”Doktrineutvikling i Heimevernet”

Af Stig Jarle Hansen. Udgivet af Abstrakt Forlag, Trondheim, Norge. 232 sider.

Anmeldt af Jan S. Nørgaard

Foto Abstrakt.no

Noget af det første der slog mig i forbindelse med anmeldelsen af Stig Jarle Hansens bog var, hvor forskellige forudsætningerne for at lave hjemmeværn i henholdsvis Norge og Danmark er? Dette vil jeg vende tilbage til, til sidst i anmeldelsen. At bogens sprog er norsk bør bestemt ikke afskrække nogen. Norsk fagterminologi adskiller sig ikke væsentligt fra dansk og norske skriftsprog medfører alene, at læsehastigheden er noget reduceret.

Bogen er opbygget omkring to hovedanalyser samt en afsluttende konklusion. Den første del er en analyse af doktriners opbygning og tilbliven. Den anden del er en analyse af det norske hjemmeværns udvikling, med doktrinen som omdrejningspunkt. De to dele bringes fint sammen i den afsluttende konklusion. Delanalyserne vil efterfølgende blive anmeldt separat. Indledningsvis bør forfatteren kort omtales, da han indtager en central rolle.

Stig Jarle Hansen har ingen militær, men derimod en meget omfattende akademisk baggrund. Hans tilgang til emnet er afledt af den akademiske baggrund. Den er særdeles bredt teoretisk funderet og aldeles civil. Dette giver en stor analytisk spændvidde og giver bogen både et forfriskende og objektivt tilsnit. Bøger, der er skrevet af aktive - eller pensionerede officerer, kan ofte have en analytisk slagside, formet af den militære ballast. Dette er på ingen måde tilfældet her. Den ”civile” tilgang til emnet er en anderledes og som tidligere anført forfriskende vinkel på et stofområde, som vi militære normalt har taget patent på.

Bogens første analyse belyser doktrinens udvikling som begreb i tre forskellige perspektiver: Et empirisk perspektiv, et militærteknisk perspektiv samt et kulturelt perspektiv. Analysen er interessant, men til tider også noget overfladisk. I sin gennemgang kompromitterer forfatteren den analytiske dybde, til fordel for bredden. Dette ses tydeligst ved, at forfatterens pointer vedr. de tre perspektiver ikke understøttes fuldstændigt i hans arbejde med f.eks. militære ikoner som Fuller, Guderian og Liddell Hart. Den primære årsag til dette skal søges i, at forfatteren i sit teoretiske afsæt opererer med en uartikuleret indforståethed af disse tre teoretikere. Man skal med andre ord kende essensen af deres værker, for at få fuldt udbytte af forfatterens pointer. Forfatteren kunne med fordel have reduceret i antallet af teoretiske tilgange, eller øget det sideantalsmæssige omfang af denne delanalyse. At forfatteren vælger Kenneth Waltz og Barry Posen som dele af det teoretiske fundament virker logisk. Begge tilhører eliten inden for statsvidenskab, og begge tilhører den neorealistiske skole. Sidstnævntes bog The sources of military doctrine er det værk, som for alvor fik placeret ham i verdenseliten af ”civile doktrin-magere”. Problemet er blot, at Barry Posen er et produkt af Kenneth Waltz fra U.C. Berkely. Dette bør man gøre opmærksom på fra start, for ikke at give sin egen analyse slagside.

Det interessante er, at doktrinen og dens tilbliven på norsk ikke adskiller sig væsentligt fra dansk. Det skal nok tilskrives vores kulturelle ligheder, vores fælles fortid samt ikke mindst vores integrerede samarbejde gennem NATO m.fl. På trods af de anførte mangler med den analytisk dybde, er forfatterens gennemgang informativ og vil klart bidrage til lægmands forståelse af spørgsmålet: Hvad er en doktrin?

Den anden del er en særdeles interessant historisk gennemgang og analyse af det norske hjemmeværns udvikling. Det udvikler sig fra at være en militær organisation i eksil i Storbritannien - baseret på guerilla- eller partisantaktik under Den anden Verdenskrig - til nærmest at optræde som et fjerde værn med væsentlige opgaver inden for hele opgavespektret fra fred over krise til krig. Det interessante er forfatterens påvisning af de konsekvenser den generelle samfundsudvikling har haft for det norske hjemmeværn. Han evner på glimrende vis at placere doktrinen i en central rolle.

Eksempelvis behandles doktrinen, 1980’erne og det norske hjemmeværn ud fra en kapacitetsmæssig betragtning igennem krigsførelsens indre kredsløb. Opgaven for det norske hjemmeværn ændrede sig i midt 80’erne til i højere grad at kunne imødegå sovjetiske specialstyrker. Dette ændrede doktrinen fra en meget stationær og defensiv orientering til at give visse enheder væsentlige offensive kapaciteter i et anderledes kampmiljø - bebyggede områder. Det fik så igen konsekvenser for organisation og udrustning.

Et andet eksempel på at forfatteren evner at placere doktrinen centralt er hans påvisning af, hvorledes det norske hjemmeværn blev påvirket af Sovjetunionens kollaps. Opgavespektret ændrede sig væsentligt og forfatteren fokuserer her på en markant ændring i støttestrukturen. Hjemmeværnet havde et udtalt behov for at kunne følge med udviklingen. Man vedtog derfor at pålægge hjemmeværnet et egetansvar for doktrinudvikling på den norske hjemmeværnsskole i Dombås. Skolen fik status af våbenskole og skiftede navn til Heimevernets skole- og kompetansecenter. Skolens ansvar er fuldt på linie med det vi kender fra den danske hærs våbenskoler. Forfatteren illustrerer her godt, hvorledes doktrinens udvikling udfordrer støttestrukturen.

Den anden delanalyse er meget interessant og lærerig læsning og giver en del stof til eftertanke.

Jeg skrev i min indledning, at bogen havde fået mig til at reflektere over, hvor forskelligt det er at lave hjemmeværn i hhv. Norge og Danmark. I Danmark har vi valgt at hjemmeværnet i mulig udstrækning læner sig op af udviklingen i de tre moderværn, samt tilpasser sig de øvrige totalforsvarskomponenter. Denne pragmatiske tilgang er primært motiveret af, at hjemmeværnet i Danmark ikke har et selvstændigt sektoransvar inden for totalforsvaret. Ligeledes at hjemmeværnets lovmæssige raison d’aitre er at støtte hæren, søværnet og flyvevåbnets virksomhed. Et ens doktringrundlag naturligt tilpasset præmisserne for en militære organisation af frivillige giver her det bedste resultat. Det norske hjemmeværn har derimod klart definerede opgaver, som det løser selvstændigt.

Når det så er sagt, så har vi også mange fællesnævnere. Den udvikling der er påvist ved det norske hjemmeværn, kan også identificeres i det danske hjemmeværn. Begge organisationer har eksempelvis meget stærke basisorganisationer. Forankringen ligger begge steder i folkeligheden samt viljen til at ville bidrage til sit lands forsvar. Det betyder at sådanne organisationer ændrer sig på vilkår, der væsentligt adskiller sig fra professionelle militære organisationer. Heri ligger et hjemmeværns styrke - men også en stor udfordring.

Alt i alt vil jeg gerne anbefale bogen til tidsskriftets læsere. Man efterlades med godt indtryk af det norske hjemmeværn, samt hvorledes doktriner opfattes på norsk. Ligeledes er det spændende at se, hvorledes krigsførelsens ydre – og indre kredsløb er i samspil over en periode på 63 år (1941-2004).

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf

Del:

Emneord