”Afgantsy. The Russians in Afghanistan 1979-89”

Anmeldt af David Vestenskov

”Afgantsy. The Russians in Afghanistan 1979-89” af Rodric Braithwaite. Udgivet af Profile Books Ltd I London, 2011. 417 sider. Pris £10,99 (profilebooks.com).

 
 

Foto: Saxo.com

Den britiske diplomat og historiker Rodric Braithwaite har tilføjet en ny dimension til Afghanistans historie. Baseret på nyligt nedklassificeret materiale fra arkiverne i Moskva samt fremstillinger af russiske historikere, tegnes et anderledes og mere nuanceret billede af de sovjetiske erfaringer fra Afghanistan. De første spadestik til opgøret med den amerikanske stempling af den sovjetiske ageren i juledagene 1979 og frem som aggressiv med et ekspansivt motiv, er taget før i forskellige tidskriftsartikler, men i forhold til både omfang eller argumentation er Afgantsy den første publikation, der indleder det endelige opgør med en lang række koldkrigsmyter. 

Bogen er opbygget med 14 kapitler med et tredelt fokus på henholdsvis vejen mod interventionen, selve krigen og vejen mod tilbagetrækning. Braithwaites historiske fodaftryk udgøres utvivlsomt af den første del, hvor den sovjetiske beslutningsproces nuanceres i forhold til tidligere fremstillinger. I den midterste del behandles den røde hærs taktiske sejre samt forholdene for den enkelte soldat. Den overordnede argumentation om, at taktiske sejre ikke nødvendigvis medfører strategisk og politisk succes er et interessant perspektiv til den samtidige konflikt i Afghanistan. Det empiriske grundlag bliver i denne del af bogen en anelse personfikseret og mikrohistorisk, hvilket naturligvis øger dramatikken, men som historiker kan det være vanskeligt at kortlægge metodikken. Dokumentationen er særdeles sparsom, samtidig med at historiernes repræsentativitet ikke omtales, hvilket giver dem et islæt af tilfældighed, hvor de alene tjener forfatterens overordnede tese.

Den afsluttende del er dedikeret til de sovjetiske veteraner fra krigen, hvilket givetvis har været den primære katalysator for projektet. Denne del af bogen har en stor relevans for kommende veteranforskning i Danmark i forhold til de hjemvendte kamptropper fra Afghanistan. I denne del sammenlignes det sovjetiske engagement i Afghanistan med det amerikanske modstykke i Vietnam, der i størrelsesorden var fem gange større - ligeledes var tabene fem gange større. Sammenligningen er en komparativ-historisk finesse, der endvidere bidrager til forståelsen af den kolde krigs supermagtskamp, og yderligere afkræfter de ekspansive motiver fra sovjetisk side, da det yderligere påvises, at både Bresjnev, Andropov, Tjernenko og Gorbatjov kunne forøge de militære styrker betydeligt, men undlod at gøre det.

Bogen er som titlen angiver dedikeret til soldaterne fra den røde hær (Afgantsy = russisk veteran fra krigen), der udførte et job og vandt stribevis af taktiske sejre. Den negative udvikling set fra sovjetisk side var udeblivelsen af strategiske og politiske sejre, uden hvilke en succesfuld oprørsbekæmpelse ikke kan finde sted. Aktualiteten i forhold til den verserende konflikt i landet er slående, og den bliver bestemt ikke mindre af at dykke ned i det politiske reformprogram som kommunistpartiet i Afghanistan, PDPA (People’s Democratic Party of Afghanistan), søgte at gennemføre. Uddannelse, ligestilling og sekularisering af samfundet var øverst på dagsordnen, hvilket også er de fundamentale hjørnesten i NATO’S demokratiseringsprojekt i dag. Reformforsøgene stødte dengang på massive problemer i form af den decentrale samfundsopbygning, samt (og vigtigst) den pashtunske traditionalisme, der ikke lod sig falde på knæ for de politiske visioner. Den vestlige demokrativision i dagens Afghanistan står naturligt overfor de samme problemer – et manglende værdifællesskab.

Analysen af hændelsesforløbet frem mod interventionen 27. december er et af bogens stærkeste aktiver. Ikke alene dokumenteres det, at det sovjetiske politbureau gentagne gange enstemmigt afviste de afghanske forespørgsler om militær støtte til bekæmpelse af religiøse oprørsbevægelser, men det beskrives endvidere, hvorledes den manglende sovjetiske indflydelse udstilles gang på gang – først af Nur Mohammad Taraki og dernæst af hans efterfølger Hafizullah Amin. Dette kulminerede med Amins kup og efterfølgende henrettelse af Taraki, hvis sikkerhed den sovjetiske leder, Leonid Bresjnev, personligt havde garanteret. Efterfølgende er det ligeledes dokumenteret, at Amin afholdt fem møder med den fungerende leder af den amerikanske ambassade i Kabul i løbet af 1979, ligesom at præsident Jimmy Carter indledte den finansielle støtte til de religiøse oprørsbevægelser i juli samme år. Det er Braithwaites tese, at alle disse drypvise begivenheder endte med at fylde det sovjetiske toleranceglas, og herigennem fandt man en intervention af Afghanistan som eneste mulighed for at bevare global politisk troværdighed.

Alt i alt er Afgantsy et væsentligt værk som alle forskere med berøring af Afghanistan skal optage og inkorporere i fremtidige analyser om den sikkerhedspolitiske udvikling i landet gennem de seneste fire årtier. Selvom bogen er for akademisk tung til decideret godnat-læsning, kan den endvidere anbefales til det brede publikum med en hobbyhistorisk interesse i emnet. Slutteligt vil undertegnede ud fra et militærfagligt synspunkt anbefale samtlige officerer, der har den mindste berøring med ISAF-operationen, at stifte bekendtskab med denne nye dimension af Afghanistans historie.  

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

mt.02.2012.aug_.pdf

 

 
 

Del: