A Clausewitz for all reasons

Major Claus Eskild Andersen, cand.phil. 

 

”Jeg ved, at det er rigtigt.
For jeg har sagt det mange gange før!”

 

(Frit efter Niels Hausgaard) 
 
For nogle år tilbage sad jeg på stabskursus på Forsvarsakademiet ved siden af en svensk kommandørkaptajn, som ligeledes var elev på kurset. Han var, mildt sagt, noget rystet over den danske fortolkning af Clausewitz, særligt udlægningen af dennes treenighed, som, mente han, var voldsomt præget af, at man i modsætning til Försvarshögskolan i hans hjemland, ikke havde fulgt den generelle og anerkendte forskning på netop dette område. Nu kunne læsere af Militært Tidsskrift så i sidste nummer forvisse sig om, at nuværende og tidligere medarbejdere, tilhørende en såkaldt COIN-studiegruppe (Counter-Insurgency - oprørsstudiegruppe), på Forsvarsakademiet fortsat ikke har rykket sig mange millimeter i årene derefter.1
 
Kritik af Clausewitz
 
Politologen Ole Wæver har i nyere tid udtrykt nogen skepsis overfor hele spillet blandt modstandere og tilhængere af Clausewitz med at fortolke og omfortolke krigsteoretikerens tanker: ”Skal begreber omtolkes eller nye tilføjes? Det var en udbredt beskæftigelse under den kolde krig pga. atomvåbnene, og nu kan det samme så gentages med hensyn til terrorisme og krigen mod denne.”2 Blandt andet med baggrund i den kolde krig med atomvåbentruslen, spurgte mange sig selv, om Clausewitz nu måtte være forældet, da atomvåben jo ikke eksisterede på hans tid, og han derfor naturligt ikke kunne tage brugen af disse i betragtning. Aktuelt i en ny og anden tid med terrorisme spørger man igen, kan Clausewitz fortsat være aktuel i en tid med asymmetrisk krigsførelse, katastrofisk terrorisme og ikkestatslige oprørskrige? 
 
Svaret ligger reelt i substansen af hovedværket Om Krig, hvis man bare vil læse nøje efter. Pedersen og Ringsmose anfører i den forbindelse i en artikel i sidste nummer af Militært Tidsskrift, at ”den moderne oprørskrig (således) fremtvinger (…) en svækkelse af Clausewitz’ treenighed, der, såfremt den ikke kontinuerligt adresseres i den hjemlige debat, risikere at fragmentere viljen til at kæmpe i bred forstand.”3 En interessant iagttagelse, der, såfremt den havde bund i virkeligheden, ville have kunne underbygge hele artiklen og efterfølgende artiklers argumentation. Imidlertid hviler denne antagelse på et fuldstændigt forfejlet grundlag, som det efterfølgende skal påvises. Hvordan bruger Pedersen og Ringsmose Clausewitz’ forunderlige treenighed i deres analyse i artiklen om oprørskrigens anatomi i sidste nummer af Militært Tidsskrift? De beskriver Clausewitz’ treenighed på følgende måde: ”... men uanset krigens omfang har Clausewitz’ treenighed, som beskriver relationerne mellem folk, forsvar og stat, stor forklaringskraft, når traditionelle krige skal analyseres.” Læg mærke til understregningen af, at treenigheden udelukkende synes at kunne anvendes, når traditionelle krige skal analyseres. Pedersen og Ringsmose skriver endvidere uddybende: ”Denne dynamik kan beskrives som en række uformelle kontrakter mellem de tre grupper: Forsvaret, der kæmper for folket, men med en berettiget forventning om at opnå status som nationens vogtere med deraf følgende moralske og materielle støtte; folket, som i kraft af forsvarets kamp spares for unødvendige lidelser og sikres fortsat eksistens; og staten, der kan fortsætte sin politik under cyklussen fred–krise–krig–fred.” 4 Det er her værd at bemærke sig, at forfatterne udelukkende synes, at anvende Clausewitz’ treenighedsbegreb til at beskrive en historisk tilstand, som daterer til Clausewitz egen samtid. 
 
Den kolde krigs Clausewitz
 
Den franske tænker Raymond Aron var en af de første i koldkrigsperioden, som understregede betydningen af Clausewitz’ treenighed, som forekom i værket Om Krigs indledende kapitel. Allerede i midten af halvfjerdserne påpegede Aron, at ”die Hauptsache in diesem Kapitel ist der Übergang von einer zweiteiligen Definition des Krieges, »Der Krieg ist also ein Akt der Gewalt, um den Gegner zur Erfüllung unseres Willens zu zwingen« (I. 1, 2[17], zu einer dreiteiligen Definition: »wunderlicher Dreifaltigkeit, zusammengesetzt aus der ursprünglichen Gewaltsamkeit seines Elements, dem Haß unter Feindschaft, die wie ein blinder Naturtrieb anzusehen sind, aus dem Spiel der Wahrscheinlichkeiten und des Zufalls, die ihn zur einer freien Seelentätigkeit machen, und aus der untergeordneten Natur eines politischen Werkzeugs, durch welche er dem bloßen Verstande anheimfällt.«5 Aron når tilsyneladende imidlertid aldrig helt i dybden med Clausewitz’ treenighedsbegreb, selvom han gennemskuer vigtigheden af konceptet. Grunden til at treenigheden indtil da ikke havde fanget så mange andre forskeres opmærksom skyldtes, at selve beskrivelsen kun fylder en halv side, og at begrebet ikke tages op af Clausewitz senere i det næsten 1000 sider lange værk.6
 
Udsagnet ”Krig er blot en fortsættelse af politik med andre midler,” forudsætter næppe heller ikke umiddelbart et ”stat imod stat”-paradigme, idet terrorisme og oprørskrig i realiteten også er en ekstrem måde at føre politik på, at dette så ikke foregår indenfor rammen af en egentlig stat er ganske vist rigtigt, men dette svækker vel ikke på nogen måde udsagnet. Den anerkendte engelske militærhistoriker Hew Strachan anfører: ”It leaves open how we are to read the secondary trinity of the people, the army, and the government (the trinity which Colin Powel, Harry Summers, Martin van Creveld, and Mary Kaldor, among others, treat, in a quite shamelessly inaccurate reading of the text, as the trinity).”7 Oxford-professoren Strachan er således ikke i tvivl om, at Clausewitz’ treenighed gemmer på andet og mere end samspillet mellem folket, hæren og regeringen. Lærer på det norske forsvarsakademi oberstløjtnant Palle Ydstebø skriver som forklaring på dette: ”Clausewitz sier her at dette er tre svært ulike forhold som sliter og drar krigens karakter i ulike retninger; en blinde naturkraft mot en brutalisering, en fri skapende sjel i retning av uforutsigbarhet, og den blotte forstand mot det politisk rasjonelle. Deretter gir Clausewitz noen eksempler fra sin samtid (1820-tallet) på hva disse tendensene eller kreftene kan være: ‘Med den første av disse sider er krigen mest vendt mot folket, med den annen mest mot feltherren og hans hær, og med den tredje mest mot regjeringene.’ Med napoleonskrigene som den altoverskyggende erfaringen, blir denne konkretiseringen både naturlig og logisk.” 8 Professor Herfried Münkler slår i en analyse, der fastholder Clausewitz’ universelle anvendelighed, fast, at: ”Der Abstraktionsgrad der Clausewitzschen Analyse ist in dieser Sichtweise so hoch, daß sie auch unter grundlegend veränderten Bedingungen fruchtbar angewandt werden kann.“9
 
Misforståelsernes oprindelse
 
Den nu afdøde amerikanske oberst Harry G. Summers stødte i sit forsøg på at finde en forklaring på Vietnam-krigen regelret på en guldåre i Clausewitz’ værk Om Krig, da han fandt og uddrog forklaringen på treenigheden i værkets første kapitel. Desværre gravede han ikke dybt nok, og Summers overfladiske forklaring på Clausewitz’ treenighed spøger stadig i manges bevidsthed, bl.a. tilsyneladende fortsat blandt medarbejdere på Forsvarsakademiet, den dag i dag. Problemet med Summers udlægning er, at den passede så glimrende på konflikter, som Vietnam-krigen og den første Golfkrig, så det er til en vis grad forståeligt, at mange har fundet denne tolkning besnærende. Oberst Summers fik imidlertid desværre kun kradset i overfladen af problemstillingen, og da det er Summers udlægning, som mange kommentatorer den dag i dag anvender i deres forklaring på Clausewitz’ treenighed, er det sikkert på sin plads at forsøge at bringe denne misforståelse til ophør.10
 
Misforståelsen må være opstået, mener den amerikanske professor Bassford, i forbindelse med en mangelfuld engelsk oversættelse af Clausewitz’ værk, således er meningen med treenigheden gået tabt i selve overgangen fra en tysk til en engelsksproget udgave af Clausewitz’ værk. ”We can blame Summer’s confusion partly on Howard and Paret’s unfortunately choice in translating Clausewitz’s descriptor for the links between the elements of the trinity proper and the elements of this secondary trinity.”11 Da Pedersen og Ringsmose bruger den engelske oversættelse, som det fremgår af deres litteraturliste, kunne man jo overveje, om dette har haft nogen indflydelse på deres fejlfortolkning af Clausewitz’ treenighed. Det vil imidlertid nok være mere sandsynligt at antage, at de simpelthen ikke er bekendt med, at Clausewitz ikke udelukkende relaterer krigens natur til folk, feltherre og regering, men at Clausewitz’ indledningsvise del af beskrivelsen af treenigheden inkluderer begreberne ”had og fjendskab”, ”sandsynligheders og tilfældigheders spil”, samt ”den rene forstand”. Begreber, som ikke er bundet af en historisk epoke, eller forestillinger, som i tid og rum relaterer til en bestemt samfundstilstand. 
 
Vigtigheden af 1. kapitel i Clausewitz’ værk Om Krig understreges af, at von Clausewitz regelret kalder første bog: ”Über die Natur des Krieges” – om krigens natur. Og første kapitel heri ”Was ist der Krieg?” – hvad er krigen? og afsnit 28: ”Resultat für die Theorie” – konklusionerne for teorien, understreger det essentielle samt ikke mindst vigtigheden i det, som Clausewitz ønsker at anføre heri.12 Det er derfor næppe forkert vurderet, når mange forskere anser dette lille afsnit for at være essensen eller destillatet af det ellers meget omfattende værk på næsten 1.000 sider. Hvad står der egentlig i Clausewitz’ Magnus Opus om treenigheden? I det berømte afsnit, der begynder med, at sammenligne krigen med en kamæleon, som ”i hvert konkret tilfælde ændrer sin natur noget” (Berg, side 50). Desuden, fortsætter Clausewitz, (består) treenigheden (…) af en blind naturdrift, en fri sjælsaktivitet og den rene forstand. Professor Münkler slår fast angående aktualiteten af Clausewitz’ værk: ”Auch und gerade angesichts des Wandels, den das Kriegsgeschehen in den letzten Jahrzehnten durchgemacht hat, ist Clausewitz’ Theorie also alles andere als obsolet, sondern ein unverzichtbares Element bei der Analyse des Kriegswandels. Pointiert formuliert: Ohne Bezug auf Clausewitz’ Theorie – was nicht dasselbe ist wie ein orthodoxer Clausewitzianismus – lassen sich der Wandel in der Dynamik des Krieges und dessen Folgen nicht in Begriffen fassen.”13
 
Professor Beatrice Heuser fra den tyske Bundeswehr universitet pointerer: „Nevertheless praised by some as ‘the master concept in Clausewitz’s theory of war’, this first ‘remarkable trinity’ – of ‘primordial violence, hatred and enmity’, ‘chance and probability’ and the element of subordination, as an instrument of policy’ – has inspired many subsequent strategists. But it is Clausewitz’s secondary trinity – of people, military and government – that has attracted more attention.“14 Og sidstnævnte må jo siges at være tilfældet med den foreliggende artikel af forfatterne Pedersen og Ringsmose i seneste nummer af Militært Tidsskrift. Amerikaneren Echevarria,15 den tyske forsker Herberg-Rothe16 samt den afdøde lærer på Strategy and Policy Department of Strategy and Policy, United States Naval War College Michael Handel uddyber hver især i deres analyser Clausewitz’ treenighed på engelsk kaldet: „The trinitarian analysis.“17 Især Handel kredser om dette fænomen, som han beskriver i stor detalje i sit omfattende værk Masters of War fra begyndelsen af århundredeskiftet, hvori han behandler såvel krigsteoretikere som Machiavelli, Sun Tzu og Clausewitz. 
 
K. Pedersen og J. Ringsmose anvender til gengæld udelukkende en begrænset del af Clausewitz’ definition på treenigheden, når de anfører, at: ”Clausewitz’ treenighed, som beskriver relationerne mellem folk, forsvar og stat, (har) stor forklaringskraft, når traditionelle krige skal analyseres.”18 De ”mellemregninger”, som de to forfattere efterlyser for at kunne anvende Clausewitz på ikke-statslige krige, har Clausewitz i høj grad allerede gjort sig i sit grundlæggende værk om krigen, som det skal påvises nedenfor. Det er derfor ikke korrekt, når Pedersen og Ringsmose postulerer, at ”den moderne oprørskrig (således) fremtvinger (…) en svækkelse af Clausewitz’ treenighed, der, såfremt den ikke kontinuerligt adresseres i den hjemlige debat, risikere at fragmentere viljen til at kæmpe i bred forstand.” Argumentationen kan måske – måske ikke – være rigtig, men det skal ikke være Clausewitz’ teoretiske grundlag, som udgør grundlaget for dette postulat. Men, hvis det er korrekt, skyldes det højst sandsynlig helt andre faktorer. Hele fundamentet for de to forfatteres argumentation falder hermed fuldstændig til jorden. Det virker på denne læser også noget besynderligt, at forfatterne i litteraturlisten kan henvise til Antulio Echevarrias nyeste bog om Clausewitz, og at det i den forbindelse samtidig fuldstændigt har forbigået deres opmærksomhed, at oberstløjtnant Echevarria heri eftertrykkeligt henviser til den universelle brug af treenighedsbegrebet.19 Dette gælder i øvrigt også ligeledes en lang række andre bøger fra litteraturlisten.20 Eksempelvis skriver politologen Colin Gray i et af de anførte værker: ”The master concept in Clausewitz’s theory of war is not strategy; rather it is the ‘remarkable trinity – composed of primordial violence, hatred, and enmity ... the play of chance and probability ... and [the] element of subordination, as an instrument of policy’ (...) He was most definite, however, in asserting that the three primordial ‘tendencies of war – passion, chance, and reason – are ‘variable in their relationship to one another’.”21 Og professor Herfried Münkler anfører, at de nye krige ikke er så nye endda, og at de i flere aspekter kan sammenlignes med trediveårskrigen.22 Desuden mener Münkler ikke, at man uden videre kan afskrive Clausewitz som forklaringsmodel. Han skriver herom: ”diese zentralen Passagen aus Clausewitz’ Hauptwerk (...) bilden die Folie, vor der sich das Spezifische der neuen Kriege abhebt.”23 Pedersen og Ringsmose anfører i deres artikel professor Martin van Creveld, som sandhedsvidne for deres argumentation. Crevelds bog er imidlertid særdeles omdiskuteret, og det er ikke alle, som er lige betaget af hans argumentation.24 Den tyske politologiprofessor Gantzel har således ikke meget tilovers for van Crevelds argumentation. Han afgiver en hård, men i øvrigt realistisk, dom over Creveld i en analyse, hvor han i en omfattende argumentation går i rette med Creveld og fremhæver, at historikerens forsøg på at teoretiserer over Clausewitz nødigt ses at skulle gribe om sig i sin argumenterende primitivitet og metodiske immunitet overfor kritik og dermed svæve i tågerne over værtshusbordene.25 Gantzel er en akademiker, der kan udtrykke sig, så alle kan forstå det, men tydeligvis også en akademiker, som er rystet over den elendige analytiske argumentation, som Creveld præsterer. Der er i øvrigt i denne forbindelse symptomatisk og interessant, at en anden skribent i Militært Tidsskrift, nemlig historikeren Kjeld Galster i selvsamme nummer af Militært Tidsskrift som Pedersen og Ringsmose tilsyneladende også udelukkende tilregner Clausewitz’ treenighed til ”folket, feltherren og regeringen,” ihvorvel han skal krediteres for at citere hele Clausewitz’ afsnit om treenigheden, uden tilsyneladende at gennemskue rækkevidden af dette udsagn.26 I en anden artikel i samme nummer af tidsskriftet citeres Rupert Smith for denne fejlagtige opfattelse af Clausewitz’ treenighed: ”Clausewitz idea of the remarkable trinity of the state, the army and the people, which to me means the government, the military – all the armed people – and the population.”27 Igen citeres her udelukkende Clausewitz’ uddybende og uaktuelle kommentarer til treenigheden. Det skal også her anføres, at Mao Tse-Tung, som nævnes i samme nummer af Militært Tidsskrift, i høj grad baserede sin tænkning om oprørskrig på tanker af Carl von Clausewitz.28
 
Krigens natur
 
Spørgsmålet om beskaffenheden af krigens natur er næsten et quasireligiøst spørgsmål. Ligesom med begrebet terrorisme findes der ingen fælles begrebsdefinition, som kan holde debatten på sporet. Man kan lige vel erklære krigens natur for totalt forandret, som den kan erklæres uændret. Den norske lærer i strategi ved forsvarets Stabsskole i Norge oberstløjtnant Palle Ydstebø siger netop om dette: ”Krigens karakter har endret seg de siste årene, slik den alltid har endret opp gjennom historien. Krigens natur er derimot ganske konstant.”29
 
Man kan i den forbindelse stille sig det synonyme spørgsmål: Har krigen så ændret sin natur, eller har den blot ændret karakteristika?30 Det er relevant i denne sammenhæng at søge tilbage til mesteren selv. Clausewitz sammenligner krigens natur med det mærkelige dyr kamæleonen. Han skriver: ”Krigen er altså ikke blot en sand kamæleon, idet den i hvert konkret tilfælde ændrer sin natur noget. den er også, når man ser på dens samlede fremtrædelsesformer i henseende til de tre tendenser, der hersker i den, en forunderlig treenighed sammensat af den oprindelige voldsomhed i dens element, hadet og fjendskabet, der må anses for en blind naturdrift, af sandsynligheders og tilfældigheds spil, der gør den til en fri sjælsaktivitet, og af den underordnede natur som politisk værktøj, hvorved den hjemfalder til den rene forstand.”31 Krigens natur beskrives dermed som noget konstant, altid blivende, hvorimod krigens karakter udmærket kan forandre sig, så når man taler om statsløse krige, et begreb, som absolut ikke var ukendt for Clausewitz, så er det i Clausewitz’ øjne krigens karakter, der ændrer sig og ikke krigens grundlæggende natur. Professor Beatrice Heuser opdeler i sin læsevejledning til hovedværket Om Krig Clausewitz’ treenighed i to, idet hun taler om den første og den sekundære treenighed. Den første treenighed består af: ”‘Primordial violence, hatred and enmity‘, ‘and probability’ samt et ‘element of subordination, as an instrument of policy’” Den sekundære treenighed, som ”has attracted more attention” består af folk, militær og regering. Men det er: “Clausewitz’s secondary trinity – of people, military and government – that has attracted more attention.” 32 Men pointerer hun: “It is not the secondary trinity, but the primary trinity that truly merits our attention, and it is hardly justified to dismiss Clausewitz as outdated because the secondary trinity does not apply to all forms of war.”33 Men hvordan forholder Clausewitz sig til den sekundære treenighed? Herberg-Rothe anfører herom: “In the paragraph on the wondrous trinity Clausewitz writes that the first of these tendencies ‘mainly’ (mehr) concerns the people, the second ‘mainly’ the general and his army and the third ‘mainly’ the government. It can not be inferred from this assignment ‘mainly’ that this ‘second trinity’ is actually Clausewitz’s true and actual concept, as Summers has claimed.”34
 
En af tysklands førende politologer, den tyske professor Herfried Münkler, slår uddybende om krigens natur fast: „Clausewitz har (...) betegnet krigen som „en sand kamæleon.“ Det, Clausewitz vil sige hermed, er, at krigen ikke kan forstås gennem sit typepræg, men kun kan forstås teoretisk gennem dybereliggende kendetegn, Disse kendetegn ligger imidlertid ikke til åben beskuelse. Krigen forstået som „kamæleon“ forandrer altså sit udseende alt efter de ydre betingelser. Den tilpasser sig hele tiden betingelserne i en politisk såvel som socioøkonomisk omverden. Dette er en vigtig og hyppig overset henvisning for alle, der arbejder med en snæver betydning af krigsbegrebet, f.eks. Martin Creveld, som går ud fra, at Clausewitz principielt identificerede krigen med statskrigene. Det gjorde han ganske vist også i sine historiske eksempler, men ikke i sin analytiske definition af krigen. Således koncentrerede Martin van Creveld sig udelukkende på Clausewitz’s historiske eksempler, når han talte om treenigheden af folk, regering og hær, begreber som er essentielle områder for Clausewitz, men ikke længere forefindes i de seneste low intensity conflicts. Derfor, konkluderede Creveld, var Clausewitz forældet. Havde Creveld gjort sig den ulejlighed at underkaste Om Krigs 1. bogs 1. kapitels slutning en nærmere undersøgelse, ville hans bedømmelse nok have været en smule mere differentieret. Clausewitz taler her om krigens ”forunderlige treenighed,” som for ham består af de oprindelige elementer i krigen, hvilket vil sige had og fjendskab, som anses for at være en blind naturkraft, endvidere består den af sandsynligheder og tilfælde, som udgør krigens fri sjælsaktivitet, og til sidst bliver den gennem sin natur et politisk værktøj, et begreb, som hjemfalder til den rene forstand. – Når vi oversætter disse begreber ”naturdrift – fri sjælsaktivitet – ren forstand” stammende fra Kant til et nutidigt sprog, så kunne de lyde: Vold – strategisk kreativitet – politisk rationalitet.”35
 
Antulio J. Echevarria II – lærer på US Army War College – skriver om krigens natur: “Som den foregående diskussion har vist forbliver hver af tendenserne i Clausewitz’ forunderlige treenighed levende og intakt. Hver og én er i spil i krigen mod terror, på trods af spredningen af information og informationsteknologien. Krigen mod terror er præcis den slags konflikt, som forskere, såsom Creveld, fejlagtigt refererer til som ”non-trinitarian” på grundlag af, at den ikke passer ind i Clausewitz’ koncept af treenigheden. Ikke desto mindre består treenigheden ikke af folk, regering og militær, som vi har set, men snarere af de tre hovedtendenser: fjendskab, sandsynligheder og tilfældighedens spil.”36 I et afsnit i sin afhandling passende kaldet ”Krigens natur og karakter” skriver oberstløjtnant Palle Ydstebø: ”Det er et par særtrekk med Clausewitz’ beskrivelse av krigens uforanderlige natur som en må være klar over. For det første er krig verken kunst eller vitenskap. Det er elementer av begge i forståelsen av krig, men poenget til Clausewitz er at krigen unndrar seg forklaring og ‘rasjonell’ analyse. Krig (eller væpnet konflikt) er for komplekst og dras i flere retninger av forskjellige krefter til at den kan analyseres og dens forløp predikeres. Forestillingen om krig, eller militærmakt, som et rent rasjonelt politisk instrument som kan anvendes med en grad av forutsigbarhet, er dermed i grell kontrast til Clausewitz’ grunnleggende forståelse av fenomenet. Det er følgen av å gjengi det mest kjente Clausewitzsitatet og så glemme resten av avsnittet.” ”(...) modellen er tydelig den kristne treenighetslære og budskapet er at helheten består av tre uatskillelige, selvstendige og gjensidig avhengige elementer. Den andre nyansen er skillet mellom krigens natur, som er uforanderlig, der krigens karakter er en konstant foranderlig del av dens natur. Det at krigens karakter konstant forandrer seg er en del av krigens uforanderlige natur.”37
 
Forklaring
 
Hvordan forklarer politologer og historikere krigens natur og anvendelsen af Clausewitz’ treenighed på aktuelle konflikter – herunder oprørskrige? Smith er af opfattelsen, at anvendelsen af Clausewitz på nye krige – herunder oprørskrige – er uomgængelig. Han skriver: ”The idea that the Clausewitzian paradigm is irrelevant to so-called internal war, ethnic war, and the rest is (…) a serious misapprehension.”38 Smith skriver endvidere: “As Clausewitz above all recognised, the elemental truth is that, call what you will – new war, ethnic war, guerrilla war, low intensity war, terrorism, or the war on terrorism – in the end, there is only one meaningful category of war, and that is war itself.”39 Clausewitz’ treenighed består altså af, ”had og fjendskab”, ”sandsynligheders og tilfældigheders spil”, samt ”den rene forstand”. Derefter relaterer Clausewitz disse tre egenskaber til hhv. folket, feltherren og regeringen. Men sidstnævnte skal først og fremmest ses som et forsøg på at relatere krigens natur til den kendte fremherskende politiske situation på Clausewitz’ tid. Det universelle udsagn angående treenighedsbegrebet udgøres af Clausewitz’ første statement. 
 
Lærer ved det norske forsvarsakademi oberstløjtnant Ydstebø uddyber i den forbindelse: ”Clausewitz sier her at dette er tre svært ulike forhold som sliter og drar krigens karakter i ulike retninger; en blinde naturkraft mot en brutalisering, en fri skapende sjel i retning av uforutsigbarhet, og den blotte forstand mot det politisk rasjonelle. Deretter gir Clausewitz noen eksempler fra sin samtid (1820-tallet) på hva disse tendensene eller kreftene kan være: ‘Med den første av disse sider er krigen mest vendt mot folket, med den annen mest mot feltherren og hans hær, og med den tredje mest mot regjeringene.’ Med napoleonskrigene som den altoverskyggende erfaringen, blir denne konkretiseringen både naturlig og logisk. For 1800- og 1900- tallets store kriger mellom stater og allianser så gjelder i stor grad også Clausewitz eksempel. Men skal vi forstå andre former for krig og konflikt må vi tilbake til originalen og selv finne hvem som representerer kreftene og tendensene i den unike konflikten vi vil prøve å forstå. 
 
