Fjendeopfattelsens mangfoldighed - Fra Green Zone til København

Introduktion: Hvem tror vi, han er?

Viden om fjenden og hans kapabiliteter er en forudsætning for succes i enhver militær opgaveløsning. Det overordnede syn på fjenden spiller imidlertid en afgørende rolle ud over de taktiske og operative niveauer. Denne generelle fjendeopfattelse er hos den politiske og militære ledelse selvsagt styrende for trufne dispositioner, men i et demokratisk samfund og hos dets væbnede styrker danner fjendeopfattelsen hos borgeren og soldaten – ultimativt – forudsætning for førnævntes dispositioner. Efter de forskellige fredsbevarende vestlige engagementer på Balkan i 90erne er fjendeopfattelsens konsistens yderligere udfordret ved, at langt størstedelen af vestlige militære operationer i det nye årtusinde finder sted uden for de pågældende nationalstaters egen region, endsige grænser.
 
Counterinsurgency (COIN) blev med krigene i Afghanistan og Irak et af de absolut mest diskuterede doktrinære emner for vestlige militære styrker efter en periode med fokus på, først Sovjet indtil 80’erne, og siden 90’ernes fredsskabende og -bevarende operationer på blandt andet Balkan.1 Men hvem var og er denne fjende som adresseres gennem COIN, og som med varierende succes fra Islamisk Stats forestående afslutning som territoriel bevægelse, til Talibans genkomst, søger at modstå vestlige og vestligt-støttede staters militære pres? Skønt enemy-centric approach i dag har få tilhængere,2 fastslog den standardsættende U. S. Army Field Manual no. 3-24 fra 2006, at effektiv COIN trods kravet om population centrism stadig kræver ”Accurate and thorough intelligence on insurgent organizations (…).3 Viden om fjenden udgør således fortsat i det 21. århundrede en doktrinær forudsætning for succes, som den gjorde i Sun Tzus berømte diktum: ”Hvis du kender fjenden og dig selv, skal du ikke frygte hundrede slag.”4

 

Clausewitz understregede betydningen af politisk vilje som ligeså afgørende som de militære kapabiliteter, hvilket i et vestligt demokrati som det danske er lig befolkningens opbakning til et givent militært engagement.5 Når dette engagement finder sted uden for statens territorium eller umiddelbare nærhed, muliggør den geografiske afstand, forskelle og forbindelser mellem den ved fronten erfarede fjendeopfattelse og den hjemlige befolknings ditto. For militære fagpersoner vil anvendelsen af begrebet rum muligvis skurre i ørene. Det skal derfor indledningsvist fastslås, at der i det følgende ikke refereres til rum som ”Et geografisk område, der er afgrænset af føringslinjer.”6 I stedet er det spatiale – dvs. det rumlige – perspektiv her hentet fra geografien og samfundsvidenskaben i øvrigt. Rummet tager sit afsæt i den fysiske geografi, hvorpå aktører indlejrer mening og betydning på baggrund af kulturelle kodekser og personlige erfaringer.
 
Inddragelse af rumlige forhold som analysefaktor giver en stor gevinst på grund af undersøgelsesfeltets karakteristika: Krig. Fjenden udgør det absolutte modforhold til egen eksistens - fjenden søger at dræbe dig, og du søger potentielt at dræbe fjenden. Denne ekstreme situation gør sig imidlertid kun gældende for personer, der befinder sig i centrum af den voldelige interaktion, kampen. I vestlige interventioner kan kun promiller af befolkningen defineres som ”frontsoldater.” Men tesen for nærværende undersøgelse er, at man som samfund - det vil sige alle statens øvrige indbyggere - på tværs af niveauer, social stratificering og ikke mindst rum er tvunget til at forholde sig til fjenden som begreb.
 
Anerkender vi en nær sammenhæng mellem, hvordan vi italesætter verden, hvordan vi begriber den og hvordan vi agerer,7 bliver vores opfattelse af fjenden forudsætning for mange af vores øvrige dispositioner. For nogle kan et sådant perspektiv sikkert virke noget diffust, men opmærksomhed på opfattelse udelukker ikke en stærk forankring i virkeligheden sådan som blandt andet den amerikanske militærhistoriker John A. Lynn overbevisende har vist.8 Vi handler på baggrund af vores forståelse af den fysiske verden. Samtidig har idéen om den ”strategiske korporal”9 pointeret, hvordan individet på det taktiske niveau kan påvirke det politiske niveau.
 
Under en sådan forudsætning er det interessant at undersøge forestillinger om fjenden, når små militære kontingenter kæmper langt fra hjemlandet. Med hvilke ord og i hvilke begrebssammenhænge beskrives fjenden i de forskellige rum? Og hvordan kan inddragelse af rum som analysefaktor hjælpe med at forklare disse forskelle? Den danske situation i perioden 2007-2010 er valgt som undersøgelsescase, fordi den danske kampgruppe i denne periode deltog i hårde kampe, hvorunder 28 danske soldater mistede livet.
 
Internationalt er emnet blevet fragmentarisk behandlet af forskellige discipliner fra historie til psykologi.10 Alle opererer de med fjendeopfattelsen primært som ”(…) a specific form of a negative stereotype”11 baseret på behovet for selvidentificering.12 Derudover tilskrives medierne en afgørende rolle i etableringen af fjendeopfattelser.13 Modsat findes en beskrivelse af fjenden, der henter sin empiri fra krigshistorien. Her ses fjendeopfattelsen som et kontinuum fra indædt had over jagt-bytteforhold til funktionalistisk pligtetik.14 Engelske Claire Duncansons undersøgelse af forestillinger om fjenden i forbindelse med den britiske hærs engagement i Afghanistan siden 2001 står som brobygger mellem det teoribaserede, endimensionelle fjendebillede og den varierede empiriske erfaring.15 Yderligere findes en række mere militærfaglige fremstillinger om fjendebilleder og deres konstruktion, der imidlertid kun i ringe grad inddrager vekselvirkningen mellem samfund og soldat.16
 

Hvad kalder vi fjenden? Og hvorfra gør vi det?

For at vurdere forskelle og ligheder mellem fjendeopfattelser fra den aktivt deltagende soldat til den hjemlige borger er det nødvendigt at bringe individets stemme i spil. Denne overskridelse af den klassiske internationale politiks realistiske paradigme til det enkelte menneske sker via kombinationen af diskursive praksisser og rumlige forbindelser. Med diskursive praksisser menes måden, hvorpå fjenden italesættes ved hjælp af en bestemt sprogbrug i bestemte kontekster, mens de rumlige forbindelser udgøres af mennesker og deres beretningers bevægelser på tværs af rummet; fra Helmand til Danmark. Inddragelse af den rumlige dimension er særligt relevant grundet reciprociteten mellem rum og betydningsindlejring. Diskurser skal betragtes processuelt, idet de påvirkes af såvel det enkelte rums beskaffenhed som rummenes afstand og forskelligheder. Den rumlige dimension betoner sammenhængen mellem forestilling og rum som ”(…) contested, fluid and historical, interactional and relational, and defined by inequality and difference”.17 Endvidere er et givent rum ofte hybridt, da det indeholder forskellige aktører med forskellige forankringer, der hver især tildeler rummet mening.18
 
De rumlige forbindelsers forskellighed udfordrer en centraliseret diskurs’ mulighed for at opnå overherredømme som eneste mulige forståelse og begribelse af virkeligheden – i dette tilfælde fjenden - hvorved der skabes plads til afvigelser. Centralt herfor er tanken om såkaldte trajectories, formuleret af blandt andre den engelske geograf Doreen Massey med det formål at udfordre en traditionel opfattelse af rum og steder som statiske og uforanderlige entiteter. Trajectories kan bestå af alt fra mennesker til idéer, der hver især har sin egen retning og styrke, og skæringspunktet mellem disse konstituerer det enkelte rums særegenhed.19 Green Zone blev således først til rummet Green Zone med alle dets betydningsindlejringer af kamp, våben, soldater, fjender, tab etc. etc. i mødet mellem vestlige soldater og Talebanere Den her anvendte diskursundersøgelse inddrager sprogets latente ustabilitet, idet den beskæftiger sig med forskellige diskursers indbyrdes kamp om at blive den primære fortælling – eller prismen - hvorigennem verden skal forstås og behandles. Af denne kamp opstår en diskurs, der kortvarigt kan opnå overherredømme i forhold til øvrige diskurser og således dominere perceptionen af en given situation og heraf afledte handlemuligheder.20
 

Nedslagspunktet: Danish Battlegroup i Helmand

Under Afghanistankrigen var kun 3-400 mand ud af en styrke på næsten det dobbelte egentlige ”frontsoldater.”21 Alle udsendte soldater, uanset funktion, befandt sig imidlertid i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvorved der etableredes en række forskellige rum baseret på forskellige oplevelsessfærer. Men som samfund - det vil sige de øvrige godt 5 millioner indbyggere i Danmark - var man på tværs af niveauer, social stratificering og ikke mindst rum tvunget til at forholde sig til fjenden som begreb. Historiografisk har det imidlertid endnu kun sat sig svage spor: Fremstillinger om den danske del af Afghanistankrigen er fåtallige og udgøres primært af antologier eller synteser, der kun svagt og indirekte behandler spørgsmålet om samfund og fjendeopfattelse.22 Dansk udenrigspolitisk historiografi har haft tendens til at fokusere på såkaldt ”diplomatisk historie”.23 Officielle udredninger har heller ikke berørt emnet.24 Et enkelt eksempel på inddragelse af den menneskelige dimension findes i en undersøgelse af, hvordan det at slå fjenden ihjel påvirker soldaten.25
 
Nedenfor afgrænses tre rum: Statens officielle, det civile og det militære rum, der tilsammen konstituerer samfundet Danmark i den intervenerende situation. Det militære rum har fokus på enhederne i Helmand, da langt størstedelen af de danske enheder i Afghanistan var indsat her, mens det øvrige danske samfund har rod i territoriet Danmark. Periodemæssigt fokuseres på 2007 til 2010, idet de hårdeste og mest kontinuerlige kamphandlinger fandt sted i denne periode.26
 
Den officielle og det civile rums diskurser er belyst ved hjælp af offentligt tilgængelige kilder i form af avisartikler, tv-reportager og politiske taler. Én enkelt undtagelse er et interview med en 22-årig dansk kvinde uden nogen tilknytning til forsvaret. Hun er inddraget for at etablere en civil pendant til den militære erfaring. Det militære rum er beskrevet gennem tre kilder: Et interview med en soldat, som var udsendt til Helmand i undersøgelsesperioden (hold 6) samt en dagbog og en række mails forfattet af to soldater på henholdsvis hold 5 og hold 6. Begge kilder er upublicerede, men ingen af dem har ønsket at være anonyme. Den kvalitative tilgang har til formål at pointere individets oplevelse og betydningen af denne.
 

Statens fjende

Dronning Margrethe II’s symbolske rolle som statsoverhoved gør, at hendes udsagn ikke kan tillægges nogen partipolitisk prægning og i stedet fremstår som inkarnationen af den upolitiske stat. Dronningens årlige nytårstale udtrykker fædrelandets stemme til alle danske borgere uagtet politisk overbevisning, hvilket endvidere underbygges af den kendsgerning, at talen udarbejdes i samarbejde med statsministeriet. Nytårstalen 2008 blev holdt efter det tredje år med massivt dansk engagement i Helmand med flere døde til følge. Det satte sit præg i talen, hvor emnet fyldte mere end en femtedel. Alligevel var fjenden næsten ikke nævnt. Det nærmeste var, at soldaterne ”(…) udfører (…) deres opgaver med dygtighed og stort mod, men til stadighed, trods alle farer (…)”.27 ”Farer” var et element, der ikke var tillagt nogen eksplicit betydning, men stod klart forbundet med et andet element i form af ordet ”det”: ”(…) huske på de ofre, det har krævet (…)”.28 At tabene kunne tilskrives en fjende af kød og blod blev ikke italesat, og dronningen kunne for så vidt have talt om nødhjælpsarbejdere omkommet ved et mudderskred. Det skyldtes blandt andet de geografiske områder ”Danmark”, ”Afghanistan” og ”Tanzania”, der etableredes i en ækvivalenskæde, hvor mennesker fra Danmark gjorde godt i både Afghanistan og Tanzania.29 Identitetskonstruktionen byggede på ”dygtighed”, ”stort mod”, ”forfægter synspunkter” og ”forsvarer idéer”.30 Den danske soldat, og dermed indirekte Danmark, var kendetegnet ved sine evner og offervilje, som han/hun anvendte i en defensiv kontekst i forsvaret for immaterielle værdier – kampen for det gode. Den meget vage fjendeopfattelse fik via ækvivalenskæden lidt større klarhed; der var tale om en dårlig, fej fjende, der kæmpede offensivt på baggrund af gemene motiver. Og eftersom Danmark kæmpede for værdier, der ”(…) er rodfæstet i vores kultur og baggrund”31 fratoges fjenden sit kulturelle og historiske ophav og motivation; han var ikke andet end en opportunist, en bandit.
 
Dagen efter holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen sin nytårstale. Her var fjendeopfattelsen mere konkret. Med afsæt i ambassadebombningen i Islamabad32 blev ”terrorisme” et tegn forbundet med død, ødelæggelse og ”skruppelløshed”.33 Og derfor var fjenden pr. definition ”terrorist”, ikke oprører eller afghaner.34 Det var dog ikke ham, der direkte dræbte danske soldater, de havde ”(…) mistet livet under tjenesten.”35 Som i dronningens tale var de danske soldater fortsat dygtige, og de skabte bedre vilkår for lokalbefolkningen.36 Via disse narrativer/fortællinger konstrueredes fjenden som det modsatte af de danske soldater, der kæmpede for ”(…) frihed, fred og sikkerhed.”37
 
Statens officielle diskurs var altså præget af et klart skel mellem danskere og fjenden, om end sidstnævnte kun i begrænset grad omtaltes og slet ikke som den faktiske årsag til danske tab. Fjenden var ligeledes kvalitativt anderledes qua sine midler, sine mål og sin baggrund.

 

Blandt civile

Fælles for følgende uddrag er, at de stammer fra ikke-statslige aktører og afspejler et bredt spektrum fra offentlige meningsdannere til et barns fjendeopfattelse. I 2008 udkom journalisten Kim Hundevadts fortælling om de første danske soldater, der opererede omkring Helmandfloden i efteråret 2007. Beskrivelsen af fjenden som ”(…) fundamentalistiske militser [der] stormede byen og myrdede (…)”,38 harmonererede med den officielle; fjenden var indoktrineret og dræbte i flæng. Men der var forskel i artikulationen, idet fjenden her var mere nærværende, han eksisterede og hans handlinger var mere end blot påvirkninger i form af døde soldater.
 
I en lærebog henvendt til gymnasieskolen fra 2010 lød det, at: ”(…) Taliban ikke er de eneste, der yder modstand (…)”,39 og den amerikanske oprørsbekæmpelsesteoretiker David Kilcullens tese om the accidental guerilla40 blev anvendt som beskrivelse af de udførende led. ”Taliban” optrådte altså som et defineret tegn med ækvivalens til fjende, men han var ikke nødvendigvis hverken fundamentalist eller morder – eller Talibaner. Den flertydige ”fjende” udvidedes, da en del krigere var udlændinge, der ikke havde samme kulturelle baggrund som de lokale.41 Den sidste tilføjelse har en bemærkelsesværdig diskursiv fællesværdi med dronningens nytårstales indirekte ”afkulturalisering” af fjenden.
 
Tre år tidligere var nuancerne ikke til stede i mediernes dækning. Journalisten Rasmus Tantholdt var med danske soldater i kamp, hvilket blev til en reportage bragt i prime time på TV2. Her anvendtes kun én benævnelse for fjenden; Taliban, der stod over for ”danskerne”.42 En anden journalist forholdt sig mere normativt til situationen. Lasse Ellegaard skrev i 2009 om ”(…) en usynlig fjende af overvejende pashto-krigere”.43 Her eksisterede en stærk ækvivalenskæde fra fjende til både danske tab, fjendens karakter (usynlig) og herkomst (pashtuner). Ellegaard var bekendt med Hundevadts bog og søgte bevidst at ændre forestillingen om, at det blot ”(…) er ’talebanere’, der skal slås ihjel.”44 I stedet var der tale om et historisk, men statsløst, stammesamfund, der altid havde modsat sig invasioner. Det var i Ellegaards udlægning den etnisk-kulturelle markør ”pashtuner”, der udgjorde rygraden i den modstand, som danske styrker mødte. Trods den historiske kerne var fjenden for de kulturblinde danskere vanskelig identificerbar på kamppladsen, og Ellegaard var dermed i opposition til den officielle diskurs.
 
Opfattelsen af de danske soldater var ligeledes tema for Gretelise Holm i sin anmeldelse af Hundevadts bog i efteråret 2008. Hun problematiserede, at soldaterne forsøgte ”(…) at provokere, lokke og skræmme deres modpart til konfrontationer og krigshandlinger.”45 En fjende, der heller ikke var specielt farlig, da Holm på baggrund af statistik om danske tab ræsonnerede, at ”Risikoen for at blive dræbt af en af sine egne var altså lige så stor som risikoen for at blive dræbt af fjender (…)”.46 Fjenden blev konsekvent beskrevet som ”Talibaner” og var i øvrigt ”(…) barfodskrigere (…).47 Diskursivt eksisterede ingen fællesmængde mellem det tilladte, om end ikke ærværdige, drab på Talebanere, og det ulovlige på civile afghanere.
I avisernes debatsektioner forholdt man sig også til fjendens sammensætning.48 ”Taliban” erstattede her ”fjende”, der simpelthen ikke blev anvendt. I stedet blev diversificeringen af modstanden mod de danske styrker understreget: ”(…) højst omkring 10 pct. (…) tilhører Taliban.”49 ”Fjende” var i stedet knyttet til ”afghaner”, hvis motiv tillagdes historisk værdi, da ”(…) Taliban traditionelt bekæmper fjender på deres egen hjemmebane (…) der i sin tid tog sig af englændere og russere.”50
 
Ikke kun voksne måtte forholde sig til, at der nu eksisterede en fjende, som slog danske soldater ihjel og vice versa. En kvinde født i 1994, og altså 12-14 år gammel i undersøgelsesperioden, fortæller i et interview om et klart skel i sin barndoms opfattelse af fjende og ven: ”(…) de 99 % vil gerne demokratiet, vil gerne os, men det er den hårde kerne, de sidste 10 % [sic], der ikke vil os, og (…) dem vi skal have udryddet.”51 ”Demokrati” får her funktion som det der forener danskere og afghanere i demokratisk håb og samtidig som en demokratisk autoriseret tilintetgørelseskrig mod fjenden. Identificeringen med den fremmede afghaner var for barnesindet enkel via den fællesmængde, som demokratiet repræsenterede, mens abstraktionen ”fjenden” førte til dehumanisering: ”Men jeg så dem helt klart som om, at den afghanske befolkning i sin helhed ville gerne, at vi kom og invaderede dem og fjernede Taliban og Al Qaeda, og fjernede de her forfærdelige mennesker, altså jeg så dem næsten som ikke-mennesker, de var ikke – terroristerne var ikke menneskelige i mine øjne (…).52
 
Af ovenstående nedslag ses det, at der i det civile rum eksisterede en række konkurrerende diskurser. Fælles for dem var dog, at fjenden som defineret tegn i langt højere grad knyttede an til bestemte handlinger og disses konsekvenser, end tilfældet var i den officielle. De diskursive konflikter omhandlede primært artikulationen om fjenden; var det organisationen Taliban, eller var denne blot en betegnelse faute de mieux? Denne udvidelse af mening i fjendebegrebet medførte, at hans karakter blev udlagt vidt forskelligt. Fra akademiske forsøg på altomfavnende definitioner indeholdende både Taliban, stammemedlemmer og internationale jihadister, over barnets sort-hvide konfliktforståelse, til forsøg på kulturelle-antropologisk forankrede historiseringer af fjenden. Sidstnævnte udspaltede sig i henholdsvis vægtning af særegen pashtunsk kultur over for fordomsfuld orientalisering (”barfodskrigere”) med henblik på desavouering af narrativet om en retfærdig og tapper dansk indsats. Af fjendens karakter fulgte ofte implicit en vurdering af den danske indsats – mod den historisk frie pashtuner var der tale om illegitim aggression, mens den internationale jihadist udgjorde lovligt bytte. Trods diskursiv heterogenitet er det påfaldende, at selv når fjenden søgtes nuanceret til mere end blot Taliban, da var udgangspunktet altid – ja, netop Taliban. En Gallupundersøgelses sjette spørgsmål om danskernes holdning til krigen i 2009 viser det tydeligt: I hvilken grad skal man forhandle med Taliban?53
 

Green Zone

Fra det hjemlige, civile miljø bevæger vi os nu knap 5.000 kilometer mod sydøst til området for selve kamphandlingerne; den afghanske stenørken og den frodige dal omkring Helmandfloden. Kilderne stammer fra danske soldater, der befandt sig i området i undersøgelsesperioden som en del af den danske militære styrke. Den første er skrevet af en 25-årig sergent, der var gruppefører på hold 5 i foråret 2008. Hans kompagni kæmpede primært ud fra lejren Armadillo i Upper Gereshk Valley. Dagbogens formål var ifølge forfatteren primært selvrefleksivt og sekundært at virke som beretning for pårørende i det tilfælde, han blev dræbt.54 Dobbeltheden kommer til udtryk ved dagbogens udprægede skildrende form, der brydes af passager med karakter af tankestrømme om forholdet til kolleger og pårørende. Fjenden optog ikke meget plads på trods af, at forfatteren regelmæssigt var i kamp og mistede et af sine gruppemedlemmer, der var en nær ven. Det afgørende var derimod ”faren”. Kort efter ankomsten til hovedlejren Camp Bastion blev en soldat dræbt ved en vådeskudsulykke, mens forfatteren opholdte sig få meter derfra. Om natten efter ulykken skrev han: ”Det skulle ikke være muligt at komme til skade inde i lejren!”55 Og i tilknytning hertil kom forfatteren den eneste gang ind på, hvorfor han var udsendt: ”(…) håb om at gøre en forskel, håb om at hjælpe andre dårligere stillet [sic] (…)”.56 Beretningen om den første kampføling inddrog delvist fjenden, men den danske styrke/enhed blev ”(…) beskudt med 3-4 geværer (…)”57 - det var altså våbnet, der var i centrum, ikke fjenden som person. Efterhånden som kampoplevelsernes intensitet steg, optrådte ”Taliban” hyppigere og var ikke længere blot våbenvirkning, men nu også aktør: ”(…) og Taliban begyndte at skyde.”58 Det neutrale fjendeforhold baseret på frygt blev ligeledes suppleret af et mere personligt hævnmotiv; de var ”(…) sultne efter at nakke nogle talebanere.”59. Det var dog fortsat fjendens våben og ikke hans person, der var frygtet på de efterfølgende patruljer: ”Havde paranoia over at skulle udsættes for en IED hele tiden.”60 Trods frygt var oplevelsen af fjenden dragende, og en soldat fremhævedes af forfatteren, da han som den eneste efter fire måneder havde set fjenden tre gange.61 Det ændrede sig ikke efter den hidtil voldsomste føling, hvor forfatteren trods intens beskydning ikke vidste ”(…) præcist hvor (skuddene) kom fra (…)”.62
 
Mest påfaldende i dagbogen er fjendens fravær, der i nogen grad er substitueret af farens nærvær. Det forhold ændredes delvist i takt med kampenes intensitet, men fjenden forlod kun få gange kamppladsens anonymitet, hvor han skjult af bevoksning udløste sprængladninger eller gennemførte baghold. Det var altså ikke Taliban eller fjenden, der i sig selv var afgørende for forfatteren, men i stedet fjendens handlinger og ikke mindst konsekvenserne heraf. Den konsoliderede fjendebenævnelse ”Taliban” var del af denne begrænsede opmærksomhed mod fjendens karakter, der i hvert fald i starten af missionen var underordnet ønsket om at hjælpe andre.
 
Den næste kilde er seks mails sendt til venner og pårørende forfattet af en 24-årig sergent, der var gruppefører på hold 6 udsendt efterår-vinter 2008-2009. Hans opgave var i store træk den samme som forfatteren ovenfor, men denne soldat oplevede ikke ligeså mange direkte kamphandlinger. Til gengæld deltog han i oprydningsarbejdet efter en minepåkørsel, der kostede tre danske soldater livet. Kildens udprægede informative karakter adskiller den fra dagbogen, da forfatteren til stadighed søger at forklare og kontekstualisere begivenhederne for læseren. Hvor dagbogen er introvert og selvrefleksiv, er mailrækken ekstrovert og reflekterende i forhold til både et publikum i Danmark og forfatteren selv. Det medfører, at fjenden umiddelbart var tilstede qua sine våben, særligt IED: ”Og i de spor har Taliban det med at placere de her IED’er”,63 men samtidigt blev der tilføjet et lag mere end i dagbogen. Dette ekstra lag bestod for det meste af tanker om Talibans påvirkning af og forhold til den civile befolkning baseret på trusler eller brug af fx 13-årige som selvmordsbombere, hvis motiv angiveligt blot var ønsket om en ekstra indtægt til den efterladte familie.64 Når den danske indsats samtidigt var kendetegnet ved, at de lokale ”(…) ofte ved, at vi kommer med noget godt og er der for at hjælpe dem og ikke mindst skabe sikkerhed for dem som skal hjælpe dem”,65 fungerede Taliban som modsætningen i identitetskonstruktionen af det danske subjekt; Taliban var den absolutte anden, der kæmpede for undertrykkelse, for ufred etc.
 
Fjenden blev kategorisk benævnt ”Taliban”, men i beskrivelsen af den 13-årige selvmordsbomber etableredes en gråzone mellem Taliban og lokale. Fjendens nærvær på kamppladsen var også diffust: ”Og det er meget sjældent at man ser manden som skyder. Man ser bare hvor han skyder fra og så skyder man i den retning”,66 mens konsekvenserne af hans tilstedeværelse var meget håndgribelige: ”Og da jeg så ham ligge der, så det meget fredfyldt ud. Han lå med høretelefoner i ørene og armene opad, som om han bare sov. Men han manglede altså begge ben og underlivet.”67
 
Et interview gennemført i 2016 med en veteran udsendt på hold 6 understøtter beskrivelsen af den diffuse fjende: ”Man ser dem sgu ikke, vel, man kan høre og måske se nogle mundingsglimt [uhørligt] det er sjældent, at man ser dem (…)”.68 Den interviewede var dengang en 23-årig morterskytte og var derfor kun undtagelsesvist med på patrulje. Hans kompagni var imidlertid ofte i kamp, og i de tilfælde afskød han mortergranater til støtte herfor. Det distancerede forhold til fjenden blev grundlagt allerede under forberedelsen i Danmark, hvor soldaterne primært forholdt sig til ”(…) måden, hvorpå de kæmper.”69 Og det var denne, der afkrævede respekt og ikke fjenden selv – Taliban kæmpede mod en så overlegen modstander med de forhåndenværende midler, at man måtte respektere ham for sit håndværk.70 Selvom at ”(…) så skyder jeg, ikke af had, men mere fordi de prøver at slå mig ihjel, og så må jeg nok hellere slå dem ihjel først”,71 var fjenden kvalitativ forskellig fra de danske enheder, da ”(…) de skyr ingen midler (…)”.72 Trods den entydige benævnelse som ”Taliban” var det stadig en bred betegnelse, der inkluderede den ubevæbnede observatør, som derfor ikke måtte dræbes.73 Altså indgik Taliban i en så mangefacetteret betydningsindlejring, at det vanskeligt kan vurderes at besidde en fastlagt betydning, men i højere grad må anses for at være en diskursiv betegnelse udspændt mellem modsatrettede ækvivalenskæder. Det vil sige, at Taliban som begreb befandt sig i krydsfeltet mellem to modsatrettede forståelsesprismer. For identitetsskabelsen var ”kompagni” klart defineret i forhold til kompagniets definerede opgave som ”boksehandsken”, der rettede det hårde stød mod fjenden.74 Det åbenbare skisma mellem den multifacetterede fjende og den entydige selvopfattelse genereres og udvikles kun via ”kamp”. Den tilsyneladende fjendecentrering er derfor reelt en kampcentrering, for det er kun i de situationer, at fjenden træder frem som legitimt mål. Det afspejles i den dehumanisering, der finder sted i kampmomentet: ”Ja, det er ikke mennesket derude, når man trykker på aftrækkeren, man ser modstanderen som potentielt kan koste ens eget liv, hvis ikke man gør noget ved det.”75
 
Sammenholdes de tre kilder, tegner der sig et billede af en struktur, hvor ”Taliban” var centrum for en diskursiv kamp, der udspillede sig såvel mellem som internt i kilderne. Nok var der enighed om, at fjenden på kamppladsen var diffus, men hvilke mennesker udgjorde fjenden? Sammenkædningen til egne tab og frygt er derimod et gennemgående fællestræk; det der konstituerede fjenden var hans evne til at påføre os tab. Soldaternes egen rolle heri, deres identitet, varierer fra idealistiske afarter af statens officielle diskurs til den mere subkulturelt prægede, sidstnævnte stærkt knyttet til enhedens opgave.
 
Den officielle diskurs’ fjendeopfattelse var nok homogen, men også særdeles indirekte, da tab ikke blev tilskrevet fjenden, men i stedet skyldtes indsatsen. I det omfang fjenden præciseres, var han anderledes qua sin kultur og dermed en identitetsmæssig markør for den danske indsats. Anderledes forholdt det sig med det civile rums diskursive landskab, hvor fjenden optrådte som aktør, om end der også herskede en diskursiv kamp om betydningsindlejringen af betegnelsen ”Taliban”. Kildernes varierende art taget i betragtning er forskelligheden ikke overraskende, men som i den officielle diskurs, kom fjendens karakter også her til at danne grundlag for overordnede vurderinger af indsatsen. For det militære rum i Helmand var fjendens rolle i nogen grad overskygget af hans handlinger og disses konsekvenser, altså en fortsættelse af tendensen fra de civile diskurser. Men her eksisterede i nogle tilfælde en ekstrem hybridisering af fjenden, der næsten udslettede tegnet ”Taliban” som fast forankret i én betydning – selv internt i den enkelte kilde. Graden af ”sikkerhed” for en persons fjendeopfattelse kan dermed ses som omvendt proportionel med fjendens fysiske nærvær. Jo længere væk, jo mere tydeligt fremstod fjenden.

 

Fra Amalienborg til Armadillo – tur/retur

Statens officielle fjendeopfattelse udtrykt gennem nytårstalerne udgik fra det officielle rum i form af Amalienborg og Marienborg, der begge, trods deres henholdsvis upolitiske og politiske karakter, repræsenterede staten. Men var man republikaner eller blot ikke tilhænger af regeringen, kunne man alligevel føle sig fremmedgjort i det rum, der uden mulighed for umiddelbar dialog via fjernsynsmediet distribueredes nationalt og videre til soldaterne i Helmand.
 
