“Iran under Ahmadinejad – The politics of confrontation”

Af Ali M. Ansari. Udgivet af The International Institute for Strategic Studies (IISS) som “Adelphi Paper 393” af forlaget Routledge Journals. 104 sider. Pris: £14.99/$26.00.

Anmeldt af Anders Mosdal

Foto: Saxo.com

Dette ”paper” er skrevet af professor Ali M. Ansari, som er en højt respekteret specialist indenfor iransk historie og politik. Ansari har blandt andet skrevet flere bøger om Iran og udgav i 2006 bogen ”Confronting Iran – The Failure of US policy and the Roots of Mistrust”. Ansari har med sin seneste udgivelse, ”Iran under Ahmadinejad” fra december sidste år, taget det iranske præsidentskab under en kritisk lup. Paperet er skarpt og præcist skrevet og giver et godt indblik i iranske politiske forhold, som er højaktuelle i dag.

Paperet beskriver, hvordan den i 2005 relativt ukendte og religiøst uortodokse borgmester i Teheran, Mahmoud Ahmadinejad bliver kørt i stilling som Irans præsident af en konservativ elite. Eliten ønsker først og fremmest et opgør med den reformistiske og pluralistiske linje, som først præsident Rafsanjani og siden Khatami havde ført.

Ahmadinejad blev af mange iranere opfattet som en politisk letvægter. Men hvad Ahmadinejad savnede af politisk vægt, havde han til gengæld i karisma og evnen til at tale til den menige mand på gulvet. En stor del af succesen bag hans præsidentkampagne var blandt andet at orientere den mod uretfærdighederne og manglerne i det iranske samfund. Kampagnen blev af nogle iranere sammenlignet med den som Le Pen førte overfor Chirac under en tidligere fransk præsidentkamp. 

Paperet beskriver herefter, hvordan Ahmadinejads præsidentskab udvikler sig frem til dags dato – ultimo 2007. Paperet argumenterer for, at Ahmadinedjad ikke for alvor er vendt tilbage til de konservative dyder fra revolutionstiden i slutningen af 1970’erne. Forfatteren fremhæver, at hans politik snarere repræsenterer et ad hoc og usammenhængende forsøg på at dække over de modsætninger som præger dagens Iran, og som udfordrer den konservative elites magtmonopol.  

På trods af stigende kritik fra ind- og udland er Ahmadinejad blevet mere selvsikker og mere overbevist om rigtigheden af sine egne vurderinger. Blandt andet har forfølgelsen af systemkritikere i Ahmadinejads præsidentperiode nået nye højder. Mens de højtprofilerede kritikere stemples som kættere, bliver de lavere stillede kritikere udsat for grove forfølgelser og overgreb. Overgrebene skal signalere overfor befolkningen, at social og politisk agitation ikke tolereres.

Ahmadinejad har desuden forsøgt at øge sin indflydelse i udlandet efter samme model som hjemme. Først og fremmest ved at tale for og til den menige mand i de arabiske lande hen over hovedet på de arabiske regimer. Denne tilgang har skaffet ham flere fjender i udlandet, blandt andet i Saudi Arabien. I Irak er den irakiske regering stærkt bekymret over, at Ahmadinejad har erklæret sig parat til at udfylde det sikkerhedsmæssige vakuum i Irak, når USA en dag trækker sig ud. På den nukleare front fortsætter Ahmadinejad sin storladne og konfrontatoriske linje overfor det internationale samfund, ved blandt andet regelmæssigt at fremhæve nye teknologiske fremskridt indenfor blandt andet nuklear teknologi.

Forfatteren fremhæver, at den iranske befolkning generelt ikke modsætter sig Ahmadinejads forsøg på at forsvare den nationale sikkerhed, men at der er en stigende bekymring over Ahmadinejads stil med at søge konfrontationen for konfrontationen skyld. En stil som i manges øjne bidrager til at isolere landet og forvolde betydelige økonomisk skade.

Forfatteren afslutter sit paper med en perspektivering af Ahmadinedjads præsidentperiode. Forfatteren fremhæver, at Ahmadinejads magt i udgangspunktet har været baseret på den støtte han fik fra den konservative elite i Iran, som ville gøre op med tidligere reformforsøg. Ahmadeinejads stjerne er dog dalende, blandt andet fordi hans støtter i stigende grad ser ham som en anakronisme, ude af stand til at modtage kritik og orientere sig efter det forandrende iranske sociale og politiske landskab. Hans stærke karisma gør dog, at han fortsat har et godt tag i den fattige del af befolkningen.

Forfatteren konkluderer, at Ahmadinejad var en midlertidig løsning på et langsigtet problem for den konservative elite, men ingen i den iranske elite havde forestillet sig, at hans stil ville få så vidtrækkende negative konsekvenser for landet.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf

Del:

Emneord