Når så historikere og militærteoretikere har avskrevet Clausewitz og bl.a. skriver om såkalt non-trinitarian war, så er det Clausewitz’ 1820-talls eksempel med datidens aktører de avskriver, ikke hans generelle modell med krefter og tendenser. Clausewitz var selv inneforstått med det som i dag kalles nye kriger, Napoleons erfaringer fra Spania og Russland var mye det samme vi har sett i Viet Nam, Afghanistan og Midt-Østen (eller Vest-Asia, som de sier i India). Selv om napoleonskrigenes mest kjente uttrykk var de store felttog og slag, for samtiden den totale krig, så fikk dagens geriljakrig sitt navn i Spania.”40
 
Carl von Clausewitz fastslog allerede i indledningen til sit epokegørende værk om krigens teori, at krig var ”en voldshandling for at tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje.”41 Dette udsagn har naturligvis været centralt i forståelsen af Clausewitz’ teori, men ikke alle sikkerhedspolitiske analytikere har været enige om bredden i denne udlægning. Der er sågar nogle, der har argumenteret for, at selv denne, ellers rummelige formulering, ikke har været tilstrækkelig til at forklare de asymmetriske krige eller ”low–intensity conflicts” (oprørskrige), som den nye globale orden har budt på. Når det kommer til den resterende del af Clausewitz’ teori, har der været mange forskellige udlægninger. Mange har istemt et voksende kor, der har givet udtryk for, at Clausewitz vil være forældet og uanvendelig til at beskrive de ”moderne” konflikter, såsom f.eks. krigen i Kosovo, konflikten mellem israelere og palæstinensere i Mellemøsten, oprørskrige og USA’s globale kamp mod terroren. Clausewitz er dermed mere end nogensinde blevet udsat for voldsom kritik, hvorunder de mest hårdnakkede kritikere har hævdet, at Clausewitz’ tanker i lyset af det seneste årti er blevet fuldstændig forældede og utilstrækkelige til at forklare de nye militære kriser, som vi vil komme til at opleve i det nye årtusinde. Clausewitz’ tanker, hævdes det, blev skrevet i lyset og på baggrund af Napoleonskrigene, og de har på dette grundlag ingen gyldighed for vort moderne samfund, som har udviklet sig voldsomt i en retning, som Clausewitz ganske naturligt næppe havde grundlag for at kunne forudse. Imidlertid er en sådan kritik af Clausewitz i realiteten næppe ny; men den har sjældent vundet så meget genhør i etablerede politologiske kredse, som det netop nu er tilfældet. Denne ”intuitive”, salonfæhige og letkøbte fortolkning af den sekundære treenighed er populær blandt alle, som gerne vil blande sig i flokken af surfere på den nye anti-clausewitzianske bølge. En af Clausewitz’ voldsomste kritikere er den engelske skribent, redaktør og historiker John Keegan, og en anden af den tyske teoretikers mest vedholdende kritikere er den israelske historiker Martin van Creveld. Keegan har senest markant kritiseret Clausewitz i værket Krigens Historie. 
 
Clausewitz’ kritikere er gået så langt som til at hævde, at han ikke vil kunne anvendes til at forklare fremtidens – og som sådan også en del af nutidens – krige overhovedet. Martin van Creveld har således anført, at ”a system of thought that ignores the war altogether, like Vom Kriege and its successors, cannot fail to misrepresent the nature of armed conflict” og endvidere, at ”classical strategy, as understood by Jomini, Clausewitz, and most later prophets of conventional war, is the product of specific periods and circumstances.”42 Major Pedersen og forskeren Ringsmose fremfører overmodigt historikeren Creveld som sandhedsvidne på deres påstand. Men såvel historikeren Creveld og hans kollega Keegan tager gruelig fejl i deres vurdering af Clausewitz. Clausewitz’ teori om krigens natur er i virkeligheden tidløs – som det ses.43
 
Deres påstand er, at krigen har ændret sig; men spørgsmålet er, om det er krigens karakter, der har ændret sig, eller om det grundlæggende er krigens natur. Nogen taler sågar om et paradigmeskifte, men for at dette skulle være tilfælde, burde krigen have ændret sig så radikalt, at intet tidligere begrebsapparat vil kunne anvendes til at beskrive den ”nye krig”. Der er imidlertid intet, der peger på, at det er nødvendigt at indføre et fuldstændigt nyt begrebsapparat i en beskrivelse af krigen, som et paradigmeskifte ville medføre.44
 
Det skal desuden påpeges, at Om Krigens første bogs første kapitel er det mest centrale i hele Clausewitz’ værk. For det første fordi Clausewitz selv anså dette kapitel for at være det eneste færdiggjorte i hele værket, jf. generalens efterladte notitser, og for det andet fordi det afsluttende afsnit i dette kapitel udgør, hvad man kunne kalde, Clausewitz’ egentlige testamente. Det 28. afsnit er i det hele taget ofte blevet overset eller mistolket, og de færreste har reelt indset, hvor centralt dette afsnit er. 
 
Clausewitz indleder dette centrale afsnit med at konstatere, at krigen er en ”sand kamæleon,” som ”i hvert konkret tilfælde ændrer sin natur.”45 Og, som den anerkendte militærhistoriker professor Hew Strachen anfører: “Clearly, a chameleon remains a chameleon whatever colour it adopts for the time being.”46 Allerede fra begyndelsen af afsnittet bekræfter Clausewitz således, at der findes mange former og varianter, som krig kan optræde under. Men det vigtigste og mest gennemtrængende begreb i det 28. afsnit er netop begrebet “den forunderlige treenighed.”47 I Clausewitz’ originale tysksprogede manuskript beskrives fænomenet som ”wunderliche Dreifaltigkeit,” hvilket vil kunne oversættes til ”besynderlig” eller “forunderlig trefoldighed” (eller ”treenighed”). Dette synes tillige at beskrive begrebet i en mere positiv vending, end det er tilfældet i Nils Bergs klassiske danske oversættelse. Da afsnittet, som det efterstående skal påvises, er overordentligt centralt, er der al mulig grund til at dvæle ved denne formulering, og det er overordentligt vigtigt at forstå Clausewitz’ egentlige intention med denne betegnelse. Første kapitel var, jf. Clausewitz’ egne efterladte optegnelser, det eneste fuldendte i hele værket, og det var hans hensigt, at hele værket skulle have været omskrevet i lyset af dette, såfremt han ikke var afgået noget uventet ved døden i en forholdsvis ung alder.48 Man kunne måske tilskrive Pedersen og Ringsmoses misforståelse af Clausewitz’ anvendelse af treenighedsbegrebet med Bergs ikke helt minutiøse og indfølende oversættelse af begreberne. Da de to forfattere imidlertid ikke henviser til den danske udgave – men den engelske – kan det ikke være her, at deres misforståelse opstår. 
 
Selv om der i nogle – særligt politologisk/historiske – snævre kredse kan genfindes en stor opposition mod Clausewitz’ tanker, er der fra anden side i forskningsdebatten fortsat stor opbakning bag hans teori om krigens natur – om end i dag med en anden tilgangsvinkel, end det hidtil har været tilfældet.49
 
 
Tillige har en anden og nyere forklaring af Clausewitz efterhånden bredt sig blandt disse politologer og historikere. Denne nyere tolkning af Clausewitz’ første bogs første kapitel giver, som det vil vise sig, rum for en anden og anderledes fortolkning af hans teori om krigens natur. Denne udlægning gør værket mere og bredere anvendelig, end det hidtil synes at have været tilfældet. Især afsnit 28 er særdeles centralt for denne udlægning.50 Professor Michael I. Handel har forsøgt at udtrykke dette grafisk (se figur). Clausewitz har i sit værk, som det vil være læsere af den tyske krigsteoretiker bekendt, delt krigen op i tre temaer, som han hhv. har kaldt den blinde naturdrift, den fri sjælsaktivitet og den rene forstand. Krigens natur, hævdede Clausewitz, bevæger sig svævende mellem disse begreber ”ligesom et legeme mellem tre tiltrækningspunkter.” Professor Handel, var af den opfattelse, at treenigheden i krigens natur kunne opdeles i had og passioner; politiske mål, ræson og kalkulationer samt tilfældighederne, sandsynlighederne, den kreative ånd, det politiske instrument samt underordningens natur, hvilket i øvrigt stemmer ganske godt overens med første bogs første kapitel i værket Om Krigen.51 Professor Michael I. Handel konkluderede derfor, efter gennem mange år at have beskæftiget sig med Clausewitz’ krigsteori på et akademisk niveau, at ”in the trinitarian analysis, Clausewitz ingeniously reduces the infinite complexities of war to three basic dominant tendencies.”52 Netop interaktionen mellem alle disse elementer bestemmer krigens natur, hvilket beskrives som pendulet, der svævede mellem treenighedens tre tiltrækningspunkter (se figur). Handel har dermed forsøgt at illustrere Clausewitz’ treenighed i et tredimensionelt rum med tre akser, hvor krigens natur svæver mellem de tre tiltrækningspunkter, og alt efter krigens natur finder et leje, hvor krigens karakteristika gør, at den vil finde et naturligt hvilepunkt. Faktisk udgør illustrationen en analysemodel, efter hvilken det er muligt at analysere forskellige såvel symmetriske som asymmetriske konflikter. 53 Et andet – efter min mening måske mindre vellykket – forsøg på at illustrere treenigheden grafisk i et differentieret koordinatsystem kan findes i en videnskabelig artikel af Andreas Herberg-Rothe i et sydafrikansk tidsskrift.54
 
Nogle anerkendte Clausewitz-kendere går til gengæld ikke så meget i dybden i denne teoretiske diskussion. Analytikerne mener, at Clausewitz kan anvendes i alle tilfælde – uanset treenighed eller ej – og ”in principle, small wars, terrorism, etc., are also continuation of politics by other means, and that Clausewitz’s basic analytical approach (’war is a continuation …’) can apply even in the absence of the state actors he emphasised so much.” Desuden er Clausewitz’ forståelse af konflikter, som ikke foregår mellem stater gerne blevet overset af moderne politologer; og endvidere er Clausewitz’ ”contribution to the understanding of the guerrilla (…) widely underestimated, and he is often associated only with ’regular’ or ’classical’ inter–state war.” 55
 
For all reasons
 
Formålet med denne artikel har i øvrigt ikke været at påvise, at der ikke er forskel på oprørskrige og konventionelle krige. Det står vel udenfor enhver diskussion, at dette er tilfældet. Formålet har udelukkende været at gøre op med den misforståelse, at fordi man lever i det nogle nedladende kalder, det ”clausewitzianske paradigme”, så kan man ikke forklare, endsige aktivt tage part i såkaldte ”nye krige” – herunder oprørskrige. COIN-studiegruppen ved Forsvarsakademiet har imidlertid tilsyneladende valgt en ikke-aktuel fortolkning af Clausewitz, når de skal beskrive oprørskrige, hvilket sætter hele indsatsen i sidste nummer af Militært Tidsskrift i et kedeligt og usagligt relief. Man kan af ovenstående se, at Clausewitz’ teori om krigens natur, især i den form han formulerede den i første kapitel af værket Om Krigen, med rette kan betegnes som en tidløs fortolkning af hele krigsbegrebet og krigens natur. Den kan indtil i dag, og formodentlig også fremadrettet, appliceres på krigen til alle tider, om det er den kolde krig med atomtruslen eller den nye asymmetriske trussel fra katastrofisk terrorisme eller oprørskrige. Sammenfattende kan man sige, at flertallet af de ovenfor refererede videnskabsmænd og –kvinder fortrinsvis opfatter den clausewitzianske treenighed, som opdelt i to afsnit; en generel del, hvor Clausewitz beskriver krigens natur i generelle vendinger, og en del, hvor han beskriver krigens natur ved et historisk eksempel fra sin samtid. Det siger sig selv, at det sidste eksempel ikke har samme blivende værdi, som første del af beskrivelsen. Desuden har flere i denne ånd søgt at illustrere treenigheden i et tredimensionelt rum, hvor krigens natur lejrer sig i rummet afhængig af krigens karakter. Enkelte har endog med held appliceret Clausewitz’ model til analyser af aktuelle konflikter.56 Her må man endvidere betænke, at Clausewitz aldrig nåede at færdiggøre sin afhandling, men at han ikke desto mindre anså første kapitel af sit værk for at være det mest gennemarbejdede. Det første kapitel var så fundamentalt og gennemgribende, jf. forfatterens egne noter, at det senere skulle have dannet grundlaget for en omskrivning af resten af værket. Desværre nåede Carl von Clausewitz aldrig at færdiggøre sin klassiske afhandling jf. disse retningslinjer, men det må være opportunt at gætte på, at det ville have fulgt de anvisninger, som Clausewitz gav i første bogs første kapitel. I den forbindelse skal Clausewitz’ forklaring af krigens natur naturligt inddrages eksemplificeret ved hele begrebet ”den forunderlige treenighed” og ikke bare brudstykker af denne. Som Andreas Herberg-Rothe formulerer det: ”… his trinity is the starting point for a general theory of war and violent conflict.”57 Som omtalt i begyndelsen af dette indlæg har politologen Ole Wæver udtrykt nogen skepsis overfor hele spillet blandt modstandere og tilhængere af Clausewitz med at fortolke og omfortolke krigsteoretikerens tanker, men i lyset af hans frygt skal det bemærkes, at der i virkeligheden ikke er brug for en nyfortolkning af Clausewitz – man skal bare læse ham grundigt nok. En kamæleon er stadig en kamæleon, uanset hvad farve den har. 
 
Litteratur
 
Claus E. Andersen Clausewitz, inkommensurable paradigmer og USA´s kamp mod den globale terror. Forum for Forsvarsstudier 2002. 
 
Raymond Aron Clausewitz. Den Krieg denken. (Penser la guerra, Clausewitz, 1976) Frankfurt am Main 1980.
 
Nils Berg (udg.) Carl von Clausewitz Om Krig København 1986 (ty. Vom Kriege. Hinterlassenes Werk des Generals Carl von Clausewitz 19. oplag. Bonn 1991)
 
Martin van Creveld The Transformation of War. 1991. 
 
Jan Angstrom & Isabelle Duyvesteyn (eds.) The Nature of Modern War: Clausewitz and his Critics Revisited Swedish National Defence College, Department of War Studies, Stockholm 2003. 
 
Antulio J. Echevarria II Clausewitz and Contemporary War Oxford 2008
 
Antulio J. Echevarria II “Dynamic. Inter–Dimensionality. A Revolution in Military Theory” Joint Forces Quarterly (foråret 1997) side 29–36. 
 
Antulio J. Echevarria II “War, Politics, and RMA. The Legacy of Clausewitz” Joint Forces Quarterly (vinteren 1995/96) side 76–80.
 
Klaus Jürgen Gantzel “Der unerhörte Clausewitz – Zur Korrektur gefährliche Irrtümer – eine notwendige Polemik” Universität Hamburg nr. 5/2001.
 
Michael I. Handel Masters of War. Classical Strategic Thought, 3. rev. og udv. udgave, London 2001.
 
Michael I. Handel ”Who is afraid of Carl von Clausewitz? A guide to the perplexed”.
 
Andreas Herberg–Rothe & Hew Strachan (eds.) Clausewitz in the Twenty-First  Century Oxford 2007. 
 
Andreas Herberg–Rothe ‘Clausewitz’s ‘Wondrous Trinity’ as General Theory of War and Violent Conflict’ i: Theoria 114 (December 2007) War and Terror
 
Andreas Herberg–Rothe Clausewitz’s Puzzle. The Political Theory of War Oxford 2008. 
 
Andreas Herberg–Rothe Das Rätsel Clausewitz. Politische Teorie des Krieges im Wiederstreit München 2001. 
 
Andreas Herberg-Rothe and Antulio Echevarria II: “Clausewitz in the Twenty First-Century. Primacy of policy and a new containment.” (http://www.worldsecuritynetwork.com/showArticle3.cfm?article_id=14985
 
Beatrice Heuser Reading Clausewitz London 2002. 
 
Martin Hoch ”Krieg und Politik im 21. Jahrhundert” Politik und Zeitgeschichte 20/2001
 
John Keegan Krigens Historie 2001. 
 
Herfried Münkler Der Wandel des Krieges. Von der Symmetrie zur Asymmetrie, 2. oplag, Göttingen 2006. 
 
Herfried Münkler „Er terrorisme en ny form for krigsførelse? Nogle overvejelser i tilknytning til Clausewitz.” I: Militært Tidsskrift, vol 4, 2004, side 572–579. 
 
Herfried Münkler Die neuen Kriege Hamburg 2004 (Herfried Münkler De nye krige, København 2007).
 
Herfried Münkler Über den Krieg. Stationen der Kriegsgeschichte im Spiegel ihrer theoretischen Reflexion, 2. oplag, Göttingen 2003. 
 
Herfried Münkler Gewalt und Ordnung. Das Bild des Krieges im politischen Denken Frankfurt a/M 1992. 
 
Eva Maria Strickmann: „Clausewitz und ‘neue Kriegsformen’: Der Krieg in Ruanda 1990–1994 im Spiegel der ‘wunderlichen Dreifaltigkeit.’“ Lennart Souchon (udg.) Clausewitz-Information 2/2007, side 14–39.
 
Harry G. Summers On Strategy: A Critical Analysis of the Vietnam War 1982.
 
Harry G. Summers On Strategy II: A Critical Analysis of the Gulf War 1992.
 
Edward J. Villacres & Christopher Bassford ”Reclaiming the Clausewitzian Trinity” i Parameters, efteråret 1995. 

Fodnoter

1 Jeg nævnte overfor en tidligere chef for Forsvarsakademiet, at det kunne have været frugtbart at lade en ansat ved akademiet overvære Clausewitzkonferencen i Oxford 2005, men svaret var, at der desværre ikke var ressourcer til deltagelse (se hertil: http://ccw.politics.ox.au.uk/events/archives/tt05_clausewitz.asp). Både svenske og norske ansatte (2–3 personer fra de respektive forsvarsakademier) var tilstede. Et godt eksempel på, hvorledes man på nordiske forsvarsakademier ser på Clausewitz ses af: Palle Ydstebø ”Clausewitz goes Kabul. Nye og gamle tilnærminger til krigføring – militærstrategiske perspektiver” Militærmaktens særtrekk i moderne konflikter Den norske Atlanterhavskomité 2007, side 41–57 samt Jan Angstrom & Isabelle Duyvesteyn (eds.) The Nature of Modern War: Clausewitz and his Critics Revisited Swedish National Defence College, Department of War Studies, Stockholm 2003. 2 Ole Wæver ”Krigens tre samtaler” p. 8. Distinktion. Tidsskrift for Samfundsteori, vol.5, 2002. 

3 K. Pedersen/J. Ringsmose ”Oprørskrigens anatomi” i Militært Tidsskrift, vol. 2, 2008, side 144–157.

4 Ibid. side 145. 

5 Aron, side 104. Den tyske udgave af Arons værk anses for at være den mest nøjagtige oversættelse af den franske (Penser la guerra), idet Aron selv har læst korrektur på bogen, da han, usædvanligt for en franskmand, beherskede det tyske sprog. Den engelske oversættelse er derimod ikke særlig nøjagtig.

6 Clausewitz in the Twenty-First Century, side 43 samt Aron, side 104 ff.

7 Clausewitz in the Twenty-First Century, side 43. 

8 Ydstebø, side 47 f.

9 Herfried Münkler Über den Krieg, side 76 „Clausewitz’ analyses abstraktionsniveau er i denne hensigt så højt, at den også under grundlæggende ændrede betingelser kan anvendes på en frugtbar måde.“

10 Summers 1982 samt 1992. I sit værk om Golfkrigen gentog Summers sin argumentation om treenigheden baseret på opfattelsen af, at den udelukkende bestod af folk, militær og regering.

11 Clausewitz in the Twenty-First Century, side 81. 

12 Vom Kriege, side 189, 191 og 212.

13 Münkler Der Wandel des Krieges, side 9-10. „Tillige og særligt i lyset af den forandring, som krigshændelserne har gennemgået i de seneste årtier, er Clausewitz’ teori alt andet end forældet, men tværtimod et uundværligt element i analysen af krigens forandringer. Sat på spidsen: uden at trække på Clausewitz’ teori – som ikke er det samme som en ortodoks clausewitzianisme – lader ændringerne i krigens dynamik og dennes følger sig ikke sammenfatte i begreber” (undertegnedes oversættelse).

14 Heuser, side 53. 

15 Echevarria Contemporary War, side 69 ff. “In sum, the Clausewitzian nature of war rests on the fundamental cause-effect relationships involving the forces of purpose, chance, and hostility. These forces both influence and are influenced by one another, reflecting the dynamism of actual war in a universal and a particular sense,” side 78.

16 Herberg-Rothe 2008, side 91 ff. Hele kapitel fire i Herberg-Rothes bog er viet til diskussionen om Clausewitz’ treenigheds aktualitet og anvendelighed.

17 Handel, side 102 – 117.

18 K. Pedersen/J. Ringsmose ”Oprørskrigens anatomi” i Militært Tidsskrift, vol. 2, 2008, side 145.

19 “The wondrous trinity reflects the same objective-subjective construct Clausewitz used elsewhere in On War, which is one of the reasons many of his interpreters have misunderstood it. As we have seen, by objective characteristics, Clausewitz meant universal elements, those common to all wars. Accordingly, in the objective sense, the trinity consists of force of basic hostility, the play of chance and probability – which also includes the elements of danger, physical exertion, uncertainty, and friction in general – and the subordination or guiding influence of purpose.” Echevarria Clausewitz and Contemporary War, side 70. 

20 Her kan bl.a. nævnes Herfried Münkler The New Wars samt Colin Gray Modern Strategy. 

21 Colin Gray Modern Strategy, side 28. 

22 Se hertil Militært Tidsskrift, vol. 2, 2004, side 426–428. 

23 Münkler Die neuen Kriege, side 61. 

24 „Extrapolating from the final section of On War’s book I, chapter 1, van Creveld characterized Clausewitz’s view of war as ‘trinitarian’ and said that its three elements were the people, the army, and the government. In reality Clausewitz says that the trinity consists of ‘primordial violence, hatred and enmity’; ‘the play of chance and probability’; and war’s ‘element og subordination, as an instrument of policy, which makes it subject to reason alone.’ Clausewitz in the Twenty-First Century, side 7–8. 

25 ”Argumentativen Primitivität und methodologischen Immunisierung gegen Kritik“ og endvidere „gleichsam im Nebel über den Stammtischen schweben.” Gantzel, side 27.

26 K. H. Galster ”Forsvarsdebat og Forsvarspolitik” i Militært Tidsskrift, vol. 2, 2008, side 241.

27 Lars Mouritsen ”Case: Lessons Learned from the British Counterinsurgency campaign i Kenya 1952–1956” i Militært Tidsskrift, vol. 2, 2008, side 203, fodnote 57.

28 Werner Hahlweg ”Clausewitz und der Guerillakrieg“ i: Freiheit ohne Krieg? Bonn 1980, side 349–357, Münkler Über den Krieg, side 173 ff. samt Militært Tidsskrift, 1980, side 333 ff.

29 Ydstebø, side 46. 

30 Det kan der ikke gives et entydigt svar på: ”Has the nature of war fundamentally changed? (...) There is a clear call for more attention to strategy in its widest conception in the discussion about the nature of warfare.” Angstom/Duyvesteyn, side 230.

31 Berg, side 50. Undertegnede har ændret Bergs danske oversættelse fra ”sær trefoldighed” til ”forunderlig treenighed.”

32 Heuser, side 53.

33 Heuser, side 56. 

34 Herberg–Rothe ‘Clausewitz’s ‘Wondrous Trinity’ as General Theory of War and Violent Conflict’, side 50.

35 Herfried Münkler: ”Er terrorisme en ny form for krigsførelse?” i Militært Tidsskrift, vol 4, 2004, side 576. 

36 Antulio J. Echevarria II “Clausewitz and the Nature of the War on Terror” i: Andreas Herberg–Rothe & Hew Strachan (eds.) Clausewitz in the Twenty-First Century Oxford 2007, side 217. Undertegnedes oversættelse.

37 Ydstebø, side 46.

38 M.L.R. Smith ”War and only War: Analysing the False Categories of low Intensity Conflict” i: Jan Angstrom & Isabelle Duyvesteyn (eds.) The Nature of Modern War: Clausewitz and his Critics Revisited, side 43.

39 Ibid., side 44. 

40 Ydstebø, side 47 f.

41 Berg, side 29. 

42 Creveld, side 205–206.

43 Enkelte har i deres kritik af Creveld og Keegan anført, at de to herrer næppe har læst Clausewitz. En kritik, som der er stærke indicier på i hvert fald, hvad angår Keegan. Se hertil Villacres og Bassford. 

44 Andersen, side 10–13.

45 Om Krigen, side 50. Her skal der endvidere henvises til Handels omfattende analyse af begrebet i afsnittet ”The Trinitarian Analysis” i Handel 2001, side 102–117.

46 Clausewitz in the Twenty-First Century, side 3.

47 Oberst Nils Berg har, i sin ellers fremragende danske oversættelse, oversat dette noget misvisende til en ”sær trefoldighed.” Berg, side 50 samt Vom Kriege, side 213.

48 Berg, side 19–22. 

49 Se især hertil Herberg–Rothe, hvis afhandling er et omfattende forsvar af Clausewitz og hans tanker netop begrundet i ”den forunderlige treenighed.” 

50 Om Krigen, side 50.

51 I øvrigt deler Herberg–Rothe samt Christopher Bassford (Villacres) Handels opfattelse.

52 Handel 2001, side 102.

53 En vellykket applicering af Clausewitz’ forunderlige treenighed på asymmetrisk krigsførelse kan findes i Eva Strickmanns artikel om massemordet i Rwanda. Strickmann, side 34–39. Et tilsvarende forsøg på dette er Claus E. Andersen: ”Israel–Palæstina–konflikten set i lyset af Carl von Clausewitz’ generelle krigsteori,” maj 2002. (http://www.clausewitz.dk/db/user/bin/SIKPOL_OPGAVE.pdf). Se endvidere Palle Ydstebø ”Clausewitz goes Kabul. Nye og gamle tilnærminger til krigføring – militærstrategiske perspektiver” Militærmaktens særtrekk i moderne konflikter Den norske Atlanterhavskomité 2007, side 41–57.

54 Herberg–Rothe ‘Clausewitz’s ‘Wondrous Trinity’ as General Theory of War and Violent Conflict’, side 67. 

55 Heuser side 138 samt side 141.

56 Se fodnote 53. 

57 Andreas Herberg-Rothe ”Clausewitz or Sun Tzu – Paradigms of Warfare or the 21st Century.” (www.worldsecuritynetwork.com/showArticle3.cfm?article_id=13757

 

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidsskrift_137.argang_nr.3_2008.pdf

Litteraturliste

Del: