20.000 breve – erfaringer fra udsendelse af breve til soldater, der gjorde tjeneste mellem 1992 og 2007

I det følgende vil erfaringerne fra ud­sendelsen af de 20.000 breve, som de kom til at hedde, blive behandlet og de hyppigste reaktioner, som soldaterne beskrev, vil blive gennemgået. Sluttelig forsøges erfaringerne fra de 20.000 breve sat ind i en lidt større ramme, forsvars- og samfundsmæssigt.

Foto: Her ses veteraner der demonstrerer imod den seksmåneders-regel der kræver, at symptomer på f.eks. PTSD skal vise sig indenfor seks måneder efter hjemvendelse. Forsvaret.dk

Baggrund

Danmark har siden midten af 1950’erne sendt soldater ud i internationale missioner. De har været væk fra hjemmet og landet i en kortere eller længere periode, familierne har lidt afsavn, soldaterne har haft oplevelser under udsendelsen – gode og dårlige – og soldaterne er kommet hjem igen og har genoptaget deres militære arbejde eller er fortsat i en civil karriere. Disse soldater og deres familier har ikke fyldt meget i medierne eller i de videnskabelige undersøgelser i Danmark. Først i forbindelse med udsendelsen af danske soldater til Balkan i begyndelsen af 1990’erne, blev interessen for soldaternes oplevelser og hvordan de reagerede herpå, samt hvordan soldaterne på længere sigt nu også klarede sig, for alvor vakt i Danmark.

I 1994 gennemførte Forsvarets Center for Lederskab en undersøgelse af oplevelser og reaktioner hos soldater udsendt til Kroatien i 1993[1], i 1995 gennemførte Århus Universitet en tilsvarende undersøgelse af belastninger og efterreaktioner[2], og i 1996 gennemførte Forsvarets Sundhedstjeneste en undersøgelse af soldater og civile der deltog i Golf-krigen i begyndelsen af 1990’erne[3]. I 1997 gennemførtes en undersøgelse af soldater udsendt til Kroatien i 1995, 2 år efter deres hjemkomst[4]. Herudover er der ikke i dansk regi gennemført større systematiske undersøgelser af, hvordan soldater har det efter at have været udsendt i international mission, bortset fra de løbende opfølgningsundersøgelser af soldater ½ år efter deres hjemkomst fra international mission[5]. Dette rettes der nu op på, idet Forsvarsakademiet i løbet af de kommende år vil undersøge hvad det er, der påvirker både soldater og pårørende i forbindelse med soldaters udsendelse i international mission.

Vi har altså ikke nyere undersøgelser af, hvordan soldater har det efter endt udstationering og hvordan det påvirker deres liv på længere sigt. Fra den kliniske praksis stiller sagen sig imidlertid noget anderledes. Siden midten af 1990’erne har Institut for Militærpsykologi haft soldater i behandling, og erfaringer herfra peger på at soldater uanset udsendelsessted er i risiko for at få belastende efterreaktioner. Der er ikke tvivl om at udsendelsens karakter og grad af farlighed har indflydelse på soldaternes efterfølgende reaktioner, men forløbet efter udsendelsen har også vist sig at have stor betydning for soldatens senere velbefindende.

Det skal dog, ikke mindst i lyset af det efterfølgende, erindres, at langt de fleste soldater, der kommer hjem fra tjeneste i international mission oplever at de har haft udbytte heraf, personligt og fagligt.

De 20.000 breve

I julen 2006 bragte DR en række radioudsendelser med danske soldater, der havde været udsendt i begyndelsen af 1990’erne til det tidligere Jugoslavien. Nogle af disse soldater beklagede at Forsvaret ikke havde gjort opmærksom på den støtte, der var til rådighed, og de havde endvidere en oplevelse af, at der var soldater, der var blevet glemt, soldater, der var faldet igennem nettet og nu henslæbte en tilværelse med betydelige psykologiske problemer på grund af deres tidligere udsendelse. Et konkret spørgsmål forsvarsministeren blev stillet var, hvorfor Forsvaret ikke lavede en løbende opfølgning på de soldater, der havde været udsendt i international mission. Ministeren lovede i denne forbindelse at Forsvaret ville henvende sig til alle soldater, der havde været udsendt siden 1992 og give dem et tilbud om psykologisk behandling.

Som sagt så gjort. I marts 2007 sendte Forsvaret brev til de soldater, som havde gjort tjeneste i tidsrummet 1992 til 2007 og der blev indrykket annoncer i landsdækkende aviser for også at komme i kontakt med dem, det ikke var muligt at nå i form af et personligt brev.

I brevet blev soldaten gjort opmærksom på de støttemuligheder Forsvaret har, og de tidligere udsendte blev opfordret til at ringe på den hotline, der var oprettet til formålet, hvis de havde behov for hjælp, eller hvis de blot havde behov for en afklaring af deres situation.

241 personer svarede

Der blev i alt udsendt 20.324 breve og i løbet af de kommende måneder henvendte 241 personer sig, eller 1,2 pct. af de godt 20.000 tidligere soldater.

Af de 241 personer som henvendte sig blev 207 henvist til en forsamtale hos en psykolog, og af disse påbegyndte 164 et egentligt samtaleforløb.

Nogle af henvendelserne drejede sig om forhold, som ikke var af psykologisk karakter, hvorfor der blev viderehenvist til socialrådgiver, kommune, læge eller andre relevante støtteforanstaltninger.

Ligeledes viste det sig ved forsamtalen, at nogle af soldaterne ikke havde behov for et decideret samtaleforløb, men havde behov for en afklaring af eller en samtale om, hvordan de kunne komme videre i det, de nu var i gang med, fx uddannelse, job, behandling af misbrug, videre karriere, samlivsproblemer, m.m.

Hvor havde de været udsendt til?

De, der henvendte sig, havde været udsendt til det tidligere Jugoslavien, Irak, Afghanistan og andre områder, hvortil der udsendes og har været udsendt danske soldater. I særdeleshed var det dog soldater, der havde været udsendt til det tidligere Jugoslavien, der henvendte sig, altså primært udsendelser der ligger tilbage i 1990’erne.

 

Alderen på dem, der henvendte sig

Idet de fleste henvendelser drejede sig om udsendelserne i 1990’erne, var der en overvægt af soldater over 30 år. 56 pct. af soldaterne var mellem 30 og 39 år på henvendelsestidspunktet. 20 pct. var mellem 40 og 49 år. 15 pct. var under 30 år, altså soldater der har været udsendt til Kosovo, Irak og Afghanistan.

Hvor mange udsendelser havde den enkelte haft?

Blandt de soldater, der henvendte sig på baggrund af brevet, havde 45 pct. kun haft en enkelt udsendelse bag sig, mens 25 pct. angav at have været udsendt 2 gange. Det er altså 30 pct. der havde været udsendt mere end 2 gange, heraf 24 pct. 5 gange eller mere. Tyngden ligger således på 1-2 udsendelser.

Hvilke symptomer henvendte man sig med?

I skemaet nedenfor er der for hver aldersgruppe anført et tal mellem 1 og 5 som angiver, hvilke klager (symptomer) den pågældende aldersgruppe angiver som hyppigst forekommende. 1 angiver at der er tale om den indenfor aldersgruppen hyppigst forekommende klage, 5 angiver den 5’te hyppigste klage. Søjlen yderst til højre angiver, hvor hyppigt den pågældende klage forekommer i den skematiske fremstilling.

 

Symptomer inddelt efter aldersgruppe

(tal angiver prioritering af symptomer indenfor aldersgruppen

De hyppigst forekommende klager er hos alle aldersgrupper aggression. Herefter er angst den hyppigste klage – den figurerer således hos alle andre end de 20-29 årige, hvor den ikke er blandt de 5 hyppigste klager. Herefter følger depression, isolation, søvnforstyrrelser og flashbacks. Nedsat koncentration og hukommelsesproblemer anføres udelukkende hos de yngste som en af de 5 hyppigste klager. Somatiske (dvs. fysiske) reaktioner figurerer udelukkende blandt de ældste af soldaterne. Misbrugsproblemer angives udelukkende blandt de 30-39årige.

I det følgende vil de hyppigst forekommende klager blive beskrevet nøjere, bl.a. ud fra de beskrivelser, soldaterne giver af deres situation i samtalen med psykologen.

Aggression

At aggression er den hyppigste klage hos de soldater, der henvender sig på baggrund af de 20.000 breve kan ikke undre. Der er således tale om en ikke blot for soldaten, men også for dennes omgivelser, meget belastende reaktion, som oftest vil være åbenlys for alle. Derfor vil tilskyndelsen til at gøre noget, når man mister kontrollen, når man belaster relationen til sine nærmeste ved at være opfarende og kort for hovedet, når man kommer i slagsmål, m.m., være stor. Og derfor vil pårørende ofte skubbe på overfor en soldat, som hyppigt kommer i uhensigtsmæssige situationer på grund af sit temperament.

I det tidligere Jugoslavien var danske soldater udsendt som FN-soldater. Netop det, at soldaterne var udsendt som FN-soldater og det mandat, som deraf følger, hvor soldaternes opgave bestod i at holde stridende befolkningsgrupper adskilt, gjorde, at mange soldater blev fanget i situationer, hvor de følte sig afmægtige. Ofte kunne de blot se til, mens overgreb mod lokale, og såmænd også dem selv fandt sted, ligesom de selv blev udsat for trusler.

Mange af soldaterne fra disse missioner fortæller, at de efter hjemkomsten var mere aggressive, end de tidligere havde været, og hos nogle resterede denne aggressivitet mange år efter udsendelsen og gør det stadig. Sammenhængen mellem afmagt og bl.a. aggression rummes i begrebet FN-syndromet, hvor netop det, at operere ud fra neutralitet og ikke-magtanvendelse, kan give en lang række psykiske symptomer, fordi soldaten ofte er forhindret i at handle.

Men også blandt de yngste er aggression en velkendt reaktion efter en udsendelse. For nogle tager det tid at få omstillet sig fra mere eller mindre permanent at være i alarmberedskab til at forholde sig afventende eller ligefrem passivt.

Angst

Når soldater kommer hjem fra international mission oplever mange, at det er ganske belastende at gå på lørdagsindkøb med kæresten eller ægtefællen i det nærliggende indkøbscenter. Soldaterne bryder sig ikke om, at der er så mange tæt på, man kan ikke overskue menneskemængden, man bryder sig ikke om, at der er nogen bagved én, man oplever rysten i kroppen, hjertet hamrer hurtigere end det plejer, og engang imellem er man ved at gå i panik. Man bliver nødt til at flygte ud og bringe sig i ro og kontrol igen. Mange bliver bekymrede over disse reaktioner, som man ikke kender fra tidligere. Og hos nogen bliver reaktionerne ved med at være der. Uroen i kroppen sætter sig fast og soldaterne oplever at de fra tid til anden reagerer på måder, som de ikke forstår.

Den agtpågivenhed og det forhøjede alarmberedskab mange soldater oplever under udsendelsen og som under udsendelsen kan være forskellen på liv og død, har for nogle svært ved at finde sit normale leje, når man kommer tilbage til fredelige Danmark. Man bliver ved med at være i alarmberedskab, selv om situationen tilsiger noget helt andet.

Depression

En del af soldaterne der henvendte sig på baggrund af de 20.000 breve havde i kortere eller længere tid lidt af humørsvingninger. Nogle var sat i medicinsk behandling herfor, andre ikke. Når soldaterne beskriver, hvordan de oplever det at komme tilbage til hverdagen i Danmark, taler de ofte om savnet af kammeratskabet, om at have svært ved at identificere sig med de værdier, der er gældende i samfundet, om småligheden og hvordan det kan irritere dem, at man går op i små og ubetydelige ting.

Nogle vedbliver med at føle sig udenfor og anderledes, og kan blive triste og modløse. Nogle oplever, at det eneste, der kan hjælpe på denne følelse er, at blive udsendt igen, så man igen kan opleve fællesskabet og at man udretter noget.

Isolation

Af og til vil de depressive symptomer ledsages af isolation. Soldaten trækker sig fra socialt samvær, lukker sig inde med sin computer, ringer ikke til venner og bliver mere og mere afsondret fra sit sociale netværk.

En del soldater oplever, at det er svært at gøre andre forståeligt, hvordan de har det. De kan have svært ved selv at forstå, hvordan de har det og hvorfor, og så bliver det endnu sværere at tale med andre om, hvordan man har det. Også det at fortælle andre om oplevelserne, man havde under udsendelsen, er vanskeligt, fordi soldaterne ikke oplever sig forstået. De har opgivet at fortælle det til andre end dem, de var udsendt sammen med, men måske ser de dem ikke mere. Dette kan medføre, at soldaten holder sig mere og mere for sig selv, parforhold går i opløsning og det sociale netværk smuldrer. At det i særdeleshed er de 40-59årige der oplever isolation kan netop være et udtryk for, at deres sociale relationer efterhånden er tyndet ud, og at det er svært at fastholde de nære relationer. De har ikke længere kontakt med tidligere soldaterkammerater, og mister man oveni dette i kortere eller længere tid, tilknytningen til arbejdsmarkedet, så er det indlysende at oplevelsen af isolation bider sig fast.

Søvnforstyrrelser

Det er ganske almindeligt, at vi i perioder af vores liv har søvnforstyrrelser af den ene eller anden grund. Det kan ske, når vi er stressede, når vi har bekymringer eller af andre grunde ikke har det optimalt. Nogle har svært ved at falde i søvn, andre har mareridt eller urolig søvn, som bevirker at de vågner uden at være udhvilede om morgenen. Også de tidligere soldater rapporterer om søvnforstyrrelser, hyppigst blandt de yngre af dem, der henvendte sig på baggrund af de 20.000 breve. En del oplever, at tanker om udsendelsen bliver ved med at hjemsøge dem både i vågen og sovende tilstand. Ofte aftager søvnforstyrrelserne, hvilket også ser ud til at gøre sig gældende blandt de soldater denne artikel omhandler. 

Flashbacks

Blandt de yngste og blandt de 40-49årige er den hyppigste klage flashbacks. Man genoplever tidligere hændelser, og nogle vil føle sig hensat til situationen med fx fysiske reaktioner til følge. Billeder og Tv-udsendelser kan reaktivere tidligere oplevelser, og nogle vil simpelthen forsøge at undgå disse, fordi det gør dem sårbare.

Det er ikke sjældent, at de unge lige efter hjemkomsten har en del flashbacks, mens det at de 40-49årige også giver udtryk herfor, tyder på, at de oplevelser, der ligger bag, ikke er blevet bearbejdet i tiden efter udsendelsen. Det er således påfaldende at soldater udsendt i 1990’erne overfor psykologen kan fortælle, at dette er første gang, de egentlig fortæller nogen om de oplevelser, de havde for mange år siden.

Nedsat koncentration og rastløshed

At arbejde og leve i en militær enhed i et halvt år eller mere indebærer for mange et konstant bombardement af sanseindtryk. Man er aldrig alene og der er hele tiden noget man skal eller kan forholde sig til. Hjernen er på overarbejde. Når man så kommer hjem og befinder sig i sin normale hverdag, hvor sansebombardementet er betydeligt mindre, eller overhovedet ikke eksisterer, så kan det være vanskeligt at koncentrere sig og forholde sig i ro. Man er rastløs og har svært ved at gøre noget færdigt. Nogle forsøger at genetablere udsendelsens ”uro”, fx ved at lade fjernsyn og radio køre på én gang, lade lyset være tændt og i det hele taget have mange ting i gang på samme tidspunkt. Som det fremgår, er det de yngste, der rapporterer problemer med koncentration og rastløshed, og erfaringen er, at disse problemer aftager med tiden.

Hukommelsesproblemer

Lige som koncentrationsproblemer er hukommelsesproblemer en meget hyppig reaktion på den belastning det er at leve og arbejde tæt sammen med andre mennesker 24 timer i døgnet alle ugens dage. Ofte vil hukommelsesproblemerne aftage lidt efter lidt og blandt dem, der henvender sig på baggrund af de 20.000 breve, er det da også hos de yngste, at denne klage fylder meget. Imidlertid kan det være frustrerende og irriterende ikke at kunne lære nyt, når man nu påbegynder ønskestudiet efter endt udsendelse eller ikke at kunne huske, hvad det var man gik i byen for at købe ind. Dog resterer disse problemer som sagt sjældent flere år efter udsendelsen.

Somatiske problemer

Blandt de 50-59årige er somatiske problemer den næst hyppigste klage. Jo ældre de tidligere soldater bliver, jo flere somatiske problemer vil der opstå. Sådan vil billedet også være udenfor soldaternes rækker. Det, der imidlertid er vigtigt her, er om nogle af de somatiske klager hænger sammen med andre klager, fx depression og angst. Forhold som vejrtrækningsvanskeligheder, hjertebanken, træthed og anspændthed i kroppen lægger sig således ofte op ad angst og depression og bliver her et mere håndgribeligt symptom på problemerne.

Misbrugsproblemer

Blandt de 30-39årige figurerer misbrugsproblematikker blandt de 5 hyppigste klager. Der er tale om alkohol- og hashmisbrug, men også andre stoffer ses der misbrug af. Der er her sjældent tale om et isoleret problem, snarere er misbrugsproblemerne knyttet til andre symptomer fx søvnforstyrrelser, hvor de tidligere soldater forsøger at medicinere sig selv til en bedre søvn. Men også problemerne med uro og angst forsøger nogle at komme ud af ved fx at bruge hash. Problemer med aggression er ofte også ledsaget af problemer med alkohol, idet aggressionerne er under kontrol, når soldaterne er ædru, men bliver ukontrollable, når der kommer for meget alkohol ind i billedet.

Livet efter udsendelsen

Som det fremgår af ovenstående er livet efter udsendelsen for en gruppe af de tidligere soldater ikke blevet, som de havde ønsket det. Tilknytningen til arbejdsmarkedet kan være sporadisk, de sociale relationer tyndet ud og nære relationer kan være næsten fraværende. Dagligdagen er måske også præget af isolation, og tilmed er der nogle, der slås med psykiske problemer og misbrug af alkohol og/eller stoffer.

Udsendelsen var imidlertid også for mange en god oplevelse. De kunne lide den militære verden og dens opgaver, og de havde gode oplevelser med det kammeratskab, de oplevede under udsendelsen. For nogle var udsendelsen en periode i deres liv, hvor der var brug for dem, hvor den funktion, de var sat til at bestride, indgik i en større helhed. Den enkelte blev på denne måde en uundværlig del af noget større.

Forsvarets Center Lederskab gennemførte i 1993 en undersøgelse af det tredje hold, der var udsendt til Kroatien[6]. Af denne undersøgelse fremgår det, at en meget stor del af de udsendte (95 pct.) mener, at udsendelsen vil være et godt minde for dem i fremtiden og 80 pct. angiver, at de gerne vil tage af sted igen. Dette stemmer godt overens med det generelle indtryk man får ved at tale med soldater, der var udsendt i begyndelsen af 1990’erne, men nogle af soldaterne har altså fået ganske massive problemer efter deres udsendelse og kan næppe siges at have fået et godt minde derfra.

Hvorfor gik det sådan?

Hvordan kan det være, at der i 2007 stadig er soldater, der har reaktioner efter deres udsendelse i 1990’erne? Hvordan kan det være, at disse soldater ikke er blevet hjulpet på et tidligere tidspunkt?

I 1990’erne var Forsvarets opmærksomhed i høj grad rettet mod udsendelsen, altså hvad der skete i selve missionsområdet og den militære forberedelse hertil, mens man kun i ringere grad var opmærksom på den psykiske forberedelse og hjemkomsten. Først i midten af 1990’erne begyndte man systematisk at forberede personellet på, hvordan de kunne tage vare på sig selv og hinanden under udsendelsen, psykologisk set. Og også først her skærpedes opmærksomheden på de reaktioner, soldaterne havde med sig hjem i bagagen fra udsendelsen. Holdningen til dette var i øvrigt ikke udelt begejstret. Mange mente at soldaterne blev pakket ind i vat, og at soldater jo var uddannet til at varetage deres arbejde, og derfor ikke behøvede psykologer til at hjælpe sig, hverken før eller efter. Mange mente, og gav udtryk for, at soldater er mænd, der ikke græder, og i hvert fald ikke taler med psykologer.

Heldigvis er denne holdning gradvist ændret ikke bare i Forsvaret, men i hele samfundet. Nu er det legalt at tale om sine problemer og følelser, og man ønsker hjælp, når der er problemer, man har svært ved at håndtere.

I anden halvdel af 1990’erne udarbejdedes altså lidt efter lidt procedurer for udsendelse og hjemtagelse af personel, således at der også kom fokus på det psykiske område. Men de første hold i Kroatien i begyndelsen af 1990’erne blev i høj grad ladt i stikken og det er erfaringen, at de soldater der blev fanget mellem serbere og kroater i Kraijna i 1995 ikke fik tilstrækkelig hjælp. Forsvaret sendte et par år efter hændelserne i Kraijna et spørgeskema til soldaterne med tilbud om psykologisk støtte, men ca. 25 pct. svarede aldrig herpå. Det er muligvis i denne gruppe, man skal finde nogle af de soldater, der i 2007 henvendte sig på baggrund af udsendelsen af de 20.000 breve.

Når der derfor i 2007 stadig er soldater, der har reaktioner efter udsendelse i 1990’erne, så hænger det givetvis sammen med en række forhold. Først og fremmest udviklede Forsvaret først i anden halvdel af 1990’erne en struktur til at forberede, udsende og hjemtage soldater. Det er denne struktur, der er grundlaget for, hvordan vi gør det i dag. Ikke mindst hjemkomsten er der nu meget mere fokus på. Udviklingen generelt i samfundet, hvor psykologbistand er blevet langt mere almindeligt at benytte sig af, har også gjort det lettere for soldater at søge hjælp, når de har behov for det. Og så er der generelt i samfundet blevet mere opmærksomhed omkring soldater og deres arbejde. Dette er medvirkende til at arbejdsgivere, kolleger, familie og bekendte er opmærksomme på en tidligere soldat, som ikke har det så godt, som vedkommende kunne have det, og derfor tilskynder vedkommende til at søge behandling. Endelig er det uomgængeligt, at krige ikke blot koster liv og førlighed, men for nogle også medfører varige psykiske mén.

Forsvarets interesse for tidligere udsendte

Nogle oplevede at henvendelsen i 2007 om behov for psykologisk støtte, var den første interesse Forsvaret viste dem, efter at de for mange år siden var kommet hjem. Når dette er oplevelsen hos nogle - få eller mange - så må der siges at være et problem. Som allerede omtalt er perioden efter hjemkomsten af stor betydning for soldaten, ikke blot er anerkendelsen og påskønnelsen af, hvad han/hun har udrettet vigtig, men også muligheden for at tale med andre som forstår, hvad det er man taler om. Overgangen mellem den militære verden og den civile er for mange alt for brat. Derfor er de nuværende initiativer, hvor soldaterne får mulighed for stille og roligt at lande efter en udsendelse, af stor betydning. Ligeledes er Kammeratstøtteordningen, hvor det netop er soldaterkammerater, der hjælper andre soldaterkammerater, en stor støtte for mange.

Hvad kan Forsvaret lære af de 20.000 breve?

Forsvaret har lært meget siden begyndelsen af 1990’erne hvor der for alvor kom gang i udsendelsen af danske soldater i international mission. Først og fremmest er der nu, som det er beskrevet ovenfor, en opmærksomhed omkring hele udsendelsesforløbet, og at der for soldaten og dennes pårørende er mulige belastninger af forskellig karakter hele vejen igennem forløbet.

Det understreges gennem de 20.000 breve, at soldater også mange år efter en udsendelse kan have reaktioner, som har med den tidligere udsendelse at gøre. Det har dog også vist sig, at nogle tidligere udsendtes nuværende problemer, ikke har relation til udsendelsen. Den megen fokus på, hvad udsendelse i international mission kan betyde for et menneske, har gjort, at senere problemer, depressioner, skilsmisse, vanskeligheder på arbejdet, m.m. næsten automatisk vil blive forstået i lyset af udsendelsen, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet eller konstruktivt for soldaten. Tværtimod kan det være af stor betydning, at man får set sit liv og sine eventuelle problemer i relation til det samlede liv, man lever. Nogle af vores problemer er det måske ikke muligt at identificere en årsag til – og derfor vil en overeksponering af den tidligere udsendelse, og et snævert fokus på dén som årsag til alle ens problemer, være en overeksponering. Nogle af de soldater, der har været udsendt i international mission, har haft en belastet opvækst, og Forsvaret har her været det sted, hvor soldaten oplevede respekt og anerkendelse, og hvor den sociale baggrund ikke var det vigtige, så længe opgaven blev løst. Militærtjeneste har således for mange været et ”turning point”, idet Forsvarets rammer og strukturer kom til at fungere som det skelet, man kunne hænge sin identitet op ad. Imidlertid varede tjenesten ikke evigt og der kom en dag, hvor det så skulle forsøges at overføre erfaringerne fra den vellykkede tjeneste i Forsvaret til en civil hverdag. For langt de fleste gik det godt, men nogle magtede ikke at fastholde det gode, man havde lært i Forsvaret, og den selvtillid der var oparbejdet smuldrede. Her kan man så diskutere, hvad det er der er årsag til problemerne: opvæksten eller Forsvaret.

Hvad kan samfundet lære af de 20.000 breve?

De væsentligste erfaringer samfundet kan gøre på baggrund af erfaringerne fra de 20.000 breve er, at krig har omkostninger, både her og nu og på længere sigt. Det må ikke komme som en overraskelse for os, at soldater der har gjort tjeneste i international mission i lang tid efter at de har været udsendt og for nogles vedkommende resten af livet, vil have belastende reaktioner herpå. Forsvaret skal være i stand til at forberede soldater forud for udsendelse, så de ved, hvad de kan gøre for at passe på sig selv, psykisk, og Forsvaret skal kunne håndtere soldater, der vender hjem med belastninger i bagagen. Men der vil altid være soldater, der bliver mærket af at være soldat i internationale missioner.

 

Litteratur

Marianne Bache og Birgitte Hommelgaard: Danske FN-soldater. Oplevelser og reaktioner, Forsvarets Center for Lederskab,1994

Elklit, A. og Knudsen, H.: Danske FN-soldater i fredsbevarende mission – belastninger og efterreaktioner, 1995.

Henrik Elsig Andersen: Danske FN-soldater 2 år efter, Forsvarets Center for Lederskab, 1998.

B. Guldager, T. Ishøy, M. Appleyard: Første rapport fra Golfundersøgelsen, Sundhedsstyrelsens Rådgivende Videnskabelige Udvalg for Miljø og Sundhed, 1998.

Undersøgelse af erfaringer fra hold 3/DANBAT/UNPROFOR, Forsvarets Center for Lederskab, 1993.

[1] Marianne Bache og Birgitte Hommelgaard, Danske FN-soldater. Oplevelser og reaktioner, Forsvarets Center for Lederskab,1994.

[2] Elklit, A. og Knudsen, H., Danske FN-soldater i fredsbevarende mission – belastninger og efterreaktioner, 1995.

[3] Bl.a. beskrevet i Første rapport fra Golfundersøgelsen af B. Guldager, T. Ishøy, M. Appleyard, Sundhedsstyrelsens Rådgivende Videnskabelige Udvalg for Miljø og Sundhed, 1998.

[4] Henrik Elsig Andersen, Danske FN-soldater 2 år efter, Forsvarets Center for Lederskab, 1998.

[5] Resultaterne heraf offentliggøres løbende og udmønter sig primært i en opgørelse af antal soldater, der befinder sig i risikogruppe for at udvikle alvorlige efterreaktioner.

[6] Undersøgelse af erfaringer fra hold 3/DANBAT/UNPROFOR, Forsvarets Center for Lederskab, 1993.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Litteraturliste

Del: