”Min kære Rigskansler!”

Af Staffan Thorsell. Udgivet på Borgens Forlag, Valby, den 16. november 2007. 360 sider illustreret. Pris: Kr. 399,95 (vejledende).

Anmeldt af Poul Grooss

Foto: Saxo.com

Bogens svenske originaltitel er – på trods af sproget - ”Mein lieber Reichskanzler”, og det er der en forklaring på! På dansk har bogen undertitlen: ”Sveriges kontakter med Nazi-Tyskland under anden verdenskrig”. Staffan Thorsell (f. 1943) er magister i statsvidenskab fra Stockholms Universitet og har i hele sin karriere virket som journalist på avisen Expressen. Skulle der i familien eller omgangskredsen være en svenskerhader eller en modstander af det svenske kongehus, så er bogen simpelthen en oplagt gaveide. Kort fortalt er bogen et opgør med svensk tavshed og forløjethed om det officielle Sveriges forhold til Tyskland under Den anden Verdenskrig. Den tager sit udgangspunkt i kongens og kongehusets familiemæssige tilknytning til Tyskland, især hertugslægten Sachsen-Coburg und Gotha. Byen Coburg var den første by, hvor nazisterne tog magten, og den nuværende svenske konges morfar var med til at bane vejen for Hitler.

Herefter kommer turen til ærkesbispen, forsvarschefen, politiet og mange andre. Göring blev ofte opfattet som ”Sveriges gode ven”, og den svenske telefon-aflytning gik under navnet ”svestapo”. Bogens titel er hentet fra indledningen i et brev fra efteråret 1941, hvor den daværende svenske konge, Gustav V, vil rose Hitler ”for hans prægtige initiativ med angrebet på Sovjetunionen, som bolsjevikkerne jo rigtignok har fortjent”. Hverken statsministeren eller udenrigsministeren syntes det var en god ide, så brevet blev i stedet afleveret verbalt til den tyske ambassadør i Stockholm, som så indberettede sagen, og Hitler sendte sit venlige svar i december 1941. I bogen møder man svenske diplomater, som prøver at rapportere, hvad der i virkeligheden skete i Tyskland, men de nyder ingen særlig bevågenhed.

Den svenske ærkebiskop Erling Eidem af Uppsala var bekymret over den tyske evangelisk-lutherske kirkes forhold under Hitler, men han sympatiserede ”med nazismens gennembrud, som havde betydet meget for den nationale (tyske) livskraft og en udrensning af forskellige dekadente fænomener,” som det hed i et af hans breve. Han mødte Hitler og udtalte sin bekymring om kirkens forhold i landet. Da krigen skærpedes i 1942 hjalp præsten ved den svenske menighed i Berlin, Birger Forell, forfulgte og truede mennesker i byen, men det var under hårdt pres fra Gestapo. Det bekymrede ambassaden, og ærkebiskoppen sørgede for, at han blev kaldt hjem til Sverige. Han skrev til en bispekollega ”at efterfølgeren nu måtte reparere det, som Forell havde ødelagt med sin manglende takt og indsigt”. Da ærkebispen så skulle indsætte den næste præst i embedet i Berlin i efteråret 1942, mødte han den tyske biskop Otto Dibelius. Biskop Dibelius havde kontakt til SS - Sturmbannführer (major) Kurt Gerstein, som udelukkende var gået ind i SS for at afsløre nazisternes udryddelse af den jødiske befolkning og andre befolkningsgrupper. Dibelius sørgede for, at en ledsagende svensk diplomat og den svenske ærkebiskop blev orienteret i detaljer om jødeudryddelsen. Hensigten var, at de skulle vende tilbage til Sverige og derfra, via deres kanaler, videregive deres oplysninger til alverden, om hvad der foregik i Tyskland. Ærkebispen valgte at tie med sin viden.

Diplomaten afleverede en rapport til det svenske udenrigsministerium. Efter krigen har det været umuligt at finde denne rapport. Samme diplomat blev brugt som vidne i en krigsforbrydersag i 1950’erne, men han kunne ikke støtte sig til sin rapport, for den eksisterede ikke, og i den officielle svenske historiebeskrivelse om svensk udenrigspolitik (på 612 sider) under krigen er den heller ikke nævnt. Under retssagen i Israel i 1961 mod Adolf Eichmann søgte anklageren at få klarhed over det svenske udenrigsministeriums forholdsregler, efter man var blevet bekendt med udryddelsen af de tyske og østeuropæiske jøder. Man havde intet foretaget sig, hed det fra det svenske udenrigsministerium i 1961, fordi den polske eksilregering i London i BBC tidligere havde været inde på samme emne, så det var ikke ukendt!

Den unge svenske diplomat Sven Grafström befandt sig omkring krigsudbruddet som chargé d’affaires i Warszawa. Han var særdeles velinformeret om udviklingen. Hans kone var tysk, og i sidste halvdel af august 1939 tog hun til Berlin for at besøge sin familie. Hun skaffede sig oplysninger fra den tyske hær, og en major i bekendtskabskredsen afsluttede sin samtale med ordene ”Wir sehen uns in Warschau, Gnädige Frau” (vi ses i Warszawa, kære frue). En diplomat udtalte, at hvis hun insisterede på at vende tilbage til Warszawa, så skulle hun se at komme væk inden for fire dage. Da hun kom tilbage til manden i Warszawa, bad han om et møde med den polske udenrigsminister Józef Beck. Grafström advarede således både den polske og den svenske regering om den faretruende militære udvikling. Han blev dræbt ved en togulykke i 1955, og hans personlige dagbog - dedikeret til den lille datter - blev beslaglagt af det svenske udenrigsministerium og gemt væk af rigsarkivaren. Dagbogen blev først afleveret til hustruen og datteren efter 34 år. Mange år efter krigen modtog fru Grafström en udmærkelse af den polske regering for at have advaret mod det tyske angreb.

Forfatteren giver en lidet flatterende omtale af den tyskvenlige svenske kongefamilie. Den norske kong Haakon var så vred, at han ikke ville mødes med den svenske konge efter krigen, og han kom først til Sverige for at deltage i kongens begravelse i 1950. Den nuværende svenske konges moder, den tyskfødte prinsesse Sibylla, er således afbildet, medens hun serverer kaffe, chokolade og cigaretter for sårede tyske soldater, som transporteres hjem fra Østfronten via det svenske jernbanenet. Hendes far, hertugen af Coburg, var af Hitler, umiddelbart inden USAs og Sovjetunionens entré i krigen, blevet sendt til drøftelser med Japans kejser, USA's præsident og Sovjetunionens udenrigsminister. Han havde generalsrang i den tyske hær og i SA, og han var formand for Tysk Røde Kors – og dukkede noget ubelejligt pludselig op i Sverige i 1942! Kong Gustav V’s nevø var grev Folke Bernadotte, som i krigens sidste måneder tog et initiativ for at rette op på Sveriges noget ramponerede image. Han får også en meget hård medfart af forfatteren – og det gør han i øvrigt også i bogen ”Over stregen – under besættelsen”, som også anmeldes i dette nummer. Han udgav allerede i sommeren 1945 en bog om de hvide busser og det svenske initiativ med at hente norske og danske KZ-fanger hjem, men den har ikke holdt til moderne historikeres kritiske gennemgang af fakta. Endelig kaster forfatteren sig over dronning Silvias far, Walther Sommerlath, som bosiddende i udlandet allerede i 1934 fik medlemsnummer 3.592.030 i nazipartiet. Han vendte tilbage til Tyskland i 1938 og blev fabrikant for en virksomhed, som fremstillede krigsmateriel i Berlin. I et radiointerview med den nuværende konges søster, prinsesse Christina, fortalte hun, da hun blev spurgt om Sveriges forhold under krigen: ”Sådanne sager har man aldrig nævnt for mig. Vi har aldrig diskuteret de spørgsmål.”

Forfatteren redegør for, at de officielle løgne fra krigens tid blev brugt som fundament for nye løgne i efterkrigstiden om, at Sverige skulle være alliancefrit og neutralt. Udgangspunktet var, at Sverige ”som neutral nation var et folk af moralsk overlegne personer, som elskede freden over alt andet”. Dette kulminerede i Palmes tid som statsminister. Bogen spænder over en pinlig periode i Sveriges historie, og forfatteren giver ikke nogen anvisning på, hvorledes en svensk regering skulle have manøvreret mere elegant igennem forholdet til Hitler-Tyskland, samtidig med at man af historiske årsager betragtede Sovjetunionen som hovedfjenden. Han appellerer til, at man skulle have holdt hovedet noget højere i moralske spørgsmål, samtidig med at industrien og de fine bankfamilier nok med fordel også tilsvarende kunne have reduceret deres forventninger om profit-hjemtagning. Forfatteren fik nægtet adgang til Wallenberg-arkivet, hvor han nok kunne have fundet interessante ting. Sverige tjente ganske godt på krigen, og svenskerne holdt sig ikke neutrale for blot at kunne yde en humanitær indsats over for den norske og danske befolkning. Det har været den svenske statsministers budskab i maj 1945 og igen i maj 2005, og det har den nyere historieforskning gennemhullet. Er man i tvivl om Sveriges indsats under krigen, kan man læse kapitlet om de tyske ”sanitetssoldaters” transit gennem Sverige i foråret 1940, hvor kampene i Nordnorge begyndte at gå ilde for de tyske tropper. Tyskerne lagde pres på den svenske regering om at sende sanitetspersonel til Nordnorge via det svenske jernbanenet for at hjælpe de sårede. Det viste sig, at det drejede sig ikke om sanitetspersonel, men om elitetropper, som på den anden side af den norske grænse modtog luftnedkastede forsyninger af våben og ammunition fra Luftwaffe og hermed afgjorde kampen.

Forfatteren har gjort et grundigt researcharbejde, og til hvert kapitel hører et afsnit med kildehenvisninger. Endvidere er bogen forsynet med en kronologisk oversigt over Hitler-periodens vigtigste begivenheder samt en yderligere oversigt over litteratur, arkiver, dokumentsamlinger, offentlige undersøgelser, interviews med mere samt et personregister. Alle påstande – hvor ubehagelige de end måtte være – er dokumenteret af forfatteren. Bogen er dedikeret til forfatterens to sønner ”for at de kan vide, hvad Sverige gjorde, da dens store ondskab tog magten i Europa,” som han skriver. Det skal dog siges til forfatterens ros, at han også nævner indsatsen fra enkeltpersoner, som kæmpede en brav kamp mod nazismen i Sverige. Her nævnes en række diplomater, som – ganske vist forgæves - skaffede ubehagelige og ubelejlige informationer, samt chefredaktøren for Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning, Torgny Segerstedt, som talte Hitler-regimet imod fra begyndelsen af 1930’erne, og som for mange danske under besættelsen var et fyrtårn i en meget mørk periode.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf

Del:

Emneord