Det danske civile rum var i vidt omfang overlappende med statens, men statens narrativ og fortolkning af virkeligheden kunne ikke uden videre opnå civilbefolkningens støtte i forhold til den danske indsats i Helmand. En del af de ovenstående ytringer fra det civile rum, særligt Ellegaard og Holm, bærer således præg af at stå i et oppositionelt forhold til staten. De to rums tætte relation ses i deres interaktion. Magtmæssigt var det statslige nok officielt over det civile, men i praksis kunne det civile rums dynamik og mangeartethed ikke imødegås effektivt af staten. Således kan magtforholdet ses som opdelt i tid, hvor den statslige sfære nok havde evnen til at sætte en given dagsorden, men ikke altid evnede at følge op på de utallige reaktioner fra det civile rum.
 
Det militære rum fungerede som sub-rum af to øvrige; først det statslige rum og dernæst rummet Helmand. I forhold til staten på grund af et basalt magtforhold, hvor militære enheder handler på statens vegne. Helmand var (og er) på alle måder omstridt; var det en del af staten den Islamiske Republik Afghanistan, Talibans sidste bastion eller pashtunsk stammeland? Disse fortolkninger repræsenterede hver især et historisk perspektiv i form af henholdsvis post-2001, post-1989 og alt før 1978. Det udgjorde samtidigt brændpunktet for mødet, sammenstødet om man vil, mellem danske soldater, Taliban og såvel den danske som lokale civilbefolkning, hvorfor rummet relationelt har en væsentligt større kontaktflade end det statslige rum. Det militære rum kan yderligere opdeles i en række sub-rum bestående af fx modtagelseslejren Camp Bastion med dens relative sikkerhed, den mindre lejr Armadillo, den frygtede Green Zone76 med en decideret frontlinje,77 ørkenens tilfældighedsspil med IED’er78 og byen Gereshks mange civile afghanere.79
 
De tre rum var altså forskellige i både deres udstrækning, deres berøringsflades størrelse og karakter i forhold til andre rum og deres indbyrdes magtforhold. Det sidste forhold kan illustreres ved den officielle diskurs’ gennemslagskraft til de øvrige rum. Som det fremgik ovenfor fandtes elementer af den officielle diskurs i såvel det civile som det militære rum. Den politiske fortælling ligger nok som en overordnet ramme, men i det militære rum i Helmand ekspanderer den i en række tolkninger på baggrund af kropsligt erfarede oplevelser. For det civile rum synes den kropslige erfaring ikke at være en valid forklaring, men til gengæld kan forskellige forbindelser mellem det militære og civile rum være udslagsgivende.
 
Forbindelserne mellem rummene var selvsagt så mangfoldige, at en egentlig opgørelse og behandling i sig selv er umulig, og derfor betragtes de primære typologier som cases nedenfor. Forbindelserne var på én gang udtryk for aktørernes rumlige perception af både eget og det fremmede rum. Med afsæt i statens diskurs var det militære rum både anderledes på grund af fjendens kulturelle baggrund og militærets egenskab som statens proxy. Forbindelsen udgjordes af en stringent kommandovej, men også af egentlige besøg af fx forsvarsministeren. Sådanne besøg havde moralopbyggende effekt på den enkelte soldat80 og har givetvis haft en gensidig virkning på politikernes opfattelse af indsatsens værdi.81 Forbindelsen mellem det militære og det civile rum var kendetegnet ved kontakten mellem soldaterne og deres pårørende, som en af kilderne er et eksempel på. Her er det klart, at i hvert fald nogle pårørende fik formidlet krigens skyggesider uden filter.82 Derudover blev telefonopkald flittigt benyttet.83 Trods formidlingen var de pårørendes forståelse af fjenden anderledes end soldaternes,84 der også i et rumligt perspektiv indlejredes i mange flere lag. Det ses fx i beskrivelsen af kammeratens død forårsaget af en IED, hvor mikro-rummet ”(…) i en kæmpe paddehattesky af støv (…)”85 effektivt afgrænser tabets domæne til en specifik erfaring i en specifik geografi, Green Zone. Den dræbte blev ”(…) fløjet væk (…)” og forfatteren ”(…) vil allerhelst bare glemme alt om 5 KMP og greenzone…”.86 Den menneskelige interaktion mellem civil afghaner og dansk soldat har ikke meget plads i kilderne, men alligevel udviskedes den officielle diskurs opdeling i god-ond. I mødet med virkeligheden i Helmand stod det klart, at Talebaneren ofte ikke var islamisk terrorist, ligesom den ubevæbnede afghaner ikke nødvendigvis var pro-vestlig.87
 
Lesters trajectories kan hjælpe os med at forstå de forbindelser, der i nogle tilfælde kan omformes til deciderede netværk. Hvor ovenstående beskrivelse af forbindelser primært inddrager menneskelig kommunikation, kan trajectories også bestå af noget så håndgribeligt som deployeringen af godt 700 mænd og kvinder fra Danmark til Helmand hver sjette måned. Grundet den hyppige udskiftning blev resultatet sjældent varige menneskelige netværk mellem rummene, men internt i rummene etableredes et sådant fx i det civile rum via influxet af tidligere udsendte, der dannede såvel officielle (veteranforeninger) som uofficielle sociale netværk. At trajectories fra staten umiddelbart var stærkere end dem med afsæt i den enkelte soldat kan synes som en selvfølgelighed, og var da også ofte tilfældet. Men som det tidligere omtalte interview af kvinden, der var barn under Afghanistankrigen viser, var det mødet med et andet menneske, der fysisk havde været der og oplevet kampen og fjenden, som var afgørende for hendes tilegnelse af en mere nuanceret fjendeopfattelse.88 Her var det en veterans personlige erfaringer, der fungerer som mediator for hendes opfattelse, idet den tidligere udsendte soldats beretning om ”talibanere”, der kæmpede for blot 10 dollars om dagen eroderede hendes opfattelse af fjenden som en homogen og konsolideret styrke.89 Omvendt fandtes på selve kamppladsen en anden trajectory, der her fungerede som det afgørende element for soldaternes fjendeopfattelse; nemlig våbenvirkningen. Riffelkuglens ballistisk og IED’ens trykbølge var trajectories, der i vidt omfang konstituerede fjenden for soldaten og fortrængte overvejelser om fjenden som person.
 
De Vitos mikrohistoriske perspektiv reintroducerer individet som en historisk aktør. I vores tilfælde gælder det både soldaten på jorden og borgeren i Danmark. Dynamikken og kompleksiteten i den sociale konstruktion ”fjendeopfattelse” indfanges ikke, hvis vi blot betragter Anders Fogh Rasmussen som udtryk for en struktur. I stedet var han netop dén historiske aktør, der via blandt andet sin nytårstale den 1. januar 2009 udtalte det officielle Danmarks forståelse af den modstander, der alene i julemåneden havde dræbt fem danske soldater. Soldater, som han måneder forinden selv havde besøgt, hvor en af kilderne - sergenten på hold 6 - beretter om, hvordan Danmarks politiske leder et øjeblik stod ansigt til ansigt med en soldat og formidlede sin forståelse af krigen og fjenden. Kort efter klargjorde soldaten til sin næste opgave: (…) Taliban gik de her skræmmepatruljer i området, hvor de tager fat i lokalbefolkningen (…) Der skulle vi ligge i baghold og enten tage eventuelle talebanere til fange, men nok mere sandsynligt slå dem ihjel.”90 I det udsagn ligger en sammensmeltning af rum og ikke mindst opfattelser; den uskyldige og beskyttelseskrævende civilbefolkning over for den grumme, intimiderende fjende.
 
På samme vis var forfatteren af dagbogen ikke blot en soldat, der mistede sin kammerat. Hans kammerat var Anders Storgaard91, hvis død overskred rumlige grænser og påvirkede almindelige københavnere uden tilknytning til hverken militær eller Afghanistan i en sådan grad, at de udviste spontan respekt, da hans kiste blev bragt gennem byen.92
 

Husk hvor du er

Det danske samfunds forskellige rum delte præmissen om fjenden primært som én, der agerer mod os – det var i kraft af dette, han eksisterede. Den primære forskel beroede på graden af diversitet, hvor det civile rum havde klart det bredeste spektrum. For soldaterne i Helmand fandtes også markante flertydigheder, som dog i visse tilfælde synes at lade sig inddæmme af den kropslige erfaring, som nærheden til fjenden gav; han vil slå mig ihjel. Rummenes forskellighed dannede delvist grundlag for de diskursive forskelle, mens det altomfavnende ”danske samfundsrum” formentlig var årsag til det diskursive fællestræk i form af en fjende, der gør noget ved os. Den overordnede, politiske fortælling fungerede nok som en ordnende ramme, men i det lokale miljø i Helmand ekspanderede den i en række tolkninger på baggrund af kropsligt erfarede oplevelser. Det skyldtes udvekslingen mellem rummene, hvor normative betragtninger fra statens ledelse afbalanceredes af udsendte og hjemvendte soldaters fysiske oplevelser. Det civile rum kan i det lys betragtes som smeltediglen, hvor fragmenter af samfundets totale fjendeopfattelse samledes.
 
Denne undersøgelse foreslår at udvide forståelsen af fjenden med et perspektiv, der rækker ud over staten som enhed. Analysens kombination af diskursive og rumlige strukturer sætter det enkelte menneske i centrum som på én gang er begrænset af de diskursive og rumlige strukturer, men også, men også som potent forandringsagent, hvor eksisterende diskurser kombineres på måder, der leder til fremkomsten af en ny diskurs. Det er ikke en naiv negligering af magtforhold, men tværtimod en nøgtern ekstrapolering af Michel Foucaults tanker om magt som det at kunne sætte en dagsorden.93 Præcis dét kunne staten, men den kunne ikke forhindre, at ny og anderledes viden om fjenden blev til i andre rum. Her var historiske aktører, som reproducerede henholdsvis forandrede diskurser, der via udvekslinger af både mennesker og idéer blev til ny viden og ny magt i relation til, hvad der var virkeligheden, og hvordan virkeligheden burde være; det lys hvori beslutninger om fremtidige interventioner træffes. Og som Duncanson påviser, er det mellemmenneskelige plans stadige ustabilitet i selv umiddelbart fastlåste fjendeforhold kilde til mulig forandring og forståelse.94
 
For at kunne forstå disse dynamikker må den rumlige dimension inddrages i form af aktørens placering og forbindelser. Dermed er bolden også givet op til militære ledere, der i høj grad fungerer som neksus mellem forskellige rum og - ikke mindst - forskellige individer. For både delingsfører og bataljonschef gælder det, at de kan stå ansigt til ansigt med en lang række aktører på tværs af rumlige opdelinger; deres soldater, civilbefolkning ude og hjemme, pårørende og sidst men ikke mindst: fjenden. Det funktionelle fjendekoncept leveret fra bataljonens efterretningssektion er nok dækkende for kompagnichefens håndtering af modstanderen i selve træfningen, men det kommer til kort, når der skal skabes helhedsforståelse for opgaveløsningen i et komplekst miljø, eller når de moralske implikationer af en virkelighed med kamp i form af tab og drab skal håndteres. Her er et bevidst fokus på flertydige rumligheder en hjælp til at sikre, at så mange dimensioner som muligt inddrages, således det mest nuancerede og dækkende billede etableres.
 
I forlængelse af væsentligheden af den historiske aktørs placering i de Vitos historiesyn er det på sin plads at nævne, at jeg selv har befundet mig i Helmand i den undersøgte periode. Ovenstående er dermed også præget af denne tid og dette sted. Eventuelle fremtidige behandlinger af emnet bør af hensyn til repræsentation udvide den her anvendte individcentrerede, kvalitative tilgang med et kvantitativt aspekt samt inddrage det, der er udeladt her; fjendens - eller blot den andens - rum.95 På samme vis er komparative studier af fjendeopfattelser i forskellige krigsførende forsvar og samfund samt studier af multinationale indsættelsers rumlighed oplagte afsæt for videre udforskning af emnet.
 

Det Krigsvidenskabelige Selskab opfordrer alle til både spørgsmål, debat og og kommentarer om emnet. 

 

Henvisninger

 

1 Stephen Morillo og Michael F. Pavkovic, What is military history?, 2nd edition, [revised and updated], What is history? (Cambridge: Polity, 2013), 86.
2 Christopher Paul m.fl., “Moving Beyond Population-Centric vs. Enemy-Centric Counterinsurgency”, Small Wars & Insurgencies 27, nr. 6 (1. november 2016): 1023; 1037, https://doi.org/10.1080/09592318.2016.1233643.
3 United States og United States, red., The U.S. Army/Marine Corps counterinsurgency field manual: U.S. Army field manual no. 3-24: Marine Corps warfighting publication no. 3-33.5, University of Chicago Press ed (Chicago: University of Chicago Press, 2007), 129.
4 Tzu Sun og Erik Kruse Sørensen, Krigskunsten (Kbh.: Sphinx, 2010), 31.
5 Jens Ringsmose og Berit Kaja Børgesen, “Shaping Public Attitudes towards the Deployment of Military Power: NATO, Afghanistan and the Use of Strategic Narratives”, European Security 20, nr. 4 (december 2011): 505, https://doi.org/10.1080/09662839.2011.617368.
6 “Rum”, HRN 918-021 Hærens Taktiske Ordbog, u.å., http://www.fak.dk/publikationer/tako/index.html.
7 Finn Collin og Simo Køppe, red., Humanistisk videnskabsteori, 3. udg (Kbh.: Linghardt og Ringhof, 2014), 424.
8 John A. Lynn, Battle: a history of combat and culture, Rev. and updated ed (Cambridge, MA: Westview Press, 2004), xix–xx.
9 Betegnelsen for det laveste taktiske niveaus evne til at påvirke det strategiske niveau. Se Charles C. Krulak, “The Strategic Corporal: Leadership in the Three-Block War”, Leatherneck; Quantico 82, nr. 1 (januar 1999): 14–17 samt Chiara Ruffa, Christopher Dandeker, og Pascal Vennesson, “Soldiers Drawn into Politics? The Influence of Tactics in Civil–military Relations”, Small Wars & Insurgencies 24, nr. 2 (maj 2013): 322–34.
Side 20 af 22
10 Carl Mirra, “Insurgents, Accidental Guerrillas and Valley-Ism: An Oral History of Oppositional US Soldiers’ Attitudes toward the Enemy in Afghanistan”, Cambridge Review of International Affairs 26, nr. 2 (juni 2013): 453–68; Jocelyne Cesari, red., Muslims in the West after 9/11: religion, politics, and law (London ; New York: Routledge, 2010); Louis Oppenheimer, “The Development of Enemy Images: A Theoretical Contribution”, Peace and Conflict: Journal of Peace Psychology 12, nr. 3 (1. september 2006): 269–92.
11 Oppenheimer, “The Development of Enemy Images”, 269.
12 Marja Vuorinen, red., Enemy images in war propaganda (Newcastle upon Tyne: Cambridge Scholars, 2012), 1.
13 Vuorinen, Enemy images in war propaganda.
14 Richard Holmes, Firing line (London: J. Cape, 1985), 360–91.
15 Claire Duncanson, Forces for Good?: military masculinities and peacebuilding in Afghanistan and Iraq, Rethinking peace and conflict studies (Houndmills, Basingstoke, Hampshire ; New York, NY: Palgrave Macmillan, 2013), 113.
16 Robert B. Bathurst, Intelligence and the mirror: on creating an enemy (Oslo : London ; Newbury Park: PRIO, International Peace Research Institute ; Sage Publications, 1993); Galster, Fjendens ansigt.
17 Brooke Neely og Michelle Samura, “Social Geographies of Race: Connecting Race and Space”, Ethnic and Racial Studies 34, nr. 11 (november 2011): 1933. De Vito påpeger også, at ”each context are located at the intersection of multiple areas of contested Influence”; De Vito, Christian G, “Micro-spatial history: Towards a new Global history”, u.å., 12.
18 Neely og Samura, “Social Geographies of Race”, 1940.
19 Alan Lester, “Imperial Circuits and Networks: Geographies of the British Empire1”, History Compass 4, nr. 1 (1. januar 2006): 124–41, https://doi.org/10.1111/j.1478-0542.2005.00189.x.
20 Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips, Diskursanalyse: som teori og metode, 1. udg (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 1999), 36-40, 55.
21 For organisationsskema se fx Jens Ole Christensen og Rune Holmeå Iversen, Hæren: 400 års danmarkshistorie, 1. udg. (Kbh.: Gads Forlag ; Tøjhusmuseet, 2014), 314–15.
22 Morten Tinning og Statens Forsvarshistoriske Museum, red., Den fjerne krig: 17 perspektiver på Afghanistan (Kbh., 2011); Kurt Villads Jensen, red., Danmarks krigshistorie: 700 - 2010, 2. udg., 1. opl (Kbh.: Gad, 2010); Christensen og Iversen, Hæren.
23 Søren Mørch og Knud Ryg Olsen, red., Den sidste Danmarkshistorie: 57 fortællinger af fædrelandets historie, 1. udg., 2.opl (Copenhagen: Gyldendal, 1996), 174.
24 “Lessons from the Danish Integrated Approach in Afghanistan 2001-2014”, DIIS, 8. juni 2016, http://www.diis.dk/en/research/lessons-from-the-danish-integrated-approa....
25 Lars R. Møller, Vi slår ihjel og lever med det, 1. udgave, 2. oplag (København: Informations Forlag, 2010), 49.
26 Tinning og Statens Forsvarshistoriske Museum, Den fjerne krig, 181–210. Med enkelte undtagelser som fx kampene om Musa Qala i sommeren 2006.
27 HMD Margrethe II, “Dronningens nytårstale”, 2008, linje 50 (refererer til audio transskriptioner af forfatteren. I noter nedenfor betegnes linje med "l"). http://www.dr.dk/nyheder/indland/hendes-majestaet-dronningens-nytaarstal.... l
28 HMD Margrethe II, l. 53-4.
29 HMD Margrethe II, l. 47, 49, 61.
30 HMD Margrethe II, l. 49, 57.
31 HMD Margrethe II, l. 57.
32 Bilbombe 2. juni 2008. I alt 8 dræbte.
33 Anders Fogh Rasmussen, “Statsministerens nytårstale”, 2009, l. 23-4, http://www.stm.dk/_p_10622.html.
34 Fogh Rasmussen, l. 63.
35 Fogh Rasmussen, l. 39.
36 Fogh Rasmussen, l. 52-3.
37 Fogh Rasmussen, l. 60-1.
38 Kim Hundevadt, I morgen angriber vi igen: Danmarks krig i Afghanistan (Jyllands-Posten : [sælges på internettet, 2008), 90.
39 Hans Branner, Afghanistan, Taleban og det internationale samfund: kampen om det afghanske folks fremtid (Kbh.: Columbus, 2010), 87.
40 Tesen er, at mange oprørere relativt tilfældigt bliver involveret i kampene via fx sociale eller familiære relationer.
41 Branner, Afghanistan, Taleban og det internationale samfund, 92.
42 Tantholdt, Rasmus, “Mediestream - Nyhederne, 15. november 2007”, 19.00, d. 14:49; 14:54; 17:15, http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/tv/record/doms_radioTVCollec....
43 Fredrik Barth, Afghanistan og Taleban (Højbjerg: Hovedland, 2010), 9.
44 Barth, 12.
45 Gretelise Holm, “http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870971-avis%3A33298641”, Angrib, angrib, angrib!, 2008., l. 9.
46 Holm, l. 64-5.
47 Holm, l. 76.
48 Rasmussen, Nis, “Debat: Hvad pokker laver vi i Afghanistan? - Mediearkiv - Infomedia”, set 25. november 2016, https://apps.infomedia.dk/mediearkiv/link?articles=e1ca1774. Dette læserbrev er repræsentativt for den gruppe, der imødegik den officielle diskurs.
49 Rasmussen, Nis.
50 Rasmussen, Nis.
51 Mette Opal Lykkegaard, Interview I, 14. november 2016, l. 29-31.
52 Ibid., l. 48-51.
53 Gallup, “Tropper i Afghanistan”, 16. april 2009, http://www2.tns-gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/tekst/56352_Tropper_i_....
54 Svar givet til undertegnede i 2016.
55 Mathias Friderichsen, “Dagbog”, 2008, 6.
56 Matthias Friedrichsen, 7.
57 Matthias Friedrichsen, 12.
58 Matthias Friedrichsen, 16.
59 Matthias Friedrichsen, 19.
60 Matthias Friedrichsen, 21.
61 Matthias Friedrichsen, 36. Bemærk i øvrigt at den tomme kampplads forstået som oplevelsen af aldrig eller sjældent at få øje på fjenden er et karakteristikum for mange krige siden 1914. Se fx S. L. A. Marshall Men against Fire: The problem of battle command (New York: William Morrow og co., 1947)
62 Matthias Friedrichsen, 41.
63 Kristian West, “Mails”, 2008, nr. 1.
64 Ibid., nr. 1; 6.
65 Kristian West, nr. 1.
66 Kristian West, nr. 3.
67 Kristian West, nr. 6.
68 Thomas Jensen, Interview II, 14. november 2016, l. 110-1.
69 Thomas Jensen, l. 21.
70 Ibid., l. 128.
71 Ibid., l. 357-8.
72 Thomas Jensen, l. 350.
73 Helt overordnet skelner man i væbnede konflikter mellem konfliktparternes væbnede styrker og civile. Den væbnede konflikt i Afghanistan begyndte som en international væbnet konflikt mellem USA (og allierede) og Afghanistan/Taliban styret. Da Taliban blev fjernet fra magten blev det til en ikke-international væbnet konflikt mellem den nye regering i Afghanistan (og dens allierede) og Taliban som en oprørsgruppe. Ifølge den humanitære folkeret betragtes oprørsgrupper i ikke-internationale væbnede konflikter som civile, der tager direkte del i fjendtlighederne. Deres beskyttelse mod direkte angreb bortfalder derfor, så længe den direkte deltagelse fortsætter. Et ubevæbnet Taliban medlem, der ikke deltager direkte i fjendtlighederne må derfor ikke dræbes. Forsvaret, Militærmanual om folkeret for danske væbnede styrker i internationale militære operationer, København: 2016, https://www2.forsvaret.dk/nyheder/intops/Documents/Milit%C3%A6rmanualen%20version%201.2%20af%20SEPT%202016.pdf, 121
74 Thomas Jensen, l. 97.
75 Thomas Jensen, l. 196-7.
76 Fælles betegnelse for det opdyrkede og i forhold til den omkringliggende ørken meget grønne landstribe på hver side af Helmandfloden.
77 Matthias Friedrichsen, “Dagbog”, 1.
78 Kristian West, “Mails”, nr. 6.
79 Thomas Jensen, Fjendeopfattelse 2, l. 220-8.
80 Matthias Friedrichsen, “Dagbog”, 22.
81 Fogh Rasmussen, “Statsministerens nytårstale”, l. 51.
82 Kristian West, “Mails”, nr. 6.
83 Matthias Friedrichsen, “Dagbog”.
84 Thomas Jensen, Fjendeopfattelse 2, l. 383-4.
85 Matthias Friedrichsen, “Dagbog”, 16.
86 Matthias Friedrichsen, 17.
87 Thomas Jensen, Fjendeopfattelse 2, l. 270-5.
88 Mette Opal Lykkegaard, Fjendeopfattelse, l. 106-114.
89 Mette Opal Lykkegaard, l. 86-100.
90 Kristian West, “Mails”, nr. 3.
91 Må ikke forveksles med major Anders Storrud, der faldt i september 2007.
92 “Vi stod bare der og tudede om kap”, www.b.dk, set 1. december 2016, http://www.b.dk/content/item/149468.
93 Collin og Køppe, Humanistisk videnskabsteori, 478.
94 Duncanson, Forces for Good?
95 For et “helmandsk” perspektiv, se fx Mike Martin, An Intimate War: An Oral History of the Helmand Conflict, 1978-2012, 2014.
 
 
 

Litteraturliste

Barth, Fredrik. Afghanistan og Taleban. Højbjerg: Hovedland, 2010.

Bathurst, Robert B. Intelligence and the mirror: on creating an enemy. Oslo : London ; Newbury Park: PRIO, International Peace Research Institute ; Sage Publications, 1993.

Branner, Hans. Afghanistan, Taleban og det internationale samfund: kampen om det afghanske folks fremtid. Kbh.: Columbus, 2010.

Cesari, Jocelyne, red. Muslims in the West after 9/11: religion, politics, and law. Routledge studies in liberty and security. London ; New York: Routledge, 2010.

Christensen, Jens Ole, og Rune Holmeå Iversen. Hæren: 400 års danmarkshistorie. 1. udgave. København] : [København: Gads Forlag ; Tøjhusmuseet, 2014.

Collin, Finn, og Simo Køppe, red. Humanistisk videnskabsteori. 3. udg. København: Linghardt og Ringhof, 2014.

De Vito, Christian G. “Micro-spatial history: Towards a new Global history”, u.å.

Duncanson, Claire. Forces for Good?: military masculinities and peacebuilding in Afghanistan and Iraq. Rethinking peace and conflict studies. Houndmills, Basingstoke, Hampshire ; New York, NY: Palgrave Macmillan, 2013.

Fogh Rasmussen, Anders. “Statsministerens nytårstale”, 2009. http://www.stm.dk/_p_10622.html.

Gallup. “Tropper i Afghanistan”, 16. april 2009. http://www2.tns-gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/tekst/56352_Tropper_i_....

Galster, Kjeld. Fjendens ansigt. Bd. 2007. historie-nu.dk, u.å.

HMD Margrethe II. “Dronningens nytårstale”, 2008. http://www.dr.dk/nyheder/indland/hendes-majestaet-dronningens-nytaarstal....

Holm, Gretelise. “http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870971-avis%3A33298641”. Angrib, angrib, angrib! u.å.

Holmes, Richard. Firing line. London: J. Cape, 1985.

Hundevadt, Kim. I morgen angriber vi igen: Danmarks krig i Afghanistan. Jyllands-Posten : [sælges på internettet, 2008.

Jensen, Kurt Villads, red. Danmarks krigshistorie: 700 - 2010. 2. udg., 1. opl. København: Gad, 2010.

Jørgensen, Marianne Winther, og Louise Phillips. Diskursanalyse: som teori og metode. 1. udg. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforl, 1999.

Kristian West. “Mails”, 2008.

Krulak, Charles C. “The Strategic Corporal: Leadership in the Three-Block War”. Leatherneck; Quantico 82, nr. 1 (januar 1999): 14–17.

“Lessons from the Danish Integrated Approach in Afghanistan 2001-2014”. DIIS, 8. juni 2016. http://www.diis.dk/en/research/lessons-from-the-danish-integrated-approa....

Lester, Alan. “Imperial Circuits and Networks: Geographies of the British Empire1”. History Compass 4, nr. 1 (1. januar 2006): 124–41. https://doi.org/10.1111/j.1478-0542.2005.00189.x.

Lynn, John A. Battle: a history of combat and culture. Rev. and updated ed. Cambridge, MA: Westview Press, 2004.

Martin, Mike. An Intimate War: An Oral History of the Helmand Conflict, 1978-2012, 2014.

Matthias Friedrichsen. “Dagbog”, 2008.

Mette Opal Lykkegaard. Fjendeopfattelse, 14. november 2016.

Mirra, Carl. “Insurgents, Accidental Guerrillas and Valley-Ism: An Oral History of Oppositional US Soldiers’ Attitudes toward the Enemy in Afghanistan”. Cambridge Review of International Affairs 26, nr. 2 (juni 2013): 453–68. https://doi.org/10.1080/09557571.2013.784577.

Morillo, Stephen, og Michael F. Pavkovic. What is military history? 2nd edition, [Revised and updated]. What is history? Cambridge: Polity, 2013.

Møller, Lars R. Vi slår ihjel og lever med det. 1. udgave, 2. oplag. København: Informations Forlag, 2010.

Mørch, Søren, og Knud Ryg Olsen, red. Den sidste Danmarkshistorie: 57 fortællinger af fædrelandets historie. 1. udg., 2.opl. Copenhagen: Gyldendal, 1996.

Neely, Brooke, og Michelle Samura. “Social Geographies of Race: Connecting Race and Space”. Ethnic and Racial Studies 34, nr. 11 (november 2011): 1933–52. https://doi.org/10.1080/01419870.2011.559262.

Oppenheimer, Louis. “The Development of Enemy Images:  A Theoretical Contribution”. Peace and Conflict: Journal of Peace Psychology 12, nr. 3 (1. september 2006): 269–92. https://doi.org/10.1207/s15327949pac1203_4.

Paul, Christopher, Colin P. Clarke, Beth Grill, og Molly Dunigan. “Moving Beyond Population-Centric vs. Enemy-Centric Counterinsurgency”. Small Wars & Insurgencies 27, nr. 6 (1. november 2016): 1019–42. https://doi.org/10.1080/09592318.2016.1233643.

Rasmussen, Nis. “Debat: Hvad pokker laver vi i Afghanistan? - Mediearkiv - Infomedia”. Set 25. november 2016. https://apps.infomedia.dk/mediearkiv/link?articles=e1ca1774.

Ringsmose, Jens, og Berit Kaja Børgesen. “Shaping Public Attitudes towards the Deployment of Military Power: NATO, Afghanistan and the Use of Strategic Narratives”. European Security 20, nr. 4 (december 2011): 505–28. https://doi.org/10.1080/09662839.2011.617368.

Ruffa, Chiara, Christopher Dandeker, og Pascal Vennesson. “Soldiers Drawn into Politics? The Influence of Tactics in Civil–military Relations”. Small Wars & Insurgencies 24, nr. 2 (maj 2013): 322–34. https://doi.org/10.1080/09592318.2013.778035.

“Rum”. HRN 918-021 Hærens Taktiske Ordbog, u.å. http://www.fak.dk/publikationer/tako/index.html.

Sun, Tzu, og Erik Kruse Sørensen. Krigskunsten. Kbh.: Sphinx, 2010.

Tantholdt, Rasmus. “Mediestream - Nyhederne, 15. november 2007”, 19.00. http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/tv/record/doms_radioTVCollec....

Thomas Jensen. Fjendeopfattelse 2, 14. november 2016.

Tinning, Morten, og Statens Forsvarshistoriske Museum, red. Den fjerne krig: 17 perspektiver på Afghanistan. København, 2011.

United States, og United States, red. The U.S. Army/Marine Corps counterinsurgency field manual: U.S. Army field manual no. 3-24: Marine Corps warfighting publication no. 3-33.5. University of Chicago Press ed. Chicago: University of Chicago Press, 2007.

“Vi stod bare der og tudede om kap”. www.b.dk. Set 1. december 2016. http://www.b.dk/content/item/149468.

Vuorinen, Marja, red. Enemy images in war propaganda. Newcastle upon Tyne: Cambridge Scholars, 2012.

 

Del: