“The Balance of Power in Asia - Pacific Security. US - China policies on regional order”

Af Liselotte Odgaard.  Udgivet af Routledge, London and New York i 2007. 272 sider. Pris: £80.00.

Anmeldt af Erik Beukel

Foto: Saxo.com

Sikkerhedspolitisk og økonomisk har Asien i dag en fremtrædende rolle i international politik. En række af verdens farligste sikkerhedspolitiske brændpunkter er at finde i Asien, især modsætningerne mellem Kina og Taiwan og mellem Indien og Pakistan, Nordkorea som en mulig kernevåbenstat der kan være på randen af indre sammenbrud, krigen i Afghanistan der sætter sammenhængskraften i NATO på alvorlig prøve og den højst ustabile og farlige situation i Pakistan. Samtidig har Asien og specielt Østasien gennem mere end en generation haft en økonomisk vækst og udvikling, som har været stærkere end i nogen anden del af verden. Fire af verdens 12 største økonomier (Japan, Kina, Sydkorea og Indien) er asiatiske og især de tre sidstnævnte hører i dag til de mest dynamiske i verden.

For en del Asien-analytikere – både asiater og ikke-asiater – er konsekvenserne af Asiens vækst klare og konklusionen ligetil: Asien er på vej frem i modsætning til Europa, der havde sin storhedstid i det 19. århundrede. Europa ødelagde imidlertid sig selv ved at starte to verdenskrige, hvoraf den sidste også førte til de europæiske kolonirigers fald, og derfor må Europa nu belave sig på at spille en stadig mere underordnet rolle på den globale scene. Men også USA er ifølge mange Asien-begejstrede skribenter på vej ned: Økonomisk lever det over evne, og moralsk fører den overdrevne amerikanske individualisme til internt forfald. Konklusionen er entydig: Som det 19. århundrede var Europas og det 20.århundrede USA’s, bliver det 21. århundrede Asiens!

Der er derfor al mulig grund til, at også europæiske forskere interesserer sig for Asien. Liselotte Odgaard, der er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, har skrevet en værdifuld bog, som udgør en nyttig korrektion til dem, som i Asien kun ser farlige brændpunkter eller økonomiske konkurrenter til det gamle industrialiserede Europa og USA. Bogen er en udførlig gennemgang af, hvordan magtbalancemekanismer spiller en rolle i Asien sideløbende med de store økonomisk-politiske forandringer. Der fremlægges en analyse af dynamikken i magtbalancen i Asien efter den kolde krig med særligt henblik på betydningen af USA og Kina, der som de eneste stormagter i regionen har afgørende betydning for den sikkerhedspolitiske udvikling i Asien. En række mellemmagter som Japan, Indien, Rusland, Sydkorea og Australien samt ASEAN-gruppen af ti mindre sydøstasiatiske lande spiller også en rolle, og flere af dem ønsker en fortsat amerikansk militær tilstedeværelse i regionen som en modvægt til det fremvoksende Kina.

Det specielt interessante og delikate i den forbindelse er, at også Kina ønsker en vis amerikansk sikkerhedspolitisk tilstedeværelse i Østasien, ikke mindst fordi den amerikansk-japanske alliance fjerner faren for japansk militær aktivisme, som Kina af indlysende historiske grunde har en dyb modvilje imod. Spørgsmålet er så, hvordan forholdet er mellem USA’s og Kinas perspektiver på den sikkerhedspolitiske orden i Asien: Leder USA’s og Kinas perspektiver og sikkerhedspolitiske tiltag frem mod en stabil magtbalance i regionen eller er en ustabil balance med fortsatte stridigheder mellem de to mere sandsynlig?

Hovedkonklusionen er, at de lejlighedsvise tilnærmelser mellem USA og Kina siden præsident Nixons epokegørende besøg i Kina i 1972 dækker over en grundlæggende uenighed om, hvilke sikkerhedspolitiske institutioner og normer, der er nødvendige for at fastholde en stabil magtbalance i regionen. I overensstemmelse med det, der benævnes den Engelske Skole i studiet af international politik, konkluderes det, at den manglende enighed om den sikkerhedspolitiske ramme for organiseringen af forholdet mellem USA og Kina gør forholdet mellem dem ustabilt. Denne konklusion er baseret på en nøje gennemgang af amerikansk og kinesisk politik i relation til tre spørgsmål, nemlig brugen af magt, regeringers legitimitet og sikkerhedspolitiske institutioner i de fire subregioner Asien kan opdeles i, nemlig Sydøstasien, Centralasien, Nordøstasien og Sydasien.

Kernen i det ustabile balanceforhold mellem USA og Kina er, at USA’s sikkerhedspolitiske dominans og overlegenhed i regionen udgør en stadig udfordring for Kina, fordi den ikke giver plads til Kinas mest fundamentale ønsker og krav. Der er på visse punkter sammenfald mellem de to stormagters interesser, men der er samtidig vigtige forskelle mellem amerikanske og kinesiske perspektiver på centrale sikkerhedspolitiske spørgsmål som Nordkoreas atomprogram, Taiwan’s status, konflikten mellem Indien og Pakistan samt Japans og Ruslands rolle. Endvidere er Kinas og USA’s politiske systemer baseret på så forskellige definitioner af regeringers legitimitet, at det uvægerligt vil få sikkerhedspolitiske konsekvenser. Heraf følger ikke – som enkelte amerikanske iagttagere konkluderede for nogle år siden – at krig mellem USA og Kina i sidste ende var uundgåelig, men at den amerikansk-kinesiske balance fortsat vil være ustabil med stor sandsynlighed for tilbagevendende kriser.

Kildematerialet omfatter en lang række bøger, artikler og rapporter samt et stort antal (op mod 60) interviews med forskere og embedsmænd i asiatiske lande som Kina, Indonesien, Sydkorea og Singapore samt i USA, Storbritannien og Rusland. Dette interviewmateriale udgør et værdifuldt og væsentligt grundlag for Odgaards hovedkonklusioner og de forskellige delkonklusioner med alle de nuancer og den rigdom af empirisk materiale, der fremlægges. Bogen uddyber også på flere punkter den teoretiske indsigt, som brugen af den Engelske Skole lægger op til, først og fremmest ved at fremhæve betydningen af enighed mellem stormagter om de grundlæggende sikkerhedspolitiske normer som en betingelse for stabil balance.

Odgaards bog dokumenterer et omfattende og fortjenstfuld analysearbejde, som på mange måder er imponerende. Det er dog ikke altid nemt at følge bogens mange specifikke ræsonnementer, og bogen er ikke ligefrem til hyggelæsning. I et par tilfælde forekommer argumentationen også rigeligt knudret og svingende, for eksempel diskussionen om hvorvidt ASEAN kan betragtes som en selvstændig mellemmagt (s. 64 -65). Men det rokker ikke ved den overordnede konklusion: For enhver som forsøger at nå en lidt dybere forståelse af det yderst sammensatte sikkerhedspolitiske mønster i en del af verden, som er på vej til at få større og større betydning, er Odgaards bog ikke til at komme udenom.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.1_2008.pdf

Del: