1864 - et hundreårsminde

Denne overskrift er titel på det værk, som Martins Forlag sidst i O KT 63 udsendte. Det er hundredårets største og i anslaget mest pompøse mindebog. Er det blevet »Bogen om 64«? Både ja og nej!

Om bogens hensigt bar redaktionen — redaktørerne M. Friis Møller og E. Mentze — i forordet oplyst, at bestræbelserne er gået ud på, at se krigen under forskellige aspekter. Først er der søgt gengivet et objektivt billede af den politiske udvikling op til krigens udbrud. Dernæst redegøres for hærens organisation in. v. og for landbefæstningen samt hærens og flådens våben og materiel. Hæren følges ved Danevirke og på tilbagetoget herfra til Dybbølstillingen og under forsvaret af Nørrejylland. Efter stormen på Dybbøl behandles træfningen ved Helgoland og de øvrige søtræfninger, våbenstilstanden og tabet af Als.

I et følgende afsnit omtales de frivillige, ligeledes hvordan krigen og krigstiden afspejler sig i tidens faglige og skønlitterære bøger, og endelig gøres tiden efter krigen til genstand for en almen historisk vurdering.

Det er blevet en stor bog — godt halvfjerde hundrede sider — i kvart- format med 10 farveplancher, 7 kortskitser og 7 oversigtskort. Bogen er endvidere udstyret med en nyttig litteraturfortegnelse med ca. 200 numre. Endelig er Geodætisk Instituts Dybbøl-turistkort med krigerkrave og mindesmærker gengivet.

Som det fremgår ovenfor har redaktionen tilstræbt en betydelig bredde i fremstillingen, idet krigsbegivenhederne foruden af de militære forudsætninger indrammes af den politiske optakt til felttoget og af dets afspejling i efterkrigstidens litteratur og samfundsmæssige udvikling. Denne relative bredde sætter værket i en særklasse i forhold til flertallet af jubilæumsbøger.

Men værkets tilrettelæggelse iøvrigt følger ikke ganske trop med redaktionens høje mål — og svarer ej heller alt for godt til bogens bøje pris — 140 kr. heftet, 198 kr. indbundet (i et noget sørgeligt bind). Bogen er rigt illustreret — så rigt, at man ikke altid har overkommet helt præcise billedtekster, enkelte er rent ud sagt vildledende. Billedplaceringen er ikke altid lige heldig: for mange af bogens sider savner den rette balance og virker urolige. Det ville imidlertid under alle omstændigheder være ugørligt at placere bogens grafiske udstyr i topklasse; gengivelsen af flere malerier er direkte mislykket — eksempelvis siderne efter 136 og 144 — hvor der er sparet på visse farver; det kan man til gengæld ikke sige om det blå i reproduktionen af Otto Baches pragtfulde »Chr. IX besøg i Dybbølstillingen« (efter side 168). Det er heller ikke god grafisk tone at gengive Villi. Rosenstands »8. Brigades modangreb« (efter side 208) i forskåret stand.

Det virker akavet, at indholdsfortegnelsen er anbragt bagtil i bogen, og de iøvrigt gode oversigtskort er placeret ganske tilfældigt — og hvad værre er — uden henvisninger i teksten. Der savnes helt registre, hvilket især er uheldigt m. h. t. personer og stednavne. I det hele taget må det siges, at redaktionen har været nok så heldig i valget af bidragydere som i præsentationen af deres indsats.

*

I bogens indledende afsnit redegør redaktør P. Stavnstrup for den stats- politiske udvikling mellem de to slesvigske krige mod udgangspunkt i den grundlovgivende rigsforsamling 1848. Der tegnes en række levende portrætter af de mænd, der satte deres præg på det politiske liv i mellemkrigstiden. Særlig interesse har beskrivelsen af »manden for det hele«, C. C. Hall, der som statsminister og tillige udenrigsminister i tiden 1858 til DEC 1863 kom til at hære en væsentlig del af ansvaret for den stats- politiske udvikling op til 2. slesvigske krig.

Også kong Frederik VII og grevinde Danner får del i redaktørens livfulde karakteriseringsevne. Denne særprægede monark, om hvem det er sagt, at ingen vidste, om det var fyrsten eller sjoveren, man havde for sig. Betingelser for at tage føringen under de uhyre politiske forviklinger besad kongen ikke. Særpræget var også grevinden, hvis blotte tilstedeværelse ved kongens side hæmmede normale fyrstelige forbindelser, der kunne have støttet de nationalliberale ministerier i deres udenrigspolitiske vanskeligheder. En vis skyld for den nationalliberale politiks forlis i 1864 lægges derfor på kongens ægteskab.

Allerede da rigsrådet ifølge oktoberforfatningen trådte sammen i 1851 indledtes det dansk-tyske monarkis dødskamp med holstenernes krav om. at forfatningen skulle forelægges stænderne. Hall blev under endeløse, enerverende forhandlinger, rivninger indadtil og diplomatiske tovtrækninger med både neutrale og tyske magter drevet over i den utilslørede ejderpolitik — direkte i strid med Londonaftalerne af 1851/52. Sidst i halvtredserne veg og firede H all for at gøre del evident, at det var tyskerne selv, der trængte ham tilbage over Ejderen. Også den sydslesvigske tysk- lieds forhold inddroges blandt stridspunkterne — og de neutrale stater gav i nogen grad klageren ret, hvorved den danske regerings stilling vanskeliggjordes i overordentlig grad.

Med fuld ret understreger redaktør Stavnstrup den centrale plads Bismarck fik i den dansk-tyske strid, da han i 1862 blev preussisk ministerpræsident. Også det skæbnesvangre i de falske forhåbninger om svensk hjælp, som den svenske hofpolitik vakte hos Hall, fremdrages. Forhåbninger, der først endelig bristede, da kong Carls »broderskålsaftale« med kong Frederik af den svenske regering skødes tilside i OKT 63.

Foråret 63 følte Hall sit sæde vakle på grund af hans »eunetatorpolitik«, og da han vurderede den udenrigspolitiske situation gunstig, blev Holsten og Lauenborg udsondret af forfatningsfællesskabet. Det tyske forbund truede med eksekution. Netop da afgik kong Frederik ved døden, og selv om hans efterfølger Christian IX tøvede, underskrev lian dog november- forfatningen. Bismarcks svar var krav om forfatningens tilbagetrækning inden årets udgang. I denne situation afskedigede kongen Hall, og Monrad dannede ministerium. Selvom Monrad var rede til på konstitutionel vis at trække novemberforfatningen tilbage, lod Bismarck sig ikke standse.

Redaktør Stavnstrup slutter sin udtømmende og, når der henses til den noget spegede udvikling, overskuelige fremstilling med omtale af London- konferencen efter Dybbøls fald, af forhandlingerne, der førte til freden i Wien 30 O KT 1864, og af artikel Vs skæbne.

*

Inden den grundige omtale af krigsbegivenhederne redegøres i tre mindre afsnit: Det danske forsvar op til 1864, Fæstningsværker og våben og Flådens skibe og armering for en del af de militære og forsvarspolitiske forudsætninger for felttoget.

Major C. F. Hagen redegør i det første afsnit for den kranke skæbne, der blev Danmarks samlede forsvarsplan til del efter, at 1)1. a. en i 1855 nedsat kommission under general de Meza havde arbejdet hermed. Trods general Thestrups energiske forsøg som krigsminister i 1859— 63 på al råde bod på de indskrænkninger i landforsvaret, som pengekrisen fik skyld for, lod mellemkrigstidens forsyndelser sig langtfra afbøde.

Det er med fuld ret, at major Hagen i sin ret skarpt formulerede, men synes det retfærdige, vurdering konklurerer, at navnlig hæren havde haft vanskelige kår op til 64. Den forpligtelse, som den politiske situation pålagde de skiftende regeringer i årene op til krigen, blev ikke opfyldt. De forter og fæstninger, der var forudsat som grundlaget for landets samlede forsvarsplan, de vel udrustede og grundigt samarbejdede tropper og det vågne og rigelige officerskorps — alt det, der skulle give kampen mod overmagten midler og mening — fattedes.

Ansvaret herfor ligger med overvældende vagt hos den politiske ledelse, der ikke veg tilbage fra at kaste landet ud i krigen, men som skyede de politiske vanskeligheder ved tilvejebringelsen af de økonomiske ofre på forsvaret. På baggrund af de nedslående politiske perspektiver fremhæver major Hagen til slut den sjælden gode moral og kampvilje, som klart trådte frem, da hæren samledes i Slesvig i januar 1864.

Med sin solide faglige viden behandler museumsinspektør, magister Egon Eriksen emnerne: fæstningsværker og våben. Gennemgangen af fæstningsværkerne, der er meget grundig, indledes med den oplysning, at krigsministeriet slet ikke vovede at fremkomme med forslag om de nødvendige 11 millioner rigsdaler til befæstningen af Danevirke, Dybbøl og Fredericia. Beløbet blev nedskåret til 1 million! hvoraf hovedparten kom Danevirkestillingen til gode — men først i årene 1861— 63, da krigen stod for døren.

Beskrivelsen af Danevirkestillingen sluttes med ordene: Sådan var det Danevirke, som et forkert orienteret folk stolede på, og som det ansvarlige ministerium skulle afskedige hærens overgeneral for at have rømmet, da han ikke ville sætte hærens eksistens på spil ved at forsvare det.

Dybbølstillingen var langtfra færdiggjort — selv i dens stærkt beskårne udgave — da hæren besatte den efter tilbagetoget. Denne stilling lige som Fredericia Fæstning er meget udtømmende behandlet. En lille unøjagtighed har imidlertid indsneget sig med hensyn til det skyts, der anbragtes delingsvis i skansemellemrummene på Dybbøl. Ikke alle 18 kanoner — hvoraf 16 feltkanoner — var glatløbede, idet 3 delinger havde 4 pds riflet skyts.

Museumsinspektørens gennemgang af våbnene i 1864 er meget grundig, idet der først tages fat på de traditionelle, hvorefter de nye opfindelser, de riflede bagladevåben, der her for første gang anvendtes i en europæisk krig gennemgås — mange læsere vil vist finde det — lidt for grundigt.

Kommandør H. H. Wesche indleder sin gennemgang af flådens skibe og armering med at fastslå, at den danske marine var fulgt særdeles godt med udviklingen, således at man ved krigsudbruddet rådede over nogle af de mest moderne skibstyper. Der var altså sket meget betydelige forbedringer i den danske flådes sammensætning og udrustning siden 1. slesvigske krig, kun 14 år før. Endvidere oplyses, at der i mellemkrigstiden var uddannet rigeligt personel til dækning af mobiliseringsbehovet. Officerskorpset var afpasset efter de eksisterende flådeplaner.

Den kortfattede og klare gennemgang af den danske flåde og dens armering følges af en lignende i store træk af Preussens og Østrigs flåder. Preussens flåde var i enhver henseende beskeden; anderledes med Østrigs, der omkring århundredets midte var blevet gennemgribende reorganiseret af den danske kommandør, østrigsk viceadmiral, H. B. Dahlerup! Østrigs flåde var betydelig større end den danske, men størsteparten af den var ved krigsudbruddet oplagt.

*

Det centrale og største afsnit i bogen »Krigens forløb«, der har flere underafsnit, er skrevet af major Hagen. I et klart og relativt kort indledende afsnit behandles hæren under krigens optakt. Først omtales m obiliseringen, der indledtes med tilvejebringelse af en sikringsstyrke i O KT 63. Krigsministerens, general Thestrups, tilbagetræden i protest mod finansministerens sædvanlige modstand, og hans erstatning med den uheldige oberst Lundbye, omtales. Interessant er majorens påpegen af, at bevillingerne, der var nødvendige til mobiliseringen, forsinkedes af regeringen i 1— 2 måneder! I flere af sine første og ret afgørende dispositioner var oberst Lundbye i direkte strid med sin forgængers opfattelse og kom mere og mere under indflydelse af den egenrådige direktør i krigsministeriet, major Ankjær, der savnede gelederfaring.

Efter at have omtalt opgivelsen af Holsten, hvor general Steinmann 25 NOV fik ordre til at imødegå enhver fjendtlig overskridelse af grænsen og 7 DEC ordre til at rømme Holsten i takt med forbundstroppernes udrykning, vender majoren sig til overkommandoen. Han slår med rette fast, at der i årene op til krigen ikke fandtes nogen højere officer, der i fuldt mål tilfredsstillede alle kravene til en overgeneral. Valget faldt som bekendt på den 72-årige general C. J. de Meza. Han udpegedes først 25 DEC og fik som stabschef oberst H. A. Th. Kauffmann, der aldrig havde gjort tjeneste i geleddet og de sidste 9 år ikke havde været i berøring med hæren. løvrigt var Kauffmann imod de Meza som overgeneral og savnede ethvert kendskab til hærens aktuelle forhold. Først 24 JAN — en uge før krigen begyndte — fik de Meza en politisk orientering ledsaget af en særdeles detaljeret instruktion, hvis kærne var, at kampen i Danevirkestillingen ikke måtte føres så vidt, at hæren kompromitteredes.

Det fastslås, at den danske hær var den allierede en del underlegen — især med liensyn til artilleri — allerede i starten, og at den moltkske felttogsplan som et væsentligt punkt havde det stærke flankekorps’ energiske fremrykning over Slien mod Flensborg for at falde Danevirkestillingen i ryggen. løvrigt var den allierede 80-årige marskal Wrangel endnu mere affældig end de Meza.

Major Hagens andet underafsnit omhandler dagene i Danevirke, der slutter med følgende vurdering: Danevirkes tragedie lå ikke i selve tilbagegangen; stillingen måtte før eller senere forlades. Tragedien lå først og fremmest deri, at befolkningen ikke i tide var forberedt på den funktion stillingen havde, og på de betingelser, der herskede for kampen der. Dernæst i de fejl og forsømmelser, overkommandoen gjorde sig skyld i; muligheden for et helt andet forløb af kampen havde vitterligt været til stede, men blev ikke udnyttet. Sejgheden i de danske troppers modstand og artilleriets sikkerhed (fjendens vurdering) havde dog muliggjort som afslutning, at vi hed eftertrykkelig fra os. Een ting må tilkendes de Meza som fortjeneste: At han med ansvarsmod og fasthed dækkede beslutningen om tilbagegangen med sin person.

I 3. underafsnit — tilbagetoget og dets følger — fastslår major Hagen efter at have påpeget overkommandoens mindre hensigtsmæssige tilrettelæggelse af tilbagegangen, at forholdene var således, at der måtte opbydes næsten overmenneskelig indsats af hver enkelt mand for at gennemføre den. Med fuld ret fastslås, at det er et vidnesbyrd om enestående god soldaterånd og pligtfølelse, at mandskabet fandt kraft og vilje til at hjælpe, når køretøjer brød sammen og heste faldt om. Det sikre tegn på, at en hær er slået moralsk — eflerladelse af store mængder materiel og udrustning — fik de allierede ikke lejlighed til at konstatere under den danske hærs march fra Danevirke til Flensborg — og iøvrigt ej heller videre mod Sundeved.

Tvært imod — og på trods af føringens svigten — fik vor arrieregardes kamp ved Sankelmark følgende skudsmål (atter fjendens): Trods manglen på artilleri og de anstrengelser, der var gået forud sloges regimenterne med tapperhed og udholdenhed. — På den baggrund er det så meget mere bittert, når major Hagen fastslår: Et flankeangreb havde været muligt, men atter forspildtes en lejlighed til at tilføje angriberen et føleligt nederlag.

Det er i parentes bemærket et mindre heldigt valg, at der til anskueliggørelse af valpladsen ved Sankelmark — ligesom iøvrigt ved Mysunde — er benyttet nutidige, tyske kort i stedet for datidens.

Major Hagen fordømmer med rette de Mezas — eller måske rettest Kauffmanns — mangel på psykologisk sans i forbindelse med tilbagetoget. Ordren ramte hæren som et kølleslag, og gav den et knæk, som den ikke forvandt under resten af krigen. Majoren er med fuld ret meget skarp i vurderingen af reaktionerne i København: Befolkningens optøjer, den uansvarlige presses pusten til ilden med forræderisigtelser mod de Meza og flere generaler. Regeringens reaktion betegnes som nedværdigende og forkastelig — udpegningen af syndebukke blev vigtigere end sagen: småtskårenhed og mangel på moralsk mod fik Monrads regering til at svigte hæren i det øjeblik, den havde mest brug for støtte. Krigsministerens fejde med de Meza fik ham til helt at glemme sine virkelige pligter. Det direktiv til hæren, der kunne sætte tingene på plads: Om forsvaret af Nørrejyllands grænse eller Dybbøl var vigtigst — udeblev. Hæren blev at ligne ved et skib uden bestemmelsessted, ror og sejl!

I det 4. under afsnit, om Dybbøl og Als, hævder major Hagen, at den danske hær trods inaktiviteten og de spildte muligheder ved Danevirke, det psykologiske slag og de uhyre fysiske anstrengelser under tilbagetoget og de af overledelsen tilrettelagte kampe om forpostterrænet foran Dybbøl alligevel — man kan næsten sige stik imod sund fornuft — bevarede en kampvilje og ånd, der kunne give betydelige resultater, hvis de udnyttedes.

Imidlertid var den voksende officersmangel et meget alvorligt problem, og mistillid rettedes imod den midlertidige overkommando, hvis ledelse hidtil ikke havde været tilstrækkelig målbevidst. Utilfredsheden fik et skarpt udtryk, da divisionscheferne ansøgte kongen om at få den gamle overkommando tilbage — en ansøgning, som general Lüttichau loyalt fremmede. Den kom selvsagt ubelejligt for krigsministeren, der stod midt i sin private krig imod de Meza. Loyalitet trykkede ikke Lundbye, der i stedet for at sende ansøgningen til kongen — der først underrettedes, da de Mezas skæbne var afgjort — i stedet foreslog selv at overtage overkommandoen! Dette absurde forslag (som Monrad må have billiget) blev pure afvist af kongen.

Et andet nederlag for krigsministeren ramte ham måske dog endnu føleligere: den kommission, der var nedsat for at stemple de Meza, konkluderede i en skarp fordømmelse af Lundbyes gennemførelse af mobiliseringen!

Da Lundbye ikke selv kunne blive både minister og overgeneral, valgte ban den ældste han kunne finde: Gerlach, hvis valg blev modtaget med forbløffelse i hæren og af ham selv med uvilje og manglende tro på at kunne løfte byrden. Major Stjernholm, der i interimstriden allerede havde vist sin uegnethed til posten som stabschef, ansattes fast! De spildte muligheder — en eller flere vellykkede modoffensiver — under kampene om Dybbølstillingens forpostterræn viste med al tydelighed overkommandoens uegnethed og Lundbyes stadig svindende dømmekraft.

Inden de afgørende uger på Dybbøl vender major Hagen sig i sit 5. underafsnit til Nørre Jyllands skæbne. 4. divisions »operationer« ved kongerigets sydgrænse og denne grænses opgivelse uden kamp skyldtes dels regeringens undladelse af at klarlægge, hvilke politiske interesser, der knyttede sig til grænseforsvaret dels general Hegermanns stærkt defensive opfattelse af hvilken opgave ban var i stand til at løse. Med opgivelsen af grænseforsvaret uden sværdslag svandt det sidste håb om effektiv hjælp — ja i virkeligheden positiv holdning — udefra.

Trods tappert og heldigt gennemførte eskadronsangreb, der satte vort rytteri i respekt hos fjenden, der stadig måtte bide i græsset, beherskedes general Hegermann næsten manisk af sin »kongstanke« at lægge tilstrækkelig luft mellem sig og fjenden. Den førte til det tre ugers »rekreationsophold« på Mors! Endelig — efter gentagne krav fra overkommandoen (Hegermann foretrak den »lige linie« til Lundbye) — rykkede 4. division sydpå først i april og nåede uden kamp Skanderborgegnen. Efter Dybbøls fald bragte Hegermann sin division omkring 1 M AJ i sikkerhed bag Limfjorden.

Major Hagen dømmer general Hegermanns svigten hårdt — heri er ban på linie med den bedømmelse, som allerede i 1936 kom til udtryk i generalstabens bog »4. division i Nørrejylland«, under afdøde oberstløjtnant Jens Johansens redaktion.

Til slut i underafsnittet omtales fæstningen Fredericia, der trods fredstidens forsømmelser, af kommandanten, general N. C. Lunding, blev sat så vel i stand, at den modstod de forenede østrigeres og preusseres belejring og heftige bombardement 20 M AR. Lunding afslog opfordring til overgivelse, hvorefter fjenden fjernede sig — trods energisk modstand stod Lunding sig imidlertid ikke i kampen med krigsministeren. Lundbye nåede kort før sin afgang ved et af sine sidste eklatante myndighedsmisbrug at gennemtrumfe fæstningens rømning i dagene 26— 28 APR.

Men da var afgørelsen på Dybbøl allerede faldet. I major Hagens 6. og sidste underafsnit af krigsforløbets behandling til og med Dybbøl giver han stort set samme vederhæftige orientering om situationens udvikling som i de forrige — omend vel kortfattet. En enkelt lille unøjagtighed har indsneget sig i omtalen af artillerikam pens indledning. Det skete ikke den 15. men 13.MAR, og det var skanse II, der da indledede sin ulige kamp med Broagerbatteriernes 26 riflede kanoner. Major Hagen hygger sin frem stilling på Jens Johansens »Dybbøl 1864«, hvorfor han mener, at general du Plat ikke havde tanke for højre fløjs skæbne. Det hævdes således, at 3. BDE tilbagegang skete på chefens initiativ.

Denne fremstilling er ikke i overensstemmelse med generalstabsværket fra 1891, hvori det hævdes, at general du Plat omtrent kl. 11 sendte en adjudant og en ordonnansofficer ad hver sin vej til 3. BDE med ordre til »uopholdeligt at iværksætte Retraiten«. Ordren nåede 17. R omtrent kl. 11 1/4 og lidt efter fik brigadechefen ordren, hvorefter han beordrede 16. R. tilbage.

Den lige nævnte anke mod for afkortet frem stilling gælder ikke mindst general Gerlachs forestillinger over for Lundbye. Dette fører efter undertegnedes opfattelse til en vel skematisk vurdering af Gerlachs situation i dagene op til 18. APR. Han fik jo faktisk »frie hænder« til at opgive forsvaret den 14. efter sin telegrafiske anmodning. Afgørende måtte det være for Gerlach, at tilsagnet samme aften blev trukket tilbage, og at »Vigtigheden af at holde Stillingen, selv om heraf skulde resultere forholdsvis betydelige Tab«, blev understreget af Lundbye.

Den fremsatte bedømmelse af 8. BD E modangreb: som en bedrift, der måler sig med krigshistoriens ypperste, som udtryk for kompromisløs pligtopfyldelse og mod — kan fuldt ud tiltrædes. Ligeledes den almene vurdering: Enhver hær vil med berettiget stolthed kunne se tilbage på den sejghed og vilje, som den, den danske hær viste på Dybbøl; nederlaget var ikke troppernes men ledelsens.

*

Krigen til søs skildres af kommandør H.-H. Wesche. Først træfningen ved Rügen, der med hensyn til kampens ledelse mindede meget om den svage føring, der ej heller var ualmindelig på landjorden. På trods heraf, men med hold i besætningernes gode holdning, siges om marinens første ildkamp siden 1813, at den på ingen måde svigtede den tillid befolkningen altid har haft til flådens evne til at leve op til sine bedste traditioner.

Dette skete i hvert fald under kaptajnløjtnant O. C. Hammers energiske og standhaftige forsvar af Vesterhavsøerne. Krigsforberedelserne var dér som andet steds præget af usikkerlied, og støtten fra oven var mere end beskeden. Først 25. M AK var forsvarsstyrkerne bragt op til nogenlunde det ønskelige minimum — og det endda kun takket være Hammer og hans næstkommanderende. Dampskibet AUGUSTAs lidt gådefulde opdukken i frem stillingen skal være tilgivet kommandør Wesche. Hans karakteristik af Hammers og hans lille skares indsats som glimrende kan fuldt ud tiltrædes.

Af kampen ved Helgoland leveres en god og overskuelig beskrivelse støttet til den velanbragte, kendte skitse over eskadrens bevægelser under den for den danske marine så ærefulde træfning. Sejren ved Helgoland var et højst kærkomment lyspunkt i den ellers så mørke tid, og eskadren blev da også ved sin hjemkomst til Københavns Rhed modtaget med al m ulig honnør. Kommandør Wecsche er ikke blind for det uheldige i, at østrigerne fik lov til uantastet at forlade det neutrale farvand ved Helgoland — hvilket ban nøjes med at beklage. Billedteksterne til kommandørens afsnit er hævet over kritik, hvilket som nævnt ellers ikke er tilfældet.

Efter krigen til søs tager major Hagen krigens 2. fase — tabet af Als — op til behandling. Få dage efter våbenhvilens indtræden 12 MAJ udskiftedes Lundbye som krigsminister med oberst Reich, der fastslog, at det var overkommandoen, der udelukkende havde den egentlige kommando over den aktive armé — og ban efterlevede dette princip. Dagen før våbenhvilens udløb 25 JU N modtog overkommandoen et politisk direktiv for de militære operationer — det første siden hæren stod ved Danevirke!

Hærens hovedstyrke var samlet på Fyn, medens general Steinmann havde kommandoen over styrkerne på Als, der efter hans opfattelse var for fåtallige til øens forsvar. Forstærkning var på vej, da preusserne 29 JU N iværksatte deres vel tilrettelagte angreb over Alssund, der for en stund stoppedes af ROLF KRAKE. Den dampede jo imidlertid hurtigt af, og preusserne fortsatte med at pumpe tropper iland. Her over for sendtes øens forsvarsstyrker stumpvis ind i modangreb, og selv om de stedvis — som i og omkring byen Kær — blev gennemført med uforsagt- hed og gåpålyst, måtte tilbagetoget til Kegnæs tiltrædes efter 5— 6 timers kamp.

Efter en omtale af den meningsløse massakre af et KMP ved Lundby, samler major Hagen i et skarpt formet, men gennem de tidligere kommentarer til begivenhederne vel underbygget, militært, tilbageblik. Det fast slås her, at modet, kampviljen og udholdenheden var iøjefaldende fra øverste chef til soldaten i geleddet. Det var ikke, som man til tider har ment, de preussiske bagladegeværer, der gav udslaget, men det skortede os på øvelse i samarbejde imellem enhederne, og føringen af de højere enheder svigtede bl. a. på grund af stabenes manglende rutine.

Enevældige krigsministerielle afgørelser og manglende bevillinger havde i mellemkrigstiden skabt et arbejdsklima i hæren, der ikke mindst hvad førernes praktiske øvelse, deres opdragelse til selvstændighed og opbygningen af tro på den sag, de skulle vie sig, var det ringest mulige. Det var svigtende politisk vilje og ansvarsfølelse, der spærrede vejen for forbedringer.

En stærk dansk hær kunne have været en krigsforebyggende faktor. I stedet for at skabe en sådan, provokeredes krigen på det for os uheldigste tidspunkt, og den blev i enhver lienseende, politisk og militært, de forspildte chancer krig; ikke fjendens overlegenhed, men vor egen regerings kortsynethed førte til dens resultat.

*

Dansk krigshistories nestor, kaptajn J. W. G. Norrie, har med vanlig grundighed behandlet emnet: De frivillige. Indledningsvis peges på den sorgløse laden stå til med hensyn til værnekraftens udnyttelse i tiden mellem de to krige. Ca. 1000 frivillige danske meldte sig ved krigsudbruddet under fanerne, iblandt dem løjtnant J. A. P. Ancker, skanse II’s berømte kommandør, som preusserne hædrede ved at afbilde ham på deres mindesmærke, kæmpende mod den fremstormende fjende.

Efter en oversigt over Skandinavismens udvikling omkring århundredets midte vender forfatteren sig til de nordiske frivillige. Den svenske konge — Carl X V — tonede endelig midt i december 1863 rent flag ved udtalelsen i stænderforsamlingen: At han under magternes forhandlinger altid skulle søge at lægge de forenede rigers ord i retfærdighedens vægtskål, men ingen kunne forlange, at han også skulle lægge deres sværd deri! Ibsen svarede på norsk med sit digt: »En bror i nød«. Og de første svenskere og nordmænd meldte sig i København i løbet af januar 1864.

Det samlede antal udenlandske frivillige var ca. 650, hvoraf 80 var eller blev officerer. Ikke mindst den sidste kategori frivillige var særdeles velkomne, og do gjorde alle fortrinlig fyldest i vore regimenter med de katastrofalt spinkle kadrer. Langt de fleste frivillige var svenskere eller nordmænd, men der deltog også 11 finner og 2 englændere. Endvidere gjorde 16 svenske og en halv snes norske læger frivillig tjeneste i vore ambulancer, på lazaretter og hospitaler, en meget kærkommen støtte.

Forfatteren omtaler en række af de frivilliges indsats og nævner specielt de 11, der med livet som indsats — alle svenske — »hjalp en bror i nød«. For en snes af de frivillige officerers vedkommende er det lykkedes at opspore fotografier — forbavsende gode iøvrigt.

To svenske officerer bar kaptajn Norrie med god grund givet sig tid til at dvæle ved, nemlig den svenske friherre, baron Claes Hugo von Raab og et af ofrene fra den meningsløse affære ved Lundby, premierløjtnant P. J. Conrad Betzholz. Den første kom til at spille en fremtrædende rolle i Aarøe’s Strejfkorps, der til sidst omfattede et svensk-norsk kompagni og tre danske — alle med frivilligt mandskab. Næppe var von Raab nået frem til krigsskuepladsen, før ban foreslog et strejftog med 100 mand til Broagerland for at ødelægge preussernes batterier. En plan, der dog måtte opgives, fordi et københavnsk blad røbede sagen. Også på anden måde gjorde dagspressen sig uheldigt bemærket ved utidig åbenmundethed; det gjaldt bl. a. et stort anlagt angreb på Rügen og omtalen af, at preusserne straks frigav alle sydslesvigske overløbere.

Til slut behandler forfatteren det alvorlige problem, der opstod i forbindelse med Bismarcks ønske om at straffe fangne frivillige. De preussiske generaler truede endog med dødsstraf, ja, den engelske premierløjtnant Mockct blev ved krigsret dødsdømt og kun reddet ved den engelske gesandts indgriben. At preusserne også kunne optræde ridderligt viste Betzholz’ modstander fra Lundby-affæren, en preussisk kaptajn, da han efter Betzholz’ død på lazarettet i Hobro lagde dennes sabel på lians kiste med nogle gribende ord. Gribende er også afhandlingens afslutning, hvor Betzholz’ lange ligfærd over Aalborg og Göteborg til hans sidste hvilested på den stockholmske kirkegård omtales.

Kaptajn Norrie bar med sin solide krigshistoriske viden som baggrund og ved sin altid oplagte pen lier sat de nordiske frivillige i 1864 et værdigt hundredårsminde.

*

Emnet: Krigen 1864 i dansk litteratur er behandlet af den nu afdøde forfatter Cai M. Woel. Afhandlingen er opdelt på en noget forbløffende måde. således: Saglige værker, erindringer og breve — Officielle værker om krigen, og andre — Tre af krigens mand — Erindringsbøger om krigen — Dagbogsoptegnelser og breve — Fredericia — Krigens virkning — Skønlitteratur. Det virker jo mildest talt som »hø og hakkelse«; slet så slemt er det nu ikke, når man giver sig i kast med stoffet. Forfatteren har kendt cn masse til sit emne; men der er ofte søgt laget for meget med, således at oversigten i nogen grad går tabt.

At Cai M. Woel nok heller ikke talte med egentlig sagkundskab om alt, hvad han søgte at tage stilling til, fremgår af flg. eksempel fra kategorien: Officielle værker om krigen. Det egentlige generalstabsværk fra 1890— 92 beskrives således: Det er tør saglig læsning, indholdsrig læsning, et storartet værk hvad akkurat viden angår, sikkert som helhed meget nøjagtigt. ... Værket udmærker sig mere ved facts end ved vurderinger. — Ja, naturligvis efter værkets karakter. Om oberstløjtnanterne Jens Johansens og Johan Nordentoftes udmærkede trilogi om 1864 (Nordentoft var nu kun med ved de to) siges, at der her ændres hist og her på bedømmelsen af de forskellige begivenheder. Dette er ikke ganske rammende, fordi det første værk jo netop var facts uden vurderinger, medens det for trilogiens vedkommende var noget centralt, netop at fremholde fejl til lære for efterslægten, hvilket skete, med klarsyn parret med forståelse.

Woels bemærkning om det ændrede syn på Hegermann svæver underligt i luften — og det harmonerer slet ikke med det syn, som major Hagen forfægter i sin afdeling af bogen. Om kaptajn Carl Th. Sørensens trebindsværk »Den 2. slesvigske Krig« siges, at det er størst og mest værdsat fra alle sider — hvilket nok er en noget forældet opfattelse. På side 288 er der en ret graverende fejl, idet general Hansens afgang som krigsminister omtales, hvor det drejer sig om Lundbye.

Man kan helt samstemme med Woel i hans glæde over de talrige erindringsbøger, der karakteriseres som nationalt og menneskeligt den værdifuldeste del af litteraturen om krigen. Den afdøde forfatter har haft en sådan personlig indstilling til 64-litleraturen, at stoffet i nogen grad har taget magten fra ham. Men det er en fortjenstfuld indsats, at han har åbnet vore øjne for hvor megen og broget litteraturkrigen 1864 inspirerede.

Bogens sidste afsnit: Årene derefter, er skrevet af arkivar, cand. mag. Kristian Hvidt — et afsnit der på udmærket måde sammen med redaktør Stavnstrups indledningsafsnit indrammer krigsbegivenhederne. Indledningsvis nævnes den tilbøjelighed, der omkring århundredskiftet var til at give nederlaget skylden for al splid i de næste årtier, fordi man skilte for stærkt ved året 1864. Den betydning man tillagde krigens psykologiske virkninger må dog ikke undervurderes; det dybe og uudslettelige indtryk på dem, der oplevede krigen, blev i mange henseender for denne generation bestemmende for politiske opfattelser og dispositioner.

Først tages der fat på de direkte virkninger: statens næsten halvering med efterladene af den danske befolkning i Nordslesvig under fremmed- herredømme; tilpasningen i central- og lokaladministrationen og den væsentlige reduktion af embedsmænd; den stærke industrielle ekspansion; ændringen af den danske handelsveje, så de blev vestvendt. Særlig interessant er påvisningen af, hvor hurtigt følgerne af krigsudgifterne på de 60 mili. kr. blev overvundet — et indirekte svar på det spørgsmål, som major Hagen stillede: havde landets økonomiske bæreevne kunnet tillade større forsvarsanstrengelser?

Med overskriften »Le Danmark s’efface« — Danmark dukker sig, gør sig lille — behandles med udgangspunkt i fredsslutningen i O K T 64 overgangen til den danske »musehulspolitik«. De hemmelige allianceforhandlinger med Preussen allerede i 1866, forliset af Pragerfredens § 5 og Chr. IX modstand mod det franske eventyr i 1870 var dog kun etaper på vejen til den neutralitetspolitik, der kun var ren på overfladen. Om bærorganisationen af 1867 siges, at den tilsigtede opbygningen af et letbevægeligt ekspeditionskorps, der med fordel kunne blive en hjælp for en fremmed stormagts angreb på Tyskland. Hvori forfatteren finder let- bevægeligheden i det daværende fodfolks 40 B TN er ikke let at øjne. — At Danmark ikke efter 1866 mente at kunne bamle op med Preussen er vel temmelig indlysende — også nu. Men ellers er afsnittet godt.

Det gælder i det hele taget denne afhandling, at den læses med meget udbytte. Ikke mindst gad der det frem stillingen af det efterkrigsopgør, der strakte sig over adskillige år. Også »Myten om 1864« er fængslende læsning — dog er det vel en forenkling at tale om een sådan. Indholdets mange facetter står da også i nogen grad i misforhold til overskriften — men gak lien og læs arkivar Hvidts afhandling og bliv meget klogere.

Denne omtale af Martins Forlags vægtige 64-bog — vægtig i mere end een henseende — er blevet væsentlig længere end forudset. Dette må imidlertid ses som et udtryk for, at de mål, som redaktionen har sat sig i alt væsentligt er nået. Krigen i 1864 er lier set under flere aspekter, end man er vant til. Et og andet aspekt kan man jo nok savne. Men som sagt bogen er af de store, og derfor skal kun eet savn anføres, at den jyske befolknings vilkår under fjendens besættelse ikke er gjort til genstand for egentlig samlet behandling.

Det tvesind, der prægede anmelderen i starten, er nu veget for den opfattelse, at næppe noget andet forlag vil gøre Martins rangen stridig som udgiver af hundredårets bog om 1864.

Helge Klint

 

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon 1864_-_et_hundreaarsminde.pdf

 

Litteraturliste

Del: