”Hvem er Nielsen?”

Anmeldt af Poul Grooss

”Hvem er Nielsen?” med undertitlen ”En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann” af Morten Møller. Udgivet af Gyldendal den 3. maj 2012. 417 sider illustreret. Pris kr. 299,95 (vejledende).

Foto: Saxo.com

Forfatteren til bogen om ”Nielsen” er den unge historiker Morten Møller, som for tre år siden udgav den meget roste biografi over Mogens Fog. Hans nye bog om Houmann er en velskrevet og vel dokumenteret beretning om den måske mest indflydelsesrige enkeltperson i modstandskampen. Det er en personbeskrivelse, som er fyldt med paradokser. Ud over modstandskampen belyser bogen også vigtige træk af udviklingen i Europa i det 20. århundrede. Bogen er spændende som en kriminalroman. Houmann havde en ung, smuk kurer, som ved mange lejligheder demonstrerede snarrådighed og organisationstalent, så en kærlighedsskildring er der også blevet plads til i bogen.

Hovedpersonen Børge Kruuse Houmann (1902 – 1992) fik et fantastisk liv. Som tiårig flyttede hans forældre til England. Som 16-årig nåede han i 1918 at melde sig til krigstjeneste i den britiske hær på vestfronten i Den første Verdenskrig, men da han nåede frem, sluttede krigen. Efter sejlads når han i 1920 tilbage til Danmark og bliver trafikelev i DSB. Han har digteriske evner og bliver med sin sproglige baggrund oversætter. På et tidspunkt, som ikke står helt klart, men det er formentlig omkring begyndelsen af 1930’erne, bliver han medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og forretningsfører for nogle kommunistiske forlag. I 1939 bliver han medlem af partiets Centralkomité samt får ansvaret for partiets økonomi og administration.

Hans litterære evner bringer ham i kontakt med den store skare af forfattere på vestrefløjen i 1920’erne og 1930’erne. Allerede i 1922 mødte han Martin Andersen Nexø, hvis forfatterskab han blev fascineret af, og det kom til at præge resten af hans liv. Ud over sin elevtid i DSB fik Houmann ingen anden formel uddannelse, men hans værker om Martin Andersen Nexøs forfatterskab indbragte ham en titel som æresdoktor ved Københavns Universitet!

Som nævnt, rummer beskrivelsen af Houmanns liv en stribe af paradokser. På den ene side havde han en følsom digternatur, på den anden side var han en af DKPs ”hardlinere”, når det gjaldt fortolkninger af Stalins politik. Houmann var socialist og marxistisk-leninistisk i sin tankegang helt frem til sin død i 1992. Som chefredaktør på partibladet Land og Folk under starten af Den kolde Krig var det ham, der forsvarede Stalins udrensninger. Hans deltagelse som en af toplederne i modstandskampen skulle ses som udtryk for hans politiske ønske om at gennemføre en politisk omvæltning i Danmark, når man nu alligevel skulle lave systemet om, når tyskerne var slået. Hans opfattelse af ”en befrielse” drejede sig om socialisme og fælles ejerskab af landets værdier og produktionsmidler.

Et andet af bogens paradokser er Houmanns evne til at undgå fængsling. Han klarede sig igennem et illegalt liv i fire år, hvor han havde såvel Gestapo som dansk politi efter sig, men en injuriesag mod rigsadvokaten omkring en mulig værnemagersag sendte ham i fængsel i tre måneder i 1951. Under besættelsen var han en af de få personer, som havde gjort sig klart, hvad ”security” indebar, og det var årsagen til, at han aldrig blev fundet af Gestapo. Da Gestapo i nogle tilfælde havde været lidt for tæt på, opstod mistanken om en stikker i omgivelserne, og han blev beordret likvideret af Houmann.

Houmanns næsten religiøse hengivenhed over for moderpartiet har gjort, at han hele livet igennem benægtede, at der flød det såkaldte ”guld fra Moskva”. Det var Houmann, som stod for økonomien, og mange af de øvrige tæt ved magten har i tidens løb bekræftet, at ”selvfølgelig kom der penge fra Moskva. Ellers kunne det jo aldrig løbe rundt”. Da Land og Folk endnu en gang i 1990 var truet af lukning, nægtede den gamle chefredaktør at tro på det. Det var så vigtigt et blad, at læsernes solidaritet endnu engang vil formå at videreføre bladet, skrev han. Sådan gik det som bekendt ikke (selv om der tilsyneladende fortsat er uklarhed over de seneste års Moskva-guld til bladet, inden det omsider lukkede). I en af bogens noter kommenteres Houmanns erindringer på følgende måde: ”Snarere skyldes det dog en grænseløs partiloyalitet, som kendsgerninger preller totalt af på.”

Forfatterens særdeles omfangsrige research og noteapparat bevirker, at læseren forsynes med en rigdom af opfattelser. Man får eksempelvis kommunisternes holdning til politiet og politiets holdning til kommunisterne, og det er løbende justeret, for holdningen varierer med tiden. Allerede fra 1927 har Københavns Opdagelsespolitis Afdeling D (datidens PET) søgt at holde sig a jour med udviklingen blandt de danske kommunister, og de følges med skiftende interesse og intensitet i de følgende år. Man introduceres til et nyt ord, som er blevet brugt om landbrugets leverancer til Tyskland under besættelsen. Her talte man om ”Lieferfreude”, og det begreb overføres den 22. juni 1941 til det danske justitsministerium, som også føler Lieferfreude over for tyskerne – glæden ved at levere arresterede danske kommunister. Det fortolkes med udenrigsminister Erik Scavenius’ hensigter om at småstaten Danmark måtte tilpasse sig stormagtens vilje og gøre det overbevisende. Målet var at redde det danske demokrati, og bekæmpelsen af kommunisterne var helt legitim, for de var jo demokratiets indædte modstandere! Forfatteren kommer også ind på, at dansk politi indirekte reddede mange af de danske kommunisters liv. I de fleste andre besatte lande tog tyskerne sig af kommunisterne og henrettede dem tidligt i krigen. De danske kommunister blev interneret i Danmark fra 1941 til 1943, og kun en del af dem kom videre til tyske KZ-lejre fra 1943 til 1945.

Der er ingen tvivl om, at Houmann har været en meget dygtig organisator. Han tog initiativet til Frit Danmark og Land og Folk. Det førstnævnte blad var i princippet modstandsbevægelsens partiuafhængige illegale nyhedsformidling, medens det andet var det kommunistiske partis organ. At begge blade i store perioder var skrevet af den samme mand var ikke ret mange klar over, og det fremgik ikke ved analyser af nyhedsstoffet. Han tog også initiativet til dannelsen af Frihedsrådet. Han var absolut en af nøglepersonerne, og da befrielsen kom, var der mange af nøglepersonerne, som gerne ville være ministre. Det havde han ingen ambitioner om, men han ville gerne støtte, at Alfred Jensen fik en ministerpost. ”Kommunisternes mand skal være en mand med jord under neglene”, sagde Houman om kandidaten Alfred Jensen. Senere måtte Houmann erkende, at han også havde jord i hovedet.

Den illegale tilværelse havde tæret mere på Houmann end han selv anede, og kort før befrielsen brød han sammen, og det kom også til at præge hans tilværelse i efterkrigstiden. Mange af de hårdt belastede stivede sig af med amfetamin, og det kan man ikke gøre ustraffet over længere perioder. 

Forfatteren har udført et meget grundigt stykke arbejde i forbindelse med kortlægningen af Børge Houmanns liv og indsats, og bogen indeholder beskrivelser med utroligt mange fine nuancer. Man må håbe, at der kommer flere værker fra hans hånd.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

mt.02.2012.aug_.pdf

 
 
 
 

Del: