9. april 1940. Våben, udrustning og uniformer

 

Anmeldt af Simon Papousek

9. april 1940. Våben, udrustning og uniformer, Karsten Skjold Petersen & Torsten Cumberland Jacobsen, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Diverse: 224 sider, ill. Pris: 299,95 kr. (Iflg .forlagets hjemmeside)

 

Foto: arnoldbusck.dk

I strømmen af bøger om de forbandende år, er det forfriskende med nye vinkler. Det skulle næsten være umuligt når talen falder på Besættelsestiden, men de to forfattere Karsten Skjold Petersen og Torsten Cumberland Jacobsen bringer på en ny måde stof til fortællingen med denne titel. I 1990 udgav Forlaget Wøldike Kay Søren Nielsens Soldaterne den 9. april 1940, der med beskedne 64 sider, og megen tekst fortalte om den skelsættende dato i Danmarkshistorien. Men den bør ikke sammenlignes med nærværende titel, hvis formidling er et helt andet sted.

På Forsvarets Bibliotekscenter findes en engelsk serie, der primært omhandler alverdens enheder, deres historier og udrustning. Serien hedder Men-at-Arms og udgives af det engelske forlag OspreyPublishing. Serien er voldsom populær når man ser på udlånsfrekvensen, og selvom serien har taget en drejning til mere at omhandle uniformer, knapper og syninger end egentlig regiments- og/eller enhedshistorie, er serien stadig efterspurgt. Uden at drage yderligere sammenligninger, så er 9. april 1940 i denne boldgade, dog med væsentligt mere spalteplads og detaljeringsgrad end Osprey’s serie.

Bogen gennemgår uniformer, våben, udrustning, køretøjer, artilleri og luftvåben der alle på en eller anden måde var direkte involveret i kamphandlingerne den 9. april. Derfor er flåden ikke repræsenteret i denne sammenhæng.

Bogen er inddelt i en gennemgang af den danske og den tyske hærs organisation, hvor den tyske oprustning i mellemkrigstiden og doktriner tildeles særlig opmærksomhed. Derpå følger et afsnit om selve angrebet og kamphandlingerne i Sønderjylland og Københavnsområdet, hvorefter bogens egentlige formål begynder. Først med uniformer og udrustning, dernæst håndvåben og endelig tunge våben.

Der er dog en ubalance i afsnittene om henholdsvis den danske og tyske hær. Den danske hærs situation den 9. april bliver fortalt på syv sider, mens den tyske levnes over 25 sider. Gennemgangen er på hver sin måde fin nok, men hvorfor ikke være ligeså detaljeret i gennemgangen af den danske som den tyske? 

Denne oplevelse skal dog ikke forklejne bogen som helhed, der oser af veloplagt formidling: Alt fra feltflasker til skudhastigheden på luftværnskanoner, farvefotos af uniformer, bepakningssager, spisebestik og meget andet præsenteres møjsommeligt og indbydende. Dog er oplysningerne om antallet af knapper i bukserne dog en smule for specifikt og internt til denne anmelders smag. Men hvis man laver kopier af uniformer er dette naturligvis uvurderlig viden.

Billedmaterialet er hentet flere steder fra både ind- og udland, hvilket vidner om forfatternes omfattende researcharbejde, og med sit format, kommer billederne fint til sin ret.

Enhver med interesse for perioden bør anskaffe denne titel, idet den giver et ganske godt overblik over de to hære ved Operation Weserübung. Og hvis man ovenikøbet er til modelbyggeri eller samler af militaria er denne bog simpelthen et must.

Bogen udgives samtidig med en tilsvarende udstilling om emnet der afvikles på Tøjhusmuseet fra 9. april til 30. december 2015.

Del: