4. generations krigsførelse - en strategisk revolution?

Lever vi i interessante tider?
Det er ikke for sjov, at en kinesisk forbandelse lyder: Gid du må leve i interessante tider. Selvom forbandelsen nok har baggrund i bondesamfundets normale ønske om uforanderlighed, har den relevans også i en moderne verden. Vi står over for ændringer, store ændringer, og det er naturligvis vigtigt at prøve at forstå, hvor vi er på vej hen, og hvilke konsekvenser det kan få for os. Lad det være mit postulat, at vi står over for ikke bare en, men to meget forskellige militære revolutioner. De er begge godt begyndt, men vi har endnu til gode at se, hvor de ender, og hvilken betydning de vil få for os. Når det er relevant at interessere sig for, om man står overfor en revolutionær udvikling, i modsætning til en evolutionær, er det fordi den part, som først erkender, forstår og implementerer de nødvendige ændringer som følge af en revolution, kan få en afgørende fordel. Modsvarende vil en part, som er for langsom med at gennemføre sin tilpasning, blotte sig med risiko for at lide et katastrofalt nederlag.
Lad mig slå fast, at en revolution i militær forstand (RMA) normalt omfatter ny teknologi, eller en ny måde at anvende teknologi på. Men endnu vigtigere er det at forstå, at det ikke først og fremmest drejer sig om den teknologiske udvikling i sig selv, hvor interessant eller imponerende den ellers kan tage sig ud. Det væsentlige er, hvordan teknologien udnyttes i organisationen og anvendes af de implicerede.

Foto: Forsvaret.dk

Guruerne
Flere forfattere har bidraget med modeller for samfundets og militærets udviklingstrin. Den mest generelle er måske Alvin Toffler1, som opererer med tre udviklingsbølger. Den første førte fra et samler- og jægersamfund til agerbruget. Den anden bølge førte til industrisamfundet, og den tredje til videnssamfundet. Toffler mener grundlæggende, at ethvert samfund fører krig på samme måde, som det virker på andre områder, og han mener derfor, at vi nu er på vej fra industrisamfundets massehære med vægt på at skabe tyngde i mandskab og materiel til videnssamfundets vægt på information.

Martin van Creveld2 opererer også med fire udviklingstrin, eller tidsaldre, nemlig den for værktøj, den for maskiner, den for systemer og den for automation. Der synes at være god overensstemmelse mellem de to forfatteres modeller, selvom der er forskelle. For begge er det væsentlige i den seneste udvikling den øgede fokus på informationsbehandling. Det er derfor i nærværende RMA- sammenhæng nødvendigt at undersøge postulatet om, at netop en meget større mulighed for at bruge information kan medføre en revolutionær ændring i både krigens væsen og selve krigsførelsen.

Endeligt kom William S. Lind3 i 1989, støttet af en kvartet af amerikanske militære forfattere, med et bud på en 4. generations krigsførelse. Arbejdet var i øvrigt inspireret af og blev til dels gennemført i samarbejde med John Boyd4.

Forfatterne definerer her 1. generations krigsførelse som en taktik, der var baseret på liner og kolonner. Teknologien var den glatløbede musket, og streng disciplin var nødvendig for at øge ildkraften og holde kontrollen.

2. generations krigsførelse kom som en reaktion på riflen, pigtråd, maskingeværer og indirekte skydende våben. Taktikken var baseret på ild og bevægelse, og man arbejdede stadig meget lineært.

3. generations krigsførelse blev udviklet af tyskerne i 1. verdenskrigs slutfase på grund af deres industris underlegenhed. Igen var det ildkraften, der motiverede ændringen, hvor vægten lagdes på manøvre i stedet for nedslidning. Det var den første ægte ulineære taktik, som baserede sig på infiltration og omgående bevægelser for at få fjendens styrker til at kollapse. Med ny teknologi, radioer, kampvogne og fly, blev denne taktik verdensberømt som ”blitzkrieg” under 2. verdenskrig, hvor tidsfaktoren blev dominerende i krigsførelsen.

Endeligt definerede Lind 4. generations krigsførelse som noget helt nyt. Med basis i udviklingen på fire centrale områder kom Lind med et bud på en ny og ekstrem form for krigsførelse:

·         For det første drives den igangværende udtynding af slagmarken helt ud i det ekstreme, og målene for operationerne kommer til at omfatte hele modstanderens samfund. Med andre ord vil små grupper gennemføre operationer alene, hvilket medfører krav om, at de kan operere fleksibelt på baggrund af lederens intentioner.

·         For det andet reduceres afhængigheden af logistik. Man går over til at leve af landet og fjendens samfund, og fokus sættes på spredning af egne styrker og tempo i operationerne.

·         For det tredje lægges endnu mere vægt på manøvre. Derimod opgives evnen til at samle tyngde af såvel mandskab som ildkraft. Faktisk ses det som en fordel ikke at samle for store elementer, da disse kan erkendes og bekæmpes. Små, højt mobile og dynamiske styrker vil dominere.

·         For det fjerde lægges vægten på at undergrave fjendens vilje til at slås mere end på at ødelægge modparten rent fysisk. Målsætningen er især at undergrave befolkningens opbakning til krigen og at angribe dens kulturelle identitet.

Med andre ord bliver 4. generations krigsførelse i vidt omfang udefineret, forskellen mellem krig og fred vil forsvinde. Den bliver totalt ulineær, og der vil ikke være særlige områder, som kan kaldes slagmarker eller fronter. Forskellen på civil og militær bliver udvisket. Der kan vist ikke være megen tvivl om, at en overgang til 4. generations krigsførelse vil blive en revolution, hvor krigen betragtes i et altomfattende perspektiv. I takt med at skellet mellem kombattanter og nonkombattanter forsvinder, og at det bliver nærmest umuligt at tage krigsfanger, vil forudsætningen for den humanitære folkeret i sin nuværende udformning forsvinde.

Hvor der var rimelig god overensstemmelse mellem de to første forfatteres definitioner, så er der større forskel til den sidste, især hvad angår vurderingen af nuværende udvikling. Hvis man skal prøve at skabe lidt overensstemmelse mellem ovennævnte definitioner, var det måske en ide at se den seneste udviklingsbølge hos Toffler og van Creveld med deres fokus på informationsbehandling som en avanceret, eller en web-baseret, 3. generationskrigsførelse? Accepterer man denne terminologi, står vi altså over for to samtidige revolutioner:

·         Overgangen fra en traditionel systembaseret 3. generationskrigsførelse, som vi har kendt i det meste af det 20. århundrede, til en automatiseret, avanceret udgave, som vi senest har set i Irak krigen i 2003.

·         Overgangen til noget helt nyt, en 4. generations krigsførelse, som tvinger os til en nærmest total ændring af vor opfattelse af krigsbegrebet.

Avanceret 3. generations krigsførelse
Her er der tale om det amerikanerne kalder ”Network Centric Warfare (NCW)”. Englænderne (og NATO) kalder det ”Network Enabled Capabilities (NEC)”, og i Danmark har vi lige besluttet at bruge betegnelsen Netværksbaserede Operationer (NBO). Selvom der er lidt forskel i de forskellige definitioner, går ideen generelt ud på at indføre ideerne og teknologierne fra Internettet til de væbnede styrker. Med andre ord er det evnen til ekstrem hurtig informationsbehandling, som er i fokus. Det har mange praktiske konsekvenser, fx fuld kontrol med egne styrkers placering, så man kan undgå at skyde på venligtsindede. Evnen til at ramme hårdt og præcist, og uden at ødelægge omkringliggende civile områder, er afgørende vigtig, ikke mindst af hensyn til den folkelige opbakning i den såkaldte "globale landsby". Man bliver altså nødt til at tilpasse Forsvaret for at kunne tilgodese det enorme informationsbehov, som er nødvendig for at få enhver militær enhed til at fungere, til at tage en hvilken som helst beslutning, til at løse en opgave samt  til at gennemføre en operation, en kampagne eller en krig.

4. generations krigsførelse
Flere forfattere ud over Lind har skrevet bidrag, som er relevante for forståelsen af hvad 4. generations krigsførelse går ud på. Martin van Creveld’s ”The Transformation of War” er i virkeligheden en lang beskrivelse af, hvad vi står over for. Også de to kinesiske oberster, Qiao Liang5 and Wang Xiangsui, som i 1999 fik udgivet bogen “Unrestricted Warfare” på den kinesiske folkearmes forlag, er kommet med et meget væsentligt bidrag. Uanset et enkelt kapitels lidt særprægede tilgang er der generelt tale om en meget tankevækkende beskrivelse af de muligheder, vi står over for, når man ser fremtidens krige og konflikter i et anderledes perspektiv.

Lind selv gør en del ud af at lægge vægt på, at selvom moderne terrorisme er en form for 4. generations krigsførelse, så har sidstnævnte krigsførelse mange andre udtryksformer. Det er tillige klart, at især den teknologiske udvikling giver anledning til bekymring. Der kan udrettes mange skader på et moderne informationssamfund, hvis man råder over fx elektromagnetiske våben, som kan ødelægge eller genere computere. Den mulige udvikling på sprængstofområdet, hvor et sprænglegeme på størrelse med en valnød tænkeligt vil medføre fremkomsten af varmesøgende missiler (inkl. affyringsaggregat) på størrelse med en stavlygte, er ej heller godt nyt for lufttrafikken.

Den største bekymring er nok det, nogen har kaldt demokratiseringen af masseødelæggelsesvåben. Det bliver stadigt billigere og lettere at producere såvel atom- som kemiske og især biologiske våben. Hvis nogen skulle sprede bare lidt biologisk kampstof, så vil samfundet stå med et problem, man næsten ikke kan løse.

Informationskrig
Uanset om man arbejder med at udvikle en avanceret 3. generations, eller en 4. generations krigsførelse, så er informationskrig en væsentlig brik i spillet, men den bruges forskelligt. I 3. generations krigsførelse anvendes informationskrig til at opnå mere traditionelle mål. I 4. generations krigsførelse satser man derimod på at vende fjendens stærke sider mod ham selv. Fx bruger terrorister vore åbne samfunds stærkeste sider, friheden og åbenheden, til ikke alene at infiltrere os, men også til at beskytte sig selv. Hvis vi behandler dem som civile borgere jf. vores love og bestemmelser, kan de få en meget stærk beskyttelse; hvis vi ikke gør det, vil de fremstå i medierne som ofre. Terrorister kan effektivt anvende denne taktik, mens de beskyttes af det samfund, de angriber. Hvis vi ændrer vores egne love og regler som følge af deres aktiviteter, har de vundet en anden slags sejr. Den seneste tids debat om brug af tortur har illustreret dette dilemma.

Forsvaret og Danmark
Med den seneste indgåede aftale om forsvarets ordning for 2005-2009 lægges der op til en indsats på to områder, dels totalforsvar af Danmark, dels internationale operationer, hvor operationsområdet kan være i det meste af verden. Det kunne være fristende at tro, at avanceret 3. generations krigsførelse kun er relevant for de internationale operationer, og at 4. generations krigsførelse tilsvarende kun er relevant for totalforsvaret. Selvom der nok er en del sandhed i dette, kan man ikke opdele det så kategorisk. Der er ingen grund til at tro, at Forsvaret kun skal forholde sig til den ene form for moderne krigsførelse. Vi kan lære meget af USA, når det gælder avanceret 3. generations krigsførelse. Desværre er der meget, der tyder på, at USA har fokuseret i så stor grad på denne udvikling, at de – i hvert tilfælde i første omgang – overså udfordringerne og konsekvenserne af 4. generations krigsførelse. Men efter 11. september har også USA forstået, at det er nødvendigt at forholde sig til 4. generations krigsførelse. USA's nye sikkerhedspolitik kan ses som et forsøg på at forholde sig til netop de vilkår og betingelser, som en 4. generations krigsførelse vil medføre. Det hele er så nyt, at det ikke er underligt, at visse af de påtænkte tiltag, fx forebyggende angreb, møder stor modstand hos selv traditionelle allierede. Det er ikke kun USA, som må tænke om igen, mange andre lande bliver også nødt til at forholde sig til den barske virkelighed, vi står over for. Alternativet er at give op og tabe magten og kontrollen med samfundet.

Vi lever i interessante tider
Så alt i alt står vi overfor interessante tider. På udebane vil Forsvaret i stort omfang være nødt til at kunne gennemføre Netværksbaserede Operationer, altså leve op til kravene for at gennemføre en avanceret 3. generations krigsførelse, hvis vi overhovedet vil være med. På hjemmefronten vil vi før eller senere møde udfordringerne fra 4. generations krigsførelse i en eller anden form.

Kunsten for både den politiske og militære ledelse bliver at bevare en passende balance, så man ikke blotter sig på det ene område som følge af en ensidig satsning på det andet. Det bliver ikke let, men det er der jo heller ingen, som har lovet. Udfordringen bliver måske især at få den nødvendige fokus på 4. generations krigsførelse, da den er mest fremmed for os, der lever i et rets- og velfærdsamfund.

Af seniorrådgiver Viggo Lemche, Forsvarets Forskningstjeneste

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.3_2004.pdf

 

Referencer

Alvin Toffler, Future Shock (1970), The Third Wave (1980), War and Anti-War (1993).

2 Martin van Creveld, The Transformation of War (1991).

3 William S. Lind, Colonel Keith Nightingale, Captain John F. Schmitt, Colonel Joseph W. Sutton, Lieutenant Colonel Gary I. Wilson, The Changing Face of War: Into Fourth Generation, Marine Core Gazette, October 1989, pp.22-36.

4 Robert Coram, Boyd - the fighter pilot who changed the art of war, Back Bay Books, 2002.

5 Qiao Liang and Wang Xiangsui, Unrestricted Warfare, PLA Literature and Arts Publishing House, 1999 (tilgængelig på internettet).

Litteraturliste

Del: