Debatindlæg

Efterfølgende debatindlæg er forfattet af major OM. Hansen, som til daglig er chef for Uddannelsessektionen ved Nørrejyske Artilleriregiment. Majorens designeringsfunktion er Chef Logistiske element Jyske Divisionsartilleri.

 

I Militært tidsskrift nr. 7/1992 blev bragt en artikel med overskriften "Mobiliseringshærens kvalitet", forfattet af en operationsofficer ved Stab Jyske Division. Trods denne overskrift synes artiklens indhold i højere grad at være argumenter for en ændring af den nuværende fordeling af uddannelsesansvaret, hvilket jo er et emne, som i de sidste år med jævne mellemrum har bølget frem og tilbage mellem de operative og opstillende niveau Ill-myndigheder, og som stadig ikke har fundet en tilfredsstillende løsning.

Min uenighed med artiklens forfatter skal ikke ses som en enøjet følge af mit regimentstilhørsforhold, for qua min designeringsfunktion som Chef Logistiske element Jyske Divisionsartilleri, har jeg sandelig også varme følelser for Jyske Divisions virke og eksistensberettigelse.

Men nu til uenigheden -
Forfatteren har givet sat sig vel ind i hvilke regler, der er gældende for uddannelse af personel til krigsstyrken. Beskrivelsen heraf i de indledende afsnit er ganske korrekt. Imidlertid svigter logikken og argumentationen i det efterfølgende. Artiklen anfører opsummerende tre problemområder som argument for ændring af uddannelsesansvaret:
 
- Uddannelsesansvaret er unødvendigt delt med den konsekvens, at fleksibiliteten ikke er sikret.
- Personel af liniens dobbeltfunktion er ikke tilstrækkeligt erkendt med den konsekvens, at der sker en ubevidst og ikke altid hensigtsmæssig prioritering oftest til fordel for fredstidsfunktionen.
- Brugen af personel af reserven er ikke tilstrækkeligt målrettet mod hovedopgaven. Dette betyder, at der ikke ubetinget lægges tyngde i planlægningen og gennemførelsen af føreruddannelsen og enhedsuddannelsen (læs: mønstringer)
 
Lad os se lidt nærmere på disse argumenter/påstande/postulater. 
 
Sammenhæng og fleksibilitet
Det er rigtigt, at det delte uddannelsesansvar ikke sikrer en sammenhæng, men det udelukker sandelig da heller ikke en sådan. Når der, som tilfældet er, foregår et samarbejde mellem opstillende myndigheder og operative myndigheder, er det jo præcis sammenhængen mellem disse myndigheders ansvarsområder, der er i focus.
 
Ser man ud over den første samlede uddannelse vil de operative myndigheder have vanskeligt ved at skabe sammenhæng. De operative myndigheder er i fredstid stabe, som er karakteriseret ved en hurtig udskiftningsfrekvens, navnlig på den operative side, altså uden væsentlig kontinuitet og derfor med begrænsede muligheder for at skabe sammenhæng over flere år, altså fra en enhed hjemsendes til den genindkaldes til en mønstring. Stabe ved opstillende myndigheder er meget mere stabile, og dermed væsentligt bedre i stand til at skabe sammenhæng over tidsperioder af års varighed.
 
Personel af liniens dobbeltfunktion
Det er rigtigt, at personel ved de opstillende myndigheder har en fredstidsfunk- tion, hvor den primære arbejdsopgave ligger (det arbejde, man får sin løn for), og en designeringsfunktion som skal bestrides ved siden af den havende tjeneste. I fredstidsfunktionen er forholdet jo imidlertid for langt de fleste det, at man arbejder på at uddanne værnepligtige eller stampersonel til delingsniveauet, hvilket er en absolut forudsætning for at der overhovedet kan blive tale senere om en enhedsuddannelse på højere niveau. Hvis designeringsfunktionen opprioriteres på bekostning af fredstidsfunktionen, vil der ikke være et grundlag at bygge enhedsuddannelsen på, så det vil næppe være en god ide. løvrigt er det da absolut ikke givet som anført i artiklen, at dette liniepersonel skal stå for mønstringerne af enhederne. Det er principielt chefen for enheden, der har dette ansvar uanset om han er af linien eller af reserven. Langt de fleste chefer for enhederne er af reserven, og udfører arbejdet med mønstringen som et led i egen uddannelse sammen med deres "stab". Dette er ikke teori, men er gennemført i praksis adskillige gange.
 
Man bør vel også erindre, at i de operative myndigheder indgår i krigstid så sandelig også en stor del af os, som til daglig forestår uddannelsen ved de opstillende myndigheder, så vi er da selv i høj grad interesserede i at uddanne såvel enkeltpersoner som enheder, der kan virke. Det er jo også vore styrker i den situation.
 
Målrettet anvendelse af personel af reserven
Efter artiklens udsagn bør der lægges ubetinget tyngde på planlægning og gennemførelse af fører- og enhedsuddannelse for personel af reserven. Dette er nok en sandhed med modifikationer. Fører- og enhedsuddannelsen er særdeles væsentlige elementer, men med en nedsættelse af tjenestetiden og tanker om at afslutte uddannelsen til krigsbrugbart niveau under beredskabsmønstringer i en spæn- dingsperiode, er det sandelig da også væsentligt, at personel af reserven kan uddanne det lave niveau i deres funktionsfag, som er en forudsætning for enhedsuddannelsen. Behovet vil givet være til stede, når de menige 2 - 6 år efter hjemsendelsen skal have fyldt glemslens huller op. Man kan ikke regne med, at personel af linien kan løse denne opgave. Dels vil der jo være adskillige enheder inde til samtidig uddannelse, og dels vil personel af linien i stor udstrækning være i gang med arbejde i deres krigsfunktion. Personel af reserven skal altså ud over fører- og enhedsuddannelsen også beherske funktionsuddannelsen, hvilket de kun kan lære ved regimentet. Der må altså være en balance mellem fører-/enhedsud- dannelse og funktionsuddannelse af personel af reserven, afhængigt af hvad der mangler/er glemt inden beredskabsmønstringen.
 
Konklusion
Ovenstående mere end antyder, at de anførte problemområder ikke helt har den karakter, som artiklen anfører. Et par forhold, som artiklen ikke tager i regning er de ellers så veletablerede og accepterede begreber som hedder samarbejde og våbenartsekspertise.
 
Det er vigtigt at slå fast, at alle officerer i det danske forsvar har samme mål med deres virke: At gøre det af politikerne besluttede forsvar så effektivt som muligt for de mindste omkostninger. Af artiklen kunne man forledes til at tro, at der er to store modpoler: "Opstillende myndigheder" og "Operative myndigheder" for hvem det udelukkende drejer sig om at skrabe mest muligt til sig til opfyldelse af eget begrænsede ansvarsområde. Altså at enhver form for samarbejde er en utopi. Dette afkræftes heldigvis af hverdagens erfaringer, hvor der foregår en udstrakt (ofte uformel) forhandling på flere niveauer mellem de to myndigheds- typer.
 
Man må også fastslå, at selv om alle officerer er dygtige, er de ikke alle lige dygtige til det samme. Det vil være betænkeligt, at lade den grundlæggende uddannelse i funktionsfagene inden for de "tekniske våbenarter" foregå uden at det personel, som har våbenartsekspertisen tilrettelægger, planlægger, gennemfører og kontrollerer denne uddannelse. Dette gælder også under mønstringer. Med al respekt for hvad divisions- og brigadestabe formår at præstere af arbejde, vil det alligevel være en halsløs gerning at lade disse operative stabe med nuværende størrelse afløse samtlige uddannelsessektioner ved regimenterne. Det er simpelthen en umulighed. Herudover vil Jyske Kampgruppe, militærregionerne m.fl., der også er operative myndigheder, få meget travlt og mangle ekspertisen, når de tilsvarende skal forestå omskoling fra friskningsgruppe 1 til 2. Mon ikke det trods alt er at foretrække, at vi alle beskæftiger os med det, vi er bedst til ?
 
Alt i alt ligner artiklen mest et forsøg på at retfærdiggøre de operative myndigheders eksistens i fredstid, men det er naturligvis en misforståelse fra min side og iøvrigt ganske overflødigt. Og så lige uddannelsesansvaret endnu engang: I artilleriet har det ikke nogen mening at operere med delingsstørrelse såsom halvbatterier. Heller ikke underafdelinger er en størrelse, man skal satse på. Den skydetekniske enhed er artilleriafdelingen, og det betyder, at uddannelsen først bliver optimal, når artilleriregimenterne med deres våbenartsekspertise har uddannelsesansvaret til og med uddannelse af afdeling.
 
Men husk: Vi har alle samme mål!
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_122_aargang_mar.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: