”Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848 - 1864”

Anmeldt af Brigadegeneral Michael Clemmesen

”Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848 - 1864” af Hans Vammen. Udgivet af Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 2011. 388 sider illustreret. Pris kr. 348,00 fra saxo.com.

Foto: Saxo.com

Det sker for det første ved at hans tese om, at perioden fra enevælden blev opgivet af monarkiet i foråret 1848 til nederlagssommeren 1864 var præget af, at den brogede flok af konkurrerende politikere og embedsmænd, der havde søgt og påtaget sig ansvaret for at regere landet, reelt ikke forstod eller følte dette ansvar. Vammen konstaterer, at de i betydelig udstrækning - uanset deres formelle stilling på et givet tidspunkt - optrådte som i opposition til hinanden og i kriser kastede håndklædet i retning af kongen, Frederik VII, som absolut ikke ønskede ansvaret tilbage. Efter hans død fik den nye konge igen venligt overdraget den endelige katastrofe, som han blev manipuleret væk til at forsøge at undgå. 

Muligheden for at dele Slesvig efter nationalitetsgrænsen fandtes hele tiden som et defineret alternativ til Ejderpolitikken og Helstaten, men den mulighed var uacceptabel for alle nøglepersonerne, uanset opfattelser i øvrigt. Muligheden blev i sidste instans ikke dræbt af Krieger i London eller kongen, men af den maniodepressive Monrad. 

Vammen argumenterer overbevisende for, at Helstaten fortsat eksisterede som en mulighed indtil 1854, men derefter bliver den hurtigt urealistisk, også fordi muligheden for effektiv politisk støtte fra Rusland blev undergravet af landets nederlag i Krim-krigen. Forfatteren er ikke bange for knytte små kontrafaktiske analyser til sin genfortælling af forløbet, alle velvalgte og nyttige, men man savner hans overordnede kontrafaktiske skitse af forløbet, hvis Danmark ved en internationalt godkendt Helstatsforfatning havde undgået at give Bismarck hans påskud i 1863. Denne skitse savnes, også fordi forfatteren i den ville være tvunget til at afveje de positive virkninger af en internationalt anerkendt helstatsforfatning mod den kriseskabende effekt af den i udlandet stærkt kontroversielle og provokerende fordanskningspolitik i Mellemslesvig, der ikke blev bragt til standsning af helstatspolitikerne. 

Det er dog ikke diskussionen af hovedtesen, der har Hans Vammens hovedinteresse, og det er heller ikke gennem den, at han kommer med sit væsentlige bidrag til vores forståelse af forløbet her snart 150 år efter begivenhederne. Hans reelle hovedformål med bogen er at give læserne et galleri af portrætter af tidens nøglepersoner, som han udogmatisk og nuanceret placerer i fem ’netværk’. Hvert personportræt støttes af et meget velvalgt portrætfoto eller portrætmaleri med en ekstra vinkel på personen i billedteksten. 

Det først behandlede netværk er de nationalkonservative i hvad Vammen kalder ’Sorø-netværket’, hvor hovedpersonen er den fanatiske politiske historiker og embedsmand C. F. Wegener. Det er lykkedes for Vammen at vise det klare skel mellem Sorø-netværket og Helstatsnetværket, hvor C. A. Bluhme påtager sig den centrale rolle. Beskrivelsen af netværkene sker i rammen af en beskrivelse af, hvordan dets medlemmer søger at påvirke udviklingen, når de er i regering og på anden vis. Derefter skifter forfatteren naturligt til beskrivelsen af den blandede gruppe af nationalliberale, hvor han ganske vist indleder med Lehmann og slutter med Monrad, men hvor fokus og hovedinteressen er rettet mod Hall, Krieger og Andræ, der ’samtænkte’ i et ugentligt middags- og diskussionsselskab, hvor Andræ var grundlæggende politisk uenig med de to andre. På grund af de nationalliberales centrale rolle under forløbet op til krigen og Vammens fascination af disse tre meget forskellige personer bliver dette bogens hoveddel. Herefter følger beskrivelsen af Bondevennerne, som forfatteren benævner ’de nye antinationale’. Reelt er det ikke korrekt at kalde denne gruppe personer et ’netværk’, fordi ledergruppen splittes og manipuleres af de nationalliberale til at optræde mod deres egne og landets interesser. Bogen giver gode portrætter af I. A. Hansen, Balthazar Christensen og specielt af A. F. Tscherning, der efter bruddet med partiet dog fortsat arbejder for dets politiske mål. 

Vammen viser troværdig indlevelse og forståelse i alle sine portrætter, men i en tangent til bogens tema, i sin beskrivelse af bondebevægelsens ’pionerer’ - Rasmus Sørensen og Peder Hansen Lundby – følger han med indlevelse og sympati de to personer, der i reaktion mod den sociale nød på landet reelt katalyserede udviklingen af det danske folkelige demokrati, der derefter gjorde det så vanskeligt for eliten at styre frit. 

Spillet og intrigerne omkring Frederik VII, kongen der bare ville være sig selv med sin Louise, beskrives – lidt vel anstrengt – også som et netværk af monarken selv, grevinden, Carl Berling og L. N. Scheele. 

Bogen slutter med et kort syntesekapitel, men som allerede understreget er Vammens portrætvæg bogens helt centrale bidrag til dansk historieskrivning. Overalt placeres de portrætterede i den kultur, det menneske- og samfundssyn, der prægede dem og deres omgivelser i tidens lille intrigerende, arrogante og bornerte danske borgerskab. 

Vammens bog er et meget anderledes bidrag til vores forståelse af begivenhederne for 150-160 år siden end Tom Buk-Swientys dramatiske 1864-bøger. Det er en bog om den langt fra lige eller sikre vej mod katastrofen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
mt.02.2012.aug_.pdf

 
 
 
 

Del: