“The Royal Navy and the German Threat 1901-1917. Admiralty Plans to Protect British Trade in a War Against Germany”

Anmeldt af Brigadegeneral Michael Clemmesen

“The Royal Navy and the German Threat 1901-1917. Admiralty Plans to Protect British Trade in a War Against Germany” af Matthew S. Seligmann. Udgivet af Oxford University Press 2012. 186 sider. Pris på nettet fra £53.

 

Foto: Amazon.com

Hvis de foregående udgivelser kunne siges at være ret snævre, næsten nørdede, kan dette absolut ikke siges om den nye bog. Den kunne ganske vist købes fra maj, men den præsenteres først i begyndelsen af juli. Der er god grund til at arrangere en dramatisk søsætning af Seligmanns arbejde. Det er den absolut væsentligste bog om britisk strategi- og marinehistorie, der er udkommet i de sidste 20 år. 

Veloplagt, klart og elegant skrevet og ekstremt velunderbygget går forfatteren ind på hovedkamppladsen for britiske marinehistorikere, hvor emnet er karakteren af britisk marinestrategi i begyndelsen af 20. århundrede.  Seligmann viser på helt centrale områder, at den traditionelle opfattelse - at forværringen af det tysk-britiske modsætningsforhold næsten alene blev drevet af slagskibskaprustningen - er stærkt forenklet. Men forfatterens hovedmål er at påvise, at nogle af de tolkninger, som revisionisterne Nicholas Lambert og Jon Tetsuro Sumida har fremlagt i de senere år, er forenklede eller direkte fejlagtige.  

Seligmann påviser indledningsvis, bygget på en stædig, blodhundeagtig og succesrig jagt efter spredt placerede, overlevende arkivalier, at opfattelsen af en alvorlig tysk trussel kan dateres tilbage til begyndelsen af århundredet, og at den blev fremkaldt af den tyske dominans med hensyn til store, meget hurtige passagerskibe. De blev bygget og opereret med en vis statsstøtte, og kunne hurtigt – måske til søs – udrustes til meget kraftigt bevæbnede hjælpekrydsere. De tyske skibe var hurtigere end alle de britiske krigsskibe, hvis rækkevidde og størrelse gjorde dem anvendelige på oceanerne. Hjælpekrydserne ville derefter være en særdeles alvorlig trussel mod den britiske globale handelstrafik og fødevareforsyningerne til Storbritannien, det sidste specielt, hvis rederne blev så skræmte, at de holdt deres skibe i havn. På det tidpunkt afviste et politisk flertal hårdt muligheden af, at den britiske stat forsikrede handelsskibe og ladninger mod tab eller erobring.

Derefter skifter forfatteren fokus til diskussionen mellem de tyske flådemyndigheder i Berlin og de faktiske forberedelser til at anvende de store passagerskibe som hjælpekrydsere i handelskrig. Kapitlet bygger på Seligmanns egen forskning i de tyske marinearkiver. Praktisk med en britisk marinehistoriker, der kan tysk.  Han konstaterer, at Londons vanskeligheder med at vurdere efterretninger fra Tyskland i betydelig grad var et resultat af, at man ikke forstod, at der i Berlin var tale om flere flådemyndigheder, der kunne være afgørende uenige, og ikke som i London var tale om én samlet værnsledelse. Konklusionen er, at den britiske opfattelse af tyske planer om at anvende de store skibe som hjælpekrydsere mod handelsruterne i alt væsentligt var korrekt, men at de tyske flådemyndigheder var uenige om vægtningen af denne indsats i forhold til andre områder.

Det første forsøg på at løse problemet var at indgå en statsstøttet kontrakt med Cunard-rederiet om bygning af to skibe. Cunard var nu det eneste selskab med ekspres-Atlantpassagertrafik, som ikke var solgt til USA. De to skibe, Lousitania og Mauritania, skulle være hurtigere end de tyske linere, og som disse skulle de hurtigt kunne konverteres til svært bevæbnede hjælpekrydsere, som derefter kunne jage de tyske skibe.  

Imidlertid betød admiral John Fisher’s overtagelse af den professionelle ledelse af den britiske flåde i 1904, at man allerede før Cunard-skibene var blevet bygget skifter spor i forberedelserne til at bekæmpe den tyske trussel.  På fuldstændig overbevisende måde viser Seligmann, at formålet med at bygge de meget store og hurtige pansrede krydsere af Invincible-klassen var at sikre sig rådighed over et regulært krigsskib, der kunne jage og nedkæmpe alle de skibe, som modstandere indsatte i krydserkrig mod britisk handel. De nye skibes primære mål var de store tyske hjælpekrydsere, men de havde også overskud i kampkraft til at nedkæmpe regulære franske, russiske eller tyske pansrede krydsere, som blev indsat i handelskrig (som det blev demonstreret i Slaget ved Falklandsøerne i december 1914).

Der var under projektarbejdet uenighed om man skulle give de nye skibe den slagskibsbevæbning, som de kunne bære, eller kun give dem svært krydserskyts. Modstanderne af 12-tommersskyts pegede på risikoen for, at flådechefer ville ignorere, at skibenes svage beskyttelse ikke gjorde dem egnede til anvendelse sammen med slagflåden.  At det var en reel risiko blev understreget, da man i 1911 gav skibene betegnelsen slagkrydsere. Det er dog anmelderens opfattelse, at de meget alvorlige tab ved Jyllandsslaget ikke kun var et resultat af den svage pansring, men var en direkte følge af den tradition for at anvende skibene som hurtigtskydende slagrytteri på havet, som først admiral Bayly anvendte under flådemanøvren i 1912 og admiral Beatty derefter havde gjort til standardtaktik for skibene under operationer i Nordsøen.

I det næste, meget anderledes, kapitel er hovedpersonen admiralitets efterretningschef, Edmond Slade, hvis rolle og betydning efter forfatterens mening er meget væsentligt undervurderet.  Igennem flere år kunne Slade udnytte et tæt samarbejde med flådechefen John Fisher, herunder op til den internationale flåderetskonference i London i vinteren 1908-09. På initiativ af Slade søgte briterne under konferencen at opnå internationalt retsforbud mod, at handelsskibe monterede skyts og skiftede til hjælpekrydserstatus på havet. Dette forsøg blev hårdt blokeret af tyskerne, hvilket bekræftede briterne i deres mistanke om, at det var netop hvad tyskerne planlagde.

I løbet af denne vinter var modsætningen mellem Fisher og admiral Charles Beresford blevet optrappet dramatisk med nedlæggelsen af Kanalflåden, Beresfords kommando. Beresford anklagede nu åbent Fisher for med sine reformer at have undergravet flådens kampberedskab, og da lederen af Slades handelskrigssektionen under den efterfølgende kommissionsundersøgelse bekræftede, at der var mangler inden for hans ansvarsområde, reagerer Fisher ved simpelthen at nedlægge sektionen, selv om dette betød, at krigsforberedelserne på dette område blev bremset afgørende i det næste par år.  Dette var ikke mindst tilfældet inden for den nødvendige indsats med at udbygge et globalt efterretningsnet. Det skulle sammen med det verdensdækkende britiske telegrafsystem bygget på trådløse stationer og kabler sikre grundlaget for at lede landets handelskrigsindsats. På trods af nedfrysningen af dette projekt lykkedes Slades indsats, så nettet var klar ved krigens start.

Bogens sidste egentlige kapitel behandler resultatet af marineminister Churchills idé om at afværge hjælpekrydsertruslen billigt ved allerede i fredstid at bevæbne britiske handelsskibe. Man skulle begrænse sig til en selvforsvarsbevæbning, hvor det relativt lette skyts derfor skulle placeres agter. Kapitlet følger den interne og internationale diskussion om den retlige status af et sådant bevæbnet civilt skib. 

I bogens afslutning identificerer Seligmann den væsentlige årsag til, at truslen mod britisk handel fra de store hjælpekrydsere ikke blev realiseret i det forventede omfang, da krigen startede. Efter hans opfattelse var årsagen, at tyskerne for at undgå at fremkalde en britisk krigsdeltagelse bevidst forsinkede klargøringen af skibene, så denne ikke kunne finde sted rettidigt, dvs. under krisen før krigsudbruddet. Nu endte mange af linerne med at blive interneret i amerikanske havne for derefter at blive konfiskeret i 1917 og anvendt som hurtige troppetransportskibe ved flytningen af den amerikanske hær til Frankrig i 1918.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

mt.02.2012.aug_.pdf

 
 
 

Del: