”Speer – en biografi”

Af Joachim Fest. Udgivet af Høst & Søn den 4. september 2007. Oversat fra tysk efter ”Speer. Eine Biografie” af Tom Havemann.  486 sider illustreret. Pris: Kr. 349.

Anmeldt af Poul Grooss

 

Foto: Gucca.dk

Det var en meget vanskelig opgave, som Joachim Fest påtog sig, da han sagde ja til at skrive en biografi om Albert Speer. Joachim Fests egen baggrund er beskrevet i anmeldelsen om hans barndom og ungdom ovenfor. Albert Speer var en meget kompliceret person at beskrive, og han har virket gådefuld på mange historikere. Efter et pludseligt dødsfald blev han i 1934 udnævnt til Hitlers ”hofarkitek”, og i denne funktion designede han blandt andet al udsmykning til nazi-partiets partikongresser i Nürnberg. Han hørte med til Hitlers inderkreds, men han var ikke typisk for den – tvært imod. De øvrige personer var for det meste karakteriseret ved ”at være tyrelignende og bredbagede”, som forfatteren skriver. Speer var derimod højt begavet – og som noget atypisk for inderkredsen, var han kultiveret og dannet. Hvor de øvrige helst optrådte i uniform, søgte Speer så længe som muligt at holde sig i civil. Mennesket Speer rummer en lang række modsætninger, som læseren bliver præsenteret for. Han var lad og doven, og værdsatte penge og luksus. Når Hitler gav ham en opgave, så arbejdede han til gengæld dag og nat, og satte himmel og jord i bevægelse. Selv levede han indledningsvis relativt beskedent, målt med de øvrige nazi-topfolks levevilkår.

Hans karriere var besynderlig, og den hang specielt sammen med to dødsfald i henholdsvis 1934 og 1942. Selv om det sidste dødsfald kunne forekomme noget besynderligt, så var Speer ikke under mistanke for at have placeret en bombe under en konkurrent. Den pågældende, chefen for Organisation Todt, teknokraten Fritz Todt, døde ved et flystyrt den 8. februar 1942. Speer havde oven i købet modtaget et tilbud om at komme med Todts fly fra førerhovedkvarteret i Rastenburg til Berlin. Da Hitler næste morgen stod uden rustningsminister, fik hans ”hofarkitekt” stillingen. Det mest besynderlige ved Speers karriere var netop forholdet til Hitler. Når Hitler havde nogle af sine – ofte natlige – anfald af raseri og vanvid, så kunne Speer og han drøfte arkitektoniske detaljer om hovedstaden ”Germania”, og det havde en beroligende indflydelse på Hitler. I slutningen af krigen fik Speer forskellige antydninger af, at han var udpeget til at være ”nummer to i staten” og dermed at blive Hitlers efterfølger. Forholdet til Hitler rummede, set fra Speers side, en grænseløs beundring for denne mand, som traf så store beslutninger og som skabte så meget godt for Tyskland. Han har under afhøringer fortalt om Hitlers fantastiske karisma. Set fra Hitler lå der formentlig en eller anden form for beundring af den unge, smukke arkitekt, som blandt andet også rummede erotiske undertoner. Hitler har jo været en lækkerbisken for psykiatrien. I 1944/1945 går det op for Speer, at Hitler taber krigen, og at han ønsker at trække hele Tysklands befolkning, bebyggelser og industri med i faldet. Speer var den eneste, som kunne slippe af sted med at omgå Hitlers ordrer om ødelæggelser.

Der er ingen tvivl om, at Speer var et geni. Han var effektiv i en periode, hvor effektivitet var efterspurgt, og han var det i en sådan grad, at den amerikanske regering ved krigens afslutning sendte en særlig delegation til Sydslesvig alene for at afhøre Speer om, hvorledes han, trods omfattende allierede bombardementer, havde været i stand til i den grad at forøge den tyske krigsproduktion. Delegationens tre medlemmer, Paul Henry Nitze, John Kenneth Galbraith og George W. Ball, fik alle senere betydningsfulde poster i den amerikanske administration. Det blev vurderet af amerikanerne, at Speers personlige indsats for en effektivisering af den tyske rustningsindustri havde forlænget krigen med ca. halvandet år.

Speers effektivitet skabte ham mange fjender. I en tale for alle Tysklands gauleitere forsøgte han at forklare dem, at der skulle sættes en stopper for alt ”fredsbyggeri”. Hele Tysklands industripotentiale skulle sættes ind på krigsindsatsen. Hans pædagogik må have slået fejl, for da talen sluttede, blev Speer bestormet med henvendelser fra gauleiterne om dispensationer for bygning af private jagthytter, levering af luksusbiler og lignende. Da de blev afvist, gik de til Martin Bormann, som så kunne benytte alle gauleiterne til at konspirere mod Speer.

Ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg var Speer den eneste, som gjorde noget ud af sit forsvar, og han var den eneste, som påtog sig et ansvar. Denne bog drejer sig, ligesom Joachim Fests anden bog, også om skyld og ansvar. Speer påtog sig et ”generelt ansvar” for regimets forbrydelser, men ikke nogen decideret skyld. Det lykkedes for Speer at undgå en ellers sikker dødsdom, og de fleste af hans medfanger i den store retssag blev hængt. Han agerede brødebetynget og ”vidste ikke noget om de slemme ting”. I bogen kan man følge retsopgøret i Nürnberg i 1946, hvor de anklagede blandt andet præsenteres for en 60 minutter lang film optaget under de allierede styrkers befrielse af de forskellige tyske KZ-lejre. Som ansvarlig for rustningsindustrien og herunder specielt med ansvaret for stort set alt slavearbejde i Det tredje Rige i krigens sidste tre år, var det lidt besynderligt, at han ikke blev dømt, for noget måtte han jo have vidst om arbejdsforholdene. Det står helt klart, når man har læst denne bog og andre fra den nyere historieforskning, at Speer har vidst lidt mere, end han gav udtryk for i 1945 - 1946. Han var lettet over ikke at blive dømt til døden, men umiddelbart herefter gik det op for ham, at en dom på 20 års fængsel måske ikke var mildere. Efter afsoningen af dommen på 20 års fængsel deltog han i forskellige interviews og skildringer af Det tredie Rige. Et af hans problemer var, hvad forskellen var på en formodning om KZ-fangernes og jødernes behandling og en viden om deres skæbne. Det siges jo, at fra 1942 vidste alle i nazi-systemets top, som ønskede at vide noget, hvad der i virkeligheden foregik. I de senere år indrømmede Speer, at hans arbejdsnarkomani også var en flugt fra den tvivl, han nu og da blev grebet af.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf

Del:

Emneord