”Over stregen – under besættelsen”

Redigeret af John T. Lauridsen. Udgivet af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S den 15. november 2007. 880 sider illustreret. Pris: Kr. 399 (vejledende).

Anmeldt af Poul Grooss

Foto: Saxo.com

Der er tale om en antologi med 27 forfattere som bidragydere. Bogens tema er ”stregen”. Hvornår gik man over stregen under den tyske besættelse, hvor gik stregen, og blev den flyttet i løbet af de fem år? Forfatterne er for det meste yngre historikere, som bidrager med en række beskrivelser af baggrunden for nogle af de ganske usædvanlige situationer, der opstod under besættelsen. Hovedparten af beretningerne handler om folk, der gik over stregen i forbindelse med tjenester ydet til besættelsesmagten, men der er også eksempler, hvor modstandsbevægelsen går over stregen. Hermed er den et godt grundlag for debat om besættelsestiden. Hvert af de 35 kapitler udgør en afsluttet historie. Illustrationerne udgøres hovedsageligt af portrætter - et for hvert kapitel - af dets hovedperson. Forfatterne gør meget ud af at se situationen ”med ca. 1945-briller i stedet for med 2007-briller”, og det er generelt lykkedes for dem. Tiden var en anden. Eksempelvis var antisemitisme relativt udbredt og slet ikke særlig anstødeligt. Det er samtidig lykkedes for forfatterne at give læseren et indblik i de pågældende personers baggrund, samtidens lønforhold, sociale problemer, uddannelsesmuligheder med mere. Nogle af personerne er ynkelige fantaster, men deres handlinger skal ofte vurderes i et bredt perspektiv. Andre er opportunister, som i de første krigsår bliver helt klar over, at Tyskland går sejrrigt ud af krigshandlingerne, og det må man så forholde sig til, hvis man fortsat vil have indflydelse, indtægter og mad på bordet.

Der er tale om en tung sag – i hvert tilfælde rent vægtmæssigt. Bogen er udgivet i et bind på 880 sider. Man kan diskutere, om der burde have været færre eksempler. Bogens styrke er, at man efter gennemlæsning af de mange sager er kommet ganske godt rundt i danske forhold i perioden 1940 – 1945. Læseren får et forhold til problemet: Hvornår gik man over stregen? Visse af de omtalte personer gik ikke over stregen, men ganske tæt på. Andre gik langt over stregen, og nogle af dem blev straffet af en straffelov med tilbagevirkende kraft. Nogle kunne ikke forstå, at de blev straffet for at følge den lovlige regerings opfordringer fra 1940 til 1943. Her har forfatterne en pointe: Politikkerne frikendte sig selv for aktiviteter begået inden den 29. august 1943, medens andre blev straffet for det samme. Tjenestemandsdomstolene sondrede nemlig, som en slags sindelagsdomstole, mellem ”ufrivilligt samarbejde og samarbejde, der var båret af sympati”. Samarbejdspolitikken var nemlig ”ufrivilligt samarbejde”, men politikernes opfordringer skulle ikke følges. Så var det nemlig ”frivilligt samarbejde båret af sympati”.

Bogen spænder meget vidt og kommer selvfølgelig mest til at kredse omkring retsopgøret. De små fisk blev først behandlet, og de fik de store straffe. Så kom turen til de store fisk, og de fik en mere moderat behandling. Der er mange beskrivelser af overbeviste nazister, som reklamerede for den nazistiske ideologi, men som ikke havde andet på samvittigheden, og det var da også slemt nok. Og så var der de værste danske håndlangere for tyskerne: Ib Birkedal Hansen og Henning Brøndum. Der var også nogle fejlskud fra modstandsbevægelsens side. En af Danmarkshistoriens største kriminalsager har også fået sit eget kapitel: Edderkoppesagen med Svend Aage Hasselstrøm, som grundlagde sin indbringende forretning i efterkrigstiden ved forskellige ”praktiske tiltag” i besættelsens sidste år i den politiløse tid. Specielt vil jeg sige, at Joachim Lunds kapitel om geografen Gudmund Hatt, som mistede sit professorat, men ikke sin pension, på grund de ovenfor nævnte sondringer, som tjenestemandsdomstolene gennemførte, er et særdeles illustrativt eksempel i en debatbog.

Direktør Thorkild Juncker fra Aarhus Oliefabrik har også fået sin historie beskrevet. Han var fremsynet, velorienteret, og uden tvivl en af datidens bedste og dygtigste industriledere i Danmark, men han var samtidig en af tyskernes vigtigste fortalere for samarbejdspolitikken. Efter krigen var han fremsynet nok til at grundlægge en virksomhed, som skulle basere sig på den moderne elektronik, som var blevet introduceret i USA og Storbritannien under krigen. Det udviklede sig til Danmarks største elektronikvirksomhed, Terma.

Jane Horney har ikke fået sit eget kapitel, men under omtalen af den meget farverige – og gådefulde - politifuldmægtig Vilhelm Leifer, får vi en lidt anden tilgang til hendes likvidering end i bogen om ”Jane Horney”, som blev anmeldt i sidste nummer af Militært Tidsskrift. Her var forfatteren Erik Nørgaard ikke i tvivl om, hvem der stod bag likvideringen af Jane Horney. I kapitlet om Leifer fremgår det, blandt andet med henvisning til Peter Øvig Knudsens bøger og artikler, at Leifer stod bag. Han var politifuldmægtig under rigspolitichefen med ansvaret for visumkontoret, som traf beslutning om udrejsetilladelser for alle danskere. Han plejede derfor omgang med Gestapo, som i realiteten var den tyske pasmyndighed. Han plejede også omgang med forskellige efterretningstjenester, drev sine egne (indbringende) illegale ruter til Sverige, var ivrig modstandsmand og var meget, meget glad for både damer og penge.

Dette efterår har været hårdt for direktøren for Røde Kors, men det var det rene vand sammenlignet med skandalen omkring Røde Kors-direktøren under besættelsen. Direktør Helmer Rosting fra Dansk Røde Kors havde af egen drift opsøgt Dr. Werner Best en måned efter de dramatiske begivenheder i Danmark den 29. august 1943. Der gik rygter om en snarlig tysk aktion mod de danske jøder, og Rosting foreslog Dr. Best, at man løslod de danske internerede fra hær og flåde og internerede de danske jøder på de tomme kaserner. I tilfælde af sabotageaktioner rettet mod tyskerne skulle man så bekendtgøre, at 50 – 100 danske jøder ville blive deporteret til Tyskland for hver sabotageaktion. Tyskland var jo i krig mod jødedommen, men ikke mod Danmark, og dette forslag ville nok vække forståelse i den brede danske befolkning. Rosting var troende nazist og havde en fortid som folkeforbundskommissær i Danzig, så tyskerne kendte ham særdeles godt.  Dansk Røde Kors spillede også en lidet flatterende rolle i forbindelse med redningen af jøder fra Theresienstadt og KZ-fanger fra en række tyske lejre. Organisationen lavede obstruktion af Udenrigsministeriets og Socialministeriets redningsaktion. Efter besættelsen blev Helmer Rosting anholdt to gange, men begge gange hurtigt løsladt. I juni 1945 fik han et nervesammenbrud og begik selvmord. Kapitlet er ledsaget af et smagfuldt foto af Røde Kors-direktøren iført sort Røde Kors-uniform med ridestøvler og skrårem!

To af de værste kvindelige stikkere fra besættelsen, Grethe Bartram og Jenny Holm, har fået et kapitel hver. Begge historier er fyldigt forklaret, blandt andet med deres opvækst, baggrund og udskrifter fra mentalundersøgelser. Der var vel næppe nogen, der gik længere over stregen end de to, men fordi de var kvinder, blev de ikke henrettet. Hvis man vil læse et eksempel på forholdene omkring krigens slutning kan man med fordel læse kapitlet ”Shoot out i Vamdrup” på side 332, hvor Jenny Holm og hendes mandlige Gestapo-ledsager spørger efter nogle lokale modstandsfolk, som lugter ugler i mosen. De arrangerer hurtigt et baghold for at likvidere de to, men ilden bliver returneret – især fra Jenny Holm. Det lykkedes hende at slippe væk, medens hendes ledsager ligger såret på valen. Modstandsfolkene bliver arresteret dagen efter og udsat for tortur på Staldgården i Kolding.

Kaptajn Erik Lærum fra Hærens Flyvetropper har også fået sit eget kapitel. Han nåede, med kun et års medlemskab af DNSAP, at blive ”ungdomsfører” og kandidere til formandsposten. Han meldte sig til tysk krigstjeneste, men kom ikke til at gøre tjeneste som pilot. Han var oprindelig artillerist og blev en særdeles anerkendt artillerist på Østfronten. Der er også en kort beskrivelse af kaptajn C. F. von Schalburgs karriere. Han blev også ”ungdomsfører” i DNSAP, meldte sig som Finlandsfrivillig, men nåede ikke i kamp under Vinterkrigen. Da oberst Kryssing blev fjernet som chef for Frikorps Danmark overtog von Schalburg chefstillingen, men faldt i kamp på østfronten den 2. juni 1942 i et modangreb, som han personlig stod i spidsen for.

Retsopgøret indgår i de fleste af bogens beretninger. Det er nok ikke det danske retssamfunds ”Finest Hour”, men bogen er med til at beskrive vigtige nøglepersoner fra perioden. Meningen med lovene med tilbagevirkende kraft var god nok, og det danske samfund undgik, at tilfældige medløbere blev klynget op i lygtepælene. Alt i alt forløb det, uden det danske samfund som sådan fik kraftige ridser i lakken. Bogen giver en meget fin beskrivelse af de udvalgte personer og deres baggrund, og det er lykkedes for forfatterne at sætte læseren ind i datidens sociale og økonomiske forhold, som kan være svære at forstå i dag.

Bogen er forsynet med forord af John T. Lauridsen, som dels har stået for bogens redaktion og dels selv har skrevet kapitlet om nazisten Curt Carlis Hansen. Bagest findes oplysninger om antologiens forfattere, en forkortelsesliste og et register. Hvert kapitel har sit eget noteapparat. Bogens titel er i al beskedenhed genial, og bogen er da også på for- og bagside forsynet med en skrå streg, der går tværs over et foto af anholdte fra maj 1945.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf

Del: