historiske snarere end om samtidige aktører og handlinger?
- Hvad siger redegørelsen?
- Hvad menes der med den (såfremt der menes andet end det, den siger) ?
- Hvilke følger har redegørelsen - for det første for Sovjetflåden og for det andet for dennes potentielle modstandere?
 
Det er kun få af disse spørgsmål, der helt kan besvares her, og nogle af dem kan slet ikke besvares.
For det første: Selv om vi kender de fleste åbne facts omkring offentliggørelsen, kender vi relativt lidt til oprindelsen til Gorshkovs redegørelse og er derfor ude af stand til på afgørende måde at vurdere denne. I den sammenhæng, den er offentliggjort, forekommer det rimeligt at antage, at den primære anledning til dens fremkomst har været en gennemgang af sovjetisk politik, foranlediget af den forestående afslutning af SALT-overenskomsten og gennemført på et centralt beslutningsniveau- dækkende hele den sovjetiske udenrigspolitik, dennes militære krav og de for opfyldelsen af disse krav nødvendige ressourcer.
 
For det andet: Såfremt en sådan gennemgang har fundet sted, er det rimeligt at antage, at flådeledelsen og dennes tilhængere på det centrale beslutningsniveau har følt sig fristet til at mobilisere yderligere støtte for i det mindste at opretholde det momentum i opbygningen og anvendelse af flåden, som det havde været så svært at opnå og som nu kunne frygtes at gå tabt. I betragtning af emnets delikate karakter, den yderst politiske atmosfære, i hvilken en sådan vurdering måtte finde sted, og den internationale situations flygtige karakter på det pågældende tidspunkt gav den stykkevise offentliggørelse en mulighed ikke alene for at begrænse uheldige reaktioner, men også for at drage fordel af en sådan udvikling, som kunne styrke argumentationen. Offentliggørelsen i en flådepublikation må sandsynligvis tilskrives den højt-rangerende opposition imod de fremsatte synspunkter - en opposition der ville være i stand til at blokere en offentliggørelse for et bredere forum, men som ikke ville være i stand til at hindre fremkomsten i et flådekontrolleret tidsskrift. Det er sandsynligt, at den udstrakte historiske diskussion har to årsager: Det er alene i form af indirekte diskussioner, at løbende og fremtidige problemer vedrørende Sovjetunionens politik åbent kan behandles af forsvaret. Og som følge af såvel hjemlig som international følsomhed over for argumentet var tilflugten til før-sovjetisk flådehistorie den eneste mulige indirekte måde, hvorpå en mere aktiv anti-imperialistisk politik - og valget af flåden som dens principielle instrument - kunne argumenteres.
 
For det tredie: Det hævdes, at flåder er betydningsfulde, effektive og velanvendelige instrumenter for staters politik såvel i krig som i fred. De er mere betydningsfulde og effektive i krigstid, end det hidtil har været anerkendt i Sovjetunionens militærdoktrin. De er mere effektive og alment anvendelige i fredstid end andre grene af de væbnede styrker - ikke alene som afskrækkelse, men også til opnåelse af positive formål. Deres effektivitet er baseret ikke alene på deres kampevne, men også på den absolutte betydning af havet på hvilket de opererer, og som hovedsagelig skyldes deres evne til at udøve politisk indflydelse. Denne evne kan imidlertid ikke udvides, med mindre eksistensen erkendes, og der tages passende skridt til at opfylde de nødvendige betingelser - dvs der må tages skridt til fremskaffelse af en stor og moderne flåde, og når denne er til stedet, da at vedligeholde såvel dens numeriske som dens tekniske styrke.
 
For det fjerde: I sin sammenhæng og med sit indhold forekommer redegørelsen at indeholde følgende almindelige budskab, adresseret til Sovjetunionens centrale beslutningstagere. Trods hjemligt og inter-natio- nalt pres11) kan Sovjetunionen ikke tillade sig at begrænse udvidelsen af sine muligheder og virkefeltet for sin flåde. Gør man det, vil man være ude af stand til at beskytte og på passende måde fremme sine oversøiske interesser i fredstid, afskrække angreb mod sig selv, beskytte sig selv over for angreb eller indfri sine ultimative politiske mål i en krig, som landet måtte udkæmpe imod imperialistiske magter. På den anden side, hvis landet opretholder en stor og moderne flåde i overensstemmelse med sine interesser som stormagt og udøver den politiske indflydelse, som en sådan flåde tilvejebringer, så vil dette land være i stand til at gennemføre sin politik mere effektivt i såvel fredstid (hvilket er velkendt), som i krigstid (en kendsgerning, som ikke almindeligvis erkendes).
 
For det femte: Fremkomsten af »Flåder i krig og fred« antyder, at man i Sovjetunionen alvorligt overvejede at lægge begrænsninger på vækst og anvendelse af den sovjetiske flåde - af hvilke i det mindste nogle efterhånden blev indarbejdet i SALT-aftalen af maj 1972 og i andre aftaler. Samtidig antyder offentliggørelsen af disse artikler imidlertid også, at et betydningsfuldt element i det sovjetiske lederskab anerkender de politiske fordele, der kan opnås ved anskaffelse, vedligeholdelse og anvendelse af en stor og moderne flåde - en erkendelse, som ikke alene medførte, at disse begrænsninger ikke kom til at betyde en formindskelse af flådens muligheder, men som også medførte en forøgelse af dens anvendelighed som et effektivt instrument for Sovjetunionens internationale politik. I intet tilfælde antyder offentliggørelsen af »Flåder i krig og fred«, at de vestlige flåder kan »hvile på laurbærrene«.
 
Konklusion
Offentliggørelsen af »Flåder i krig og fred« begyndte for tre år siden og afsluttedes for to år siden. De fire her gengivne analyser er nu mere end et år gamle. Indtil nu er der ikke fremkommet nødvendige vidnesbyrd, der vil kunne bekræfte eller afkræfte centrale dele af nogen af de fire analyser.
Der er endnu ikke brudt nogen åben konflikt ud inden for det sovjetiske lederskab. Såfremt der er foregået radikale ændringer i flådepolitikken - enten med hensyn til fremskaffelse af yderligere styrker eller med hensyn til anvendelsen af de eksisterende styrker - så har deres virkninger endnu ikke manifesteret sig. De synlige ændringer, som i de sidste tre år er foregået, har alle været marginale.
Trods deres åbenbare forskellighed i synspunkt, peger alle fire analyser mod følgende generelle konklusioner med hensyn til det, der kan forventes af den sovjetiske flåde, såfremt admiral Gorshkovs redegørelse skulle vise sig at være en pålidelig ledetråd for fremtiden:
1. Styrkernes størrelse og sammensætning: Sovjetunionen kan forventes at anskaffe flere og mere anvendelige (og sandsynligvis også mere specialiserede) overfladeenheder, og i det mindste at fortsætte, hvis ikke at øge, fremstillingen af atomdrevne, generelt anvendelige, ubåde.
2. Fredstids-anvendelse: Betydningen af Sovjetflåden som et instrument for international politisk indflydelse (både som strategisk afskrækkelse og i direkte støtte for diplomatiske aktiviteter) er stigende - og Sovjetunionen vil sandsynligvis anvende sin flåde mere aktivt til beskyttelse af sine oversøiske interesser, muligvis endog med en accepteret risiko for indblanding i »lokale krige« til følge.
3. Rolle og placering i krig: Sovjetunionens maritime kapacitet kan forventes anvendt mere kraftfuldt end tidligere - de strategiske slagstyrker vil få tildelt en større rolle i afgørelsen af en konflikts endelige resultat, de generelt anvendelige styrker vil få større ansvar for at sikre en heldig afslutning af disse strategiske opgaver og vil fortsætte med at udgøre et første-linie forsvar - ved at beskytte hjemlandet fra direkte fjendtligt angreb. Kamp til søs vil fortsat forme sig som samordnede operationer med anvendelse af alle relevante typer af flådestyrker (undervandsenheder, overfladestyrker, fly og missiler) og af alle relevante grene af de væbnede styrker (de strategiske rakettropper, langtrækkende flystyrker, flådestyrker - sidstnævnte udøvende den taktiske kontrol med de elementer af de forannævnte, som deltager i sådanne operationer).
 
 
 
 
Noter
1. »Flåder i krig og frede er gengivet i engelsk oversættelse i en tilsvarende artikelserie i det amerikanske United States Naval Institute Proceedings, januar-november 1974. Redegørelsen er tillige af instituttet udgivet i bogform under titlen Red Star Rising at Sea. Begge udgaver ledsages af kommentarer af amerikanske søofficerer.
2. Fremstillingen og udvalget af Gorshkovs argumenter er de fire analytikeres. Disse er langt fra de eneste, som har analyseret Gorshkovs redegørelse. Der kan således henvises til Cdr. Clyde A. Smiths analyse i US Naval War College Review, marts- april 1974 og RUSI Journal, marts 1974, og til kortere journalistiske vurderinger af Victor Zorza og William Beecher, offentliggjort i Seapower, maj 1973, og Washington Post, 5. februar 1974.
3. Stor manøvredygtighed, evne til skjult koncentration og (sammenlignet med landstyrker) relativ lille sårbarhed over for atomvåben.
4. Kan anye ndes i fredstid til demonstration af en stats økonomiske og militære magt uden for dennes grænser. Det er den eneste del af de væbnede styrker, som er i stand til at beskytte en stats oversøiske interesser.
5. Modernitet - som måles i form af skibenes kvalitet, deres besætningers trænings- standard og niveauet af den taktiske udvikling, de betjener sig af - er en kritisk faktor. Flådesejre er en funktion af numerisk overlegenhed, under forudsætning af samme standard hos parterne. Er antallet imidlertid lige bliver sejr en funktion af modernitet - jo mere moderne og derfor mere anvendelig styrken er, jo lettere har den ved at tilrive sig initiativet.
6. Som Sovjetflåden ikke desto mindre bidrog væsentligt til (beskrivelsen heraf optager en stor del af redegørelsen).
7. Robert W. Herrick, som har bidraget med denne sammenfatning af sin analyse, foretog den første kritiske analyse på grundlag af de første seks artikler. Se »The Gorshkov Interpretation of Russian Naval History« i MccGwire (ed), Soviet Naval Developments Capability and Context (New York, Praeger, 1973), pp. 306-21.
8. En forkortet tekst af MccGwires analyse blev publiceret i Weinland, MccGwire og McConnell, Admiral Gorshkov on ’Navies in War and Peace9 (Center for Naval Analysis, CRC 257, sept. 1974) pp. 21-70.
9. James M. McConnells fuldstændige analyse er publiceret i Weinland, MccGwire og McConnell, op cit. pp. 71-119.
10. Dette sammendrag og sammendraget af admiral Gorshkovs redegørelse er uddraget af Robert G. Weinland, An Analysis of Admiral Gorshkov’s 9Navien in War and Peace9, CNA Professional Papers No 131, july 1974. En forkortet tekst af denne analyse findes i MccGwire et al (eds), Soviet Naval Policy: Objectives and Constraints (New York, Prager, 1974) pp. 547-572.
11. Fra andre grene af de sovjetiske væbnede styrker (som ikke forstår, hvad flåden kan udrette, og som tragter efter at få del i de ressourcer, som nu allokeres til den), fra det sovjetiske militære lederskab (som kommer fra og som favoriserer hæren, og som i almindelighed er utilstrækkeligt ’progressive’, og under alle omstændigheder har en tendens til at sætte lighedstegn mellem ’internationalisme^ og ’eventyrlyst’ og fra détente-orienterede fraktioner i det sovjetiske politiske lederskab (som undervurderer truslen rettet mod både Sovjetunionen og dens oversøiske intresser fra Vestens flådestyrker), såvel som fra De forenede Stater og NATO (af åbenbare grunde)
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

 

Litteraturliste

Del: